Jamen dog, Jyllands-Posten skriver kritisk om klimaet. Under overskriften “Verdens største klimabedrag” skriver de

Var det rent bedrag, da Maldivernes daværende præsident på klimatopmødet i København fortalte verden, at hans land er ved at forsvinde i havet? Ifølge en dansk ekspert tyder intet på, at Maldiverne oversvømmes.

Det er en gammel sag, som man kunne se allerede i den dengang kontroversielle dokumentar The Great Global Warming Swindle

For et par uger siden kaldte man i Berlingske Tidende Maldivernes daværende præsident, Mohamed Nasheed, for Undervands-Obama og en klimahelt. Det er dog ikke verdens største klimabedrag, langt fra endda, men kun et delbedrag af selve klimabedraget. Af andre bedrag kan nævnes vindmølleindustrien, solcelleindustrien og Dan Jørgensen. Og de vil falde en for en, efterhånden som redaktionerne kaster al skam af sig og finder ud af hvor gode historie, der blot ligger og nærmest tigger og ber om at blive fortalt. Ingen research er nødvendig andet end at besøge Watt’s Up With That, Climate Depot eller Climate Debate Daily. Her har jeg stjålet nogle billeder fra netop Watts Up With That, da de rettede New York Times klimaklummeskriver Andrew Revkin i Maldiverfarcen

Det var hendes modstandere på den anden side af Jerntæppet, der døbte hende “Jernlady’en”. De håbede at det ville være rigeligt til at defamere hende ud af billedet. Men tilnavnet tjente kun til at slå skræk i deres hjerter, for hvem turde dog stå op imod en jernlady? Jalving gør kort status af Thatcher’s arv, som vi…

…forvaltede [...] dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.

Desværre kender ikke alle arven særlig godt og forfalder i stedet til dyrkelsen af deres villigt indoktrinerede idiosynkrasier, som Daily Mail fortæller.

Champagneproletariatet plyndrede også flere butikker - sådan er Thatchers kritikere. Punk-klenodiet Johnnie Rotten (whom you might have forgotten) kaldte ifølge Daily Mail den slags dansen på andre menneskers grav for “Loathsome“. Den slags almindelig anstændighed er det langt fra alle kendisser, der har. I Politiken kan man således læse at Margaret Thatcher har rekord som offer for flest hadesange og Politiken citerer bl.a CV Jørgensen’s sang Postkort fra Port Stanley: “Nu smiler lady Margaret Thatcher / blottende tre plomber og en bro / sit liderlige iskolde ligblege smil”. Men det er de engelske, der er mest bitre, selvfølgelig, som Morrisey’s “The kind people / Have a wonderful dream / Margaret on the guillotine / Cause people like you / Make me feel so tired« efterfulgt af fem gentagne linjers »When will you die?“. Og Daily Mail fandt eksempler på hvorledes venstrefløjen kom kravlende ud af murværket for at spy galde - deres metier

DEREK HATTON: The former Liverpool councillor said: ‘The issue isn’t about whether she is dead. I regret for the sake of millions of people that she was ever born.’

‘She promoted a form of greed in business that we’ve never known before and it’s continued ever since. She actually changed the whole face of this country in a way, that you know, people wouldn’t have even anticipated.

‘Even her successors got away with murder, literally, for example Blair in Iraq, that they wouldn’t have got away with had it not been for what she did.

JOEY BARTON: The footballer posted: ‘I’d say RIP Maggie but it wouldn’t be true. If heaven exists that old witch won’t be there.’

FRANKIE BOYLE: The comedian tweeted: ‘All that Thatcher achieved was to ensure that people living in Garbage Camps a hundred years from now will think that Hitler was a woman.’

IRVINE WELSH: The author wrote: ‘So, if u take out Orgreave, destroying communities, Belgrano/Falklands, Hillsborough, protecting nonces, child poverty, Pinochet, she was ok.’

MARK STEEL: The comedian wrote: ‘What a terrible shame – that it wasn’t 87 years earlier.’

ROSS NOBLE: The comedian tweeted: ‘Bloody typical that Thatcher dies when I am in  Australia. I hate to miss a good street party.’

ALEX CALLINICOS: Professor of European Studies at King’s College, London, and member of the Central Committee of the Socialist Workers Party, he said: ‘Murder was Thatcher’s business. Sometimes the murder was metaphorical – of industries and communities. It still destroyed people’s lives. Sometimes the murder was real. Thatcher over-saw the ongoing dirty war in Ireland.’

BBC fejrede det også på deres egen subtile facon da de ifølge Daily Mail meddelte at “…former UK Prime Minister Margaret Thatcher dies following a strike.” frem for et “stroke”. Og Geri Halliwell, en form for sangerinde, skrev “‘Thinking of our 1st Lady of girl power, Margaret Thatcher, a grocer’s daughter who taught me anything is possible…x’” på Tvitter. Hun fortrød dog hurtigt overfor sine fans og erstattede sin udmelding med “I’m sorry if I offended u. X”. Ikke ligefrem Girl Power, som Daily Mail ironiserede.

Politikens leder hæfter sig ikke ved at Thatcher redde England fra afgrundens rand, brød fagforeningernes magt og knækkede Galteries diktatur, opløste klassesamfundet eller indsatsen under den Kolde Krig. Politikens leder er meget mere optaget af at sprede prosaiske løgne

Men den britiske jernlady er desværre stadig, selv efter sin død i forgårs, uhyggeligt nærværende som ideologisk kraft.

Den ultraliberalisme eller thatcherisme, som bærer hendes navn, er og bliver ødelæggende. Minimalstatens, egoismens og ulighedens ideologi.

(…)

Men thatcherismen er en ideologi, som fremelsker alt andet end det storladne: små tanker om samfundet, indskrænkede forestillinger om økonomi, usle ideer om at slække på solidaritet, ansvar og mange andre af de værdier, som engang før Thatcher blev betragtet som samfundsbærende og forfægtet ikke mindst af ’konservative’ – i mange lande og mange partier.

Jyllands-Posten fandt det vigtigt at spørge Galteri’s tabende soldater

Adskillige argentinske veteraner fra konflikten i 1982, der står som et af højdepunkterne i Thatchers politiske karriere, reagerede med glæde efter meddelelsen om hendes bortgang.

- Gud velsigne den dag, hvor denne frygtelige kvinde døde, siger den 71-årige Domenico Gruscomagno.

- Hun var en afskyelig person. Hun førte krig for at vinde valg i Storbritannien.

I det mindste havde britterne et valg, hvilket var en del af sagens kerne. Det siger i øvrigt en del om den argentiske soldat at han regner en engelsk sejr for givet.

“I usually make up my mind about a man in ten seconds, and I very rarely change it” har Thatcher sagt. Og det var der vel heller ikke grund til når hun var så præcis. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen af radikal observans mindedes ifølge BT’s overskrift at “Thatcher kaldte mig et fjols“. Men det gjorde hun nu ikke helt så direkte, som overskriften påstår, men hun sagde “Only a fool would give up one’s currency” da Helveg med munden fuld af mad ævlede om sine idiotiske eurosværmerier.

At Thatcher ikke kunne “fordrage det europæiske samarbejde og talte aldrig pænt om det“ falder ikke i god jord hos radikale som Helveg som derfor mener at hun “må bære en del af ansvaret” for at “opinionen i Storbritannien i dag er eurofjendsk“. Enten det, eller at euroen blot er så meget crap at det kræver en radikaler eller en akademiker at fornægte det idiotiske i at opgive sin egen valuta. Det var trods alt englænderne der valgte hende fordi de kunne lide hvad de hørte. En årsagsammenhæng, som ofte undslipper eurokrater, sjovt nok.

Apropos eurokrater,  også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, ligeledes af radikal observans, omend ikke indrømmet, mindes Thatcher , som “havde en både imponerende og irriterende evne til ofte at få sin vilje“. Imponerende fordi hun reddede den engelske økonomi og fik “...givet en argentinsk diktator en blodtud på Falklandsøerne“. Men irriterende fordi “…hun var meget vanskelig at have med at gøre i et europæisk samarbejde, fordi hun var meget besværlig at forhandle med“. Ja ikke nok med det: “Hun var slem“. Man hører nærmest et lettelsens suk fra Ellemann.

D’herrer tidligere udenrigsministre demonstrerer begge samme smålighed når nogen, selv en af efterkrigstidens største statsmænd, står i vejen for deres store projekt. Og de demonstrerer den samme foruroligende manglende forståelse for at man først og fremmest tjener det land og de vælgere, der har belønnet een med et embede. som EU’s lande kaster sig desperat over er en art Thatcherisme står det klar med Sly’s ord at EU er sygdommen og Thatcher er kuren.

Jeg har ikke fundet tidligere udenrigsminister Mogen Lykketoft af socialdemokratisk observans reaktion, men sidste år mindede socialdemokraten Peter Humlegaard Thomsen i Politiken om at “Der er stadig grund til at hade jernladyen“. Ja, hade. Og ja, stadigvæk.

Selv om konen er blevet gammel og senil, lever hadet til hende i bedste velgående. Det har den britiske arbejderklasse god grund til, det har vi grund til i Danmark – og jeg melder mig som en af dem.

Humlegaards grunde til at ‘melde’ sig til hadet (???) er dog så originale, såsom at “thatcherismen [har] et direkte medansvar for krakket i 2008″ at jeg lige vil dvæle lidt ved dem.

I dag er vi mere end nogensinde underlagt bankernes magt. Selv efter en krise, som de finansielle markeder har skabt, er det svært at pålægge dem nye regler og skatter, som kan disciplinere deres adfærd.

Det fremgår ikke hvorfor Thatcher er skyld i at det er svært for socialdemokrater 20 år efter hendes afgang som premierminister at “pålægge dem nye regler og skatter”. Socialdemokrater i alle partiafskygninger er jo ellers nærmest virtuose udi disciplinen ‘pålæggelse af nye regler og afgifter’ for alt og alle andre end Thornings leasebil og husbond.

Thatcher brugte den ‘hårde medicin’ på at tøjle inflationen, og i dag bruger Merkel, Sarkozy og resten af Europas højrefløj samme medicin til at tackle statsunderskuddene. Selv om erfaringerne i Storbritannien var katastrofale, sværges der i dag til den samme politik, som var den sendt herned af vorherre.

Og, må man jo nu tilføje, den siddende socialdemokratiske regering. Humlegaard fortæller at han i 2010 var i valgdistriktet Barking-Dagenham i det østlige London for at føre valgkamp for Labor - altså belære englænderne om hvorledes de skal indrette et samfund, som Thomsen slet ikke er en del af. Finanskrisen havde ramt hårdt, fortæller Thomsen; “Kun få år tidligere havde bilfabrikanten Ford lukket en fabrik, der beskæftigede 40.000 arbejdere” - Knap 20 år efter Thatcher forlod premierministerposten!

Thatcher slog velfærdsstaten ihjel, udsultede uddannelsessystemet, nedlagde det sociale arbejde og fordoblede kriminaliteten. Derodover støttede hun blindt apartheidregimet i Sydafrika i 80′erne, Pinochets diktatur i Chile og “kastede sig ud i en uforklarlig krig på Falklandsøerne“. For at citere Thatcher selv er svaret; No! No! No! Men sådan er de røde, uforstående over at en regeringsleder ser det som sin pligt at forsvare sit land og sine statsborgere mod tyranni. Hurrah for Thatcher og skam dig Thomsen, der helt originalt vælger forkert efter at historien har afgjort ret fra vrang.

Lidt skønne billede til sidst. En svensk journalist kalder Thatcher Hitler. Thatcher kalder Sverige “neutrale”. Hmm, måske bunder svenskernes neutralitet i at de ikke kan skelne mellem Hitler og Thatcher, men se selv

Og en top 25 over Thatcher citater

My policies are based not on some economics theory, but on things I and millions like me were brought up with: an honest day’s work for an honest day’s pay; live within your means; put by a nest egg for a rainy day; pay your bills on time; support the police.

Hvis man vil forstå middelalderens fatalistiske strømninger og flagelanteri skal man blot åbne avisen, tænde for TV’et, surfe på nettet eller åbne en samtale med en af sine venstredrejede bekendte. Orkanen Sandy, der ramte USA’s østkyst i sidste uge har især tydeliggjort de dele af menneskets psykpologiske habitus. Et tilfældigt vejrfænomen ses som et tegn fra guderne om at man ikke må stille sig kritisk til hverken Obama eller klimareligionen. Et lille eksempel på hvorledes angsten griber det politiske system kan man læse i Huffington Post

Earlier this week, New York’s Gov. Andrew Cuomo (D) issued a pointed statement on climate change and its role in the monstrous storm from which his state — and many others — will be recovering for months, and perhaps years, to come.

“It’s a longer conversation, but I think part of learning from this is the recognition that climate change is a reality,” Cuomo said. “Extreme weather is a reality. It is a reality that we are vulnerable.”

I Financial Post skriver Terence Corcoran

As gloom descended over the warmist camps across the continent, their overheated claims flickering dimly like dying campfires, their cause lost, there suddenly rose in the East a powerful force. Look! What’s that on the horizon? A mighty blast of good news! FRANKENSTORM!!!!!!!!!

En af mine yndlingskunstnere, helt oppe ved siden af Justin Bieber og Carsten Jensen, den skønne Bette Midler udtalte ifølge Huffington Post

When I asked Midler, dressed as the corpse of CoCo Chanel to go with the evening’s French theme, whether “super” hurricanes like Sandy will change the minds of climate change deniers, she said: “I have no idea. But I know, I know in my heart, the truth. And I will not be swayed. And you know what, if people knew simple physics, they would understand it as well.”

En anden af mine absolutte favoritkunstnere ved siden af Anne Marie Helger og bøssebandet Queen, filmmageren Michael Moore sagde til CNN

“We are in big trouble. And we’re still having a debate in Congress as to whether or not there really is global warming,” Moore explained in disbelief. “The majority of Americans believe that we’ve got a climate problem. And the majority of Americans believe in science.”

