Jagten på Ikonet

Diverse — Drokles on January 9, 2009 at 3:40 pm

Det er vigtigt med et godt ikon, hvis man vil huske verden på sin sag. Nogen opstår tilfældigt fordi et kamera fanger øjeblikket.

tiananmensquarejune51989.jpg

Andre konstrueres fordi kameramanden gerne vil være berømt.

14462da0-a324-f122-0da7ece6d019876a-1.jpg

Andre konstrueres fordi man har brug for det.

image.jpg

Andre fordi psykopati kan være salonfähig med de rette floskler og et kønt ansigt

che-guevara.jpg

Hvad mener de om dette fra Kristeligt Dagblad?

191550_411_800.jpg

Jeg vil ud af FN

Diverse — Drokles on September 17, 2007 at 5:58 pm

Ingen nyhed, men rystende læsning om den muslimske dominans af FN’s racismekonference i Duban i Berlingske Tidende

Durban-konferencen er blot ét eksempel fra krigen i FN, hvor de arabiske lande sammen med en række tredjeverdenslande suverænt har flertal og bestemmer krigens gang. I FNs Menneskerettighedsråd residerer en række af de mest morderiske regimer ved højbordet og sørger for, at flertallet af rådets resolutioner er vendt mod Israel, og at der aldrig er nogen, der undersøger, hvad der foregår i diktaturlandene. Nogle iagttagere har set Durban som en skelsættende hændelse, fordi den markerede den nye offensiv, som muslimske lande har sat i gang og som vil toppe i 2009, når den næste Durban-konference skal afholdes. Her vil de muslimske lande, siger Anne Bayefsky, gøre op med de vestlige landes ytringsfrihed og atter kritisere Danmark for Muhammed-tegningerne.

Anne Bayefsky er bedre egnet end de fleste til at følge denne kamp, for hun har som juraprofessor i en årrække fulgt opgøret – resolution for resolution. På sin hjemmeside bayefsky.com har hun dokumenteret, hvad der sker i FN-regi med resolutionstekster og afstemninger. Hendes hjemmeside er en stor succes siden oprettelsen i 2002, og den har registreret over 500.000 hits.

Ser du Durban-konferencen som starten på fundamentalismens nye offensiv?

»Det var ikke blot et tegn på fundamentalismens offensiv, men tillige et bevis på menneskerettighedsbevægelsens degeneration og korruption. Der opstod reelt en koalition mellem en række vestlige menneskerettighedsorganisationer og undertrykkende regimer, der sammen lod showet løbe af stabelen, uden at de vestlige organisationer protesterede.«

Hvad kunne de da have gjort?

»De kunne have grebet ind lang tid før selve konferencen. Den slags konferencer kommer ikke ud af det blå. Man har forberedende møder, og det var fuldstændig klart, hvad der skulle ske, nemlig en fordømmelse af Israel og USA. Israel blev således i en række sammenhænge sammenlignet med Nazityskland. Alt var lagt parat, og det stod klart, at de arabiske lande allerede havde kidnappet konferencen lang tid før, den skulle foregå.«

I sidste ende udvandrede Israel og USA. Skulle de europæiske lande have fulgt efter?

»Selvfølgelig skulle de europæiske lande have udvandret sammen med dem. Men rent faktisk nød de europæiske lande at være centralt placeret, og ikke mindst Frankrig elskede at kunne spille forhandlingsleder mellem USA, Israel og de arabiske lande organiseret i deres organisation OIC (Organization of the Islamic Conference). I realiteten modarbejdede de europæiske lande dermed demokratiets interesser.«

(…)

»EU er en ekstrem svag konstruktion, som på ingen måde kan moderere den flodbølge af had, der skyller ind over os og manifesterer sig i FN og dets organer, som ikke mindst styres af OIC. EUs passive strategi er tydelig i afstemning efter afstemning. De kigger på tallene og erkender, at de vestlige lande er i mindretal. Derefter protesterer de på skrømt og kollapser derefter og slutter sig til konsensus, som det skete i Durban.«

(…)

Så Muhammed-sagen og ytringsfriheden er på igen?

»Nej, forkert. Ytringsfrihed er overhovedet ikke på tapetet, for det er det sidste, de ønsker. De vil tale om alt muligt andet, og det viser de forbererende møder helt tydeligt, for her besluttede dette flertal kun at invitere den FN-rapportør, der fremstiller den årlige redegørelse om religionsforhold og herunder islamafobi. EU protesterede og sagde, at så måtte man også invitere rapportøren vedrørende ytringsfrihed. Men hvad skete? Da OIC nægtede at invitere ham, accepterede EU i sidste ende deres beslutning med en lille åbning, der dog ikke er reel, for at få emnet om ytringsfrihed bragt på bane.«

(…)

Hvad med lille Danmark i dette spil?

»Danmark forsøgte sidste år at blive medlem af FNs Menneskerettighedsråd, men blev afvist ved sidste session. Hvorfor skete det? Fordi OIC straffede Danmark for Muhammed-tegningerne.«

Det har vi ikke hørt meget om i Danmark?

»Nej, for den slags sager gavner jo ikke Danmark, og man vil helst holde tæt med det. Det kan imidlertid læses direkte fra de arabiske landes repræsentanters egne udtalelser. På vegne af 52 stater udtalte den ægyptiske repræsentant, at deres største bekymring er konsekvenserne af terroren 11. september, hvor man »så et nyt og farligt fænomen, nemlig racistisk og religiøst had (…) De højst krænkende tegninger, som blev trykt af en dansk avis, sårer over en milliard muslimer over hele verden dybt og truer den sociale harmoni og fred både nationalt og internationalt.«

Så Muhammed-sagen spiller stadig ind – og Danmark er stadig i fokus?

»Ja, og de arabiske lande bruger den til at ophidse gemytterne og til at påstå, at en milliard muslimer krænkes, alt sammen i et forsøg på at knægte vestlig ytringsfrihed. Tragedien er, at EU gemmer sig og ikke har viljen til moralsk at protestere.«

(…)

Hvad kan der gøres?

»Det skal jeg sige dig: Simpelthen holde op med at betale showet! Det er USA og Europa, der betaler alle udgifter til Durban-konferencen. Man kan protestere ved at lukke pengekassen i og derved stoppe for, at man bliver holdt for nar for sine egne og altså skatteydernes penge.«

Kan man gøre andet?

»Næppe. Hysteriet er sat i system og det er en kamp om Vestens grundlæggende værdier; og så længe Europa ikke forstår eller ikke vil forstå, hvad kampen går ud på, er der ikke meget at gøre.«

Og ha’ en rigtig god aften.

Lykketofts antisemitisme

Diverse — Sobieski on June 2, 2007 at 11:27 am

Fra JP d. 01.06.2007:

Kronik: Lykketofts manglende overblik

Af David Walzer, Israels ambassadør i Danmark

Mogens Lykketofts kronik onsdag om konflikten i Mellemøsten har affødt denne kommentar fra den israelske ambassadør.

Engang for længe siden blev en gruppe blinde mennesker bedt om at beskrive, hvordan en elefant så ud. Derfor blev de ført ind i et elefantbur. Den første rørte ved elefantens ben og udbrød: »En elefant er som en tung og tyk pæl!« Den anden rørte ved elefantens øre og kom til den konklusion, at en elefant faktisk mindede om et sejl. Den tredje rørte ved elefantens hale og beskrev den som en slags stor orm.

I en artikel i JP d. 30/5 udvælger Mogens Lykketoft nøje de dele, han ønsker at fremvise, og samtidig sørger han for at fremhæve dem på en sådan måde, at de passer ind i hans fortælling. Derefter tager han disse udvalgte dele og fremlægger dem for læseren som en helhed og en objektiv beskrivelse af Israel-Palæstina konflikten. Til sidst tager han ”elefanten” (konflikten) ud af dens kontekst i den ”nationalpolitiske konflikt” og flytter den over i kassen med faretruende »sammenstød mellem civilisationer«.

Alt dette har kort sagt skadelige konsekvenser:

For det første - det informative aspekt. Det er beklageligt at se hr. Mogens Lykketofts fordrejning af historiske fakta for at passe dem ind i sine synspunkter: Delingsplanen fra 1947 blev forkastet af den arabiske verden og accepteret af det jødiske lederskab, som havde gjort sig store diplomatiske anstrengelser for at promovere den, og ikke som hr. Lykketoft mærkeligt nok skriver i sin artikel at: »ingen af parterne accepterede FN’s delingsplan«.

Det er ikke et spørgsmål om opfattelse. Det er en historisk kendsgerning. Debatten omkring FN-forslaget imellem jøder var bestemt ophedet, men beslutningen og den førte politik af det jødiske lederskab var klar, og de tilsluttede sig den foreslåede løsning. Det er mærkeligt, især når det gælder Israel, at hr. Lykketoft ikke skelner mellem legitim politisk debat om så vigtigt et emne og en ført politik af et folkevalgt lederskab. En anden pointe, der er værd at nævne i forbindelse med afstemningen om delingsplanen i FN er, at det ikke var første gang, at dette emne blev diskuteret i det internationale samfund. Allerede i 1922 inkluderede The League of Nations (der gik forud for FN) i The Letter of Mandate, der blev givet til Storbritannien, den opgave at sikre oprettelsen af en jødisk national hjemstavn i Palæstina (en opgave, der ikke til fulde blev overholdt i årene, hvor mandatet gjaldt).

Hr. Lykketoft ignorerer fuldstændigt den kritiske rolle, som det palæstinensiske og arabiske lederskab spillede i tilblivelsen og optrapningen af konflikten, og han får på den måde palæstinenserne til at fremstå som passive, uskyldige og inkompetente aktører, som lider under andres handlinger. Vigtige milepæle som den arabiske forkastning af de første to statsløsninger fremsat af FN d. 29. november 1947 (resolution 181 - Delingsplanen), den palæstinensiske og arabiske krigserklæring mod denne resulotion, det arabiske ansvar for Seksdageskrigen i 1967, den palæstinensiske pagt, der kræver tilintetgørelsen af Israel (i dag efterfulgt af Hamas’ pagt), den arabiske offensiv i 1973, introduktionen af terrorisme i Mellemøsten af palæstinensiske terrororganisationer, Israels tilbagetrækning fra Sinai ifølge fredsaftalen med Egypten, tilbagetrækningen fra Libanon, tilbagetrækningen - gennemført af statsminister Sharon (til hr. Lykketofts information) - fra Gaza og områder på den nordlige Vestbred (de sidste to tilbagetrækninger med nye bølger af vold og terror til følge), den blodige bølge af palæstinensiske selvmordsbombere i Israel - alle disse, og mange andre tilfælde, passer åbenbart ikke ind i hr. Lykketofts fortælling.

For det andet - det analytiske aspekt. Denne præsentation af brudstykker af konflikten fører til en forkert definition af problemerne. Når man kigger på det store billede, skal man fundere over de forskellige situationer, som de to rivaliserende nationalbevægelser - den jødiske nationalbevægelse (zionisme) og den palæstinensiske - har skabt for deres respektive befolkninger gennem det sidste århundrede.

Jeg mener, at to af hovedgrundene til den palæstinensiske nationale bevægelses fiasko, set i forhold til zionismens relative succes, består i selvstændighed og effektivt, om end pragmatisk, lederskab.

Ingen hævder at jødiske, senere israelske, politikere har været pletfri gennem årene. Men de har alle erkendt, at man, for at nå nationale mål, må tænke politik efter pragmatiske og ansvarlige retningslinier, og at man må arbejde for at implementere denne politik ved at etablere en liberal og effektiv selvstyring, og derefter mønstre støtte fra verdens nationer.

Derfor havde den zionistiske bevægelse i årene før statens oprettelse arbejdet hårdt på den fremtidige stat. Det var en lang proces, der varede hele første halvdel af det 20. århundrede, og som involverede skabelsen af demokratisk valgte politiske institutioner, opbygning af økonomien, udvikling af et offentligt sundheds-, uddannelses- og socialsystem, fri presse og andre af civilsamfundets elementer. Alt sammen imens man måtte slås med araberne og kæmpe med briterne. Da FNs medlemsstater stemte om delingsplanen i 1947, skabte de ikke en stat ud af ingenting. Elementerne fandtes allerede - som frugterne af 50 års hårdt arbejde og slid, såvel som af hård kamp.

Indtil Abu Mazen kom til magten, havde palæstinensiske ledere gjort nøjagtigt det modsatte. Deres folk er blevet ført fra at være konfliktens stærke part til en plads i flygtningelejre. Siden 1920′erne førte Mufti Hadj Amin Al Houseini en ekstremistisk voldelig politik (i dag ville han blive beskrevet som militant fundamentalist), der indbefattede væbnede overfald, terrorisme og ophold i Gestapos hovedkvarter under Anden Verdenskrig, hvor han hjalp med til at planlægge ”den endelige løsning” for jøderne i det britisk styrede Palæstina.

Senere lagde palæstinenserne i pan-arabismens navn deres skæbne i hænderne på arabiske stater og blev dermed et spillekort i det politiske spil mellem arabiske stater.

I 1970′erne begyndte palæstinensiske ledere at øjne fordelen ved at indtage offerrollen. Godhjertede, men naive og ideologisk blændede vesterlændinge, især i Europa, tog palæstinenserne til deres hjerter for at beskytte dem mod verdens onder, (Israel og USA). Denne fremgangsmåde, der opdyrker en palæstinensisk offermentalitet, som stadig eksisterer i dag, friholder palæstinenserne fra ethvert ansvar for deres handlinger og skæbne. I ekstreme tilfælde kan det endda få ellers liberale mennesker til at undlade at skelne mellem terrorisme og kontra-terrorisme, mellem det overlagte forsøg på at myrde civile og forsøg på at ramme disse kriminelle.

En sådan fremgangsmåde, som også afspejles i hr. Lykketofts indlæg, fremstiller palæstinenserne som inkompetente, impulsive og som komplet blottet for enhver evne til at arbejde konstruktivt for deres fremtid. Sådan tror jeg imidlertid ikke, det forholder sig med det palæstinensiske folk. Med udgangspunkt i vores egne erfaringer vil jeg holde fast i, at et folk kan tage ansvar for sin skæbne på en konstruktiv måde, uanset hvor svære omstændighederne end måtte være (og det jødiske folk gennemgik en meget dybere krise end det palæstinensiske). Palæstinenserne er ikke mindre kompetente end israelerne, og der er ingen grund, bortset fra manglende lederskab og fejlforestillinger til, at de ikke skulle kunne arbejde konstruktivt for deres egen stat.

For det tredje - konteksten. I bund og grund er den israelsk-palæstinensiske konflikt ikke et civilisationernes sammenstød eller en religiøs konflikt. Det er en national, politisk konflikt med mange komponenter. De største komponenter er territorium og nationale symboler. Der findes nogle få ekstremistiske elementer, som forsøger at blæse de religiøse aspekter op. Et af problemerne er, at disse elementer befinder sig i periferien på den israelske side, mens de på den palæstinensiske sider udgør regeringen.

Sidst - de praktiske konklusioner. Hvis man ukritisk følger hr. Lykketoft, kunne man nemt komme til den konklusion, at man kan nå frem til en løsning ved at fritage palæstinenserne for ansvar og i stedet kun fokusere på Israel, USA og EU. Men en løsning vil aldrig være levedygtig uden en ansvarlig palæstinensisk regering. En sådan regering må ligesom enhver anden regering have en fornuftig politik, som ikke dikteres af fanatiske og militante Hamas-fundamentalister, der kom til magten som en protest mod den tidligere regerings korruption. At man tidligere har taget forkerte beslutninger legitimerer ikke, at man gør det igen uden at stå til ansvar for konsekvenserne.

Det palæstinensiske folk, som nu står i en meget vanskelig situation, er et offer - først og fremmest for dets aktuelle og dets tidligere lederskaber.

Som israeler og jøde med blik for de seneste 100 års historie kan jeg med sikkerhed sige, at offerrollen ikke kan erstatte en ansvarlig, realistisk og pragmatisk politik. Ingen kan hjælpe palæstinenserne med at oprette og drive deres egen stat, medmindre de selv gør det først.

Hvis det internationale samfund har en rolle i denne konflikt, er det at gøre det klart for palæstinenserne, at de bør vælge denne vej.

Efter diskussion frem og tilbage med bl.a. Drokles er jeg kommet til den konklusion, at Lykketoft egentlig ikke er spor interesseret i palæstinenserne, men drives af et had mod Israel og USA. Det er lidt ligesom de folk der holder med det jamaicanske landshold, “Reggae-boys”, når de spiller mod Tyskland, men fem minutter efter at kampen er overstået, har de glemt alt om dem.

Lykketoft nedsables

Diverse — Drokles on May 31, 2007 at 2:09 pm

I en kronik i Berlingske Tidende 29/5 udlægger Mogens Lykketoft sit forskruede syn på Israel/Palæsina problematikken. Altså en hel kronik af Mogens Lykketoft om Israel/Palæstina problematikken. Hvem orker det?

Det er der heldigvis nogen der gør. I dagens papirudgave af Berlingske Tidende 31/5 gennemgår Arne Melchior 10 fejl og udeladelser i Lykketofts kronik. Her er de bedste.

3. Lykketoft omtaler FN’s delingsplan af 1947. Men han “glemmer”, at den arabiske side afviste delingsplanen, medens den jødiske side accepterede den.

4. Tilsvarende fortier han, at kongeriget Jordan holdt Vestbredden annekteret i årene 1949-1967. I disse 18 år havde araberne magten og muligheden til at oprette den palæstinensiske stat! Men det kom aldrig blot på tale.

5. Der er i Lykketofts kronik ikke et ord om, at der aldrig i historien har eksisteret en palæstinensisk stat.

6. Området Palæstina bestod endnu i 1920 af i alt 118.000 kvadratkilometer omfattende områder såvel øst som vest for floden Jordan. Emiratet Transjordanien fik derpå tillagt østdelens 91.000 kvadratkilometer. Derved kom 80% af Palæstina altså på arabiske hænder! Det kan man da kalde en deling hr. Lykketoft. Israel er idag på størrelse med halvdelen af Danmark.

7. Lykketoft omtaler seksdageskrigen i 1967. Men han fortier, at da Israel derpå ville indlede forhandlinger sagde Den Arabiske Liga de berømte tre nej’er: Nej til anerkendelse af staten Israel, nej til forhandling og nej til fred. Det kan Lykketoft umuligt være uvidende om.

10. Lykketoft hævder, at Israel trodser krav vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd. Han fortier, at FN-resolutionerne indeholder den klare forudsætning, at “Israel kan leve bag internationalt garanterede grænser”. Da denne del af beslutningerne ikke er opfyldt, er det aldeles urimeligt at klage over Israels manglende opfyldelse.

Bravo mister Jardex!

I samme dags Groft Sagt er Lars Hedegaards sædvanlige humor fortrængt af harme.

Når Socialdemokraternes udenrigspolitiske guru Mogens Lykketoft i flere nogenlunde enslydende kronikker atter gør denne verdens store og lille satan - nemlig USA og Israel - ansvarlige for alle problemer i Mellemøsten, er det langt fra nogen tilfældighed. Sådan tænker de virkelig i det parti.Den vestlige civilisation er ond, islam er god. Jøderne er banditter, palæstinenserne er ofre. Terror er noget Bush har fundet på; Osama Bin Laden, Hames og diverse andre hellige krigere reagere bare på den. Når kristne palæstinensere udvandrer fra Vestbredden, er det også IUsraels og USA’s skyld og har intet at gøre med det forhold, at palæstinensernes muslimske magthavere i årevis har forfulgt og myrdet dem. Og når antallet af palæstinensiske flygtninge bliver ved med at vokse eksplosivt, selv om det er 60 år siden de flygtede, skyldes det ikke, at palæstinensiske kvinder bliver ved med at sætte 10-12 børn i verden, som de ikke selv har råd til at betale for, men at USA ikke har presset Israel tilstrækkeligt.

Godt. Det er de samme løgne man hører fra de samme mennesker og man orker ikke at gendrive det hver evigt eneste gang.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress