Stadig svært at erkende kristenforfølgelsen endsige dens ophav

Eliza Grizwold skriver i New Yok Times fyldigt om muslimernes forfølgelse af kristne i Mellemøsten

From 1910 to 2010, the number of Christians in the Middle East — in countries like Egypt, Israel, Palestine and Jordan — continued to decline; once 14 percent of the population, Christians now make up roughly 4 percent. (In Iran and Turkey, they’re all but gone.) In Lebanon, the only country in the region where Christians hold significant political power, their numbers have shrunk over the past century, to 34 percent from 78 percent of the population. Low birthrates have contributed to this decline, as well as hostile political environments and economic crisis. Fear is also a driver. The rise of extremist groups, as well as the perception that their communities are vanishing, causes people to leave.

“‘‘If we attend to minority rights only after slaughter has begun, then we have already failed,’’ siger FNs Menneskerets Højkommissær Zeid Ra’ad al-Hussein. Demokraten Anna Eshoo, der sidder i Repræsentanternes Hus for Californien siger “Christianity is under an existential threat”. Men alligevel har Det Hvide Hus uligt meget sværere ved at anerkende kristne ledere end muslimske skriver Raymond Ibrahim i Gatestone Institute.

During the height of one of the most brutal months of Muslim persecution of Christians, the U.S. State Department exposed its double standards against persecuted Christian minorities.

Sister Diana, an influential Iraqi Christian leader, who was scheduled to visit the U.S. to advocate for persecuted Christians in the Mideast, was denied a visa by the U.S. State Department even though she had visited the U.S. before, most recently in 2012.

She was to be one of a delegation of religious leaders from Iraq — including Sunni, Shia and Yazidi, among others — to visit Washington, D.C., to describe the situation of their people. Every religious leader from this delegation to Washington D.C. was granted a visa — except for the only Christian representative, Sister Diana.

After this refusal became public, many Americans protested, some writing to their congressmen. Discussing the nun’s visa denial, former House Speaker Newt Gingrich said:

This is an administration which never seems to find a good enough excuse to help Christians, but always finds an excuse to apologize for terrorists … I hope that as it gets attention that Secretary Kerry will reverse it. If he doesn’t, Congress has to investigate, and the person who made this decision ought to be fired.

The State Department eventually granted Sister Diana a visa.

This is not the first time the U.S. State Department has not granted a visa to a Christian leader coming from a Muslim region. Last year, after the United States Institute for Peace brought together the governors of Nigeria’s mostly Muslim northern states for a conference in the U.S., the State Department blocked the visa of the region’s only Christian governor, Jonah David Jang.

Greenfield har en lang udførlig liste over den undertrykkelse kristne udsættes for i den muslimske verden, der er værd at gøre sig nedslået over. Men få politikere synes at kere sig. I Griswolds lange, velskrevne, detaljerede og på en gang indsigtsfulde og manipulerende artikel skriver hun, at det har været en topprioritet for både Bush og Obama ikke at tage sig ud sig ud som kristne korsfarere

It has been nearly impossible for two U.S. presidents — Bush, a conservative evangelical; and Obama, a progressive liberal — to address the plight of Christians explicitly for fear of appearing to play into the crusader and ‘‘clash of civilizations’’ narratives the West is accused of embracing. In 2007, when Al Qaeda was kidnapping and killing priests in Mosul, Nina Shea, who was then a U.S. commissioner for religious freedom, says she approached the secretary of state at the time, Condoleezza Rice, who told her the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues. Rice now says that protecting religious freedom in Iraq was a priority both for her and for the Bush administration. But the targeted violence and mass Christian exodus remained unaddressed. ‘‘One of the blind spots of the Bush administration was the inability to grapple with this as a direct byproduct of the invasion,’’ says Timothy Shah, the associate director of Georgetown University’s Religious Freedom Project.

More recently, the White House has been criticized for eschewing the term ‘‘Christian’’ altogether. The issue of Christian persecution is politically charged; the Christian right has long used the idea that Christianity is imperiled to rally its base. When ISIS massacred Egyptian Copts in Libya this winter, the State Department came under fire for referring to the victims merely as ‘‘Egyptian citizens.’’ Daniel Philpott, a professor of political science at the University of Notre Dame, says, ‘‘When ISIS is no longer said to have religious motivations nor the minorities it attacks to have religious identities, the Obama administration’s caution about religion becomes excessive.’’

Politisk korrekthed og hensynsbetændelse til muslimske vrangforestillinger betales af de kristne. Og politikerne høster veksler for deres kulturelle sensitivitet fra den smagfulde venstrefløj. Den umiddelbare historie og situation ridser Griswold op således

For more than a decade, extremists have targeted Christians and other minorities, who often serve as stand-ins for the West. This was especially true in Iraq after the U.S. invasion, which caused hundreds of thousands to flee. ‘‘Since 2003, we’ve lost priests, bishops and more than 60 churches were bombed,’’ Bashar Warda, the Chaldean Catholic archbishop of Erbil, said. With the fall of Saddam Hussein, Christians began to leave Iraq in large numbers, and the population shrank to less than 500,000 today from as many as 1.5 million in 2003.

The Arab Spring only made things worse. As dictators like Mubarak in Egypt and Qaddafi in Libya were toppled, their longstanding protection of minorities also ended. Now, ISIS is looking to eradicate Christians and other minorities altogether. The group twists the early history of Christians in the region — their subjugation by the sword — to legitimize its millenarian enterprise. Recently, ISIS posted videos delineating the second-class status of Christians in the caliphate. Those unwilling to pay the jizya tax or to convert would be destroyed, the narrator warned, as the videos culminated in the now-­infamous scenes of Egyptian and Ethiopian Christians in Libya being marched onto the beach and beheaded, their blood running into the surf.

The future of Christianity in the region of its birth is now uncertain. ‘‘How much longer can we flee before we and other minorities become a story in a history book?’’ says Nuri Kino, a journalist and founder of the advocacy group Demand for Action. According to a Pew study, more Christians are now faced with religious persecution than at any time since their early history.

Griswolds artikel kan absolut anbefales, hvis man vil være klogere på de kristnes situation og Mellemøstens morads. Men jeg skrev at den også var manipulerende og det er den i sin apologetiske omgang med islam. Selvfølgelig, fristes man nemlig til at sige.

Så skønt Griswold er langt fremme i erkendelsen af de kristnes ulykkelige situation i Mellemøsten (i hele  den muslimske verden, rent faktisk, og den kommunistiske også), og mens politikerne tøver, så er hun ikke nået dertil, hvor hun kan beskrive det reelle problem. Det er generiske “ekstremister”, der er problemet for Griswold, mens Condoleezza Rice trods alt vidste mere end det med sit “the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues” - og så svigtede de alligevel. Så civilisationernes sammenstød bliver derfor kun et narrativ for Griswold, en fortælling og ikke en beskrivelse af de faktiske forhold. (”Israel and Palestine” har en konflikt, en formulering, der betyder at Israel er en illegitim stat, der hvor Palæstina eksisterer).

Griswolds artikel er vævet over nogle flygtninges frygtelige historier med den 31 årige Rana og hendes mand som hovedroller. Ranas mand Diyaa beskrives som “a tyrant (…) who, after 14 years of marriage, wouldn’t let (), Rana, 31, have her own mobile phone. He isolated her from friends and family, guarding her jealously”. Han var tillige nærig. Jeg mindes ikke en historie om palæstinensiske ofre, der hænges ud som dumme svin. Nuvel, mennesker er mennesker og Diyaas karakterbrister drukner hurtigt i beskrivelserne af det muslimske vanvid. Bortset fra, at det gør det ikke helt, for islam holdes fri.

Lad os, som enhver god film, fokusere på parallelhistorierne. I det historiske afsnit hedder det fra Griswolds hånd

When the first Islamic armies arrived from the Arabian Peninsula during the seventh century, the Assyrian Church of the East was sending missionaries to China, India and Mongolia. The shift from Christianity to Islam happened gradually. Much as the worship of Eastern cults largely gave way to Christianity, Christianity gave way to Islam. Under Islamic rule, Eastern Christians lived as protected people, dhimmi: They were subservient and had to pay the jizya, but were often allowed to observe practices forbidden by Islam, including eating pork and drinking alcohol. Muslim rulers tended to be more tolerant of minorities than their Christian counterparts, and for 1,500 years, different religions thrived side by side.

One hundred years ago, the fall of the Ottoman Empire and World War I ushered in the greatest period of violence against Christians in the region. The genocide waged by the Young Turks in the name of nationalism, not religion, left at least two million Armenians, Assyrians and Greeks dead. Nearly all were Christian. Among those who survived, many of the better educated left for the West. Others settled in Iraq and Syria, where they were protected by the military dictators who courted these often economically powerful minorities.

De islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom skete gradvist og naturligt, kristne var beskyttet mod et vist kontingent (en lille del af folks motivation for det ‘naturlige’ skift), de muslimske fyrster var tolerante og religionerne trivedes side om side. Men så kommer nationalismen som følge af Osmannerrigets sammenbrud og begår folkemord. Det er ikke islam, det er end ikke ‘religion’! Alligevel sker folkemordet på kristne.

Det er djævlen i detaljen. Fortællingen er tilstrækkelig upræcist formuleret til ikke at være direkte løgn, men vildledende. Folkemordet på de kristne skete ikke som følge af Osmannerrigets sammenbrud, det startede med tiltagende pogromer i 1890′erne og blev færdiggjort i 1919, inden sammenbruddet. Og det var en erklæret jihad mod de vantro. Derfor fandt grusomhederne også en naturlig klangbund blandt almindelige muslimer, der tog ivrigt del i grusomhederne. Den dag i dag er kirkerne i Tyrkiet på vej mod udryddelse. Og regionens diktatorer, hvem var det nu de beskyttede de minoriteterne imod?