Joining host Piers Morgan for a live, face to face interview, the man behind such films as “Bowling for Columbine” and “Fahrenheit 9/11″ suggested that Sandy should be the storm to render any further debate obsolete:

“We’ve allowed the ignoramuses to run the show on this. And this storm should really put an end to that.”

As Morgan suggested that perhaps the situation is based on a lack of long-term meteorological history, wondering if maybe it’s a cycle that also existed 500 years ago, Moore admitted that was a possibility, but with extreme consequences:

“Yeah, it could be that. You want to take the risk? You want to take the risk of that? What if you are wrong?” he asked. “What if you’re wrong and we’re not prepared, like we weren’t prepared for this. And we won’t be prepared for the next thing. We weren’t prepared for the drought this summer. How many times do we have to get punched in the face before we realize, ‘you know what, somebody is punching me in the face?’”

Og Huffington Posts Ahmed Shihab-Eldin mener i et særegent inspireret øjeblik at Sandy har vist at det er racistisk at køre bil

It became hard to ignore the elephant in my room with me — Climate Change.

Climate change is kind of like racism. Nobody really wants to talk about it, but it is as critical as it is constructive that we have that conversation now. Whether politicians, pundits or polls bring it up or not, like racism, we all know climate change is real. We all know it threatens our peace, security and the very unity of these United States of America.

Still, perhaps because we need it, we are gifted sharp reminders.

“My party is full of racists,” Colin Powell’s former chief of staff, Retired Army Col. Lawrence Wilkerson reminded us just the other day, “the real reason a considerable portion of my party wants President Obama out of the White House has nothing to do with the content of his character… and everything to do with the color of his skin, and that’s despicable.”

What may be more despicable than racism in this context is denying its existence. Just like those who deny our climate is changing, and that we, with our drills and in our drivers seats, are directly contributing to the change.

Også i Danmark har stormen givet lidt liv til frygten for dårligt vejr. Politikens Michael Jarlner (orker ikke Dan Jørgensen) betegner Bjørn Lomborg som ‘kontroversiel’ og mener at stormen ”…må give stof til eftertanke i resten af verden” og perspektiverer lystigt videre

Allerede i 2007 beregnede de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD, at der i 2005 var 40 millioner mennesker verden over, som var i farezonen for at blive udsat for oversvømmelse inden for 100 år. I 2070 vil tallet være 270 millioner som følge af »de samlede effekter af klimaforandringer (højere vandstande og stærkere storme), befolkningstilvækst og urbanisering«.

New York var et af de befolkningscentre, man dengang udpegede som en særligt udsat megaby sammen med Miami og New Orleans, de kinesiske kæmpebyer Shanghai og Guangzou, indiske Mumbai og Kolkata (Calcutta), Ho Chi Minh-byen i Vietnam, Osaka-Kobe i Japan samt Alexandria i Egypten.

I sidste uge blev New York ramt og lammet. Hvad ville der være sket i de øvrige byer? Sandy var en advarsel.

Og han mener videre at man kan “…harcelere over er, at den pludseligt opståede interesse for klimaforandringerne i USA først for alvor blev vakt til live under denne valgkamp, da Sandy ramte USA“. Man kan også lade være, da selv FNs klimapanel ikke kan finde nogen sammenhæng mellem dårligt vejr og højere temperaturer (hvilket alle med kendskab til sommer og vinter kan sige sig selv). Eric Berger skriver i Houston Chronicle

Science tells us this is not a new normal.

Science tells us climate change has not had a discernible impact on global hurricane activity. A warmer climate, of course, is changing hurricanes. But, scientists consistently tell us, that change is so small it cannot be measured at the present and likely won’t be measurable until the middle of this century.

But what about Sandy?

Earlier this week Andy Revkin compiled some opinions of actual hurricane and extreme weather scientists on Sandy. Kevin Trenberth, who in interviews with me has spoken nearly as ardently about the perils of climate change as has James Hansen, said of the idea that a warmer Arctic contributed to Sandy’s intensification (see Francis et. al.), “With respect to the Arctic connection, I don’t believe it.” And later, he said:

It is true that hurricanes normally recurve and head east, especially at this time of year. So we do have a negative NAO and some blocking anticyclone in place, but the null hypothesis has to be that this is just “weather” and natural variability.

Of course Sandy’s effects were exacerbated by rising sea levels. According to NOAA data, the sea level in Manhattan has risen by about half a foot during the last century. Some, but not all, of that rise is attributable to human greenhouse gases. So the surge was a few inches worse because of climate change.

Og den globale temperatur er, som det burde være alle bekendt, ikke steget i 15 år.

Jeg ved ikke hvad Lars Løkke Rasmussen mente da han forsøgte at lancere sig selv som Lille Lars fra Græsted og jeg ved heller ikke om det var sandt. Men jeg ved at det hurtigt viste sig at det ikke var et image han kunne leve på. Noget andet med Thorning og Obama. Deres personlige historier er en integreret del af deres politiske projekt, for Obama endda i nogen grad selve projektet. Drømmen om den første kvinde som statsminister eller den første neger (halvneger eller offwhite, hvis man skal være præcis) i det Hvide Hus er kun en del af dette.

Det har været vigtigt for Thorning været at vise sig som en ægte socialdemokrat især i formands opgøret med sødmælkskalven Frank Jensen. Her var det ikke var nok at have boet i Ishøj og derfor måtte Thorning bedyre noget så usympatisk at hun aldrig kunne forelske sig i en mand, hvis han stemte Venstre og på TV vise at hun nogen gange handlede i Netto, hvor hun var udmærket bekendt med prisniveauet - eller blot god til at læse op på en eksamen.

For det har været mistanken, som har naget i gamle socialdemokrater som Anker Jørgensen og de der romantiserede Ankers jævne baggrund, gennem hele hendes politiske karriere - at Thorning grundlæggende højst var en småborger. Derfor var det også en rasende Thorning der kaldte Freddy Blak for en pose lort efter han nedladende havde døbt hende Gucci Helle. Thorning har kæmpet hårdt for at bygge et heroisk men almindeligt image op om sin person, et image der er fyldt med så mange modstridende oplysninger at der er tvivl om alt fra hendes økonomi, adresse til hendes mands seksuelle observans. Jan Christensen skriver på 180 Grader

Som jeg har sagt før: Jeg ville egentlig ikke skrive mere om emnet, og alle og enhver ved efterhånden, at Helle Thorning-Schmidt lyver, næsten hver gang, hun åbner munden, men alligevel er jeg nødt til at reagere, når det bliver for tykt, og det gjorde det endnu engang i fredags på Socialdemokraternes kongres, da statsministeren talte om sin mor, hendes sparsommelighed og i det hele taget de, måtte man forstå, kummerlige forhold, familien levede under i Ishøj.

(…)

Problemet for Helle Thorning-Schmidt er bare - ud over, at moren vel næppe har været nødt til at sove i stuen, når den (ejer-)lejlighed, hun boede i, var på 100 m² - at hendes mor ikke var eneforsørger, hvilket man kan læse nedenfor i et uddrag fra en tidligere artikel, jeg skrev om Thorning-Schmidt. Tværtimod har familien altid haft penge nok. Vi fik jo også tilskud fra min mand. Spørgsmålet er så, om vi igen har at gøre med én af de særlige Thorning-Schmidtske fortolkninger af ord, så de kommer til at betyde noget andet, end de i virkeligheden - eller i hvert fald de fleste andre menneskers ører - gør?

Den amerikanske præsident Obama dyrker også sit image, men han lever måske mere end nogen på sine selvskabte myter. Daniel Pipes skriver bl.a. i Washington Times

Mr. Obama remains the mystery candidate with an autobiography full of gaps and even fabrications. For example, to sell his autobiography in 1991, Mr. Obama claimed that he “was born in Kenya.” He lied about never having been a member and candidate of the 1990s Chicago socialist New Party. When Stanley Kurtz produced evidence to establish that he was a member, Mr. Obama’s flacks smeared and dismissed Mr. Kurtz. Mr. Obama’s 1995 autobiography, “Dreams from My Father,” contains a torrent of inaccuracies and falsehoods about his maternal grandfather, his father, his mother, his parents’ wedding, his stepfather’s father, his high school friend, his girlfriend, Bill Ayers and Bernardine Dohrn, and the Rev. Jeremiah Wright. As Victor Davis Hanson put it, “If a writer will fabricate the details about his own mother’s terminal illness and quest for insurance, then he will probably fudge on anything.”

Into this larger pattern of mendacity about his past life arises the question of Mr. Obama’s discussion of his faith, perhaps the most singular and outrageous of his lies.

Asked about the religion of his childhood and youth, Mr. Obama offers contradictory answers. He finessed a March 2004 question, “Have you always been a Christian?” by replying: “I was raised more by my mother and my mother was Christian.” But in December 2007, he belatedly decided to give a straight answer: “My mother was a Christian from Kansas. I was raised by my mother. So, I’ve always been a Christian.” In February 2009, however, he offered a completely different account:

“I was not raised in a particularly religious household. I had a father who was born a Muslim but became an atheist, grandparents who were non-practicing Methodists and Baptists, and a mother who was skeptical of organized religion. I didn’t become a Christian until I moved to the South Side of Chicago after college.”

He further elaborated on this answer in September 2010, saying, “I came to my Christian faith later in life.”

Which is it? Has Mr. Obama “always been a Christian” or did he “become a Christian” after college? Self-contradiction on so fundamental a matter of identity, when added to the general questioning about the accuracy of his autobiography, raises questions about veracity. Would someone telling the truth say such varied and opposite things about himself? Inconsistency is typical of fabrication: When making things up, it’s hard to stick with the same story.

(…)

I shall establish his having been born and raised a Muslim, provide confirming evidence from recent years, survey the perceptions of him as a Muslim, and place this deception in the larger context of Mr. Obama’s autobiographical fictions.

Og Washington Examiner har endda en artikelserie i 10 dele om “The Obama You Don’t Know“, her fra “A Childhood of Priviledge, Not Hardship“, som måske ikke er det mest interessant, men som giver en tynd undskyldning for at klaske Obama og Thorning i samme postering

Obama’s mother met her second husband, an Indonesian named Lolo Soetoro, while working at the East-West Center in Hawaii. They married, and in 1967, the young Obama, then known as Barry Soetoro, traveled to Indonesia with his mother when the Indonesian government recalled his stepfather.

In Indonesia, the family’s circumstances improved dramatically. According to Obama in his autobiography “Dreams from My Father,” Lolo’s brother-in-law was “making millions as a high official in the national oil company.” It was through this brother-in-law that Obama’s stepfather got a coveted job as a government relations officer with the Union Oil Co.

The family then moved to Menteng, then and now the most exclusive neighborhood of Jakarta, where bureaucrats, diplomats and economic elites reside.

A popular Indonesia travel site describes Menteng: “Designed by the Dutch Colonial Government in 1920s, Menteng still retains its graceful existence with its beautiful parks, cozy street cafes and luxurious housing complexes.”

In 1971, his mother sent young Obama back to Hawaii, where his grandmother, Madelyn, known as Toots, would become one of the first female vice presidents of a Honolulu bank. His grandfather was in sales.

Obama’s grandparents moved the same year into Punahou Circle Apartments, a sleek new 10-story apartment building just five blocks from the private Punahou School, which Obama would attend from 1971 to 1979.

Obama explains in “Dreams from My Father” that his admission to Punahou began “the start of something grand, an elevation in the family status that they took great pains to let everyone know.”

To his credit, Obama did not downplay Punahou’s upscale status, noting in his autobiography that it “had grown into a prestigious prep school, an incubator for island elites. Its reputation had helped sway my mother in her decision to send me back to the States.”

Obama also admitted in the book that his grandfather pulled strings to get him into the school. “There was a long waiting list, and I was considered only because of the intervention of Gramps’s boss, who was an alumnus.”

The school still features a lush hillside campus overlooking the Waikiki skyline and the Pacific Ocean. It was one of the most expensive schools on the island, and both Obama and his half sister Maya Soetoro-Ng received scholarships.

While the Dunhams were not among the wealthiest families on the island, he nevertheless studied and socialized with the children of the social and financial elite. Obama has said he didn’t fit in at the school. But that’s not how other Hawaiians remember it.

(…)

Tellingly, Obama has never lived in a black neighborhood. Maraniss reported in his book that when leftist activist Jerry Kellman interviewed Obama for a community organizing job in Chicago, he asked Obama how he felt about living and working in the black community for the first time in his life.

Obama accepted the job but chose not to live among those he would be organizing. Instead, he commuted 90 minutes each way daily from his apartment in Chicago’s famous Hyde Park to the Altgeld Gardens housing project where he worked.

At Thorning og Obama lyver om deres politik er almindeligt politikergebet, som vi ikke lægger dem til last, men måske mere end andre politikere lever de på løgn. De løgne de lever på, fortæller noget essentielt om venstrefløjens drømme og forståelse af virkeligheden. En diffus drøm om en særlig autencitet, der i sig selv fortæller om forandring og håb. Og det er autencitet der for venstrefløjen giver giver en hvilken som helst forandring og et hvilket som helst håb legitimitet.

Dan Jørgensen, som jeg ved gud ikke kan fordrage, har i dagens MetroXpress i sin klumme et afsnit han kalder Ugens Oversete EU-Begivenhed, som lyder som følger

Alle EU’s miljøministre har i sidste uge været i Horsens. Det var Danmarks miljøminister, Ida Auken (SF), der sad for bordenden, da de mødtes for at diskutere EU’s strategi forud for det globale miljømøde i Rio de Janeiro til sommer. Mødet går også under navnet Rio+20, fordi det afholdes tyve år efter det første store klimatopmøde i Rio i 1992, hvor verdens lande blandt andet blev enige om at bekæmpe klimaforandringerne. I dag, 20 år efter, er der mere end nogensinde behov for bla. bla. bla.

Dan Jørgensen misser fuldkommen betydningen af at ingen interesserer sig for at EU markerer en 20 års dag for noget der aldrig har været mere vigtigt. Og at man fejrer Rio topmødet i Horsens! Med al respekt for Horsens, men Dan for fanden, nobody cares.

Fra Danmarks Radio

Tusindvis af socialdemokraternes vælgere flygter til Enhedslisten. I dag ville 43.000 S-vælgere stemme på Enhedslisten i stedet for. Det viser en meningsmåling Epinion har lavet for DR Nyheder.

Vælgerne mener, at tonen er blevet for hård fra Socialdemokraternes side. Sådan lyder DR’s politiske analytiker Jens Ringberg bud på, hvorfor vælgerne flygter til Enhedslisten.

- Der er nogle der synes det bliver for meget med den her diskussion om ret og pligt, som Karen Hækkerup og Mette Frederiksen rejser. Det er der nogle, der synes er for hård kost, siger han.

Værre under Nyrup
Han mener også, at betalingsringen er et bud på vælgervandringen.

- Der er nok mange, der godt kunne tænke sig en betalingsring, som nu ville stemme på Enhedslisten, siger han.

(…)

Og Socialdemokraterne mister ikke kun vælgere til Enhedslisten. Flere af partiets vælgere har også valgt at skifte blok. 25.000 vælgere ville i dag stemme på Venstre, mens 25.000 andre ville stemme på Dansk Folkeparti.

Dan Jørgensen har ifølge Politiken en god forklaring på hvorfor halvdelen af de vælgere der tabes tabes.

Borgmestrene på København Vestegn bærer en stor del af ansvaret for Socialdemokraternes nuværende krise. Det mener Dan Jørgensen (S), som i aften bliver valgt til folketingskandidat i Middelfart-kredsen.

Og han lægger ikke fingrene i mellem over for de traditionelt stærke borgmestre, som om nogen fik stoppet betalingsringen rundt om København.

»Flere af dem kom med kritik, der kun kan betegnes som regulær tilsvining. Tænk, at man skulle se debatter i tv, hvor to borgmestre aggressivt og polemisk gik i flæsket på folketingsgruppens ledelse«.

Populisme og usympatisk
»Det er populisme, det er usympatisk og det er u-socialdemokratisk«, siger Dan Jørgensen til Fyens Stiftstidende.

At borgmestrene sidder valgt som borgmestre for at varetage deres kommunes borgeres interesser generer Jørgensen lige så lidt som det generede ham indtil for ganske nyligt at de nationale parlamenter er valgt for at forsvare deres borgeres nationale interesser frem for den europæiske overhøjheds. Jørgensen har det bare svært med de der ikke bøjer sig for den til enhver tid gældende overhøjheds højere sandhed. Den slags er nemlig usocialdemokratisk. Det er jo godt at få på plads i så god tid inden næste valg.

Dan kalder det “partiskadelig virksomhed. At gå ud og trampe på en partiledelse, der ligger ned.” - Jeg ved ikke om folketingsgruppens ledelse abonnerer på synspunktet om at de ligger ned. Men det er  tvivlsomt om holdningen til Betalingsringen rækker meget længere end til København og omegn. Og som sosseborgmestrene jo er et tegn på, så var det ikke ligefrem en vindersag. Den usympatiske Dan Jørgensen glemmer, hvorledes det gik for partiet sidst man ignorerede vestegnsborgmestrenes advarsler om den store plans konsekvenser for den lille mand.

Også i Socialistisk Folkeparti er der røre ifølge Politiken

Det angreb, SF’eren Pernille Frahm i dag retter mod den ene af de to kandidater til at blive partiets næstformand, Mattias Tesfaye, er under lavmålet.

Det giver flere SF’ere udtryk for, efter at Pernille Frahm i Politiken i dag kritiserer 30-årige Mattias Tesfaye for at være for kommunistisk i sine holdninger til at passe ind i SF.

(…)

Pernille Fram, der tidligere har siddet i Folketinget for SF, bakkes blandt andet op af landsledelsesmedlem Annika Smith. Og deres kritik af Tesfaye vækker voldsom debat internt i SF, hvor angrebet ifølge politiken.dk’s oplysninger har vakt vrede hos mange. Blandt andre SF’s medlem af Europa Parlamentet, Emilie Turunen:

»Pernille Frahm og co. går igen-igen efter manden med dette karikerede angreb på næstformandskandidat Mattias Tesfaye. Meta Fuglsang må få styr på sine støtter. Vi skylder partiet en debat, hvor hver kandidat selv fremlægger sine synspunkter. Ingen stråmænd, intet mudder - kan I finde ud af det?«, skriver hun på sin Facebook-side.

(…)

»Den uro, jeg oplever i SF, er mestendels en uro over selviscenesættende ballademagere, der ikke skyer nogle midler for at få lidt taletid. Fuld opbakning til Mattias Tesfaye herfra!«, skriver partiets lokalformand i Aarhus, Leon Rix Iversen.

Og på SF’s debatforum, Rød Blog, skriver Claus Pedersen, kasserer i SF Nørrebro:

»Kære Pernille (og Annika). Hvor er det et dog et tarveligt indlæg. Der er ikke bekymring i det, men udelukkende retoriske spørgsmål af samme karakter som ‘Er du holdt op med slå din kone?’«.

(…)

Ifølge landsledelsemedlemmet Andreas Albertsen er det helt urimeligt at diskutere, om Mattias Tesfaye hører hjemme i SF.

»Tænk at nogen kan ty til så usle offentlige angreb, fordi Mattias Tesfaye mener at den brede befolkning/arbejderklassen bør være udgangspunktet for SF’s politiske arbejde. Det siger i mine øjne virkeligt meget om afsenderne«, skriver han på Facebook.

Også Therese Alexandra Evald, der er medlem af landsledelsen i SF’s Ungdom er utilfreds med angrebet på Tesfaye.

»Knivstikkeri og mudderkast hører ingen steder hjemme i mit parti. Så hvis ikke andet har I hermed givet landsmødet endnu en god grund til at sætte kryds ved Mattias til valg af næstformand. Fuld opbakning til Mattias Tesfaye herfra!«, skriver hun.

Og en forskrækket Søvndal siger ifølge Politiken

»Jeg vil opfordre til, at man fører debatten på en måde, som gør, at SF kommer stærkere ud af det her. Og det betyder, at man skal lade være med at putte mærkater på ryggen af hinanden. Jeg synes i stedet, man skal argumentere positivt for, hvad man gerne vil som næsteformand«, siger han uden at ville nævne navne.

Således bides hestene.

Berlingske Tidende fortæller at danskerne ikke længere vil have øremærket barsel, ordningen, hvor far skal tage sin tørn af det forbandede uvæsen som børn er. Således udlægges problemet, for det er et problem at danskerne ikke kan hvad der er godt for dem selv, fra cremen af akademia

Professor i arbejdsmarked Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, betegner forandringen som et »dramatisk holdningsskift« med anker i den økonomiske krise.

»Men holdningerne repræsenterer også to meget forskellige perioder. Folk var positive, før krisen satte ind. Nu er vi i en krisesituation, og den krisebevidsthed vender op og ned på mange prioriteringer. Den sociale forståelse daler, og lysten til at eksperimentere forsvinder, fordi det handler om den basale overlevelse,« fortæller professoren.

De læste rigtigt, der står “professoren” og ikke “SF’eren”. Krisen skærper måske mere forståelsen af at nødvendighed hører den enkelte families konkrete situation til. Derved falder ikke lysten til at eksperimentere, men til at være et eksperiment.

Her i frosten er det ikke meget man hører om menneskehedens største udfordring - klimaet - fra Dan Jørgensen. Den gode Jørgensen mente ellers for blot tre måneder siden at der var “Fem år til at redde klimaet“. Fem år er en evighed i politik så lige nu er det Euro’ens problemer der er i centrum og blot fordi verden går under behøver man jo ikke at efterlade ubetalte regninger. Lidt som at blive kørt i urene underbukser. Fra Politiken

Går det galt med Euroen, kastes EU ud i en stor finansiel krise. Den gængse analyse er, at hvis først et land træder ud af Euroen og går bankerot, er der stor risiko for, at andre lande vil følge med. Og så har vi balladen.

Men det handler også om noget større. Det handler om selve rygraden i det europæiske projekt.

Så bliver tiltroen til den nationale formåen vel ikke meget større. Uden vores økonomiske støtte falder det hele fra hinanden. En mus skal give livredende førstehjælp til en elefant.

Vi tager det måske lidt for givet i dag, men Europa har ikke altid været en fredelig region. Faktisk er det historisk set mere undtagelsen end reglen, at vi i de sidste mange år ikke har haft krige mellem landene i vores region.

Hvis hele projektet opløses, hvilket Euroens kollaps kunne være første skridt i retning af, tør jeg slet ikke tænke på konsekvenserne.

Vi ved fra historien, hvad et splittet Europa kombineret med store økonomiske problemer kan medføre. Jeg ønsker ikke at male fanden på væggen, men vi kan omvendt heller ikke vende det blinde øje til den rabiate højrenationalisme, der florerer i mange østeuropæiske lande i disse år.

OK så fik den nationale selvovervurdering en ekstra nøk. Uden vores økonomiske støtte kastes Europa…nej, tanken er ubærlig. Mere ubærligt er tanken dog alligevel for Dan Jørgensen for hans verden er på sammenbruddets rand. Ikke bare er hans mærkesag - klimaet - ved at forsvinde fra messehysteriets arena, men hans egen arbejdsplads - EU - er lukningstruet. Som en ægte socialdemokrat henvender han sig derfor til danske skatteydere anglende om at redde overflødige arbejdspladser for bureaukrater og folkefjendtlige politikere.

De fleste kommentatorer spår et magert resultat af klimaforhandlingerne ved COP17 grundet alle andre end EU’s vrangvillighed til at lade sig spænde for en europæisk selvtugtelsesvogn. Dan Jørgensen anerkender også en politisk virkelighed, som han henkastet bebrejder amerikanerne, men prøver alligevel at holde fanen højt og vil ”så længe der overhovedet er en chance at redde klimaet – kæmpe for at holde gang i forhandlingerne“. Det er en nobel mission sådan at ville redde klimaet, som måske forsvinder uden Dan Jørgensen stålsatte indsats. Dan selv…

…drager [...] til Durban om en uge. Og vi i EU-Parlamentets delegation er faste i kødet. Vi kæmper benhårdt for at verdens rige lande skal give flere penge til verdens udviklingslande, i støtte til tilpasning til klimaforandringerne.

Det bliver sikkert også dejligt i Durban, som Fred Singer beskriver det i American Thinker

But the 10,000 or so Durban attendees — official delegates, U.N. and government officials, journalists, NGO types, and other hangers-on — will have a grand old time: two weeks of feasting, partying, living it up in luxury hotels, and greeting old friends at this 17th reunion — all at someone else’s expense. Statesmen will arrive on the last day to sign important-sounding communiqués and quickly depart before having to explain just how they will “save the climate” and humanity.

God fornøjelse Dan. Inden Singer når så langt ridser også han perspektiverne op for en ny aftale

 Things don’t look promising for the perennial climate confab which convenes in Durban, South Africa today. There is little chance of extending the expiring 1997 Kyoto Protocol to reduce greenhouse-gas emissions. Kyoto has turned into a giant international scam that has already wasted hundreds of billions, with little to show for it; in fact, the increase in atmospheric levels of greenhouse gases has been accelerating.

What brings nearly 200 delegations together is a dream — the forlorn hope that developed nations who have ratified the Protocol will come up with a $100-billion-per-year aid program. This is supposed to allow developing nations to adapt to the putative climate disasters that the IPCC, the U.N.’s climate-science panel, has been predicting for more than 20 years. The U.S., which never ratified Kyoto, is expected to supply the lion’s share of this subsidy. Fat chance; just look at the polls and listen to the statements from leading Republican presidential candidates who denounce these disaster predictions as “hoax” and “poppycock.”

Og det er skriften på væggen verdens ledere er begyndt at kunne se. Op til klimatopmødet i København blev en mængde interne emails mellem centrale klimaforskere i FN systemet lækket og for et par uger siden blev yderligere 5.000 emails lækket, som tegner et alt andet end seriøst billede af det ubetvivlelige konsensus. Eksemplerne er mange, men Forbes ridser ganske godt essensen op

Three themes are emerging from the newly released emails: (1) prominent scientists central to the global warming debate are taking measures to conceal rather than disseminate underlying data and discussions; (2) these scientists view global warming as a political “cause” rather than a balanced scientific inquiry and (3) many of these scientists frankly admit to each other that much of the science is weak and dependent on deliberate manipulation of facts and data.

Regarding scientific transparency, a defining characteristic of science is the open sharing of scientific data, theories and procedures so that independent parties, and especially skeptics of a particular theory or hypothesis, can replicate and validate asserted experiments or observations. Emails between Climategate scientists, however, show a concerted effort to hide rather than disseminate underlying evidence and procedures.

“I’ve been told that IPCC is above national FOI [Freedom of Information] Acts. One way to cover yourself and all those working in AR5 would be to delete all emails at the end of the process,”writes Phil Jones, a scientist working with the United Nations Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), in a newly released email.

“Any work we have done in the past is done on the back of the research grants we get – and has to be well hidden,” Jones writes in another newly released email. “I’ve discussed this with the main funder (U.S. Dept of Energy) in the past and they are happy about not releasing the original station data.”

Ikke et konsensus man ville købe en brugt bil af. Med mindre man er Dan Jørgensen, som håber på at tørre regningen af på os andre, mens han handler toldfrit. Eller Politikens leder

Intet tyder på, at problemet med menneskeskabte klimaforandringer er mindre, end vi troede, eller at vi er ved at løse det. Tværtimod.

Virkningerne af klimaændringer og ekstremt vejr mærkes allerede overalt på Jorden, og udledningen af drivhusgas stiger med uformindsket hast.

