Eco-scepticism prevailed

Diverse — Drokles on April 3, 2011 at 2:35 pm

Fra Telegraph

President Nicolas Sarkozy on Tuesday scrapped the country’s proposed carbon tax and reshuffled his cabinet in populist tilt after suffering a crushing electoral defeat over the weekend, when his Gaulliste UMP party lost every region other than in its bastion of Alsace and the Indian Ocean island of Reunion.

(…)

The government said its energy tax was being postponed indefinitely in order not to “damage the competitiveness of French companies”, fearing that it would be too risky for France to go it alone without the rest of the EU. Brussels has announced plans for an EU-wide tax, but the initiative already looks doomed.

Chantal Jouanno, the environment secretary, said she was “devastated that eco-scepticism had prevailed”. France’s leading green groups wrote a joint letter to Mr Sarkozy saying they were “scandalised” by his decision, accusing him of tearing up a pledge to put climate change at the centre of his presidency.

Sarkozy mister altså vælgere på grund af den dårlige økonomi og reagerer ved at slagte økokalven, vel vidende at det vil koste ham venner, i håb om at få…hvad? Stemmer gennem økonomisk genrejsning? Nemlig! For logikken er den sande at der ikke ligger et grønt eventyr og venter på de der begrænser driftigheden, der ligger ingen rationel energiudnyttelse i ineffektivitet, ingen grønne jobs i faldende produktion. Hvis der gjorde ville Sarkozy hamre klimasømmet i bund i håb om at vinde arbejdspladser i tide til at blive belønnet før næste præsidentvalg.

Og så er der selvfølgelig også en anden virkelighed end den politiske og økonomiske, der skal tages i betragtning, nemlig Virkeligheden, som den er i al sin fysiske storslåethed. Jorden har ikke oplevet opvarmning det seneste årti (muligvis de seneste 15 år alt efter hvilken statistisk signifikans man vil acceptere), hvilket strider imod alle FNs Klimapanels modeller. Dr. David Evans, der mistede troen på menneskeskabt global opvarmning efterhånden som de fysiske observationer modsatte sig teoriens diktater, forklarer på Joanna Nova’s blog

You see, in science empirical evidence always trumps theory, no matter how much you are in love with the theory. If theory and evidence disagree, real scientists scrap the theory. But official climate science ignored the crucial weather balloon evidence, and other subsequent evidence that backs it up, and instead clung to their carbon dioxide theory — that just happens to keep them in well-paying jobs with lavish research grants, and gives great political power to their government masters.

There are now several independent pieces of evidence showing that the earth responds to the warming due to extra carbon dioxide by dampening the warming. Every long-lived natural system behaves this way, counteracting any disturbance, otherwise the system would be unstable. The climate system is no exception, and now we can prove it.

(…)

The planet reacts to that extra carbon dioxide, which changes everything. Most critically, the extra warmth causes more water to evaporate from the oceans. But does the water hang around and increase the height of moist air in the atmosphere, or does it simply create more clouds and rain? Back in 1980, when the carbon dioxide theory started, no one knew. The alarmists guessed that it would increase the height of moist air around the planet, which would warm the planet even further, because the moist air is also a greenhouse gas.

This is the core idea of every official climate model: for each bit of warming due to carbon dioxide, they claim it ends up causing three bits of warming due to the extra moist air. The climate models amplify the carbon dioxide warming by a factor of three – so two thirds of their projected warming is due to extra moist air (and other factors), only one third is due to extra carbon dioxide.

I’ll bet you didn’t know that. Hardly anyone in the public does, but it’s the core of the issue. All the disagreements, lies, and misunderstanding spring from this. The alarmist case is based on this guess about moisture in the atmosphere, and there is simply no evidence for the amplification that is at the core of their alarmism. Which is why the alarmists keep so quiet about it and you’ve never heard of it before. And it tells you what a poor job the media have done in covering this issue.

Weather balloons had been measuring the atmosphere since the 1960s, many thousands of them every year. The climate models all predict that as the planet warms, a hot-spot of moist air will develop over the tropics about 10km up, as the layer of moist air expands upwards into the cool dry air above. During the warming of the late 1970s, 80s, and 90s, the weather balloons found no hot-spot. None at all. Not even a small one. This evidence proves that the climate models are fundamentally flawed, that they greatly overestimate the temperature increases due to carbon dioxide.

Den franske professor i geofysik og imitator af Max Von Sydow Vincent Courtillot gennemgår her hvorledes FNs Klimapanel har forsøgt at få de fysiske observationer til at passe med teorien. Eller, hvis man vil have klimaet sat i relief af en veloplagt geolog Bob Carter.

Sverige i nød

Akademia, islam — Drokles on January 24, 2009 at 5:59 pm

Svenskerne har i høj grad forladt deres skæbne på akademiske eksperter. Hvis man vil have en forklaring på de svenske tilstande er det derfor værd at se lidt på disse eksperters tankegods og det kunne man få en lille smagsprøve på i forrige nummer af Weekendavisen, hvor den norske religionshistoriker Anne Sofie Roald fra Malmö Högskola og den svenske journalist Bjarne Stenquist docerer virkeligheden gennem svenske, åh så svenske briller.