Så lad os vende tilbage til Rana og Diyaa og de andre kristne minoriteters historie om da nutidens islamiske hær ankom til den kristne by Qaraqosh, hvor de boede. Flygtninge fra Mosul fortalte de lokale at “The militants painted a red Arabic ‘‘n,’’ for Nasrane, a slur, on Christian homes”. Just ankommet kendte den islamiske hær ISIS ikke de kristne i Mosul - men det gjorde de kristnes muslimske naboer, klangbunden og de malede ‘n’ for nasrane på de kristnes hjem.

De kurdiske styrker, peshmerga, der havde været ene om at give ISIS modstand, trak sig fra området. Da kurderne havde afvæbnet de kristne og ISIS afskåret vandforsyningnen, flygtede de fleste af Qaraqosh indbyggere og efterlod kun de svageste, gamle og syge og en enkelt fulderik tilbage. Og så Diyaa, der nægtede Rana at flygte fordi han ikke mente ISIS vil ankomme.

As Diyaa and Rana hid in their basement, ISIS broke into stores and looted them. Over the next two weeks, militants rooted out most of the residents cowering in their homes, searching house to house. The armed men roamed Qaraqosh on foot and in pickups. They marked the walls of farms and businesses ‘‘Property of the Islamic State.’’ ISIS now held not just Mosul, Iraq’s second largest city, but also Ramadi and Fallujah. (During the Iraq War, the fighting in these three places accounted for 30 percent of U.S. casualties.) In Qaraqosh, as in Mosul, ISIS offered residents a choice: They could either convert or pay the jizya, the head tax levied against all ‘‘People of the Book’’: Christians, Zoroastrians and Jews. If they refused, they would be killed, raped or enslaved, their wealth taken as spoils of war.

Således ser det ud når den islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom sker gradvist forstået som et rykud, hvilket er naturligt omstændighederne taget i betragtning. Og de muslimske herrers tolerance var baseret på beskyttelsespenge. Således skal religionerne trives side om side, hvis altså ikke man foretrak at blive “dræbt, voldtaget eller gjort til slave”.

Men ISIS bløder op i dovenskab efter at rende og lede efter de sidste kristne og tilbyder “what they call ‘exile and hardship’”. Diyaa og Rana kommer frem fra deres skjul og melder sig til ISIS sundhedscenters ‘checkups’’, der er en slet skjult eufemisme for en visitering efter eventuelle værdier. Og, skal det hurtigt vise sig, så har mennesker også en særlig værdi i sig selv i det islamiske tankesæt

By 9 a.m., ISIS had separated men from women. Seated in the crowd, the local ISIS emir, Saeed Abbas, surveyed the female prisoners. His eyes lit on Aida Hana Noah, 43, who was holding her 3-year-old daughter, Christina. Noah said she felt his gaze and gripped Christina closer. For two weeks, she’d been at home with her daughter and her husband, Khadr Azzou Abada, 65. He was blind, and Aida decided that the journey north would be too hard for him. So she sent her 25-year-old son with her three other children, who ranged in age from 10 to 13, to safety. She thought Christina too young to be without her mother.

ISIS scanned the separate groups of men and women. ‘‘You’’ and ‘‘you,’’ they pointed. Some of the captives realized what ISIS was doing, survivors told me later, dividing the young and healthy from the older and weak. One, Talal Abdul Ghani, placed a final call to his family before the fighters confiscated his phone. He had been publicly whipped for refusing to convert to Islam, as his sisters, who fled from other towns, later recounted. ‘‘Let me talk to everybody,’’ he wept. ‘‘I don’t think they’re letting me go.’’ It was the last time they heard from him.

No one was sure where either bus was going. As the jihadists directed the weaker and older to the first of two buses, one 49-year-old woman, Sahar, protested that she’d been separated from her husband, Adel. Although he was 61, he was healthy and strong and had been held back. One fighter reassured her, saying, ‘‘These others will follow.’’ Sahar, Aida and her blind husband, Khadr, boarded the first bus. The driver, a man they didn’t know, walked down the aisle. Without a word, he took Christina from her mother’s arms. ‘‘Please, in the name of God, give her back,’’ Aida pleaded. The driver carried Christina into the medical center. Then he returned without the child. As the people in the bus prayed to leave town, Aida kept begging for Christina. Finally, the driver went inside again. He came back empty-handed.

(…)

As the bus rumbled north out of town, Aida sat crumpled in a seat next to her husband. Many of the 40-odd people on it began to weep. ‘‘We cried for Christina and ourselves,’’ Sahar said. The bus took a sharp right toward the Khazir River that marked an edge of the land ISIS had seized. Several minutes later, the driver stopped and ordered everyone off.

Led by a shepherd who had traveled this path with his flock, the sick and elderly descended and began to walk to the Khazir River. The journey took 12 hours.

The second bus — the one filled with the young and healthy — headed north, too. But instead of turning east, it turned west, toward Mosul. Among its captives was Diyaa. Rana wasn’t with him. She had been bundled into a third vehicle, a new four-wheel drive, along with an 18-year-old girl named Rita, who’d come to Qaraqosh to help her elderly father flee.

The women were driven to Mosul, where, the next day, Rana’s captor called her brothers. ‘‘If you come near her, I’ll blow the house up. I’m wearing a suicide vest,’’ he said. Then he passed the phone to Rana, who whispered, in Syriac, the story of what happened to her. Her brothers were afraid to ask any questions lest her answers make trouble for her. She said, ‘‘I’m taking care of a 3-year-old named Christina.’’

Trods disse utvetydige beskrivelser er Griswolds ellers glimrende artikel fuld af de standardbesværgelser der tynger de ledende medier. “No one has suffered more at the hands of ISIS than fellow Muslims”, hedder det pludselig, med henvisning til at flere muslimer end kristne dør af andre muslimer. Samme logik kunne man sige om tyskerne og jøderne under nazismen. Skønt interessant med Ellemannske observationer så er den relevante pointe at kristne næsten pr automatik dør i mødet med den ankomne muslimske hær, forrådt af sin muslimske nabo. Den kristne kan, som andre ikke-muslimske minoriteter, ikke komme uden om den direkte forfølgelse. Og den forfølgelse er islam.

Det sidste man hører om Rita er at hun “had been given as a slave to a powerful member of ISIS; Christina was given to a family to be raised as a Muslim”.

Den almenmuslimske klangbund

Daily Mail har en usædvanligt klar artikel om osmannernes folkemord på armenierne i 1915. Tyrkiets vrangvilje mod at erkende fortidens synder bliver forklaret med en national identitet, der ikke kan bære at det moderne Tyrkiet blev grundlagt på folkemord og etnisk udrensning (også grækere blev udryddet). Og sandt er det, at det ved lov er forbudt at fornærme tyrkiskhed. Men Tyrkiet er ikke Osmannerriget og kan ret beset ikke stå på mål for den historie. Skammen handler om islam. Osmannerriget var det nærmeste muslimerne kom et kalifat. Og Osmannerrigets forbrydelser er kalifatets forbrydelser.

Unleashed on the Armenians, Turkish policemen and soldiers ransacked Christian churches and handed bishops and priests over to the mob.

Community leaders such as doctors and teachers were hanged in batches on gallows in town squares. An American missionary reported seeing men tied together with their heads sticking through the rungs of a ladder to be lopped off with swords.

Torture was commonplace, Morgenthau maintained as he studied the evidence. ‘They would pull out eyebrows and beards almost hair by hair, extract fingernails and toenails, apply red-hot irons and tear off flesh with pincers, then pour boiled butter into the wounds.’

Crucifixion was treated as a sport. ‘As the sufferer writhes in his agony, they would cry: “Now let your Christ come and help you”.’

When orders were given to assemble all the Armenians and march them out into the desert, Morgenthau had no doubt that this was ‘the death warrant to a whole race’. Moreover, he said: ‘In their conversations with me, the authorities made no particular attempt to conceal the fact’.

He wrote graphically of how men were taken from their ploughs, women from their ovens and children from their beds to join ‘the panic-stricken throng’. Young men were strung up or shot — ‘the only offence being that they were Armenians’.

Convicts were let out of prison to help with the killings. Locals joined in, too. In Ankara, all Armenian men aged 15 to 70 were bound in fours and led out to a secluded valley, where Turkish peasants hacked them to death with scythes, spades and saws.

‘In this way, they exterminated the whole male population.’

For six months, as the enforced exodus went on, Morgenthau reported, roads and tracks were crowded with lines of Armenians.

‘They could be seen winding through every valley and mountain-side, moving on they scarcely knew where, except that every road led to death.

‘They left behind the unburied dead, as well as men and women dying of typhus, dysentery and cholera and children setting up their last piteous wails for food and water.’

How many died? Morgenthau reported that, on one particular death march, of the 18,000 who set out, just 150 were alive a week later.

A survivor recalled that ‘death was our constant companion. We fought the threat of panic, hunger, fear and sleepless nights but, in the end, they won. It seemed there was no pity or humanity in the hearts of our captors’. As they crossed the Euphrates river, one witness reported how ‘bloated bodies lay on the bank, black from the sun, tongues hanging out. Bones showed through decaying skin’.

‘The stomachs of pregnant women had been slit open and their unborn children placed in their hands like black grapes. Children were crying next to dead parents. Women were delirious.’

So many dead bodies clogged the river that its course was diverted for several hundred yards. But at least the water gave relief to some. Mothers sank into it gratefully, their babies in their arms, to drown and end their misery.

Women suffered special horrors. Aghavni — that girl whose story of stumbling on her father’s crucified and decapitated body we saw earlier — recalled how, in her home town, a group of 20 Armenian women were forced to dance under a blue, cloudless sky.

‘Turkish soldiers stood behind them shouting “Dance, sluts” and cracking their whips across their breasts, so their clothes would fall off. Some were half-naked, others tried to hold their clothes together.

‘The women were praying as they moved in a slow circle, holding hands. Occasionally, they would drop the hand next to them and quickly make the sign of the cross.

‘When they fell down, they were whipped until they got up and continued their dance. Each crack of the whip and more of their clothing came off.

‘Around them stood their children, who were forced to clap, faster and faster. If they stopped, they were whipped.

‘Some were two years old and barely able to stand up. They cried uncontrollably, in a terrible, pitiful, hopeless way.’ All of this was watched by a crowd of delighted Turkish townspeople in smart dresses and business suits, ‘clapping, too, like cockroaches’.

What came next was beyond belief. ‘Two soldiers pushed through the crowd, swinging buckets, and doused the women with kerosene. As the women screamed, another soldier came forward with a torch and lit each woman by her hair.

‘At first, all I could see was smoke. Then I saw the fire coming off their bodies, and their screaming became unbearable.

‘The children were being whipped furiously now, as if the burning mothers had excited the soldiers, and they admonished the children to clap faster and faster, telling them that if they stopped they, too, would be set on fire.

‘As the women collapsed in burning heaps, oozing and black, the smell of burnt flesh made me sick and I fainted.’

On the death march out into the desert, Aghavni remembered how women were openly tortured and abused. ‘If a woman would not readily submit to sex, she was whipped and, if she tried to run away, she was shot.’

She could only watch in horror as a girl resisted and a policeman took out his sword, ripped open her dress and then slashed off her breasts. ‘They fell to the ground and she bled to death next to them.’ Aghavni survived her ordeal — one of the few to do so. She lived, eventually making her way to America to give her first-hand account of a genocide that the Turkish authorities are still adamant did not take place.

tyrkere-myrder-lc3b8s-pa-armeniere-1915

Det samme had ser man i dag i den muslimske verden. Man har altid set muslimske massakrer på deres omgivelser. Med jævne mellemrum bryder nye massakrer ud. Dengang som idag til de fleste muslimers store jubel. Nogle har ikonisk status, som the Ramallah Lynching, den palæstinensiske hobs slagtning af to israelske reservister. “The Israeli reservists were beaten, stabbed, had their eyes gouged out, and were disemboweled“. Al-Shabaab massakrerede alle der ikke kunne citere koranen på en skole i Kenya. Islamisk Stat libyske afdeling har just massakreret 30 etiopiske kristne. “Be til Allah eller dø!” råbte muslimerne førend de smed de kristne flygtninge overbord til druknedøden. Osv, osv. Muslimernes had til os andre, til alle faktisk er overvældende. Venstres Inger Inger Støjbergs møde med 4 arabere på en tankstation er mere end blot en ubehagelig oplevelse. Det er et varsel. Som Peter Hitchens skrev i Daily Mail; ”A wave of human misery is now heading to Europe” .

http://shoebat.com/2015/04/19/watch-the-amazing-30-brave-christians-slaughtered-telling-the-muslims-to-go-to-hell-and-refusing-to-bow-to-the-false-god-allah/x

Muslimsk klangbund

Arabere, Arabiske forår, Diverse, Irak, Jihad, Kalifatet, Kristenforfølgelse, Muslimer, Syrien, Terror, islam — Drokles on August 26, 2014 at 3:03 pm

Daniel Greenfield skriver så rigtigt at det der er galt med ISIS er det der er galt med islam.

Wahhabi armies have been attacking Iraq in order to wipe out Shiites for over two hundred years. One of the more notably brutal attacks took place during the administration of President Thomas Jefferson.

That same year the Marine Corps saw action against the Barbary Pirates and West Point opened, but even Noam Chomsky, Michael Moore and Howard Zinn chiming via Ouija board would have trouble blaming the Wahhabi assault on the Iraqi city of Kerbala in 1802 on the United States or an oil pipeline.

(…)

The media finds it convenient to depict the rise of newly extremist groups being radicalized by American foreign policy, Israeli blockades or Danish cartoons. A closer look however shows us that these groups did not become radicalized, rather they increased their capabilities.

ISIS understood from the very beginning that targeting Shiites and later Kurds would give it more appeal to Sunni Arabs inside Iraq and around the Persian Gulf. Bin Laden tried to rally Muslims by attacking America. ISIS has rallied Muslims by killing Shiites, Kurds, Christians and anyone else it can find.

Every news report insists that ISIS is an extreme outlier, but if that were really true then it would not have been able to conquer sizable chunks of Iraq and Syria. ISIS became huge and powerful because its ideology drew the most fighters and the most financial support. ISIS is powerful because it’s popular.ISIS has become more popular and more powerful than Al Qaeda because Muslims hate other Muslims even more than they hate America. Media reports treat ISIS as an outside force that inexplicably rolls across Iraq and terrorizes everyone in its path. In reality, it’s the public face of a Sunni coalition. When ISIS massacres Yazidis, it’s not just following an ideology; it’s giving Sunni Arabs what they want.Jamal Jamir, a surviving Yazidi, told CNN that his Arab neighbors had joined in the killing.

I stedet for at citere Jamal Jamir i CNN, så er her en tilsvarende historie fra Sabah Hajji Hassan på Yahoo News om at islam er, hvor der er muslimer

Yazidis fleeing a jihadist onslaught in northern Iraq say neighbours took up arms alongside their attackers, informing on members of the religious minority and helping the militants take over.

“The (non-Iraqi) jihadists were Afghans, Bosnians, Arabs and even Americans and British fighters,” said Sabah Hajji Hassan, a 68-year-old Yazidi who managed to flee the bloody offensive by the Islamic State (IS) jihadist group.

“But the worst killings came from the people living among us, our (Sunni) Muslim neighbours.”

“The Metwet, Khawata and Kejala tribes — they were all our neighbours. But they joined the IS, took heavy weapons from them, and informed on who was Yazidi and who was not. Our neighbours made the IS takeover possible,” the distraught white-bearded Hassan said.

Og de kristnes erfaringer er de samme

ISIS er hvor muslimer er

Der skal være en klangbund for den slags.  ISIS har truet med at indtage Tyrkiet og det er der måske flere tyrkere, som vil foretrække. I hvert fald kan man i Istanbul allerede købe merchandise både ved en bod

isid-fatih-manset

Og i en forretning

ve-isid-istanbul-da-4504770

Også i London blafrer ISIS flag

the-isis-flag-outside-the-011

En nonne rev dog ISIS flaget ned. Og journalisten Ted Jeory fortæller The Express, hvorledes venstrefløjsere er bekymret for islams omdømme

I WAS told this morning by a community activist in east London to be kind in this article to the Bengali Muslim youths who threatened violence last night…and who told me to “F*** off Jew, you’re not welcome here.”

Der bliver meget for venstrefløjen at skulle bortforklare den kommende tid. ISIS i Holland

Danmarks Radio rapporterer at der også skulle være ISIS tilhængere i Malaysia og Indonesien, der blandt andet vil sprænge et Carlsberg bryggeri i luften. Danmarks Radio er lidt usikre på deres kilder, men det er Tarek Fatah ikke, der mener at vide at disse friske unge mænd er ISIS Indonesien

I Tyskland, hvor muslimer gik løs på yazidier, er aviserne ifølge Gatestone Institute chokerede

“Never before have the sympathizers of Islamic terror appeared so openly in Germany.” — Editorial, Westfalen-Blatt.

“Anyone who thought the civil war in Syria or the barbarity of the Islamic State in Iraq does not affect us, you are wrong.” — Editorial, Frankfurter Allgemeine Zeitung.

“IS, Al-Qaeda, Hamas and Boko Haram—these four groups are the linchpins of the attempt to bomb an unstoppable modernity back into the Middle Ages.” — Editorial, Westfalen-Blatt.

“The religions of the world are increasingly being misused for ideological struggles and excesses of violence between people of different faiths. Religions are never violent per se, but the market criers of violence are using them to promote their own interests.” — Editorial, Neue Westfälische.

isis-suppporters-germany-ip

Og fra Toronto, hvor en anti-ISIS demonstration blev imødegået af en Hama sympatisører, blot for lige at markere at det er den samme

I Danmark kom ISIS sympatisører blot tilfældigt forbi en anti-ISIS demonstration på Christiansborg Slotsplads og måtte betale prisen

Og i Danmark kan man ifølge Uriasposten også købe smart merchandise til støtte for ISIS

alidaghimhumanitaer2014

Måske er det ikke gået helt op for dem at sløjfen også er en Jesusfisk. I Norge (via Snaphanen)

Dette er blot samlet af, hvad jeg er stødt på, men sympatien findes grangiveligt i hele umma’en. ISIS’ grusomheder genrejser islams potens og det varmer de fleste muslimske hjerter.

Tøvende erkendelse

Diverse — Drokles on October 16, 2011 at 6:38 pm

Åh dette arabiske forår, hvor løfterigt er det ikke. Men der er måske alligevel slanger i paradis. I hvert fald så er der en gryende erkendelse af at alt ikke går som man måske gik og drømte om. Men dette kan ikke være en systemfejl, som bekræfter en skepsis grundet i en antagelse om nogle dybere kulturelle og sociopolitiske strukturelle problemer i den arabiske verden. Det må være en mindre fejl, en sten i skoen, en anomali. Således var det  ifølge Berlingske Tidende for Jakob Skovgaard-Petersen “meget chokerende” da koptere blev angrebet af muslimer og siden ægyptisk militær, som efterlod 25 døde. Men Petersen tog den beklagelige udvikling, som et tegn på en manglende ledelse og manglende institutioner

- Valget begynder i slutningen af november i år, men det skal vare til januar, og så er der et øvre kammer, som man skal have valg til. Derefter skal man have en ny forfatning.

- Når den har været til folkeafstemning, skal man have præsidentvalg, og først da slipper militærrådet fuldstændig kontrollen. Så er de civile myndigheder på plads. Det er en meget lang transition, siger han.

Politikens Anders Jerichow har i sin analyse fundet en skurk, som han placerer i en for Politikenlæsere let forståelig dikotomi (ordet dikotomi kender og elsker mange Politikenlæsere. Det er et ord der bruges af gode mennesker til at beskrive, hvad onde mennesker gør - opstiller dikotomier. Og disse er som regel falske konstruktioner - but I digress)

Der er forskel på magthaverne og folket. Kritikerne på Tahrir har ingen magt. Juntaen har al magt.

Kritikerne kræver indflydelse. Juntaen vil tydeligvis ikke af med sin indflydelse.

Kritikerne kræver, at mordere stilles til ansvar. Juntaen har gjort alt for, at mordere går fri.

Alligevel vil vi snart opleve juntaen og dens venner advare mod, at det egyptiske oprør fortsætter. De vil advare imod, måske forbyde, at der demonstreres på Tahrir.

Phd og forsker ved Dansk Institut For Internationale Studier Rasmus Alenius Boserup skriver i en kronik i Politiken

Sidste søndags sammenstød mellem militær og demonstranter i Kairo er udtryk for den egyptiske hærs tilsidesættelse af borgernes grundlæggende rettigheder til fordel for at opretholde, hvad de forstår som ro og orden.

Det er ikke “tilsidesættelse af borgernes grundlæggende rettigheder“, men et udtryk for “tilsidesættelse af borgernes grundlæggende rettigheder“. Ved således at have indskudt en formulering til sløring af fakta ligner det, der for os andre er en banal beskrivelse af militærmagt, der brutalt knuser en demonstration, for det dumme øje en analyse. Det voldelige overfald var ikke bare vold, men et udtryk for vold. Hvor klogt tænkt. Og når man er så klog følger man op med denne absurde gardering, hvis nu verden skulle vise sig ikke at være som den tydeligvis er.

I dette tilfælde har militæret og dets overgangsregering fejlet i håndteringen af et banalt eksempel på den såkaldte sekteriske konflikt i Egypten – et begreb, der dækker over de tilbagevendende konflikter mellem Egyptens ca. 10 procent kristne koptere og landets muslimske majoritet.

Såkaldt sekterisk konflikt. Det er ikke en sekterisk konflikt selvom den er en fast tilbagevendende bestanddel af egyptisk folkelighed. Og som man således nu man har udvandet virkeligheden godt kan beskrive den sekteriske konflikt.

Den sekteriske konflikt er ellers ikke ny. Gennem de forgangne seks-syv år har egyptiske menneskerettighedsbevægelser beskrevet et stigende antal religiøst motiverede drab og voldsudbrud – størstedelen rettet imod koptere i provinsen og landområderne, men også en række sager, hvor koptere har angrebet muslimer. Ikke mindst fordi det vækker minder om volden mellem koptere og muslimer i 1990’erne, tager mange egyptere den sekteriske konflikt meget alvorligt. Det var f.eks. også frygt for en sekterisk konfliktoptrapning i kølvandet på det dødbringende bombeangreb imod en kristen kirke i Alexandria nytårsnat 2010, der var med til at skabe grobund for den brede nationale protestbevægelse, der dannedes imod Mubarak i slutningen af januar.

Disse eksempler er udtryk for en såkaldt sekterisk vold. Når således virkeligheden ikke længere er så virkelig, som den ellers kunne synes for de fleste der ikke har gået på universitetet bliver begivenheder også mere uforståelige

Sammenstødene mellem koptere og militæret denne uge i Kairo bundede omvendt i militærets og overgangsregeringens manglende håndtering af en månedlang, men ganske banal strid mellem en gruppe koptere i provinsbyen Merined i det sydlige Egypten, byens myndigheder og muslimske grupperinger.

Den ganske banale strid skulle blot håndteres. Men hvilken banal strid kan dog medføre al den ulykke?

I starten af september havde byens koptiske mindretal påbegyndt en omfattende renovering af en kirke, men efter protester fra muslimske grupper blev byggeriet stoppet af myndighederne, til trods for at kirkens byggepapirer var i orden.

Gennem september har der været stigende spændinger mellem de kristne og muslimske indbyggere, og i slutningen af september bemægtigede en større gruppe muslimske unge sig kirken og nedbrændte den. Egyptiske journalister har rapporteret, at den lokale guvernør både var med til at oppiske til ildspåsættelsen og efterfølgende har legitimeret nedbrændingen.

Begivenhederne i Merined førte i starten af oktober til...[og bla, bla, bla.]

Er vi blevet klogere? Uenighed over byggetilladelser og yadi, yadi, yada, som George forklarede, så er der en strid, som er blevet til fordi den ikke er blevet håndteret. Ja, vi tænkende mennesker er blevet klogere for vi kan læse mellem linierne og vi forstår at den banale strid ikke handler om byggetilladelser men noget så uchikt som sekterisk vold grundet i sekterisk had, hvis udspring er muslimsk suprematisme. Vi forstår der tænker forstår at så små strenge ikke giver stor lyd uden en god klangbund.

Derfor læser vi også at simple konstateringer som “angrebet af stenkastende civile” ikke er et udtryk for såkaldt sekterisk vold, men at denne sekteriske vold er sekterisk vold og som reel sekterisk et udtryk for de strukturelle problemer, som skeptikere til drømmene om det arabiske forår stille foreslog at medtænke. Men når man ikke tager de faktiske forhold i jernindustrien i betragtning konkluderer man således

Mens den stigende sekteriske vold mellem civile måske nok kan forklares med den generelle tendens til, at alle politisk engagerede egyptere har været på barrikaderne – og at kollektiv vold som oftest opstår af fredelige politiske protester, demonstrationer, sit-ins og strejker – peger den seneste sag eksplicit på, at militæret negligerer sin pligt til at beskytte det koptiske mindretal.

Derved bekræfter sagen også den generelle følelse hos mange koptere af, at den egyptiske stat også i tiden før Mubaraks fald systematisk har negligeret deres rettigheder og behandlet dem som andenrangsborgere.

Og på det får man en phd. Anders Jerichow udtrykker nok bedst hvorfor man er så tøvende i sin erkendelse af at det arabiske forår ikke blot er en dans på roser, da han slutter sit indlæg af med ordene

Optimisme er en moralsk pligt. Pessimisme er fristende.

Det lyder rigtig godt og bare rigtigt, men analyse skal alligevel altid være kølig. Ellers er det ikke optimisme, men blot at stikke sig selv blår i øjnene.

Intellektuel fuser

Diverse — Drokles on December 8, 2008 at 12:30 pm

Stor var min forventning da jeg så, at den ellers velbegavede og herligt diskussionslystne Jacob Mchangama i 180 Grader ville gøre op med Sørlanders og Krarups teser om at sekularismen står i gæld til kristendommen og bringe Oplysningen tilbage til fordums storhed. Min skuffelse er svær at beskrive, men den er stor for Mchangama tager så mange forbehold og bruger begreberne så flydende at det ikke er til at sige, hvad han egentlig mener.

Ifølge denne forklaringsmodel [Sørlanders, Krarups] er den evangelisk lutherske protestantismes teologiske indhold og væsen det direkte grundlag for vores frihed. Denne forklaringsmodel er efter min opfattelse forkert, og jeg vil søge at vise, at oplysningstiden og menneskerettighederne - forstået som de klassiske borgerlige og politiske frihedsrettigheder - var afgørende for vores frihed og udgjorde et brud med evangelisk lutherske dogmer. Oplysningstiden tæmmede dermed kristendommen og banede vejen for demokratiet. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at oplysningstiden og dens menneskerettigheder ikke kan anskues løsrevet fra udviklingen i Europa, herunder blandt forskellige ofte indbyrdes stridende kristne trosretninger, særligt i tiden efter Reformationen. Men oplysningstiden og dens menneskerettigheder kan efter min mening bedre beskrives som en utilsigtet og måske endda paradoksal konsekvens af udviklingen hos kristne trosretninger, end som resultatet af en direkte og naturlig udvikling udspringende af disse trosretningers religiøse dogmer.

Mchangama mener altså, at det er forkert at påstå, at protestantismen ledte direkte til vores frihed, men snarere at friheden var en utilsigtet konsekvens af kristne trosretninger. Hvorledes kristendommens religiøse dogmer friholdes fra disse trosretninger og således anbringes som anomalier fremgår intetsteds. Og spørgsmålet om, hvorfor det lige er kristne trosretninger og ikke alle mulige trosretninger, der har den utilsigtede konsekvens står hen som et ubesvaret spørgsmål. De kristne dogmer berøres bemærkelsesværdigt for en sådan påstand heller ikke, bortset fra en eklatant fejlfortolkning af Paulus, som vi skal kigge på senere, hvilket er ærgerligt når vi nu får at vide at der er tale om et paradoks. I stedet får vi en lang række juridiske eksperters mening, hvad det så end tjener af formål andet end at Mchangama demonstrerer sit pensum.

Som en forbeholden modpol til kristendommen stilles Oplysningen. Hvad Oplysningen i Mchangamas optik er fremgår ikke særlig klart, men et godt gæt er rationalismen og skønt han skelner mellem den angelsaksiske og den franske Oplysning springer han let over konsekvenserne af deres væsensforskel. Den angelsaksiske Oplysning, der var et halvt århundrede før den franske var nemlig barn af kristendommen og fødte bl.a USA, en nation under Gud, der mener at vide at alle mennesker er skabt lige - af Gud. Men den franske og altså modsætningen til kristendommen får disse bizarre ord med på vejen af Mchangama

….den senere franske menneskerettighedserklæring fra 1793 (…), der i højere grad betonede materiel lighed, og som dermed faldt sammen med og symboliserede revolutionens overgang til terror som følge af den franske oplysningstids rationalistiske overdrev.

Hvad mener han med det rationalistiske overdrev? At man skal være en smule blød i hatten for at opnå en ordentlig rationalisme? Først og fremmest afslører citatet en fundamental svaghed ved Mchamgamas argumentation nemlig, hvad man sætter i stedet for kristendommen, hvis rationalismen ikke skal føre en ud på et overdrev. Eller “sværmeriske “abstrakte rettigheder” uden forankring og “rodfæstelse”“, som Mchangama misforstået citerer Krarups pointe.

Ved at fjerne Gud fra ligningen fjerner man ikke en dogmatisk forståelse af menneskets placering i universet og forholdet mellem mennesker. Hvis noget sådan var selvindlysende (ordet er bevidst valgt) er det svært at forestille sig opståelsen af religion, der jo danner basis for alle kulturer. Er mennesker lige meget værd når vi ikke er ens? Hvis ikke er nogle så ubrugelige? Hvad vil fri vilje sige, hvis vi alle er underlagt naturkræfter? En anden dogmatik uden gud må træde i stedet og kvaliteten af denne er afgørende for den afledte logik, der lægger sporerne for udviklingen. Ellers er det at rationalismen når sit overdrev. Men kvaliteten af dogmet er også afgørende må jeg skyde ind

Men det forhold, at kristendommen blev tæmmet af ydre omstændigheder snarere end direkte af egne dogmer skaber også håb for en mildning af Islam.

Hvis islam skal bære et håb om mildning på linie med Oplysningens velsignelser kræves nogle af de samme kvaliteter som hos kristendommen for ikke at stå rationalismen alt for meget i vejen. På hvilket grundlag kan man forestille sig en frisættelse af mennesket i en fatalistisk ramme? Hvorledes skal rationalismen kunne dyrkes når man skal underkaste sig Allah? Udsagnet er intet andet end relativistisk gejl.

Mchangama benytter en række stråmænd i sin kritik af Sørlander og Krarup. Hvad vil det f.eks sige at Oplysningstiden er utilsigtet og hvem har argumenteret med at den er tilsigtet? Også den historiske gennemgang er en stråmand

Danmarkshistorien - særligt efter reformationen - viser dog, at adskillelse af politik og religion har været alt andet end normen. Rent faktisk var religiøst baserede love en vigtig del af tiden efter Reformation, særligt under enevælden. En periode der hægede om Danmarks status som en strengt evangelisk luthersk stat. Helt frem til vedtagelsen af Grundloven i 1849 var der en række love, som eksplicit diskriminerede på baggrund af religion og straffede folk, der afveg fra religiøse normer. En praksis som Grundloven og dens menneskerettigheder gjorde op med.

Herefter følger en god og udførlig gennemgang af absolutismen og de mange love, der var dansk virkelighed fra Reformationen frem mod Grundloven af 1847 før det konkluderes

Det er endog overordentligt svært at forene disse lovbestemmelser med ideen om protestantismen som selvsekulariserende. Danske Lov er således et klart eksempel på den sammenblanding af stat, lov og religion, som protestantismen ifølge Krarup et al angiveligt skulle være resistent overfor og skulle være kuren imod.

Ja, det overordentligt svært. Men det holder heller ikke at gøre kongemagten til øverste forståelse af kristendommen og protestantismen. Det var nemlig så svært, at det viste sig umuligt at opretholde konsekvensen af mennesket, som værende et enestående individ med egen tanke og ligeværd overfor Gud i en absolutistisk stat, hvorfor absolutismen faldt fra hinanden. Og argumentet fra Krarup har jo netop aldrig været at mennesker kan vaccineres mod dårskab. Det ville jo modsige hans pointe og være ganske ulutheransk.

Folk holdt jo ikke op med at være katolske i hovedet fra den ene dag til den anden. Ydermere kendte det danske folk ikke meget til evangeliernes indhold før Reformationen. Men netop med Reformationen satte kirken sig for at lære danskerne selv at læse og forstå Jesu lære og skønt en omfattende anstrengelse for at sikre sig den rette tolkning, var den utilsigtede, men ganske logiske konsekvens, at danskerne lærte, at de selv kunne og skulle tænke over de ord de nu selv kunne læse. Det betød at de pietistiske sekter, der kom hertil fra Tyskland - som Mchangama frejdigt affejer - havde en endog ganske god klangbund at argumentere det frie ord og den frie tanke på. Undermineringen af den absolutistiske stat var således beredt af kirken selv, som en direkte konsekvens af Luthers lære, der var den indlysende udledning af Evangelierne. Man kan lave den øvelse at opbygge to argumentationer mod hinanden, ganske som med en juridisk tvist, begge funderet på Ny Testamente. Den ene argumentation forsvarer demokratiet (og her kan man blot låne af Sørlander) og den anden forsvarer formynderiet (her er man på Herrens mark). Hvilken argumentation står stærkest og hvilken kan tænkes over tid at vinde?

I Paulus brev til Romerne kapitel 13 hedder det: “Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning.” Det er svært at forestille sig en bedre opskrift på et absolutistisk samfund.

Det er svært at forestille sig en værre opskrift på et absolutistisk samfund. Romerne, som Paulus skrev til var i tvivl om, hvorledes de, som kristne skulle forholde sig til en ikke-kristen statmagt (øvrighed) og får at vide at de skal lyde loven. Gud har forordnet at øvrigheden ikke udmønter Guds vilje, men tjener Gud ved sin eksistens. Øvrigheden er menneskenes styre og det er hvad, hver sjæl skal underordne sig. Guds rige er netop ikke af denne verden som salig Jesus bemærkede. For hos Paulus, som hos Luther, Krarup og Jesus gives der ingen retninger om, hvorledes øvrigheden skal tage sig ud, hvilket paradoksalt også er Mchangamas pointe

Det er således vigtigt at fastslå, at det liberale demokrati og dets menneskerettigheder for at være legitime ikke skal have et selvstændigt formål, en højere mening eller overordnet retning, som statsmagten skal bevæge samfundet - og dermed borgerne - hen imod. Demokratiet skal alene fungere som en ramme, der sikrer borgerne mod vilkårlige overgreb, så borgerne hver for sig og i fællesskab kan leve deres liv, som de vil i overensstemmelse med egne værdier og overbevisning.

Ingen har legitimitet eller Guds ret til at sætte sig imod øvrigheden og øvrigheden har ikke et selvstændigt formål. Sæt øvrighed ind i stedet for det liberale demokrati og dets menneskerettigheder og Paulus står med et smørret grin om læberne (menneskerettigheder får et diffust præg når de i Mchamgamas formulering underlægges det liberale demokrati, for kan man stemme om dem eller er de sandfærdige i sin egen ret?).

Jeg går ud fra, at Mchangama er enig i, at kritisk argumentation bør være baseret på fakta og ikke mavefornemmelser. Det ville have klædt Mchamgama at have gjort sit forarbejde ordentligt.

Blodbadet i Bombay - Asiens mord i Sarajevo?

Diverse — Drokles on December 2, 2008 at 8:42 am

Flere indere har allerede kaldt terrorangrebet i Mumbaj for indernes 11. September og således placeret grusomhederne som skelsættende. Det er de helt sikkert, men, der er et par pointer man ikke berører endnu (så vidt jeg er orienteret). Fra The Hindu

The multiple terrorist attacks that have left over 100 dead and several hundred injured and the prolonged standoffs between the terrorists and the security forces in Mumbai are at once a grievous tragedy and an attack on the spirit of India. In its method and scale, the shooting down of innocent people and courageous police officers in 11 different places across the city represents an affront to the Indian state of a type not seen in the recent past. Among the dead is the head of the Maharashtra police’s anti-terrorism squad, Hemant Karkare, who led his men from the front in engaging the terrorists and was shot. That military commandos and National Security Guard commandos joined in the effort of the police in countering the terrorists demonstrates the magnitude of the challenge that the desperadoes posed. The sophisticated arms that they used and the manner of the attacks point to a well-funded, well-trained group that bears the signature of the Lashkar-e-Taiba and its several variants. Unlike in the case of many of the other terror attacks where bombs were placed stealthily in crowded places, this was a fidayeen attack like the one on Parliament in 2002. The targeting of well-known landmarks and high profile places, including the Chhatrapati Shivaji Terminus, the Taj Mahal and Trident hotels, and Nariman House, shows some foreknowledge of the place obtained by prior reconnaissance or through local collaborators.

Mumbai as the country’s financial and business centre has always been an obvious target for those seeking to destabilise the Indian state, and terrorists attacks have been occurring in the city with a distressing frequency in the recent past – among them the serial bombings of 1993 and the train blasts of 2006. The State’s fractious and often bitter religious politics has not helped in keeping religiously motivated terrorism in check.

I omfanget af aktionen og den militære koordination ligger en klar advarsel om islams væsen (skønt det ikke nævnes i lederen med et ord) i det værdimæssige “opland”, der er forudsætningen. Det er islam, der er klangbunden for den forskruede selvretfærdighed og dermed det egentlige problem uagtet, hvilke specifikke faktorer man peger på. Men det er jo at vente.

En anden pointe, som jeg synes at man glemmer er, at selv om målet var Indiens finansielle hovedstad var det ikke nødvendigvis situationen internt i Indien man ville ændre. Snarere kan Indien blot være en aktør i et større regnestykke, der dybest set handler om Pakistan. Tidligere Udenrigminister og nuværende ytringsfrihedsvrøvlehoved Uffe Ellemann Jensen beskriver ganske præcist og ukontroversielt de pakistanske præmisser således på sin blog på Berlingske Tidende

Den nye pakistanske regering, som tog over efter præsident Musharraf, er svag - og Pakistan er særdeles hårdt ramt af den internationale finanskrise. Pakistan har åbenlyse problemer med at kontrollere stammeområderne langs grænsen til Afghanistan, og kritikken er voksende fra USA og NATO, som kæmper mod Taliban i Afghanistan. Der har været flere episoder, hvor der er rettet angreb mod Taliban-baser på pakistansk område, hvilket har fremkaldt stærke pakistanske protester.

Oven i det hele er der så den skrøbelige våbenhvile langs kontrollinien i Kashmir, hvor indiske og pakistanske tropper tidligere har stået overfor hinanden. Vi har her to atommagter - den ene med en svag regering og et militær, der synes at have alt for tætte forbindelser til terroristkredse -og det kan alt for let ende i noget meget ubehageligt.

I Berlingske Tidende kan man tillige læse at den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice lægger pres på den svage pakistanske regering

”Vi understreger overfor den pakistanske regering, at den bliver nødt til at forfølge beviserne uanset hvor de leder hen og at gøre det på den kraftigste mest beslutsomme måde .”

(…)

”Jeg vil ikke drage forhastede konklusioner, men det er min opfattelse, at det er tid for et komplet og fuldstændig åbent samarbejde, og det er hvad vi forventer af Pakistan,” lyder det fra Condoleezza Rice til Reuters.

(…)

Samtidig har den pakistanske præsident åbent advaret om, at de militante kræfter har evnen til at fremprovokere en krig i området.

Den pakistanske regering og dermed den pakistanske stat befinder sig i en situation, hvor den kun kan tabe uanset, hvem den vælger at gøre utilfredse. Underlagt udenlandsk pres fra det forhadte Vesten og arvefjenderne fra Indien skal den endnu engang betale med pakistansk suverænitet og rette endnu et slag mod egne rettroende. Den konto er for længst overtrukket og det udtræk, der nu kræves er helt uden dækning. Et kollaps i statsapparatet - som jeg mener er lige om hjørnet - vil ikke blot eliminere ideen om balancegang mellem islamisternes rene vej på den ene side og den vestlige nødvendighed på den anden side, der vil efterlade valget som et klart enten-eller hos den pakistanske befolkning (der næppe vil være i tvivl). Det vil også skabe det magttomrum alle revolutioner og revolutionære tørster efter. Riv det gamle ned og den nye verdensorden skal rejse sig, som vi kender det så godt fra vores egen historie.

Om Pakistan kollapser med eller uden en større krig, hvad enten den er formaliseret i stater eller blot borgerkrigstilstande mellem de etniske grupper er selvfølgelig først og fremmest et asiatisk anliggende. Men da de specifikke faktorer, som forholdet mellem hinduer og muslimer mest er interessante af akademiske grunde er det generelle af større betydning for alle os andre, nemlig islam. Terroren er et udslag af islam og islamisk terror forekommer overalt, hvor islam er fremherskende. Og de islamiske miljøer er desværre en del af den vestlige verden. Fra Daily Mail

British-born Pakistanis were among the Mumbai terrorists, Indian government sources claimed today, as the death toll rose to at least 150.
As many as seven of the terrorists may have British connections and some could be from Leeds and Bradford where London’s July 7 bombers lived, one source said.

Two Britons were among eight gunmen being held, according to Mumbai’s chief minister Vilasrao Deshmukh. At least nine others are reportedly dead.

The eight arrested were captured by commandos after they stormed two hotels and a Jewish centre to free hostages today.

One security official said: ‘There is growing concern about British involvement in the attacks.’

(…)

Indian authorities have not released any details about the two Britons and the Foreign Office has refused to confirm Indian television reports.

Security services in Britain are now examining images of the gunmen in an effort to identify them.

Gordon Brown said he would be speaking to the Indian Prime Minister again today but warned that it was ‘too early’ to reach any conclusions about British involvement.

India’s High Commissioner Shiv Shankar Mukherjee added: ‘I have seen nothing more than what is in the media and that is based on speculation. i will wait for the investigation to produce some hard facts.’

A team of Scotland Yard anti-terrorist detectives and negotiators are now on their way to Mumbai to assist in the investigation.

Det er ikke mærkeligt at et land, som England, der dyrker multikulturalismen også går forrest i indskrænkningen af den individuelle frihed og øgede beføjelser til efterretningstjenesterne komplet med hemmelige domstole. Men, hvis nogle af terroristerne kommer fra England må man konkludere at de sikkerhedsstramninger, der har hindret omkring tyve terrorangreb allerede, åbenbart ikke er stramme nok. Hvilke konklusioner vil man drage om multietnicitet, sammenhæng, samfund og demokrati? Det totalitære og det multikulturelle går gennem volden hånd i hånd.

Da den serbiske nationalist Princip skød og dræbte den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914 udløstes de etniske og storpolitiske spændinger, der var bygget op gennem årtier i hvad der blev kendt som Den Store Krig (senere 1. Verdenskrig). Blodbadet i Bombay kan vise sig at have de samme egenskaber.

Bad moon risin’

Diverse — Drokles on September 26, 2008 at 4:47 am

Da jeg var barn hed et skelsættende dokumentarprogram om forurening Havet sletter alle spor, der selvfølgelig handlede om, at havets evne til at skjule vores affald var begrænset, stort og uendeligt, som det ellers kan virke. Problemerne med islam i Europa tårner sig op og systemet, der er designet til vestlig tankegang og samfundssind kan snart ikke skjule katastrofens omfang længere.

Det vestlige samfund bygger på opfattelsen og den gensidige anerkendelse af mennesket som et enestående og ligeværdigt individ med en fri vilje. Det fordrer fælles regler og disse formaliseres i de love vores repræsentanter vedtager på vores mandat. Den enighed om basale værdier sikrer stor koncensus i befolkningen og tiltro til systemet. Det betyder at systemet ikke skal bruge samfundets ressourcer på at gennemtvinge sin vilje, for samfundet ejer systemet, der kun skal sikre os og sig selv imod brådne kar. Det er et stærkt system fordi det hviler i koncensus.

Men udfordres den koncensus i gruppers adskillelse med særrettigheder trues systemet, der må opveje fælles regler med et akut fælles bedste for at undgå indre strid. Lighed for loven byttes ud med diplomatiske forhandlinger afgjort af krigerisk styrke, som man så det da en lovlig demonstration blev forbudt under pres fra voldelige og således ulovlige grupper i Tyskland. At gå i rette med de forurettede var meget mindre uoverskueligt. Der findes en grænse for hvor meget systemet kan bære, der findes en kritisk masse.

Fra Economist

The authorities are particularly worried about recruitment to militant Islam in Frances overcrowded prisons. French prisons are a preferred recruiting ground for radical Islamists, Michèle Alliot-Marie, the interior minister, told Le Figaro newspaper. She and her EU counterparts have been working on a joint handbook on how to counter the phenomenon, which touches many European countries, notably Britain. At the end of September, Ms Alliot-Marie will host an EU seminar, in the heavily Muslim Paris banlieue of Saint-Denis, to discuss what to do.

()

Proselytising among inmates is common. Security officials are worried that many radicals jailed around the time of the 1998 football World Cup, hosted by France, are starting to be released. Radicalised Islamists become more influential in prison, says Mr Khosrokhavar. He reckons there are a few hundred Islamists actively recruiting behind bars in France.

It is hard to know how to counter this. Concentrating jihadists in one or two penitentiaries, as many countries do, may help them plot attacks from prison. Yet dispersing them, or regularly moving them between high-security prisons in order to disrupt networks, may spread radical ideology and increase recruitment.

Erkendelsen af at islam er en fundamentalt modstridende koncensus, der med sin totalitarisme udelukker den demokratiske og frie koncensus er nok ved at indfinde sig blandt systemets mange uansvarlige forvaltere, men indrømmelsen mangler. Derfor tør man ikke sætte ord på problemets indlysende tydelighed og ender med at beskrive et paradoks, nemlig at man hverken kan isolere eller sprede prædikanterne for at komme dette terrorfænomen til livs da de enten koncentrerer deres indsats eller øger rekruteringen.

Terrorfænomenet er nemlig ikke et fænomen, der er afgrænset til en gruppe mennesker, der som almindelige kriminelle udgør få og i sidste ende en altid begrænset mængde brodne kar, men et udtryk for en klar logik, der spiller virtuost på en muslimsk klangbund. Terrorfænomenet er islamisk koncensus, der reagerer med vold mod at skulle dele samfund med den frie og demokratiske koncensus.

De kriminelle muslimer i fængsler kan meget godt have identitetsproblemer og være uoplyste og frustrerede, som det ofte undskyldende beskrives. Men hvilken oplysning de reagerer på afhænger af den mening det giver i deres kulturelle forudsætninger eller om man vil i forhold til deres grundlæggende socialisering.

Og der er det mildt sagt bemærkelsesværdigt, hvor let oplæsning af Koranen fører til terror i modsætning til det gennemprofessionaliserede og enorme apparat af integrations-fremmende indstanser komplet med skole, socialhjælp, jobhjælp, gadeplanshalløj og rådgivning af allehånde slags, der lokker med et langt lettere, mindre frustrerende og produktivt civilliv. At lokke med normalitet er håbløst og ingen kommer ud af deres kriminalitet, men at lokke med bekæmpelse af vantro går rent ind. Og det kræver ingen ressourcer, andet end en imam og en kopi af Koranen.

Less crowded cells might help. France, whose jail population has grown by 30% since 2001, is building three new prisons to this end. Another idea is to provide more Muslim chaplains to offer a moderate spiritual outlet for Muslim inmates.

Så langt vil man efterhånden trods alt gå at indkredse problemet omkring Koranen, skønt fortolkningen stadig bruges, som et figenblad. For hvorledes defineres radikalisering og moderation, hvis ikke det er ud fra en europæisk målestok med rod i virkelighedens nødvendighed og således intet relevant i forhold til islamisk tankegang, der er rettet imod livet efter døden.

Ved at manipulere med det islamiske værdisæt kan man muligvis få lidt stakket ro på bagsmækken, men problemets rod knæsættes med statslig støtte. Den rette tolkning man ønsker griber fat i budet om at muslimer skal opføre sig ordentligt på fremmed jord, men den tolkning hænger uløseligt sammen med budet om at omdanne fremmed jord til muslimsk jord. En metode til det er - terror.

Falske muslimske ønsker

islam — Drokles on February 28, 2008 at 2:30 am

En undersøgelse om muslimers forhold til Vesten tager angiveligt pusten fra vores fordomme. De beundrer faktisk Vesten og dets værdier. Fra DR

- Muslimer ønsker selvbestemmelse og ikke et amerikansk påtvunget og defineret demokrati. Flertallet ønsker demokrati med religiøse værdier, siger Esposito, der er professor i islamiske studier ved Georgetown Unversitet i Washington.

Majoriteten er moderate
Omkring 93 procent af verdens 1,3 milliarder muslimer er moderate og kun syv procent politisk radikale, viser undersøgelsen, der dermed rykker ved mange af de stereotyper, som mange i Vesten har om muslimer.

De radikale er de bedst uddannede
Undersøgelsen viser også, at de radikale muslimer hverken er mere religiøse end de moderate muslimer eller produkter af fattigdom eller flygtningelejre.

- De politisk radikale muslimer er bedre uddannede, har bedre job og større håb, hvad fremtiden angår, end de moderate muslimer, siger Esposito.

Ud over at det er typisk for venstrefløjen at præsentere undersøgelser, der strider direkte mod den virkelige verdens erfaringer, så er der allerede fra DRs referat flere ting der springer i øjnene.

At muslimerne gerne vil have demokrati stemmer dårligt overens med udviklingen i den muslimske verden, hvor det er sharia der er i fremmarch. Ikke nok med det, så reflekteres der ikke over forståelsen af ordet demokrati når man uskyldigt tilføjer “med religiøse værdier“, som om det handlede og oregano på en pizza. For det er netop de “religiøse værdier” der strider imod demokratiet når vi taler islam nemlig, at der ikke er nogen menneskelov over Allahs lov, hvorfor folkets styre bliver absurd. Hvad muslimerne i undersøgelsen har ment er nok snarere et ønske om en større gennemsigtighed i forvaltningen af deres despotier.

Politisk radikalitet defineres jo som regel ud fra en ide om en midtnormal og således er det en komplet ligegyldig konstatering at 7% ud af verdens 1,3 mia muslimer er radikale (hvilket immervæk er 91 mio. radikale muslimer eller 18 gange Danmarks befolkning). På samme måde vil man også kunne sige at 7% af buddisterne er radikaliserede skønt det står sløjt til med deres repræsentation i terrorstatistikken, som man også vil kunne sige at nogen altid vil være den rigeste eller fattigste del af befolkningen uanset den gennemsnitlige velstand.

Pointen er, at kernen i islam ikke er en sekterisk bevægelse der hænger som en anormali på en uskyldig religion. Det er de radikaliserede der udgør selve kernen som de moderate refererer deres moral og verdensbillede til. De moderate muslimer er for størstedelen blot useriøse i deres forhold til religionen da islams strenghed er svært efterkommelig i det daglige, hvorfor man af ren dovenskab springer over hvor gærdet er lavest og af naive og ondskabsfulde venstredrejede vesterlændinge bliver taget til indtægt for at være fornuftsvæsener. Derfor taber de 93% moderate altid kampen om magten til de 7% når vækkelsesbølger skylder over samfundet fra tid til anden. De radikaliserede har den perfekte klangbund for deres had til livet.

Slutteligt er det også værd at bemærke at de radikaliserede er bedre uddannet end de moderate, hvilket vil sige at sociale omstændigheder intet har med terror og Øst/Vest modsætninger at gøre. Det er en kulturel og religiøs modsætning, hvis kerne ligger begravet i grundteksternes betydning.

Danske værdier fører til vold

Diverse — Drokles on February 21, 2008 at 3:03 pm

Laura Gilliam der har det ligegyldige erhverv som antropo­log på Danmarks Pædagog­iske Universitet kommer med en vidunderlig forklaring på den seneste tids ildspåsættelser, nemlig at man ved at promovere danske og demokratiske værdier samtidig ringeagter…..øh andre værdier. Fra 180 Grader

“De unge drenge føler, at lærerne ikke kan lide dem. Når lærerne mener, at de har brug for at lære danske værdier og normer, oplever de det som manglende anerkendelse af deres familie og det, de har med hjemmefra,” siger Laura Gilliam til metroXpress.

Løfter paraderne
“Det skaber en frustration over for det danske system, som i de mest ekstreme tilfælde kommer til udtryk i voldsomme handlinger,” siger hun.

Idéen om, at danske værdier bærer skylden for volden, møder klangbund hos den radikale folketingskandidat Manu Sareen.

“Man behøver ikke være forsker for at se, at den er helt gal. De unge får indirekte at vide, at det, de kommer med, ikke har nogen værdi, så det er klart, at de løfter paraderne. Det ville være let at inddrage deres kultur og behandle dem som ligeværdige, men det sker bare ikke,” siger Manu Sareen.

Jamen jeg synes at det er rigtigt, hvad hun siger. Jeg har f.eks. lige brændt en bil af fordi at jeg ikke var god til matematik og skolens insisteren på at jeg havde brug for at lære matematik oplevede jeg som en mangel på erkendelse af min familie og det jeg havde med hjemmefra. Derfor er jeg også enig med Manu Sareen i at det vil være let at indrage mine manglende evner og behandle dem som ligeværdige.

Og nu har jeg ikke mere tid fordi at jeg skal ud og antænde en container i en beboelsesejendom fordi mit arbejde med dets krav til at jeg skal bestille noget ikke anerkender min ekstreme dovenskab og det jeg har med hjemmefra istedet for at betragte det som ligeværdigt.

Åh ja, fra Folkeskolens formålsparagraf hed det bl.a. i 1993, da den Radikale Ole Vig Jensen var undervisningsminister

Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligdag må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Før den var det i 1975 Ritt Bjerregaards og Knud Heinesens formålsparagraf med de Radikales velsignelse var det vigtigt at

Folkeskolen forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles opgaver. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati.”

Og idag, hvor den onde regering sidder på magten vedtog man i 2006 at

Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati

Ja i sandhed, hvis dette ikke er en manual i vold og terror så ved jeg ikke hvad. Det handler jo også om konteksten, som Jørgen Bæk Simonsen ville sige.

Krigserklæring!

Diverse — Drokles on February 16, 2008 at 2:30 pm

Se på denne magtdemonstration og lyt godt efter (Via Uriasposten og Snaphanen, der iøvrigt har gode originale billeder af ølstuekup…øh demonstrationen)

Selvfølgelig råbes der Allahu-akbar, men hør hvordan det råbes. Det råbes som (altid) et kampråb, aggressivt, truende, selvsuggererende. Der er ingen fred med disse mennesker, kun et spørgsmål om hvem der dominerer hvem. Det er islam der erklærer krig!

Det er vigtigt at holde sig for øje at der i denne demonstration ifølge Nyhedsavisens var de fleste almindelige muslimer! Fanatismens klangbund er islam og det eneste fælles muslimerne har er hadet til alt andet, hvilket er os.

Islamifisering og fordummelse

islam — Drokles on October 10, 2007 at 4:56 am

Et interessant i Weekendavisen af Hanna Ziadeh om den stigende islamifisering i de islamiske samfund.

Inshallah, svarede den høflige egypter med fast stemme og et smil, tilfreds med det smukke svar han gav mig. Jeg studsede. Inshallah, om Gud vil , er en typisk og korrekt måde at svare på for en muslim, når man vil lave en aftale. I gamle dage sagde de fleste det for at holde en dør åben for at kunne aflyse eller komme sent. Nu melder man systematisk et inshallah ud for at understrege, at det kun er Gud, der bestemmer enhver lille detalje i fremtiden.

Problemet er, at mit spørgsmål var: »Ligger Café Costas ikke i denne retning?« Det typiske svar, man ville få ethvert andet sted i den arabiske verden, ville være »ja«, »nej« eller »ved ikke«. Men at bruge inshallah i stedet for ja, for at vise, at det kun er med Guds vilje, at et bestemt sted ligger der, hvor det ligger, er et symptom på, hvor langt islamiseringen er nået til i Egypten.

Islamisering holder sig ikke til retorik, men omfatter bogstaveligt talt alt. Både det private og det offentlige rum er overfyldt med tegn på denne omsiggribende religiøsitet. Religiøsitet på egyptisk facon er kendetegnet med overdrivelse og ligefremhed. At de fleste kvinder og piger går med tørklæde er en selvfølgelighed, som Cairo mere eller mindre deler med resten af Mellemøsten.

Men egypterne slår rekorder udi andre måder at udvise religiøsitet på. Bønnetegnet på mændenes pande er nok den mest sigende. Denne mørke plet, der dannes som følge af, at den troende under de fem obligatoriske daglige bønner gnider panden mod bønnetæppet, begrænser sig til en lille plet på panden hos ældre muslimske lærde og få ivrige troende i de fleste muslimske lande.

I Egypten pryder troende sig med enorme bønnetegn. Endda dobbelte bønnetegn kan ses på panden af unge egyptere, som ikke kan påstå at have de mange års bønnepraksis, der skal til, før formørkningen af huden opstår. I Yemen og efterhånden selv i Libanon har mange bilister en kopi af Koranen i bilen. Egyptiske bilister har to kopier. En foran og en bagved. Mere er bare bedre i Egypten.

Egypternes religiøse hengivelse påvirker også deres forhold til andre. Ikke-praktiserende muslimske landsmænd, det kristne mindretal og fremmede turister oplever den stigende religiøsitet som en barriere. Stærkt troende egyptere nægter at spise eller drikke i restauranter eller juice-barer ejet af kristne. Selv alment socialt samvær afhænger af religiøse tilhørsforhold.

Som besøgende araber har jeg lagt mærke til det stigende antal gange, jeg får spørgsmålet »er broderen muslim?« Et spørgsmål som de fleste engang ville have betragtet som uforskammet og sekterisk. For var man muslim, er det uforskammet ikke at kunne indse det, og var man kristen, er spørgsmålet malplaceret og diskriminerende.

Til disse religiøse manifestationer føjes – lidt mere krydret – praksiser, såsom en tiltagende begrænsning af omgangen mellem kønnene. Senest har der kørt en diskussion i medierne om , hvorvidt et uovervåget samvær mellem to kolleger af forskellige køn på et kontor, kan betragtes som »khilwa«, det vil sige et ulovligt privat samvær, der kan sammenlignes med sex uden for ægteskab. Den diskussion er et klart eksempel på hysteriet.

Artiklen ender i en apologese, hvor, der med udgangspunkt i særtilfældet Tyrkiet argumenteres for at man sagtens kan have islamister på magtaparatet blot det er nogle moderne nogle af slagsen og forbigår derved at Atatürks forvandling af det Tyrkiske Samfund har været ganske vellykket og kræver mere end et par år at nedbryde. Men errosionen er igang.

Hanna Ziadeh mener at politikere i den muslimske verden, især i den arabiske del, udnytter religionen, hvilket kan give bagslag, men overser at der skal være en klangbund (ingen ikke-muslimske lande spiller på den islamiske vækkelse) og kommenterer heller ikke på, hvorfor det er så let at “udnytte” islam politisk og hvorfor det er så effektivt. Men ellers en ganske god beskrivelse af den fordummelse menneskers samfund gennemsyres af når den fælles referenceramme hedder islam. Som han slutter med; “Trods over 25 år ved magten er han [Hosni Mubarak] ikke mæt og som 79-årig nægter han at udpege en vice-præsident, som det ellers kræves af konstitutionen. Og når han bliver spurgt om det, lyder svaret »inshallah«. ” Her lades alt håb ude.

Terrorisme: Ole Wæver fra KUs institut for stats(u)kundskab

Diverse, islam — Sobieski on September 12, 2007 at 1:51 pm

I går slog jeg ind på DRs TV avisen kl. 21 og i dag tunede jeg ind på P1 formiddag, og det blev jeg straffet hårdt for.
I Danmark findes der en professor ved navn Ole Wæver, og han har en mening om terrortruslen. Fra igår TV avisen kl. 21:

DR: Er terrorisme den alvorligste trussel vi står overfor?

Wæver: Nej det er det ikke, og netop ved at bruge ord som trussel og fjende så slipper man alt for let afsted med at lade terroristerne indtage den ledige plads fra Sovjetunionen fra den kolde krig, og det holder jo ingen steder fordi terrorismen kan hverken invadere lande eller faktisk tvinge os til noget som helst.

Hvad professoren ikke kan forestille sig er, at vi i en hvis grad allerede er invaderet, og derfor er terrorisme det største sikkerhedsmæssige problem. Og selvfølgelig kan terror tvinge en politisk dagsorden igennem. Eksemplerne er utallige.

ole-waever.jpg


DR: Men terrorisme er vel en reel risiko? Hvis man siger noget andet så tror jeg at der måske er nogle folk i Madrid og i London hvor de jo har oplevet det som vil blive ganske fornærmede. Det er vel en reel trussel?

Wæver: Det er rigtigt. Det er det på det individuelle plan, men så må vi sætte det i proportion og sige at malaria og AIDS og trafikken slår mange flere mennesker ihjel, så selvfølgelig skal vi gøre noget ved det. Efterretningstjenesterne skal stoppe operationer og vi skal gøre hvad vi kan, men det er ude af proportion at kalde det vores største sikkerhedsproblem og begynde at føre krig imod det, så gør vi os selv meget stor skade ved at gøre det.

Hans argumentation er vanvittig; der ligger ikke nogen ond vilje bag malaria, AIDS og trafik. Hans dikotomi er grundliggende forkert, det er tale om en kategorifejl af rang! Professoren forstår ikke terrorens væsen.


DR: Men hvad er problemet, det gør vel ikke nogen skade at man laver politiefterforskning, at efterretningstjenesterne, som man har set her for nyeligt, er opmærksomme på at der kan være folk i Danmark som opererer; det gør vel ingen skade?

Wæver: Det gør ingen skade, men problemet er at alle de andre ting vi gør med at sætte vores egen retssikkerhed over styr og behandle fanger på mærkværdige måder, føre vedvarende krige i muslimske lande og mistænkliggøre islam mere og mere, jamen det gør faktisk at vi i øjeblikket er ved at producere flere og flere terrorister. Det der er det store problem er, at den fortælling Bin Laden og co. bruger til at mobilisere på, det er at der bliver ført krig mod islam, og det er forkert… …men problemet er at alle de ting vi gør, det er stor set det samme som hvis vi førte krig mod islam, så det er alt for nemt for dem at fremstille det som om det er det der foregår. Og dermed er problemet at vi faktisk skubber folk over i lige præcis Bin Ladens type af islam. For det der er kendetegnende for hans type er netop at der er et argument om [sic.] at der er en kæmpe trussel mod dem, og det bliver altså alt, alt for nemt for ham at overbevise folk om det med de ting vi gør.

Fessor får her indsat en stråmand; “Danmark fører vedvarende krige”, “behandle fanger på mærkværdige måder”. Nej det gør vi ikke - tænk at manden arbejder med international politik… I øvrigt ser det ud til at han har set Guldbrandsens kunstfilm.
Fessors begrebsapparat har myten om at “vi skaber muslimernes problemer” som omdrejningspunkt. Dvs. at det er os der har ført de ædle vilde ud i deres misére, og det er os der skal føre dem ud igen. “We got the power” og de har intet ansvar for deres egen tilværelse.
Det første slag er slået, og det hjælper ikke at forsøge afspænding overfor en fjende der ikke vil fred. Bliver samfundet angrebet er det nødt til at slå igen, det er krigens logik. At stikke alle fire poter i vejret med bugen blottet inviterer kun til yderligere overgreb.

Er det ikke mærkeligt at Bin Ladens type islam åbenbart har så stor klangbund?

Materien flyder på Nørrebro

Diverse — Sobieski on September 6, 2007 at 11:29 pm

Nu er det ikke længere nødvendigt at tage Berlin for at se modsætningerne.

Fra Ekstrabladet:

Der udbrød ved 22.45-tiden på Blågårds Plads slagsmål mellem en gruppe ‘meget aggressive’ unge andengenerationsindvandrere og en gruppe demonstranter for Ungdomshuset.

Hurra må jeg udbryde, to svinske grupperinger i slagsmål med hinanden. Jeg ved ikke hvem jeg skal holde med… jeg tror jeg hepper på dem begge. Den kinesiske militærstrateg og filosof T’ai Kung anbefaler at lade to fjender decimere hinanden inden man træder ind i konflikten som den dominerende part. Et glimrende råd til etaten.
Indvandrene vil givetvis ikke drage nogen lære af dette optrin, men måske der kunne ske et erkendelsesskred hos nogle af de forvirrede unge venstrefascister?

Et kamerahold fra Danmarks Radio blev på Blågårds Plads passet op af gruppen af indvandrere og fik taget deres kamera, der efterfølgende blev sat i brand. Efterfølgende smed indvanderne en molotovcocktail efter DR’s folk på stedet

Det er med en vis fryd at jeg konstaterer, at disse to typer bandeuvæsen får mindre og mindre klangbund ude i befolkningen.

Besked fra Nørrebro beboerne til de autonome:

anti-autonom-skilt.jpg

Arabiske kvinders trængsler - kultur! ikke religion

Diverse — Drokles on December 7, 2006 at 10:26 am

En gruppe mellemøstlige forskere har forfattet en diger rapport om arabiske kvinders situation. Det er selvfølgelig ikke opløftende eller overraskende læsning. Det er positivt at det overhovedet kunne lade sig gøre for arabere at rejse dette emne og man kan ikke fortænke forskerne i at tage en del politiske hensyn i deres arbejde, hvilket jeg synes at deres rapport bærer meget præg af, som jeg forstår den via Berlingske Tidende:

Et hav af både mandlige og kvindelige forskere og intellektuelle fra forskellige lande i den arabiske verden har bidraget til rapporten, der blandt andet konkluderer, at det ikke kun er et personligt problem for den arabiske kvinde, at hun må leve et liv i ufrihed. Kvindeundertrykkelsen er ganske enkelt »en hæmsko« for udvikling i det stagnerende Mellemøsten.

»Fuld deltagelse og sikrede rettigheder til kvinder - som borgere, forbrugere, mødre og søstre - er en måde, hvorpå vi kan styrke de arabiske lande, og en opgave, som vil medføre, at den arabiske verden opnår større velstand, større indflydelse og en højere grad af menneskelig udvikling,« siger Kemal Dervis, der som den øverste chef for FNs Udviklingsprogram UNDP, har støttet den ny rapport økonomisk.

Kemal Dervis er i øvrigt tyrker og landets tidligere, succesrige finansminister, og han har således en del erfaring med de problemer, som det kan give at kæmpe for kvindernes rettigheder i et muslimsk samfund.

Ifølge rapporten har kvindernes manglende ligestilling ganske vist ikke noget at gøre med islam som sådan, men derimod med bestemte fortolkninger af islam. Under alle omstændigheder kan det konstateres, at kvinderne i det ikke-arabiske Tyrkiet har større muligheder for et ordentlig liv end deres medsøstre i den arabiske verden.

Det undrer mig til stadighed, hvorfor man aldrig kan bebrejde islam noget som helst. Hvis der er noget galt i den islamiske verden, så skyder man først skylden på mennesker og hvis det ikke er tilstrækkeligt så må man skyde skylden på kulturen. Islam er altid fredet. Så meget for selvkritik, der er altid plads til den ydre faktor; Vesten.

Kravet om demokratiske reformer til fordel for den arabiske kvinde kommer ikke mindst udefra. Fra vestlige regeringer og fra menneskerettighedsorganisationerne. Og det virker ofte stik mod hensigten, forklarede en af rapportens hovedforfattere, Nader Fergany, da han for en uge siden var i København for at varme op til rapportens internationale offentliggørelse.

»Konservative kræfter har stemplet kvindekampen som noget, der påføres af Vesten. Kampen må føres indefra,« siger Nader Fergany, der er leder af en egyptisk tænketank.

Det udefrakommende pres fra Vesten har således i visse tilfælde ført til en svækkelse af lokale arabiske fortalere for kvinders rettigheder. De karakteriseres som vestlige sympatisører på et tidspunkt, hvor der i forvejen hersker stærke anti-vestlige holdninger i den arabiske verden.

Rapportens forfattere er dog ikke enige om, hvad de vestlige regeringer så skal stille op med det dilemma, det er, at deres pres for kvindernes ligestilling i den arabiske verden risikerer at virke mod hensigten.

Så lad dem for helvede sejle i deres egen sø af pis! Ikke nok med at Muhammedtegningerne kunne bruges af de reaktionære kræfter, der af diverse apologeter bliver betegnet som et mindretal skønt deres præk ser ud til at have en ualmindelig stærk klangbund, men også hjælp til reformister fra menneskeretsidioter kan bruges mod os. Endnu engang: Det er ikke noget vi gør der hidser dem op, det er hvem vi er: Vantro!

En simplere gennemgang af kvinders situation i den muslimske verden (for det er det der er tale om. Det er ikke blandt de kristne eller jøder man finder denne undertrykkelse).

http://monokultur.dk/index.php?s=1.000.000

Monokultur kører på WordPress