Erkendelsen af, at vi står over for et gigantisk problem, har ikke ført til en spirende enighed om, hvad vi skal gøre ved det, og forventningerne til COP17, der begynder i Durban i dag, er i bund.

Der er noget Ole-Sohn-kysser-Honecker-tillykke–med-de-fyrre-år over stemningen. Selv om det i disse tider vælter frem med oplysninger om, hvor utroværdigt klimapanelet er holder man stadig nagelfast i klimapanelets fortælling. Det slutter vel først når pengestrømmen rinder ud, ligesom for Sohn. BBC, som har vedtaget at klimaforandringer var virkelige og menneskeskabte, den eneste videnskabelig teori der nogensinde er vedtaget som et politisk faktum viser sig også at være sunket ned i klimapanelets indavlede klakører fortæller Daily Mail 

For example, Professor Phil Jones, the head of the CRU, admitted there was no evidence that the snows of Kilimanjaro were melting because of climate change, and he and his colleagues agreed there were serious problems with the famous ‘hockey stick’ graph – the depiction of global temperatures that suggests they were broadly level for 1,000 years until they started to rise with industrialisation.

But although there is now more scientific debate than ever about influences on climate other than CO2, prompted by the fact that the world has not warmed for 15 years, a report from the BBC Trust this year compared climate change sceptics to the conspiracy theorists who blame America for 9/11, and said Britain’s main sceptic think-tank, the Global Warming Policy Foundation, should be given no air time.

The man at the centre of the BBC-UEA web is Roger Harrabin, the Corporation’s ‘environment analyst’, who reports for a range of programmes on radio and TV.

Last week The Mail on Sunday revealed that in 1996, he and his friend, Professor Joe Smith of the Open University, set up an informal two-man band to organise environment seminars for BBC executives.

Known as the Cambridge Media Environment Programme (CMEP), it operated until 2009, and over three years (2002 to 2005) received £15,000 from the Tyndall Centre. Mr Harrabin did not derive personal financial benefit, although Prof Smith was paid.

Ånden er ude af flasken. Det er ikke blogs, men aviser og tidsskrifter, som har taget historien op med nonchalante formuleringer som “the fact that the world has not warmed for 15 years” og det varsler de sidste tider for klimahysteriet.

Vi har alle vores højtider og som vi andre pynter op til Jul, fremkommer klimamafiaen traditionen tro med deres værste advarsler op til klimatopmøder. Derfor var det også seasons greetings da det internationale energiargentur IEA advarede om at vi kun har fem år endnu førend klimaet løber løbsk, som Jyllands-Postens artikel formulerede det.

Baggrunden er stigende CO2-udslip og øget afbrænding af kul og olie.

- Bekymring over økonomien har fjernet opmærksomheden fra energipolitik. CO2-udslippet nåede rekordhøjde i 2010, og udgifterne til olieimport er også tæt på rekordniveau. Den billige olies æra er ovre, siger Birol.

Frem mod 2035 vil energibehovet vokse med en tredjedel, vurderer IEA. Kina og Indien efterspørger masser af kul, og der er samtidig usikkerhed om leverancerne fra de olierige lande i Mellemøsten og Nordafrika.

Det var noget som Dan Jørgensens kunne bruge da han under den uironiske overskrift udmåler “Fem år til at redde verden“.

Det International Energiagentur (IEA) har netop offentliggjort sin årlige rapport, World Energy Outlook. Og det er skræmmende læsning. Konklusionen er at vi har travlt, hvis vi skal redde verden fra katastrofale klimaforandringer.

IEA skriver, at verden allerede har lukket 80 % af de drivhusgasser ud i atmosfæren der er plads til, hvis vi skal holde temperaturstigningen i verden under 2 grader (sammenlignet med før industrialiseringen).

Dvs. at vi inden for de næste 5-6 år skal igangsætte en omfattende revolution i den måde vi forbruger og producerer energi på.

Jørgensen der påstår at have “hørt en gletcher smelte” er selvfølgelig en idiot. IEA refererer til “videnskabsmænd”, som ikke er dem selv, nemlig FNs klimapanel. De tilføjer så deres vurderinger af udviklingen i energibehov af hvilket udledningen af drivhusgasser let beregnes og voila, Jorden går under i morgen. Det er der selvfølgelig ikke noget i vejen med andet end at disse videnskabsmænd selvfølgelig tager fejl, hvilket er såre menneskeligt. Men rapporten fra IEA som dumme Dan mener bekræfter hans påstande om en snarlig katastrofal uafvendelighed (klimaet er pr. definition uafvendeligt) er ikke en bekræftelse på noget som helst, men en reference til FN’s Klimapanel. Rapporten tager altså afsæt i den samme løgnefabrik, hvor Dan Jørgensen også parkerede sin hjerne for en del år tilbage og at andre gentager den samme påstand gør den ikke mere sand, men os andre mindre lydhøre. Og så til gentagelserne. Real Science minder os

A senior environmental official at the United Nations, Noel Brown, says entire nations could be wiped off the face of the earth by rising sea levels if global warming is not reversed by the year 2000. Coastal flooding and crop failures would create an exodus of “eco-refugees,” threatening political chaos, said Brown, director of the New York office of the U.N. Environment Program. He said governments have a 10-year window of opportunity to solve the greenhouse effect…

Ja, det var dengang i 1989, at man troede at nu var enden nær. År 2000 blev nu ikke undergangen, men det omtrentlige tidspunkt, hvor temperaturen stoppede med at stige. Grafen herunder viser limahysteriets egen godfather, James Hansen’s oprindelige skrækscenarie, som alle andre skrækscenarier hviler på. Fra Real Science

Den grønne graf er den faktiske måling af klodens temperatur tegnet ind på NASA’s projektioner fra 1989. Som man kan se er virkeligheden koldere end det koldeste scenarie og det koldeste scenarie var under forudsætning af at man i 2000 helt var stoppet med at udlede CO2. I stedet accelerede man udledningen bl.a. ved kinesernes og indernes gryende bilisme og det er denne biludvikling og medfølgende stigende levestandard for de gule og brune mennesker i Asien, som der nu advares imod. Da jeg var ung gik rygtet at alle jordens skove ville forsvinde hvis kineserne begyndte at bruge wc-papir. Tjah det var dengang.

Men limhjernen Dan Jørgensen fik en række modsvar på sit selvretfærdige og hysteriske indlæg og det fik ham til tasterne med den endnu mere fjollede overskrift “Fem år til at redde verden II”, der er sammenligneligt med “Ulven kommer - igen” med endnu et vægtigt bevis, nemlig et interview med en af Danmarks førende klimaforskere Eigil Kaas. Med spørgsmål som “Klimaskeptikere påpeger, at vi lige har haft en meget kold vinter, og at temperaturen ikke stiger år fra år. Hvad siger du?” svarer Kaas bekræftende på Jørgensens påstande, hvilket Jørgesen bruger til at afvise at “Kaas lyver” - det er niveauet for Dan Jørgensen der med udtryk som “uvidende” og “nægter at se” karakteriserer skeptiske observatører af FN-’s Klimapanels arbejde og derfor selv gør sig fortjent til mine lidet flatterende adjektiver. Kaas er en forstandig mand med stor viden og indsigt, men alligevel tilføres der intet nyt i debatten

Det internationale klimapanel, IPCC, vurderer derfor i sin seneste rapport, at det er meget sandsynligt, at mennesket er hovedansvarligt for den opvarmning, der har fundet sted siden midten af 1970?erne.

Det hører med til historien, at der også er gennemført simuleringer, hvor der udelukkende er medtaget naturlige klimapåvirkninger, dvs. sol og vulkaner, og at der ifølge disse ikke skulle have været nogen opvarmning - faktisk snarere et lille fald i temperaturen - siden 1960. Konklusionen er, at menneskets klimapåvirkninger næsten helt sikkert har været hovedårsagen til den begyndende globale opvarmning, vi har været vidne til i de seneste årtier. Specielt har der i de seneste 10 år været ekstreme hedebølger - fx Europa 2003 og Rusland 2010 - og voldsom nedbør, fx Pakistan 2010, som i hvert fald delvist kan relateres til menneskeskabt global opvarmning”.

Kaas holder sig til det omstridte Klimapanel komplet med de føromtalte fejlsimuleringer. Og uagtet at man tillægger det værdi er det igen den samme vin med nyt sendebud.

Dan Jørgensen indledte i marts sin blog i Politiken med følgende

Kina har netop vedtaget en ny femårsplan med stor fokus på energieffektivitet. Det er en god nyhed, men det sætter også EU under pres.

Da formand Mao i 1958 stod i spidsen for Folkerepublikken Kinas 2. femårsplan var det under parolen: ”Det store spring fremad”. Maos politik var på alle måder en katastrofe. Mere end 20 millioner mennesker menes at være omkommet af hungersnød og sygdom som et resultat af de fejlslagne reformer. I weekenden vedtog den kinesiske folkekongres så sin 12. femårsplan. Igen er der tale om store reformer. Men denne gang er de anderledes positive og respektindgydende. Kina har en plan for fremtiden – en grøn plan.

Kina vil i de kommende fem år nedsætte deres CO2 udledning per produceret enhed med 17 %. Det skal ske via investeringer på mange hundrede milliarder (også opgjort i Euro) i vedvarende energi, via energieffektiviseringer og mere kollektiv transport (der skal fx etableres 35.000 kilometer højhastighedstog).

Denne gang er det anderledes. Nu taler det kommunistiske regime sandt. Og dog. John Lee er nemlig også interesseret i Kinas grønne femårsplan, som man kan læse i The Australian

Yet dig a little deeper and it becomes clear Beijing’s carefully crafted message about shifting towards a green future is primarily designed for Western markets eager for alternative energy sources and as a defence against these same governments putting greater pressure on China to reduce its greenhouse gas emissions.

Take the issue of coal-fired power stations. China has closed down hundreds of its more inefficient coal-fired stations in the past few years. But for every coal-fired station shut down in the past three years, two have sprung up. While gross domestic product has been growing at about 10 per cent during the past five years, Chinese consumption of coal has been increasing at about 17 per cent each year and coal production has been increasing by more than 20 per cent in the same period. According to some figures, investment in the coal industry has been increasing between 30 per cent and 50 per cent a year for the past three years.

The International Energy Agency estimates almost 80 per cent of China’s energy needs will be met by coal and oil in 2030. Official Chinese estimates by industry, science and technology ministries suggest coal alone will still provide about two-thirds of China’s fuel needs in 2030. Which leads to the inescapable conclusion that a target that half the country’s energy needs will be met by renewable sources in 2050 is not achievable.

(…)

Wind power now accounts for less than 1 per cent of China’s energy needs while solar constitutes one-thousandth of 1 per cent of the country’s energy use. Provincial and local officials charged with maintaining economic growth at all costs and little else have few incentives to connect renewable energy assets to the power grid when fossil fuels are much cheaper. Chinese figures estimate by 2030, renewables (including hydropower) will meet 2 per cent to 3 per cent of the country’s energy needs.

(…)

The understandable and overriding logic in Beijing’s thinking is all about energy rather than environmental security. In a country where 800 million people still live on less than $2 a day, Chinese leaders do not wake up in the middle of the night thinking about the challenge of climate change.

Omkring hver fjerde vælger er stadig i tvivl om hvilket parti de vil stemme stemme på og mere end hver tolvte har end ikke besluttet sig for en blok. Politiken har forsøgt at få nogle ekspertbud på, hvad det vil betyde for udfaldet. Og ud over at påpege at tvivlere tit er lavtuddannede og uden interesse for politik, når de til, at selv blandt de vælgere der allerede har bestemt sig, kan mange stadig nå at ombestemme sig - hvilket unægteligt udvider begrebet tvivlere fra en relativt defineret gruppe, til en almindelig fase for en normal vælger (nogen måske hænger længere i end andre) - så vil jeg knytte en lille kommentar til følgende afsnit

Der er ifølge analysen fra Megafon en markant overvægt af tvivlere, som ved sidste valg stemte på den borgerlige blok. Hele 65 procent af tvivlerne stemte borgerligt ved sidste valg, mens de resterende 35 procent stemte på oppositionen.

På den ene side kan det tolkes sådan, at den borgerlige fløj har kortere vej til tvivlernes hjerter, fordi størstedelen af dem stemte borgerligt sidste gang. På den anden side er tallet netop et udtryk for, at oppositionen står til valgsejr i meningsmålingerne, fordi mange ikke længere vil stemme på den borgerlige regering.

Det er ikke mærkeligt at mange tvivlere kommer fra blå blok. I de seneste seks år har vi ikke haft en regering og Fogh Rasmussen kørte kun en træt valgsejr hjem for 4 år siden fordi oppositionen var i så ringe en forfatning. I dag ligner regeringen et ringvrag og udover at mange ministre sikkert hænger de fleste vælgere ud af halsen så kæmpes der heller ikke så meget om bevarelse af magten, som muligheden for at positionere sig efter nederlaget. Som man så det under Lykketofts kampagne i 2005, hvor Sass Larsen direkte saboterede sin egen formand ved at agere stikker for Fogh. Det er derfor naturligt at mange blå stemmer spørger sig selv, hvorfor de egentlig skulle stemme blåt igen. Men på valgdagen vil tvivlerne stå i boksen og spørge sig selv, hvem de ellers skulle stemme på.

Her giver DR’s og TV2’s partipræsentationsprogrammer blå blok en pikant fordel. Valget store emne er økonomi og der er kun to modeller at vælge imellem, den røde og den blå (tre, hvis man tager Enhedslistens revolutionsfantasier med). Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil hver få en time op til selve valget til at forklare hvorfor deres plan er suveræn og Enhedslisten en time til at bakke op på deres egen lille måde. Tre timers røde økonomiske argumenter. Ligeledes vil Venstre, Konservativt Folkeparti,  Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Per Ørum Jørgensen og Radikale Venstre i en time hver forsvare en blå økonomi, selv om Radikale alligevel peger på Thorning til at danne regering. Men det giver seks timers blå økonomiske argumenter. Det er en overvægt af argumenter, som de sidste tvivlerne tager med sig ind i boksen.