I de vestlige lande var det protestantismen, som banede vejen for mere verdsligt prægede indstillinger. I lande med muslimsk majoritets-befolkning er det, måske lidt overraskende, islamismen og dens klare politiske dagsorden, som synes at spille en tilsvarende rolle. I centrum for denne udvikling står Det muslimske Broderskab, en organisation der virker i hele den muslimske verden.

I lande som Egypten og Jordan kan man se, hvordan Broderskabet »sekulariseres«. Alment gyldige menneskerettigheder såsom rettigheder for religiøse minoriteter og kvinder, får stadig større plads i kommunikationen udadtil.

I Egypten er denne proces delvis et resultat af Mubarak-regimets voksende politiske undertrykkelse for at gøde jorden for et »Mubarak-dynasti«, hvor sønnen Gamal efterfølger sin far som landets præsident. Modstanden mod denne udvikling bæres af især to bevægelser; en løst organiseret »bloggosfære« i alliance med liberale kræfter og så Det muslimske Broderskab. Ved parlamentsvalget i 2005, hvor Broderskabet opstillede »uafhængige« kandidater, blev organisationens stemmetal fordoblet til 19 procent. Da den kendte blogger Kareem Amer for tre år siden blev idømt fængselsstraf for at have »smædet islam« fik han støtte af Broderskabets unge bloggere, som også slås for ytringsfrihed.

Og så går det over stok og sten med eksempler på Broderskabets normalisering baseret på følgende type bevisførelse

I Jordan kan vi beskrive denne udvikling via en række interviews, som Anne Sofie Roald lavede med ledende medlemmer af Det muslimske Broderskab under forskningsrejser i 1991, 1995 og 2007. Interviewene handlede om organisationens forhold til demokrati, til grundlæggelsen af en islamisk stat og til kvindernes rolle som ledere af politiske og religiøse institutioner.

Da Broderskabet gjorde sin politiske entré i det jordanske parlament i 1989, var partilinjen, at politiske partier var et »uislamisk« påfund. Islamister skulle ikke samarbejde med regeringer, som ikke havde en islamisk orientering. Interview-svarene gik ud på, at Broderskabet var imod »vestligt demokrati« med flerpartisystem, men for et islamisk demokratisk system bygget på »shura« (samråd), et begreb fra Koranen.

“Alt ordner sig” nåede Hans-Christian Varnæs at sige til bogholder Stein i sekunderne inden konen ringede fordi hun havde få indsigt i hans udenomsægteskabelige aktiviteter. I stedet for at spørge de magtsøgende grupperinger om deres hensigter kunne man jo se på deres målsætning og holde det op mod den erfaring man allerede har; at skille mål fra midler. For Broderskabet, som andre lignende bevægelser har nemlig den islamiske stat, som mål en stat, der ikke er defineret i verden, som den tager sig ud i dag, men som det ideal, der er beskrevet i de hellige tekster. Heldigvis behøver man ikke andet end selv samme Weekendavis for at få en ide om den svenske fejlslutning. Martin Krasnik skriver i Weekendavisen om udviklingen blandt de engang så sekulariserede palæstinensere

Islamiseringen sker i tre bevægelser:
Den første er en eksplosiv stigning i støtten til Hizb ut-Tahrir på Vestbredden. »De er nu i stand til at arrangere store demonstrationer i især Hebron, Ramallah og Jerusalem. Hizb ut-Tahrir spillede en vigtig rolle i protesterne mod de danske Muhammed-tegninger,« siger Jonathan Spyer, en britisk forsker på Global Research in International Affairs Center i Haifa og ekspert i palæstinensisk politik.

»Fatah opfatter med rette partiet som en stor trussel. Jo mere håbløsheden breder sig, desto mere støtter unge palæstinensere deres abstrakte forestillinger om en islamisk utopi. De har truet kristne palæstinensere og alle, der ikke støtter deres religiøse ideer. For dem er kampen mod Israel rent religiøs.«

Den anden bevægelse er stigende opbakning til andre salafistiske grupper blandt palæstinenserne. På Vestbredden er det en mildere udgave end i Gaza, hvor støtten til denne ekstreme og saudiske al-Qaeda-islam vokser - også internt i Hamas. I Gaza står selvbestaltet salafistisk moralpoliti bag mange »æresdrab« og angreb på »u-islamiske« steder som for eksempel internetcafeer. Og da Fatah på Vestbredden fjernede imamer, der støttede Hamas, i mange hundrede moskeer, åbnede man døren for en strøm af salafistiske prædikanter.

»På Vestbredden er der opstået en uhellig alliance mellem Fatah og disse nye salafistiske grupper,« siger en amerikansk diplomat i Jerusalem. »Det sker for at bekæmpe Hamas, men resultatet er endnu mere uforsonlighed.« Diplomaten siger, at de salafistiske grupper er støttet af organisationer og individer i Golfen og Saudi Arabien, og at de sætter sig på stadig flere moskeer, hvor der prædikes konservativ islam og modstand mod Israel. Det er med til at gøre konflikten mod Israel stadig mere religiøs.«

Den sidste bevægelse i radikaliseringen kommer fra Libanon og Iran. Støtten til det shiamuslimske Hizbollah er vokset markant på den ellers sunnimuslimske Vestbred og i Østjerusalem. »Vi er sikre på, at Hizbollah har stor indflydelse i de palæstinensiske skoler. Der foregår en massiv indoktrinering. Det er umuligt at være skolelærer på Vestbredden og kritisere væbnet kamp og ideologi à la Hizbollah,« siger en tysk diplomat i Ramallah.

Moralpoliti
Islamiseringen på Vestbredden sker ikke bare i begrænsede lommer, men overalt i samfundet, også internt i det såkaldt sekulære Fatah. Sidste år dannede Selvstyret en politistyrke, der skulle sikre respekt for Ramadanen, og i de store byer arresterede politifolk med røde armbind med påskriften moralpoliti folk, der brød fasten. I Nablus var der eksempler på, at folk, der spiste eller drak om dagen, blev gennembanket. På gaden i Ramallah er langt de fleste kvinder i dag tilslørede, selv på Birzeit-universitetet lidt uden for byen. Sådan var det bestemt ikke for et par år siden.

»Det er ikke, fordi folk er blevet mere religiøse,« siger Nancy Sadiq, »men fordi de ønsker at blive accepteret socialt. Hamas og andre grupper bruger moskeerne til at styrke deres sociale dagsorden. De fleste lokale byråd er styret af Hamas, og hvis man ønsker noget som helst, kan man ikke være imod dem. Så må man gå ind på deres islamiske levevis.«

Hun siger, at det bliver stadig mere udbredt, at store familier eller hele kvarterer i byerne pludselig bliver meget religiøse. »Det begynder at være ligesom i de områder i Libanon, der styres af Hizbollah. Hvis man bryder deres religiøse kode, bliver man et socialt udskud. De gamle sekulære politikere har ikke længere en chance for at bryde igennem i offentligheden, især ikke kvinderne.«

Nancy Sadiq ser den religiøse dagsorden »som en stor personlig trussel«: »Jeg er totalt uenig i deres dagsorden om religion, kvinder, uddannelse og sociale forhold,« siger hun. Hun peger på, at Hamas i Gaza i slutningen af december, lige før våbenhvilens udløb, vedtog en række sharialove, der betyder, at domstolene kan idømme forbrydere fysisk afstraffelse, inklusive piskeslag, for besiddelse af alkohol og håndsafhuggelse for tyveri. Lovene er refereret i det arabiske dagblad Al Hayat i London. I princippet skal præsident Abbas godkende loven, hvilket viser det pres, Fatah på Vestbredden er under.

Men ved palæstinenserne da ikke, at netop den slags love er konsekvensen af deres støtte til Hamas?

»Jo,« siger Nancy Sadiq, »men de ser kun modstanden mod Israel. Min far, der er kommunist, har opgivet sin modstand mod Hamas. Selv min fætter, der overhovedet ikke er religiøs, støtter Hamas. ‘Lad dem ordne Israel’, siger han. De ignorerer den religiøse dagsorden.«

Ingen tvivl om at jøderne får skylden for den udvikling uden hvis eksistens Palæstina havde været et økonomisk Hong Kong med San Fransiscos frisind. I samme avis har Pernille Bramming og Hussein Ferdowsipour et interview med den iranske flygtning Reza Toghyani

»Jeg vil nødigt lyde som en revolutionsromantiker, men Pernille, du må forstå, det var fantastisk, det var en rus, vi hadede pahlavierne så meget. På en måde var alle enige om, at ayatollah Khomeini skulle være leder. Hvis man ikke var decideret for Khomeini, var man heller ikke imod ham. Khomeini talte ikke om at oprette en islamisk stat. Han talte om demokrati og frihed og lighed.«

Nogle måneder efter revolutionen i februar 1979 flyttede Reza til Teheran og blev aktivist for den største politiske bevægelse i Iran på den tid: Folkets Mujahedin (Mujahedin e-Khalq, MKO).

»Jeg havde ikke været i direkte forbindelse med Mujahedin inden revolutionen, kun indirekte via min storebror, som sad i fængsel, fordi han var Mujahedin-sympatisør.«

Mujahedin talte om demokrati. Om jord til bønderne, arbejde til arbejderne, lighed mellem mænd og kvinder. Om at gøre hæren til en folkehær, afsløre SAVAK-folk og løse alle problemer i fællesskab i rådsforsamlinger. Muslimske marxister havde shahen kaldt dem. Ayatollah Khomeini begyndte snart at kalde dem for »monafeqin«: de, der splitter. Den enorme støtte til ham blev nemlig i revolutionens første år forvandlet til had, efterhånden som det stod klart, at mullaherne ikke ville dele magten med nogen, og at Hizbollah og revolutionsgarden var blevet de nye undertrykkere.

Mujahedin kritiserede den manglende frihed. Der var ikke ytringsfrihed eller frihed til at stifte politiske partier, oppositionelle blev fyret fra deres arbejde, landreformen blev ikke gennemført, SAVAK blev ikke optrevlet, der kom ingen retssikkerhed, Hizbollah kunne skalte og valte, som de ville.

»Jeg følte, at revolutionen ikke var fuldført, og derfor tilsluttede jeg mig Mujahedin,« forklarer Reza.

Mujahedin
Magtkampen bølgede frem og tilbage, og Mujahedin-bevægelsen voksede sig så stor, at den uden videre kunne mobilisere en halv million demonstranter. Reza fik arbejde på en fabrik og var med til at organisere strejker og demonstrationer. Han solgte Mujahedins avis og sloges med Hizbollah-folk, som angreb dem. Han blev arresteret og fængslet, men Khomeini-regimet havde endnu ikke fået rigtigt fat i magten, så modstanderne blev hurtigt løsladt igen.

I de kurdiske områder var der decideret borgerkrig, og også i Khuzistan i det sydvestlige Iran havde det nye styre kæmpe problemer med at håndhæve sin autoritet. Men i juni 1981 kunne ayatollah Khomeini afsætte den folkevalgte præsident, Bani Sadr, og derefter gik regimet for alvor i gang med at nedkæmpe Mujahedin-oppositionen.

At præstestyret havde vokset sig så magtfuldt, skyldtes ikke mindst, at det havde fået en hjælpende hånd udefra: Saddam Hussein angreb Iran i august 1980. Pludselig kunne enhver kritik anses for at være forræderi. »Denne krig var en stor nåde,« erklærede ayatollah Khomeini sidenhen.

»Det er rigtigt. De kunne nedkæmpe hele den iranske opposition i krigens navn,« siger Reza.

En anden faktor var afmagtsfølelsen: Hvis der var 10 ud af 100, der støttede præstestyret, og 5 ud af 100, der støttede Mujahedin, så var der 85, der bare var trætte og politik og forholdt sig passive.

»I dag kan jeg se, at vores liv var blevet reduceret til slagord, som vi ikke engang forstod: ‘Død over imperalismen og dens lakajer’, ‘Demokratisk centralisme’. Dengang troede vi, at hvis vi bare besluttede os for væbnet kamp, så ville folk slutte sig til os, og 24 timer efter ville præstestyret være væltet. Vi var meget umodne. Mujahedin gav os ordrer, og vi fulgte dem.«

For at ødelægge mit forkromede koncept med en ren reference til Weekendavisens forrige nummer vil jeg lige indskyde en anden beskrivelse af udviklingen i Broderskabets hjemland Egypten fra en tidligere postering på baggrund af P1 programmet Panorama

….der er en ting der har ændret sig og det er kvinderne; Det er nærmest umuligt at se en kvinde uden slør.

En gåtur gennem gaderne i Kairo bekræfter min første antagelse. De fleste kvinder har valgt at gemmen håret væk bag et tørklæde

(…)

De fleste kvinder går med hijab, det traditionelle sl’ør der dækker håret og det meste af kroppen og som hverken afslører form eller figur. Endelig er der dem der er gået et skridt videre og har iført sig niqab. En sort klædedragt, der kun overlader beskueren med en smal sprække med et par øjne bag. Resten af kvinden fremtræder sort, selv hænderne, der er gemt i et par handsker. I Egypten er det ikke som i Saudiarabien og Iran lovpligtigt at være tildækket. Men tørklædet er gennem de senere par år kotyme for den egyptiske kvinde. Idag går omkring 8 ud af ti kvinder med slør, hvor det for 10-15 år siden var en fjerdedel. Og hvis man går endnu længere tilbage i historien var tørklædet et særsyn. Dengang var Egypten et foregangsland for resten af Mellemøsten.

Så hvordan kommer man så til at være så naiv som vores to svenskere? Ganske simpelt ved mangel på almen dannelse. For det er ikke nok at henvise til diverse skribenters konklusioner og så rette bager for smed. Forskellige religioner og ideologier og andre værdisystemer har selvfølgelig forskellige konklusioner og konsekvenser. Det var således ikke ligemeget om nazisterne eller socialdemokraterne kom til magten i 33′ selv om de begge er politiske partier. Så lad os vende tilbage til den indledende sammenligning mellem Broderskabet, protestantismen og det sekulerende.

Udviklingen i Broderskabet giver anledning til interessante sammenligninger med sekularismens frembrud i den kristne verden. Ifølge flere sekulariseringsteoretikere, blandt andre sociologerne Peter Berger og Steve Bruce, begyndte sekulariseringsprocessen i de vestlige lande allerede ved reformationen. Protestantismen var første skridt i nedbrydningen af den monolitiska og af paven styrede form for kristendom.

