Gadaffis rigtige venner

Diverse — Drokles on February 25, 2011 at 5:00 am

Det er næsten ikke til at holde ud i disse tider. Allehånde selvretfærdige indlæg om diverse vestlige regeringers forhold til de mellemøstlige diktatorer, der pludselig er blevet folkets indlysende fjende. Det var de aldrig når debatten om Mellemøsten omhandlede Israel, hvad den jo ellers altid gør, men nu kan alle se det, der for os andre hele tiden var indlysende. Under overskrifter, som Gaddafis gode ven i Vesten, Mubaraks fald kan forvandle Danmark og Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh & Co. gør diverse repræsentanter for venstrefløjen sig igen-igen lækre på baggrund af død og elendighed i den 3. verden (eller er det den 2. verden?) og skelner ikke mellem det at stater har interesser  mens personer og organisationer kan have venner. For man er altid er tvunget til at orientere sig efter sin tids vilkår hvorfor Dronning Margrethe den 2. af Danmark på vegne af Anker Jørgensens regering tildelte Ceasuscu Elefantordenen, Som Schûtter senere lod hende tilbagekalde da han ikke længere var comme il faut. Men Det var Hosni Mubarak til gengæld blevet i mellemtiden og han modtog via Schlütter Elefantordenen i 1986. Uha så mange skelleter i skabene.

For hvordan skal man egentlig agere i en omverden af grusomme og primitive kulturer? Skal vi handle med dem selv om arbejdvilkårerne for lønmodtagerne er skrækkelige eller fornægte dem chancen for den indkomst for at vaske vores hænder? Skal man føre kritisk dialog (ikke just noget modeord i disse dage) eller boycot, give u-landshjælp og derved inddirekte støtte til uønskede regimer, skal vi ledsagde humanitære opgaver med militær for at sikre vivilbefolkningen. Skal  man overhovedet tale med dem og derved legitimere deres eksistens? Diskussioner vi med skiftende fronter løbende har om alle mulige situationer i alle mulige dele af verden. Nej det er ikke let og derved umuligt at moralisere over fra håndvasken. Vi er sat i en virkelighed vi ikke selv bestemmer og kan kun handle som vi finder det bedst.

Venstrefløjen har lykkeligt glemt deres agressive krav om at Danmark skulle undskylde for vores forbandede ret til at sige vores forbandede mening om hvad fanden der passer os til bl.a. Libyens ambassadør Mohammed E.R. Rimali, på vegne af Gadaffi. Her skrev Rimali sammen med repræsentant Mona Omar Attia for den dengang socialdemokratiske regeringschef Hosni Mubarak, Ahmad Danialy for det islamlærde Iran,Maie F. B. Sarraf fra det palæstinensere selvstyre (som det er en forbrydelse at sende herboende palæstinensere tilbage til) og Fugen Ok for EU-ansøgende Tykiet i et brev stilet til statsminister Anders Fogh Rasmussen bl.a.

We strongly feel that casting aspersions on islam as a religion and publishing demeaning caricatures of Holy Prophet Mohammad (PBUH) goes  against the spirit og Danish values of tolerance and civil society. This is on the whole a very discriminatory tendency and does not bode well with the high human rights standards of Denmark. We may underline that  it can also cause reactions in Muslim countries and among Muslim communities in Europe.

Ikke bare var venstrefløjen, 12 tidligere danske ambassadører, Uffe Ellemann, Tøger Seidenfaden villige til at lade os belære om frihed og demokrati at den samling banditter, næh de overtog sågar argumenterne, som deres egne. Ja det lyder nærmest som en leder i Politiken eller Berlingske Tidende når vindene på den redaktion svingede i den retning. Ovenstående citat var og er forlægget for 95% af alle indvendinger imod Anders Fogh Rasmussen og Jyllands-Posten: “Islam kan ikke kritiseres uden at det krænker muslimer og således er der tale om diskrimination. Vores renome og selvforståelse vil lide et knæk og det er der ikke plads til i en global verden. Og desuden så vanker der grusomme ting og sager at I (regeringen, nationale og Jyllands-Posten) bare ved det for de er så mange og vi så få”.

Venstrefløjen fejlede altså endeligt i den største principielle debat i nye tid. Solidariseringen med de detroniserede despoters synspunkter kan ikke opvejes af deres historieløse fordømmelser af nogle ligegyldige realpolititiske hverdagskompromisser. Og skulle nye parlamentariske regimer genoptage hadet til den frie tanke vil det blot understrege islams modsætning til os i særdeleshed og demokrati i almindelighed. Ja, sådan går det når man hellere vil holde på andres meninger frem for sine egne. Man pådrager sig så mange falske principper at man bliver helt selvmodsigende.

Venstrefløjen glemmer i det hele taget historien i deres jagt på fordømmerens rus. Det humanistiske fyrtårn og frihedskampens legemliggjorte ideal Nelson Madela kaldte Muammar Gadaffi for sin “kære broder” i en tale fra 1999. South African Government Information

Your Excellencies
Distinguished Guests
And My Dear Brother Leader

Those who dedicate themselves to causes affecting the lives of millions ought to have a clear understanding of history. They should plan their actions with a sense of their impact on those for whom they believe they act.

I know, My Brother Leader, that you and I, who have both been privileged and obliged by circumstance to be in such positions, have each in our own way tried to be true to that responsibility. Even so, we could not have planned things in such a way that you would be the last head of state I would officially receive on a bilateral basis before retiring from public office.

I am happy that it did, by chance, transpire this way.

The relationship between our two selves and between Libya and democratic South Africa has not been without controversy and therefore some special significance in world affairs.

As a responsible member of the international community of nations, South Africa would never defy predominant international opinion deliberately and merely for effect. This is a particular responsibility in a world that is fraught with possibilities of misunderstanding and consequent conflict and conflagration.

We remain convinced that respect for our multilateral bodies and compliance with their decisions, is crucial to stability, development and progress in a world still marked by tension, inequality and backwardness. This is so even where we may disagree as individual nations with those decisions.

In a world where the strong may seek to impose upon the more vulnerable; and where particular nations or groups of nations may still seek to decide the fate of the planet - in such a world respect for multilateralism, moderation of public discourse and a patient search for compromise become even more imperative to save the world from debilitating conflict and enduring inequality.

When we dismissed criticism of our friendship with yourself, My Brother Leader, and of the relationship between South Africa and Libya, it was precisely in defence of those values.

There must be a kernel of morality also to international behaviour. Of course, nations must place their own interests high on the list of considerations informing their international relations. But the amorality which decrees that might is right can not be the basis on which the world conducts itself in the next century.

It was pure expediency to call on democratic South Africa to turn its back on Libya and Qaddafi, who had assisted us in obtaining democracy at a time when those who now made that call were the friends of the enemies of democracy in South Africa.

Had we heeded those demands, we would have betrayed the very values and attitudes that allowed us as a nation to have adversaries sitting down and negotiating in a spirit of compromise. It would have meant denying that the South African experience could be a model and example for international behaviour.

In many ways, our modest contribution to resolving the Lockerbie issue will remain a highlight of the international aspects of our Presidency. No one can deny that the friendship and trust between South Africa and Libya played a significant part in arriving at this solution. If that be so, it vindicates our view that talking to one another and searching for peaceful solutions remain the surest way to resolve differences and advance peace and progress in the world.

We look forward with joy and anticipation to the full re-entry of Libya into the affairs of our continent and the world.

We have already seen Libya take up its role as an important actor on the African continent to help advance the peace process in the Democratic Republic of the Congo.

South Africa is proud to acknowledge the coincidence between its own position and SADC’s, on the one hand, and that of Libya on the other. We share the view that peace in the DRC can only be achieved through the withdrawal of all foreign forces and an inclusive political process of Congolese groups.

We appreciate very much Libya’s indication that its own efforts will be co-ordinated with those of our regional organisation, SADC. This approach confounds those who suggest that Libya is less than fully committed to multilateralism. My Brother Leader is involved in the Congolese process as a facilitator of the SADC process, just as we were involved in the Lockerbie issue as facilitators for the United Nations. In such ways we advance the ideals of multilateral co-operation and discipline. And for that we thank our Brother Leader and the Libyan people.

It was with much appreciation that I received reports from my Minister of Trade and Industry about our recent trade delegation to Libya. The friendly political relations between our two countries are now being consolidated and deepened through trade. We look forward to South African companies and Libyan entities bridging our continent from North to South in concrete expressions of African unity.

My Brother Leader, I know that in the abstemious conditions of the North African desert it is not the custom to propose a toast. We are, however, overwhelmed by at last having here on this southern tip of Africa one of the revolutionary icons of our times.

I shall therefore take the liberty to invite our guests to rise and raise their glasses with me in salute to Muamar Qaddafi, our Brother Leader of the Revolution of the Libyan Jamahariya, and to growing friendship between the people of our two countries.

Issued by the Office of the President, 13 June 1999

Ja skål på det for han er en af vor egne, en rigtig guttermand og så fager så han ud. Og så giver han nok en mindre massakre til at gå hjem på. Med bl.a. den tale fik Mandela lempet Libyen tilbage som en del af “verdenssamfundet” (som dækker over de herskende moralske vinde, som realpolitikken dikterer dem). Og hvad skal man mene om at Libyen senere endda fik formandsskabet for FNs menneskerettighedsråd (mens Zimbabwe overtog ledelsen forbæredygtig udvikling!). Hvad skal man i det hele taget med omverdenens fordømmelse af ens renome når nu omverdenen er så fordømt?

Christian Kock og Rune Engelbrecht i deres respektive omvendte verdener

Diverse — Drokles on February 15, 2011 at 6:03 pm

Mit klare indtryk er at Politiken er en magnet for folk, som stiller alt på hovedet., Da det samtidig også er en moraliserende avis bliver den også en magnet for moraliserende folk. Og kombinationen af moralister, der vender alt på hovedet er selvfølgelig hyklere. Her er en lille smagsprøve på Rune Engelbrecht Larsens univers, som det tegner sig på hans blog på Politiken

Særlig frastødende har det været at se Mubaraks rigtige venner, Berlusconi, Netanyahu og Fogh falde de egyptiske demonstranter i ryggen. Israel har sågar udtrykt bekymring for den begyndende vestlige kritik af Mubarak og ligefrem advaret imod, at det kan skræmme Vestens saudiarabiske allierede (Haaretz, 31.1.). Italiens premierminister har pustet Mubarak op til »den viseste mand og et præcist referencepunkt« (Reuters, 4.2.). Og i stedet for en utvetydig opbakning til demonstranterne har NATO’s generalsekretær, Danmarks tidligere statsminister og store krigsmanipulator, Anders Fogh Rasmussen koncentreret sig om sin frygt for »stabiliteten i regionen« (Politiken, 8.2.).

Som en læser minder om så havde Mubaraks regime en helt anden legitimitet i Engelbrechts øjne under Muhammedkrisen. Her var Engelbrecht meget fortørnet over Foghs håndtering af de 11 ambassadører (åh, kan de huske dem? Minder, minder…), der under et tyndt påskud af at ville dialoge, med vilje brød den diplomatiske protokol og gik uden om Udenrigsministeriet og grundlæggende kun havde krav om statslig intervention mod folkets frie ytringer. Dengang lød det fra Engelbrecht

Samtaledemokratiet omfatter åbenbart ikke muslimske ambassadører.

Statsministerens arrogante afvisning af ambassadørernes anmodning om et møde og hans manipulatoriske fremstilling af indholdet af deres brev såvel som af deres senere forklaringer bør få konsekvenser. At han tilmed har fortiet en klar advarsel om en eskalering af konflikten, forværrer kun det, der kan gå hen og blive Anders Fogh Rasmussens »Tamil-sag«.

Ambassadørbrevet advarer som nævnt om »reaktioner i islamiske lande«, og få dage senere advarer egypterne direkte om »en mulig eskalering af problemet« over for den danske ambassadør i Kairo, som det fremgår af en egyptisk regeringsredegørelse fra februar (jf. Politiken, 18.2.2006).

Ved flere lejligheder bliver det skåret ud i pap for statsministeren, hvor let sagen kan afsluttes uden implikationer for ytringsfriheden eller pressefriheden, men hver gang nægter han fuldkommen at forholde sig hertil.

Den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attiah tydeliggør allerede den 29. oktober, hvad hun helt konkret anbefaler: »Den Egyptiske Ambassade opfordrer indtrængende den danske regering til at behandle denne sag med større alvor, så en eskalering kan undgås, og forventer, at den i det mindste vil udsende en erklæring, der bekræfter dens misbilligelse af sådanne tegninger og enhver krænkelse af islam.« (Berlingske Tidende, 29.10.2005). Det samme siger en egyptisk embedsmand til den danske ambassadør i Kairo, da han i slutningen af oktober ekspliciterer, hvilken reaktion man efterlyser, »for eksempel gennem en officiel erklæring, der fordømmer hån af islam eller af profeten«.

Osv ad den dur. Ak ja det var dengang, hvor Mubarak stadig var fornemt medlem af Socialist International sammen med Anker Jørgensen, Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thornings Schmidt. Sådan er det altså ikke i dag, hvor hans overskrift hedder “Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh og co” uden smålig skelen til at stater har interesser, mens politiske partier har ideologiske fælleskaber. Men nu, hvor nogle ægyptere har delegitimeret det regime, hvis krav man dengang skulle efterkomme er rollerne byttet om. Men Engelbrecht er stadig den der røgter de forsmædelige for det er hans ret.

I 2006 kom Engelbrecht med sit afgørende argument for at bukke sig for diktatorens krav

Tværtimod kritiserer Anders Fogh Rasmussen oven i købet de 22 danske ex-ambassadører for dårlig timing, da de i et åbent brev i Politiken den 20. december kritiserer hans håndtering af sagen, fordi statsministeren vuderer, at konflikten er ved at være forbi.

Et fatalt dømmekraftssvigt på baggrund af tre måneders permanent eskalering af et ildevarslende konfliktscenario.

Anders Fogh Rasmussen har dermed fastholdt en meget alvorlig skævvridning af sagen siden midten af oktober, skønt han bliver advaret om en eskalering af krisen og ultimativt en handelsboykot uden på ét eneste tidspunkt så meget som at lytte til, hvad de muslimske ambassadører har på hjerte.

Resultatet kender vi, da amokløbet begynder i slutningen af januar. Hvad man end mener om Jyllands-Postens aktion, og hvor urimelig overreaktionen end bliver fire måneder efter tegningernes offentliggørelse, så er det statsministerens manipulatoriske fortielser og fordrejninger igennem tre måneders intens krise, der resulterer i den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstids historie.

Hensynet til fred og stabilitet! Følgerne kunne være katastrofale, “den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstids historie“. Det var Foghs svigt at han ikke prioriterede dette højere end lands lov og ret - og vores selvhævdelse.  Men hvad siger Engelbrecht nu?

Nej, det er ikke mellemøstlige menneskerettigheder, der står øverst på listen over vores udenrigspolitiske krav, men mellemøstlig stabilitet. Ganske vist forærer Vesten da også nogle millioner til NGO’er og oversætter en tekst eller to om ytringsfrihed til arabisk, men samtidig kaster vi milliarder i grams til opretholdelse af stabilitetens autoritære og militære status quo.

Det er nemlig stabile diktatorer, der holder olien flydende og oliepriserne i ro. Det er stabile diktatorer, der fastholder den bekvemme illusion om islams uforenelighed med menneskerettigheder, og det er stabile diktatorer, der tilbyder os flybaser og lukrative handelsaftaler.

(…)

Og måske kan egypternes udholdenhed vise sig stærk nok, trods diktaturets pinagtige samarbejdspolitikere som Berlusconi & Fogh, hvis stupide statements i påfaldende grad ligner Mubaraks & Suleiman virkelighedsfjerne taler om deres selvlegitimerende ’stabilitet’.

Nu er ønsket om stabilitet pludseligt stupidt. Også selv om indsatsen er noget højere i denne krudttønde af en region. Men alt er omvendt i Engelbrechts verden, hvor det tilkommer hyklerne at beskylde alle andre for hykleri. Vi må ikke stå på vores rettigheder, men skal underkaste os andres er den eneste røde tråd i Engelbrechts vulgærpolitikenske univers. Gennem selvmodsigelser får Engelbrecht altid skurkerollen placeret det samme sted, som her

Overdrivelser af Det Muslimske Broderskabs ekstremisme og indflydelse på situationen i Egypten misbruges endvidere til at legitimere diktaturet, når Mubarak og hans venner i Vesten direkte og indirekte truer med, at Kairo i 2011 blot bliver en gentagelse af Teheran i 1979. Men hvis der er en parallel, består den i Vestens manglende selverkendelse efter den fatale støtte til Irans Shah, Mohammad Reza Pahlavi, der ‘gentages’ i en alt for langvarig og hjertelig opbakning til Mubarak & Suleiman, der har knust kritikere og drænet deres eget land for hundreder af milliarder kroner.

Hvis nogen skubber arabere i armene på yderligtgående islamister, er det os.

Der er ikke noget islamistisk problem medmindre vi er skyld i det! Ja sådan går kabalen jo altid op for vi er skyld i alt dårligt også andres handlinger imod os.

Engelbrechts fanskare kan i samme faste skurkerollelogik selvfølgelig ikke have en en debat uden at flirte med antisemitismen forklædt som Israelkritik. En læser håber således at “hvis Israel kommer til at lide under det [en fremtidig ægyptisk antiisraelsk regering], så får de vel hvad de har fortjent, de er jo i grunden roden til alle urolighederne i mellemøsten“, et håb han senere trumfer med “Isralierne der breder sig som pest i mellemøsten, det er roden til alt ondt.“. En anden ironiserer bagvendt “At Israel er nervøs for, hvad demokratiet i Egypten kan føre til , er ummidelbart forståeligt ,når vi tager i betragtning ,hvad demokratiet har ført til i Israel.” Man skal nok kende segmentet Politikens logik for at finde meningen i det udsagn, men det må være noget med at man er imod Israels politik og derfor virker demokratiet ikke. En anden vinkel fra segmentet “Danmark bør følge Ægyptens demokratiske indstillede borgere og kræve at VKO går af, nu!“. Det er helt sort. Nok om dem.

Det rablende hykleri, som Engelbrechts har Politiken, som sagt en særlig forkærlighed for at bringe til torvs. Her interviewes professor i retorik Christian Kock, der pleonastisk mener at “Politikere er verbale svindlere

»Jeg vil have en bedre debatkultur. En måde at få det på er at påpege de uskikke, som forringer især den politiske debat. Ved at være mere på vagt kan journalister bedre slå ned på politikerne, så de ikke slipper så godt fra uskikkene, og vi borgere kan lade være at stemme på de mennesker. Vi har trods alt mange måder, vi kan signalere til politikerne, at når de ikke svarer på modargumenter, så gider vi ikke stemme på dem. Det, tror jeg, er et signal, som politikerne kunne forstå«.

Ok, lad os se på, hvad Kock mener er uskikke

For eksempel gør man, som Piet Hein siger: Man dutter folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå. Det kaldes at lave en stråmand, og så skyder man dem ned.

Jo det er vi jo enige i, men øjeblikket efter udtaler professoren

Derudover kan man indføje, at indvandrerdebatten har været præget af flere andre uskikke, som i særlig grad findes i den debat, og som ikke har været så udpræget i andre. For eksempel generaliseringer. Især har den indvandrerkritiske fløj været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere om befolkningsgrupper.

Ikke nok med at en den ene fløj har “været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere“, som jo ellers nok kandiderer det genereliserende så betegnes den også som indvandrerkritisk, fremfor indvandringskritisk. At dutte folk en mening på…

Jeg ved godt, at Søren Krarup ringeagter stort set alle andre end dem, der præcis mener som han. Men de humanistiske debattører ringeagter også ham. Lad bare begge parter beholde deres ringeagt, men det er med til at forgifte debatten, at de ustandseligt udtrykker den. Det er med til at skabe unødig polarisering, og det er med til at lede opmærksomheden fra problemerne.

Ja lad os endelig holde ringeagten tilbage for den skaber unødig polarisering og dum da dej

Anders Fogh Rasmussen sagde på et tidspunkt om indvandrerdebatten, at den er pæn og ordentlig, rolig og redelig. Det synes jeg også, den skulle være, men den udtalelse er Sadam Husseins informationsminister værdig! Det er fuldstændig latterligt at komme med den påstand.

(…)

Men nej, det har været elendigt siden midten af firserne, hvor den startede. Processen udviklede sig nok sådan, at Søren Krarup og konsorter begyndte med at udtrykke sig fuldstændig hysterisk omkring indvandrere.

Eller for at lade Politiken journalist skære det ud i pap

Kan der ikke være en grund til personfokus? Du nævner jo selv Søren Krarup ofte både her og i din bog.