Ramadanen skal overholdes mener Mungo Park ifølge Jyllands-Posten

Der skal afholdes en ramadanmiddag. Og hvis det ikke kan blive i Folketingets Fællessal, så skal det i hvert fald ske i gåafstand fra Christiansborg.

Det mener teatret Mungo Park, som er parat til at kaste de 50.000 kroner, der blev vundet ved årets Reumert-uddeling, ind i arrangementet.

- Vi vil gerne bidrage til, at det her arrangement på den ene eller den anden side bliver gennemført, erklærer teaterdirektør Martin Lyngbo.

Hvorfor der skal afholdes en ramadanmiddag er der ingen der ved. Og hvorfor muslimer ikke kan betale for deres egen ramadanmiddag er der heller ingen der ved. Men afholdes skal den. Og det skal være så tæt på den politiske magt, som overhovedet muligt. Det nærmeste man kommer en begrundelse er følgende

- Her er der en mulighed for at bruge nogle penge, som vi ikke har budgetteret med at få, til et formål, som er i demokratiets interesse, siger Martin Lyngbo.

Den tanke kunne jeg godt tænke mig at se udviklet, men desværre gør artiklen os ikke klogere på hvorledes kunstere altid mener at fejringen af det totalitære er i demokratiets interesse. Mungo Park skriver om sig selv

Vi har hos Mungo Park en klar målsætning om at være talentfabrik for morgendagens stjerner, og har samlet en række af Danmarks bedste unge teaterfolk. Det gælder alle fra skuespillere til instruktører, dramatikere, designere og teknikere. Dette skaber en voldsomt dynamisk arbejdsplads med et højt aktivitetsniveau og initiativer i mange retninger.

Tanken bag ensembleteatret er at udvikle ikke bare den enkelte kunstner, men også samarbejdet mellem kunstnerne, ligesom gode rockbands eller fodboldhold gradvist bliver bedre til at spille sammen, efterhånden som forståelsen mellem individerne vokser.

I øvrigt har langt de fleste af teaterhistoriens største personligheder arbejdet i ensembleteatre. Både Shakespeare, Molière og Holberg var omgivet af en kreds af kunstnere, som de holdt af at arbejde med. I Danmark er der i dag ikke mange velfungerende ensembler, men i Tyskland og Mellemeuropa er det snarere reglen end undtagelsen.

Når du besøger Mungo Park - hvad enten det er til en teaterforestilling, en koncert eller blot for at drikke en øl i Mungo Bar - vil du med garanti møde mange af os. Og vi ser det som en ære at være med til at gøre dit besøg hos Mungo Park til en god oplevelse, kulturelt såvel som socialt.

Her står ikke meget om demokrati, politik, religion, socialt ansvar, inklusion (tværtimod er det elitært). Så hvorfor denne interesse med at mase islam ind på gåafstand af Christiansborg fremfor deres lokaler i Allerød eller Koling. Man bliver heller ikke klogere ved at kaste et blik på Mungo Parks ansattes efternavne:

Høyer, Kitter, Børge, Lohmann, Oftebro, Hansen, Leisner, Rich, Hansen, Christoffersen, Lyngbo, Holm, Schelin, Fogedby, Heinrich, Christensen, Brekling, Lyngbo, Trolin, Søe, Handberg, Krebs, Ellekilde, Burrows, Kassius, Jørgensen, Jørgensen, Laursen, Kreiner, Stefansson, Hørlyk, Breiner, Solholm, Rasmussen, Hjelmborg, Hansen, Tuborgh, Hansen, Dittmer, Flesborg, Svarre, Kunz, Pedersen, Madsen, Mathiesen

Ikke en eneste Ramadanholder er tilsyneladende velkommen til en “god oplevelse, kulturelt såvel som socialt” eller også har de blot ikke, hvad der skal til for en hvid “talentfabrik“.

Det er næsten ikke til at holde ud i disse tider. Allehånde selvretfærdige indlæg om diverse vestlige regeringers forhold til de mellemøstlige diktatorer, der pludselig er blevet folkets indlysende fjende. Det var de aldrig når debatten om Mellemøsten omhandlede Israel, hvad den jo ellers altid gør, men nu kan alle se det, der for os andre hele tiden var indlysende. Under overskrifter, som Gaddafis gode ven i Vesten, Mubaraks fald kan forvandle Danmark og Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh & Co. gør diverse repræsentanter for venstrefløjen sig igen-igen lækre på baggrund af død og elendighed i den 3. verden (eller er det den 2. verden?) og skelner ikke mellem det at stater har interesser  mens personer og organisationer kan have venner. For man er altid er tvunget til at orientere sig efter sin tids vilkår hvorfor Dronning Margrethe den 2. af Danmark på vegne af Anker Jørgensens regering tildelte Ceasuscu Elefantordenen, Som Schûtter senere lod hende tilbagekalde da han ikke længere var comme il faut. Men Det var Hosni Mubarak til gengæld blevet i mellemtiden og han modtog via Schlütter Elefantordenen i 1986. Uha så mange skelleter i skabene.

For hvordan skal man egentlig agere i en omverden af grusomme og primitive kulturer? Skal vi handle med dem selv om arbejdvilkårerne for lønmodtagerne er skrækkelige eller fornægte dem chancen for den indkomst for at vaske vores hænder? Skal man føre kritisk dialog (ikke just noget modeord i disse dage) eller boycot, give u-landshjælp og derved inddirekte støtte til uønskede regimer, skal vi ledsagde humanitære opgaver med militær for at sikre vivilbefolkningen. Skal  man overhovedet tale med dem og derved legitimere deres eksistens? Diskussioner vi med skiftende fronter løbende har om alle mulige situationer i alle mulige dele af verden. Nej det er ikke let og derved umuligt at moralisere over fra håndvasken. Vi er sat i en virkelighed vi ikke selv bestemmer og kan kun handle som vi finder det bedst.

Venstrefløjen har lykkeligt glemt deres agressive krav om at Danmark skulle undskylde for vores forbandede ret til at sige vores forbandede mening om hvad fanden der passer os til bl.a. Libyens ambassadør Mohammed E.R. Rimali, på vegne af Gadaffi. Her skrev Rimali sammen med repræsentant Mona Omar Attia for den dengang socialdemokratiske regeringschef Hosni Mubarak, Ahmad Danialy for det islamlærde Iran,Maie F. B. Sarraf fra det palæstinensere selvstyre (som det er en forbrydelse at sende herboende palæstinensere tilbage til) og Fugen Ok for EU-ansøgende Tykiet i et brev stilet til statsminister Anders Fogh Rasmussen bl.a.

We strongly feel that casting aspersions on islam as a religion and publishing demeaning caricatures of Holy Prophet Mohammad (PBUH) goes  against the spirit og Danish values of tolerance and civil society. This is on the whole a very discriminatory tendency and does not bode well with the high human rights standards of Denmark. We may underline that  it can also cause reactions in Muslim countries and among Muslim communities in Europe.

Ikke bare var venstrefløjen, 12 tidligere danske ambassadører, Uffe Ellemann, Tøger Seidenfaden villige til at lade os belære om frihed og demokrati at den samling banditter, næh de overtog sågar argumenterne, som deres egne. Ja det lyder nærmest som en leder i Politiken eller Berlingske Tidende når vindene på den redaktion svingede i den retning. Ovenstående citat var og er forlægget for 95% af alle indvendinger imod Anders Fogh Rasmussen og Jyllands-Posten: “Islam kan ikke kritiseres uden at det krænker muslimer og således er der tale om diskrimination. Vores renome og selvforståelse vil lide et knæk og det er der ikke plads til i en global verden. Og desuden så vanker der grusomme ting og sager at I (regeringen, nationale og Jyllands-Posten) bare ved det for de er så mange og vi så få”.

Venstrefløjen fejlede altså endeligt i den største principielle debat i nye tid. Solidariseringen med de detroniserede despoters synspunkter kan ikke opvejes af deres historieløse fordømmelser af nogle ligegyldige realpolititiske hverdagskompromisser. Og skulle nye parlamentariske regimer genoptage hadet til den frie tanke vil det blot understrege islams modsætning til os i særdeleshed og demokrati i almindelighed. Ja, sådan går det når man hellere vil holde på andres meninger frem for sine egne. Man pådrager sig så mange falske principper at man bliver helt selvmodsigende.

Venstrefløjen glemmer i det hele taget historien i deres jagt på fordømmerens rus. Det humanistiske fyrtårn og frihedskampens legemliggjorte ideal Nelson Madela kaldte Muammar Gadaffi for sin “kære broder” i en tale fra 1999. South African Government Information

Your Excellencies
Distinguished Guests
And My Dear Brother Leader

Those who dedicate themselves to causes affecting the lives of millions ought to have a clear understanding of history. They should plan their actions with a sense of their impact on those for whom they believe they act.

I know, My Brother Leader, that you and I, who have both been privileged and obliged by circumstance to be in such positions, have each in our own way tried to be true to that responsibility. Even so, we could not have planned things in such a way that you would be the last head of state I would officially receive on a bilateral basis before retiring from public office.

I am happy that it did, by chance, transpire this way.

The relationship between our two selves and between Libya and democratic South Africa has not been without controversy and therefore some special significance in world affairs.

As a responsible member of the international community of nations, South Africa would never defy predominant international opinion deliberately and merely for effect. This is a particular responsibility in a world that is fraught with possibilities of misunderstanding and consequent conflict and conflagration.

We remain convinced that respect for our multilateral bodies and compliance with their decisions, is crucial to stability, development and progress in a world still marked by tension, inequality and backwardness. This is so even where we may disagree as individual nations with those decisions.

In a world where the strong may seek to impose upon the more vulnerable; and where particular nations or groups of nations may still seek to decide the fate of the planet - in such a world respect for multilateralism, moderation of public discourse and a patient search for compromise become even more imperative to save the world from debilitating conflict and enduring inequality.

When we dismissed criticism of our friendship with yourself, My Brother Leader, and of the relationship between South Africa and Libya, it was precisely in defence of those values.

There must be a kernel of morality also to international behaviour. Of course, nations must place their own interests high on the list of considerations informing their international relations. But the amorality which decrees that might is right can not be the basis on which the world conducts itself in the next century.

It was pure expediency to call on democratic South Africa to turn its back on Libya and Qaddafi, who had assisted us in obtaining democracy at a time when those who now made that call were the friends of the enemies of democracy in South Africa.

Had we heeded those demands, we would have betrayed the very values and attitudes that allowed us as a nation to have adversaries sitting down and negotiating in a spirit of compromise. It would have meant denying that the South African experience could be a model and example for international behaviour.

In many ways, our modest contribution to resolving the Lockerbie issue will remain a highlight of the international aspects of our Presidency. No one can deny that the friendship and trust between South Africa and Libya played a significant part in arriving at this solution. If that be so, it vindicates our view that talking to one another and searching for peaceful solutions remain the surest way to resolve differences and advance peace and progress in the world.

We look forward with joy and anticipation to the full re-entry of Libya into the affairs of our continent and the world.

We have already seen Libya take up its role as an important actor on the African continent to help advance the peace process in the Democratic Republic of the Congo.

South Africa is proud to acknowledge the coincidence between its own position and SADC’s, on the one hand, and that of Libya on the other. We share the view that peace in the DRC can only be achieved through the withdrawal of all foreign forces and an inclusive political process of Congolese groups.

We appreciate very much Libya’s indication that its own efforts will be co-ordinated with those of our regional organisation, SADC. This approach confounds those who suggest that Libya is less than fully committed to multilateralism. My Brother Leader is involved in the Congolese process as a facilitator of the SADC process, just as we were involved in the Lockerbie issue as facilitators for the United Nations. In such ways we advance the ideals of multilateral co-operation and discipline. And for that we thank our Brother Leader and the Libyan people.

It was with much appreciation that I received reports from my Minister of Trade and Industry about our recent trade delegation to Libya. The friendly political relations between our two countries are now being consolidated and deepened through trade. We look forward to South African companies and Libyan entities bridging our continent from North to South in concrete expressions of African unity.

My Brother Leader, I know that in the abstemious conditions of the North African desert it is not the custom to propose a toast. We are, however, overwhelmed by at last having here on this southern tip of Africa one of the revolutionary icons of our times.

I shall therefore take the liberty to invite our guests to rise and raise their glasses with me in salute to Muamar Qaddafi, our Brother Leader of the Revolution of the Libyan Jamahariya, and to growing friendship between the people of our two countries.

Issued by the Office of the President, 13 June 1999

Ja skål på det for han er en af vor egne, en rigtig guttermand og så fager så han ud. Og så giver han nok en mindre massakre til at gå hjem på. Med bl.a. den tale fik Mandela lempet Libyen tilbage som en del af “verdenssamfundet” (som dækker over de herskende moralske vinde, som realpolitikken dikterer dem). Og hvad skal man mene om at Libyen senere endda fik formandsskabet for FNs menneskerettighedsråd (mens Zimbabwe overtog ledelsen forbæredygtig udvikling!). Hvad skal man i det hele taget med omverdenens fordømmelse af ens renome når nu omverdenen er så fordømt?

Mit klare indtryk er at Politiken er en magnet for folk, som stiller alt på hovedet., Da det samtidig også er en moraliserende avis bliver den også en magnet for moraliserende folk. Og kombinationen af moralister, der vender alt på hovedet er selvfølgelig hyklere. Her er en lille smagsprøve på Rune Engelbrecht Larsens univers, som det tegner sig på hans blog på Politiken

Særlig frastødende har det været at se Mubaraks rigtige venner, Berlusconi, Netanyahu og Fogh falde de egyptiske demonstranter i ryggen. Israel har sågar udtrykt bekymring for den begyndende vestlige kritik af Mubarak og ligefrem advaret imod, at det kan skræmme Vestens saudiarabiske allierede (Haaretz, 31.1.). Italiens premierminister har pustet Mubarak op til »den viseste mand og et præcist referencepunkt« (Reuters, 4.2.). Og i stedet for en utvetydig opbakning til demonstranterne har NATO’s generalsekretær, Danmarks tidligere statsminister og store krigsmanipulator, Anders Fogh Rasmussen koncentreret sig om sin frygt for »stabiliteten i regionen« (Politiken, 8.2.).