Næste skridt kom med vækkelsesbevægelsen, som bredte sig i Europa og USA i 1700- og 1800-tallet. Den svenske pædagog Per-Johan Ødman hævder, at denne vækkelse var afgørende for den fortsatte sekularisering af det svenske samfund. Vækkelsesbevægelsen satte på ny spørgsmålstegn ved det kirkelige hegemoni og i oplysningens kølvand kunne almindelige mennesker selv læse og tolke de hellige skrifter. De religiøse autoriteters ufejlbarlighed blev dermed erstattet af en subjektiv, reflekterende og individualiseret tro.

Det to forfattere begår en klassisk fejl når de anser islams evne til at sækularisere samfundet, som kristendommen i sin protestantiske udgave. Protestantismen handler ikke om at se bort fra visse dele af Jesu liv fordi det står i vejen for et ordenligt samfund. Protestantismen er som en hver anden religion den direkte konsekvens af en tekst, som man med tiden er kommet til at forstå, hvad en fortæller os og ikke, hvad vi vil have den skal fortælle. Demokratiet i vores verden er ikke fremkommet som et selvbærende ideal, men som en konsekvens af den protestantiske tankegang der har præget vores kultur. I et samfund, hvor ideen om menneskets ligestilling overfor Gud og dets unikke ukrænkelighed på jord med egen vilje er det svært grænsende til det umulige at opretholde et formynderi. Protestantismen er ikke en religiøs læsning, hvor man ser bort fra dele af Jesus ord for at få den til at virke mindre dum i forhold til det liv man allerede ved, hvordan man skal leve og efter hvilke værdier. Den er ikke tolket ind i verden i et forsøg på tilpasning, men danner udgangspunkt for den indretning af individdets liv, der fik den kolossale betydning for samfundet. Alle religiøse tekster hævder en sandhed og dette ophæves i samme øjeblik man søger at tilpasse teksten, for sandheden kan ikke tilpasses. Og da slet ikke en sandhed, der hævdes at være Guds egne og uforfalskede ord.

Hvis man ser bort fra Guds egne bogstavelige ord underminerer man på enhver tænkelig måde Gud. Enten ved at Gud tager fejl eller vrøvler eller forældes, hvilket alt sammen er utænkeligt i forhold til det omnipotente væsen. Eller også ved at så tvivl om kildens guddommelighed, som Guds ord, hvilket igen har to fundamentale problemer. Logisk kan man ikke stole på noget som helst i og med at hvis noget kan være falsk kan, hvad som helst være falsk. Det andet er det utænkelige i det scenarie at Gud har tilladt sine ord at blive udsat for forfalskning og således tabt til Fanden. I filmen Exorcisten fra 1973 siger Fader Merrin (Max von Sydow) at Djævlens kendetegn netop er sammenblandingen af sandhed og løgn fordi løgnen forurener sandheden så alt bliver løgn. Denne logik er lige til benet og hvad, der også var den bærende anklage mod Salman Rushdies Sataniske Vers. Indlæsningen af noget som helst og især demokrati i Koranen er altså på alle måder blasfemisk og derfor urealistisk for den religøse at godtage. Demokrati og Islam vil altid være modsætninger.

Denne fejllæsning af religionernes indhold og den historiske udvikling leder de to “svenskere” til denne absurde slutning

Men det paradoksale er, at islamisterne, gennem deres mange og forskellige tolkninger, bidrager til en nedbrydning af det »religiøse hegemoni« og åbner for en bredere diskussion af religionens indhold. Tilsammen med bedre uddannelsesmuligheder, globalisering af medier samt at islams kilder er tilgængelige på cd og på internettet har »folkelig uddannelse« fået stor gennemslagskraft på kort tid. De kilder, der tidligere var forbeholdt den religiøse elite, står nu til rådighed for et voksende antal mennesker. Da bliver tolkningsmulighederne flere, og positionen som enevældig »religiøs autoritet« bliver sværere at opretholde, uanset hvem der ønsker at indtage den.

(…)

Som udviklingen i Det muslimske Broderskab viser, findes der også tendenser til, at forøget aktivitet på den politiske arena medfører, at man i stigende grad tager den sekulære verden og demokratiet til sig, herunder menneskerettigheder og ligestilling, ganske enkelt for at appellere til nye vælgergrupper.

På lang sigt er alt dette en udvikling, der kan føre til en adskillelse mellem den religiøse og den samfundsmæssige sfære og dermed til en privatisering af religionen i lande med muslimsk majoritetsbefolkning.

En af Jørgen Bæk Simonsen og mange islameksperter, som ham mener omvendt at netop tabet af det “religiøse hegemoni” er skyld i den megen vold og terror (noget som Vesten i sidste ende er skyld, men det får være…) fordi islam netop er en hegemoni og ikke et personligt anliggende. Her er argumentationen at Osama Bin Ladens konklusioner ikke repræsenterer islams væsen fordi islams tekster skal læses med traditionens forståelse. Islam er i sit væsen farisærernes religion, der udlægger den rette mening for det enkelte menneske der kan og højst sandsynligt vil misforstå budskabet. Det kan man forvisse sig om her og her.

Det vi ser er derfor ikke en demokratiseringsproces i den islamiske verden, men derimod en islamificeringsproces, hvor de forskellige islamiske grupper i et oprør mod ulemaens tolerence med dekadente og vestligt inspirerede diktatorer og samfundsinstitutioner griber ned i Koranens og Profetens univers af vold og underkastelse og dyrkelse af massesugesion. Der eksisterer nemlig ikke en individualisering af den muslimske tro, som der gør i den kristne, hvor Gud elsker alle sine børn, hvilket er en fordring og ikke en nedfældet lov om handling. Debatten i den islamiske verden referer til islams essens eller om man vil sandheden om Guds ord og så længe den er fælles reference vil islam være præmissen. I den islamiske verden sker med indtagelsen det offentlige rum med den traditionelle symboldyrkelse, der i sidste ende tyranniserer alle til underkastelse for de religiøse og ganske anti-sekulære kræfter. En proces vi også kender i vores egen del af verden.
De totalitære bevægelser har alle en entydighed, om det er proletariatets diktatur, Føreren eller, som i dette tilfælde indførelsen af Kalifatet og man skal ikke regne med at de mange fraktioner vil holde hinanden skak i en evig pluralisme i hvis kølvand den frie meningsudveksling trives. Nøjagtig, som man så det med de modernistiske ideologier i Tyskland, Rusland, Kina, Cuba osv. er netop det fænomen at Broderskabet og dets mange konkurrenters udgangspunkt er ens jo betyde at de kun er variationer over det samme tema. Derfor vil vi se den ene fraktion opsluge, udkonkurrere eller udslette den anden indtil en vinder er fundet og et konsensus er opnået. Om det går gennem løgne eller vold er kun taktik mod det endelige Kalifat.

Kosovo river Kaukasus over?

Diverse, FN, Multikultur — Drokles on August 9, 2008 at 10:00 pm

De der kan forudsige begivenheder eller udviklingens omdrejningspunkter er værd at lytte til. Da Kosovo blev anerkendt af FN var en række forske med specialer ud i den slags hurtige til at advare om uhensigtsmæssig udvikling som følge af FN’s beslutning. Således sagde Michael Andersen i Orientering bl.a.

Det som man kan frygte denne her gang det er at retorikken den er ved at komme ud af kontrol. (…) Forskellen ligger i den sidste måneds tid er retorikken kørt helt op på topniveau og problemet når vi snakker Kaukasus er den her slags meget aggressive retorik om militært angreb om aggression om annektering og den slags….i Kaukasus der har altså en tendens til at løbe løbsk.

(…)

Og hvis vi kigger på historien så bør det være en advarsel i situationen om den aggressive retorik fordi de fleste af seperatistkrigene i Kaukasus i SydOssetien i Abkhasien, i Nagornij Karabakh er startet med truende retorik fra ledernes side, men så er en eller ander gruppe, en eller anden mindre gruppe der er gået over stregen og er startet med en voldelig provokation og krigen er så startet og staternes hære er så senere trukket ind. Så retorikken er altså farlig i sig selv når vi taler om Kaukasus.

(…)

Det nyeste her er Vestens anerkendelse af Kosovo. Der er ingen tvivl om at det har skabt en usikkerhed i Kaukasus (…)Dele af det russiske politiske liv har udsendt mange slet skjulte trusler om at anerkende Abkhasien og Sydossetien, men tøver selvfølgelig fordi, hvis man kigger på det tre skridt tilbage så er det reelt ikke i Kremls interesse at anerkende etniske mindretal og seperatister fordi Rusland har jo i dusinvis af mindretal indenfor Ruslands grænser. Og hvis man først starter den politik så er det jo endeløst, hvad der så sker i Rusland. Men der er ingen tvivl om at Kosovo har spillet en meget, meget stor rolle. Den har åbnet…..i Kaukasus snakker folk om at “…efter vor anerkendelse af Kosovo”….så diskussionen om at man kan anerkende lande, at man kan ændre landegrænser, den er ligesom blevet genåbnet.

Krigen er nu brudt ud i SydOssetien og allerede meldes om over 3.000 dræbte. I Abkhasien er der nu også uroligheder ifølge DR

 Ifølge nyhedsbureauerne har abkhasiske styrker indledt et angreb på georgiske styrker, der kontrollerer Kodori-kløften. Kløften er adgangsvej til Kodori-dalen, hvor Georgien opretholder en Tbilisi-loyal regering for området, som Georgien stradig betragter som et autonomt område i staten.

Ifølge udbryderrepublikkens udenrigsminister vil abkhaserne nu fordrive de sidste georgiske styrker fra territoriet.