»Måske har jeg nævnt ham lige lovligt tit, men han har været en fuldstændig dominerende faktor i indvandrerdebatten, som har domineret dansk politik i mange år. Han har været medskyldig i, at debatten er blevet så dårlig, som den er – blandt andet fordi han har gjort alle de ting, jeg kritiserer. Jeg synes, at i stedet for at respektere ham, så skal vi sige, at han har været til skade for indvandrerdebatten«

Når den store Kock bryder reglen er det fordi han har og er i sin ret. Alle andre og deres konsorter forgifter debatten med hysteriske og fuldstændig latterlige genereliseringer, som var de Saddam Husseins Informationsminister.

Ikke et relevant ord

Diverse — Drokles on February 6, 2011 at 4:12 pm

Ifølge Berlingske Tidende har Cepos regnet lidt på det underskud indvandrere fra underudviklede/muslimske lande og det er efterlønslavt - 16 mia. bobs. Eller med tidligere forskningschef i Rockwool Fonden Gunnar Viby Mogensens ord “...et beløb, der er større end Danmarks ulandshjælp“. Det er næppe den fulde omkostning, men alligevel et rimeligt beløb, hvis man tænker i retning af Folkeskole eller ventelister. Nuvel vi har et stort underskud, som blot bliver større med mere indvandring. Og reaktionerne fra Borgen?

Indvandrere skal i en periode arbejde for under efterlønnen [der menes mindstelønnen] for at sikre, at flere kommer i arbejde.

Sådan lød det fra finansminister Claus Hjort (V) i dagens udgave af Berlingske. Det forslag om en såkaldt indslusningsløn bakker de konservatives politiske ordfører Carina Christensen (K) nu op om.

Det skal fedt hjælpe. Især når det helårsvalgkampsførende Dansk Folkeparti der tilsyneladende er tavse i denne sag, tidligere har sagt nej til lignende forslag da “det var diskriminerende, og understregede deres frygt for, at det ville forringe danske arbejdsløses muligheder på arbejdsmarkedet. “. Og så bliver der ikke pølser  af det skind for ifølge Jyllands-Posten er det også venstrefløjens frygt (bortset fra at det skulle ramme danskere selvfølgelig)

Alle skal behandles lige i det sociale system, mener SF, som derfor siger blankt nej til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forslag om at revurdere alle førtidspensionister med etnisk minoritetsbaggrund.

Der ligger hun på linie med Kristendemokraten

- Vi vil ikke skelne mellem nationalitet eller etnisk baggrund, når der skal tildeles førtidspension eller løn, siger partiets politiske ordfører Per Ørum Jørgensen, som er en del af den forligskreds, der forhandler førtidspension i øjeblikket.

Anders Samuelsen prøver lidt progressivitet og foreslår en ny indvandringspolitik med denne selvmodsigelse

- Det vil sikre, at det er de rigtige, der kommer til Danmark. Og så oven i købet uden at man skelner til religion eller hudfarve, siger Anders Samuelsen.

Religion er bare noget nogen leger. Ikke et eneste parti siger STOP! Ikke et eneste parti kræver repatriering. Ikke et eneste relevant ord fra Borgen.

Et snapshot af de sædvanlige stereotypiske forestillinger, der strømmer fra barerne

Diverse — Drokles on January 11, 2011 at 5:29 am

Følgende snapshot af vores møde med islam er det “sædvanlige stereotypiske forestillinger strømmer fra barerne“, som Jürgen Habermas argumenterer i en kronik i Politiken. Jeg ved ikke, hvor mange stereotypiske forestillinger  der kan strømme fra barerne i Syd Sudan, men her var der glæde over løsrivelsen fra det islamiske nord. Måske fordi sydsudanesernes erfaringer ligner de sædvanlige stereotypiske som Peter Nedergaard opridser på sin blog, hvor han ønsker tillykke med løsrivelsen

Det betyder, at Sydsudan kan komme til at leve efter egne lov og ikke med den konstante risiko for intimidering fra det islamistiske styre i Nordsudan, som i 1983 påtvang hele Sudan sharialoven. Det betyder også, at man undgår længere at have præsident Umar Hasan Ahmad al-Bash?r (fra nord og under international anklage for krigsforbrydelser) som statsoverhoved. Som de siger i Juba (hovedbyen i Sydsudan): “Næste gang, han kommer på besøg, sender vi ham tilbage med fly til Den Internationale Krigsforbryderdomstiol i Haag.”

Endelig undgår Sydsudans befolkning forhåbentlig flere myrderier, som i de seneste 20 års borgerkrig har kostet omkring to millioner (fortrinsvis sydsudanesere) livet.

Og som Berlingske Tidende gør opmærksom på i en artikel

Forfølgelsen af kristne i Egypten og i Irak er kun toppen af isbjerget. Overalt i de arabiske samfund foregår der en systematisk forfølgelse og diskriminering af de kristne. De fleste steder ikke så synligt som i Irak og i Egypten, hvor de kristne bliver myrdet gennem terroraktioner. Men det er et faktum, at antallet af kristne i den arabiske verden bliver mindre og mindre.

Jo, men det er jo så langt væk og de har jo heller ingen penge dernede (med mindre de altså skal på bar) og så bliver man jo frustreret. Der er intet, der kan retfærdiggøre myten om et generelt islamisk problem, der rækker udover de utallige ens enkelte socioøkonomiske geografisk bundne særtilfælde. Det er blot Sarkosy, der har været på bar når han siger at kristne mindretal i Mellemøsten er ofre for “religiøse udrensninger” som Jyllands-Posten fortæller og illustrerer med dette fordrukne eksempel

Franske efterretningskilder siger, at de har indledt en efterforskning, efter at en koptisk kristen kirke i Frankrig har modtaget trusler om et forestående terrorangreb.

Nårh ja, men det er jo bare et eksempel og det skal man ikke tillægge nogen værdi for eller konkluderer man hurtigt forkert, hvis sidenmanden rækker ud efter peanuts’ne mens han citerer fra Daily Mirror

MORE than 500 British Islamic extremists are planning terror strikes in the UK, according to secret figures obtained by the Daily Mirror.

Some of the jihadists, who are being watched by MI5 and counter-terror police, have already obtained bomb-making materials.

Logikken fra baren er jo åbenbart at islam skulle have problemer med sine omgivelser. Hvorfor ikke bare blande det sammen med forholdet til kvinder om man må spørge de sene gæster? For det kan vel være ideelt?

” Marokkanerne har tradition for at følge den gyldne middelvej, også når det gælder religion. Jeg synes, at vores familielovgivning er et godt eksempel på det. Det er stadig islam , der udgør rammen, men vi har bevæget os langt i retning af ligestilling.” Houda Zekri er marokkansk jurist med speciale i familielovgivningen, og så er hun stolt af at være marokkaner.

For ifølge hende anviser Marokko et eksempel på en måde at balancere mellem tradition og modernitet, islam og vestlig indflydelse på, som kan inspirere andre muslimske lande. Hun håber, at den reform af den marokkanske familielovgivning, som blev gennemført for seks år siden, kan danne model for andre mellemøstlige og muslimsk dominerede lande.

(…)

Sekulære feminister er generelt kritiske over for familielovens regler om arveret og polygami. En kvinde kan fortsat kun arve halvt så meget som en mand, og det er stadig muligt - omend besværligt - at indgå polygame ægteskaber. For Assiya er det imidlertid islamisk arvesølv, som ikke bør opgives.

” Som kvinde må jeg acceptere visse begrænsninger. Men islam giver mig også frihed, og vigtigst af alt beskytter islam familien,” siger hun.

(…)

Blandt andet på baggrund heraf vurderer [Pruzan-Jørgensen], at flere muslimske lande kan tænkes at gå samme vej som Marokko, når det gælder reformer af familielovgivningen: ” Vi kan ikke forvente, at landene i Mellemøsten får samme type ligestilling som i Danmark, hverken juridisk eller i praksis. De muslimske mellemøstlige samfund er dybt præget af en anden måde at tænke køn, ligestilling, individ, familie og frihed på, og religionen er stadig central for befolkningens selvforståelse og holdninger til de her spørgsmål. De sekulære kvindeorganisationer har kun ringe gennemslagskraft i den brede befolkning. Så den marokkanske løsning - en familielov baseret på islam , men med inddragelse af nye fortolkninger - kan meget vel blive vejen frem,” siger hun.

Se selv og den tankegang er ingenlunde en nedvurdering af kvinder eller vantro.

Police and social services have been accused of fuelling a culture of silence which has allowed hundreds of young white girls to be exploited by Asian men for sex.

Agencies have identified a long-term pattern of offending by gangs of men, predominantly from the British Pakistani community, who have befriended and abused hundreds of vulnerable girls aged 11 to 16.

Experts claim the statistics represent a mere fraction of a ‘tidal wave’ of offending in counties across the Midlands and the north of England which has been going on for more than a decade.

On-street grooming: CCTV footage shows Mohammed Romaan Liaqat and Abid Mohammed Saddique, who were jailed last year for a string of sexual offences in Derby, cruising the streets in a BMW

A senior officer at West Mercia police has called for an end to the ‘damaging taboo’ connecting on-street grooming with race.

Detective Chief Inspector Alan Edwards said: ‘These girls are being passed around and used as meat.

‘To stop this type of crime you need to start everyone talking about it but everyone’s been too scared to address the ethnicity factor.

‘No one wants to stand up and say that Pakistani guys in some parts of the country are recruiting young white girls and passing them around their relatives for sex, but we need to stop being worried about the racial complication.’

In a briefing paper, researchers at University College London’s Jill Dando Institute of Security and Crime Science concurred that victims were typically white girls while ‘most central offenders are Pakistani’.

The offenders were not viewed as paedophiles but had picked the girls ‘because of their malleability’.

Joeh, men de hvide konstruerer jo også de fremmede i et negativt modbillede. Islamisk lære, som vi måske kunne lære meget af opererer jo ud fra en præmis om at alle er muslimer og følger de samme frigørende forskrifter. Fra Avisen.dk

En alvorlig mangel på ligestilling mellem drenge og piger på den somaliske privatskole Calamus i København bekymrer Undervisningsministeriet i en sådan grad, at skolen sandsynligvis bliver lukket.

(…)

“Relationen mellem eleverne bar i alle de observerede lektioner præg af modvilje mod at samarbejde med det andet køn,” afslører Skolestyrelsen, der også dokumenterer, at undervisningen i flere fag sker kønsopdelt, og at eleverne ikke er vant til at samarbejde på tværs af køn.

Ubehag ved sport med modsatte køn

“Lærerne oplevede, at det var naturligt for børn at vise afsky for det andet køn, og at de værgede sig ved at arbejdesammen,” lyder det i rapporten.

“Drenge og piger udviste stor modstand overfor at skulle samarbejde,” står der videre.

Altså helt ærligt, det kommer til at lyde så negativt og stereotypt, man glemmer helt at der ingen tvang er i religion når man bare sidder og drikker. Fra Kristeligt Dagblad

En herboende kristen irakisk familie har i to uger modtaget truende telefonopkald om at konvertere til islam. Familien lever i frygt og aner ikke, hvem der står bag chikanen. Religiøse trusler har længe været kendt blandt konvertitter

(…)

Det er dog langtfra ukendt, at der kan trækkes tråde hele vejen fra Danmark til flygtningenes hjemlande, når det handler om religiøse trusler. Specielt for muslimer, der er konverteret til kristendommen efter deres ankomst til Danmark, kan det skabe fatale konflikter, fortæller både Mogen S. Mogensen, ekspert i konversion, Birthe Muck-Fairwood, leder af Tværkulturelt Center, og Massoud Fouroozandeh, tidligere muslim og nu leder af den kristne frimenighed Church of Love.

“Vi har flere medlemmer af menigheden, som er konverteret og efterfølgende er blevet truet. De personer, der er konverteret, kan også opleve, at deres familier i hjemlandet ringer og beder dem lade være med at konvertere, fordi familien er blevet opsøgt af personer, der truer dem med konsekvenser, hvis deres slægtning her i Danmark konverterer,” siger Massoud Fouroozandeh.

Arh, men det betyder jo ikke noget. Alt udjævner sig jo og det er jo blot i deres egne rækker det måske er således. Fra Daily Mail

The number of Muslim converts in Britain has passed 100,000, fuelled by a surge in young white women adopting the Islamic faith.

The figure has almost doubled in ten years – with the average convert now a 27-year-old white woman fed up with British consumerism and immorality.

The numbers, revealed in a study by multi-faith group Faith Matters, have led to claims that the country is undergoing a process of ‘Islamification’.

Der er vel næppe tale om en islamificering. 100.000 er da ikke så mange i så stort et land. Ellers burde man kunne regne på en fremtidig udvikling. Fra Gates of Vienna

Other annual changes to the population come from immigration and emigration. According to the latest estimates, more than 600,000 immigrants enter the UK every year. Figures for emigration vary, but seem to indicate that about 180,000 to 200,000 British citizens leave the country permanently every year. Both of these rates have been increasing over the past decade.

The big question here is how many of the immigrants are Muslims, and how many of the emigrant citizens are natives. One would assume that a large portion of the immigrants are Muslims: 50% seems a reasonable approximation. And it seems likely that most of the emigrants would be native Britons, escaping the conditions created in part by the massive influx of immigrants.

My scenarios employ a fairly cautious range of parameters for migration: between 250,000 and 350,000 Muslim immigrants every year, and 100,000 to 200,000 annual native emigrants.

Utilizing the above assumptions, I have devised three scenarios employing the following parameters to model future trends:

(…)

All three scenarios demonstrate that trouble is coming to the UK quite soon, even in the most optimistic scenario. In a generation or less Britain will see the kind of fiscal deterioration, civil unrest, and sectarian violence that one normally associates with countries such as Bosnia and Lebanon.

The fact that the natives will retain their voting majority for another forty years is not enough to prevent catastrophe, unless they begin voting as a bloc, and relatively soon. The main political parties are already thoroughly dhimmified, and this tendency can only be expected to intensify as the Muslim portion of the electorate grows.

Men England er jo, som gammelt koloniland i en helt anden situation. Fra Stockholm News

The Swedish population is increasing. At New Year there where 9 417 000 Swedes. This is an increase with 76 000 during 2010.

The increase is both due to high birth rates and a high immigration. During the whole last decade the birth rates went up and last year 116 000 children were born, a three percent increase compared with 2009.

Måske man alligevel trænger sig til lidt at styrke sig på? Mens alkohol endnu er tilladt.

Godt Nytår

Diverse — Drokles on December 31, 2010 at 7:05 am

Det var så det år, hvor vi netop ikke oplevede terror på dansk eller svensk jord. No worries. Men det var endnu et af de år, hvor en eller anden form for sagkundskab forsikrede om at islam i hvert fald ikke havde noget med den globale islamiske terror at gøre. Terrorister er blot yngre mænd med et trist humør, som de gennem et blodbad ville dele med os andre. Forklaringen er ikke helt forkert, men den overser alligevel det væsentlige for da alle disse triste yngre mænd er muslimer er konklusionen jo stadig den banale at islam er det, der driver folk ud i morderisk tristesse. Mens der stadig blev spekuleret over Bombemanden fra Hotel Jørgensen’s motiv kunne man i Jyllands-Posten læse at

Han var en ganske almindelig troende muslim, og jeg havde aldrig problemer med ham. Derfor er jeg også meget overrasket over at høre, at han sidder varetægtsfængslet i København,« fortæller Abdulla Delchad.

Chok! Seneste skud på denne forklaringsforskydningsstamme kom i Weekendavisen, hvor DIIS-forsker Manni Crone slog til lyd for at radikalisering var en drivkraft i sig selv mod sammenhold og spænding. Sikkert en god forklaring, men den overser alligevel det væsentligste nemlig at alle de radikale finder ideelle sammenhold for spændende blodbad i islamisk tankegang og i fællesskab med andre muslimer fremfor hos - lad os sige - Frelsen Hær.

At Julens forpurrede terrorforsøg havde Politikens Hus, som mål var alligevel lidt ironisk da netop Seidenfaden i årets løb havde forsøgt sig med en livsforsikring mod islamisk sammenhold og spænding ved at indgå en deal med Muhammeds forurettede efterkommere. Således argumenterede Neville Seidenfaden

Det gav Politiken en mulighed for at praktisere det, vi har prædiket hele tiden. At der skulle have været ført en dialog. At dialog havde virket i Muhammedsagen. Det er en regulær undskyldning for de uforvarende konsekvenser af vores handling. Det eneste de har fået er en anerkendelse af de muslimske følelser. Det er smukt og rigtigt.

Se hvor det hjalp Tøger. Du ville vide at du godt kunne have sparet dig og din avis for yderligere ydmygelse hvis du gad forstå at der skelnes ikke mellem de vantro. Vi er alle i samme båd, som sangen siger.

Jyllands-Posten slog i sommerens løb lidt af agurketiden ihjel med endnu et eksempel på det stadigt mere segregerede samfund.

I flere år har Danmark haft muslimske friskoler. Indvandrere med tyrkisk baggrund vil have deres eget gymnasium, og nu er der også planer om en række muslimske plejehjem.

Det er paraplyorganisationen Muslimernes Fællesråd, der står bag planerne. Hjemmene skal tilbyde mad efter islamiske forskrifter, tolkning, fastansatte imamer, fejring af muslimske højtider, ligesom der vil være assistance til de fem daglige bønner og fast fredagsbøn.

Det er fair nok, land for fred. Der er jo intet odiøst i at blive fri for andre etniciteter, som der jo reelt er tale om, selv om man lader det hedde sig at man vil være blandt sine egne. Forskellen på om man vælger sine egne til eller de andre fra er kun et spørgsmål om man hykler eller ej. Jeg vil så også bare have muligheden for at være fri for muslimer i mine børns skole og på mine forældres plejehjem og regner med venstrefløjens og liberales fulde støtte til mine “vælg rigtig dansk” valg.

Også Politiken brugte agurketiden på at lufte velkendte travere, men her havde man et andet fokus, hvor tilvalg af etnicitet i hvert fald ikke er i orden.

Rokilde Festival er en lukket klub for hvide danskere og gør ikke nok for at tiltrække samfundets op mod 10 procent ikke-etniske danskere, mener phd. i musikvidenskab Henrik Marstal.

Måske skyldes den gode stemning på Roskildefestivallen netop fraværet af ikke-etniske danskere? Vold er i hvert fald ikke fremherskende på festivalpladsen trods indtaget af massive mængder alkohol. For at modvirke denne lukkede hvide klub foreslog musikeksperten med den store viden om de ikke-etniske danskere og deres integration i samfundet derfor ”…at festivalen burde invitere flere bands fra den tredje verden.” Ja det skal fedt hjælpe. Engang for ikke så længe siden var det meget på mode at tale om McDonaldificeringen af den tredie verden, hvilket vil sige at vores og især amerikanernes plastikkultur fortrængte den oprindelige kultur. Med andre ord vil folk hellere høre Britney Spears og Rolling Stones en den lokale umpa-umpa, der skal gøre det ud for musik. De eneste, der tvinger sig selv til at høre umpa-umpa er ironisk nok en bestemt type hvide vesterlændinge, der kokketere med et forløjet udsyn. Arketyperne kan oplevet som publikum ved Pierre Dørges Verdensorkesters koncerter.

Men ”Henrik Marstal mener også, at de billeder af nøgne og påvirkede mennesker, der hvert år kommer ud i pressen i hobetal, kan være med til at skræmme visse væk fra festivalen“.

»I år så jeg en splitternøgen kvinde på festivalpladsen. Man skulle tro, at de vagter, der alligevel tjekker armbånd og holder øje med, at folk ikke tager egne drikkevarer med ind, også kunne fortælle folk, at deres påklædning eller mangel på samme, måske virker stødende på nogen?«

Det der virker krænkende på nogen virker jo tiltrækkende på andre. Derfor går frihed og multikultur ikke hånd i hånd. Det er kort sagt svært for en musikfestival at tiltrække de musikforbydende shariatilhængere. Men der findes jo også anden kulturberigelse end den islamiske

»Det undrer mig år efter år, at de eneste mennesker, jeg ser, med en anden etnisk baggrund end dansk er flaskesamlende romaer, der i den grad slet ikke er med i festen«.

Tjah, men de havde jo købt eller på anden måde skaffet sig en billet. Som nogle kan lide at danse nøgne kan andre lide at samle flasker. Shariatilhængerne, som jo nok er dem, der er længst fra at blive integreret kan jo hverken lide musik, alkohol, nøgenhed eller det at forsørge sig selv. Og så har danskerne jo ikke meget fællesskab at tilbyde dem.

Forfatteren  og anæmikeren Carsten Jensen  har et godt øje til det at vores krigsdetagelse gør noget ved vores identitet og advarer på sin egen rå måde mod en forråelse af vores sind. At han undervurderer hvor ret han egentlig har kom der et lille eksempel på i P1 programmet Søndagsfrokosten, hvor han uden at reagere hørte forsvarsministeren komme med følgende rå kandidat til årets citat

En død talibaner kommer jo altså ikke tilbage!

Så sandt. Og han er således også en god talibaner! Jensen reagerede slet ikke. Selv fik jeg kaffen galt i halsen og tænkte tilbage på de uskyldige dage, hvor Svend Bernsteins begejstrede pegepind åbenbarede generalernes antiseptiske krigsopfattelse uden antydning af død og elendighed. Men noget kunne tyde på at hun har ret for ifølge Information bruger Taliban i stigende omfang børnesoldater og ligesom med Hitler tyder det jo på at klokken er ved at falde i slag. Og så kan forsvarsministeren jo oven i købet glæde sig over at en død Talibaner næppe nåede at formere sig!

TV2s historie om de City2-handlende hjemmehjælpere, der mere end de fleste forstår at udnytte deres arbejdstid effektivt fik mig til at mindes en mindre historie for nogle år tilbage. En ung liberalist havde taget arbejde på et plejehjem som uuddannet sygehjælper og efter et par måneder stod han frem i medierne med anklager mod sine tidligere kollegaer om dovenskab og massiv kaffedrikning. Det skabte selvfølgelig et mindre ramaskrig og sygehjælperne mente han overdrev og misforstod arbejdets karakter. For at det ikke skulle ende i et uskønt opgør med påstand mod påstand gik han dum som han var med til at møde sine tidligere kollegaer så de kunne tale ud om det oplevede. Her sad så en umoden knægt i direkte konfrontation med 50 kvinder, der alle kunne være hans mor, der på skift fortalte hvor kede af det de var og udtrykte deres skuffelse og deres manglende forståelse over, hvorfor han dog ikke bare kom til dem i første omgang - om han da slet ikke kunne lide dem? Woody Allen siger i Manhatten at det er svært nok at overleve bare een mor. Og den stakkels liberalist var da også så følelsesmæssigt medtaget af seancen at han ikke kunne gennemføre det efterfølgende TV-interview og bare måtte vende ryggen til journalisten og grådkvalt vakle alene afsted gennem formiddagstraffikken.

Sommerens absolutte højdepunkt skulle selvfølgelig trækkes gennem den politiske korrekthed i uskøn disharmoni med Sydafrikas 12 år gamle kulturrelle arv af et plastikhorn under afholdelsen af fodbold VM. Medierne var simpelthen slået med beundring og forbløffelse for det tyske landsholds sejre. Tyskland havde nemlig endnu et bud på idealsamfundet, hvis uomtvistelige styrke denne gang skulle bevises med fodboldstøvler. Man havde lykkeligt glemt at Jugoslavien spillede vidunderlig fodbold op til og endda under de etniske udrensninger og massemord. Det dæmpede ikke engang opstemtheden at det multikulturelle Tyskland røg ud efter en lektion i moderne fodbold smukt forelæst af det monokulturelle Spanske landshold. Det var stadig fantastisk at de tredobbelte verdensmestre overhovedet kunne nå så langt, når de kun havde den dobbelte befolkning i forhold til Spanien at hente talentmasse fra. Selv i taberfinalen svømmede medierne kun over af lovord om det tyske hold, der modigt stod op imod mægtige Uruguay. Forklaringen på det tyske mirakel var at de havde en rigtig tyrker på deres landshold. At Uruguays samlede befolkning er mindre end antallet af tyskere med tyrkisk afstamning fremkaldte ikke den ellers normale sympati for underdog’en.

Der var i året der gik også megen debat om oprettelsen af et pointsystem til opnåelse af statsborgerskab. Det var for mange på venstrefløjen et udtryk for racisme at udelukke mennesker med en bevidst uvilje mod at gøre sig den mindste anstrengelse for at opfylde rent symbolske formalia som et tegn på at ville bidrage ikkedestruktivt til vores fællesskab.  Berlingske Tidende kunne i en helt anden forbindelse fortælle at “Staten er den arbejdsplads i Danmark, der er dårligst til at integrere kvalificerede udlændinge på det danske arbejdsmarked.” og det fandt integrationsordfører for Socialdemokraterne Henrik Dam Kristensen både “paradoksal” og “deprimerende”. Paradoksalt siges der. Offentligt ansatte stemmer i overvældende grad på den røde blok og holder meget af at læse Politiken og Information og her findes måske et paradoks i deres egen selvforståelse. Men hvem ansætter de offentligt ansatte? Ja det gør de offentligt ansatte jo. Og de gør det ud fra et system, hvor man kræver visse kvalifikationer for at sikre sig at de man ansætter kan bidrage positivt til systemets opretholdelse og produktion (eller det er i hvert fald tesen). De forskellige kvalifikationer er defineret og gradueret efter hvad der i realiteten er et pointsystem. At kompromitere dette pointsystem er at kompromitere den offentlige service - og det er ingen jo interesseret i. Som heller ingen vel er interesseret i at hele samfundet kompromiteres af alskens uproduktive spielverderbere der frit myldrer ind over grænsen.

2010 blev også året for de faldne engle. En amerikansk prædikants annoncerede afbrænding af Koranen fik folk op af stolene. Nogle rasede selvmodsigende over at en mand med så få tilhængere kunne få lov til at sætte dagsordenen uden tanke på at de var de eneste der hoppede i gryden. De forslåede tabere af ytringsfrihedsdebatten holdt klog af skade ikke fanen særlig højt - eller også hører jeg dem bare ikke længere. Der kom noget forventeligt forskrækket ævl fra den lukne mellemvare af anstændige borgerlige. Men overraskende og trist (dog ikke terrormotiverende trist) var det at tidligere stoute forsvarere af ytringsfriheden ansøgte om at blive anstændig borgerlige prospects. I Politiken kom Dansk Folkepartis Søren Espersen med denne besværgelse

»Jeg synes, det er noget svineri. Jeg bryder mig ikke om bogafbrændinger - de giver nogle mærkelige associationer«, siger han med henvisning til nazisternes berygtede bogafbrændinger op til Anden Verdenskrig.

Det ligner efterhånden kun Søren Espersen alt for godt at trække nazikortet selv om det absolut ikke klæder ham. Lars Hedegaard foretog også associationstricket med nazisterne (at give negative associationer i offentligheden var i øvrigt også et af nazisternes helt store slagnumre) da han i DR2s Deadline intellektualiserede det bedste hans indre trotskist har lært ham i uskøn samklang med Fatih el-Abed og slog fast at der ikke eksisterede nogen undskyldning for at brænde en bog. Her blev Hedegaard og Espersen eleveret til Ellemann-Seidenfaden niveau, hvor man qua sin gode smag og stand kan afgøre hvilke udtryk, der er sømmelige og hvilke der er uundskyldelige.

Bøger bliver i stort omfang destrueret når de har tjent deres formål eller blot savner nogen interesse og oftest er det flammerne der tager dem på forskellige forbrændingsanlæg. Så hvorfor kan dette ikke gøres, som et udtryk? Ville man også sige svineri hvis nogen brændte Mein Kampf?  Men hvor man brænder bøger brænder man også mennesker lød udsagnet igen og igen. Jamen det er en korrelation og ikke causalitet. Den frie tankes fjender søger at udslette alle frie ytringer og afbænding af bøger er blot et led i udslettelsen af selve mindet om den frie tanke. Derfor brændte man konkret bøger i rå mængder for at de ikke skulle eksistere. Dette skete simultant med fysiske overfald på alle for deres anstødelige ytringer - som vi jo kender det mere og mere i dagens Danmark. Afbrænding af Koraner og andet fascistisk hadlitteratur sker ikke for at slette den frie tankegang, men er et symbolsk svar på en konkret trussel og en modstand mod en bestemt ide.

Nu vi er ved fascistiske symboler så var det også et år, hvor det muslimske tørklæde var oppe at vende i debatten og denne gang var sygehusene slagmarken. Patienter skulle have ret til at frabede sig behandling og pleje af personer, der insisterede på at kyse dem med totalitær symbolik mente Dansk Folkeparti. Men det var der ikke helt setmning for. Et nærmest klassisk cirkelforsvar for “retten til tørklæde”, der i praksis er en tvang, hvor muslimerne er mange nok, lød

»Hvis en patient tillægger en læge med muslimsk tørklæde skumle motiver, så kan jeg ikke se, hvordan patienten skulle være sikker på, at de skumle motiver forsvinder, bare fordi kvinden tager tørklædet af«, siger Poul Jaszczak, der selv arbejder på den gynækologiske afdeling på Herlev Hospital.

»Jeg har en god kollega, der bærer tørklæde. Det er hendes ret, og det ville være en katastrofe at tvinge hende til at tage det af. Hun er god ved patienterne, og alle respekterer hende. Derfor gør det ondt, at nogen kan finde på at sige, at man er en underlødig person, fordi man bærer tørklæde«, siger han.

Skumle motiver er et mærkeligt ord, men nuvel. De skumle motiver man aner manifesterer sig i den logik han opridser når han siger at “det ville være en katastrofe at tvinge hende til at tage det af”. For der er jo en grund til at hun har det på en grund der er så tvingende at alt andet vil være “en katastrofe”. Og det en grund skræmmer i sig selv. Vi forventer selvfølgelig at en sygeplejerske er et menneske med sin faglighed og kvalifikationer, men i muslimens uadskildelighed fra tørklædet får vi først og fremmest en religiøs agent da tørklædet er uadskildeligt fra mennesket og det konfronteres vi med i en situation, hvor vi er svage. Det er som den klassiske vittighed med den store hund, hvis ejer beroliger med at den er blid som et lam - med mindre den kan mærke at du er bange. Din frygt, følelse, indstilling er altså det potentielt katastrofale.

Burkaen var også oppe at vende og forskellige intellektuelt fortumlede mennesker foretog med jævne mellemrum jødetesten på avisernes debatsider. Det giver ingen mening at lave jødetesten for jøder går ikke med burka tænkte jeg først. Men meningen var sikkert at skifte burkaen ud med jøden så der istedet for at forbud mod burkaer var et forbud mod jøder. Dette ville nu heller ikke give nogen mening at en gruppe velassimilerede højtuddannede skatteydere blev fremstillet som værende en social belastning. Valget af netop burkaer var jo netop ganske konkret i og med at burkaer aldrig (eller meget sjældent) er i job og altid i opposition til samfundet - eller sammenholdet, som de bruger i Sverige.

Men den danske presse er faktisk fuld af racisme, hvis man underkaster den Jødetesten. Tænk blot på sporten, hvor landsholdsjøderne svigtede den danske ære i Sydafrika. Michael Laudrup, der ikke kan få stjernejøderne til sin økonomisk trængte klub og kan blive tvunget til at sælge nogle af sine bedste jøder, hvilket efterlader ham med sekundajøder. Ja det er helt almindeligt i sportsverdenen at købe og sælge jøder. Og de kasseres endda før de er fyldt fyrre.

Der er lejejøder i Irak, den amerikanske præsident har en talsjøde, TV3 har et program, der hedder Jøderne På Fortet,  TV2s Station 2 viser Politiet i kamp med jøder og der er jøder der ikke lærer børnene at læse godt nok i Folkeskolen.

Hvordan skal man foretage jødetesten når det drejer sig om bageopskrifter? Giver det overhovedet mening at lade en jøde hæve i køleskabet natten over? Eller lade dejen hæve i jøden natten over? Eller lade dejen hæve i køleskabet jøden over? Vi ved i hvert fald godt hvor vi står når man skal piske jøderne sammen med mælken eller slå jøderne ud på en pande for slet ikke at tale om de jøder, der skal i ovnen! Men okay, vi har jo jødekager.

Nok om det. Mere skelsættende, som årtiet slutter er også VKO epokens afslutning. Almindelig træthed i samarbejdet og en virkelighed der har ændret præmisserne og de politiske slagmarker er hvor hovedforklaringerne skal findes. Men Løkkes manglende evner som statsminister blev også markeret ganske tidligt. Jeg overså helt essensen i Statministerens nytårstale, da jeg gjorde mig kostelig over hans Danske Drøm. Essensen var at Løkke Rasmussen ingen ide havde om, hvad han skal som Statsminister nu han er blevet det med det ansvar der følger for nationen

For vi har brug for alle. Det gælder også de mange, der har valgt Danmark til, og som ikke i generationer har været slægts- eller skæbnebestemt til at være danskere.

Om blot en generation vil omkring en halv million danskere have en ikke vestlig baggrund. Vi får brug for hver eneste af jer. Problemet er, hvis der er for få, der er i arbejde, og hvis op mod halvdelen af de unge mænd ikke får en uddannelse. Det må være slut med, at unge laver ingenting. Alle skal i uddannelse eller arbejde.

Vi kan altså udlede fra statministerens inkluderende nytårstale at “dem” (”jer”) ikke er på arbejdmarkedet eller i uddannelse og at det er “dem”s egen skyld og at vi ikke har råd til at forsørge “dem” længere nu når “Krisen tærer på den fælles kasse“. Ganske rigtigt skønt det ikke er krisnen der tærer med dem der ikke lvar dagens gerning, men her ligger det fundamentale problem jo kun for socialdemokrater, der taler om samfundet frem for nationen og ser på statistiske øjebliksbilleder frem for historien og kulturen. Som året sluttede kunne vi endnu engang se problemet: VI er i krig med islam og i vores midte er dem, der vil os det ondt. Dem kan man ikke holde fred med gennem beskæftigelse - hvor omsonst det alligevel er.

Skellet mellem  det frie samfund og islam lever ikke bare udenfor arbejdsmarkedet, den har intet med socioøkonomiske virkninger at gøre. Derfor havde Eva Schmidt også ret uden at vide det da hun i Politiken fyndigt konkluderede at “ …man begår jo ikke terror mod et samfund, som man selv synes, man er en del af“. Netop, men hvad skal der til før mennesker, der følte sig hjemme i terrornetværk, dyrkende de vantros død egentlig er tilfredse? Somalieren, der med Weekendavisens bagsides ord kom for at økse Westergaard et godt nytår og det svenske sammensurium der ville dele deres harme over Jyllands-Postens redaktionelle linie ved at angribe apologeterne på Politikens Hus i København var jo ikke forhutlede eksistenser.

De islamiske lande, hvor man mere end nogen steder (Sverige og Politikens Hus måske undtaget) gør alt for at efterkomme og respektere islamiske skikke er sjovt nok også de lande, der er hårdest ramt af islamisk terror, om det hedder Egypten, Iran, Saudi Arabien eller Pakistan. Den barske sandhed er at islam aldrig kan være en del af noget fordi den vil underlægge sig alt det, den ikke føler sig tvunget til at benægte og bekæmpe og udslette. Derfor vil troende muslimer aldrig føle sig som en del af noget, men altid omklamret af det urene, vantro, fornedrende, dekadente alt det der skal bekæmpes, udslettes, dræbes og benægtes. Her hjælper intet job og ingen uddannelse. Vi har brug for dem, som vi har brug for håndgranat op i røven. Men

Det er ligesom med kulturen: Jeres bidrag er meget velkomne. Det var udenlandske påvirkninger, der skabte den danske guldalder. Meget af det mest pæredanske kommer udefra. Juletræet, balletten, arbejderbevægelsen! Kultur trives ikke i et drivhus. Men der skal være vilje til at få det udenlandske til at sætte danske blomster. Det skal være slut med parallelsamfund. For så går sammenhængskraften fløjten.

Terroristerne myldrer ud skabene - organiserede og handlende alene. Hvorledes vil det se ud når de er dobbelt så mange? Hvor mange skal have livvagt? And belive you me, venstrefløjen skal nok kæmpe for at stærk troende muslimer også har ret til at passe på Westergaard, som livvagter efter Århusiansk forbillede.

Indtil da må De have et rigtigt godt Nytår.

De blå lejesvende?

Diverse — Drokles on October 2, 2010 at 10:08 am

Fra forskelligt hold bliver det prøvet at forsvare, forklare og forklejne de røde lejesvende efter at man har været så uopdragen at gense deres udsendelser. Stig Hartvig Nielsen gør i Radio Nyt et forsøg på at bringe lidt symmetri ind i debatten og spørger efter De Blå Lejesvende.

Med til baggrunden hører, at Jacob Rosenkrands’ to chefer i DR begge kommer fra højrefløjen.

DR2 chef Arne Notkin er mangeårig redaktør for den konservative ugeavis, Weekendavisen, og iflg. Information kendt som ’Danmarks kommunistjæger nummer ét’. Allerede i 1994 startede Notkin – sammen med vennen Bent Blüdnikow - et opgør med venstrefløjen og angreb en række navngivne personer i DR.

DRs kulturredaktør, Morten Hesseldahl, er medstifter af den ultra-liberale tænketank CEPOS.

Sandhedsvidnerne i DR2-programserien, der ikke får kritiske spørgsmål fra værten - men kun kommenterer, er Bent Blüdnikow, der også er medstifter af CEPOS og DF-koldkrigsprofessoren, den injuriedømte Bent Jensen.

Forslaget til programmet ’De røde lejesvende’ kommer oprindeligt fra Bent Blüdnikow, og er altså godkendt af vennen Arne Notkin.

DR2 har valgt kun at være kritiske overfor DR-medarbejdere, der er - eller har været - venstreorienterede. Men der var og er også et par stykker, der kommer fra den højre side af det politiske spektrum. Her er et par stykker af dem. Så må det vise sig, om DR vil sætte dem på anklagebænken for at være ’blå lejesvende’ og gennemføre samme sindelagskontrol, som det nu sker mod en række af DRs ’røde’ medarbejdere.

Der var bl.a.:

- Tidligere studievært på TV-Avisen Paula Laurrain, folketingskandidat for Konservative.
- Journalist og korrespondent Claus Toksvig, senere medlem af Europa-parlamentet for Konservative.
- Korrespondent Frode Kristoffersen og senere medlem af Europa-parlamentet for Konservative.
- Niels Krause Kjær, vært på P1 programmet ’Krause på Tværs’, erklæret konservativ og tidligere spindoktor for Konservative.
- Tidligere studievært på Deadline og chef for Radioavisen, Connie Hedegaard. Gik direkte fra jobbet i DR til at være konservativ miljøminister.

- Underholdningsvært Suzanne Bjerrehus forsøgte at komme i folketinget som medlem af Konservative.
- TV-avisoplæseren Bent Bertramsen stillede også op for de Konservative.

- Mangeårig DR-vært Ole Andreasen, der i 1975 meldte sig ind i Venstre. Senere medlem af hovedbestyrelsen for Venstre og Europaparlamentet for partiet.
- Henning Schmaltz Jørgensen var i årevis chef for TV-Avisens valgdækning - og samtidig valgstrateg for Venstre.
- Studievært på TV-Avisen Kaj V. Andreasen – medlem af Venstre og medlem af Folketinget.
- Studievært på TV-Avisen Morten Løkkegaard - meldte sig ind i Venstre og blev medlem af Europaparlamentet.
- TV-Avis journalist Uffe Ellemann-Jensen - formand for Venstre og udenrigsminister.
- TV-Avis studievært Bjørn Elmquist meldte sig ind i Venstre og blev medlem af Folketinget; senere medlem af Det Radikale Venstre.
- Moskva korrespondent Poul F. Hansen stillede efter tiden i DR op for Venstre.
- Fast kommentator og ’uvildig’ EU-ekspert Lykke Friis - minister i VK-regeringen og medlem af Venstre.
- Mangeårig Christiansborg-journalist Bent Stuckert er Venstre-mand.
- Hans Morten Rubin var i mange år både chef for TV-Avisen og en del af inderkredsen i Venstres bestyrelse, hvor han var med til at tilrettelægge Venstres politik og mediestrategi.
- Tidligere chef for Radioavisen Jørgen Schleimann – Venstre-mand.
- Hans Bischoff - studievært og økonomisk medarbejder på TV-Avisen – kendt som støtte af Venstre.
- Medarbejder på TV-Avisen Kai V. Andersen - også valgt for Venstre.
- Karen Jespersen, tidligere TV-avis journalist, nu medlem af Folketinget for Venstre.

- Tidligere mediedirektør i DR, Mette Bock. Nu folketingskandidat for Liberal Alliance.
- DRs nuværende kulturredaktør, Morten Hesseldahl, er medstifter af den ultra-liberale tænketank CEPOS.

Og så er der en række andre erklærede borgerlige medarbejdere – lige fra tidligere sportschef Gunnar ‘Nu’ Hansen og DRs mangeårige korrespondent i Moskva Leif Davidsen - til DRs nuværende nyhedschef Ulrik Haagerup, DR2 chef Arne Notkin og Deadline-vært Adam Holm.

Dette er en fejlslutning, som jeg vil lade Henrik Gade Jensen rette. Fra Jyllands-Posten

For nok var der borgerlige journalister i Danmark Radio, men ville Uffe Ellemann-Jensen nogensinde kunne sige det modsatte: man kan ikke være andet end liberalist! Ville Per Stig Møller erklære konservatismen for at være eneste mulige standpunkt? Ville Jørgen Schleimann være uforstående overfor holdninger til højre og venstre for ham?

Borgerlighed er at kunne sætte parentes om sin politiske holdning. Det er at arbejde og virke uden at have holdningerne uden på tøjet. Borgerlighed er ikke en politisk identitet, men en ramme om ansvarlighed, integritet og respekt for andre. For en god borgerlig er alt ikke politik, men politik er forskellige anskuelser om fællesskabets indretning, som vi kan dele os efter i det offentlige rum.

Men ”de røde lejesvende” er netop karakteriseret ved, at for dem blev den rette politik en livssag, et åndedræt, et projekt. Venstreorienterede var begravet i identitetspolitik, hvad Sperlings ord ["Hvordan kan man være andet?" (end rød)] viser, og derfor blev det så lukket, klamt og stammeagtigt, hvor man med signaler og attityder kunne og skulle signalere at man hørte med i flokken.

Kritikerne undgår i øvrigt  alle som en at forholde sig dokumentationen, som man kun ser stemningsuddrag af og vidnernes egne udsagn, der enten, som i Bjørn Eriksens tilfælde benægter det beviselige (at han holdt kommunistseminarer i DDR) eller mener at man kan tillade sig det man ikke vil tillade andre når ens mening er så rigtige, som de jo er. De forholder sig heller ikke til sandhedsvidnerne, hvor Leif Davidsen kunne fortælle at et indslag han havde produceret om tandbørstemanglen i Moskva blev anset for problematisk af kollegaer på redaktionen da den stillede spørgsmålstegn ved “den virkeliggjorte socialisme”. Davidsens stille anekdote fortæller mere end rigeligt om “hvordan de tænkte dengang”.

Sjuskefejl

Diverse — Drokles on September 22, 2010 at 6:19 am

Helle Thorning Schmidts troværdighed ser ud til at hvile på et enkelt ord, sjuskefejl. Tror man hende eller tror man hende ikke? Det er min erfaring og jeg tror de fleste menneskers erfaring at de sjuskefejl, man måtte lave i forhold til sin egen økonomi sjældent gavner en selv (og da især ikke, hvis Skat er involveret). Men det betyder ikke at Helle Thorning er ”Så Grisk!”, som BT frejdigt hævdede. Det er faktisk svært at se en særlig økonomisk gevindst og eksperterne har da også talt noget mere diffust om at Thorning-Kinnock måske har “draget fordel”. Og måske vil BTs og visse borgerlige politikeres selvretfærdige proportionsforvrængning komme Helle Thorning til gode.

Men selvom de to hårdt arbejdende mennesker Helle Thorning og Stephen Kinnock betaler deres skat, hvis ikke det ene sted så det andet sted og selvom de ikke gerne slider på de offentlige finanser da de synes at foretrække private ydelser frem for offentlige, skal en politiker jo helst have helt rent mel i posen. Og så er det ekstra prækært for en socialdemokrat, som Thorning fordi hun nok engang udtrykker socialdemokraternes vaklende personlig tiltro til velfærdsstaten.

Tidligere formand for Socialdemokratiet og tidligere statsminister Anker Jørgensen og Helle Thorning er begge børn af deres tid. Da Anker op til formandsopgøret mellem Thorning og Frank Jensen udtrykte mishag ved Thornings person udtrykte han i virkeligheden mishag ved den tid han levede i. I Ankers perspektiv havde man gennem fællesskabet opnået fantastiske fremskridt ved at sætte solidariteten i system med udbygning af velfærdsstaten. De offentlige tilbud virkede derfor også flotte for en mand, der var vokset op under trange kår og han var ganske tilfreds med sin lejlighed i Sydhavnen (København) og siden med kommunens plejehjemstilbud. Skatten var ganske vist høj, men med reallønsfremgangen er der i hans univers rigeligt råd til at alle kan få det godt. Anker og hans generation er målt med vor tids alen nøjsomme.

Men med Helle og hendes generation er det anderledes. Hun er vokset op i velfærdssamfundet, hvor man selvfølgelig ikke kender til trange kår. Der er ingen klassebevidsthed i det klasseløse samfund og der er ikke grundlag for en indignation over at hårdtarbejdende mennesker skal gå for lud og koldt vand for fænomenet eksisterer simpelthen ikke da hårdtarbejdende mennesker altid vil finde et arbejde. Forskellen på indkomsten blandt sultens slavehær almindelige lønmodtagere er grundlæggende forskellen på i hvor høj grad de deltager i forbrugsfesten. Forbuget er, som finasieringen af reele offentlige ydelser hæmmet af enorme udgifter til folk, der med Helles egne ord “ikke vil det danske samfund“. Fællesskabet er i velfærdssamfundet defineret af det kæmpemæssige system, som skulle være dets praktiske udtryk. Systemet fungerer uden engagement og  mening for den almindelige lønmodtager, som ikke har større behov for dets hjælp og hvis rigide og massive regelkompleks har svært ved at skelne mellem reelle behov og almindelig spekulativ snylten. Helle og hendes generation kan se at de offentlige tilbud ikke er i nærheden af at stå mål med udgifterne.

Eller det vil sige at hun i hvert fald, som privatperson kan se at velfærden ikke understøtter det fællesskab hun vil være en del af, men derimod blot trækker veksler på dets tålmodighed. Som politiker og offentlig person spørger Helle om vi har 12 (ekstra) minutter (Kinnock er vel undtaget hvis han skal nå flyet og slippe for den danske skat). 12 minutter er det lille ekstra nøk vi hver især skal give på arbejdet for at få det hele til at løbe rundt - oven i den indsats vi allerede leverer. Der bliver, som det er typisk for venstrefløjen, nok engang appeleret direkte til den personlige moral, samvittighed og generøsitet. Så selv om Thorning ikke er grisk virker det lidt røvet, at hun tilsyneladende selv sidder og tæller på knapper for ikke at give mere end allerhøjst nødvendigt.

Før sommerferien havde vi sagerne om socialdemokrater og andre venstrefløjsere, der ikke ville have deres børn i den lokale folkeskole, men sendte dem nogle gange endda meget langt væk til en privatskole. Det blev kaldt tilvalg af nogle særlige tilbud, som en særlig skole havde til deres særlige børn og ikke, som det reelt var, et fravalg af Folkeskolen. Måske er det pedantisk at gøre opmærksom på at tilvalg ikke kan stå alene uden fravalg med mindre børnene skal gå i begge skoler samtidig, men ordvalget afslører hykleriet. Helle Thorning schmidts børn blev også taget ud af Folkeskolen (hvor de trods alt havde gået i mange år i modsætning til Mette Frederiksens, der end ikke turde tage chancen), hvor de gik og sat i privatskole. Argumentet var at mange af deres klassekammerater også var flyttet til privatskole og de ville gerne følge dem - men måske ville de bare ikke være sammen med dem der blev tilbage. Tilvalg, fravalg.

Inden finanskrisen hed det Plads til Trivsel for Socialdemokraterne og Thorning indrømmede frygtløst at det kom til at koste. Og det kunne man forstå da der både blev talt om tilbygning til og overbygning på velfærdssamfundet. Hovedattraktionen var en tidsbank, hvor man kunne spare arbejdstid op i en periode og siden bruge den på mere fritid i en anden periode af sit liv. Der eksisterede allerede almindelige banker og andre pengeinstitutter, der kunne det samme blot bedre da tid er penge og penge er lette at administrere - for andre end venstrefløjen. Overtilbygningen på velfærdssamfundet skulle altså hvile på en statsreguleret barter økonomi.

800px-labornote

For samfundet bliver det farligt - og dyrt.Velfærden koster endnu mere end den gjorde før og derfor må vi alle lægge ekstra 12 minutter. Men vil det nu også være nok i fremtiden? På et tidspunkt må vi vel have betalt for velfærden og da den allerede koster mere en halvdelen af vores indkomst har vi stadigt mindre at give af. Helle synes privat, som de fleste danskere at hun allerede betaler rigeligt, men den tanke kan slet ikke udtrykkes i hendes ideologis vokabular, som hun har sat en karriere i at forsvare. Her er et ord som prioritering kontroversielt for jo mere vi giver jo godere og helligere er vi.

Opbakningen til systemet velfærdsstaten hviler ikke i en erfaring af nødvendighed for den ulykke, der kan ramme os alle, men holdes kun oppe af dets angivelige intentioner og Ankers generations nu nostalgiske fortælling om et folk, der rejste sig i fællesskab og sammen til arbejdet gik for at sikre sig fælles værdighed. Fortællingen har fået sit eget liv og skylder ingen retfærdiggørelse, den er i sig selv moralsk rigtig. Fortællingen er derfor blevet et offentligt udtryk for ens moralske habitus, som det er påkrævet enhver socialdemokrat at lufte i fuld offentlighed så ofte som muligt. Men offentlig påberåbelse af moral dækker oftest over manglende tro - hvis du skal bede til din gud så gå ind ind i dit hus og luk din dør, som Jesus bemærkede. Det er kun derinde i privaten din sande tro trives og hos Helle Thorning og socialdemokraterne har man valgt systemets repræsentation af fællesskabet og solidariteten fra. Det er skattesagens grundlæggende problem for Thorning Schmidt og hendes socialdemokrater; de tror ikke længere selv på det. Men de savner erkendelsen - endnu.

Det talte ord gælder for Klaus Rothstein

Diverse — Drokles on March 15, 2010 at 7:50 am

Jeg har undret mig over Klaus Rothsteins medlemskab af det eksklusive Fri Debat. På den humoristiske side fordi han er antitesen til intellektuel eksklusivitet, på en mere polemisk side fordi han kommer fra dansk PEN, ikke bare som menigt medlem, men som tidligere formand, hvilket giver han lod og del i den kurs, som han nu synes er afgørende forkert. Jesper Vind Jensen gav i Weekendavisen i en artikel om netop Fri Debat denne beskrivelse af PENs udvikling

Dansk PEN blev dannet i 1930erne og havde en storhedstid, da det (i Niels Barfoeds formandsperiode i 1990erne) kompromisløst forsvarede den fatwa-ramte, dødsdømte britiske forfatter Salman Rushdie.

Men Dansk PEN blev efterhånden så optaget af at bekæmpe forskellige former for »krænkende ytringer« over for især muslimer, at foreningens forsvar for ytringsfriheden ifølge både interne og eksterne kritikere druknede i politisk korrekthed.

Efterhånden” er tiden, hvor Klaus Rothstein bl.a var formand og under hvis formandsskab balladen om Lars Hedegaards eventuelle medlemskab brød ud, en ballade, som resulterede i Hedegaards og andres stiftelse af Trykkefrihedsselskabet.

At Rothstein ikke har tænkt så synderligt dybt over implikationerne i ytringsfrihedsdebatten, som hans medlemskaber og formandsposter ellers lægger op til blev understreget da Ole Birk Olesen kort efter Fri Debats stiftelsesannoncering spurgte diverse medlemmer her i blandt Rothstein om deres syn på kommerciel ytringsfrihed

[OBO; Drokles] Der står i jeres teser, at ”forsvaret for ytringsfriheden må aldrig ofres for eller kapres af politiske eller ideologiske hensyn, men skal forsvares, uanset hvis rettigheder der krænkes, og hvem der krænker dem”. Men hvis man har noget imod kommercielle interesser, så må man altså gerne angribe ytringsfriheden?

[Klaus Rothstein; Drokles] -Du skal ikke lægge mig ord i munden. Jeg siger til dig, at jeg har aldrig skænket den kommercielle ytringsfrihed særlig meget opmærksomhed, og det er heller ikke det, der optager netværket,,,,

(…)

[OBO; Drokles] Er ytringsfrihed ikke ytringsfrihed, uanset hvem der benytter sig af den? Og du beskæftiger dig vel med ytringsfrihed, når du skriver sådan en kronik?

[Klaus Rothstein; Drokles]”Ytringsfrihed er ytringsfrihed, det er fuldstændig rigtigt, men man kan godt have lov til at være mere optaget af et aspekt end af et andet,,,

Morsomt i sig selv Fri Debats elitære opbygning taget i betragtning og Zonka pointerede da gså dengang sylespidst til Rothsteins »Ytringsfrihed er ytringsfrihed, det er fuldstændig rigtigt, men man kan godt have lov til at være mere optaget af et aspekt end af et andet…«

Jamen, Herre Jemini, var det netop ikke Kardinalanklagepunktet mod Trykkefrihedsselskabet, at de netop var mere optaget af et Aspekt end af andre?

Men man må undre sig lidt dybere over Rothsteins svar især i lyset af hans “det talte ord gælder“ regel. Den tidligere formand for PEN har altså aldrig skænket den kommercielle ytringsfrihed særlig megen opmærksomhed. Åbenbart heller ikke da han forrige år på vegne af Weekendavisen interviewede ingen ringere end professor Henning Koch (som siden har doceret den professoralt rette forståelse af ytringsfriheden overfor b.la. Jacob McHamgama ved Fri Debats første symposium, så meget så McHamgama så helt flegmatisk* ud ifølge Weekendavisens Jesper Vind Jensen) under den belærende overskrift “Nu er det jura, min herre“, et interview Rothstein var stolt nok af til ikke at lade ligge hengemt i Weekendavisens garderobe, men tog med hjem og hængte det berammet op på sin personlige blog. Underoverskriften på artiklen slog en umiskendeligt selvindlysende tone an

Juraprofessor Henning Koch undrer sig over, hvorfor man gerne må trykke tegninger af Muhammed med en bombe i turbanen, når man ikke må trykke reklamer med halvnøgne sygeplejersker, der snuser til underbukser.

Men tydeligvis har det ikke undret Rothstein synderligt, der overraskende ellers troligt og maskinelt referede fra professorens forelæsning

Henning Koch har netop deltaget i bedømmelsen af Caroline Heide-Jørgensens disputats om den kommercielle ytringsfrihed. Hun forsvarede sin afhandling succesfuldt samtidig med, at Forbrugerombudsmanden afsagde en dom imod de omdiskuterede reklamer for JBS-underbukser, hvor letpåklædte kvinder, bl.a. i sygeplejerskeuniform, snuser erotisk til herreunderbukser. Men hvorfor må man ikke lave seksualiserende reklamer, når vi netop har lært, at ”hån, spot og latterliggørelse” er en vigtig del af ytringsfriheden? Hvad siger det om den kommercielle ytringsfriheds status i Danmark?

”Man ved jo ærligt talt ikke, om man skal le eller græde, når dominante repræsentanter for den 4. statsmagt kan belære muslimerne om igen, igen, at vi skam i Danmark har fuld ytringsfrihed samtidig med at Forbrugerombudsmanden bestemmer, at JBS-reklamerne af hensyn til kvinderne er i strid med “almene samfundsinteresser”. Jeg tog disse billeder op som 1. opponent og bedømmelsesformand ved forsvaret af Caroline Heide-Jørgensens afhandling om kommerciel ytringsfrihed. Mon vi nu vil se Jyllands-Posten gå i brechen for nedsættende og ringeagtende ytringer over for kvinder – eller er kvinderne for mange eller for økonomisk betydningsfulde? Da debatten om reklamerne brød ud sidste efterår, valgte JBS en frivillig tilbagetræden, men nu er der tale om en officiel statslig markering af, at disse reklamer udsætter kvinder for hån, spot og latterliggørelse, hvilket kvinderne ikke kan tåle efter Forbrugerombudsmandens mening. Det er jo faktisk først nu, at sagen bliver interessant fra en principiel synsvinkel. I efteråret var der alene tale om selvdømme og moral. Nu er det jura, min herre!,” siger Henning Koch.

Den europæiske menneskerettighedsdomstol har, inspireret af tysk forfatningsret, for længst truffet afgørelser, der principielt sidestiller den kommercielle ytringsfrihed med den traditionelle, almindelige politiske ytringsfrihed, selvom Domstolen ikke giver reklamer helt den samme beskyttelse, bl.a. fordi den overlader et vidt skøn til de nationale medlemsstaters myndigheder til at fastsætte det præcise behov og niveau af beskyttelsen.

”I Danmark har vi ingen domstolsafgørelser, der principielt set tager stilling til spørgsmålet, som eller er væsentligt rent forfatningsretligt. Men vi har en omfattende praksis fra Forbrugerombudsmanden via Markedsføringsloven og fra TV- og Radionævnet via et EF-direktiv i Reklamebekendtgørelsen, der bl.a. rask væk forbyder krænkende reklame af hensyn til køn, race og religion. Hvis reklamer er forfatningsmæssigt beskyttede ytringer, hvilket de må være på grund af vores tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, må det klart konstateres, at den kommercielle ytringsfrihed ikke er absolut. Her eksisterer altså en ytringsfrihed efterfulgt af et ”men” – og selvcensur. Af hensyn til ”almene samfundsinteresser” begrænses firmaer i at sælge produkter, fordi kvinderne, og altså ikke en minoritet, skal beskyttes.” siger Henning Koch, der oven i købet noterer, at Forbrugerombudsmandens vejledning ikke kræver, at en konkret kvinde skal føle sig krænket, og derfor stiller han spørgsmålet:

”Hvorfor er statslig beskyttelse af en kønslig majoritet i orden, når en statslig beskyttelse af religiøse minoriteter mod hån, spot og latterliggørelse ikke er?”

Her har den tidligere formand for PEN, en forening til forsvar for ytringsfriheden og senere medlem af en anden og eksklusiv klub ligeledes til forsvar for ytringsfriheden Rothstein altså siddet bænket til en enetime med en af landets førende juridiske eksperter om filosofien bag ytringsfrihed specielt med henblik på den kommercielle del og taget noter og stillet spørgsmål og sammenskrevet og kogt ned og redigeret uden at skænke det  særlig opmærksomhed. Altså, hvis man kan have hovedet oppe i røven så er det virkeligt lykkedes Klaus Rothstein i fin stil.

———————————————————————————

Posteringen er efter anmodning fra Jesper Vind Jensen rettet idet han ikke har skrevet at McHamgama så perpleks ud, som jeg oprindeligt havde skrevet men flegmatisk. Jeg undskylder over for hr Jensen og den eventuelle læser.

Sokken i forskningen

Diverse — Drokles on February 21, 2010 at 7:01 pm

Der skal kun en enkelt sok til at misfarve det hvide vasketøj. Fra Washington Times leder

….all three terrestrial global-temperature data sets (by NOAA/National Climatic Data Center, NASA Goddard Institute for Space Studies and the University of East Anglia) really rely on the same measures of surface temperatures. These three sources do not provide independent measures of how the world’s temperatures have changed over time. The relatively small differences that do arise from these three institutions result from how they adjust the raw data.

The findings by Mr. D’Aleo and Mr. Watts also explain some puzzles that have bothered researchers. For example, land-based temperatures have been rising while satellite-based measures haven’t shown the same increase since 1990. Their answer is that at that point in time, the elimination of weather stations produced a false measured increase in temperatures that didn’t affect the satellite readings. There is no evidence (yet) that this effort was consciously designed to increase recorded temperatures, but that is beside the point. The crux of the matter is that fanatics about man-made global warming want to spend trillions of dollars based on conclusions from faulty data.

I denne paneldiskussion fra UC Berkeley diskuterer en håndfuld forskere hvilke perspektiver, der har rejst sig af climategate (en diskussion man ganske savner i de etablerede medier)

Jeg vil gerne illustrere den pointe af forskere arbejder på baggrund af hinandens resultater. Danmarks Meterologiske Institut har en særdeles informativ og let læselig hjemmeside og her kan man blandet andet læse

extracted_zero_lag

Figuren viser den nordlige halvkugles middeltemperatur over land (blå kurve) med data fra CRU i Norwich England. Den røde kurve viser længden på solcyklussen i skalerede enheder således at korte cykler svarer til varme perioder og lange cykler svarer til kølige. De to stiplede linjer viser intervallet hvori skaleringen er bestemt. Den simple solmodel formår åbenbart ikke at forklare temperaturudviklingen efter 1970′erne. [billedtekst; Drokles]

Teorien for en nuværende sammenhæng mellem solaktivitet og Jordens klima er dog blevet afkræftet, fordi senere analyser påviste, at de to forløb havde lagt afstand til hinanden efter ca. 1970. De seneste data støtter op om denne udvikling.

“Når de to kurver, om man så kan sige, stikker af fra hinanden, så betyder det, at der nu er andre påvirkninger, der ændrer Jordens klima mere end Solen; ændringer, som med meget stor sandsynlighed stammer fra den menneskeskabte drivhuseffekt,” siger leder af Danmarks Klima Center, Anne Mette K. Jørgensen.

Forskellen mellem den observerede temperatur og den temperatur, som forskerne kan udlede af solaktivitetens længde, er helt oppe på ca. 1°C, bekræfter de seneste data fra DMI. Ifølge FN’s klimapanel IPCC skyldes det meste af den globale opvarmning, der er observeret de sidste 50 år med meget stor sandsynlighed den menneskeskabte drivhuseffekt.

Man bemærker under den rygende graf at den er bygget på data fra det omstridte East Anglia Climate Research Center, hvis lækkede e-mails har afsløret en eller anden grad af manipulation med den globale temperatur. DMIs graf omhandler kun den nordlige halvkugle (Halvkuglerne deler sol og CO2 lige) men bruges, som jeg kan forstå, som en illustration af et globalt fænomen. Grafen viser at Solen er den væsentligste faktor for klimaet indtil 1970, hvor overvægten af CO2 slår igennem og tager teten. Men, hvis Phil Jones, der har leveret denne graf som chef for CRU (og som er en af de eneste europærere, der har set de rå data) har ret i at temperaturen i virkeligheden ikke er steget siden 1995 - 15 år ud af de 40 år - bliver spørgsmålet vel, hvilket midlertidigt fænomen man var vidne til i de 25 år fra 1970 til 1995.

Hyltoft spidder kulturkompagniet

Diverse — Drokles on June 11, 2009 at 6:57 pm

Fra Jyllands-Posten

Kulturkompagniet opfatter sig selv som venstreorienteret. Hvordan kan dette kompagni så støtte en kultur, der er brutalt højreorienteret, mandsdomineret, kvindeundertrykkende, seksualforskrækket, feudalistisk og, lad os bare sige det ligeud, barbarisk?

Forklaringen på at kulturkompagniet er islams herboende legionærer begynder formentlig med, at Rifbjerg, Ib Michael, Stig Dalager, Kirsten Thorup og resten af bundtet ikke ved en døjt om islam. De opfatter bare de muslimske indvandrere som en underklasse. Her er vi så tilbage ved Blekingegadebandens tankespind. Som går ud på, at den traditionelle danske og europæiske underklasse, arbejderne, er blevet bestukket af kapitalen og derfor ikke opfører sig som Marx foreskriver og bliver revolutionære. Ulandenes fattige er nu de eneste ægte proletarer. Det vil bl.a. sige muslimerne i Palæstina. Så de skal støttes.

Og det er så det, kulturkompagniet, kulturens herskende klasse har gjort med fynd og klem.

Og meget præcist om deres forhold til Pia Kjærsgaard

Jeg tror foragten for hende bunder i klassehad. Hvordan vover en kvinde af ”de lavere klasser” - hun har ikke engang studentereksamen - hvordan vover hun, en forhenværende hjemmehjælper, at stille op ved siden af politiserende akademikere og tale Roma midt imod! Og endda gøre det med en så høj grad af begavelse og sprogligt talent, at hun både sætter de fine folk hos de konservative og de akademiske folk i Socialdemkratiet og SF til vægs. Dette er utilgiveligt. En uakademisk statsminister Anker Jørgensen kunne man finde sig i. For han havde de rigtige, kulturradikale meninger. Men en ustuderet Pia Kjærsgaard, der forfægter et andet livssyn end kulturkompagniets. Det er utilgiveligt.

Så banalt tror jeg også at det er.

Indfødsretten

Diverse — Drokles on January 1, 2009 at 9:16 am

Fra Jyllands-Posten

En indvandrer, som ønsker nyt statsborgerskab, skal naturligvis anstrenge sig for at få det og integrere sig i staten og forstå det aktuelle folks historie - også myterne, som bærer folket.

Det er vel helt rimeligt. Alt det vrøvl og medlidenheden med de indvandrere, som ikke har sat sig ordentligt ind i dansk mentalitet og historie og ikke anstrenger sig for at få lov til at være til stede og få borgerskab, det er noget pjat. Selvfølgelig skal de anstrenge sig for at blive danskere.

Fra Jyllands-Posten

Min egen erfaring med prøven gør mig også en smule kritisk, men af helt andre årsager: Prøven er simpelthen for nem. Det tog mig ti minutter at få 40 rigtige. For hvert spørgsmål får man tre svarmuligheder. De to forkerte muligheder er som regel så forkerte, at det rigtige svar giver sig selv.

Enhver, der til nød læser gratisaviser, kan besvare spørgsmålene i indfødsretsprøven. Selv en medicinstuderende. Også adskillige danske statsborgere har taget prøven og er dumpet. De kan glæde sig over, at de - ligesom jeg - har fået en fribillet til dansk statsborgerskab i kraft af deres forældre. Vi går ud fra, at danske forældre opdrager deres børn til et vestligt demokrati, selvom det tydeligvis kan svigte. Se bare de autonome.

En indfødsretsprøve er et blot et forsøg - i mangel af bedre - på at sortere i, hvem der er klar til dansk indfødsret. Tidligere antog man, at mennesker der slog sig ned i Danmark, automatisk tilsluttede sig vestlige værdier såsom individuel frihed, lighed for loven og målsætningen om at svare enhver sit. Det var tilfældet, når dissidenter fra Østeuropa kom hertil, eller når andre ”westernized” indvandrere valgte Danmark. Men det er svært at tro i dag. Adskillige indvandrere og deres efterkommere er uden forståelse for den vestlige verden.

Argumentet om, at mange danskere ikke på stående fod kan bestå testen er ofte fremført i medierne, hvor man lader slagteriarbejdere og andet godtfolk have sit mas med testen på åben skærm for så at komme til den komiske konklusion at de tilsyneladende meget danske arbejdere ikke er særlig danske ifølge VKO’s egne standarder. Men udover den revy-prægede humor er eksemplet dårligt da, der, som Azrouni skriver bl.a. er tale om en test af vilje. Flere indvandrere har i aviser og i radio og TV brokket sig over at testen var udtryk for unødvendig viden. Unødvendig viden! Lad den stå et øjeblik. Dansk kultur og historie afskrives, som unødvendig af indvandrere, der vil have os til at tro at de er af os. Vi er, hvad vi er rundet af og derfor er det nødvendig viden, som man skal bevise et minimum af interesse for og bevise at der er noget man orker et mas for.

Men eksemplet med de danske arbejdere, der ikke er danske nok er også dårligt fordi, der ikke er tale om en paratviden man kræves at kunne lire af i søvne. Hvis man lod erfarne bilister tage teoriprøven eller den praktiske køreprøve ville de fleste dumpe med et brag fordi de enten ikke vidste, hvad, der menes med “vejens udstyr” eller kun kørte på spejlene med armen oppe i vinduet. Dog viser al erfaring at de mestrer trafikken bedre end de nye bilister og at deres afslappede tilgang til “unødvendige” formalia hviler på et indgroet kendskab til den indre logik, der blev lagt med netop køreprøven. Hvor ville de bøde trafikanter være uden disse krakilske prøver? For måneder tid siden testede man et par uddannelsesordførere i Pisatesten og den afslørede at vores folkevalgte lå middelmådigt på 7-klasses niveau. Meget er glemt, men langt mere er kommet til og som erfarne bilister er sikrere end nye er uddannelsesordførerne også langt mere vidende og med langt flere “kompetencer” eller hvad det hedder i dag, end en hvilken som helst folkeskoleelev.

Prøven er på ingen måde uoverkommelig. Der er tale om en eksamen i et pensum, der svarer til et fag i Folkeskolens afgangsprøve. Eller sagt med andre ord en eksamen, der ikke er sværere end man kræver af børn at kunne klare - endda oven i mange andre eksaminer. Og som om det ikke var nok er der endda tale multiple choice, hvor man har det rigtige svar foran sig i hvert spørgsmål - man skal blot udelukke de to forkerte. Så lette er Folkeskolens afgangsprøver slet ikke. Derfor er kritikken af at spørgsmålene ikke har været særligt præcise og derfor umulige at svare på også helt hen i vejret. Spørgsmålet om, hvornår ordet Danmark ses første gang er især blevet udskældt, men det svarer til et spørgsmål om, hvem der er ældst; Anker Jørgensen eller Britney Spears? Svaret er jo så nok ikke Metusalem! Det turde være til at regne ud for alle, der vil være danske- hvis det da er det de vil?

Den nye Eurofori

EU — Drokles on November 5, 2008 at 6:46 am

Finanskrisen har igen bragt vind i sejlene hos de, der ikke tager et nej for et svar, nemlig tilhængerne af den fælles europæiske møntfod Euroen - fomerly known as the Ecu. I Berlingske Tidende kan man læse at Finansministeriets økonomer har regnet sig frem til at Euroen er ufejlbarlig - eller i hvert fald perfekt.

»Vi har undersøgt sagen meget nøje, og vi kan konstatere, at der er helt umuligt at finde nogen realistisk økonomisk situation, hvor det vil være en fordel for Danmark at bruge den ’option’, der ligger i at kunne devaluere og dermed opgive fastkurspolitikken,« siger Rasmus Degn, økonom i Finansministeriet og en af forfatterne til rapporten.

Euroen er ikke blot bedre generelt eller i de fleste tilfælde eller i de mest sandsynlige tilfælde, nej den er bedst i alle hypotetiske scenarier. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også, da økonomi handler om meget mere end en enkelt renteforskel og at devaluering ikke er det eneste man kan bruge sin valutafrihed til og at den nuværende situation ikke gælder for al fremtid. En valuta skal svare til økonomien og derfor er det altafgørende at man har friheden til denne afpasning.

Hvorfor den globale krise, hvilket jo vil sige en krise der rammer globalt og ikke blot nationalt, kan udlægges, som et rent dansk fænomen er i sig selv mærkværdigt og hvorfor man mister tiltro til små valutaer når krisen brød ud i dollarzonen, den største valuta på denne Guds grønne jord er direkte tåbeligt.

Men Økonomi er ingen eksakt videnskab og Euroens tilhængerer fremfører da også dens velsignelser med en nærmest religiøs skråsikkerhed, hvor man forveksler dørmmens løfter med virkelighedens realiteter.

I P1 Morgen 2. Time fra 28/10 konfronterede partiejer og direktør for Saxo Bank Lars Seier Christensen Klaus Rasmussen, cheføkonomen i Dansk Industri og valutaprædikant, med Eurozonens langt større vanskeligheder. Flere lande har nemlig strukturelle problemer, der underminerer Euroen og Eurozonens økonomi, her bekræftet af Klaus Rasmussen

 Altså, der er nogen store problemer i en række Eurolande og vi ser da også de her lidt underlige rentespænd og det er selvfølgelig fordi, der er nogle lande, der er er i uføre og det skal, der rettes op på. Men det uføre de er ude i er altså ikke noget, der kan løses ved nogle devalueringer eller nedskrivninger af deres valuta. Det kræver at de gennemfører nogen gennemgribende reformer, der får deres arbejdsmarked til at fungere bedre - der giver noget omstillingsevne i økonomien. Og det bliver de nødt til uanset, hvordan udviklingen vil være i fremtiden. Nogen af de her lande de vil bare blive fattigere og fattigere i de kommende år indtil de omstiller sig og jeg mener sådan set at det mest fornuftige det er at vi går med i Euroen og er med til at presse dem til at gennemføre de reformer, der er nødvendige.

Danmark har altså en positiv indflydelse, men lidt senere siger han

Jeg mener, at det er for tidligt at afskrive Italien og Frankrig som forholdsvis stærke vestlige økonomier. De skal nu nok se at få reformeret sig.

Ok, det går alligevel uden dansk bistand, den dynamiske duo Italien og Frankrig kan selv. Men så ændres præmisserne igen

Tyskerne skal nu nok presse på for at få den her stabilitetspagt op at køre igen.

Svigtet af stabilitetspagten er den pisse-i-bukserne-effekt man forudsagt at os andre forfalder til i stedet for at konfrontere de strukturelle problemer. Og nu håber Klaus Rasmussen at tyskerne vil få den tilbage på sporet og ad den vej vil få lagt ballerne til rette for følgelige reformer i Frankrig og hvorellers de bare vil blive fattigere og fattigere i de kommende år.

Det går altså ikke godt i Eurozonen og faktisk går det mod det værre. Men vi skal med alligevel for Danmark vil vende udviklingen,,,,eller det går af sig selv,,,,,eller tyskerne klarer skærerne,,,,,eller skal vi alle sammen vente på at Villy Søvndal lige ordner en ny og bedre form for Euro,,,,,eller det der….

Hvad Klaus Rasmussen upræcise fremtidsanalyser udtrykker er en fornægtelse af den virkelighed vi har været vidne til siden Euroens oprettelse og til, hvad vi ser idag, hvor Euroland har det værre end Kroneland og en klyngen sig til en drøm om at alt nok skal ændre sig til det bedre på en eller anden måde - om håbet er der ingen tvivl.

Ligeså skråsikker er den ellers økonomisk ukyndige Lone Dybkær, som hun gav udtryk for i P1 Debat 30/10 med den unge Morten Messerschmidt, hvor hun fremmaner et gammelt Anker Jørgensen spøgelse

LD: I sidste ende mener du jo også at vi skal have devalueringsinstrumentet ikke?

MM: Euroen har lige devalueret voldsomt overfor dollaren!

LD: Ja, men det er ikke det samme.

Aha. Jeg mindes Oberst Hachels forklaring på sine udenomægteskabelige eskapader “Med mænd er det anderledes. Din mor var svagelig og øh, ingen lystig kvinde!“. Virkeligheden gælder ikke når den står vejen for ens ønsker.

Tilknytning

Diverse — Drokles on October 11, 2008 at 3:23 am

Fra Jyllands-Posten

To mænd blev i går i landsretten idømt to et halvt og tre års ubetinget fængsel. Dommen blev mødt med glædestårer blandt tilhørerne, der havde frygtet en udvisning af de to tiltalte.

(…) 

Bader Abdulla Bader og Mohammad El Banna blev den 4. juli i byretten idømt hhv. to et halvt og tre års fængsel for at have forsøgt at smugle 587 gram heroin fra København til Århus.

(…)

Der var under hele den syv timer lange retssag en del uro blandt tilhørerne. Flere gange blev anklagerens påstande mødt med mishagsytringer, og oplæsningen af byrettens dom blev mødt med et ”fucking danskere” fra rækkerne bagest i retslokalet.

(…)

»Vi var meget tæt på at idømme de tiltalte til udvisning, så I bør betragte jer selv som heldige,« sagde Lis Frost, der forklarede, at de to mænds familieforhold og ringe tilknytning til hjemlandene havde været afgørende i udvisningsspørgsmålet. Mohammad El Banna kom til Danmark i 1989, mens Abdulla Bader først fik opholdstilladelse som 17-årig i 1998.

(…)

Familierne til de to dømte var efter domsafsigelsen lettede. Flere havde svært ved at undertrykke jubelen i retslokalet, og tilfredsheden med dommen var stor.

Tilhørerne, der udtrykker lettelse og deres uforbeholdne mening om deres modsætning, nemlig os danskere er selvfølgelig familierne til de dømte. Tilknytningen til hjemlandet og familieforhold gjorde ikke en udvisning aktuel, men har man ikke glemt tilkytningen til fucking Danmark ikke bare er ringe, men direkte negativ? Og glemmer man ikke at deres familier ikke tager hensyn til fucking Danmark? Fra Ekstra Bladets artikel “Forbryderklanenb” 21.01.2001

Medlemmer af den palæstinensiske indvandrer-familie El -Banna er ikke kun dømt i de senere års store og opsigtsvækkende sager om dødsvold og massevoldtægt. Næsten alle mandlige medlemmer af klanen har tilsammen modtaget et svimlende antal domme for røveri, tyveri, hæleri, narkotika- forbrydelser, brandstiftelse og forsikringssvindel.

Siden klanen, der består af tre brødre, deres koner og børn, begyndte indvandringen til Danmark i 1986, har slægten El -Banna kostet samfundet millioner af kroner. De sociale myndigheder spillede fallit og evnede ikke at standse familiens forbryderbane.

Politiet er rystet over, at denne ene familieklan gennem de seneste ti år har sendt korpset på overarbejde, mens det magtesløst ekspederer sag efter sag videre til byretten.

Ekstra Bladet har kortlagt El -Banna -klanens vidtstrakte kriminalitet, der er foregået over hele landet, men hovedsagelig i Århus.

LINJEN LAGT

Mahmoud Said El -Banna , 53, var den første af brødrene, der i 1981 slog sig ned i Århus. Han var indtil sommeren i fjor gift med Ahlam Ahmad Afiouni, 40. Han lagde som daværende familieoverhoved linien og blev dømt for butikstyverier og socialt bedrageri. Kvinden er sigtet for diskriminerende ytringer, da hun i flæng kaldte danske kvinder for ludere. Det skete i landsretten umiddelbart efter dommen i massevoldtægtssagen over blandt andre hendes ene søn og to nevøer.

Koner og døtre i El -Banna -klanen er ellers uskyldsrene med uplettede straffeattester.

Parrets børn tilhører familiestamtræets mest inficerede gren.

Ældste søn, Mohammed, 23, er registreret for mindst 100 sager hos politiet. Drengen blev første gang anholdt som 15-årig i 1992, hvor han blev taget i flere sager om stjålne kreditkort, tricktyverier mod tankstationer, og hvor der ellers var pengekasser at tømme.

100 SAGER

Mohammed førte sig frem, da unge palæstinensiske drenge terroriserede unge danskere på stranden Bellevue i det nordlige Århus sommeren 1994.

Han er registreret for mindst 100 kriminelle forhold. Den 23-årige har fået 42 domsafgørelser. Alene i året 2000 har Mohammed otte verserende sager, de tre handler om narkotika. Dommene lyder på 60 dage, fire måneder plus fire måneder og en måned, alle afsagt i 1996. Tre og ni måneder i 1997 og et halvt år i 1999. Til sammen to år og fem måneder bag tremmer.

Tarek, 20, blev idømt to års fængsel for dødsvold mod en jævnaldrende påbanegårdspladsen i Århus 1997. To år senere fik han en dom på ni måneder for en ny voldssag. Senest er han idømt fire måneders fængsel for hæleri. Desuden er der adskillige uafklarede sager fra år 2000.

Rabia, 16: Blev sidste år idømt ni måneders fængsel i massevoldtægtssagen fra Bispehaven.

PAR MED NI BØRN

Den anden bror, der slog sig ned i Århus, Samir Said El -Banna , 55, er gift med Salma Al Hussein, 48. Parret, der har ni børn, er ustraffet i Danmark.

Den ældste søn Fadi, 26, fik sin første dom for tyverier i 1996. En tiltale for brandstiftelse året efter blev frafaldet. Fadi var mistænkt for at stå bag branden, der udslettede 23 lejligheder i en boligblok i Langkærparken. Motivet skulle være jalousi. Til gengæld blev han i 1999 i en ny sag idømt et år og tre måneders fængsel for brandstiftelse i sit eget hjem og for forsikringssvig.

Tilbage i 1997 blev Fadi idømt ti måneders fængsel for handel med narkotika. Året efter fik han en måneds fængsel for vold og igen samme år fire måneder for vold mod en tjenestemand.

Sahid, 19: Han blev dømt et halvt års fængsel som medskyldig, da storebror satte ild til sin lejlighed. I efteråret fik han 12 måneders fængsel for sin andel i massevoldtægten af en 14-årig pige i Bispehaven.

Mahmoud, 17: Han blev idømt ni måneder for sin medvirken i massevoldtægt.

Den tredje bror Mohammed Said El -Banna , 45, gift med Rasmie Ali El -Assi, 42, valgte at indvandre til Odense. I denne gren af familie-klanen er det i højere grad lykkedes at holde sig fri af kriminalitet. Men ikke fuldstændigt.

Faderen blev i 1999 idømt 30 dages fængsel for hæleri.

Sønnen Wassim, 21, tidligere superliga-spiller for OB, fik 14 dages betinget fængsel for vold i 1996.

Klan-medlemmernes voldsomme synderegister har fået utilsigtede konsekvenser for 24-årige Amina, datter af Samir Said El -Banna . Sidste forår blev hun fyret fra sit job af en århusiansk Opel-forhandler, der ikke ‘ville give arbejde’ til den ellers dygtige og vellidte pige, fordi hun er i familie med voldtægtsforbrydere.

Amina lagde sag an, og forklarede i sidste uge i byretten i Århus, at hun ‘føler sig hængt ud’ og udsat for en uberettiget fyring. Om fem uger afgør en dommer, om bilforhandleren skal have en bøde på op imod 20.000 for ærekrænkelse.

- Jeg troede, at Danmark var et frit land, hvor man ikke bliver hængt ud for, hvad ens familie foretager sig.

20 ÅR OG FARLIG VANEFORBRYDER

Tarek El -Banna ligner med sit kønne babyfjæs en kernesund arabisk teenage-dreng. Men inde bag det drengede ydre gemmer der sig en livsfarlig vaneforbryder, der allerede som 12-årig var involveret i sit første røveri.

Den nu 20-årige Tarek, der opholder sig på forskellige adresser i Gellerupparken, har siden udviklet sig til det mest uberegnelige og storkriminelle medlem af den berygtede El -Banna -klan i Århus. Ekstra Bladet erfarer, at politiet i øjeblikket efterforsker flere forskellige sager om tyveri og narko-salg mod Tarek. Men arbejdet kompliceres af hans ustabile liv.

Tarek El -Banna er i forvejen dømt for bl. a. dødsvold, flere tyverier, trusler og vold og venter i øjeblikket på at komme til at afsone en fængselsdom for hæleri.

SPARKEDE MAND IHJEL

I 1996 var det den unge tysk-fødte palæstinenser, der for alvor fyrede op under debatten om de kriminelle indvandrer-bander i landets store byer, da han efter et skænderi om retten til en taxa slog og sparkede den 20-årige Michel Scharling Jørgensen ihjel på banegårdspladsen i Århus. Den ugerning kostede Tarek to år bag tremmerne.

I gerningsøjeblikket var Tarek stærkt påvirket af sprut, hash og det kemiske stof speed. Men speciallæger i psykiatri har fastslået, at den svært karakterafvigende, egoistiske, asociale og aggressive unge mand ikke er sindssyg.

Tarek er præget af en kaotisk og barsk opvækst i et miljø, hvor selv mindre konflikter ifølge øjenvidner fra El -Banna -klanens omgangskreds blev fulgt til dørs med rasende trusler, hævede økser og knive.

Samtidig har han ladet sig påvirke af sin dominerende og væsentlig mere intelligente storebror Mohammeds tidlige erfaringer med trick-tyverier, vold og narkotikamisbrug i det kriminelle drengebande-miljø.

HADER DANMARK

Lillebror har været en god lærling. I forbindelse med transporten til en retssag i Odense truede Tarek med at forårsage en trafikulykke og lemlæste de tre politibetjente, der måtte bruge håndjern og lægge alle kræfter i for at pacificere den uregerlige dreng.

- I er nogle politi-svin, nogle tøsedrenge. Jeg hader Danmark. Hvis jeg møder jer, vil jeg stikke jer ned og drikke jeres blod, råbte Tarek ifølge den ene betjents vidneforklaring.

Tarek El -Banna tonede sidste år efter den meget omtalte byretssag om massevoldtægt mod en 14-årig pige, hvor hans lillebror Rabia og de to fætre Mahmoud og Sahid var blandt de dømte, frem på landsdækkende tv.

På trappen foran retten spyttede Tarek efter en fotograf og gav fuck-fingeren, så ingen fjernseere kunne være i tvivl om hans mening:

‘Skråt op, Danmark!’

BRANDSTIFTEREN

Næste gang kan han nok ikke undgå udvisning.

Det konstaterede forsvarsadvokat Jørgen Schouby, da hans klient Fadi El -Banna forrige jul blev dømt for at have sat ild til sin egen lejlighed i Århus i et forsøg på at snyde sig til en større forsikringssum.

Nogle år tidligere var den 26-årige Fadi, der i dag er dybt afhængig af rygeheroin, tiltalt i en anden sag om brandstiftelse, hvor 23 lejligheder udbrændte i en boligblok i Århus. Motivet skulle angiveligt have været jalousi. Men sagen blev frafaldet på grund af manglende bevis.

Fadi El -Banna er gift med en tyrkisk kvinde. Ekstra Bladet erfarer, at det skete meget imod forældrenes ønske.

DIREKTØRENS SVIGERSØN ER STORTYV

El -Banna -klanens kriminelle lederskikkelse Mohammed El -Banna Eriksen giftede sig sidste år ind i en velhavende århusiansk familie.

Den 23-årige palæstinensers kone Christina Eriksen er datter af en succesrig direktør i bilbranchen, og arven efter hendes afdøde mor har været med til at sikre parret økonomisk.

Mohammed har med sit charmerende væsen, gode talegaver og en evne til at vinde folk for sig haft en stærk position i det kriminelle miljø.

Som 17-årig deltog han i de blodige bande-uroligheder på Bellevue Strand ved Århus tilbage i 1994, og Mohammed er stadigvæk en karismatisk faderfigur for sine yngre brødre og fætre.

FROSSET UD AF FAMILIEN

En lille, undseelig og høflig mand med velplejet overskæg har opfostret tre af de mest kriminelle indvandrerdrenge i Danmark.

Mahmoud Said El -Banna har altid været en fjern og kuet underdog-skikkelse i forhold til de mere temperamentsfulde sønner Mohammed, Tarek og Rabia. Men han har betalt en høj pris for sin mislykkede opdragelse.

I flere år har Mahmoud Said El -Banna boet for sig selv, og efter sidste års skilsmisse fra Ahlam Ahmad Afiouni, der er mor til parrets tre sønner og to døtre, har han været frosset ud af sine egne børn, af El -Banna -klanen og det arabiske miljø i Århus.

- Jeg har ikke set en araber i fem måneder, forklarer Mahmoud Said El -Banna , da Ekstra Bladet besøger ham i hans lille lejlighed på Kirkedammen i Århus.

BESKIDT FAMILIE

Bitterheden er tydelig. Men spørger man til sønnernes ugerninger, bliver Mahmoud fjern og utilgængelig.

- Spørg deres mor, siger han til sidst afværgende på næsten uforståeligt dansk. Flere ord kommer der ikke. Dagen efter får Mahmoud Said El -Banna kolde fødder. Han bryder i hvert fald en klar interview-aftale og har ikke siden været til at træffe.

Naboen Susanne Lykke Hansen bekræfter, at Mahmoud Said El -Banna i dag fører en stilfærdig eneboertilværelse.

- Der kommer ikke så mange hos Mahmoud, og når det sker, er det ikke arabere, men udelukkende danskere, siger Susanne Lykke Hansen.

Peter Seeberg, lektor på Institut for Mellemøstlige Studier i Odense, vurderer, at kun mandlige familieoverhoveder, der træder meget ved siden af, risikerer at blive frosset ud af deres egne arabiske brødre, fætre, kusiner og børn.

- I den arabiske verden er familiebåndene normalt meget stærke. Man hjælper hinanden. Men alt kan selvfølgelig ske, når der er tale om et så kaotisk familieliv, siger Peter Seeberg.

- Han har jo svigtet som far og som mand. Respekten er væk, lyder en karakteristik fra en araber med tilknytning til indvandrer-organistionen IDFAD i Århus, og kilden bekræfter, at de to århusianske forgreninger af El -Banna -klanen i dag er lukket ud af det gode arabiske selskab i Århus, fordi mange anser familiemedlemmerne for at være ‘beskidte’.

Mahmoud Said El -Banna stammer som sine brødre Samir og Mohammed fra den hårdt belastede libanesiske havneby Tripoli.

BØJEDE NAKKEN

De har alle gjort tjeneste i en af de palæstinensiske militser og var en del af det mellemøstlige krigshelvede.

I 1989 fulgte Mahmoud Said El -Banna i sine brødres fodspor og søgte om opholdstilladelse i Danmark. Få måneder senere blev han så genforenet med sin kone og sine børn i Århus.

Men freden sænkede sig ikke over Mahmoud Said El -Banna og hans familie.

Hustruen Ahlams iltre temperament og Mahmouds elendige sprogkundskaber, bløde væsen og alkoholmisbrug gav fri bane for sønnerne.

Den naturlige lederskikkelse Mohammed og den uregerlige Tarek var ikke sene til at udnytte blottelserne. Moderen Ahlam forsøgte desperat at redde stumperne, mens Mahmouds rolle ifølge familiens venner og bekendte ofte var begrænset til at bøje nakken og servere kaffe.

DØMT FOR TYVERI

Susanne Lykke Hansen, der i et halvt år har været på nabo-hilsefod med Mahmoud Said El -Banna , har svært ved at forbinde den lille mand med nogle af de seneste års mest omtalte kriminalsager i Danmark.

- Han er altid velopdragen og høflig. Den sødeste mand, man kan forestille sig. Det kunne mange danskere lære af. Mahmoud holder altid døren for én og siger goddag, forklarer Susanne Lykke Hansen, som ikke kender El -Banna -klanens tidligere overhoved nærmere. For længere end de overfladiske høflighedsfraser går han aldrig.

Engang blev Mahmoud Said El -Banna dømt for butikstyveri og socialt bedrageri. Det er fortid nu. Men på grund af sønnernes synder forsvinder den 53-åriges stempel som en uduelig far og mislykket ægtefælle aldrig.

GROFT SVIGT I SYSTEMET

Familier kan gå i hundene, uden det sociale system opdager noget, før det er for sent, mener byrådsmedlem i Århus kommune Jens Winther (V).

Han har personligt fulgt indvandrerfamiliers manglende trivsel i den vestlige bydel Gellerup og Bispehaven.

- Der skal en politisk ændring til. Kommunen har et mantra, der lyder, at forældre skal have lov til at opdrage deres børn. Men somme tider bør vi vende spørgsmålet om og sige, at vi skal frelse børnene fra forældrene.

Han forstår ikke, at socialforvaltningen lod det gå så langt med klanfamilien El -Banna , hvis børn har kostet samfundet mange millioner kroner og en række ulykker.

Jens Winther mener, det sociale system har kendt problemerne gennem mange år og for længst skulle have gjort noget effektivt.

DE TAV OM VOLDTÆGT

- Jeg er lidt famlende over for, hvor meget samarbejde, der er mellem 1.

og 4. afdeling her i byen. Altså mellem skole- og socialforvaltning. I det øjeblik, noget går galt i skolen, bør der gå besked til socialforvaltningen. Men jeg tvivler på, det sker. Jeg har set, at skoleforvaltningen har haft kendskab til de syv drenge i massevoldtægtssagen, uden at socialforvaltningen umiddelbart blev underrettet.

Jens Winther, der er handelsskolelærer, synes det er ærgerligt, at børnene i El -Banna -familierne skulle blive 15 år, før myndighederne reagerer.

- Jeg er overbevist om, man kunne have grebet ind meget tidligere, hvis man ville. Når man får henvendelser om, at 10-12-årige børn har lavet noget skrammel, bør man tage fat. Men vi kører til mindste bogstav reglen om, at familier skal straffes mindst muligt. Vi ender derfor med nogle familier, der skulle have haft noget hjælp tidligere. Vi skulle have sagt stop for længst. I dag er det for sent med den familie, siger Jens Winther.

Han understreger det triste i, at El -Banna -klanen ikke er den eneste familie med store problemer.

NYT REDSKAB

I Århus socialforvaltning siger souschef Kirsten Frandsen til Ekstra Bladet:

- Jeg kan jo ikke sige noget om den konkrete familie. Men den nye lovgivning fra 1. januar går i retning af, at vi skal se på helheden og ikke den enkelte. Det kan få betydning i familiesager.

- Skal I til at tvangsfjerne børn hyppigere? - Hele det område er styret og regelbundet, som det næsten kan være med klar lovgivning. Fremover er der måske mindre tvivl om, at vi skal se familien som helhed.

- Er det så slut med, at en enkelt familie får lov at udvikle sig så negativt? - Det kan vi aldrig sige. Området er så vanskeligt, og der er ting i livet, vi ikke kan forudsige. Går jeg over vejen, kan jeg blive kørt over, siger Kirsten Frandsen opmuntrende og nævner dog Folketingets beslutning i efteråret om at bevilge penge til flere sikrede institutionspladser til besværlige unge.

Flere af de unge dømte i massevoldtægtssagen fra Bispehaven er i dag anbragt på de sikrede institutioner.

Man savner ord. Ingen i klanen kan udvises fordi de alle bor i Danmark, til trods for at de alle hader Danmark og terroriserer Danmark.

68 sidste dage

68, Historie, venstrefløjen — Drokles on April 27, 2008 at 9:58 am

Jyllandsposten har haft en lille parade af skribenter, der hver på deres måde gør op med arven fra 68. David Gress koger anti-demokratismen og oikofobien ned til arven fra Rousseau, skønt han diffentierer 68’s nationale forskelle. Fra Jyllands-Posten

Den ene løgn er, at 1968 var et oprør mod undertrykkelse; den anden, at 1968 var et “paradis”, der bragte frigørelse, og at den vestlige verden efter 1968 derfor var et friere og mere menneskeligt sted end før.

Sandheden
Sandheden er, at der ikke var nogen undertrykkelse, i hvert fald ikke der, hvor 1968 slog stærkest igennem, nemlig i de demokratiske lande. Det er kun få beskrivelser af 1968 og dets følger, der har fat i det, men de er de bedste.

Herhjemme var det Poul Behrendt, som i “Bissen og dullen” fra 1984 leverede den stadig i dag suverænt skarpeste analyse.

Frigørelsen var kun for de rettænkende. For mange andre førte 1968 til ensretning, tanke-tvang, snæversyn og en uhørt barbarisering og forgrovelse af kulturen. I nogle tilfælde endte det, der begyndte i 1968, med terror og mord.

Den lige så kolossale som uberettigede selvretfærdighed, 1968-folkene udviklede, var kimen til den tanke, at vold var et legitimt, endog nødvendigt redskab for den revolution, alle talte om.

(…)

For Marcuse og hans tusindvis af sene beundrere var demokratiet en illusion. Det åbne samfund var i virkeligheden et diktatur, der fik folk til at tro, de var frie, for desto mere effektivt at undertrykke dem. Denne undertrykkelse foregik ganske vist ikke med hemmeligt politi og koncentrationslejre, men det viste bare, hvor udspekuleret den var.

Med den repressive tolerance som forklaringsnøgle var det let at bevise, at de vestlige demokratier var undertrykkende regimer, ja de mest undertrykkende, historien havde kendt. Det var blandt andet derfor, at 68′erne ikke ville tale om Sovjetunionen og Østeuropa, hvor undertrykkelsen var reel.

(…)

I Frankrig krævede de unge “fantasien til magten” og skabte kortvarigt den illusion af paradis, den unge tyske kvinde beskrev.

I Frankrig var 1968 forsøget på at realisere ikke så meget Karl Marx’ klassekampsrevolution, men Jean-Jacques Rousseaus utopi om det lykkelige og gode menneske, der vil træde frem, så snart samfundets snærende bånd er løst.

Frisæt det gode menneske, og al konflikt og undertrykkelse vil forsvinde. Folk og magthavere bliver ét, og enhver borger vil i egen person inkarnere hele samfundet. Utopien var besnærende, men farlig, for den var umiddelbart totalitær.

Den siger, at ingen må bestemme over andre, men samtidig, at der kun er én rigtig måde at leve på. Det giver de rettroende den totale moralske magt til at bestemme, hvordan der skal tænkes og leves.

(…)

Er man ægte interesseret i fortiden, vil man ønske at forstå nuancer og forkaste forenklinger. At 68′erne fik en groft forenklet version af historien sat i højsædet i den offentlige mening viser, at de netop ikke var interesseret i historien, men i at have ret og kvæle deres kritikere.

(…)

Den frihed, som 68′erne hyldede, var ikke den ægte frihed, tjekkerne i Prag ønskede. Det var på det personlige plan en egoistisk handlefrihed, som var ulidelig for dens ofre. På det sociale førte 1968-forståelsen af frihed til en række katastrofer, vi stadig slås med.

Disciplin- og kundskabsløse skoler, graffitihærgede gader og galoperende kriminalitet er blot nogle af dem, den endeløse række af naive ideologier fra fredsbevægelse til CO -2 -panik er et par andre.

Den tidligere domprovst Poul E. Andersen skiller 68 op i kulturradikalismen og munkemarxismen, der grundet deres fælles foragt for det borgerlige fandt sammen i en uhellig alliance. Fra Jyllands-Posten

KULTURRADIKALISMEN er en af århundredets ideologiske og kulturelle strømninger, som formåede at sætte sig igennem, og som havde åndelige kræfter og kulturel gennemslagskraft til at præge store dele af samfundet. Den gav incitament og forandringslyst, men også voldsomme udfordringer til det borgerlige samfund, som på mange måder var faldet hen i moralisme, selvtilstrækkelighed og søvnighed. Det er ikke tilfældigt, at 1970′ernes ungdomsoprør er mærket deraf.

Generationen efter Anden Verdenskrig formåede hurtigt at ryste krigens traumatisering af sig. Den omsatte al sin energi til kampen for et moderne samfund, hvor velfærdsstaten kunne tilgodese alle borgere. Det rent materialistiske samfund blev skabt i disse år.

Mod slutningen af 1960′erne tog ungdomsoprøret form som en protest mod materialisme og kapitalisme, men også som en protest mod de autoritære samfunds- og familiemønstre, som tidligere generationer havde overleveret. Krigen havde nok vendt op og ned på mange ting, de gamle traditioner havde på mange områder overlevet sig selv, men levede videre med næsten fornyet kraft i efterkrigstiden i en befolkning, som ikke mere delte en fælles tilværelsesforståelse. Ungdomsoprøret var imidlertid også et forsøg på at bekæmpe fremmedgørelsen og uligheden i samfundet.

Rodløshed
Det er ikke underligt, at de unge lod sig inspirere af nye tanker. De følte sig isolerede og rodløse under samfundets økonomiske ekspansion. De stod usikre i nationale spørgsmål, og de havde vendt ryggen til det religiøse, som tidligere havde været livsgrundlag.

I denne periode var 1930′ernes store tankebygninger, kulturradikalismen og marxismen, på ny blevet aktualiseret. Kulturradikalismen havde formået at fastholde grundideerne fra den franske oplysningstid. Den gjorde det meningsfuldt for de unge at overtage tanken om frihed og tolerance, om social forståelse og respekt for mennesket. Og kampen mod borgerskab og religion, mod vanetænkning, hykleri og fraser fandt ny forståelse og var med til at skabe et fællesskab.

Omring 1960′ernes begyndelse havde kulturradikalismen udviklet sig til en magtfaktor. Den var blevet institutionsbærende. De kulturradikales pædagogiske og psykologiske tænkning gjorde sit indtog i alle samfundets kulturbærende institutioner, børnehaver og videregående uddannelser. Kulturradikalismen var blevet normdannende, ja visse steder besad den et aggressivt kulturmonopol.

(…)

På de videregående uddannelser kunne de kulturradikale og marxisterne mødes i et opgør med al autoritet og alle former for borgerlige dannelsesbegreber, selv den højt udviklede klassiske dannelse var suspekt. Begge parter var sig bevidst, at den, der formåede at kontrollere bevidsthederne, ville bære sejren hjem.

Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske stat og æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde for at påvirke menneskers tænkning og bevidsthed, så et nyt frihedens samfund kunne opstå deraf. Den totalitære tænkning gemte sig ikke blot bag den kommunistiske ide, men ligeså fuldt bag dem, som ville bruge friheden til at omskabe mennesker. De ønskede ”de kloge til magten”. Kulturradikale politikere har da også altid lagt stor vægt på at besætte de kulturbærende ministerposter.

Andersen bruger en del tid på den vidensnivelering, der var en naturlig konsekvens af opgøret med den almene dannelse og det er en tråd, som også forfatteren Ole Hyltoft tager op fra en kulturel sunsvinkel. Fra Jyllands-Posten

Hvor 68′erne erobrede positionerne, blev der ikke givet ved dørene.

PIGER I Thy-lejren, der sad og strikkede hønsestrik, mens de vuggede med bardunerne i solskinnet. Er det noget at jamre over, nu 40 år efter at 1960′ernes unge brød med flinkeskolen og 100 års seksualforskrækkelse?

Nej, hvis det bare kun havde været det. Men den nye kultur, de busede på med, viste sig at være en tynd kop te. Benny Holsts, Arne Würglers og Poul Kjøllers lange, bange sange var lunkent vand ved siden af Ingemanns, Weyses, Kaalunds og Halfdan Rasmussens, der blev fordømt som borgerlige.

Et fornuftigt farvel til tom autoritet blev til kaos i klasseværelset.

Nødvendige elementære kundskaber i dansk sprog og historie afløstes af snakkesalighed om ditten og datten, så mange unge tror, at slaget ved Dybbøl er et vikingetogt.

Magthaverne blev revet ned af podiet, men ikke for at afskaffe magten - derimod for at nye, ædlere magthavere kunne komme til, 68′erne selv.

68′erne fik aldrig magten i finansverdenen og i politik. Politisk skaffede deres parti, VS, først magten til en borgerlig regering (Hilmar Baunsgaard) og siden til Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen.

Derimod fik 68′erne magten - og det forbløffende hurtigt - over kulturlivet. Først universiteterne, så seminarierne, så gymnasiet, så folkeskolen blev erobret. Arkitektskolen, kunstakademiet, den litterære verden og Danmarks Radio blev taget med et snuptag.

Og hvor 68′erne erobrede positionerne, blev der ikke givet ved dørene. Slet skjulte Berufsverbot fik den unge generation og snart også den forsagte del af den ældre til at marchere i marxistisk takt. Opponenter fik kærligheden at føle.

Udenrigsminister Per Stig Møller blev vraget til et professorat, han var den bedst kvalificerede ansøger til. Den i dag højt respekterede professor i nordisk litteratur ved Wiens Universitet, Sven H. Rossel, også kaldet guldalderprofessoren, kunne dengang ikke få ansættelse ved et dansk universitet, fordi han ikke hørte til den kompakte majoritet af munkemarxister.

Til gengæld blev mindre kvalificerede, men rettroende folk ansat. Som den stadig regerende professor i litteraturvidenskab Peter Madsen, der har drejet litteraturstudiet væk fra digtekunsten og over på teoretiske fiksfakserier.

Ensretning
Der foregik en ensretning af de humanistiske fakulteter. Alle, der ville til fadet eller ville holde sig ved det, rettede ind efter de herskende floskler. Fra den nye professor i dansk Thomas Bredsdorff til den gamle Sven Møller Kristensen. Sidstnævnte havde endda forfattet Danmarks frihedssang i 1945. Men den frihed lod han sejle sin egen sø i 1970′erne.

Havde VS’erne også fået den politiske magt, havde vi fået DDR-tilstande i Danmark. Med Preben Wilhjelm som vores Honecker og Bente Hansen som vores fru Honecker. Hvorfor var det så nemt for munkemarxisterne at få omskolet en hel generation af studerende til proletariatets avantgarde? De fleste af dem kom dog fra borgerlige hjem.

Fordi hverken socialdemokraterne eller de borgerlige havde noget åndeligt modspil af stille op med.

Socialdemokratiet var netop i disse år under forvandling fra et kulturparti (med Jul. Bomholt som leder) til et teknokratisk økonomiparti (med J.O. Krag som leder).

Og de borgerlige havde intet kulturelt perspektiv i deres politik. De interesserede sig for penge og skatter. Nichts weiteres.

I 1970′erne var jeg formand for Socialdemokratiets kulturudvalg og kulturredaktør på dagbladet Aktuelt. Og forsøgte i disse egenskaber at samle kunstverdenens umarxistiske ånder.

Sammen med statsminister Anker Jørgensen holdt jeg på Marienborg en række møder med et par hundrede af kunstens frie ånder. Personer som malerne Egill Jacobsen, Ejler Bille, Richard Mortensen, Mogens Andersen og Robert Jacobsen. Scenens folk som Birgitte og John Price, Kaspar Rostrup, Christoffer Bro, Helle Hertz, Preben Harris og Kim Larsen. Forfattere som Elsa Gress, John Nehm og tv’s Flemming Madsen.

Men det blev aldrig et hold, der kunne samles om at vende sig mod tidens internationale Marx-bølge. Partiet fulgte ikke møderne op.

De unge socialdemokrater, der kom ind i Folketinget i disse år, var måske også mere munkemarxistiske, end de var socialdemokrater.

Levebrødet forsvandt
Det, vi taler om her, er ikke spinatfuglepip. Det var levebrødet, munkemarxisterne tog fra dem, der ikke fulgte trop. Sven H. Rossel måtte emigrere til USA, hvor han i øvrigt ved University of Washington opbyggede det største institut for nordisk litteratur uden for Danmark. Per Stig Møller blev chef i Danmarks Radios kulturafdeling; et job, han i øvrigt kun fik, fordi det dengang ikke var DR’s direktion, men det tværpolitiske radioråd, der bestemte.

Jeg tror aldrig, det rigtigt er gået op for folk uden for kulturmiljøet, hvilken undertrykkelse af den frie ånd der her fandt sted for øjnene af det borgerlige og det socialdemokratiske Danmark.

Imens skrev Klaus Rifbjerg smædedigt om en af det 20. århundredes største litterære frihedskæmpere, den ikke-marxistiske Solsjenitsyn.

Mærkeligt med denne intelligentsia. Den opfatter sig selv som human og knytter sig dog til en barbar-ideologi som marxismen - og efterfølgende til en barbar-religion som islam.

Én ting er sikkert efter disse 40 år. Intelligentsiaen har mistet sin stilling som folkets vejleder. Var det forresten ikke det, de ægte ungdomsoprørere, blomsterbørnene, ønskede?

Lone Nørgaard i Jyllands-Posten

På ét punkt deler professor- og direktørbørnene samt deres ofte evnesvage, kapitallogiklæsende medløbere blandt de studerende ved de højere læreanstalter (jeg hørte selv til dem, Herren være med mig) og den øvrige grå masse et fællestræk: Selvrealisering - ergo sum.

Med 68-generationen blev lyst-før-pligt knæsat som styrende moralprincip. Mantraet mig-mig-og-tre-gange-mig gik sin sejrsgang igennem 1970′erne og 1980′erne og formede dermed 68′ernes børn, der betalte prisen, så det baskede. Skilsmisser, skiftende partnere og nye spændende job og udfordringer blev altid prioriteret før børnenes interesse i ro-renlighed-regelmæssighed.

Ethvert samfund gennemgår fra tid til anden en moralsk vækkelse, der selvfølgelig tager udgangspunkt i den herskende religion. 68 var en sådan vækkelse, men den tog udgangspunkt i kredse, der dyrkede det antireligiøse. Grundlæggende var projektet frigørelse en naturlig fortsættelse på den protestantiske tro på individdets evne og ret til at skabe sine egne rammer og derfor var kravene fra 68 umiddelbart uimodståelige for konservative kræfter. Man kunne jo ikke nægte nogen at bruge sin egen dømmekraft og på baggrund af to verdenskrige klingede ord som nationen og dertil hørende symboler, traditionen og alt der havde med det bestående at gøre hult. Men frisættelsen af mennesket i den protestantiske tro byggede på et forhold til Gud, som en fader og man kan ikke tage det afgørende led ud af ligningen og forvente at den stadig går op. Man er nødt til at stille en ny ligning op hvis man vil frem til et ønskeligt resultat.

Og det var netop hvad 68 ikke magtede, mest end dels fordi de ikke var så interesseret i andet end at fyre den af inden de blev for gamle. Mellem de kulturradikale og marxisterne og andre medløbere var der ikke skyggen af enighed i andet end deres fælles had til det borgerlige, der altså blot var deres forældre. Kun sære kommunistiske fraktioner brugte energi på at opstille ideologiske alternativer som basis for en ny etik mennesket kunne være bedre tjent med, men på en dødssejler af et grundlag. Det eneste der blev tilbage, som grundlag for 68 frigørelse var derfor en udlevelse og en dyrkelse af sit eget jeg uden ydmyghed eller nogen fast forpligtelse på noget udenfor selvet. Men de beholdt missioneringstrangen, der nu kun var tom moralisme, som de brugte skånselsløst, som et effektivt våben til at kyse deres nøjsomme forældre.

68 store frisættelse var først og fremmest en frisættelse for en gruppe ressourcestærke individer - eller sådan så de sig selv - for ansvar. Deres ret til Jorden var deres egentlige projekt og intet, knapt nok deres egne børn, måtte komme i vejen for deres fri udfoldelse, jagt på lykke og nydelse af de goder, hvis eksistens de ingen andel havde i, men som de krævede fri adkomst til. Når man beskylder dem for hykleri ved at de selv blev et system af magt og undertrykkelse er det således misvisende. 68 var intet andet end et armamentorium af floskler til dække over selvretfærdighed og det er de forblevet tro imod.

Meget sigende blev 68 værdier omsat til fuld effekt i det liberalistiske system, der ligeledes er en udløber af den protestantiske tro og også tager eksistensen af sammenhæng for givet og ikke mener sig forpligtet deraf. Det eneste problem med liberalismen for 68erne var besværlighederne ved en indførelse af en klerikal platform fra hvilket de skulle trone og dømme andre. Universitetsfolk klarer sig godt i samfundet, men de skaber ikke formuer, der er succeskriteriet på det frie marked. Kapitalismen blev en hovedfjende fordi den ville slå 68 indenom i frigørelse med håndgribelige fordele. Og det er på mange måder hvad der skete.

68 drømmen er forbi, festen er slut og vi står med oprydningen. 68 troede at de ændrede verdenshistorien, at de var den udvalgte generation hvorom alle drejede i evig andagt. Men hvor deres forældres store ikoner døde i stille ydmyghed under besættelsen i kamp for nationen og friheden formåede 68 kun larmende at ryge hash på kulturministeriets trappe for deres egen selviscenesættelses skyld. Alt siges om 68 forløjede selvopfattelse når den slags ligegyldige studenteranekdoter trækkes af stabelen, som var de historiske milepæle. 68 var ikke tiden hvor “alting skete”, det var bare en af de beklagelig udløbere af katastrofen i 1914 der har svækket den vestlige civilisation og især Europa.

Virkeligheden har nu indhentet 68’s floskler og erfaringen har afsløret det ideologiske falsum. Vi er nu bekendt med konsekvenserne af deres drømme og vi er mere på vagt overfor nye drømme. De efterlader sig ikke en brugbar arv og deres spor bliver kun liggende den tid det tager at få dem slettet. Deres åndelige børn er sølle kopier, der kolporterer tomhed baseret på slidte fraser - intet andet end kustoder i 68′ernes ideologiske museum. Ungdomshuset er ikke en progressivitetens revival, men et efterskævl af lav og sekterisk kvalitet. Deres - og resten af venstrefløjens for den sags skyld - relativistiske teoretikere bliver stadig mere mærkelige og af stadig lavere intellektuel kvalitet. Deres teorier forklarer ikke verden, ja de end ikke giver indtryk af at forklare verden. Derfor hører man dem stadigt oftere og med desparation i stemmen opfordre, hvis ikke ligefrem kræve at befolkningen skal lære at se dette eller hint problem i et bestemt lys - det lys der gør blind for den åbenlyse logik. De unge 68′ere kunne nok forblænde deres forældre igennem en universitetsuddannelse og højtflyvende fremtidsdrømme men nu er de blevet for gamle til at mønstre den forfængelighedens energi, der hidtil har tjent dem så godt i forsvaret af deres dumheder. 68 er en færdig genration.

Gress slutter sit indlæg med ordene: “Oprydningen er endnu knap begyndt.” Men den er trods alt begyndt.

Fremstrakt hånd er fandens lillefinger

Akademia, islam — Drokles on April 24, 2008 at 5:14 am

Domprovst Steffen Ravn Jørgensen har googlet lidt på et par af de 138 islamiske lærde underskrivere af det såkaldte fredsbrev til den kristne verden. Fra Kristeligt Dagblad

EN ANDEN UNDERSKRIVER, H.E. Shaykh D. Tayseer Rajab Al-Tamini, chef for islamisk ret i Palæstina, overhoved for Det palæstinensiske Center for Religion, Civilisation og Dialog, sagde i 1994: ”Jøderne er bestemt til at blive forfulgte, ydmyget og altid tortureret, og det er en muslims pligt at sørge for, at de høster deres ret. Ingen smålige skænderier må få lov at skille os. Hvor Hitler svigtede, må vi fuldføre”. Og i anden sammenhæng: ”Islam eskalerer og kan ikke modstås. Jeg beder Allah rive USA ned som Sovjet blev sønderrevet”. (Kilde Debbie Scullel, 5. januar 2005).

Endnu en medunderskriver, muftien af Jerusalem, Ikrima Saoid Sabri, har om børneselvmordsbombere udtalt ”jo yngre martyren er, jo mere respekterer jeg ham.” ”Jøderne er de fejeste skabninger, Allah overhovedet har skabt.” Den 4. marts 2005.

På samme tidspunkt, som Det Palæstinensiske Selvstyre havde anmodet Israel om at løslade terrorister, som havde myrdet israelere, planlagde selvstyret at henrette palæstinensere, som havde forsøgt at forhindre terrorangrebene. Sabri havde udstedt en særlig kendelse som bifaldt henrettelse af 15 palæstinensere. (isracast.com/index.asp)

Dr. Muhammad Salim Al-Awa sagde til Washington Journal i august 2006, at selvmordsbomber er forståelige forsøg på at gøre opmærksom på politisk uretfærdighed og har ingen forbindelse med radikal islam. I sin bog ”Religion and Homeland – Chapters in Muslim Attitudes Towards Non-Muslims” skriver Al-Awa: ”Koranen er den grundlæggende og primære kilde for islamiske love, værdier og dyder” og at ”i et samfund med muslimsk majoritet, er det kristne præster forbudt at diskutere religiøse spørgsmål, religiøse love, og islamisk sharia.”

Domprovsten spekulerer i om de lærde lyver bevidst for de vantro og opfordrer Danske Kirkers Råd til ikke at indlade sig med den slags mennesker. Hvad der er mere fascinerende er, at ingen mig bekendt har gjort opmærsom på at disse lærde skulle være islamister. Derfor må man gå ud fra, at de af sagkundskaben regnes for, hvad man normalt betegner moderate islamiske lærde.

Hvis antagelsen om at disse 138 lærde repræsenterer gængs islamisk tænkning vil sagen imod apologeterne være afsluttet. Islam er i så fald i direkte konfrontation med os og de mange former for islam er enige om at jøderne skal dø og de hører rent faktisk Koranen opfordre til vold og afviser ligeledes at islam kan forenes med et sekulært samfund. Alt dette bekræftes jo af de øverste lærde, de lærde, der i skarp konkurence med andre lærde blandt denne verdens over en millard muslimer har bevist den allerstørste kyndighed i de kanoniserede skrifter i nøje overensstemmelse med den definerende tradition for folkning. Et langt større kendskab end en eller anden lektor, der i mangel af andre karriereveje i sit voksne liv satte et par semstre af, mellem fredagsbarer og studiefester til at lære sig lidt postmodernistisk lingo. Beviset er lige her og det må og skal føre til fyringer af lektorer, professoerer og undervisere ved landets læreanstalter, der imod bedre vidende har spredt falske rygter om islams åbenbare sande væsen.

Tunesersagen vundet

Forbrydelse og straf, Globalisering, Godheds-industrien, Multikultur, Pressen, islam — Drokles on April 22, 2008 at 3:58 am

I hvert fald på det folkelige plan. Realiteterne har det desværre med at opbyde alskens juristeri til hinder for retfærdigheden og nødvendigheden.

DR1 TV-Avisen kl. 21:00 var den store historie om det nu ikke var synd for mordere og terrorister in spe at blive udvist til juridisk afregning i deres hjemlande. Journalist og anker-kvinde Mette Walsted Vestergaard ledte en kort debat, eller snarere en præsentation af meningsmodsætninger (den form for journalistik DR bryster sig af). Mette walsted spørger den normalt smådumme Kim Bänche med vanlig sans for rød balance

MWV: Tør du stole på en torturstat?

KB: Nej, men det der jo er sagen her det er jo at vi skal sikre at de pågældene mennesker, som er til fare for landets sikkerhed, at de rent faktisk kommer ud af Danmark og der må vi finde den måde vi kan gøre det på sådan at vi har en sikkerhed for at de ikke bliver udsat for tortur eller dødsstraf.

MWV: Jeg sørger igen. Kan man stole på en torturstat?

Fint nok. Det er lidt spidsvinklet men principper har det godt på spidsen. Kim Benche andet svar var meget som det første og han havde slået godt igen ved klar tale uden at forfalde til den vulgære folkelighed, som Mette Walsted lænte sig op ad.

Nu skulle Lars Norman Jørgensen fra Amnesty International så høres

MWV: Hvis Storbritanien kan lave den slags aftaler skulle vi så ikke kunne?

Og der er skævvridningen så. Hvis Walsted Westergaard skulle følge eksemplet fra spørgsmålet til Bähnke om man kunne stole på en torturstat, skulle spørgsmålet til Lars Norman være i retning af om en retstat ikke havde pligt til at beskytte sine borgere mod at blive myrdet af terrorister. Og hvis man skulle lægge sig på linie med spørgsmålet til Lars Norman skulle spørgsmålet til Kim Bähnke være  i retning af om man overhovedet kan gøre, som man har gjort i England. Balance ville Walsted ikke umiddelbart ikke sikre og hun holdt fast i sin linie

MWV: Ja, Tom Bähnke man sender mennesker tilbage til lande, hvor de risikerer tortur og vi ved også at Sverige blandt andre har dårlige erfaringer med den slags diplomatiske forsikringer. Gør det slet ikke indtryk på dig?

Men det blev alligevel til lidt balance for Benches svar var uimodståeligt. De såkaldte torturofre er til fare for statens og især Kurt Westergaards sikkerhed. Det handller jo ikke om at tilgive dem noget der allerede er sket og derfor ikke kan lade sig rette eller kompensere, men om at forhindre at noget uopretteligt sker. Eksemplet fra Sverige, som der blev referet til var netop ét eksempel med en egypter der forsvandt efter anholdelsen.

Bähnken lod ikke de selvretfærdige sætte sig på dagsordenen og var klar i sin argumentation når han skelnede mellem det vi nu ved, nemlig at de selv kan rejse frivilligt og derved ikke udsætte sig for de Tunesiske myndigheders opmærksomhed og det tvang Mette Walsted til at stille det logiske spørgsmål, der i sin klarhed tabte hendes sarkasme

MWW: Vi kan jo ikke have mennesker, der er til fare for statens sikkerhed rendene rundt…

Svaret fra Lars Norman Jørgensen var en famlen for nogle retssikkerhedsprincipper, der skulle strække sig til vores fjender og hans løsning på problemet, som den gode Amnestifinder kunne komme på var at sprænge efterretningsbudgetterne.

Optakten havde allerede skudt al sympati man måtte have for de stakkels tunesere i sænk ved et soundbite fra den enes formummede kone (angiveligvis, det var ikke lige til at se).

Jeg synes det er fuldstændig sindsygt.

(…)

Og så kan de bare få lov til at ekspedere dem ud af landet. Det er ligemeget, hvad de kommer ned til og hvad der skal ske med deres fremtid deres børn deres koner og deres eget liv. Så altså, bananrepublikken Danmark åbenbart.

(…)

Hvem er det lige der er onde her og hvem er det der er gode? Jeg synes at det er dem der er onde.

Ja, vi er de onde når vi ikke giver kendte terrorister fripas til at myrde løs iblandt os. Selv ikke Danmarks Radio kan redde den logik at vi skal have en trussel mod vores sikkerhed rendende rundt og vente på deres snit til at snyde den intensive overvågning for at sprænge en bombe eller myrde Kurt Westergaard.

Det absurde teater med at lade diffuse menneskerettigheder overtrumfe dansk lov fik lov til at stå glasklart. Menneskettighederne bunder ikke i menneskenes svære og modsætningsfyldte virkelighed, hvor nødvendigheden er en konstant og tvingende præmis, men derimod i fjerne abstraktioner og sværmeriske drømme om utopia på den anden side. Folket kan godt læse lektien.

Ole Hyltoft beskriver uforvarende Socialdemokratiets reformation

Historie, Kunst og kultur, Politik, venstrefløjen — Drokles on April 16, 2008 at 5:09 pm

Ole Hyltoft starter sin kronik i Berlingske Tidende således

68erne er ved at gå på pension. Generationen efterlader sig to smukke broer samt et historieløst samfund med forfald inden for kulturen, sproget og arkitekturen. De efterlader sig også et ganske konservativt samfund. For tilbageslaget mod 68ernes hårde teorier og løse sæder er for længst indtruffet. Hvad man dog ofte glemmer, når man fordømmer 68erne, er, hvilket opstemmet behov for opbrud, der var i 60erne.

Og så skal man ellers være en kold skid, hvis man ikke læser videre. Gør det og kom i selskab med en af Danmarks absolut bedste forfattere, der her svinger pisken over sit ynglingsemne, den kulturradikale råddenskab i Socialdemokratiet. Men højst bemærkelsesværdigt har jeg indvendinger imod Hyltofts verdensbillede.

Der var kommet borgerlig regering i februar 68. Men stadig var der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet var dansk politiks admiralskib. Andelen af S-vælgere lå op imod de 40 pct. Den dygtige J.O. Krag og den formidable Per Hækkerup var partiets spidser. De var omgivet af solide og sympatiske fagforeningsfolk som HKs Erling Dinesen, SiDs Anker Jørgensen og LOs næstformand Kai Petersen. Og rundt om i vælgerforeninger og kommunalbestyrelser sad rodfæstede socialdemokrater med beskeden skolegang, men med pæren i orden. Alle havde de en klar forståelse af, hvad ideen med partiet var: en social og kulturel højnelse af samfundet.

Fra 1968 var denne indstilling bare ikke venstreorienteret nok. Ungdomsoprørerne trængte lynhurtigt ind i Socialdemokratiet for at borde admiralskibet. Ud af vagten skulle de gamle, kongelige socialdemokrater, kustoderne, som Ritt Bjerregaard kaldte dem.

I 70ernes begyndelse kom, for første gang i partiets historie, et helt hold af unge til tops, som ikke havde haft deres ungdom i DSU, men på universitetet eller seminariet. Spørgsmålet var, om de ikke var mere munkemarxister end socialdemokrater.

(…)

I løbet af 70erne – munkemarxisternes storhedstid – forandrer dansk politik sig radikalt. Der opstår spunshuller i det socialdemokratiske admiralskib.