Som en læser minder om så havde Mubaraks regime en helt anden legitimitet i Engelbrechts øjne under Muhammedkrisen. Her var Engelbrecht meget fortørnet over Foghs håndtering af de 11 ambassadører (åh, kan de huske dem? Minder, minder…), der under et tyndt påskud af at ville dialoge, med vilje brød den diplomatiske protokol og gik uden om Udenrigsministeriet og grundlæggende kun havde krav om statslig intervention mod folkets frie ytringer. Dengang lød det fra Engelbrecht

Samtaledemokratiet omfatter åbenbart ikke muslimske ambassadører.

Statsministerens arrogante afvisning af ambassadørernes anmodning om et møde og hans manipulatoriske fremstilling af indholdet af deres brev såvel som af deres senere forklaringer bør få konsekvenser. At han tilmed har fortiet en klar advarsel om en eskalering af konflikten, forværrer kun det, der kan gå hen og blive Anders Fogh Rasmussens »Tamil-sag«.

Ambassadørbrevet advarer som nævnt om »reaktioner i islamiske lande«, og få dage senere advarer egypterne direkte om »en mulig eskalering af problemet« over for den danske ambassadør i Kairo, som det fremgår af en egyptisk regeringsredegørelse fra februar (jf. Politiken, 18.2.2006).

Ved flere lejligheder bliver det skåret ud i pap for statsministeren, hvor let sagen kan afsluttes uden implikationer for ytringsfriheden eller pressefriheden, men hver gang nægter han fuldkommen at forholde sig hertil.

Den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attiah tydeliggør allerede den 29. oktober, hvad hun helt konkret anbefaler: »Den Egyptiske Ambassade opfordrer indtrængende den danske regering til at behandle denne sag med større alvor, så en eskalering kan undgås, og forventer, at den i det mindste vil udsende en erklæring, der bekræfter dens misbilligelse af sådanne tegninger og enhver krænkelse af islam.« (Berlingske Tidende, 29.10.2005). Det samme siger en egyptisk embedsmand til den danske ambassadør i Kairo, da han i slutningen af oktober ekspliciterer, hvilken reaktion man efterlyser, »for eksempel gennem en officiel erklæring, der fordømmer hån af islam eller af profeten«.

Osv ad den dur. Ak ja det var dengang, hvor Mubarak stadig var fornemt medlem af Socialist International sammen med Anker Jørgensen, Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thornings Schmidt. Sådan er det altså ikke i dag, hvor hans overskrift hedder “Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh og co” uden smålig skelen til at stater har interesser, mens politiske partier har ideologiske fælleskaber. Men nu, hvor nogle ægyptere har delegitimeret det regime, hvis krav man dengang skulle efterkomme er rollerne byttet om. Men Engelbrecht er stadig den der røgter de forsmædelige for det er hans ret.

I 2006 kom Engelbrecht med sit afgørende argument for at bukke sig for diktatorens krav

Tværtimod kritiserer Anders Fogh Rasmussen oven i købet de 22 danske ex-ambassadører for dårlig timing, da de i et åbent brev i Politiken den 20. december kritiserer hans håndtering af sagen, fordi statsministeren vuderer, at konflikten er ved at være forbi.

Et fatalt dømmekraftssvigt på baggrund af tre måneders permanent eskalering af et ildevarslende konfliktscenario.

Anders Fogh Rasmussen har dermed fastholdt en meget alvorlig skævvridning af sagen siden midten af oktober, skønt han bliver advaret om en eskalering af krisen og ultimativt en handelsboykot uden på ét eneste tidspunkt så meget som at lytte til, hvad de muslimske ambassadører har på hjerte.

Resultatet kender vi, da amokløbet begynder i slutningen af januar. Hvad man end mener om Jyllands-Postens aktion, og hvor urimelig overreaktionen end bliver fire måneder efter tegningernes offentliggørelse, så er det statsministerens manipulatoriske fortielser og fordrejninger igennem tre måneders intens krise, der resulterer i den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstids historie.

Hensynet til fred og stabilitet! Følgerne kunne være katastrofale, “den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstids historie“. Det var Foghs svigt at han ikke prioriterede dette højere end lands lov og ret - og vores selvhævdelse.  Men hvad siger Engelbrecht nu?

Nej, det er ikke mellemøstlige menneskerettigheder, der står øverst på listen over vores udenrigspolitiske krav, men mellemøstlig stabilitet. Ganske vist forærer Vesten da også nogle millioner til NGO’er og oversætter en tekst eller to om ytringsfrihed til arabisk, men samtidig kaster vi milliarder i grams til opretholdelse af stabilitetens autoritære og militære status quo.

Det er nemlig stabile diktatorer, der holder olien flydende og oliepriserne i ro. Det er stabile diktatorer, der fastholder den bekvemme illusion om islams uforenelighed med menneskerettigheder, og det er stabile diktatorer, der tilbyder os flybaser og lukrative handelsaftaler.

(…)

Og måske kan egypternes udholdenhed vise sig stærk nok, trods diktaturets pinagtige samarbejdspolitikere som Berlusconi & Fogh, hvis stupide statements i påfaldende grad ligner Mubaraks & Suleiman virkelighedsfjerne taler om deres selvlegitimerende ’stabilitet’.

Nu er ønsket om stabilitet pludseligt stupidt. Også selv om indsatsen er noget højere i denne krudttønde af en region. Men alt er omvendt i Engelbrechts verden, hvor det tilkommer hyklerne at beskylde alle andre for hykleri. Vi må ikke stå på vores rettigheder, men skal underkaste os andres er den eneste røde tråd i Engelbrechts vulgærpolitikenske univers. Gennem selvmodsigelser får Engelbrecht altid skurkerollen placeret det samme sted, som her

Overdrivelser af Det Muslimske Broderskabs ekstremisme og indflydelse på situationen i Egypten misbruges endvidere til at legitimere diktaturet, når Mubarak og hans venner i Vesten direkte og indirekte truer med, at Kairo i 2011 blot bliver en gentagelse af Teheran i 1979. Men hvis der er en parallel, består den i Vestens manglende selverkendelse efter den fatale støtte til Irans Shah, Mohammad Reza Pahlavi, der ‘gentages’ i en alt for langvarig og hjertelig opbakning til Mubarak & Suleiman, der har knust kritikere og drænet deres eget land for hundreder af milliarder kroner.

Hvis nogen skubber arabere i armene på yderligtgående islamister, er det os.

Der er ikke noget islamistisk problem medmindre vi er skyld i det! Ja sådan går kabalen jo altid op for vi er skyld i alt dårligt også andres handlinger imod os.

Engelbrechts fanskare kan i samme faste skurkerollelogik selvfølgelig ikke have en en debat uden at flirte med antisemitismen forklædt som Israelkritik. En læser håber således at “hvis Israel kommer til at lide under det [en fremtidig ægyptisk antiisraelsk regering], så får de vel hvad de har fortjent, de er jo i grunden roden til alle urolighederne i mellemøsten“, et håb han senere trumfer med “Isralierne der breder sig som pest i mellemøsten, det er roden til alt ondt.“. En anden ironiserer bagvendt “At Israel er nervøs for, hvad demokratiet i Egypten kan føre til , er ummidelbart forståeligt ,når vi tager i betragtning ,hvad demokratiet har ført til i Israel.” Man skal nok kende segmentet Politikens logik for at finde meningen i det udsagn, men det må være noget med at man er imod Israels politik og derfor virker demokratiet ikke. En anden vinkel fra segmentet “Danmark bør følge Ægyptens demokratiske indstillede borgere og kræve at VKO går af, nu!“. Det er helt sort. Nok om dem.

Det rablende hykleri, som Engelbrechts har Politiken, som sagt en særlig forkærlighed for at bringe til torvs. Her interviewes professor i retorik Christian Kock, der pleonastisk mener at “Politikere er verbale svindlere”

»Jeg vil have en bedre debatkultur. En måde at få det på er at påpege de uskikke, som forringer især den politiske debat. Ved at være mere på vagt kan journalister bedre slå ned på politikerne, så de ikke slipper så godt fra uskikkene, og vi borgere kan lade være at stemme på de mennesker. Vi har trods alt mange måder, vi kan signalere til politikerne, at når de ikke svarer på modargumenter, så gider vi ikke stemme på dem. Det, tror jeg, er et signal, som politikerne kunne forstå«.

Ok, lad os se på, hvad Kock mener er uskikke

For eksempel gør man, som Piet Hein siger: Man dutter folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå. Det kaldes at lave en stråmand, og så skyder man dem ned.

Jo det er vi jo enige i, men øjeblikket efter udtaler professoren

Derudover kan man indføje, at indvandrerdebatten har været præget af flere andre uskikke, som i særlig grad findes i den debat, og som ikke har været så udpræget i andre. For eksempel generaliseringer. Især har den indvandrerkritiske fløj været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere om befolkningsgrupper.

Ikke nok med at en den ene fløj har “været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere“, som jo ellers nok kandiderer det genereliserende så betegnes den også som indvandrerkritisk, fremfor indvandringskritisk. At dutte folk en mening på…

Jeg ved godt, at Søren Krarup ringeagter stort set alle andre end dem, der præcis mener som han. Men de humanistiske debattører ringeagter også ham. Lad bare begge parter beholde deres ringeagt, men det er med til at forgifte debatten, at de ustandseligt udtrykker den. Det er med til at skabe unødig polarisering, og det er med til at lede opmærksomheden fra problemerne.

Ja lad os endelig holde ringeagten tilbage for den skaber unødig polarisering og dum da dej

Anders Fogh Rasmussen sagde på et tidspunkt om indvandrerdebatten, at den er pæn og ordentlig, rolig og redelig. Det synes jeg også, den skulle være, men den udtalelse er Sadam Husseins informationsminister værdig! Det er fuldstændig latterligt at komme med den påstand.

(…)

Men nej, det har været elendigt siden midten af firserne, hvor den startede. Processen udviklede sig nok sådan, at Søren Krarup og konsorter begyndte med at udtrykke sig fuldstændig hysterisk omkring indvandrere.

Eller for at lade Politiken journalist skære det ud i pap

Kan der ikke være en grund til personfokus? Du nævner jo selv Søren Krarup ofte både her og i din bog.

»Måske har jeg nævnt ham lige lovligt tit, men han har været en fuldstændig dominerende faktor i indvandrerdebatten, som har domineret dansk politik i mange år. Han har været medskyldig i, at debatten er blevet så dårlig, som den er – blandt andet fordi han har gjort alle de ting, jeg kritiserer. Jeg synes, at i stedet for at respektere ham, så skal vi sige, at han har været til skade for indvandrerdebatten«

Når den store Kock bryder reglen er det fordi han har og er i sin ret. Alle andre og deres konsorter forgifter debatten med hysteriske og fuldstændig latterlige genereliseringer, som var de Saddam Husseins Informationsminister.

Ifølge Berlingske Tidende har Cepos regnet lidt på det underskud indvandrere fra underudviklede/muslimske lande og det er efterlønslavt - 16 mia. bobs. Eller med tidligere forskningschef i Rockwool Fonden Gunnar Viby Mogensens ord “...et beløb, der er større end Danmarks ulandshjælp“. Det er næppe den fulde omkostning, men alligevel et rimeligt beløb, hvis man tænker i retning af Folkeskole eller ventelister. Nuvel vi har et stort underskud, som blot bliver større med mere indvandring. Og reaktionerne fra Borgen?

Indvandrere skal i en periode arbejde for under efterlønnen [der menes mindstelønnen] for at sikre, at flere kommer i arbejde.

Sådan lød det fra finansminister Claus Hjort (V) i dagens udgave af Berlingske. Det forslag om en såkaldt indslusningsløn bakker de konservatives politiske ordfører Carina Christensen (K) nu op om.

Det skal fedt hjælpe. Især når det helårsvalgkampsførende Dansk Folkeparti der tilsyneladende er tavse i denne sag, tidligere har sagt nej til lignende forslag da “det var diskriminerende, og understregede deres frygt for, at det ville forringe danske arbejdsløses muligheder på arbejdsmarkedet. “. Og så bliver der ikke pølser  af det skind for ifølge Jyllands-Posten er det også venstrefløjens frygt (bortset fra at det skulle ramme danskere selvfølgelig)

Alle skal behandles lige i det sociale system, mener SF, som derfor siger blankt nej til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forslag om at revurdere alle førtidspensionister med etnisk minoritetsbaggrund.

Der ligger hun på linie med Kristendemokraten

- Vi vil ikke skelne mellem nationalitet eller etnisk baggrund, når der skal tildeles førtidspension eller løn, siger partiets politiske ordfører Per Ørum Jørgensen, som er en del af den forligskreds, der forhandler førtidspension i øjeblikket.

Anders Samuelsen prøver lidt progressivitet og foreslår en ny indvandringspolitik med denne selvmodsigelse

- Det vil sikre, at det er de rigtige, der kommer til Danmark. Og så oven i købet uden at man skelner til religion eller hudfarve, siger Anders Samuelsen.

Religion er bare noget nogen leger. Ikke et eneste parti siger STOP! Ikke et eneste parti kræver repatriering. Ikke et eneste relevant ord fra Borgen.

Følgende snapshot af vores møde med islam er det “sædvanlige stereotypiske forestillinger strømmer fra barerne“, som Jürgen Habermas argumenterer i en kronik i Politiken. Jeg ved ikke, hvor mange stereotypiske forestillinger  der kan strømme fra barerne i Syd Sudan, men her var der glæde over løsrivelsen fra det islamiske nord. Måske fordi sydsudanesernes erfaringer ligner de sædvanlige stereotypiske som Peter Nedergaard opridser på sin blog, hvor han ønsker tillykke med løsrivelsen

Det betyder, at Sydsudan kan komme til at leve efter egne lov og ikke med den konstante risiko for intimidering fra det islamistiske styre i Nordsudan, som i 1983 påtvang hele Sudan sharialoven. Det betyder også, at man undgår længere at have præsident Umar Hasan Ahmad al-Bash?r (fra nord og under international anklage for krigsforbrydelser) som statsoverhoved. Som de siger i Juba (hovedbyen i Sydsudan): “Næste gang, han kommer på besøg, sender vi ham tilbage med fly til Den Internationale Krigsforbryderdomstiol i Haag.”

Endelig undgår Sydsudans befolkning forhåbentlig flere myrderier, som i de seneste 20 års borgerkrig har kostet omkring to millioner (fortrinsvis sydsudanesere) livet.

Og som Berlingske Tidende gør opmærksom på i en artikel

Forfølgelsen af kristne i Egypten og i Irak er kun toppen af isbjerget. Overalt i de arabiske samfund foregår der en systematisk forfølgelse og diskriminering af de kristne. De fleste steder ikke så synligt som i Irak og i Egypten, hvor de kristne bliver myrdet gennem terroraktioner. Men det er et faktum, at antallet af kristne i den arabiske verden bliver mindre og mindre.

Jo, men det er jo så langt væk og de har jo heller ingen penge dernede (med mindre de altså skal på bar) og så bliver man jo frustreret. Der er intet, der kan retfærdiggøre myten om et generelt islamisk problem, der rækker udover de utallige ens enkelte socioøkonomiske geografisk bundne særtilfælde. Det er blot Sarkosy, der har været på bar når han siger at kristne mindretal i Mellemøsten er ofre for “religiøse udrensninger” som Jyllands-Posten fortæller og illustrerer med dette fordrukne eksempel

Franske efterretningskilder siger, at de har indledt en efterforskning, efter at en koptisk kristen kirke i Frankrig har modtaget trusler om et forestående terrorangreb.

Nårh ja, men det er jo bare et eksempel og det skal man ikke tillægge nogen værdi for eller konkluderer man hurtigt forkert, hvis sidenmanden rækker ud efter peanuts’ne mens han citerer fra Daily Mirror

MORE than 500 British Islamic extremists are planning terror strikes in the UK, according to secret figures obtained by the Daily Mirror.

Some of the jihadists, who are being watched by MI5 and counter-terror police, have already obtained bomb-making materials.

Logikken fra baren er jo åbenbart at islam skulle have problemer med sine omgivelser. Hvorfor ikke bare blande det sammen med forholdet til kvinder om man må spørge de sene gæster? For det kan vel være ideelt?

” Marokkanerne har tradition for at følge den gyldne middelvej, også når det gælder religion. Jeg synes, at vores familielovgivning er et godt eksempel på det. Det er stadig islam , der udgør rammen, men vi har bevæget os langt i retning af ligestilling.” Houda Zekri er marokkansk jurist med speciale i familielovgivningen, og så er hun stolt af at være marokkaner.

For ifølge hende anviser Marokko et eksempel på en måde at balancere mellem tradition og modernitet, islam og vestlig indflydelse på, som kan inspirere andre muslimske lande. Hun håber, at den reform af den marokkanske familielovgivning, som blev gennemført for seks år siden, kan danne model for andre mellemøstlige og muslimsk dominerede lande.

(…)

Sekulære feminister er generelt kritiske over for familielovens regler om arveret og polygami. En kvinde kan fortsat kun arve halvt så meget som en mand, og det er stadig muligt - omend besværligt - at indgå polygame ægteskaber. For Assiya er det imidlertid islamisk arvesølv, som ikke bør opgives.

” Som kvinde må jeg acceptere visse begrænsninger. Men islam giver mig også frihed, og vigtigst af alt beskytter islam familien,” siger hun.

(…)

Blandt andet på baggrund heraf vurderer [Pruzan-Jørgensen], at flere muslimske lande kan tænkes at gå samme vej som Marokko, når det gælder reformer af familielovgivningen: ” Vi kan ikke forvente, at landene i Mellemøsten får samme type ligestilling som i Danmark, hverken juridisk eller i praksis. De muslimske mellemøstlige samfund er dybt præget af en anden måde at tænke køn, ligestilling, individ, familie og frihed på, og religionen er stadig central for befolkningens selvforståelse og holdninger til de her spørgsmål. De sekulære kvindeorganisationer har kun ringe gennemslagskraft i den brede befolkning. Så den marokkanske løsning - en familielov baseret på islam , men med inddragelse af nye fortolkninger - kan meget vel blive vejen frem,” siger hun.

Se selv og den tankegang er ingenlunde en nedvurdering af kvinder eller vantro.

Police and social services have been accused of fuelling a culture of silence which has allowed hundreds of young white girls to be exploited by Asian men for sex.

Agencies have identified a long-term pattern of offending by gangs of men, predominantly from the British Pakistani community, who have befriended and abused hundreds of vulnerable girls aged 11 to 16.

Experts claim the statistics represent a mere fraction of a ‘tidal wave’ of offending in counties across the Midlands and the north of England which has been going on for more than a decade.

On-street grooming: CCTV footage shows Mohammed Romaan Liaqat and Abid Mohammed Saddique, who were jailed last year for a string of sexual offences in Derby, cruising the streets in a BMW

A senior officer at West Mercia police has called for an end to the ‘damaging taboo’ connecting on-street grooming with race.

Detective Chief Inspector Alan Edwards said: ‘These girls are being passed around and used as meat.

• Asian gangs, schoolgirls and a sinister taboo: As nine men are jailed for grooming up to 100 for sex, the disturbing trend few dare talk about

‘To stop this type of crime you need to start everyone talking about it but everyone’s been too scared to address the ethnicity factor.

‘No one wants to stand up and say that Pakistani guys in some parts of the country are recruiting young white girls and passing them around their relatives for sex, but we need to stop being worried about the racial complication.’

In a briefing paper, researchers at University College London’s Jill Dando Institute of Security and Crime Science concurred that victims were typically white girls while ‘most central offenders are Pakistani’.

The offenders were not viewed as paedophiles but had picked the girls ‘because of their malleability’.

Joeh, men de hvide konstruerer jo også de fremmede i et negativt modbillede. Islamisk lære, som vi måske kunne lære meget af opererer jo ud fra en præmis om at alle er muslimer og følger de samme frigørende forskrifter. Fra Avisen.dk

En alvorlig mangel på ligestilling mellem drenge og piger på den somaliske privatskole Calamus i København bekymrer Undervisningsministeriet i en sådan grad, at skolen sandsynligvis bliver lukket.

(…)

“Relationen mellem eleverne bar i alle de observerede lektioner præg af modvilje mod at samarbejde med det andet køn,” afslører Skolestyrelsen, der også dokumenterer, at undervisningen i flere fag sker kønsopdelt, og at eleverne ikke er vant til at samarbejde på tværs af køn.

Ubehag ved sport med modsatte køn

“Lærerne oplevede, at det var naturligt for børn at vise afsky for det andet køn, og at de værgede sig ved at arbejdesammen,” lyder det i rapporten.

“Drenge og piger udviste stor modstand overfor at skulle samarbejde,” står der videre.

Altså helt ærligt, det kommer til at lyde så negativt og stereotypt, man glemmer helt at der ingen tvang er i religion når man bare sidder og drikker. Fra Kristeligt Dagblad

En herboende kristen irakisk familie har i to uger modtaget truende telefonopkald om at konvertere til islam. Familien lever i frygt og aner ikke, hvem der står bag chikanen. Religiøse trusler har længe været kendt blandt konvertitter

(…)

Det er dog langtfra ukendt, at der kan trækkes tråde hele vejen fra Danmark til flygtningenes hjemlande, når det handler om religiøse trusler. Specielt for muslimer, der er konverteret til kristendommen efter deres ankomst til Danmark, kan det skabe fatale konflikter, fortæller både Mogen S. Mogensen, ekspert i konversion, Birthe Muck-Fairwood, leder af Tværkulturelt Center, og Massoud Fouroozandeh, tidligere muslim og nu leder af den kristne frimenighed Church of Love.

“Vi har flere medlemmer af menigheden, som er konverteret og efterfølgende er blevet truet. De personer, der er konverteret, kan også opleve, at deres familier i hjemlandet ringer og beder dem lade være med at konvertere, fordi familien er blevet opsøgt af personer, der truer dem med konsekvenser, hvis deres slægtning her i Danmark konverterer,” siger Massoud Fouroozandeh.

Arh, men det betyder jo ikke noget. Alt udjævner sig jo og det er jo blot i deres egne rækker det måske er således. Fra Daily Mail

The number of Muslim converts in Britain has passed 100,000, fuelled by a surge in young white women adopting the Islamic faith.

The figure has almost doubled in ten years – with the average convert now a 27-year-old white woman fed up with British consumerism and immorality.

The numbers, revealed in a study by multi-faith group Faith Matters, have led to claims that the country is undergoing a process of ‘Islamification’.

Der er vel næppe tale om en islamificering. 100.000 er da ikke så mange i så stort et land. Ellers burde man kunne regne på en fremtidig udvikling. Fra Gates of Vienna

Other annual changes to the population come from immigration and emigration. According to the latest estimates, more than 600,000 immigrants enter the UK every year. Figures for emigration vary, but seem to indicate that about 180,000 to 200,000 British citizens leave the country permanently every year. Both of these rates have been increasing over the past decade.

The big question here is how many of the immigrants are Muslims, and how many of the emigrant citizens are natives. One would assume that a large portion of the immigrants are Muslims: 50% seems a reasonable approximation. And it seems likely that most of the emigrants would be native Britons, escaping the conditions created in part by the massive influx of immigrants.

My scenarios employ a fairly cautious range of parameters for migration: between 250,000 and 350,000 Muslim immigrants every year, and 100,000 to 200,000 annual native emigrants.

Utilizing the above assumptions, I have devised three scenarios employing the following parameters to model future trends:

(…)

All three scenarios demonstrate that trouble is coming to the UK quite soon, even in the most optimistic scenario. In a generation or less Britain will see the kind of fiscal deterioration, civil unrest, and sectarian violence that one normally associates with countries such as Bosnia and Lebanon.

The fact that the natives will retain their voting majority for another forty years is not enough to prevent catastrophe, unless they begin voting as a bloc, and relatively soon. The main political parties are already thoroughly dhimmified, and this tendency can only be expected to intensify as the Muslim portion of the electorate grows.

Men England er jo, som gammelt koloniland i en helt anden situation. Fra Stockholm News

The Swedish population is increasing. At New Year there where 9 417 000 Swedes. This is an increase with 76 000 during 2010.

The increase is both due to high birth rates and a high immigration. During the whole last decade the birth rates went up and last year 116 000 children were born, a three percent increase compared with 2009.

Måske man alligevel trænger sig til lidt at styrke sig på? Mens alkohol endnu er tilladt.

Det var så det år, hvor vi netop ikke oplevede terror på dansk eller svensk jord. No worries. Men det var endnu et af de år, hvor en eller anden form for sagkundskab forsikrede om at islam i hvert fald ikke havde noget med den globale islamiske terror at gøre. Terrorister er blot yngre mænd med et trist humør, som de gennem et blodbad ville dele med os andre. Forklaringen er ikke helt forkert, men den overser alligevel det væsentlige for da alle disse triste yngre mænd er muslimer er konklusionen jo stadig den banale at islam er det, der driver folk ud i morderisk tristesse. Mens der stadig blev spekuleret over Bombemanden fra Hotel Jørgensen’s motiv kunne man i Jyllands-Posten læse at

Han var en ganske almindelig troende muslim, og jeg havde aldrig problemer med ham. Derfor er jeg også meget overrasket over at høre, at han sidder varetægtsfængslet i København,« fortæller Abdulla Delchad.

Chok! Seneste skud på denne forklaringsforskydningsstamme kom i Weekendavisen, hvor DIIS-forsker Manni Crone slog til lyd for at radikalisering var en drivkraft i sig selv mod sammenhold og spænding. Sikkert en god forklaring, men den overser alligevel det væsentligste nemlig at alle de radikale finder ideelle sammenhold for spændende blodbad i islamisk tankegang og i fællesskab med andre muslimer fremfor hos - lad os sige - Frelsen Hær.

At Julens forpurrede terrorforsøg havde Politikens Hus, som mål var alligevel lidt ironisk da netop Seidenfaden i årets løb havde forsøgt sig med en livsforsikring mod islamisk sammenhold og spænding ved at indgå en deal med Muhammeds forurettede efterkommere. Således argumenterede Neville Seidenfaden

Det gav Politiken en mulighed for at praktisere det, vi har prædiket hele tiden. At der skulle have været ført en dialog. At dialog havde virket i Muhammedsagen. Det er en regulær undskyldning for de uforvarende konsekvenser af vores handling. Det eneste de har fået er en anerkendelse af de muslimske følelser. Det er smukt og rigtigt.

Se hvor det hjalp Tøger. Du ville vide at du godt kunne have sparet dig og din avis for yderligere ydmygelse hvis du gad forstå at der skelnes ikke mellem de vantro. Vi er alle i samme båd, som sangen siger.

Fra forskelligt hold bliver det prøvet at forsvare, forklare og forklejne de røde lejesvende efter at man har været så uopdragen at gense deres udsendelser. Stig Hartvig Nielsen gør i Radio Nyt et forsøg på at bringe lidt symmetri ind i debatten og spørger efter De Blå Lejesvende.

Med til baggrunden hører, at Jacob Rosenkrands’ to chefer i DR begge kommer fra højrefløjen.

DR2 chef Arne Notkin er mangeårig redaktør for den konservative ugeavis, Weekendavisen, og iflg. Information kendt som ’Danmarks kommunistjæger nummer ét’. Allerede i 1994 startede Notkin – sammen med vennen Bent Blüdnikow - et opgør med venstrefløjen og angreb en række navngivne personer i DR.

DRs kulturredaktør, Morten Hesseldahl, er medstifter af den ultra-liberale tænketank CEPOS.

Sandhedsvidnerne i DR2-programserien, der ikke får kritiske spørgsmål fra værten - men kun kommenterer, er Bent Blüdnikow, der også er medstifter af CEPOS og DF-koldkrigsprofessoren, den injuriedømte Bent Jensen.

Forslaget til programmet ’De røde lejesvende’ kommer oprindeligt fra Bent Blüdnikow, og er altså godkendt af vennen Arne Notkin.

DR2 har valgt kun at være kritiske overfor DR-medarbejdere, der er - eller har været - venstreorienterede. Men der var og er også et par stykker, der kommer fra den højre side af det politiske spektrum. Her er et par stykker af dem. Så må det vise sig, om DR vil sætte dem på anklagebænken for at være ’blå lejesvende’ og gennemføre samme sindelagskontrol, som det nu sker mod en række af DRs ’røde’ medarbejdere.

Der var bl.a.:

- Tidligere studievært på TV-Avisen Paula Laurrain, folketingskandidat for Konservative.
- Journalist og korrespondent Claus Toksvig, senere medlem af Europa-parlamentet for Konservative.
- Korrespondent Frode Kristoffersen og senere medlem af Europa-parlamentet for Konservative.
- Niels Krause Kjær, vært på P1 programmet ’Krause på Tværs’, erklæret konservativ og tidligere spindoktor for Konservative.
- Tidligere studievært på Deadline og chef for Radioavisen, Connie Hedegaard. Gik direkte fra jobbet i DR til at være konservativ miljøminister.

- Underholdningsvært Suzanne Bjerrehus forsøgte at komme i folketinget som medlem af Konservative.
- TV-avisoplæseren Bent Bertramsen stillede også op for de Konservative.

- Mangeårig DR-vært Ole Andreasen, der i 1975 meldte sig ind i Venstre. Senere medlem af hovedbestyrelsen for Venstre og Europaparlamentet for partiet.
- Henning Schmaltz Jørgensen var i årevis chef for TV-Avisens valgdækning - og samtidig valgstrateg for Venstre.
- Studievært på TV-Avisen Kaj V. Andreasen – medlem af Venstre og medlem af Folketinget.
- Studievært på TV-Avisen Morten Løkkegaard - meldte sig ind i Venstre og blev medlem af Europaparlamentet.
- TV-Avis journalist Uffe Ellemann-Jensen - formand for Venstre og udenrigsminister.
- TV-Avis studievært Bjørn Elmquist meldte sig ind i Venstre og blev medlem af Folketinget; senere medlem af Det Radikale Venstre.
- Moskva korrespondent Poul F. Hansen stillede efter tiden i DR op for Venstre.
- Fast kommentator og ’uvildig’ EU-ekspert Lykke Friis - minister i VK-regeringen og medlem af Venstre.
- Mangeårig Christiansborg-journalist Bent Stuckert er Venstre-mand.
- Hans Morten Rubin var i mange år både chef for TV-Avisen og en del af inderkredsen i Venstres bestyrelse, hvor han var med til at tilrettelægge Venstres politik og mediestrategi.
- Tidligere chef for Radioavisen Jørgen Schleimann – Venstre-mand.
- Hans Bischoff - studievært og økonomisk medarbejder på TV-Avisen – kendt som støtte af Venstre.
- Medarbejder på TV-Avisen Kai V. Andersen - også valgt for Venstre.
- Karen Jespersen, tidligere TV-avis journalist, nu medlem af Folketinget for Venstre.

- Tidligere mediedirektør i DR, Mette Bock. Nu folketingskandidat for Liberal Alliance.
- DRs nuværende kulturredaktør, Morten Hesseldahl, er medstifter af den ultra-liberale tænketank CEPOS.

Og så er der en række andre erklærede borgerlige medarbejdere – lige fra tidligere sportschef Gunnar ‘Nu’ Hansen og DRs mangeårige korrespondent i Moskva Leif Davidsen - til DRs nuværende nyhedschef Ulrik Haagerup, DR2 chef Arne Notkin og Deadline-vært Adam Holm.

Dette er en fejlslutning, som jeg vil lade Henrik Gade Jensen rette. Fra Jyllands-Posten

For nok var der borgerlige journalister i Danmark Radio, men ville Uffe Ellemann-Jensen nogensinde kunne sige det modsatte: man kan ikke være andet end liberalist! Ville Per Stig Møller erklære konservatismen for at være eneste mulige standpunkt? Ville Jørgen Schleimann være uforstående overfor holdninger til højre og venstre for ham?

Borgerlighed er at kunne sætte parentes om sin politiske holdning. Det er at arbejde og virke uden at have holdningerne uden på tøjet. Borgerlighed er ikke en politisk identitet, men en ramme om ansvarlighed, integritet og respekt for andre. For en god borgerlig er alt ikke politik, men politik er forskellige anskuelser om fællesskabets indretning, som vi kan dele os efter i det offentlige rum.

Men ”de røde lejesvende” er netop karakteriseret ved, at for dem blev den rette politik en livssag, et åndedræt, et projekt. Venstreorienterede var begravet i identitetspolitik, hvad Sperlings ord ["Hvordan kan man være andet?" (end rød)] viser, og derfor blev det så lukket, klamt og stammeagtigt, hvor man med signaler og attityder kunne og skulle signalere at man hørte med i flokken.

Kritikerne undgår i øvrigt  alle som en at forholde sig dokumentationen, som man kun ser stemningsuddrag af og vidnernes egne udsagn, der enten, som i Bjørn Eriksens tilfælde benægter det beviselige (at han holdt kommunistseminarer i DDR) eller mener at man kan tillade sig det man ikke vil tillade andre når ens mening er så rigtige, som de jo er. De forholder sig heller ikke til sandhedsvidnerne, hvor Leif Davidsen kunne fortælle at et indslag han havde produceret om tandbørstemanglen i Moskva blev anset for problematisk af kollegaer på redaktionen da den stillede spørgsmålstegn ved “den virkeliggjorte socialisme”. Davidsens stille anekdote fortæller mere end rigeligt om “hvordan de tænkte dengang”.

Helle Thorning Schmidts troværdighed ser ud til at hvile på et enkelt ord, sjuskefejl. Tror man hende eller tror man hende ikke? Det er min erfaring og jeg tror de fleste menneskers erfaring at de sjuskefejl, man måtte lave i forhold til sin egen økonomi sjældent gavner en selv (og da især ikke, hvis Skat er involveret). Men det betyder ikke at Helle Thorning er ”Så Grisk!”, som BT frejdigt hævdede. Det er faktisk svært at se en særlig økonomisk gevindst og eksperterne har da også talt noget mere diffust om at Thorning-Kinnock måske har “draget fordel”. Og måske vil BTs og visse borgerlige politikeres selvretfærdige proportionsforvrængning komme Helle Thorning til gode.

Men selvom de to hårdt arbejdende mennesker Helle Thorning og Stephen Kinnock betaler deres skat, hvis ikke det ene sted så det andet sted og selvom de ikke gerne slider på de offentlige finanser da de synes at foretrække private ydelser frem for offentlige, skal en politiker jo helst have helt rent mel i posen. Og så er det ekstra prækært for en socialdemokrat, som Thorning fordi hun nok engang udtrykker socialdemokraternes vaklende personlig tiltro til velfærdsstaten.

Tidligere formand for Socialdemokratiet og tidligere statsminister Anker Jørgensen og Helle Thorning er begge børn af deres tid. Da Anker op til formandsopgøret mellem Thorning og Frank Jensen udtrykte mishag ved Thornings person udtrykte han i virkeligheden mishag ved den tid han levede i. I Ankers perspektiv havde man gennem fællesskabet opnået fantastiske fremskridt ved at sætte solidariteten i system med udbygning af velfærdsstaten. De offentlige tilbud virkede derfor også flotte for en mand, der var vokset op under trange kår og han var ganske tilfreds med sin lejlighed i Sydhavnen (København) og siden med kommunens plejehjemstilbud. Skatten var ganske vist høj, men med reallønsfremgangen er der i hans univers rigeligt råd til at alle kan få det godt. Anker og hans generation er målt med vor tids alen nøjsomme.

Men med Helle og hendes generation er det anderledes. Hun er vokset op i velfærdssamfundet, hvor man selvfølgelig ikke kender til trange kår. Der er ingen klassebevidsthed i det klasseløse samfund og der er ikke grundlag for en indignation over at hårdtarbejdende mennesker skal gå for lud og koldt vand for fænomenet eksisterer simpelthen ikke da hårdtarbejdende mennesker altid vil finde et arbejde. Forskellen på indkomsten blandt sultens slavehær almindelige lønmodtagere er grundlæggende forskellen på i hvor høj grad de deltager i forbrugsfesten. Forbuget er, som finasieringen af reele offentlige ydelser hæmmet af enorme udgifter til folk, der med Helles egne ord “ikke vil det danske samfund“. Fællesskabet er i velfærdssamfundet defineret af det kæmpemæssige system, som skulle være dets praktiske udtryk. Systemet fungerer uden engagement og  mening for den almindelige lønmodtager, som ikke har større behov for dets hjælp og hvis rigide og massive regelkompleks har svært ved at skelne mellem reelle behov og almindelig spekulativ snylten. Helle og hendes generation kan se at de offentlige tilbud ikke er i nærheden af at stå mål med udgifterne.

Eller det vil sige at hun i hvert fald, som privatperson kan se at velfærden ikke understøtter det fællesskab hun vil være en del af, men derimod blot trækker veksler på dets tålmodighed. Som politiker og offentlig person spørger Helle om vi har 12 (ekstra) minutter (Kinnock er vel undtaget hvis han skal nå flyet og slippe for den danske skat). 12 minutter er det lille ekstra nøk vi hver især skal give på arbejdet for at få det hele til at løbe rundt - oven i den indsats vi allerede leverer. Der bliver, som det er typisk for venstrefløjen, nok engang appeleret direkte til den personlige moral, samvittighed og generøsitet. Så selv om Thorning ikke er grisk virker det lidt røvet, at hun tilsyneladende selv sidder og tæller på knapper for ikke at give mere end allerhøjst nødvendigt.

Før sommerferien havde vi sagerne om socialdemokrater og andre venstrefløjsere, der ikke ville have deres børn i den lokale folkeskole, men sendte dem nogle gange endda meget langt væk til en privatskole. Det blev kaldt tilvalg af nogle særlige tilbud, som en særlig skole havde til deres særlige børn og ikke, som det reelt var, et fravalg af Folkeskolen. Måske er det pedantisk at gøre opmærksom på at tilvalg ikke kan stå alene uden fravalg med mindre børnene skal gå i begge skoler samtidig, men ordvalget afslører hykleriet. Helle Thorning schmidts børn blev også taget ud af Folkeskolen (hvor de trods alt havde gået i mange år i modsætning til Mette Frederiksens, der end ikke turde tage chancen), hvor de gik og sat i privatskole. Argumentet var at mange af deres klassekammerater også var flyttet til privatskole og de ville gerne følge dem - men måske ville de bare ikke være sammen med dem der blev tilbage. Tilvalg, fravalg.

Inden finanskrisen hed det Plads til Trivsel for Socialdemokraterne og Thorning indrømmede frygtløst at det kom til at koste. Og det kunne man forstå da der både blev talt om tilbygning til og overbygning på velfærdssamfundet. Hovedattraktionen var en tidsbank, hvor man kunne spare arbejdstid op i en periode og siden bruge den på mere fritid i en anden periode af sit liv. Der eksisterede allerede almindelige banker og andre pengeinstitutter, der kunne det samme blot bedre da tid er penge og penge er lette at administrere - for andre end venstrefløjen. Overtilbygningen på velfærdssamfundet skulle altså hvile på en statsreguleret barter økonomi.

For samfundet bliver det farligt - og dyrt.Velfærden koster endnu mere end den gjorde før og derfor må vi alle lægge ekstra 12 minutter. Men vil det nu også være nok i fremtiden? På et tidspunkt må vi vel have betalt for velfærden og da den allerede koster mere en halvdelen af vores indkomst har vi stadigt mindre at give af. Helle synes privat, som de fleste danskere at hun allerede betaler rigeligt, men den tanke kan slet ikke udtrykkes i hendes ideologis vokabular, som hun har sat en karriere i at forsvare. Her er et ord som prioritering kontroversielt for jo mere vi giver jo godere og helligere er vi.

Opbakningen til systemet velfærdsstaten hviler ikke i en erfaring af nødvendighed for den ulykke, der kan ramme os alle, men holdes kun oppe af dets angivelige intentioner og Ankers generations nu nostalgiske fortælling om et folk, der rejste sig i fællesskab og sammen til arbejdet gik for at sikre sig fælles værdighed. Fortællingen har fået sit eget liv og skylder ingen retfærdiggørelse, den er i sig selv moralsk rigtig. Fortællingen er derfor blevet et offentligt udtryk for ens moralske habitus, som det er påkrævet enhver socialdemokrat at lufte i fuld offentlighed så ofte som muligt. Men offentlig påberåbelse af moral dækker oftest over manglende tro - hvis du skal bede til din gud så gå ind ind i dit hus og luk din dør, som Jesus bemærkede. Det er kun derinde i privaten din sande tro trives og hos Helle Thorning og socialdemokraterne har man valgt systemets repræsentation af fællesskabet og solidariteten fra. Det er skattesagens grundlæggende problem for Thorning Schmidt og hendes socialdemokrater; de tror ikke længere selv på det. Men de savner erkendelsen - endnu.