Kort efter FN’s anerkendelse af Kosovo kunne man læse i Ekstra-Bladet

Aserbajdsjan er i gang med at købe våben og militært udstyr som forberedelse til at erobre den armenske enklave Nagorno-Karabakh, hvis det bliver nødvendigt, siger landets præsident, Ilham Aliyev.

Han begrunder indkøbene med Kosovos selvstændighed, som han siger har givet armenerne i enklaven, der ligger i Aserbajdsjan, blod på tanden.

Kaukasus ser ud til at eksplodere og det ned gennem de skillelinier, som nogen samvittighedsfulde forskere forudså. Sammenhold det med Mogens Lykketofts forudsigelse i samme anledning

Jeg tror at risikoen er stort set uændret for at den slags konflikter [løsrivelseskrige som følge af anerkendelsen af Kosovos løsrivelse, Monokultur] kan eksistere.

Når ret skal være ret talte Lykketoft generelt om konsekvenserne af Kosovos anerkendelse, men det ændrer intet til hans fordel.

Krig om SydOssetien

Diverse — Drokles on August 8, 2008 at 10:56 pm

Da FN anerkendte Kosovo som selvstændig stat var der flere bekymrede stemmer, der advarede om en kædereaktion. Logikken var, blev der fremført, at voldelige seperatist-bevægelser over hele verden ville slutte at Kosovos anerkendelse som selvstændig stat efter megen vold, ville danne præcedens. Man kan altså tvinge systemet i knæ ved vold og uforsonlighed. Fra Jyllands-Posten

Russiske panserkøretøjer er rykket ind i Sydossetien, Georgiens præsident, Mikhail Saakasjvili, taler om 150 kampvogne og andre panserkøretøjer.

En russisk militærkilde siger til nyhedsbureauet RIA, at der nu er russisk panser i Sydossetiens hovedstad, Tskhinvali. Ifølge georgiske sikkerhedskilder har russiske krigsfly i eftermiddag været i aktion og har bombet en luftbase uden for Tblisi, Georgiens hovedstad.

I dag udtalte den russiske præsident ifølge President of Russia

“In accordance with the Constitution and the federal laws, as President of the Russian Federation it is my duty to protect the lives and dignity of Russian citizens wherever they may be.

It is these circumstances that dictate the steps we will take now. We will not allow the deaths of our fellow citizens to go unpunished. The perpetrators will receive the punishment they deserve.”

Og de russiske medier taler om “…escalation of the Georgian-South Ossetian conflict” og sågar krig. Vores egen udenrigsminister er ligeledes bekymret.

- Det er uacceptabelt at bruge våbenmagt. Alle parter skal stoppe det her, siger han til DR Nyheder.
Per Stig Møller kalder situationen i Geogien og Sydossetien for “meget, meget farlig”.

Georgien, Abkhasien og Sydossetien har i årevis været på kant med hinanden, fordi et stort flertal i den olierige region ønsker at bryde med Geogien og få tilknytning til Rusland.

I Orientering på P1 5. maj gav Michael Andresen udtryk for sine bange anelser

Jeg tror ikke at faren ligger i at vi ser en åben traditionel krig mellem Georgien på den ene side og Rusland abkhasien på den anden side. Jeg tror at det er farligt lige nu fordi situationen let kan komme ud af kontrol. Ikke fordi Putin vil det, ikke fordi den abkhasiske ledelse vil det eller fordi Sakashvili vil det, men fordi der er en masse bevæbnede mindre grupper på begge sider, som meget, meget gerne vil fremprovokere krig. Og hvis vi kigger på historien så bør det være en advarsel i situationen om den aggressive retorik fordi de fleste af seperatistkrigene i Kaukasus i sydossetien i Abkhasien, i Nagornij Karabakh er startet med truende retorik fra ledernes side, men så er en eller ander gruppe, en eller anden mindre gruppe der er gået over stregen og er startet med en voldelig provokation og krigen er så startet og staternes hære er så senere trukket ind. Så retorikken er altså farlig i sig selv når vi taler om Kaukasus.

(…)

Det nyeste her er Vestens anerkendelse af Kosovo. Der er ingen tvivl om at det har skabt en usikkerhed i Kaukasus (…)Dele af det russiskepolitiske liv har udsendt mange slet skjulte trusler om at anerkende Abkhasien og Sydossetien, men tøver selvfølgelig fordi, hvis man kigger på det 3 skridt tilbage så er det reelt ikke i Kremls interesse at anerkende etniske mindretal og seperatister fordi Rusland har jo i dusinvis af mindretal indenfor Ruslands grænser. Og hvis man først starter den politik så er det jo endeløst, hvad der så sker i Rusland. Men der er ingen tvivl om at Kosovo har spillet en meget, meget stor rolle. Den har åbnet…..i Kaukasus snakker folk om at “…efter vor anerkendelse af Kosovo”….så diskussionen om at man kan anerkende lande, at man kan ændre landegrænser, den er ligesom blevet genåbnet.

Han troede ikke på en krig med regulære tropper, men det er desværre hvad vi ser. Og alt sammen måske på grund af separatisters håb om en FN-anerkendelse som Kosovo fik. Mogens Lykketoft sagde i den forbindelse i P1 Debat med Morten Messerschmidt “Jeg tror at risikoen er stort set uændret for at den slags konflikter” (I et sjældent inspireret øjeblik sammenholdt jeg Lykketoft med Jan Øberg her på Monokultur)
Og jeg spurgte dengang, som nu; hvem tager ansvaret?

Hvem tager ansvaret?

Diverse — Drokles on May 12, 2008 at 8:01 am

Krisen mellem Georgien på den ene side og Rusland og Abkhasien på den anden ser ud til at kunne ende i regulær krig eller i hvert fald aktive kamphandlinger mellem de stridende parter i form af irregulære bevæbnede grupper, som der er mange af i uciviliserede samfund. Krisen handler om grænsedragninger, der efter den internationale anerkendelse af Kosovo igen er kommet i spil. Da man pludselig anerkendte Kosovo var der mange advarende røster fremme om at man ville inspirere allehånde separatistbevægelser til kamphandlinger for at for at få deres nationale drømme opfyldt. Dette er konklusionen i DRs Orientering på P1. I foromtalen hedder det

Spændingerne mellem Rusland og Georgien om den georgiske løsrivelsesrepublik Abkhasien stiger, abkhazerne siger at de har skudt to spionfly ned over Abkhasien.

Det er blandt andet bølgeskvulpene efter Kosovos uafhængighedserklæring der har sat en eskalering i gang, lyder en analyse.

Løsrivelsesområdet Abkhasien, der ligger i et hjørne af Georgien med grænse mod Rusland og Sortehavet, har i mange år været en byld imellem Georgien og Rusland. Men inden for de sidste måneder er striden om området taget til, retorikken er stadigt mere fjendtlig.

Rusland har besluttet at sende ekstra fredsbevarende styrker til Abkhasien, af frygt for et georgisk angreb, lyder det, og NATO beskylder Rusland for at optrappe konflikten.

Senest har nedskydningen af to spionfly sat nyt blus under udvekslingerne af beskyldninger. De abkhasiske udenrigsminister, siger at abkhasiske styrker har skudt to georgiske spionfly ned. Men det kender Georgien ikke noget til. NATO vil have sagen undersøgt.

Orientering har derfor spurgt Michael Andersen om hvor alvorlig situationen er og hans vurdering er bl.a.

Det som man kan frygte denne her gang det er at retorikken den er ved at komme ud af kontrol. (…) Forskellen ligger i den sidste måneds tid er retorikken kørt helt op på topniveau og problemet når vi snakker Kaukasus er den her slags meget aggressive retorik om militært angreb om aggression om annektering og den slags….i Kaukasus der har altså en tendens til at løbe løbsk.

Jeg tror ikke at faren ligger i at vi ser en åben traditionel krig mellem Georgien på den ene side og Rusland abkhasien på den anden side. Jeg tror at det er farligt lige nu fordi situationen let kan komme ud af kontrol. Ikke fordi Putin vil det, ikke fordi den abkhasiske ledelse vil det eller fordi Sakashvili vil det, men fordi der er en masse bevæbnede mindre grupper på begge sider, som meget, meget gerne vil fremprovokere krig. Og hvis vi kigger på historien så bør det være en advarsel i situationen om den aggressive retorik fordi de fleste af seperatistkrigene i Kaukasus i sydossetien i Abkhasien, i Nagornij Karabakh er startet med truende retorik fra ledernes side, men så er en eller ander gruppe, en eller anden mindre gruppe der er gået over stregen og er startet med en voldelig provokation og krigen er så startet og staternes hære er så senere trukket ind. Så retorikken er altså farlig i sig selv når vi taler om Kaukasus.

(…)

Det nyeste her er Vestens anerkendelse af Kosovo. Der er ingen tvivl om at det har skabt en usikkerhed i Kaukasus (…)Dele af det russiskepolitiske liv har udsendt mange slet skjulte trusler om at anerkende Abkhasien og Sydossetien, men tøver selvfølgelig fordi, hvis man kigger på det 3 skridt tilbage så er det reelt ikke i Kremls interesse at anerkende etniske mindretal og seperatister fordi Rusland har jo i dusinvis af mindretal indenfor Ruslands grænser. Og hvis man først starter den politik så er det jo endeløst, hvad der så sker i Rusland. Men der er ingen tvivl om at Kosovo har spillet en meget, meget stor rolle. Den har åbnet…..i Kaukasus snakker folk om at “…efter vor anerkendelse af Kosovo”….så diskussionen om at man kan anerkende lande, at man kan ændre landegrænser, den er ligesom blevet genåbnet.

Hvem vil tage ansvaret, hvis vi kommer til at opleve et blodbad?

Monokultur kører på WordPress