Joeh, det kommer an på, hvad en socialdemokrat er og hvad en munkemarxist er. Ifølge Hyltoft er det ægte Socialdemokrati “... 30ernes Stauning-socialdemokrati og H.C. Hansens og Bomholts 50er socialdemokrati“. Da Socialdemokratiet blev stiftet i 1871 og i dag altså er 146 år er det lidt af en tolkning Hyltoft foretager, når han tilskriver deres sande identitet som liggende i de tre årtier omkring 2. Verdenskrig. Partiet fik altså først sin sande identitet efter 60 år levetid og mistede den igen omkring de 90 år. Den ægte socialdemokratiske periode har et sært sammenfald med Hyltofts egen barndom og ungdom.

Men det er dog ikke helt ved siden af forstået på den måde at i den periode, fra 30′erne til Jens Otto blev Socialdemokratiet det store folkelige parti. Stauning forfattede i 1934 programmet Danmark for Folket, der var et opgør med tidens totalitære bevægelser, som var “...i Strid med det danske Folks Væsen og i Strid med det arbejdende Folks Interesser.” Stauning lægger hermed socialismen på is for i stedet at favne folket på et nationalt fundament. Socialdemokratiet var blevet et folkeparti, frem for et arbejderparti, tvunget af den politiske nødvendighed.

Det var den totalitære trussel i form af nazisme, fascisme og Sovjetkommunisme, der gjorde partiet folkeligt. Det arbejdene folks interesser kunne nemlig ikke tjenes, hvis det danske folks væsen blev knægtet af diktaturet. Da det i løbet af 50′erne blev tydeligt at den totalitære trussel mod det danske system var forsvundet (truslen hang nu sammen med atomar udslettelse, som man ikke kun lovgive imod) holdt Socialdemokratiet kun fast i sin folkelighed fordi det var en succes. Men det var en succes der blev bygget på en løgn, løgnen om det folkelige projekt baseret på socialistisk tankegods.

For, hvordan kunne munkemarxisternes bording af den socialdemokratiske admiralsskib overhovedet lade sig gøre? Kunne kustoderne slet ikke forsvare sig? Var der ingen til at gennemhulle det nye kulds agitation? Hvorfor gik en folkekær og dygtig Erhard Jacobsen fra borde i stedet for at blive på sin post og kølhale de unge fløse? Var Bennedsen, Ritt, Auken, Nyrup, Espersen og Weiss, de eneste der trådt ind i partiet fra den generation? Var der virkelig ikke kloge unge mennesker, med talent og virkelyst der ville det samme som Hyltoft og Julius Bomholdt? Jo, det må der have været, men de blev ikke taget så godt imod som munkemarxisterne fra universiteterne. For den nye generation af socialdemokrater bar reformationen af det gamle arbejderparti med sig. De kunne deres Marx, de vidste hvad produktionsmidlerne var værd og hvorledes udbytningen af arbejderklassen havde antaget nye former og deres kapitalismekritik stoppede ikke ved grænsen. Det var det, der bjergtog partiet, det var det der bragt håb om det ægte Socialdemokratis genkomst. De gamle folkelige og nødvendige politikere havde ikke et fundament som de kunne stå fast på. Med den nye ideologiske strømning var Socialdemokratiets marxistiske kerne var genfødt og drømmen var nu at bruge den folkelige optjening til at realisere partiets mål. Socialdemokratiet var vendt hjem.

Tiden efter 68 har været en balancegang mellem den socialistiske del af partiet, ført an med de højtsvævende og verdensfjerne idealer og resterne af den nødvendighedens politik, der er nødvendig for at opfylde de magtens drømme, der er blevet en fast del af socialdemokraternes identitet. Men modsætningen mellem de to fløje er kun blevet tydeligere med årene og ført til naturlig handlingslammelse - socialisterne har forbudt de folkelige at føre den nødvendige politik men har selv ingen svar haft på samfundets problemer. Derfor er det efterhånden gået op for flere og flere socialdemokrater at de ikke er socialdemokrater, men blot identificerede sig med Staunings folkelige og almindelige nødvendighed. Socialdemokratiet er stadig ved at finde sit naturlige socialistiske selv og det er meget vanskeligt efter socialismens død.

Hyltoft er altså ikke fair, for når ret skal være ret, så var det ikke marxisterne, der ødelagde Socialdemokratiet, men derimod folkeligheden der i en svær tid overtog den politiske struktur, der hed Socialdemokratiet. Tiden skreg på en samling, et folkeligt fællespunkt og til det var det moderne Socialdemokrati velegnet, da de svedige masser kunne udvides til alle lønmodtagere og siden gøres synonym med hr. og fru Danmark. Stauning fjernede Socialdemokratiet fra det socialistiske forankring og gjorde partiet rodløst. Det var uomgængeligt at gå tilbage til kilderne og det var et tilfælde, at det blev generationen 68′ der kunne råbe ad fontes og reformere det gamle parti. Hvad Hyltoft begræder burde ikke være Socialdemokratiets reformation men tabet af et folkeligt projekt og det er skam slemt nok. Alligevel er Hyltoft altid værd at læse og blive klog af og i kronikker er få så morsomme som Hyltoft når han skriver

Ind kom marxisten og egoisten Ritt Bjerregaard og hendes påklæderske, den kønne Helle Degn. Formanden for Foreningen af Nulevende Danske Helte, den knastørre juraprofessor Ole Espersen. Bodil Kochs datter, teologen Dorte Bennedsen, og en lind strøm af cand.polit.er med Jens Kampmann og Mogens Lykketoft i spidsen.

Læs den hele.

Fortidens synder

Forbrydelse og straf, venstrefløjen — Drokles on January 5, 2008 at 9:25 am

Der er heldigvis ved at rejse sig et krav om at undersøge hvorfor Blekingegadebanden ikke blev stoppet. Fra Jyllands-postens leder

 Det foreligger nu dokumenteret, at kriminalpolitiets jagt på forbryderne både aktivt og passivt blev vanskeliggjort af Politiets Efterretningstjeneste og muligvis af højtstående personer i det politiske system.

Et af de centrale mysterier er, hvorfor man lod en biltyv slippe med en bøde for et forfalsket kørekort, når han faktisk blev antruffet på fersk gerning i besiddelse af yderst professionelt udstyr, og kriminalpolitiet satte ham i forbindelse med større kriminalitet.

Et andet er, hvorfor to palæstinensere, der blev anholdt i Paris med seks mio. kr., som formentlig stammede fra et røveri i Danmark, aldrig blev begæret udleveret, selv om kriminalpolitiet ønskede det.

Mistanken er, at danske myndigheder bare ikke ville have palæstinensiske terrorister i et dansk fængsel.

Lederen er også stærkt pikeret over at ingen af bandens medlemmer blev dømt for mordet på den unge politimand i forbindelse med Postmagergaderøveriet. En pointe Søren Krarup i Berlingske Tidende udtrykker bedre.

Der går jo en politimorder rundt iblandt os. Han ved naturligvis selv, hvem det er. Hans medarbejdere i forbrydelsen ved det også. Men fordi de koldt og kynisk nægtede at udtale sig under retssagen, og fordi dansk lov ikke tillader en kollektiv dom for mord, undgik politimorderen sin straf.

Men han går omkring iblandt os …

Fhv. kriminalinspektør Jørn Moos, der efterforskede og opklarede sagen, er af gode grunde også rystet over forholdet. I sin bog »Betjenten« skriver han: »Det piner mig den dag i dag, at vi aldrig kunne bevise, hvem der skød den blot 22 år gamle Jesper Egtved Hansen. For jeg har en klar mening om, hvilket medlem af banden der løsnede de dræbende skud. Af juridiske grunde vil jeg aldrig kunne sige dette offentligt, men alt vores efterforskningsmateriale, enhver sund fornuft og min erfaring som politimand peger på én bestemt person«.

Og så citerer Jørn Moos Blekingegadebandeforbryderen Niels Jørgensen, som i bogen »Blekingegade 2, 1.th.« først forsvarer forbrydernes skud som berettiget selvforsvar og derefter siger: »Vi dækkede os, så godt vi kunne i retssagen. Når det meste af Danmark ikke har gjort en skid for at ændre det skæve verdensbillede, skal jeg – som nu ofrer flere år af mit liv – så lægge mig åbent frem og tage fem år mere?«

Hvad mon Niels Jørgensen mente med det sidste, spørger Jørn Moos, og vi andre må spørge om det samme. Der går en politimorder omkring iblandt os. Der synes ikke at være tvivl om, hvem han er. Der er mange, som ved det og kan udpege ham. Men på grund af den hårdnakkede kynisme og forbrydermentalitet, som herskede i Blekingegadebanden, har morderen aldrig fået sin straf for at dræbe en 22 årig politimand.

Og nu bliver han og de andre halvvejs heroiseret i Øvig Knudsens bøger.

Naturligvis skulle Folketinget i anledning af dette forhold åbne mulighed for kollektiv straf. Loven bør ikke kunne være til forbrydernes gavn. En politimorder bør ikke kunne gå fri, fordi de andre forbrydere nægter at sige hans navn.

Og der harceleres over venstrefløjen hykleri, der er værd at læse.

Et splittet land

Diverse, EU, Multikultur — Sobieski on November 27, 2007 at 2:49 pm

Det stærkt idiosynkratiske læserbrev jeg omtale i posteringen: Danskerne er provinsielle - Uvaaaaaaaaaaaaaah er blevet genstand for en lille, men symbolsk fægtning i denne uges Weekendavis.
Er Danmark blevet et land med for lavt til loftet for de sande åndsfyrtårne med hovedet i skyerne? Spørgsmålet udgør kun en flig af den samlede kulturkamp, som har delt landet. En opdeling der altid har været der, men som i sine proportioner var helt utænkelig for bare 10 år siden, da den kulturradikale svøbe havde det mentalhygieniske totale luftherredømme. Men idag er tyranniet bragt til knæ, og den frie nationale ånd har rejst sig, dog på vaklende ben.
To læserbrevsskribenter har erklæret sig, på hver side af skillelinien.

Kultur

Michael Unna
lotusstilling
billedkunstner
Bjødstrup mose 28
8270 Højbjerg

Alessandra Chirico og Thomas Ekmann Jørgensen, som studerer Europæisk politik, er ifølge deres indlæg i WA i sidste uge) flyttet til Bruxelle på grund af mentaliteten i Danmark. I hele indlægget er det underforstået, at Danmark er underlødigt i forhold til »fremmede«.

Nu ikke fordi jeg tror en døjt på, at to studerende med europæisk politik som speciale, har valgt at bosætte sig i Bruxelle på grund af dansk kultur. Mit gæt er, at det hovedsagelig skyldes, de kan få pudset deres glorie med den naive kulturrelative ligegyldighed overfor de konkrete udfordringer, som de ikke tør sætte navn på.

Dels beskriver de dem ikke, og dels siger de ikke DF, men de mener det.

Mon ikke der er en del polakker og tyskere, som er uenige med dem?

Det ubeskrivelige for dem er islamisk kultur. To fremtrædende hollandske personer er dræbt, en politiker og en filmkunstner. Vi har haft en ytringfrihedskrise. Kulturoprør i franske forstæder. Bomber i Madrid og London, for slet ikke at tale om det tidligere Jugoslavien.

Men på de bonede gulve i Bruxelles og Strassbourg og andre steder, hvor den jordnære befolknings problemer er langt væk, undrer det sikkert, at der er meget lidt officiel begejstring for det europæisk projekt. Derimod tales der meget om den forfærdelige moral hos vælgerne.

Jeg gætter på, at de ikke har boet i Gellerup, Vollsmose og andre ghettosteder i danmark. Jeg tror heller ikke, de har forsket i Bradford. Paris’ forstæder eller andre kulturberigende steder, men jeg er sikker på, de har deres forargede moral fra elfenbenstårnet i EU.

Mon ikke den gode skribent har sat fingeren på det ømme punkt: Det elskende par er flygtet fra en virkelighed de ikke ville eller ikke kunne rumme, og ind i det europæiske babelstårn hvorfra de grå masser kan holdes uden for portene.

Udlænding

Inger Schoonderbeek Hansen
Hjortshøj

Som udlænding i Danmark på 12. år (nederlandsk statsborger med permanent opholdstilladelse) kan jeg kun være enig i Alessandra Chirico og Thomas Ekman Jørgensens indlæg med titlen »Fremmed« i WA i sidste uge. Der er dog noget galt.

Det er nemlig ikke WA-læseren, der vil være uenig med forfatterne. Indlægget skal snarere sendes til statsministeren, til integrationsministeren og til alle landets dagblade som eksempel på, at det endnu engang er lykkedes at »skræmme« velkvalificeret arbejdskraft ud af Danmark.

Som råb om vagt i gevær, som råb om en fælles indsats med hensyn til integrationen af fremmede i Danmark, som råb om øgede demokratiske rettigheder også for de fremmede i Danmark, for eksempel med permanent opholdstilladelse.

Hvorfor er det muligt som udlænding i Danmark (med opholdstilladelse) at stemme til kommunevalg og europaparlamentsvalg, men ikke til folketingsvalget?

Lad der være adgang til stemmeboksene også for fremmede i Danmark (for eksempel efter nogle års ophold), så Danmark også på det punkt bliver et interessant land at bo i, og så Danmark kan få noget ud af det meget ekstra, fremmede kan bidrage med til det danske samfund.

Nu er der kvalificeret arbejdskraft og så er der kvalificeret arbejdskraft. Jeg mener afgjort at vi sagtens kan undvære en håndfuld statskundskab/humaniora halvstuderede røvere. Det de kan bidrage med er marginalt, især når de afkræver folket bestemte politiske positioner, som hvis ikke bliver opfyldt, gengældes med afmarch. Faktum er at Danmark er en magnet for kvalificeret arbejdskraft fra vore nabolande. Vi kan blive meget bedre til det, men ikke med den slags tudeprinsesser ved roret.

Danskerne er provinsielle - Uvaaaaaaaaaaaaaah

Diverse, EU, Multikultur — Sobieski on November 20, 2007 at 3:55 pm

Der findes en særlig type mennesker for hvem det udenlandske per definition er bedre, finere, og mere avanceret end det danske. Et kroneksempel herpå har jeg hentet ud af denne uges Weekendavis. Men hvorfor dog bruge tid på disse tosser? Jo, fordi det driver mig til vanvid at læse denne type læserbreve og fordi de altid er personligt indignerede skriblerier begået af akademikere med en herostratisk selvovervurdering. Interessant.

Af Alessandra Chirico
Center for European Policy Studies, og

Thomas Ekman Jørgensen
Københavns Universitet

Anders Fogh Rasmussen har lovet det bedste af to verdener: en stram udlændingepolitik sammen med en kontrolleret indvandring for dem, der har ressourcer til at holde gang i den danske vækst.

Det lyder som en perfekt kombination for de vælgere, der er nervøse for »de fremmede«, men samtidig godt kan se, at vi har brug for kræfter udefra. Men hvordan ser det ud for udlændinge, der kommer hertil for at arbejde?

Vi er et dansk-italiensk ægtepar, der har boet to et halvt år i Danmark og nu er flyttet til Bruxelles. Vi havde begge arbejde og rimelige fremtidsmuligheder, gode venner og familie omkring os. Ikke desto mindre har vi valgt ikke at bo i Danmark, blandt andet på grund af den mentalitet, som Foghs kombination er et produkt af.

Når man vælger et land, ser man på andet og mere end på den potentielle lønseddel. Man ser også på livskvaliteten, på mentaliteten og ikke mindst på, om det er et land, der giver plads til, at man ikke skal lave sit liv fuldstændig om.

Budskabet i Danmark er, at den eneste måde at blive accepteret på af det offentlige Danmark er at være produktiv. Hvis man er med til at få økonomien til at vokse, så har man ret til at være her. Men ingen vil reduceres til en maskine, der producerer profit.

Man vil også værdsættes som menneske, som en der har andet og mere at tilbyde end sin arbejdsevne. Det er der meget lidt plads til i Danmark. På trods af, at landet har haft indvandring i årtier, er det, som om befolkningen venter på, at de fremmede skal blive danskere eller forsvinde ud af landet. Måder at leve på, der ikke er danske, defineres stort set kun som et problem, aldrig som en rigdom.

Dertil kommer nogle specielle problemer med dansk kultur. Det er svært at komme ind på livet af danskerne. Det er langt fra sikkert, at man bliver venner med sine kolleger; de har jo allerede vennekreds og børn. I Danmark er man ofte enten meget tætte venner eller slet ikke, og danske venskaber er tidskrævende med deres uendelige middage eller café-brunches.

Derfor kan danskerne være meget tilbageholdende over for fremmede. Ikke af ond vilje, men fordi der ikke er plads til flere tunge sociale pligter.

Det betyder, at der mangler en personlig kontakt i hverdagen. Den lille snak med de lokale i kvarteret, i bussen eller på gaden eksisterer stort set ikke. Danskerne lever i deres hjem, og før man kommer derind, er man ude. Man bevæger sig i en meget mere lukket, ensartet kreds af mennesker, end vi for eksempel kender det fra Italien.

Derfor lærer man landet at kende gennem medierne, gennem det offentlige Danmark. Her er alt fremmed problematisk til at begynde med. Hvordan skal man reagere på et parti, hvis vigtigste dagsorden er, at der kommer så få udlændinge til landet som muligt, og vel at mærke ikke et ekstremt parti, men regeringens vigtigste partner?

Når stram udlændingepolitik åbenbart er en hellig ko, må det vel betyde, at en meget stor del af danskerne ikke vil have fremmede. Og her betyder det ikke noget, om man er europæer eller fra Mellemøsten.

Europa bliver jo også beskrevet som noget fremmed, hvis man overhovedet hører om det. Der er meget lidt officiel begejstring for det europæiske projekt og ingen udbredt idé om, at vi alle er europæere. Og selv om danskerne diskriminerer mindre mod europæere, så kan man ikke undgå at blive ramt af det generelle budskab om, at dansk er godt og udenlandsk er forkert. Hvem vil slå sig ned i et land, hvor det klart fremgår af den offentlige debat, at man kun kan tolerere udlændinge, der producerer og indordner sig?

Det er som at invitere til sammenskudsgilde og samtidig sige, at gæsterne kun er velkomne på grund af det, de tager med, og at man allerhelst havde været fri for at se dem. Det kan være, at de danske vælgere køber den, men set udefra er det endnu en plet på Danmarks efterhånden blakkede ry.

De to kosmopolitter har fat i en god pointe, dog lidt ufrivilligt. Det er nemlig rigtigt at folk ser på andet end bare lønseddelen, når de vælger at emigrere. Den engelske middelklasse vælger ikke Australien og New Zealand som emmigrationsmål på baggrund af en reallønsfremgang, men fordi de ikke længere føler sig hjemme i eget land. Mange gode sjæle flygter fra multikulturen. Og det er netop her at vi i Danmark har det store potentiale for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra lande med kulturer kompatible med vor egen, nemlig fordi vi kan tilbyde fraværet af multikultur, og istedet tilbyde social sammenhængskraft, tryghed, egalitet, mulighed for uddannelse, nul-korruption, etc. etc.

Kosmopolitparret forarges over at samfundet ønsker produktive mennesker. Hvad er der dog galt med det? Er det en almindelig lede overfor arbejde I har eller hvad? Der gives ingen eksempler på at man skal lave “sit liv om fuldstændigt om” for at leve her, og vi ved egentlig heller ikke hvad de mener med det.

Man vil også værdsættes som menneske, som en der har andet og mere at tilbyde end sin arbejdsevne. Det er der meget lidt plads til i Danmark. På trods af, at landet har haft indvandring i årtier, er det, som om befolkningen venter på, at de fremmede skal blive danskere eller forsvinde ud af landet. Måder at leve på, der ikke er danske, defineres stort set kun som et problem, aldrig som en rigdom.

Jeg græmmes over at højtuddannede kan komme med sådan noget uartikuleret ævl. Alternativet er systematiseret indvandringen af personer der ikke kan, ikke vil, og ikke gider. Forfatterne glemmer også at der i Danmark lever asiatiske buddhister, brasilianske katolikker, iranske ateister, osv. som ikke opfattes som et problem.

Til sådan en gang fisefornem gestikulering hører naturligvis gamle klagesange så som, at nede sydpå er folk så varme og spontane, mens vi heroppe nordpå er kolde og reserverede. Det minder mig om en anekdote jeg hørte fra en phd. stipendiat der havde læst ved universitetet i Firenze: Syditalienere klager altid over den mangel på hjertevarme og nærvær der er i Norditalien, men spørger man dem om de så ikke vil flytte tilbage til Syditalien, da bliver det eftertrykkeligt afvist.

Jeg har haft den frækhed at google de to über-burgøjsere og kan konstatere at den ene arbejder for EU, og at den anden nok venter sig et fedt job i Brüssel.
Pas på at døren ikke smækker jer i røven på vej ud.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress