Endnu et skred i den røde erkendelse

Multikultur, Politik, islam — Drokles on August 18, 2008 at 6:01 am

“Hold ud, så vinder du” var salig Robert Jacobsens valgsprog. Men man kan tilføje at man ikke nødvendigvis får medaljerne selv om man vinder. Hvis det drejer sig om at få folk til at åbne øjnene for den islamiske invasion har folk, som Krarup og Kjærsgaard, der har stået i brechen og mærket kleresiets væmmelse og foragt, formelt vundet. Men medaljerne får de aldrig skønt modstandernes hvide faner blafrer lystigt over kernedebattens slagmark. Fra Nyhedsavisen

 Tiden med en blød linje i indvandrerpolitikken er for alvor forbi for SF. Partiet vil nu belønne indvandrere med årelange ophold og dansk statsborgerskab for at rejse. Går de ikke ind for demokratiet, skal de ganske enkelt have en pose penge for at rejse.

(…)

Går du ikke ind for demokratiet, så skrid.

»Det helt afgørende er det signal, vi sender med forslaget. At hvis du er utilfreds med at leve i et demokrati, så skal du ikke blive hængende og undergrave det af økonomiske årsager,« forklarer SF’s integrationsordfører, Astrid Kragh.

Der er altså i SF’s øjne et muslimsk problem i Danmark, som Krarup og Kjærsgaard har påpeget i årtier, men de får ingen ære af deres klartseenhed. Det er et interessant forslag, der er blevet stillet flere gange især på de skrækkelige nationale blogge som denne, men også tidligere. Hver gang fulgt af beskyldninger om racisme. For vi har altid været ærlige og haft islam in mente (prisen var gerne en rund million for det rødbedefarvede pas).

Det røde forslag er det samme, men pakket ind i en ideologisk forklædning om at tilslutte sig en ide altså demokratiet istedet for at tilslutte sig fællesskabet, altså assimilering i nationen. Men det sigter som os racisters direkte mod muslimer, hvorfor det er integrationsordfører Astrid Kragh der forklarer. Mere tydeligt var signalet dog fra ideens ophav Socialdemokratiet, som formanden udtrykte det i marts

 HTS: Men det er også et tilbud til alle dem som aldrig rigtigt er faldet til…

(…)

- Hvor meget skal man have for at rejse hjem?

HTS: Det synes jeg vi skal kigge på. Hvad er det der skal til for at det virkelig er et reelt valg? (…) Og vi skal måske også give den [hjemsendelsescheck] til mennesker der allerede har fået statsborgerskab.

(…)

- Men der er jo i nogle tilfælde tale om mennesker der er opvokset her i Danmark, er født her i Danmark. Det er vel noget andet at sige til dem at de skal rejse til et andet land med en check?

HTS: Jeg siger ikke at de skal rejse til et andet land med en check. Jeg siger at hver enkelt borger, der bor i Danmark skal helst være her af de rigtige årsager; fordi de ønsker at leve i Danmark, fordi de godt kan lide Danmark og danskerne eventuelt. Så det her er et bud om at hver enkelt skal gøre op med sig selv om man egentlig har lyst til at være i Danmark med al det demokrati vi har, al den frihed vi har. Er det det man ønsker? Og derfor skal hjemsendelseschecken være af en størrelse så det bliver et reelt valg for de her borgere som ikke ønsker at være i Danmark. Hvorfor skal de være her?

Hvorledes man har tænkt sig denne sindelagskontrol er et åbent spørgsmål. Et andet er det besynerlige i at forslaget om penge for at rejse retter sig imod mennesker, der netop afviser tanken om jordisk gods og demokrati til fordel for det guddommelige kalifatet. Men uagtet den massive demonstration af manglende indsigt markerer forslaget om en hjemsendelses-check endnu et skred i sproget i dansk politik.

Dansk Folkeparti var det første parti der gav indvandringskritikken en stemme. Hvis de borgerlige ville til regeringsmagten måtte de finde et sprog for en indvandringskritik, der kunne bane vejen for et samarbejde med Dansk Folkeparti. Dette lykkedes ved valget i 2001, hvor Nyrups credo om en stemme på Venstre var en stemme på Dansk Folkeparti var slidt op.

Lykketofts videreførelse af rene økonomiske argumenter led ved det efterfølgende valg et historisk nederlag og opposition lå sønderknust. Mod virkeligheden kunne den i sidste ende intet stille op. Det har været Helle Thornings store fortjeneste for oppositionen at hun har formået at lægge kursen om for Socialdemokratiet. For uanset at der har været slinger i valsen i en lang række sager er den overordnede kurs blevet holdt så ufortrødent at resten af oppositionen er blevet set som at spænde ben for hende, frem for omvendt.

Det blev nemlig hurtigt klart at Socialdemokratiets invandringskritiske kurs ikke stod at ændre og derfor var det Radikale Venstre der måtte sluge kameler da, der ved valget om velfærd eller skattelettelser skulle dannes fælles front i al hast. Intet andet var realistisk, selv om mange radikale talte om tab af hjerteblod (blod cirkulerer i øvrigt i hele kroppen), hvilket siger en del om styrkeforholdet. Thorning havde virkeligheden på sin side og den vinder gerne over drømmene i et lutheransk samfund - hvis man ellers tør sætte ord på den.

Og ordene har sandelig ændret sig meget siden 2001. Tænk blot på at Karen Jespersen blev udråbt til fanden selv, et andet ord for Pia Kjærsgaard, da hun ville isolere kriminelle mennesker fra lovlydige fordi de krimminelle mennesker ikke blot stjal udenfor asylcentrerne, men også terroriserede de lovlydige på asylcentrerne. Idag stiller alle de gode mennesker, der fordømte Ø-Karens åbenlyse racisme op med en sum penge for at få ustraffede mennesker til at skride ad helvede til for det de tænker.

At Thomas Larsen i sin analyse ser Villy Søvndal som en forvandlingskugle er således at gøre lidt for meget stads ud af den gamle opportunist. Søvndal vender sig blot i vinden eller rettere; han vender sig i det friske pust over Danmark. Et pust Thorning forlængst har insisteret på at sætte socialdemokraternes endnu lille, men dog eksisterende spiler op for. Og det endda kun i en sen erkendelse af, at dette lands Krarup’er og Kjærsgaard’ere havde ret i den uomgængelige virkelighed, at islam er et problem, ja en trussel mod dette land.

De, der har haft ret hele tiden får aldrig deres medalje, når ellers fornuftige folk som Thomas Larsen vælger at rose Søvndal for 20 år for sent fodslæbende at stille hovsaforslag. Sådan er det desværre. Dansk Folkeparti får ingen tak for at trække først de borgerlige og derefter hele den røde blok over på erkendelsen stenede vej, den vej hvorfra vi kan starte på at tackle de mange problemer S, V, R, K, SF og VS skaffede os på halsen.

Til sidst tilbage til hjemsendelses-checkens signal. Når man vil betale mennesker for at skride ad helvede (den islamiske verden) til, så er det fordi man anser dem for uønskede, ikke blot problematiske - for det er sprittere og kriminelle jo også. Det er ikke deres gerninger der er et problem men deres eksistens - de er uønskede. Man prøver så at betale sig fra dem, men, hvad når penge ikke er nok? Hvis de er uønskede skal de vel ud?

Helle Thorning Schmidt vil af med islam

Multikultur, Politik, islam — Drokles on March 4, 2008 at 7:34 pm

Helle Thorning Schmidt har længe lagt op til en langsom og fredelig overgang til islamkritik. Det har været vigtigt for hende og resten af partiets ledelse at gøre overgangen fra den uansvarlige periode under Firebanden så nænsom som muligt for ikke at dele de to dybt forskellige fløje der udgør partiet. Med den megen virak som det er lykkedes Søvndal at samle om sin person har Helle Thorning måtte fremlægge deres plan aldeles for tidligt og sørge for at gøre det i et sprogbrug der ikke skulle efterlade nogen tvivl om seriøsiteten. Planen går i sin korthed ud på at gøre alvor ud af Søvndals opfordring til at “de” kan “gå ad helvede til” ved at tilbyde “dem” en hjemsendelsescheck.

Der er to grundlæggende men uudsagte præmisser for Helle Thornings plan om en hjemsendelsescheck, som hun gør rede for i et interview med DRs Politisk Debat. Først og fremmest opererer checken med begrebet hjem som en modsætning til Danmark. Det er ikke en check for alle der ikke måtte “ville” Danmark (rockere “vil” jo heller ikke Danmark), og for det andet retter den sig kun mod muslimer. Det vil sige, at der er et “os” og et “dem” og nogle af “dem” skal hjem fordi de ikke vil eller kan assimileres.

HTS: Men det er også et tilbud til alle dem som aldrig rigtigt er faldet til….(…)

- Hvor meget skal man have for at rejse hjem?

HTS: Det synes jeg vi skal kigge på. Hvad er det der skal til for at det virkelig er et reelt valg? (…) Og vi skal måske også give den [hjemsendelsescheck] til mennesker der allerede har fået statsborgerskab.(…)

- Men der er jo i nogle tilfælde tale om mennesker der er opvokset her i Danmark, er født her i Danmark. Det er vel noget andet at sige til dem at de skal rejse til et andet land med en check?

HTS: Jeg siger ikke at de skal rejse til et andet land med en check. Jeg siger at hver enkelt borger, der bor i Danmark skal helst være her af de rigtige årsager; fordi de ønsker at leve i Danmark, fordi de godt kan lide Danmark og danskerne eventuelt. Så det her er et bud om at hver enkelt skal gøre op med sig selv om man egentlig har lyst til at være i Danmark med al det demokrati vi har, al den frihed vi har. Er det det man ønsker? Og derfor skal hjhemsendelseschecken være af en størrelse så det bliver et reelt valg for de her borgere som ikke ønsker at være i Danmark. Hvorfor skal de være her?

Hvorfor skal de være her?, eller som man sagde dengang det var noget særligt at være chauvanist; hvad skal de her? Tonen har i sandhed ændret sig og Thorning anser problemet for værende af en sådan størrelse at prisen er underordnet.

Thorning benytter sig af specifikke og uspecifikke begreber i en uskøn sammenblanding der umidelbart nedtoner hendes grundsyn, men det efterlader i sidste ende ingen tvivl. Hendes check retter sig imod “hver enkelt borger“, og noget af det borgeren skal gøre op med sig selv er hvorvidt borgeren kan lide “danskerne eventuelt“. Borgeren og danskeren er i Thornings og Socialdemokratiets optik altså ikke sammenfaldene størrelser og man kan kun antage at en borger er en juridisk størrelse mens danskeren er en kulturel størrelse. Derfor har Thorning ingen problemer med at give dem til mennesker der er født og opvokset i Danmark, for det alene gør ikke dansk. I det lys får formuleringer som at demokrati og frihed er noget som “vi” har også en helt bestemt betydning.
Helle Thorning er bemærkelsesværdigt diffus omkring det at “de” skal rejse til et andet land. Hun har lige fortalt journalisten at hjemsendelseschecken ikke kun retter sig imod udlændinge men også retter sig imod danske statsborgere så, hvorledes skal man forstå hendes udsagn “Jeg siger ikke at de skal rejse til et andet land med en check“, hvis det ikke er fordi hun netop mener at de skal tage hjem. Når de skal rejse ud af Danmark behøver de ikke at tage til et andet land, hvis de kan rejse hjem, hvorfor hjem altså ikke er her. Muslimer der ikke ønsker at assimilere kan ikke blive danske og derfor hører de ikke til. For Thorning er Danmark det “andet land” og “hjem” er væk her fra.

Af gammel vane er der en del vrøvl, der endnu ikke er renset ud af den nyvundne erkendelse og det leder til noget sludder.

- Er det assimilisation du taler om eller er det bare integration?

HTS: Nej og det her er jo et valg som hver enkelt må foretage. Jeg synes vi må kunne leve i Danmark i et multietnisk samfund, hvor vi bestemt ikke har de samme normer alle sammen og ikke lever på samme måde. Men vi skal have et grundlæggende fællesskab der handler om at vi faktisk godt kan lide Danmark og alt det vi har fået bygget op igennem årene; vores værdier, vores frihed, vores demokrati. Alt det skal man have en vis positiv indstilling til, hvis man skal være i Danmark og jeg vil ikke tvinge nogen ud af landet. Jeg vil bare give et tilbud som er så godt så man for et reelt valg.

På spørgsmålet om hun vil assimilisation er integration svarer hun højst besynderligt blot nej. Hendes hjemsendelsescheck er jo i sig selv et opgør med integrationen idet den fordrer sindelag og ikke blot tilknytning til arbejdsmarkedet. Til engæld stryger hun direkte til istedet at lægge pres på “hver enkelt” og gøre det til deres sag. Men hun kommer ikke til at stå uforstyrret ved håndvasken længe, da det er hende der vil udstede checken. Hvad er det nemlig du vil betale for Helle?

Helle Thornig undervurderer også begrebet normer og anser dem tilsyneladende for frit svævende i forhold til kultur, eller “værdier” som hun kalder det. Det er jo således, at værdier og de deraf følgende normer bunder i kultur og religion så, hvad i alverden kan hun mene med sin snak om et multietnisk Danmark med fælles værdier? Forskellig enshed? Det er næppe andet end den obligatoriske politiske retorik man bevistløst lirer af når man som ansvarlig politiker gerne vil vise at man favner bredt. Men faktum er at Socialdemokratiet en gang for alle har lagt hovedet på blokken og erkendt at modsætningen mellem islam og Vesten og derfor også Danmark, ikke lader sig overvinde. Helle Thornings budskab til muslimerne kan jeg kun udlægge som: Assimiler eller skrid!

Monokultur kører på WordPress