Jesper Langballe er død

Diverse, Jesper Langballe, Mindeord — Drokles on March 15, 2014 at 8:02 pm

I min gymnasietid ville jeg så gerne være en del af det nye fællesskab og så gerne opfattes som klog. Desværre var mit niveau faldet drastisk i årene op til denne skelsættende tid så jeg måtte gå stille med mine tanker og i stedet lure stemningen. Og stemningen på Frederiksberg Gymnasium, den var rød. Eller rødlig. Der var også nogle standhaftige og uglesete KU’ere, men de var i mindretal og helt klart ikke in. Og så talte de kun om udliciteringer.

Jeg skippede derfor mine drengefantasier om den stærke nation og lod mig fascinere og forføre af Frederiksberg borgerskabets børns præcise tale om partipolitik og kommentatorer og fløje og debattører, et vældigt forvirrende politisk landskab. Jeg gik blot ind for 2 års værnepligt for alle unge mænd, NATO og så en skarp opdeling mellem hvad det offentlige skulle tage sig af og så den økonomiske motor. Det var ikke interessant når mine nye kammerater kunne fortælle hvorfor Mimi Jacobsen var småborgerlig eller hvordan de radikale underløb revolutionen.

Såledesg åbenbarede sig der altså et persongalleri af allerstørste vigtighed når talen faldt på politik. Og det var meget vigtigt, eller sådan følte jeg det i al fald i min eskalerende usikkerhed, at man var klar med de rette værdidomme. Jeg lyttede intenst og lærte meget og stor var min forbavselse da en kammerat kunne divertere med at der fandtes en præst i den danske Folkekirke, der nærmest var nazist.

Jeg var virkeligt rystet. Hvorledes kunne den danske folkekirke tillade at have en mand der nærmest var nazist ansat. Og så som præst! Og ikke nok med det, men han skrev nærmest nazistiske indlæg i aviserne. Hans navn var Søren Krarup. Det var meget deprimerende.

Men det skulle blive endnu mere deprimerende for en anden kammerat kunne så lægge til at denne Søren Krarup havde en fætter der var endnu værre - altså endnu værre end en der nærmest var nazist. Så denne fætter var så derfor mindst nazist. Mindst. Og også han var præst. Min verden stod ikke længere.

Fætteren til nærmest nazisten Søren Krarup hed Jesper Langballe. Det forvirrede mig lidt, kan jeg huske, hvorfor hed de ikke alle sammen Krarup? Men ok, min fætter hedder jo også Jørgensen. Jeg var meget forvirret i den periode.

De to så godt som nazistiske fætre havde startet en nærmest nazistisk forening, der hed Den Danske Forening og de tilhørte en fundamentalistisk gren af kristendommen, hvis dogmer stod helt hen i det uvisse. Måske brændte de kors af efter amerikansk forbillede? Men det virkede så underligt u-folkekirkeligt. Men skrækkelige var de.

Der var nu vigtigere ting end nazipræster dengang. Danmark stemte nej til Unionen, revolutionen var lige ved at starte i Los Angeles og jeg gik deprimerende nok en klasse om.

Efter gymnasiet sad jeg en morgen hjemme hos mine forældre og læste roligt Politiken da jeg så at kronikken var skrevet af ingen ringere end den fætter der var værre end nærmest nazist, Jesper Langballe. Jeg havde selv rykket mig en del på det tidspunkt, træt af floskler og mit eget, nej egne, svigt, og var nu tættere på den basale samfundstænkning, der havde præget min folkeskoletid: At sætte rationaler før fine fornemmelser, at finde præmisserne for et emne før man placerer personerne. Og da Politiken ikke normalt lagde spalter til nazister eller deres sympatisører så læste jeg i en dirrende forventning om at blive udfordret på mine meninger, men ikke chokeret i min grundvold.

Og jeg blev heller ikke chokeret, men alligevel ganske overrasket. Glædeligt. For Langballe skrev fyndigt, karsk og med stor humor og indsigt. Hans indledende afsnit var en mindre åbenbaring for mig, hvor han morsomt sammenlignede venstrefløjen efter murens fald med en hovedløs høne. Javist, den løb stadigt hyperaktiv rundt på gårdspladsen, men uden Sovjetunionen var den de facto død og det var blot et spørgsmål om tid førend den ville dratte livløs om.

Jeg husker ikke resten af kronikken, andet end at jeg kunne lide den, men indledningen fik noget til at falde på plads i mit indre. En mand der skriver med humor og vid og så stor præcision som Langballe var i mit indre et bevis på at manden ingenlunde var værre end nærmest nazist men blot frygteligt misforstået og karaktermyrdet. Jeg havde det allerede stærkt på fornemmelsen. At jeg var blevet løjet for. Men værst også havde løjet for mig selv. Der var grund til at læse og lytte mere til Langballe for fremtiden. Og også hans skrækkelige fætter.

Langballe har været et af de seneste årtiers mest opløftende debattører. Især årene som Folketingsmedlem var herlige. Da kunne pressen ikke længere betragte ham som et ildelugtende kuriosum. Men journalisterne fandt også hurtigt ud af, hvorledes han livede enhver debat op og også aftvang modstandere, endda fjender respekt. En eller anden højtstående akademiker skrev således sigende at hans kollegaer måtte sluge kamelen, nej, snarere krybe til korset og erkende at Langballe var den bedste videnskabsordfører i Folketinget.

Så ivrig efter en god debat var Langballe at han engang i DR2 vulgariserede sine egne meninger udover det parodiske for at tvinge en feministgimpe ud i åben kamp i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Der skulle debatteres, krydses klinger, bare sig dit handicap, så spiller vi! Hun bed uanset hvor meget han blottede ned ikke på.

Langballe afviste floskler, som f.eks begrebet danske værdier med ordene:

“Hvad er de specielt danske værdier? Og det er jo noget forfærdeligt sludder, fordi danskhed er jo ikke et sæt værdier. Danskhed er et tilhørsforhold. Hvis man holder af sin familie, af sine børn, af sin mor og far, sin ægtefælle, så spørger man jo ikke ; hvad er det egentlig for nogle jeg kan lide hos dem? ja det ved jeg kat’me ikke hvad det er for nogle værdier - jeg kan bare lide dem!”.

Og da han fik afsat 10 mill til forskning af islamisk terror skulle det være uden en “fims af politisk korrekthed”. Jeg sad med en stærk fornemmelse af at Dansk Folkepartis præcise og uhysteriske håndtering af Muhammedkrisen skyldes den intellektuelle ballast som ‘fætrene’ gav partiet. Det kunne også høres når Pia Kjærsgaard som det mest selvfølgelige fortalte radioen at “I kristendommen sondres mellem Guds og kejserens - mellem det verdslige og det åndelige regimente”.

“Sorg er ikke noget man skal over” fortalte han engang en journalist i radioen “det er noget man skal igennem!” Så rigtigt. Nu er Langballe desværre død og hans familie skal gennem sorgen. Sådan er kærligheden. Hans virke må andre og mere vidende opsummere, det var stort, det spændte vidt for Langballe skrev om og debatterede tro, politik, litteratur og livet.

Bent Jensen sparker døren ind!

En Holocaust overlever sagde engang at han havde lært en ting: At når nogen siger de vil slå een ihjel, så skal man tro dem. Der er ligeledes ikke noget nyt i venstrefløjens dans med landsforrædderiet, vi har vist det hele tiden, de har udbasuneret deres foragt for Danmark, Danmarks evne til at forsvare sig, det fri menneske, historien, mens de har hyldet totalitarismen, ægget det ondsindede fremmede, plæderet for undergangen, løjet og fordrejet. Og vi er nogle der har troet deres ord hele vejen. Men for de der kræver syn for sagn foreligger nu Bent Jensens Ulve, Får og Vogtere, et resultat af hans og hans forskeres arbejde for Center for Koldkrigsforskning. Lars Hedegaard skriver i Dispatch International

Politiske partier, enkeltpersoner og medier, der mener at have noget i klemme og er bange for, hvad Bent Jensen dog kunne finde på, har fået deres værste frygt bekræftet. Ikke fordi hans afhandling bærer præg af ildsprudende skældsord, udokumenterede personangreb eller frit opfundne konspirationsteorier. Men fordi hans værk er præcis det modsatte: En kildebaseret og nøgtern historiebog, der påviser, hvem der var ulve (gik fjendens ærinde) og hvem der var får (led af en utilgivelig naivitet) i de årtier efter 2. Verdenskrig, da Danmarks frihed stod på spil.

Vogterne var først og fremmest de utrættelige i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der år efter år prøvede at råbe skiftende regeringer op med advarsler om, at truslen fra Sovjetunionen skulle tages alvorligt, fordi herrerne i Kreml både havde den militære styrke og den fornødne hensigt til, når chancen bød sig, at rende landet over ende.

Bent Jensen holder sig tæt til kilderne. Ikke bare de danske og vestlige, som han har fået adgang til, men også de sovjetiske, som han i modsætning til de fleste, der har angrebet ham, kan læse. Hvor kildegrundlaget er for tyndt til at tillade nogen konklusion, skriver han det. Hvor der er usikkerhed, lader han usikkerheden komme frem – sådan som en nøjeregnende historiker bør gøre. Det betyder, at enhver, der vil bruge nogle år på at læse det materiale, som Bent Jensen og hans medarbejdere har gennemtygget, kan gøre det og drage deres egne slutninger, for der er overalt omhyggeligt redegjort for, hvad værket bygger på.

Adskillige steder finder man i stedet for en kildeangivelse et hammer og segl, som betyder, at der findes en kilde, som Center for Koldkrigsforskning har fået forbud mod at bruge, fordi PET eller Statsministeriet (de står for det store flertal af afslag), hævder, at det ville antaste statens sikkerhed eller stride mod hensynet til fremmede magter.

Det forekommer ufrivilligt komisk. For det første er der tale om kilder, som Bent Jensen og hans medarbejdere har læst – ellers ville de jo ikke vide, at de fandtes. For det andet er den eneste ”fremmede magt”, der kan komme på tale, USSR, som ikke har eksisteret de seneste 23 år, og som derfor heller ikke kan true statens sikkerhed. Så det må være noget andet, bureaukraterne er bange for. Ser man efter, hvor de mange hamre og segl forekommer, springer en anden forklaring i øjnene: Folkene i de fine kontorer har ud fra en politisk vurdering villet beskytte særligt begunstigede politikere, embedsmænd, journalister og andre mod afsløring.

Claes Kastholm er i Berlingske Tidende begejstret for “den meget grundige gennemgang af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske deroute” og den “detaljerede dokumentation af journalistikken i dagbladet Information i 1970erne og 1980erne, hvor den gamle modstandsavis og NATO-tilhænger lod sig misbruge til at manipulere med fakta og bringe artikel efter artikel med sovjetisk desinformation, er chokerende læsning.

Hvis vi efter Den Kolde Krig havde fået et retsopgør som efter den tyske besættelse, ville ikke så få af de mest dominerende meningsdannere være kommet godt op at stege. Ét er, at man rent politisk går ind for et andet samfundssystem end det pluralistiske demokrati. Det er ens grundlovssikrede ret.

Noget andet er, hvis man modarbejder det sikkerheds- og alliancesystem, som et demokratisk flertal har vedtaget, ved undergravende virksomhed eller hjælp til den modpart, som sikkerheds- og alliancesystemet skal beskytte os imod. Så udøver man landsskadelig virksomhed. Så klar er sagen, og så klar har den været hele tiden lige fra 1946, da Den Kolde Krig tog sin begyndelse, og frem til 1991, da den sluttede med Sovjetsystemets sammenbrud og de østeuropæiske befolkningers befrielse af sig selv.

(…)

Først med Bent Jensen og hans forskergruppes arbejde har vi fået den omfattende, tilbundsgående beskrivelse, analyse og vurdering af Danmark under Den Kolde Krig. »Ulve, får og vogtere« er historievidenskab på et helt andet plan end DIIS-udredningen. Kildematerialet er langt, langt mere omfattende. Russiske kilder, som DIIS tilsyneladende slet ikke kender, indgår i undersøgelsen. Det samme gælder arkiver fra mange lande. Overalt dokumenteres der på solideste vis. Præmisser for vurderinger lægges hele tiden frem. Der tages forbehold, når kildematerialet ikke kan bære længere. Videnskabeligt set er det et dybt tilfredsstillende værk. Som al ordentlig videnskab søger det sandheden uden hensyn til interesser. Der føres direkte tale. Når det er muligt, bliver man konkret. Man skjuler intet. Dette er værket om Den Kolde Krig.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard slår anførselstegn om Jensens ‘nye’ russiske kilder og finder at bogen bærer præg af Jensens “idiosynkrasier“. Med en postuleret indsigt skriver Lidegaard at “med få undtagelser havde de danske revolutionære det mest i munden, og langt de fleste ville hellere fyre den fede end marchere i takt“. Lidegaard er ikke som Kastholm, begejstret over ‘klare sager’ og lancerer en historiefaglig kritik af Jensen og et forsvar for DIIS-udredningen

Problemet opstår, når meningsmennesket Jensen ifører sig historikerens ham og bruger stort og småt fra kildernes uendelighed til at føre sandhedsbevis for, at de, der mente noget andet end ham selv, ikke bare tog fejl, men var moralsk anløbne, dybest set landsforrædere og medskyldige i kommunismens forbrydelser.

Det er ikke kun voldtægt af kilder og historisk metode – det er også et forsøg på videnskabeliggørelse af politiske standpunkter, som minder mere om netop de totalitære regimer, Bent Jensen vender sig mod, end om en åben debat, hvor begge parter anerkender modpartens legitime ret til uenigheden.

På den måde bliver Bent Jensen sin egen værste fjende, når han polemiserer mod alt og alle – og ofte på et løsagtigt grundlag. Når Jensen for eksempel angriber DIIS for at mene, at Moskva ikke ville have interveneret i Polen, selv om folkebevægelsen Solidaritet havde overtaget magten i landet allerede i 1981 (bd. 1, s. 52), er der tale om en forvanskning af, hvad DIIS-rapporten faktisk siger om disse forhold.

Slår man efter, viser det sig, at DIIS påpeger, at Sovjetunionen forsøgte at få den daværende polske regering til selv at kvæle oprøret og ingen appetit havde på at iværksætte en invasion i Polen. Det er vel dokumenteret, og DIIS slår udtrykkeligt fast, at man heller ikke internt i Moskva havde gjort op med sig selv, hvad man ville gøre, hvis det ikke lykkedes (bd. 3, s. 26). Altså præcis det modsatte af, hvad Bent Jensen videregiver.

Lidegaard mener at selv om “der er bid i Bent Jensens anklager mod en venstrefløj, der kom alt for langt ud“, så svækkes Jensens faglige troværdighed af hans polemiske pointer.

Information er langt fra begejstrede over Jensens eksistens og minder som det første om at Ulve, Får og Vogtere “…er resultatet af en folketingsbevilling” (som også undersøgelsen af erhvervslivet under den tyske besættelse, som Folketinget på initiativ af Enhedslisten satte i værk under Nyrup-regeringen i 1990´erne) og ansporer en indignation over at Jensens medarbejdere kun “nævnes i forordet for at have »ydet store og væsentlige bidrag«” i forordet, hvor ud af “15 afsnit begynder de otte med ’Jeg’“. Men det er selvfølgelig ikke det eneste der er fælt ved Jensen

Bakker man som Bent Jensen op om den vestlige oprustning som forsvar for frihedsværdier og som legitim strategi for at knække de socialistiske regimer, må man i logisk forlængelse heraf betragte og behandle fortalerne for nedrustning som politiske modstandere, der, alene ved at opfordre til forhandlinger, gik fjendens ærinde: »Fredsbevægelserne gjorde […] hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml« (s. 66). Herfra er der jo ikke langt til landsskadelig virksomhed, og konklusionen ligger lige for: Da gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne endelig kom i 1987, »trak Moskva tæppet væk under fødderne på fredsbevægelsen« (s. 686). Udsagnet giver kun mening, hvis man betragter fredsbevægelsen som et kommunistisk levn fra tiden før Gorbatjov. Kunne det tænkes, at fredsbevægelsen havde opnået, hvad den ville? Eller i det mindste så dét ske, som den havde arbejdet for?

Forfatteren nægter simpelthen at tage det fænomen alvorligt, som var den drivende kraft bag 1980’ernes uafhængige fredsbevægelse, som vægrede sig ved at sværge troskab til nogen af de to parter i konflikten. Heri ligger fremstillingens store svaghed. Bortset fra det lille – men velorganiserede – DKP betragtede venstrefløjen og fredsbevægelsen nemlig hverken USSR eller USA som hovedmodstander. For dem var det våbenkapløbet i sig selv, der udgjorde den dødelige trussel.

Pudsige selvmodsigelser

Den sovjetkritiske venstrefløj kæmpede en brav kamp mod DKP’s overtagelsesforsøg i faglige og græsrodsorganisationer, og at dømme ud fra de til tider meget heftige opgør på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne kan man undertiden få det indtryk, at DKP og ikke den borgerlige lejr var SF’s og VS’ hovedfjende. Antikommunismen var velbegrundet, og den var ikke forbeholdt højrefløjen.

Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt mellem to konkurrerende politisk-økonomiske systemer, der hver især opererede med militære strategier over for modparten, defensive såvel som offensive, og som hver især på forskellig vis søgte at påvirke meningsdannelsen i Vesteuropa.

Det er nu snarere Information, der stadig ikke forstår kvalitetsforskellen i Den Kolde Krigs konkurrerende politisk-økonomiske systemer og derfor heller ikke essensen af den geopolitiske konflikt. Men Information har faktisk lært noget af sit gode navn

Diskussionen fortsætter, og i den forbindelse kunne man virkelig ønske sig, at myndighederne lettede vilkårene for denne vigtige kamp om fortolkningen af vores nære fortid: Adgangen til det relevante materiale kunne utvivlsomt udvides betragteligt, også uden at det skadede »Rigets forhold til fremmede magter«, som standardbegrundelsen hedder, når der gives afslag på arkivadgang.

Og det er her Information, Politiken, Mogens Lykketoft, Jørgen Dragsdahl, Lasse Budtz, Ritt Bjerregaard, Kjeld Olesen, Anker Jørgensen, Svend Auken og resten af spielverderberne vil tabe. “Modsat sine utallige fjender har Bent Jensen konsekvent valgt at slås for sandheden og bekæmpe løgnen“, skriver Svend Ove Gade i Jyllands-Posten. Og Jensen er ikke den sidste forsker der dykker i arkiverne, flere vil følge, hans udlægning vil udbygges, flere spørgsmål vil rejses og Lidegaards skønmaleri vil skalle af. Som  Lars Hedegaard pointerer

Ulve, får og vogtere er en triumf for historieforskningen. Uden at sige det, hævder den historieforskningens suverænitet over for indtrængere, der forlanger, at den skal tage politiske hensyn, vise underdanighed over for den herskende ”moral” og det som alle rettænkende er enige om.

Ethvert historisk værk, der er blevet stående, udmærker sig ved at have holdt fast ved historieforskningens unikke domæne – efter bedste evne at skildre hvad der et sket uden hensyntagen til de tæer, der bliver trådt på. Alt andet er skønskriveri og propaganda.

Og hvis man, som denne anmelder, er en ganske almindelig borger, skal man ikke lade sig afskrække de mange kilo, som de to bøger vejer, og som kan forårsage en diskusprolaps, hvis man ikke er i træning. Enhver kan læse dem, for sproget er ligetil. Man kunne godt have undværet et par udtjente udtryk (”en grimasse der kan passe”, ”et vink med en vognstang”), men stort set er sproget udsagnskraftigt, frisk og vejrbestandigt.

Der må også gå en ros til den ukendte billedredaktør. Sjældent har man set magen til indlevelse i teksten og sjældent har man set billeder, der i den grad sætter den i perspektiv.

Bent Jensens værk vil blive underkendt og lagt for had af den herskende klasse – alle dem der har noget i klemme.

Men det vil blive stående som en klassiker i dansk historieskrivning.

Lasse Jensen spurgte for nogle måneder siden pikeret over at skulle stå til regnskab i Informationnæste år fejrer vi 25-året for Murens fald. Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?“. Nej, et opgør med landsskadelig virksomhed skal gennemstås i sin helhed. Det er en evindelig proces i kampen for at bevare friheden. Bent Jensen har sparket døren ind for kommende historikere og journalister, der vil afdække hvorledes mennesker i betroede hverv og på centrale poster svigter danskerne og undergraver deres frihed. Og systemets forsøg på cover-up ved destruktion af dokumenter lægger kun tyngde til Jensens værk.

Ulve, Får og Vogtere kan meget vel blive startskuddet til en normalisering af at afdække landsforrædderiets anatomi. Landsforræddere som Corfitz Ulfeldt, stikkerne og hippoerne og, hvis man er så tilskyndet, samarbejdspolitikerne hører fortidens lukkede kapitler til, forevigt lagt ned i afsluttede kapitler, under vilkår der ikke mere er gældende. Men med Den Kold Krigs forrædere er det også nutid. De mennesker, som så frit prægede åndslivet, politikken, jorunalistikken, hele den offentlig fortælling lever for manges vedkommende endnu, nogle stadigt aktive. Men mere vigtigt så lever deres ideologiske arvtagere i bedste velgående og er lige så aktive, skønt de ikke har et Sovjetunionen at sælge ud til. Til gengæld har de islam.

For ja, der er et klart person og ideologi sammenfald mellem de der undergravede Danmark under den kolde krig, solgte oplysninger, relativerede, løj og fordrejede til fordel for en fjendtlig magt til de, som sælger Danmark til multikulturalismens voldelige brudzoner. De der taler lyver om og relativerer islam, der hele tiden vil give efter for dets krav. De er på en gang de samme som og arvtagerne efter Den Kolde Krigs forrædere. Som de var det under besættelsen. Med Landsforræderi kommer vi altså aldrig videre, det er ikke et afsluttet kapitel.

Sagt om Dragsdahl-Jensen

Egentlig burde der ikke have hersket tvivl om resultatet. I Information kunne man 19 september læse hvorledes tidligere PET chef Ole Stig Andersen havde vidnet

»PET var af den opfattelse, at Dragsdahl var påvirkningsagent. Han arbejdede for KGB som meningspåvirker.«

Netop påvirkningsagenter var blevet stedse vigtigere for russerne, forklarede den tidligere PET-chef, efter den sovjetiske 20. partikongres i 1956 forlod forestillingen om socialistiske revolutioner i hver enkelt nationalstat. I stedet blev kræfterne brugt på at påvirke opinionen og politikerne i de vestlige lande.

Det var, mens Ole Stig Andersen var chef, at PET i april 1983 oprettede en operationssag på Dragsdahl, som bl.a. indebar telefonaflytning i mere end tre år.

Eftersom Dragsdahl var den eneste danske journalist, efterretningstjenesten på det tidspunkt aflyttede (»det er jeg 99 procent sikker på«, som Ole Stig Andersen formulerede det), blev han som øverste chef orienteret om sagen. Dragsdahl blev i øvrigt også rumaflyttet, fik sin post tilbageholdt og holdt under observation.

Baggrunden for operationssagen mod Dragsdahl var ifølge Andersen, at Information-journalisten havde »usædvanlige konspirative møder med en fremmed efterretningstjeneste«.

Derfor havde Andersen på et møde i embedsmændenes sikkerhedsudvalg også diskuteret Dragsdahls deltagelse i SNU, som var et Sikkerheds- og Nedrustningspolitisk Udvalg, hvor medlemmerne bl.a. modtog klassificeret materiale. Efter aftale med direktøren for Udenrigsministeriet Eigil Jørgensen holdt man inde med at udlevere den slags papirer til SNU-medlemmerne, så længe Dragsdahl deltog: »Vi ville ikke have, at Dragsdahl fik adgang til den slags,« sagde Andersen.

Ifølge hans erindring var embedsmændenes sikkerhedsudvalg enige med ham i opfattelsen af Dragsdahl som påvirkningsagent. Men, understregede Andersen flere gange, det havde intet at gøre med, om der skulle rejses en straffesag om overtrædelse af spionageparagraffen (§ 108) i straffeloven.

»108 er enormt vid. Men det er en politisk vurdering, hvor langt man vil gå,« forklarede Andersen.

»Så når man bruger ordet agent, så var det ikke, fordi man mente, at Dragsdahl kunne straffes efter 108?« spurgte Bent Jensens forsvarer Karoly Németh.

»Nej, det var var en efterretningsterminologi, som vi brugte dengang,« svarede Andersen.

Men der herskede tvivl, ikke blot fordi retssagen i byretten var så bizar. Og den var bizar, som tidligere chefredaktør ved Ekstra Bladet Bent Falbert mindedes i Jyllands-Posten

Den forkerte dom i 2010 i Svendborg ret, hvor det forvirrede kvindemenneske Mette Langborg var retsformand, viser, hvor svært det kan være at føre sådan en sag til sejr.

Hun kasserede Bent Jensens dokumentation og idømte ham bøder, erstatning og sagsomkostninger til sammenlagt 600.000 kr.

Yderligere glemte hun at indkalde kronvidnet Ole Stig Andersen, der var PET-chef 1975-1984, ligesom det lykkedes hendes afdeling at smide retsbogen væk fra en bestemt dag. Det kom frem i landsretten under Bent Jensens ankesag – som flyttede regningen på de 600.000 kr. over på Dragsdahls bord.

Jeg har overværet nogle af møderne i landsretten og undret mig over flere vidners hang til at bortforklare, at Jørgen Dragsdahl var registreret som KGB-påvirkningsagent både i PET’s kartotek og i KGB’s arkiv, hvor han ligefrem blev kaldt ”Nummer 1”.

Der herskede tvivl fordi Østre Landsret også havde sine bizarre indslag. Søren Krarup beskrev i Berlingske Tidende “En episode i Østre Landsret” da historikeren Morten Heiberg, der har skrevet bind 13 i PET-Kommissionens beretning var indkaldt som vidne

Men der blev slet ingen afhøring. Den unge historiker meddelte, at han ikke måtte svare på spørgsmål. Hvorfor dog ikke? spurgte Nemeth forbløffet. Fordi jeg har tavshedspligt, svarede Morten Heiberg.

ALMINDELIG FORBAVSELSE i retssalen. Morten Heiberg har begået et historisk værk. Står han så ikke til ansvar for værkets indhold og konklusion? Morten Heiberg er blevet indkaldt til afhøring for en måned siden, meddelte Karoly Nemeth de tre landsdommere. Han har haft tid til at meddele os sin beslutning for længe siden, og han kan jo ikke hæve et historisk indlæg over spørgsmål og kritik.

Retsformanden undrede sig ligesom alle andre i retssalen, men Morten Heiberg trak et stykke papir op, som var en skrivelse fra justitsministeriet, og som meddelte, at fordi Morten Heiberg havde haft lejlighed til at læse klassificerede PET-dokumenter, kunne han ikke svare på spørgsmål.

»Hvornår er dette brev dateret?« spurgte retsformanden. Morten Heiberg svarede: 1.oktober - dagen før denne afhøring.

MUNTERHEDEN OG OGSÅ forargelsen bredte sig i retssalen. Morten Heiberg havde altså sammen med justitsministeriet udformet et brev, der fritog ham for at stå til regnskab for sit historiske værk, og justitsministeriet og han havde sørget for at datere dette brev så sent, at beslutningen ikke kunne anfægtes og omgøres.

Sådan slipper en historiker for at svare på vanskelige og ubehagelige spørgsmål vedrørende sin historiske fremstilling. Sådan skal man blot alliere sig med et ministerium, hvis der rejses kritik af en redegørelse, som man ikke ønsker diskuteret og anfægtet.

Og Jesper Vind skrev i Weekendavisen at “[h]vis retssagen en dag skulle filmatiseres som en komedie, kunne den passende få titlen Halløj i Landsretten.”

For retssagen, der finder sted i Københavns gamle operabygning i Bredgade, har det ene øjeblik handlet om KGB-agenter, atombomber og storpolitik – for det næste øjeblik at dreje sig om en dansk forsker, der beskyldes for at være en enfoldig og politiserende fusker – for det næste igen at dreje sig om en kvindeglad journalist, der lod sig beværte med udlandsrejser, vodka og dyre frokoster af sovjetiske KGB-folk, og som var »syg af forelskelse«, som en PET-medarbejder skrev i en hemmelig overvågningsrapport.

Halløjet fortsatte, da sagens sidste vidne blev indkaldt. Det var den unge koldkrigshistoriker Morten Heiberg fra den tidligere PET-kommission, der stirrede foragteligt på professor Bent Jensen og nægtede at besvare hans advokats spørgsmål med henvisning til, at Justitsministeriet havde pålagt ham tavshedspligt. Det fik en af tilhørerne – forfatteren Ulla Dahlerup – til at sige indigneret til Jensens advokat: »Hvor er Heiberg dog fræk!«, hvilket fik advokaten til at hviske tørt: »Han er bare en idiot.«

Og halløjet kulminerede forleden dag, da advokaterne – Karoly Németh for Bent Jensen, Henrik Holm-Nielsen for Jørgen Dragsdahl – stod over for hinanden i deres afsluttende sagsfremlæggelse. Den var blevet flyttet til en større retssal på grund af stigende tilskuertilstrømning. Her udførte advokaterne hver deres velgennemtænkte karaktermord på modpartens klient, medens de seneste års danske kulturkamp udgjorde baggrundsmusikken.

(…)

Men uanset hvad vil den offentlige interesse hurtigt komme til at handle om Jensens udgivelse af det 1500 sider store værk, Danmark under Den Kolde Krig. Det er et værk, som har været forsinket på grund af forviklinger omkring Jensens brug af PET-dokumenter. Men forlaget Gyldendal oplyser, at værket er klar til at blive trykt med det samme, når dommen falder på fredag.

Hos Jensens støtter vil værket sikkert få status som »koldkrigsbibel«, og omvendt tales der blandt historikere om, at Jensens fjender lige så sikkert ser frem til at »slagte værket«.

For som den unge koldkrigshistoriker Thomas Wegener Friis sagde i landsretten, da han blev bedt om at beskrive Bent Jensens placering i det danske historikermiljø i dag: »Bent Jensen er den historiker, som de skræmmer deres børn med, inden de skal falde i søvn.«

Det er altid skræmmende at blive indhentet af fortiden. Ulrik Høi tog i Politiken da også sorgerne på forskud og erklærede inden dommen at Jensen ville vinde den moralske sejr, Dragsdahl den juridiske

Mit gæt er, at PET har lovet Dragsdahl straffrihed, mod at han fortalte alt om forbindelsen med KGB.

Ligesom præsten og Stasi-agenten Aleksander Radler, der blev afsløret for et par år siden i Sverige. Gennem syv år førte Radler samtaler med det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, der lod ham slippe for tiltale og sikrede ham anonymitet, indtil nidkære journalister afslørede ham.

Spekulation og gætteværk, javist, men det er desværre det, som lukkede døre lægger op til.

Værre er det for Bent Jensen, der risikerer at tabe sagen, medmindre forsvaret trækker en kæmpekanin op af hatten.

Men Bent Jensen vandt. Skønt Dragsdahl var krænket var Bent Jensen i sin gode ret til at skrive, som han mente om Dragsdahks aktiviteter på baggrund af de informationer han trods PET modvilje og modarbejdelse havde støvet op i deres arkiver. Og hensynet til forskeres ytringsfrihed skulle veje tungere end både os andres og Dragsdahls manglende lyst til at stå til regnskab for sine handlinger, mente retten. Jørgen Dragsdahl var selvfølgelig rystet over at systemet ikke længere belønnede ham for det undergravende arbejde, hvorved han var steget til magt og ære, kunne man læse i bl.a. Jyllands-Posten

- Det er en underlig dom, siger Dragsdahl.

- I mine øjne ophæver de den danske injurielovgivning, siger han.

- Øjensynlig er det sådan, at hensynet til ytringsfriheden kan dække over fremsættelse af en stribe falske påstande, siger han til pressefolkene efter dommen.

(…)

Dragsdahl skal betale modparten 600.000 kroner i sagsomkostninger. Han kan ikke umiddelbart anke afgørelsen til Højesteret. Det kræver i givet fald en særlig tilladelse af Procesbevillingsnævnet.

Derudover må Jørgen Dragsdahl forholde sig til, om han har råd til en eventuel ankesag.

- Det er ikke kun et spørgsmål om ret eller uret, men også om økonomiske ressourcer, og jeg sidder ikke på nogen guldgrube, siger Jørgen Dragsdahl.

Jørgen Dragsdahls advokat, Henrik Holm Nielsen, har tidligere oplyst, at han har arbejdet over 1000 timer med sagen, siden ankesagen blev anlagt. I den oprindelige sag brugte han 1600 timer. Dragsdahls udgifter til advokat er under sagen løbet op i over 2,5 millioner kroner.

Den sorg er nok tabt på Bent Falbert der intet havde glemt havde glemt fra dengang Dragsdahl og støtter trynede ham og hans avis til at trække sandheden tilbage

Det er ikke kun professor Bent Jensen og Jyllands-Postens redaktion, som er glade for den dom, som Østre Landsrets 17. afdeling afsagde i fredags.

Vi gamle i gårde på Ekstra Bladet er også tilfredse med afgørelsen. Vi har ventet på retfærdigheden i 20 år.

I 1992 – året efter Sovjetunionens sammenstyrtning – bragte vi en artikelserie om danskere, som havde bistået KGB på vekslende vis.

Blandt de mest fremtrædende var Jørgen Dragsdahl, udenrigsmedarbejder på Dagbladet Information 1977-1995 og 1981-1983 medlem af regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg. Desuden bistod han Socialdemokratiet og SF som rådgiver under 1980’ernes kamp i Folketinget om sikkerhedspolitiske dagsordener. Navnlig stod han to folketingsmedlemmer, socialdemokraten Lasse Budtz og folkesocialisten Gert Petersen, nær.

Ekstra Bladet rullede op, hvordan Jørgen Dragsdahl havde holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer i Danmark og i Wien. Han blev skildret som en energisk påvirkningsagent, der blev styret af Sovjets efterretningscenter i ambassaden i København.

Avisens kilder var bl.a. ledende medarbejdere i PET, så vi var rimeligt trygge ved oplysningernes validitet. Men Dragsdahl gik straks til modstand og forlangte artiklerne berigtiget. Da vi afslog, stævnede han os.

Nu gjaldt det om at dokumentere vore påstande præcist med dokumenter og vidneudsagn. Men så langt strakte PET’s hjælpsomhed ikke. Socialdemokraten Erling Olsen, der var justitsminister 1973-1974, var heller ikke leveringsdygtig i beviser, da han havde talt med sit formørkede bagland.

Med udsigt til at tabe en retssag fulgte vi – tænderskærende – advokaternes råd om at indgå forlig med Østre Landsrets assistance.

Den 13. december 1994 måtte Ekstra Bladet beklage, at vi havde omtalt Dragsdahl som KGB-agent, der havde modtaget betaling for at udsprede disinformation. I tilgift fik han 125.000 kr. i torterstatning.

Det var en mørk dag på avisen. Vi følte, at vi havde ret – men ikke kunne få ret.

Men der ligger altså en regning på 3,5 mill. til Dragsdahls støtter og som man kunne læse om i Jyllands-Posten allerede ved den første retssag, plejede de at omfatte bl.a. “En stribe tidligere ministre fra S, R og CD ”, som også dummernikken Steen Folke

Ud over Kjeld Olesen og Mogens Lykkestoft drejer det sig bl.a. om tidligere justitsminister Ole Espersen (S), tidligere indenrigsminister Birthe Weiss, tidligere økonomiminister Marianne Jelved, tidligere miljøminister Lone Dybkjær og tidligere minister og leder af CD, Mimi Jakobsen. Derudover har bl.a. biskop Kjeld Holm, filosoffen Peter Kemp, og de forhenværende folketingsmedlemmer Jens Bilgrav-Nielsen (R) og Steen Folke (Venstresocialisterne) bidraget.

Der er også kommet støtte fra menneskeretsadvokaten Sune Skadegaard Thorsen, historikeren Kristian Hvidt, professor Ole Lange, professor Nikolaj Petersen, professor Uffe Østergaard og professor Øjvind Lidegaard.

Blandt journalister, der støtter, er tidligere chefredaktør på Information, David Jens Adler, journalist Flemming Ytzen, journalist Jens Lohmann, redaktør Ove Weiss og redaktør Jacob Andersen. Foreningen Informations venner støtter også indsamlingen.

Desværre har de røde jo penge nok, penge de gerne har tjent i fede offentlige stillinger, mens de aktivt og med forsæthar skadet Danmark. Jyllands-Posten konkluderede i deres leder

Dommen bekræfter, at det var en KGB-agent, der stod bag 1980’ernes fodnotepolitik.

Østre Landsrets frifindelse af professor Bent Jensen er meget andet og mere end afgørelse af en strid mellem to enkeltpersoner. Det er intet mindre end en officiel bekræftelse af det faktum, at det var en KGB-agent, der stod bag  1980’ernes ødelæggende fodnotepolitik, som truede Danmarks forhold til Nato.

(…)

En fremtrædende sikkerhedspolitisk skribent og en gruppe socialdemokratiske folketingsmedlemmer støbte i fælleskab fundamentet til fodnotepolitiken, og det kan nu siges åbent, at den ene af disse arkitekter var KGB-agent.

Katrine Winkel Holm lagde også lidt nuancer ind af Dragsdahls virke

Selv om Dragsdahl ved Gud ikke er en stor mand, har retssagen mindet os om hans lille, usle rolle.

Som f. eks. i denne passus, der blev citeret af Bent Jensens sagsfører, Karoly Németh. Her fortæller en eks-kommunist, hvor stor glæde kommunisterne dengang havde af Dragsdahl: »Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk ammunition (fra Dragsdahl, KWH)… for selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.« Men kommunisten, der hér fører ordet, er ikke længere kommunist og konkluderer derfor: »Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Dragsdahl dybt taknemlig.

Men i dag kan jeg se, at det var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter.

Det forekommer selvmodsigende at betegne Dragsdahls rolle som lille og ussel når man samtidig har øje for hans betydning for “en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham”. Men hun er jo kvinde og skriver med sine følelser. Mere nøgtern er Ole Hasselbalch, der slår fast, hvad der ikke er sandt ved Dragsdahls ævlerier omkring retten

Jørgen Dragsdahl og hans støttekreds er nu begyndt at omskrive og bortforklare domsresultatet i landsretten.

Dommen siger,

- at Bent Jensen havde faktuelt belæg for at skrive, at PET som institution betragtede Dragsdahl som KGB-agent,

- at Dragsdahl drev desinformation i den forstand, i hvilken BJ havde brugt dette ord,

- at BJ med hjemmel i den tolkning af straffeloven, Menneskerettighedskonventionen tilsiger, havde ret til at bringe disse oplysninger i pressen i kort, populariserende form.

Retten noterer, at der ikke blev ført bevis for, at Dragsdahl faktisk var indflydelsesagent. En sådan bevisførelse var unødvendig, eftersom BJ ikke i de påklagede artikler havde skrevet noget sådant.

Der er således IKKE sandt, når Dragsdahl nu hævder, at Menneskerettighedskonventionen har sat injurielovgivningen ud af kraft og åbner for, at der kan offentliggøres ”falske påstande”. Bevisligt sande injurier har altid kunnet viderebringes, og BJ førte bevis for, at han havde tilstrækkeligt faktuelt belæg i PET’s papirer for det, han skrev, der stod i dem.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at landsretten fastslår, at det, BJ skrev, var forkert, og at BJ iht. dommen kan ”lyve og svindle”.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at BJ skrev, at Dragsdahl var agent.

Det er IKKE sandt, som Dragsdahl hævder, nemlig at PET aldrig har ført bevis for, at han var indflydelsesagent. Det ved vi intet om. Men man har lov til at gå ud fra, at PET havde belæg for at bruge betegnelsen over for statsministeren, udenrigsministeriet og de udenlandske allierede tjenester, til hvem oplysningen om Dragsdahl som indflydelsesagent blev videregivet. Det vides også, at dette belæg var tre KGB-kilder samt PET’s egne efterforskninger.

Det er IKKE sandt, når Dragsdahl siger, at han har søgt at få alle PET-papirer offentliggjort. Han nægtede f.eks. at medvirke til, at mere end nogle få af telefonaflytningsrapporterne kunne fremlægges i retten.

Det er IKKE sandt, at tre tidligere PET-chefer ikke mente, han var indflydelsesagent. De mente, at det ikke kunne bevises, at Dragsdahl havde gjort sig skyldig i STRAFBARE forhold. Og de kørte under afhøringerne rundt i begreberne på en måde, som altså fik landsretten til at se bort fra deres vidneudsagn. En indflydelsesagent behøver i parentes bemærket ikke gøre noget som helst strafbart.

Det er IKKE sandt, at PET’s efterforskning sluttede med at konkludere, at mistanken imod Dragsdahl for (indflydelses)agentvirksomhed var uberettiget. PET indstillede først overvågningen på det tidspunkt, hvor KGB opdagede, at han var afsløret, hvorefter han ikke mere var brugbar som indflydelsesagent.

Det er IKKE sandt, at det aldrig er bevist, at Dragsdahl skrev efter KGB-inspiration. Det modsatte har landsretten anført flere eksempler på i domskonklusionen.

Det er IKKE sandt, at Dragsdahl fik sit materiale afvist af landsretten. Retten gennemlæste det, han fremlagde, men forkastede altså dets værdi.

Det er IKKE sandt, at BJ ikke har været kildekritisk nok. BJ kom med en omfattende redegørelse for sin kildekritik i retten, som altså anså den for fuldt tilstrækkelig.

Mange jurister og kommentatorer har forklaret, hvad dommen drejede sig om, hvis ikke man gad læse den selv, men allerbedst var Thomas Fog’s forklaring, som han skrev på Facebook

Vedrørende landsrettens lysende klare dom:

Når en person går med slips, skjorte, jakke og bukser med bulen på rette sted, dertil har en dyb stemme, angiveligt har fået tre børn med sin kone, som desværre nu er død, når der synligt tilmed gror skæg i ansigtet og hår ud af både næsebor og begge ører på ham, er der på den ene side ikke ført sandhedsbevis for, at personen virkelig er en mand, for den eneste, der faktisk har set hans diller, er jo desværre død. På den anden side vil Bent Jensen trods alt have grund til at tro og sige, at andre mener, at personen faktisk er en mand, fordi også mandens egen læge ifølge journalerne er gået ud fra, at han nok er en mand, og at han ifølge sin egen kones udsagn har været nummer 1, da de i sin tid fik børn sammen. At Bent Jensen derfor har fået rettens ord for, at han godt må tro og sige, at det forholder sig som lægen og konen siger, bare han ikke påstår, at det faktisk forholder sig sådan - det er en stor landvinding, der må betegnes som en sejr for den personlige ytringsfrihed og den relative sandsynlighedsværdi af de observationer, andre støtter sig til.

Såre simpelt.

Falder klimaskællene fra mediernes øjne?

Diverse — Drokles on May 2, 2013 at 3:31 am

Jamen dog, Jyllands-Posten skriver kritisk om klimaet. Under overskriften “Verdens største klimabedrag” skriver de

Var det rent bedrag, da Maldivernes daværende præsident på klimatopmødet i København fortalte verden, at hans land er ved at forsvinde i havet? Ifølge en dansk ekspert tyder intet på, at Maldiverne oversvømmes.

Det er en gammel sag, som man kunne se allerede i den dengang kontroversielle dokumentar The Great Global Warming Swindle

For et par uger siden kaldte man i Berlingske Tidende Maldivernes daværende præsident, Mohamed Nasheed, for Undervands-Obama og en klimahelt. Det er dog ikke verdens største klimabedrag, langt fra endda, men kun et delbedrag af selve klimabedraget. Af andre bedrag kan nævnes vindmølleindustrien, solcelleindustrien og Dan Jørgensen. Og de vil falde en for en, efterhånden som redaktionerne kaster al skam af sig og finder ud af hvor gode historie, der blot ligger og nærmest tigger og ber om at blive fortalt. Ingen research er nødvendig andet end at besøge Watt’s Up With That, Climate Depot eller Climate Debate Daily. Her har jeg stjålet nogle billeder fra netop Watts Up With That, da de rettede New York Times klimaklummeskriver Andrew Revkin i Maldiverfarcen

maldives2

maldives3

Et par udvalgte reaktioner på Thatcher død

68, Akademia, Campusradikalisme, EU, Historie, Politik, Politiken, Pressen, venstrefløjen — Drokles on April 13, 2013 at 4:02 pm

Det var hendes modstandere på den anden side af Jerntæppet, der døbte hende “Jernlady’en”. De håbede at det ville være rigeligt til at defamere hende ud af billedet. Men tilnavnet tjente kun til at slå skræk i deres hjerter, for hvem turde dog stå op imod en jernlady? Jalving gør kort status af Thatcher’s arv, som vi…

…forvaltede [...] dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.

Desværre kender ikke alle arven særlig godt og forfalder i stedet til dyrkelsen af deres villigt indoktrinerede idiosynkrasier, som Daily Mail fortæller.

article-2305760-192e812e000005dc-990_634x423

Champagneproletariatet plyndrede også flere butikker - sådan er Thatchers kritikere. Punk-klenodiet Johnnie Rotten (whom you might have forgotten) kaldte ifølge Daily Mail den slags dansen på andre menneskers grav for “Loathsome“. Den slags almindelig anstændighed er det langt fra alle kendisser, der har. I Politiken kan man således læse at Margaret Thatcher har rekord som offer for flest hadesange og Politiken citerer bl.a CV Jørgensen’s sang Postkort fra Port Stanley: “Nu smiler lady Margaret Thatcher / blottende tre plomber og en bro / sit liderlige iskolde ligblege smil”. Men det er de engelske, der er mest bitre, selvfølgelig, som Morrisey’s “The kind people / Have a wonderful dream / Margaret on the guillotine / Cause people like you / Make me feel so tired« efterfulgt af fem gentagne linjers »When will you die?“. Og Daily Mail fandt eksempler på hvorledes venstrefløjen kom kravlende ud af murværket for at spy galde - deres metier

DEREK HATTON: The former Liverpool councillor said: ‘The issue isn’t about whether she is dead. I regret for the sake of millions of people that she was ever born.’

‘She promoted a form of greed in business that we’ve never known before and it’s continued ever since. She actually changed the whole face of this country in a way, that you know, people wouldn’t have even anticipated.

‘Even her successors got away with murder, literally, for example Blair in Iraq, that they wouldn’t have got away with had it not been for what she did.

JOEY BARTON: The footballer posted: ‘I’d say RIP Maggie but it wouldn’t be true. If heaven exists that old witch won’t be there.’

FRANKIE BOYLE: The comedian tweeted: ‘All that Thatcher achieved was to ensure that people living in Garbage Camps a hundred years from now will think that Hitler was a woman.’

IRVINE WELSH: The author wrote: ‘So, if u take out Orgreave, destroying communities, Belgrano/Falklands, Hillsborough, protecting nonces, child poverty, Pinochet, she was ok.’

MARK STEEL: The comedian wrote: ‘What a terrible shame – that it wasn’t 87 years earlier.’

ROSS NOBLE: The comedian tweeted: ‘Bloody typical that Thatcher dies when I am in  Australia. I hate to miss a good street party.’

ALEX CALLINICOS: Professor of European Studies at King’s College, London, and member of the Central Committee of the Socialist Workers Party, he said: ‘Murder was Thatcher’s business. Sometimes the murder was metaphorical – of industries and communities. It still destroyed people’s lives. Sometimes the murder was real. Thatcher over-saw the ongoing dirty war in Ireland.’

BBC fejrede det også på deres egen subtile facon da de ifølge Daily Mail meddelte at “…former UK Prime Minister Margaret Thatcher dies following a strike.” frem for et “stroke”. Og Geri Halliwell, en form for sangerinde, skrev “‘Thinking of our 1st Lady of girl power, Margaret Thatcher, a grocer’s daughter who taught me anything is possible…x’” på Tvitter. Hun fortrød dog hurtigt overfor sine fans og erstattede sin udmelding med “I’m sorry if I offended u. X”. Ikke ligefrem Girl Power, som Daily Mail ironiserede.

Politikens leder hæfter sig ikke ved at Thatcher redde England fra afgrundens rand, brød fagforeningernes magt og knækkede Galteries diktatur, opløste klassesamfundet eller indsatsen under den Kolde Krig. Politikens leder er meget mere optaget af at sprede prosaiske løgne

Men den britiske jernlady er desværre stadig, selv efter sin død i forgårs, uhyggeligt nærværende som ideologisk kraft.

Den ultraliberalisme eller thatcherisme, som bærer hendes navn, er og bliver ødelæggende. Minimalstatens, egoismens og ulighedens ideologi.

(…)

Men thatcherismen er en ideologi, som fremelsker alt andet end det storladne: små tanker om samfundet, indskrænkede forestillinger om økonomi, usle ideer om at slække på solidaritet, ansvar og mange andre af de værdier, som engang før Thatcher blev betragtet som samfundsbærende og forfægtet ikke mindst af ’konservative’ – i mange lande og mange partier.

Jyllands-Posten fandt det vigtigt at spørge Galteri’s tabende soldater

Adskillige argentinske veteraner fra konflikten i 1982, der står som et af højdepunkterne i Thatchers politiske karriere, reagerede med glæde efter meddelelsen om hendes bortgang.

- Gud velsigne den dag, hvor denne frygtelige kvinde døde, siger den 71-årige Domenico Gruscomagno.

- Hun var en afskyelig person. Hun førte krig for at vinde valg i Storbritannien.

I det mindste havde britterne et valg, hvilket var en del af sagens kerne. Det siger i øvrigt en del om den argentiske soldat at han regner en engelsk sejr for givet.

I usually make up my mind about a man in ten seconds, and I very rarely change it” har Thatcher sagt. Og det var der vel heller ikke grund til når hun var så præcis. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen af radikal observans mindedes ifølge BT’s overskrift at “Thatcher kaldte mig et fjols“. Men det gjorde hun nu ikke helt så direkte, som overskriften påstår, men hun sagde “Only a fool would give up one’s currency” da Helveg med munden fuld af mad ævlede om sine idiotiske eurosværmerier.

At Thatcher ikke kunne “fordrage det europæiske samarbejde og talte aldrig pænt om det“ falder ikke i god jord hos radikale som Helveg som derfor mener at hun “må bære en del af ansvaret” for at “opinionen i Storbritannien i dag er eurofjendsk“. Enten det, eller at euroen blot er så meget crap at det kræver en radikaler eller en akademiker at fornægte det idiotiske i at opgive sin egen valuta. Det var trods alt englænderne der valgte hende fordi de kunne lide hvad de hørte. En årsagsammenhæng, som ofte undslipper eurokrater, sjovt nok.

Apropos eurokrater,  også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, ligeledes af radikal observans, omend ikke indrømmet, mindes Thatcher , som “havde en både imponerende og irriterende evne til ofte at få sin vilje“. Imponerende fordi hun reddede den engelske økonomi og fik “...givet en argentinsk diktator en blodtud på Falklandsøerne“. Men irriterende fordi “…hun var meget vanskelig at have med at gøre i et europæisk samarbejde, fordi hun var meget besværlig at forhandle med“. Ja ikke nok med det: “Hun var slem“. Man hører nærmest et lettelsens suk fra Ellemann.

D’herrer tidligere udenrigsministre demonstrerer begge samme smålighed når nogen, selv en af efterkrigstidens største statsmænd, står i vejen for deres store projekt. Og de demonstrerer den samme foruroligende manglende forståelse for at man først og fremmest tjener det land og de vælgere, der har belønnet een med et embede. som EU’s lande kaster sig desperat over er en art Thatcherisme står det klar med Sly’s ord at EU er sygdommen og Thatcher er kuren.

Jeg har ikke fundet tidligere udenrigsminister Mogen Lykketoft af socialdemokratisk observans reaktion, men sidste år mindede socialdemokraten Peter Humlegaard Thomsen i Politiken om at “Der er stadig grund til at hade jernladyen“. Ja, hade. Og ja, stadigvæk.

Selv om konen er blevet gammel og senil, lever hadet til hende i bedste velgående. Det har den britiske arbejderklasse god grund til, det har vi grund til i Danmark – og jeg melder mig som en af dem.

Humlegaards grunde til at ‘melde’ sig til hadet (???) er dog så originale, såsom at “thatcherismen [har] et direkte medansvar for krakket i 2008″ at jeg lige vil dvæle lidt ved dem.

I dag er vi mere end nogensinde underlagt bankernes magt. Selv efter en krise, som de finansielle markeder har skabt, er det svært at pålægge dem nye regler og skatter, som kan disciplinere deres adfærd.

Det fremgår ikke hvorfor Thatcher er skyld i at det er svært for socialdemokrater 20 år efter hendes afgang som premierminister at “pålægge dem nye regler og skatter”. Socialdemokrater i alle partiafskygninger er jo ellers nærmest virtuose udi disciplinen ‘pålæggelse af nye regler og afgifter’ for alt og alle andre end Thornings leasebil og husbond.

Thatcher brugte den ‘hårde medicin’ på at tøjle inflationen, og i dag bruger Merkel, Sarkozy og resten af Europas højrefløj samme medicin til at tackle statsunderskuddene. Selv om erfaringerne i Storbritannien var katastrofale, sværges der i dag til den samme politik, som var den sendt herned af vorherre.

Og, må man jo nu tilføje, den siddende socialdemokratiske regering. Humlegaard fortæller at han i 2010 var i valgdistriktet Barking-Dagenham i det østlige London for at føre valgkamp for Labor - altså belære englænderne om hvorledes de skal indrette et samfund, som Thomsen slet ikke er en del af. Finanskrisen havde ramt hårdt, fortæller Thomsen; “Kun få år tidligere havde bilfabrikanten Ford lukket en fabrik, der beskæftigede 40.000 arbejdere” - Knap 20 år efter Thatcher forlod premierministerposten!

Thatcher slog velfærdsstaten ihjel, udsultede uddannelsessystemet, nedlagde det sociale arbejde og fordoblede kriminaliteten. Derodover støttede hun blindt apartheidregimet i Sydafrika i 80′erne, Pinochets diktatur i Chile og “kastede sig ud i en uforklarlig krig på Falklandsøerne“. For at citere Thatcher selv er svaret; No! No! No! Men sådan er de røde, uforstående over at en regeringsleder ser det som sin pligt at forsvare sit land og sine statsborgere mod tyranni. Hurrah for Thatcher og skam dig Thomsen, der helt originalt vælger forkert efter at historien har afgjort ret fra vrang.

Lidt skønne billede til sidst. En svensk journalist kalder Thatcher Hitler. Thatcher kalder Sverige “neutrale”. Hmm, måske bunder svenskernes neutralitet i at de ikke kan skelne mellem Hitler og Thatcher, men se selv

Og en top 25 over Thatcher citater

My policies are based not on some economics theory, but on things I and millions like me were brought up with: an honest day’s work for an honest day’s pay; live within your means; put by a nest egg for a rainy day; pay your bills on time; support the police.

Som et tegn fra guderne

Diverse — Drokles on November 5, 2012 at 3:57 am

Hvis man vil forstå middelalderens fatalistiske strømninger og flagelanteri skal man blot åbne avisen, tænde for TV’et, surfe på nettet eller åbne en samtale med en af sine venstredrejede bekendte. Orkanen Sandy, der ramte USA’s østkyst i sidste uge har især tydeliggjort de dele af menneskets psykpologiske habitus. Et tilfældigt vejrfænomen ses som et tegn fra guderne om at man ikke må stille sig kritisk til hverken Obama eller klimareligionen. Et lille eksempel på hvorledes angsten griber det politiske system kan man læse i Huffington Post

Earlier this week, New York’s Gov. Andrew Cuomo (D) issued a pointed statement on climate change and its role in the monstrous storm from which his state — and many others — will be recovering for months, and perhaps years, to come.

“It’s a longer conversation, but I think part of learning from this is the recognition that climate change is a reality,” Cuomo said. “Extreme weather is a reality. It is a reality that we are vulnerable.”

I Financial Post skriver Terence Corcoran

As gloom descended over the warmist camps across the continent, their overheated claims flickering dimly like dying campfires, their cause lost, there suddenly rose in the East a powerful force. Look! What’s that on the horizon? A mighty blast of good news! FRANKENSTORM!!!!!!!!!

En af mine yndlingskunstnere, helt oppe ved siden af Justin Bieber og Carsten Jensen, den skønne Bette Midler udtalte ifølge Huffington Post

When I asked Midler, dressed as the corpse of CoCo Chanel to go with the evening’s French theme, whether “super” hurricanes like Sandy will change the minds of climate change deniers, she said: “I have no idea. But I know, I know in my heart, the truth. And I will not be swayed. And you know what, if people knew simple physics, they would understand it as well.”

En anden af mine absolutte favoritkunstnere ved siden af Anne Marie Helger og bøssebandet Queen, filmmageren Michael Moore sagde til CNN

“We are in big trouble. And we’re still having a debate in Congress as to whether or not there really is global warming,” Moore explained in disbelief. “The majority of Americans believe that we’ve got a climate problem. And the majority of Americans believe in science.”

Joining host Piers Morgan for a live, face to face interview, the man behind such films as “Bowling for Columbine” and “Fahrenheit 9/11″ suggested that Sandy should be the storm to render any further debate obsolete:

“We’ve allowed the ignoramuses to run the show on this. And this storm should really put an end to that.”

As Morgan suggested that perhaps the situation is based on a lack of long-term meteorological history, wondering if maybe it’s a cycle that also existed 500 years ago, Moore admitted that was a possibility, but with extreme consequences:

“Yeah, it could be that. You want to take the risk? You want to take the risk of that? What if you are wrong?” he asked. “What if you’re wrong and we’re not prepared, like we weren’t prepared for this. And we won’t be prepared for the next thing. We weren’t prepared for the drought this summer. How many times do we have to get punched in the face before we realize, ‘you know what, somebody is punching me in the face?’”

Og Huffington Posts Ahmed Shihab-Eldin mener i et særegent inspireret øjeblik at Sandy har vist at det er racistisk at køre bil

It became hard to ignore the elephant in my room with me — Climate Change.

Climate change is kind of like racism. Nobody really wants to talk about it, but it is as critical as it is constructive that we have that conversation now. Whether politicians, pundits or polls bring it up or not, like racism, we all know climate change is real. We all know it threatens our peace, security and the very unity of these United States of America.

Still, perhaps because we need it, we are gifted sharp reminders.

My party is full of racists,” Colin Powell’s former chief of staff, Retired Army Col. Lawrence Wilkerson reminded us just the other day, “the real reason a considerable portion of my party wants President Obama out of the White House has nothing to do with the content of his character… and everything to do with the color of his skin, and that’s despicable.”

What may be more despicable than racism in this context is denying its existence. Just like those who deny our climate is changing, and that we, with our drills and in our drivers seats, are directly contributing to the change.

Også i Danmark har stormen givet lidt liv til frygten for dårligt vejr. Politikens Michael Jarlner (orker ikke Dan Jørgensen) betegner Bjørn Lomborg som ‘kontroversiel’ og mener at stormen ”…må give stof til eftertanke i resten af verden” og perspektiverer lystigt videre

Allerede i 2007 beregnede de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD, at der i 2005 var 40 millioner mennesker verden over, som var i farezonen for at blive udsat for oversvømmelse inden for 100 år. I 2070 vil tallet være 270 millioner som følge af »de samlede effekter af klimaforandringer (højere vandstande og stærkere storme), befolkningstilvækst og urbanisering«.

New York var et af de befolkningscentre, man dengang udpegede som en særligt udsat megaby sammen med Miami og New Orleans, de kinesiske kæmpebyer Shanghai og Guangzou, indiske Mumbai og Kolkata (Calcutta), Ho Chi Minh-byen i Vietnam, Osaka-Kobe i Japan samt Alexandria i Egypten.

I sidste uge blev New York ramt og lammet. Hvad ville der være sket i de øvrige byer? Sandy var en advarsel.

Og han mener videre at man kan “…harcelere over er, at den pludseligt opståede interesse for klimaforandringerne i USA først for alvor blev vakt til live under denne valgkamp, da Sandy ramte USA“. Man kan også lade være, da selv FNs klimapanel ikke kan finde nogen sammenhæng mellem dårligt vejr og højere temperaturer (hvilket alle med kendskab til sommer og vinter kan sige sig selv). Eric Berger skriver i Houston Chronicle

Science tells us this is not a new normal.

Science tells us climate change has not had a discernible impact on global hurricane activity. A warmer climate, of course, is changing hurricanes. But, scientists consistently tell us, that change is so small it cannot be measured at the present and likely won’t be measurable until the middle of this century.

But what about Sandy?

Earlier this week Andy Revkin compiled some opinions of actual hurricane and extreme weather scientists on Sandy. Kevin Trenberth, who in interviews with me has spoken nearly as ardently about the perils of climate change as has James Hansen, said of the idea that a warmer Arctic contributed to Sandy’s intensification (see Francis et. al.), “With respect to the Arctic connection, I don’t believe it.” And later, he said:

It is true that hurricanes normally recurve and head east, especially at this time of year. So we do have a negative NAO and some blocking anticyclone in place, but the null hypothesis has to be that this is just “weather” and natural variability.

Of course Sandy’s effects were exacerbated by rising sea levels. According to NOAA data, the sea level in Manhattan has risen by about half a foot during the last century. Some, but not all, of that rise is attributable to human greenhouse gases. So the surge was a few inches worse because of climate change.

Og den globale temperatur er, som det burde være alle bekendt, ikke steget i 15 år.

Ikke bare lyve, men leve på løgn

Diverse — Drokles on September 26, 2012 at 9:19 am

Jeg ved ikke hvad Lars Løkke Rasmussen mente da han forsøgte at lancere sig selv som Lille Lars fra Græsted og jeg ved heller ikke om det var sandt. Men jeg ved at det hurtigt viste sig at det ikke var et image han kunne leve på. Noget andet med Thorning og Obama. Deres personlige historier er en integreret del af deres politiske projekt, for Obama endda i nogen grad selve projektet. Drømmen om den første kvinde som statsminister eller den første neger (halvneger eller offwhite, hvis man skal være præcis) i det Hvide Hus er kun en del af dette.

Det har været vigtigt for Thorning været at vise sig som en ægte socialdemokrat især i formands opgøret med sødmælkskalven Frank Jensen. Her var det ikke var nok at have boet i Ishøj og derfor måtte Thorning bedyre noget så usympatisk at hun aldrig kunne forelske sig i en mand, hvis han stemte Venstre og på TV vise at hun nogen gange handlede i Netto, hvor hun var udmærket bekendt med prisniveauet - eller blot god til at læse op på en eksamen.

For det har været mistanken, som har naget i gamle socialdemokrater som Anker Jørgensen og de der romantiserede Ankers jævne baggrund, gennem hele hendes politiske karriere - at Thorning grundlæggende højst var en småborger. Derfor var det også en rasende Thorning der kaldte Freddy Blak for en pose lort efter han nedladende havde døbt hende Gucci Helle. Thorning har kæmpet hårdt for at bygge et heroisk men almindeligt image op om sin person, et image der er fyldt med så mange modstridende oplysninger at der er tvivl om alt fra hendes økonomi, adresse til hendes mands seksuelle observans. Jan Christensen skriver på 180 Grader

Som jeg har sagt før: Jeg ville egentlig ikke skrive mere om emnet, og alle og enhver ved efterhånden, at Helle Thorning-Schmidt lyver, næsten hver gang, hun åbner munden, men alligevel er jeg nødt til at reagere, når det bliver for tykt, og det gjorde det endnu engang i fredags på Socialdemokraternes kongres, da statsministeren talte om sin mor, hendes sparsommelighed og i det hele taget de, måtte man forstå, kummerlige forhold, familien levede under i Ishøj.

(…)

Problemet for Helle Thorning-Schmidt er bare - ud over, at moren vel næppe har været nødt til at sove i stuen, når den (ejer-)lejlighed, hun boede i, var på 100 m² - at hendes mor ikke var eneforsørger, hvilket man kan læse nedenfor i et uddrag fra en tidligere artikel, jeg skrev om Thorning-Schmidt. Tværtimod har familien altid haft penge nok. Vi fik jo også tilskud fra min mand. Spørgsmålet er så, om vi igen har at gøre med én af de særlige Thorning-Schmidtske fortolkninger af ord, så de kommer til at betyde noget andet, end de i virkeligheden - eller i hvert fald de fleste andre menneskers ører - gør?

Den amerikanske præsident Obama dyrker også sit image, men han lever måske mere end nogen på sine selvskabte myter. Daniel Pipes skriver bl.a. i Washington Times

Mr. Obama remains the mystery candidate with an autobiography full of gaps and even fabrications. For example, to sell his autobiography in 1991, Mr. Obama claimed that he “was born in Kenya.” He lied about never having been a member and candidate of the 1990s Chicago socialist New Party. When Stanley Kurtz produced evidence to establish that he was a member, Mr. Obama’s flacks smeared and dismissed Mr. Kurtz. Mr. Obama’s 1995 autobiography, “Dreams from My Father,” contains a torrent of inaccuracies and falsehoods about his maternal grandfather, his father, his mother, his parents’ wedding, his stepfather’s father, his high school friend, his girlfriend, Bill Ayers and Bernardine Dohrn, and the Rev. Jeremiah Wright. As Victor Davis Hanson put it, “If a writer will fabricate the details about his own mother’s terminal illness and quest for insurance, then he will probably fudge on anything.”

Into this larger pattern of mendacity about his past life arises the question of Mr. Obama’s discussion of his faith, perhaps the most singular and outrageous of his lies.

Asked about the religion of his childhood and youth, Mr. Obama offers contradictory answers. He finessed a March 2004 question, “Have you always been a Christian?” by replying: “I was raised more by my mother and my mother was Christian.” But in December 2007, he belatedly decided to give a straight answer: “My mother was a Christian from Kansas. I was raised by my mother. So, I’ve always been a Christian.” In February 2009, however, he offered a completely different account:

“I was not raised in a particularly religious household. I had a father who was born a Muslim but became an atheist, grandparents who were non-practicing Methodists and Baptists, and a mother who was skeptical of organized religion. I didn’t become a Christian until I moved to the South Side of Chicago after college.”

He further elaborated on this answer in September 2010, saying, “I came to my Christian faith later in life.”

Which is it? Has Mr. Obama “always been a Christian” or did he “become a Christian” after college? Self-contradiction on so fundamental a matter of identity, when added to the general questioning about the accuracy of his autobiography, raises questions about veracity. Would someone telling the truth say such varied and opposite things about himself? Inconsistency is typical of fabrication: When making things up, it’s hard to stick with the same story.

(…)

I shall establish his having been born and raised a Muslim, provide confirming evidence from recent years, survey the perceptions of him as a Muslim, and place this deception in the larger context of Mr. Obama’s autobiographical fictions.

Og Washington Examiner har endda en artikelserie i 10 dele om “The Obama You Don’t Know“, her fra “A Childhood of Priviledge, Not Hardship“, som måske ikke er det mest interessant, men som giver en tynd undskyldning for at klaske Obama og Thorning i samme postering

Obama’s mother met her second husband, an Indonesian named Lolo Soetoro, while working at the East-West Center in Hawaii. They married, and in 1967, the young Obama, then known as Barry Soetoro, traveled to Indonesia with his mother when the Indonesian government recalled his stepfather.

In Indonesia, the family’s circumstances improved dramatically. According to Obama in his autobiography “Dreams from My Father,” Lolo’s brother-in-law was “making millions as a high official in the national oil company.” It was through this brother-in-law that Obama’s stepfather got a coveted job as a government relations officer with the Union Oil Co.

The family then moved to Menteng, then and now the most exclusive neighborhood of Jakarta, where bureaucrats, diplomats and economic elites reside.

A popular Indonesia travel site describes Menteng: “Designed by the Dutch Colonial Government in 1920s, Menteng still retains its graceful existence with its beautiful parks, cozy street cafes and luxurious housing complexes.”

In 1971, his mother sent young Obama back to Hawaii, where his grandmother, Madelyn, known as Toots, would become one of the first female vice presidents of a Honolulu bank. His grandfather was in sales.

Obama’s grandparents moved the same year into Punahou Circle Apartments, a sleek new 10-story apartment building just five blocks from the private Punahou School, which Obama would attend from 1971 to 1979.

Obama explains in “Dreams from My Father” that his admission to Punahou began “the start of something grand, an elevation in the family status that they took great pains to let everyone know.”

To his credit, Obama did not downplay Punahou’s upscale status, noting in his autobiography that it “had grown into a prestigious prep school, an incubator for island elites. Its reputation had helped sway my mother in her decision to send me back to the States.”

Obama also admitted in the book that his grandfather pulled strings to get him into the school. “There was a long waiting list, and I was considered only because of the intervention of Gramps’s boss, who was an alumnus.”

The school still features a lush hillside campus overlooking the Waikiki skyline and the Pacific Ocean. It was one of the most expensive schools on the island, and both Obama and his half sister Maya Soetoro-Ng received scholarships.

While the Dunhams were not among the wealthiest families on the island, he nevertheless studied and socialized with the children of the social and financial elite. Obama has said he didn’t fit in at the school. But that’s not how other Hawaiians remember it.

(…)

Tellingly, Obama has never lived in a black neighborhood. Maraniss reported in his book that when leftist activist Jerry Kellman interviewed Obama for a community organizing job in Chicago, he asked Obama how he felt about living and working in the black community for the first time in his life.

Obama accepted the job but chose not to live among those he would be organizing. Instead, he commuted 90 minutes each way daily from his apartment in Chicago’s famous Hyde Park to the Altgeld Gardens housing project where he worked.

At Thorning og Obama lyver om deres politik er almindeligt politikergebet, som vi ikke lægger dem til last, men måske mere end andre politikere lever de på løgn. De løgne de lever på, fortæller noget essentielt om venstrefløjens drømme og forståelse af virkeligheden. En diffus drøm om en særlig autencitet, der i sig selv fortæller om forandring og håb. Og det er autencitet der for venstrefløjen giver giver en hvilken som helst forandring og et hvilket som helst håb legitimitet.

Dan Jørgensens oversete klimapointe

Diverse — Drokles on April 23, 2012 at 1:41 pm

Dan Jørgensen, som jeg ved gud ikke kan fordrage, har i dagens MetroXpress i sin klumme et afsnit han kalder Ugens Oversete EU-Begivenhed, som lyder som følger

Alle EU’s miljøministre har i sidste uge været i Horsens. Det var Danmarks miljøminister, Ida Auken (SF), der sad for bordenden, da de mødtes for at diskutere EU’s strategi forud for det globale miljømøde i Rio de Janeiro til sommer. Mødet går også under navnet Rio+20, fordi det afholdes tyve år efter det første store klimatopmøde i Rio i 1992, hvor verdens lande blandt andet blev enige om at bekæmpe klimaforandringerne. I dag, 20 år efter, er der mere end nogensinde behov for bla. bla. bla.

Dan Jørgensen misser fuldkommen betydningen af at ingen interesserer sig for at EU markerer en 20 års dag for noget der aldrig har været mere vigtigt. Og at man fejrer Rio topmødet i Horsens! Med al respekt for Horsens, men Dan for fanden, nobody cares.

Når Krybben er tom

Diverse — Drokles on March 27, 2012 at 6:06 pm

Fra Danmarks Radio

Tusindvis af socialdemokraternes vælgere flygter til Enhedslisten. I dag ville 43.000 S-vælgere stemme på Enhedslisten i stedet for. Det viser en meningsmåling Epinion har lavet for DR Nyheder.

Vælgerne mener, at tonen er blevet for hård fra Socialdemokraternes side. Sådan lyder DR’s politiske analytiker Jens Ringberg bud på, hvorfor vælgerne flygter til Enhedslisten.

- Der er nogle der synes det bliver for meget med den her diskussion om ret og pligt, som Karen Hækkerup og Mette Frederiksen rejser. Det er der nogle, der synes er for hård kost, siger han.

Værre under Nyrup
Han mener også, at betalingsringen er et bud på vælgervandringen.

- Der er nok mange, der godt kunne tænke sig en betalingsring, som nu ville stemme på Enhedslisten, siger han.

(…)

Og Socialdemokraterne mister ikke kun vælgere til Enhedslisten. Flere af partiets vælgere har også valgt at skifte blok. 25.000 vælgere ville i dag stemme på Venstre, mens 25.000 andre ville stemme på Dansk Folkeparti.

Dan Jørgensen har ifølge Politiken en god forklaring på hvorfor halvdelen af de vælgere der tabes tabes.

Borgmestrene på København Vestegn bærer en stor del af ansvaret for Socialdemokraternes nuværende krise. Det mener Dan Jørgensen (S), som i aften bliver valgt til folketingskandidat i Middelfart-kredsen.

Og han lægger ikke fingrene i mellem over for de traditionelt stærke borgmestre, som om nogen fik stoppet betalingsringen rundt om København.

»Flere af dem kom med kritik, der kun kan betegnes som regulær tilsvining. Tænk, at man skulle se debatter i tv, hvor to borgmestre aggressivt og polemisk gik i flæsket på folketingsgruppens ledelse«.

Populisme og usympatisk
»Det er populisme, det er usympatisk og det er u-socialdemokratisk«, siger Dan Jørgensen til Fyens Stiftstidende.

At borgmestrene sidder valgt som borgmestre for at varetage deres kommunes borgeres interesser generer Jørgensen lige så lidt som det generede ham indtil for ganske nyligt at de nationale parlamenter er valgt for at forsvare deres borgeres nationale interesser frem for den europæiske overhøjheds. Jørgensen har det bare svært med de der ikke bøjer sig for den til enhver tid gældende overhøjheds højere sandhed. Den slags er nemlig usocialdemokratisk. Det er jo godt at få på plads i så god tid inden næste valg.

Dan kalder det “partiskadelig virksomhed. At gå ud og trampe på en partiledelse, der ligger ned.” - Jeg ved ikke om folketingsgruppens ledelse abonnerer på synspunktet om at de ligger ned. Men det er  tvivlsomt om holdningen til Betalingsringen rækker meget længere end til København og omegn. Og som sosseborgmestrene jo er et tegn på, så var det ikke ligefrem en vindersag. Den usympatiske Dan Jørgensen glemmer, hvorledes det gik for partiet sidst man ignorerede vestegnsborgmestrenes advarsler om den store plans konsekvenser for den lille mand.

Også i Socialistisk Folkeparti er der røre ifølge Politiken

Det angreb, SF’eren Pernille Frahm i dag retter mod den ene af de to kandidater til at blive partiets næstformand, Mattias Tesfaye, er under lavmålet.

Det giver flere SF’ere udtryk for, efter at Pernille Frahm i Politiken i dag kritiserer 30-årige Mattias Tesfaye for at være for kommunistisk i sine holdninger til at passe ind i SF.

(…)

Pernille Fram, der tidligere har siddet i Folketinget for SF, bakkes blandt andet op af landsledelsesmedlem Annika Smith. Og deres kritik af Tesfaye vækker voldsom debat internt i SF, hvor angrebet ifølge politiken.dk’s oplysninger har vakt vrede hos mange. Blandt andre SF’s medlem af Europa Parlamentet, Emilie Turunen:

»Pernille Frahm og co. går igen-igen efter manden med dette karikerede angreb på næstformandskandidat Mattias Tesfaye. Meta Fuglsang må få styr på sine støtter. Vi skylder partiet en debat, hvor hver kandidat selv fremlægger sine synspunkter. Ingen stråmænd, intet mudder - kan I finde ud af det?«, skriver hun på sin Facebook-side.

(…)

»Den uro, jeg oplever i SF, er mestendels en uro over selviscenesættende ballademagere, der ikke skyer nogle midler for at få lidt taletid. Fuld opbakning til Mattias Tesfaye herfra!«, skriver partiets lokalformand i Aarhus, Leon Rix Iversen.

Og på SF’s debatforum, Rød Blog, skriver Claus Pedersen, kasserer i SF Nørrebro:

»Kære Pernille (og Annika). Hvor er det et dog et tarveligt indlæg. Der er ikke bekymring i det, men udelukkende retoriske spørgsmål af samme karakter som ‘Er du holdt op med slå din kone?’«.

(…)

Ifølge landsledelsemedlemmet Andreas Albertsen er det helt urimeligt at diskutere, om Mattias Tesfaye hører hjemme i SF.

»Tænk at nogen kan ty til så usle offentlige angreb, fordi Mattias Tesfaye mener at den brede befolkning/arbejderklassen bør være udgangspunktet for SF’s politiske arbejde. Det siger i mine øjne virkeligt meget om afsenderne«, skriver han på Facebook.

Også Therese Alexandra Evald, der er medlem af landsledelsen i SF’s Ungdom er utilfreds med angrebet på Tesfaye.

»Knivstikkeri og mudderkast hører ingen steder hjemme i mit parti. Så hvis ikke andet har I hermed givet landsmødet endnu en god grund til at sætte kryds ved Mattias til valg af næstformand. Fuld opbakning til Mattias Tesfaye herfra!«, skriver hun.

Og en forskrækket Søvndal siger ifølge Politiken

»Jeg vil opfordre til, at man fører debatten på en måde, som gør, at SF kommer stærkere ud af det her. Og det betyder, at man skal lade være med at putte mærkater på ryggen af hinanden. Jeg synes i stedet, man skal argumentere positivt for, hvad man gerne vil som næsteformand«, siger han uden at ville nævne navne.

Således bides hestene.

“lysten til at eksperimentere forsvinder”

Diverse — Drokles on March 13, 2012 at 6:40 pm

Berlingske Tidende fortæller at danskerne ikke længere vil have øremærket barsel, ordningen, hvor far skal tage sin tørn af det forbandede uvæsen som børn er. Således udlægges problemet, for det er et problem at danskerne ikke kan hvad der er godt for dem selv, fra cremen af akademia

Professor i arbejdsmarked Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, betegner forandringen som et »dramatisk holdningsskift« med anker i den økonomiske krise.

»Men holdningerne repræsenterer også to meget forskellige perioder. Folk var positive, før krisen satte ind. Nu er vi i en krisesituation, og den krisebevidsthed vender op og ned på mange prioriteringer. Den sociale forståelse daler, og lysten til at eksperimentere forsvinder, fordi det handler om den basale overlevelse,« fortæller professoren.

De læste rigtigt, der står “professoren” og ikke “SF’eren”. Krisen skærper måske mere forståelsen af at nødvendighed hører den enkelte families konkrete situation til. Derved falder ikke lysten til at eksperimentere, men til at være et eksperiment.

Verden bryder sammen for Dan Jørgensen

Diverse — Drokles on February 10, 2012 at 5:23 am

Her i frosten er det ikke meget man hører om menneskehedens største udfordring - klimaet - fra Dan Jørgensen. Den gode Jørgensen mente ellers for blot tre måneder siden at der var “Fem år til at redde klimaet“. Fem år er en evighed i politik så lige nu er det Euro’ens problemer der er i centrum og blot fordi verden går under behøver man jo ikke at efterlade ubetalte regninger. Lidt som at blive kørt i urene underbukser. Fra Politiken

Går det galt med Euroen, kastes EU ud i en stor finansiel krise. Den gængse analyse er, at hvis først et land træder ud af Euroen og går bankerot, er der stor risiko for, at andre lande vil følge med. Og så har vi balladen.

Men det handler også om noget større. Det handler om selve rygraden i det europæiske projekt.

Så bliver tiltroen til den nationale formåen vel ikke meget større. Uden vores økonomiske støtte falder det hele fra hinanden. En mus skal give livredende førstehjælp til en elefant.

Vi tager det måske lidt for givet i dag, men Europa har ikke altid været en fredelig region. Faktisk er det historisk set mere undtagelsen end reglen, at vi i de sidste mange år ikke har haft krige mellem landene i vores region.

Hvis hele projektet opløses, hvilket Euroens kollaps kunne være første skridt i retning af, tør jeg slet ikke tænke på konsekvenserne.

Vi ved fra historien, hvad et splittet Europa kombineret med store økonomiske problemer kan medføre. Jeg ønsker ikke at male fanden på væggen, men vi kan omvendt heller ikke vende det blinde øje til den rabiate højrenationalisme, der florerer i mange østeuropæiske lande i disse år.

OK så fik den nationale selvovervurdering en ekstra nøk. Uden vores økonomiske støtte kastes Europa…nej, tanken er ubærlig. Mere ubærligt er tanken dog alligevel for Dan Jørgensen for hans verden er på sammenbruddets rand. Ikke bare er hans mærkesag - klimaet - ved at forsvinde fra messehysteriets arena, men hans egen arbejdsplads - EU - er lukningstruet. Som en ægte socialdemokrat henvender han sig derfor til danske skatteydere anglende om at redde overflødige arbejdspladser for bureaukrater og folkefjendtlige politikere.

Endnu en chance for at redde klimaet, eller redde sig noget toldfrit og eventuelt en dårlig

Diverse — Drokles on November 29, 2011 at 7:23 am

De fleste kommentatorer spår et magert resultat af klimaforhandlingerne ved COP17 grundet alle andre end EU’s vrangvillighed til at lade sig spænde for en europæisk selvtugtelsesvogn. Dan Jørgensen anerkender også en politisk virkelighed, som han henkastet bebrejder amerikanerne, men prøver alligevel at holde fanen højt og vil ”så længe der overhovedet er en chance at redde klimaet – kæmpe for at holde gang i forhandlingerne“. Det er en nobel mission sådan at ville redde klimaet, som måske forsvinder uden Dan Jørgensen stålsatte indsats. Dan selv…

…drager [...] til Durban om en uge. Og vi i EU-Parlamentets delegation er faste i kødet. Vi kæmper benhårdt for at verdens rige lande skal give flere penge til verdens udviklingslande, i støtte til tilpasning til klimaforandringerne.

Det bliver sikkert også dejligt i Durban, som Fred Singer beskriver det i American Thinker

But the 10,000 or so Durban attendees — official delegates, U.N. and government officials, journalists, NGO types, and other hangers-on — will have a grand old time: two weeks of feasting, partying, living it up in luxury hotels, and greeting old friends at this 17th reunion — all at someone else’s expense. Statesmen will arrive on the last day to sign important-sounding communiqués and quickly depart before having to explain just how they will “save the climate” and humanity.

God fornøjelse Dan. Inden Singer når så langt ridser også han perspektiverne op for en ny aftale

 Things don’t look promising for the perennial climate confab which convenes in Durban, South Africa today. There is little chance of extending the expiring 1997 Kyoto Protocol to reduce greenhouse-gas emissions. Kyoto has turned into a giant international scam that has already wasted hundreds of billions, with little to show for it; in fact, the increase in atmospheric levels of greenhouse gases has been accelerating.

What brings nearly 200 delegations together is a dream — the forlorn hope that developed nations who have ratified the Protocol will come up with a $100-billion-per-year aid program. This is supposed to allow developing nations to adapt to the putative climate disasters that the IPCC, the U.N.’s climate-science panel, has been predicting for more than 20 years. The U.S., which never ratified Kyoto, is expected to supply the lion’s share of this subsidy. Fat chance; just look at the polls and listen to the statements from leading Republican presidential candidates who denounce these disaster predictions as “hoax” and “poppycock.”

Og det er skriften på væggen verdens ledere er begyndt at kunne se. Op til klimatopmødet i København blev en mængde interne emails mellem centrale klimaforskere i FN systemet lækket og for et par uger siden blev yderligere 5.000 emails lækket, som tegner et alt andet end seriøst billede af det ubetvivlelige konsensus. Eksemplerne er mange, men Forbes ridser ganske godt essensen op

Three themes are emerging from the newly released emails: (1) prominent scientists central to the global warming debate are taking measures to conceal rather than disseminate underlying data and discussions; (2) these scientists view global warming as a political “cause” rather than a balanced scientific inquiry and (3) many of these scientists frankly admit to each other that much of the science is weak and dependent on deliberate manipulation of facts and data.

Regarding scientific transparency, a defining characteristic of science is the open sharing of scientific data, theories and procedures so that independent parties, and especially skeptics of a particular theory or hypothesis, can replicate and validate asserted experiments or observations. Emails between Climategate scientists, however, show a concerted effort to hide rather than disseminate underlying evidence and procedures.

“I’ve been told that IPCC is above national FOI [Freedom of Information] Acts. One way to cover yourself and all those working in AR5 would be to delete all emails at the end of the process,”writes Phil Jones, a scientist working with the United Nations Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), in a newly released email.

“Any work we have done in the past is done on the back of the research grants we get – and has to be well hidden,” Jones writes in another newly released email. “I’ve discussed this with the main funder (U.S. Dept of Energy) in the past and they are happy about not releasing the original station data.”

Ikke et konsensus man ville købe en brugt bil af. Med mindre man er Dan Jørgensen, som håber på at tørre regningen af på os andre, mens han handler toldfrit. Eller Politikens leder

Intet tyder på, at problemet med menneskeskabte klimaforandringer er mindre, end vi troede, eller at vi er ved at løse det. Tværtimod.

Virkningerne af klimaændringer og ekstremt vejr mærkes allerede overalt på Jorden, og udledningen af drivhusgas stiger med uformindsket hast.

Erkendelsen af, at vi står over for et gigantisk problem, har ikke ført til en spirende enighed om, hvad vi skal gøre ved det, og forventningerne til COP17, der begynder i Durban i dag, er i bund.

Der er noget Ole-Sohn-kysser-Honecker-tillykke–med-de-fyrre-år over stemningen. Selv om det i disse tider vælter frem med oplysninger om, hvor utroværdigt klimapanelet er holder man stadig nagelfast i klimapanelets fortælling. Det slutter vel først når pengestrømmen rinder ud, ligesom for Sohn. BBC, som har vedtaget at klimaforandringer var virkelige og menneskeskabte, den eneste videnskabelig teori der nogensinde er vedtaget som et politisk faktum viser sig også at være sunket ned i klimapanelets indavlede klakører fortæller Daily Mail 

For example, Professor Phil Jones, the head of the CRU, admitted there was no evidence that the snows of Kilimanjaro were melting because of climate change, and he and his colleagues agreed there were serious problems with the famous ‘hockey stick’ graph – the depiction of global temperatures that suggests they were broadly level for 1,000 years until they started to rise with industrialisation.

But although there is now more scientific debate than ever about influences on climate other than CO2, prompted by the fact that the world has not warmed for 15 years, a report from the BBC Trust this year compared climate change sceptics to the conspiracy theorists who blame America for 9/11, and said Britain’s main sceptic think-tank, the Global Warming Policy Foundation, should be given no air time.

The man at the centre of the BBC-UEA web is Roger Harrabin, the Corporation’s ‘environment analyst’, who reports for a range of programmes on radio and TV.

Last week The Mail on Sunday revealed that in 1996, he and his friend, Professor Joe Smith of the Open University, set up an informal two-man band to organise environment seminars for BBC executives.

Known as the Cambridge Media Environment Programme (CMEP), it operated until 2009, and over three years (2002 to 2005) received £15,000 from the Tyndall Centre. Mr Harrabin did not derive personal financial benefit, although Prof Smith was paid.

Ånden er ude af flasken. Det er ikke blogs, men aviser og tidsskrifter, som har taget historien op med nonchalante formuleringer som “the fact that the world has not warmed for 15 years” og det varsler de sidste tider for klimahysteriet.

Will someone please think of the children!

Diverse — Drokles on November 16, 2011 at 11:36 am

Vi har alle vores højtider og som vi andre pynter op til Jul, fremkommer klimamafiaen traditionen tro med deres værste advarsler op til klimatopmøder. Derfor var det også seasons greetings da det internationale energiargentur IEA advarede om at vi kun har fem år endnu førend klimaet løber løbsk, som Jyllands-Postens artikel formulerede det.

Baggrunden er stigende CO2-udslip og øget afbrænding af kul og olie.

- Bekymring over økonomien har fjernet opmærksomheden fra energipolitik. CO2-udslippet nåede rekordhøjde i 2010, og udgifterne til olieimport er også tæt på rekordniveau. Den billige olies æra er ovre, siger Birol.

Frem mod 2035 vil energibehovet vokse med en tredjedel, vurderer IEA. Kina og Indien efterspørger masser af kul, og der er samtidig usikkerhed om leverancerne fra de olierige lande i Mellemøsten og Nordafrika.

Det var noget som Dan Jørgensens kunne bruge da han under den uironiske overskrift udmåler “Fem år til at redde verden“.

Det International Energiagentur (IEA) har netop offentliggjort sin årlige rapport, World Energy Outlook. Og det er skræmmende læsning. Konklusionen er at vi har travlt, hvis vi skal redde verden fra katastrofale klimaforandringer.

IEA skriver, at verden allerede har lukket 80 % af de drivhusgasser ud i atmosfæren der er plads til, hvis vi skal holde temperaturstigningen i verden under 2 grader (sammenlignet med før industrialiseringen).

Dvs. at vi inden for de næste 5-6 år skal igangsætte en omfattende revolution i den måde vi forbruger og producerer energi på.

Jørgensen der påstår at have “hørt en gletcher smelte” er selvfølgelig en idiot. IEA refererer til “videnskabsmænd”, som ikke er dem selv, nemlig FNs klimapanel. De tilføjer så deres vurderinger af udviklingen i energibehov af hvilket udledningen af drivhusgasser let beregnes og voila, Jorden går under i morgen. Det er der selvfølgelig ikke noget i vejen med andet end at disse videnskabsmænd selvfølgelig tager fejl, hvilket er såre menneskeligt. Men rapporten fra IEA som dumme Dan mener bekræfter hans påstande om en snarlig katastrofal uafvendelighed (klimaet er pr. definition uafvendeligt) er ikke en bekræftelse på noget som helst, men en reference til FN’s Klimapanel. Rapporten tager altså afsæt i den samme løgnefabrik, hvor Dan Jørgensen også parkerede sin hjerne for en del år tilbage og at andre gentager den samme påstand gør den ikke mere sand, men os andre mindre lydhøre. Og så til gentagelserne. Real Science minder os

A senior environmental official at the United Nations, Noel Brown, says entire nations could be wiped off the face of the earth by rising sea levels if global warming is not reversed by the year 2000. Coastal flooding and crop failures would create an exodus of “eco-refugees,” threatening political chaos, said Brown, director of the New York office of the U.N. Environment Program. He said governments have a 10-year window of opportunity to solve the greenhouse effect…

Ja, det var dengang i 1989, at man troede at nu var enden nær. År 2000 blev nu ikke undergangen, men det omtrentlige tidspunkt, hvor temperaturen stoppede med at stige. Grafen herunder viser limahysteriets egen godfather, James Hansen’s oprindelige skrækscenarie, som alle andre skrækscenarier hviler på. Fra Real Science

screenhunter_11-oct-14-04311

Den grønne graf er den faktiske måling af klodens temperatur tegnet ind på NASA’s projektioner fra 1989. Som man kan se er virkeligheden koldere end det koldeste scenarie og det koldeste scenarie var under forudsætning af at man i 2000 helt var stoppet med at udlede CO2. I stedet accelerede man udledningen bl.a. ved kinesernes og indernes gryende bilisme og det er denne biludvikling og medfølgende stigende levestandard for de gule og brune mennesker i Asien, som der nu advares imod. Da jeg var ung gik rygtet at alle jordens skove ville forsvinde hvis kineserne begyndte at bruge wc-papir. Tjah det var dengang.

Men limhjernen Dan Jørgensen fik en række modsvar på sit selvretfærdige og hysteriske indlæg og det fik ham til tasterne med den endnu mere fjollede overskrift “Fem år til at redde verden II”, der er sammenligneligt med “Ulven kommer - igen” med endnu et vægtigt bevis, nemlig et interview med en af Danmarks førende klimaforskere Eigil Kaas. Med spørgsmål som “Klimaskeptikere påpeger, at vi lige har haft en meget kold vinter, og at temperaturen ikke stiger år fra år. Hvad siger du?” svarer Kaas bekræftende på Jørgensens påstande, hvilket Jørgesen bruger til at afvise at “Kaas lyver” - det er niveauet for Dan Jørgensen der med udtryk som “uvidende” og “nægter at se” karakteriserer skeptiske observatører af FN-’s Klimapanels arbejde og derfor selv gør sig fortjent til mine lidet flatterende adjektiver. Kaas er en forstandig mand med stor viden og indsigt, men alligevel tilføres der intet nyt i debatten

Det internationale klimapanel, IPCC, vurderer derfor i sin seneste rapport, at det er meget sandsynligt, at mennesket er hovedansvarligt for den opvarmning, der har fundet sted siden midten af 1970?erne.

Det hører med til historien, at der også er gennemført simuleringer, hvor der udelukkende er medtaget naturlige klimapåvirkninger, dvs. sol og vulkaner, og at der ifølge disse ikke skulle have været nogen opvarmning - faktisk snarere et lille fald i temperaturen - siden 1960. Konklusionen er, at menneskets klimapåvirkninger næsten helt sikkert har været hovedårsagen til den begyndende globale opvarmning, vi har været vidne til i de seneste årtier. Specielt har der i de seneste 10 år været ekstreme hedebølger - fx Europa 2003 og Rusland 2010 - og voldsom nedbør, fx Pakistan 2010, som i hvert fald delvist kan relateres til menneskeskabt global opvarmning”.

Kaas holder sig til det omstridte Klimapanel komplet med de føromtalte fejlsimuleringer. Og uagtet at man tillægger det værdi er det igen den samme vin med nyt sendebud.

Dan Jørgensens kinesiske mirakel

Diverse — Drokles on September 28, 2011 at 12:13 pm

Dan Jørgensen indledte i marts sin blog i Politiken med følgende

Kina har netop vedtaget en ny femårsplan med stor fokus på energieffektivitet. Det er en god nyhed, men det sætter også EU under pres.

Da formand Mao i 1958 stod i spidsen for Folkerepublikken Kinas 2. femårsplan var det under parolen: ”Det store spring fremad”. Maos politik var på alle måder en katastrofe. Mere end 20 millioner mennesker menes at være omkommet af hungersnød og sygdom som et resultat af de fejlslagne reformer. I weekenden vedtog den kinesiske folkekongres så sin 12. femårsplan. Igen er der tale om store reformer. Men denne gang er de anderledes positive og respektindgydende. Kina har en plan for fremtiden – en grøn plan.

Kina vil i de kommende fem år nedsætte deres CO2 udledning per produceret enhed med 17 %. Det skal ske via investeringer på mange hundrede milliarder (også opgjort i Euro) i vedvarende energi, via energieffektiviseringer og mere kollektiv transport (der skal fx etableres 35.000 kilometer højhastighedstog).

Denne gang er det anderledes. Nu taler det kommunistiske regime sandt. Og dog. John Lee er nemlig også interesseret i Kinas grønne femårsplan, som man kan læse i The Australian

Yet dig a little deeper and it becomes clear Beijing’s carefully crafted message about shifting towards a green future is primarily designed for Western markets eager for alternative energy sources and as a defence against these same governments putting greater pressure on China to reduce its greenhouse gas emissions.

Take the issue of coal-fired power stations. China has closed down hundreds of its more inefficient coal-fired stations in the past few years. But for every coal-fired station shut down in the past three years, two have sprung up. While gross domestic product has been growing at about 10 per cent during the past five years, Chinese consumption of coal has been increasing at about 17 per cent each year and coal production has been increasing by more than 20 per cent in the same period. According to some figures, investment in the coal industry has been increasing between 30 per cent and 50 per cent a year for the past three years.

The International Energy Agency estimates almost 80 per cent of China’s energy needs will be met by coal and oil in 2030. Official Chinese estimates by industry, science and technology ministries suggest coal alone will still provide about two-thirds of China’s fuel needs in 2030. Which leads to the inescapable conclusion that a target that half the country’s energy needs will be met by renewable sources in 2050 is not achievable.

(…)

Wind power now accounts for less than 1 per cent of China’s energy needs while solar constitutes one-thousandth of 1 per cent of the country’s energy use. Provincial and local officials charged with maintaining economic growth at all costs and little else have few incentives to connect renewable energy assets to the power grid when fossil fuels are much cheaper. Chinese figures estimate by 2030, renewables (including hydropower) will meet 2 per cent to 3 per cent of the country’s energy needs.

(…)

The understandable and overriding logic in Beijing’s thinking is all about energy rather than environmental security. In a country where 800 million people still live on less than $2 a day, Chinese leaders do not wake up in the middle of the night thinking about the challenge of climate change.

Tvivlerne

Diverse — Drokles on September 4, 2011 at 5:25 pm

Omkring hver fjerde vælger er stadig i tvivl om hvilket parti de vil stemme stemme på og mere end hver tolvte har end ikke besluttet sig for en blok. Politiken har forsøgt at få nogle ekspertbud på, hvad det vil betyde for udfaldet. Og ud over at påpege at tvivlere tit er lavtuddannede og uden interesse for politik, når de til, at selv blandt de vælgere der allerede har bestemt sig, kan mange stadig nå at ombestemme sig - hvilket unægteligt udvider begrebet tvivlere fra en relativt defineret gruppe, til en almindelig fase for en normal vælger (nogen måske hænger længere i end andre) - så vil jeg knytte en lille kommentar til følgende afsnit

Der er ifølge analysen fra Megafon en markant overvægt af tvivlere, som ved sidste valg stemte på den borgerlige blok. Hele 65 procent af tvivlerne stemte borgerligt ved sidste valg, mens de resterende 35 procent stemte på oppositionen.

På den ene side kan det tolkes sådan, at den borgerlige fløj har kortere vej til tvivlernes hjerter, fordi størstedelen af dem stemte borgerligt sidste gang. På den anden side er tallet netop et udtryk for, at oppositionen står til valgsejr i meningsmålingerne, fordi mange ikke længere vil stemme på den borgerlige regering.

Det er ikke mærkeligt at mange tvivlere kommer fra blå blok. I de seneste seks år har vi ikke haft en regering og Fogh Rasmussen kørte kun en træt valgsejr hjem for 4 år siden fordi oppositionen var i så ringe en forfatning. I dag ligner regeringen et ringvrag og udover at mange ministre sikkert hænger de fleste vælgere ud af halsen så kæmpes der heller ikke så meget om bevarelse af magten, som muligheden for at positionere sig efter nederlaget. Som man så det under Lykketofts kampagne i 2005, hvor Sass Larsen direkte saboterede sin egen formand ved at agere stikker for Fogh. Det er derfor naturligt at mange blå stemmer spørger sig selv, hvorfor de egentlig skulle stemme blåt igen. Men på valgdagen vil tvivlerne stå i boksen og spørge sig selv, hvem de ellers skulle stemme på.

Her giver DR’s og TV2’s partipræsentationsprogrammer blå blok en pikant fordel. Valget store emne er økonomi og der er kun to modeller at vælge imellem, den røde og den blå (tre, hvis man tager Enhedslistens revolutionsfantasier med). Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil hver få en time op til selve valget til at forklare hvorfor deres plan er suveræn og Enhedslisten en time til at bakke op på deres egen lille måde. Tre timers røde økonomiske argumenter. Ligeledes vil Venstre, Konservativt Folkeparti,  Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Per Ørum Jørgensen og Radikale Venstre i en time hver forsvare en blå økonomi, selv om Radikale alligevel peger på Thorning til at danne regering. Men det giver seks timers blå økonomiske argumenter. Det er en overvægt af argumenter, som de sidste tvivlerne tager med sig ind i boksen.

Den elitære inklusionsmaskine Mungo Park og ramadanen

Diverse — Drokles on August 14, 2011 at 3:50 am

Ramadanen skal overholdes mener Mungo Park ifølge Jyllands-Posten

Der skal afholdes en ramadanmiddag. Og hvis det ikke kan blive i Folketingets Fællessal, så skal det i hvert fald ske i gåafstand fra Christiansborg.

Det mener teatret Mungo Park, som er parat til at kaste de 50.000 kroner, der blev vundet ved årets Reumert-uddeling, ind i arrangementet.

- Vi vil gerne bidrage til, at det her arrangement på den ene eller den anden side bliver gennemført, erklærer teaterdirektør Martin Lyngbo.

Hvorfor der skal afholdes en ramadanmiddag er der ingen der ved. Og hvorfor muslimer ikke kan betale for deres egen ramadanmiddag er der heller ingen der ved. Men afholdes skal den. Og det skal være så tæt på den politiske magt, som overhovedet muligt. Det nærmeste man kommer en begrundelse er følgende

- Her er der en mulighed for at bruge nogle penge, som vi ikke har budgetteret med at få, til et formål, som er i demokratiets interesse, siger Martin Lyngbo.

Den tanke kunne jeg godt tænke mig at se udviklet, men desværre gør artiklen os ikke klogere på hvorledes kunstere altid mener at fejringen af det totalitære er i demokratiets interesse. Mungo Park skriver om sig selv

Vi har hos Mungo Park en klar målsætning om at være talentfabrik for morgendagens stjerner, og har samlet en række af Danmarks bedste unge teaterfolk. Det gælder alle fra skuespillere til instruktører, dramatikere, designere og teknikere. Dette skaber en voldsomt dynamisk arbejdsplads med et højt aktivitetsniveau og initiativer i mange retninger.

Tanken bag ensembleteatret er at udvikle ikke bare den enkelte kunstner, men også samarbejdet mellem kunstnerne, ligesom gode rockbands eller fodboldhold gradvist bliver bedre til at spille sammen, efterhånden som forståelsen mellem individerne vokser.

I øvrigt har langt de fleste af teaterhistoriens største personligheder arbejdet i ensembleteatre. Både Shakespeare, Molière og Holberg var omgivet af en kreds af kunstnere, som de holdt af at arbejde med. I Danmark er der i dag ikke mange velfungerende ensembler, men i Tyskland og Mellemeuropa er det snarere reglen end undtagelsen.

Når du besøger Mungo Park - hvad enten det er til en teaterforestilling, en koncert eller blot for at drikke en øl i Mungo Bar - vil du med garanti møde mange af os. Og vi ser det som en ære at være med til at gøre dit besøg hos Mungo Park til en god oplevelse, kulturelt såvel som socialt.

Her står ikke meget om demokrati, politik, religion, socialt ansvar, inklusion (tværtimod er det elitært). Så hvorfor denne interesse med at mase islam ind på gåafstand af Christiansborg fremfor deres lokaler i Allerød eller Koling. Man bliver heller ikke klogere ved at kaste et blik på Mungo Parks ansattes efternavne:

Høyer, Kitter, Børge, Lohmann, Oftebro, Hansen, Leisner, Rich, Hansen, Christoffersen, Lyngbo, Holm, Schelin, Fogedby, Heinrich, Christensen, Brekling, Lyngbo, Trolin, Søe, Handberg, Krebs, Ellekilde, Burrows, Kassius, Jørgensen, Jørgensen, Laursen, Kreiner, Stefansson, Hørlyk, Breiner, Solholm, Rasmussen, Hjelmborg, Hansen, Tuborgh, Hansen, Dittmer, Flesborg, Svarre, Kunz, Pedersen, Madsen, Mathiesen

Ikke en eneste Ramadanholder er tilsyneladende velkommen til en “god oplevelse, kulturelt såvel som socialt” eller også har de blot ikke, hvad der skal til for en hvid “talentfabrik“.

Gadaffis rigtige venner

Diverse — Drokles on February 25, 2011 at 5:00 am

Det er næsten ikke til at holde ud i disse tider. Allehånde selvretfærdige indlæg om diverse vestlige regeringers forhold til de mellemøstlige diktatorer, der pludselig er blevet folkets indlysende fjende. Det var de aldrig når debatten om Mellemøsten omhandlede Israel, hvad den jo ellers altid gør, men nu kan alle se det, der for os andre hele tiden var indlysende. Under overskrifter, som Gaddafis gode ven i Vesten, Mubaraks fald kan forvandle Danmark og Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh & Co. gør diverse repræsentanter for venstrefløjen sig igen-igen lækre på baggrund af død og elendighed i den 3. verden (eller er det den 2. verden?) og skelner ikke mellem det at stater har interesser  mens personer og organisationer kan have venner. For man er altid er tvunget til at orientere sig efter sin tids vilkår hvorfor Dronning Margrethe den 2. af Danmark på vegne af Anker Jørgensens regering tildelte Ceasuscu Elefantordenen, Som Schûtter senere lod hende tilbagekalde da han ikke længere var comme il faut. Men Det var Hosni Mubarak til gengæld blevet i mellemtiden og han modtog via Schlütter Elefantordenen i 1986. Uha så mange skelleter i skabene.

For hvordan skal man egentlig agere i en omverden af grusomme og primitive kulturer? Skal vi handle med dem selv om arbejdvilkårerne for lønmodtagerne er skrækkelige eller fornægte dem chancen for den indkomst for at vaske vores hænder? Skal man føre kritisk dialog (ikke just noget modeord i disse dage) eller boycot, give u-landshjælp og derved inddirekte støtte til uønskede regimer, skal vi ledsagde humanitære opgaver med militær for at sikre vivilbefolkningen. Skal  man overhovedet tale med dem og derved legitimere deres eksistens? Diskussioner vi med skiftende fronter løbende har om alle mulige situationer i alle mulige dele af verden. Nej det er ikke let og derved umuligt at moralisere over fra håndvasken. Vi er sat i en virkelighed vi ikke selv bestemmer og kan kun handle som vi finder det bedst.

Venstrefløjen har lykkeligt glemt deres agressive krav om at Danmark skulle undskylde for vores forbandede ret til at sige vores forbandede mening om hvad fanden der passer os til bl.a. Libyens ambassadør Mohammed E.R. Rimali, på vegne af Gadaffi. Her skrev Rimali sammen med repræsentant Mona Omar Attia for den dengang socialdemokratiske regeringschef Hosni Mubarak, Ahmad Danialy for det islamlærde Iran,Maie F. B. Sarraf fra det palæstinensere selvstyre (som det er en forbrydelse at sende herboende palæstinensere tilbage til) og Fugen Ok for EU-ansøgende Tykiet i et brev stilet til statsminister Anders Fogh Rasmussen bl.a.

We strongly feel that casting aspersions on islam as a religion and publishing demeaning caricatures of Holy Prophet Mohammad (PBUH) goes  against the spirit og Danish values of tolerance and civil society. This is on the whole a very discriminatory tendency and does not bode well with the high human rights standards of Denmark. We may underline that  it can also cause reactions in Muslim countries and among Muslim communities in Europe.

Ikke bare var venstrefløjen, 12 tidligere danske ambassadører, Uffe Ellemann, Tøger Seidenfaden villige til at lade os belære om frihed og demokrati at den samling banditter, næh de overtog sågar argumenterne, som deres egne. Ja det lyder nærmest som en leder i Politiken eller Berlingske Tidende når vindene på den redaktion svingede i den retning. Ovenstående citat var og er forlægget for 95% af alle indvendinger imod Anders Fogh Rasmussen og Jyllands-Posten: “Islam kan ikke kritiseres uden at det krænker muslimer og således er der tale om diskrimination. Vores renome og selvforståelse vil lide et knæk og det er der ikke plads til i en global verden. Og desuden så vanker der grusomme ting og sager at I (regeringen, nationale og Jyllands-Posten) bare ved det for de er så mange og vi så få”.

Venstrefløjen fejlede altså endeligt i den største principielle debat i nye tid. Solidariseringen med de detroniserede despoters synspunkter kan ikke opvejes af deres historieløse fordømmelser af nogle ligegyldige realpolititiske hverdagskompromisser. Og skulle nye parlamentariske regimer genoptage hadet til den frie tanke vil det blot understrege islams modsætning til os i særdeleshed og demokrati i almindelighed. Ja, sådan går det når man hellere vil holde på andres meninger frem for sine egne. Man pådrager sig så mange falske principper at man bliver helt selvmodsigende.

Venstrefløjen glemmer i det hele taget historien i deres jagt på fordømmerens rus. Det humanistiske fyrtårn og frihedskampens legemliggjorte ideal Nelson Madela kaldte Muammar Gadaffi for sin “kære broder” i en tale fra 1999. South African Government Information

Your Excellencies
Distinguished Guests
And My Dear Brother Leader

Those who dedicate themselves to causes affecting the lives of millions ought to have a clear understanding of history. They should plan their actions with a sense of their impact on those for whom they believe they act.

I know, My Brother Leader, that you and I, who have both been privileged and obliged by circumstance to be in such positions, have each in our own way tried to be true to that responsibility. Even so, we could not have planned things in such a way that you would be the last head of state I would officially receive on a bilateral basis before retiring from public office.

I am happy that it did, by chance, transpire this way.

The relationship between our two selves and between Libya and democratic South Africa has not been without controversy and therefore some special significance in world affairs.

As a responsible member of the international community of nations, South Africa would never defy predominant international opinion deliberately and merely for effect. This is a particular responsibility in a world that is fraught with possibilities of misunderstanding and consequent conflict and conflagration.

We remain convinced that respect for our multilateral bodies and compliance with their decisions, is crucial to stability, development and progress in a world still marked by tension, inequality and backwardness. This is so even where we may disagree as individual nations with those decisions.

In a world where the strong may seek to impose upon the more vulnerable; and where particular nations or groups of nations may still seek to decide the fate of the planet - in such a world respect for multilateralism, moderation of public discourse and a patient search for compromise become even more imperative to save the world from debilitating conflict and enduring inequality.

When we dismissed criticism of our friendship with yourself, My Brother Leader, and of the relationship between South Africa and Libya, it was precisely in defence of those values.

There must be a kernel of morality also to international behaviour. Of course, nations must place their own interests high on the list of considerations informing their international relations. But the amorality which decrees that might is right can not be the basis on which the world conducts itself in the next century.

It was pure expediency to call on democratic South Africa to turn its back on Libya and Qaddafi, who had assisted us in obtaining democracy at a time when those who now made that call were the friends of the enemies of democracy in South Africa.

Had we heeded those demands, we would have betrayed the very values and attitudes that allowed us as a nation to have adversaries sitting down and negotiating in a spirit of compromise. It would have meant denying that the South African experience could be a model and example for international behaviour.

In many ways, our modest contribution to resolving the Lockerbie issue will remain a highlight of the international aspects of our Presidency. No one can deny that the friendship and trust between South Africa and Libya played a significant part in arriving at this solution. If that be so, it vindicates our view that talking to one another and searching for peaceful solutions remain the surest way to resolve differences and advance peace and progress in the world.

We look forward with joy and anticipation to the full re-entry of Libya into the affairs of our continent and the world.

We have already seen Libya take up its role as an important actor on the African continent to help advance the peace process in the Democratic Republic of the Congo.

South Africa is proud to acknowledge the coincidence between its own position and SADC’s, on the one hand, and that of Libya on the other. We share the view that peace in the DRC can only be achieved through the withdrawal of all foreign forces and an inclusive political process of Congolese groups.

We appreciate very much Libya’s indication that its own efforts will be co-ordinated with those of our regional organisation, SADC. This approach confounds those who suggest that Libya is less than fully committed to multilateralism. My Brother Leader is involved in the Congolese process as a facilitator of the SADC process, just as we were involved in the Lockerbie issue as facilitators for the United Nations. In such ways we advance the ideals of multilateral co-operation and discipline. And for that we thank our Brother Leader and the Libyan people.

It was with much appreciation that I received reports from my Minister of Trade and Industry about our recent trade delegation to Libya. The friendly political relations between our two countries are now being consolidated and deepened through trade. We look forward to South African companies and Libyan entities bridging our continent from North to South in concrete expressions of African unity.

My Brother Leader, I know that in the abstemious conditions of the North African desert it is not the custom to propose a toast. We are, however, overwhelmed by at last having here on this southern tip of Africa one of the revolutionary icons of our times.

I shall therefore take the liberty to invite our guests to rise and raise their glasses with me in salute to Muamar Qaddafi, our Brother Leader of the Revolution of the Libyan Jamahariya, and to growing friendship between the people of our two countries.

Issued by the Office of the President, 13 June 1999

Ja skål på det for han er en af vor egne, en rigtig guttermand og så fager så han ud. Og så giver han nok en mindre massakre til at gå hjem på. Med bl.a. den tale fik Mandela lempet Libyen tilbage som en del af “verdenssamfundet” (som dækker over de herskende moralske vinde, som realpolitikken dikterer dem). Og hvad skal man mene om at Libyen senere endda fik formandsskabet for FNs menneskerettighedsråd (mens Zimbabwe overtog ledelsen forbæredygtig udvikling!). Hvad skal man i det hele taget med omverdenens fordømmelse af ens renome når nu omverdenen er så fordømt?

Christian Kock og Rune Engelbrecht i deres respektive omvendte verdener

Diverse — Drokles on February 15, 2011 at 6:03 pm

Mit klare indtryk er at Politiken er en magnet for folk, som stiller alt på hovedet., Da det samtidig også er en moraliserende avis bliver den også en magnet for moraliserende folk. Og kombinationen af moralister, der vender alt på hovedet er selvfølgelig hyklere. Her er en lille smagsprøve på Rune Engelbrecht Larsens univers, som det tegner sig på hans blog på Politiken

Særlig frastødende har det været at se Mubaraks rigtige venner, Berlusconi, Netanyahu og Fogh falde de egyptiske demonstranter i ryggen. Israel har sågar udtrykt bekymring for den begyndende vestlige kritik af Mubarak og ligefrem advaret imod, at det kan skræmme Vestens saudiarabiske allierede (Haaretz, 31.1.). Italiens premierminister har pustet Mubarak op til »den viseste mand og et præcist referencepunkt« (Reuters, 4.2.). Og i stedet for en utvetydig opbakning til demonstranterne har NATO’s generalsekretær, Danmarks tidligere statsminister og store krigsmanipulator, Anders Fogh Rasmussen koncentreret sig om sin frygt for »stabiliteten i regionen« (Politiken, 8.2.).

Som en læser minder om så havde Mubaraks regime en helt anden legitimitet i Engelbrechts øjne under Muhammedkrisen. Her var Engelbrecht meget fortørnet over Foghs håndtering af de 11 ambassadører (åh, kan de huske dem? Minder, minder…), der under et tyndt påskud af at ville dialoge, med vilje brød den diplomatiske protokol og gik uden om Udenrigsministeriet og grundlæggende kun havde krav om statslig intervention mod folkets frie ytringer. Dengang lød det fra Engelbrecht

Samtaledemokratiet omfatter åbenbart ikke muslimske ambassadører.

Statsministerens arrogante afvisning af ambassadørernes anmodning om et møde og hans manipulatoriske fremstilling af indholdet af deres brev såvel som af deres senere forklaringer bør få konsekvenser. At han tilmed har fortiet en klar advarsel om en eskalering af konflikten, forværrer kun det, der kan gå hen og blive Anders Fogh Rasmussens »Tamil-sag«.

Ambassadørbrevet advarer som nævnt om »reaktioner i islamiske lande«, og få dage senere advarer egypterne direkte om »en mulig eskalering af problemet« over for den danske ambassadør i Kairo, som det fremgår af en egyptisk regeringsredegørelse fra februar (jf. Politiken, 18.2.2006).

Ved flere lejligheder bliver det skåret ud i pap for statsministeren, hvor let sagen kan afsluttes uden implikationer for ytringsfriheden eller pressefriheden, men hver gang nægter han fuldkommen at forholde sig hertil.

Den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attiah tydeliggør allerede den 29. oktober, hvad hun helt konkret anbefaler: »Den Egyptiske Ambassade opfordrer indtrængende den danske regering til at behandle denne sag med større alvor, så en eskalering kan undgås, og forventer, at den i det mindste vil udsende en erklæring, der bekræfter dens misbilligelse af sådanne tegninger og enhver krænkelse af islam.« (Berlingske Tidende, 29.10.2005). Det samme siger en egyptisk embedsmand til den danske ambassadør i Kairo, da han i slutningen af oktober ekspliciterer, hvilken reaktion man efterlyser, »for eksempel gennem en officiel erklæring, der fordømmer hån af islam eller af profeten«.

Osv ad den dur. Ak ja det var dengang, hvor Mubarak stadig var fornemt medlem af Socialist International sammen med Anker Jørgensen, Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thornings Schmidt. Sådan er det altså ikke i dag, hvor hans overskrift hedder “Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh og co” uden smålig skelen til at stater har interesser, mens politiske partier har ideologiske fælleskaber. Men nu, hvor nogle ægyptere har delegitimeret det regime, hvis krav man dengang skulle efterkomme er rollerne byttet om. Men Engelbrecht er stadig den der røgter de forsmædelige for det er hans ret.

I 2006 kom Engelbrecht med sit afgørende argument for at bukke sig for diktatorens krav

Tværtimod kritiserer Anders Fogh Rasmussen oven i købet de 22 danske ex-ambassadører for dårlig timing, da de i et åbent brev i Politiken den 20. december kritiserer hans håndtering af sagen, fordi statsministeren vuderer, at konflikten er ved at være forbi.

Et fatalt dømmekraftssvigt på baggrund af tre måneders permanent eskalering af et ildevarslende konfliktscenario.

Anders Fogh Rasmussen har dermed fastholdt en meget alvorlig skævvridning af sagen siden midten af oktober, skønt han bliver advaret om en eskalering af krisen og ultimativt en handelsboykot uden på ét eneste tidspunkt så meget som at lytte til, hvad de muslimske ambassadører har på hjerte.

Resultatet kender vi, da amokløbet begynder i slutningen af januar. Hvad man end mener om Jyllands-Postens aktion, og hvor urimelig overreaktionen end bliver fire måneder efter tegningernes offentliggørelse, så er det statsministerens manipulatoriske fortielser og fordrejninger igennem tre måneders intens krise, der resulterer i den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstids historie.

Hensynet til fred og stabilitet! Følgerne kunne være katastrofale, “den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstids historie“. Det var Foghs svigt at han ikke prioriterede dette højere end lands lov og ret - og vores selvhævdelse.  Men hvad siger Engelbrecht nu?

Nej, det er ikke mellemøstlige menneskerettigheder, der står øverst på listen over vores udenrigspolitiske krav, men mellemøstlig stabilitet. Ganske vist forærer Vesten da også nogle millioner til NGO’er og oversætter en tekst eller to om ytringsfrihed til arabisk, men samtidig kaster vi milliarder i grams til opretholdelse af stabilitetens autoritære og militære status quo.

Det er nemlig stabile diktatorer, der holder olien flydende og oliepriserne i ro. Det er stabile diktatorer, der fastholder den bekvemme illusion om islams uforenelighed med menneskerettigheder, og det er stabile diktatorer, der tilbyder os flybaser og lukrative handelsaftaler.

(…)

Og måske kan egypternes udholdenhed vise sig stærk nok, trods diktaturets pinagtige samarbejdspolitikere som Berlusconi & Fogh, hvis stupide statements i påfaldende grad ligner Mubaraks & Suleiman virkelighedsfjerne taler om deres selvlegitimerende ’stabilitet’.

Nu er ønsket om stabilitet pludseligt stupidt. Også selv om indsatsen er noget højere i denne krudttønde af en region. Men alt er omvendt i Engelbrechts verden, hvor det tilkommer hyklerne at beskylde alle andre for hykleri. Vi må ikke stå på vores rettigheder, men skal underkaste os andres er den eneste røde tråd i Engelbrechts vulgærpolitikenske univers. Gennem selvmodsigelser får Engelbrecht altid skurkerollen placeret det samme sted, som her

Overdrivelser af Det Muslimske Broderskabs ekstremisme og indflydelse på situationen i Egypten misbruges endvidere til at legitimere diktaturet, når Mubarak og hans venner i Vesten direkte og indirekte truer med, at Kairo i 2011 blot bliver en gentagelse af Teheran i 1979. Men hvis der er en parallel, består den i Vestens manglende selverkendelse efter den fatale støtte til Irans Shah, Mohammad Reza Pahlavi, der ‘gentages’ i en alt for langvarig og hjertelig opbakning til Mubarak & Suleiman, der har knust kritikere og drænet deres eget land for hundreder af milliarder kroner.

Hvis nogen skubber arabere i armene på yderligtgående islamister, er det os.

Der er ikke noget islamistisk problem medmindre vi er skyld i det! Ja sådan går kabalen jo altid op for vi er skyld i alt dårligt også andres handlinger imod os.

Engelbrechts fanskare kan i samme faste skurkerollelogik selvfølgelig ikke have en en debat uden at flirte med antisemitismen forklædt som Israelkritik. En læser håber således at “hvis Israel kommer til at lide under det [en fremtidig ægyptisk antiisraelsk regering], så får de vel hvad de har fortjent, de er jo i grunden roden til alle urolighederne i mellemøsten“, et håb han senere trumfer med “Isralierne der breder sig som pest i mellemøsten, det er roden til alt ondt.“. En anden ironiserer bagvendt “At Israel er nervøs for, hvad demokratiet i Egypten kan føre til , er ummidelbart forståeligt ,når vi tager i betragtning ,hvad demokratiet har ført til i Israel.” Man skal nok kende segmentet Politikens logik for at finde meningen i det udsagn, men det må være noget med at man er imod Israels politik og derfor virker demokratiet ikke. En anden vinkel fra segmentet “Danmark bør følge Ægyptens demokratiske indstillede borgere og kræve at VKO går af, nu!“. Det er helt sort. Nok om dem.

Det rablende hykleri, som Engelbrechts har Politiken, som sagt en særlig forkærlighed for at bringe til torvs. Her interviewes professor i retorik Christian Kock, der pleonastisk mener at “Politikere er verbale svindlere

»Jeg vil have en bedre debatkultur. En måde at få det på er at påpege de uskikke, som forringer især den politiske debat. Ved at være mere på vagt kan journalister bedre slå ned på politikerne, så de ikke slipper så godt fra uskikkene, og vi borgere kan lade være at stemme på de mennesker. Vi har trods alt mange måder, vi kan signalere til politikerne, at når de ikke svarer på modargumenter, så gider vi ikke stemme på dem. Det, tror jeg, er et signal, som politikerne kunne forstå«.

Ok, lad os se på, hvad Kock mener er uskikke

For eksempel gør man, som Piet Hein siger: Man dutter folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå. Det kaldes at lave en stråmand, og så skyder man dem ned.

Jo det er vi jo enige i, men øjeblikket efter udtaler professoren

Derudover kan man indføje, at indvandrerdebatten har været præget af flere andre uskikke, som i særlig grad findes i den debat, og som ikke har været så udpræget i andre. For eksempel generaliseringer. Især har den indvandrerkritiske fløj været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere om befolkningsgrupper.

Ikke nok med at en den ene fløj har “været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere“, som jo ellers nok kandiderer det genereliserende så betegnes den også som indvandrerkritisk, fremfor indvandringskritisk. At dutte folk en mening på…

Jeg ved godt, at Søren Krarup ringeagter stort set alle andre end dem, der præcis mener som han. Men de humanistiske debattører ringeagter også ham. Lad bare begge parter beholde deres ringeagt, men det er med til at forgifte debatten, at de ustandseligt udtrykker den. Det er med til at skabe unødig polarisering, og det er med til at lede opmærksomheden fra problemerne.

Ja lad os endelig holde ringeagten tilbage for den skaber unødig polarisering og dum da dej

Anders Fogh Rasmussen sagde på et tidspunkt om indvandrerdebatten, at den er pæn og ordentlig, rolig og redelig. Det synes jeg også, den skulle være, men den udtalelse er Sadam Husseins informationsminister værdig! Det er fuldstændig latterligt at komme med den påstand.

(…)

Men nej, det har været elendigt siden midten af firserne, hvor den startede. Processen udviklede sig nok sådan, at Søren Krarup og konsorter begyndte med at udtrykke sig fuldstændig hysterisk omkring indvandrere.

Eller for at lade Politiken journalist skære det ud i pap

Kan der ikke være en grund til personfokus? Du nævner jo selv Søren Krarup ofte både her og i din bog.

»Måske har jeg nævnt ham lige lovligt tit, men han har været en fuldstændig dominerende faktor i indvandrerdebatten, som har domineret dansk politik i mange år. Han har været medskyldig i, at debatten er blevet så dårlig, som den er – blandt andet fordi han har gjort alle de ting, jeg kritiserer. Jeg synes, at i stedet for at respektere ham, så skal vi sige, at han har været til skade for indvandrerdebatten«

Når den store Kock bryder reglen er det fordi han har og er i sin ret. Alle andre og deres konsorter forgifter debatten med hysteriske og fuldstændig latterlige genereliseringer, som var de Saddam Husseins Informationsminister.

Ikke et relevant ord

Diverse — Drokles on February 6, 2011 at 4:12 pm

Ifølge Berlingske Tidende har Cepos regnet lidt på det underskud indvandrere fra underudviklede/muslimske lande og det er efterlønslavt - 16 mia. bobs. Eller med tidligere forskningschef i Rockwool Fonden Gunnar Viby Mogensens ord “...et beløb, der er større end Danmarks ulandshjælp“. Det er næppe den fulde omkostning, men alligevel et rimeligt beløb, hvis man tænker i retning af Folkeskole eller ventelister. Nuvel vi har et stort underskud, som blot bliver større med mere indvandring. Og reaktionerne fra Borgen?

Indvandrere skal i en periode arbejde for under efterlønnen [der menes mindstelønnen] for at sikre, at flere kommer i arbejde.

Sådan lød det fra finansminister Claus Hjort (V) i dagens udgave af Berlingske. Det forslag om en såkaldt indslusningsløn bakker de konservatives politiske ordfører Carina Christensen (K) nu op om.

Det skal fedt hjælpe. Især når det helårsvalgkampsførende Dansk Folkeparti der tilsyneladende er tavse i denne sag, tidligere har sagt nej til lignende forslag da “det var diskriminerende, og understregede deres frygt for, at det ville forringe danske arbejdsløses muligheder på arbejdsmarkedet. “. Og så bliver der ikke pølser  af det skind for ifølge Jyllands-Posten er det også venstrefløjens frygt (bortset fra at det skulle ramme danskere selvfølgelig)

Alle skal behandles lige i det sociale system, mener SF, som derfor siger blankt nej til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forslag om at revurdere alle førtidspensionister med etnisk minoritetsbaggrund.

Der ligger hun på linie med Kristendemokraten

- Vi vil ikke skelne mellem nationalitet eller etnisk baggrund, når der skal tildeles førtidspension eller løn, siger partiets politiske ordfører Per Ørum Jørgensen, som er en del af den forligskreds, der forhandler førtidspension i øjeblikket.

Anders Samuelsen prøver lidt progressivitet og foreslår en ny indvandringspolitik med denne selvmodsigelse

- Det vil sikre, at det er de rigtige, der kommer til Danmark. Og så oven i købet uden at man skelner til religion eller hudfarve, siger Anders Samuelsen.

Religion er bare noget nogen leger. Ikke et eneste parti siger STOP! Ikke et eneste parti kræver repatriering. Ikke et eneste relevant ord fra Borgen.

Et snapshot af de sædvanlige stereotypiske forestillinger, der strømmer fra barerne

Diverse — Drokles on January 11, 2011 at 5:29 am

Følgende snapshot af vores møde med islam er det “sædvanlige stereotypiske forestillinger strømmer fra barerne“, som Jürgen Habermas argumenterer i en kronik i Politiken. Jeg ved ikke, hvor mange stereotypiske forestillinger  der kan strømme fra barerne i Syd Sudan, men her var der glæde over løsrivelsen fra det islamiske nord. Måske fordi sydsudanesernes erfaringer ligner de sædvanlige stereotypiske som Peter Nedergaard opridser på sin blog, hvor han ønsker tillykke med løsrivelsen

Det betyder, at Sydsudan kan komme til at leve efter egne lov og ikke med den konstante risiko for intimidering fra det islamistiske styre i Nordsudan, som i 1983 påtvang hele Sudan sharialoven. Det betyder også, at man undgår længere at have præsident Umar Hasan Ahmad al-Bash?r (fra nord og under international anklage for krigsforbrydelser) som statsoverhoved. Som de siger i Juba (hovedbyen i Sydsudan): “Næste gang, han kommer på besøg, sender vi ham tilbage med fly til Den Internationale Krigsforbryderdomstiol i Haag.”

Endelig undgår Sydsudans befolkning forhåbentlig flere myrderier, som i de seneste 20 års borgerkrig har kostet omkring to millioner (fortrinsvis sydsudanesere) livet.

Og som Berlingske Tidende gør opmærksom på i en artikel

Forfølgelsen af kristne i Egypten og i Irak er kun toppen af isbjerget. Overalt i de arabiske samfund foregår der en systematisk forfølgelse og diskriminering af de kristne. De fleste steder ikke så synligt som i Irak og i Egypten, hvor de kristne bliver myrdet gennem terroraktioner. Men det er et faktum, at antallet af kristne i den arabiske verden bliver mindre og mindre.

Jo, men det er jo så langt væk og de har jo heller ingen penge dernede (med mindre de altså skal på bar) og så bliver man jo frustreret. Der er intet, der kan retfærdiggøre myten om et generelt islamisk problem, der rækker udover de utallige ens enkelte socioøkonomiske geografisk bundne særtilfælde. Det er blot Sarkosy, der har været på bar når han siger at kristne mindretal i Mellemøsten er ofre for “religiøse udrensninger” som Jyllands-Posten fortæller og illustrerer med dette fordrukne eksempel

Franske efterretningskilder siger, at de har indledt en efterforskning, efter at en koptisk kristen kirke i Frankrig har modtaget trusler om et forestående terrorangreb.

Nårh ja, men det er jo bare et eksempel og det skal man ikke tillægge nogen værdi for eller konkluderer man hurtigt forkert, hvis sidenmanden rækker ud efter peanuts’ne mens han citerer fra Daily Mirror

MORE than 500 British Islamic extremists are planning terror strikes in the UK, according to secret figures obtained by the Daily Mirror.

Some of the jihadists, who are being watched by MI5 and counter-terror police, have already obtained bomb-making materials.

Logikken fra baren er jo åbenbart at islam skulle have problemer med sine omgivelser. Hvorfor ikke bare blande det sammen med forholdet til kvinder om man må spørge de sene gæster? For det kan vel være ideelt?

” Marokkanerne har tradition for at følge den gyldne middelvej, også når det gælder religion. Jeg synes, at vores familielovgivning er et godt eksempel på det. Det er stadig islam , der udgør rammen, men vi har bevæget os langt i retning af ligestilling.” Houda Zekri er marokkansk jurist med speciale i familielovgivningen, og så er hun stolt af at være marokkaner.

For ifølge hende anviser Marokko et eksempel på en måde at balancere mellem tradition og modernitet, islam og vestlig indflydelse på, som kan inspirere andre muslimske lande. Hun håber, at den reform af den marokkanske familielovgivning, som blev gennemført for seks år siden, kan danne model for andre mellemøstlige og muslimsk dominerede lande.

(…)

Sekulære feminister er generelt kritiske over for familielovens regler om arveret og polygami. En kvinde kan fortsat kun arve halvt så meget som en mand, og det er stadig muligt - omend besværligt - at indgå polygame ægteskaber. For Assiya er det imidlertid islamisk arvesølv, som ikke bør opgives.

” Som kvinde må jeg acceptere visse begrænsninger. Men islam giver mig også frihed, og vigtigst af alt beskytter islam familien,” siger hun.

(…)

Blandt andet på baggrund heraf vurderer [Pruzan-Jørgensen], at flere muslimske lande kan tænkes at gå samme vej som Marokko, når det gælder reformer af familielovgivningen: ” Vi kan ikke forvente, at landene i Mellemøsten får samme type ligestilling som i Danmark, hverken juridisk eller i praksis. De muslimske mellemøstlige samfund er dybt præget af en anden måde at tænke køn, ligestilling, individ, familie og frihed på, og religionen er stadig central for befolkningens selvforståelse og holdninger til de her spørgsmål. De sekulære kvindeorganisationer har kun ringe gennemslagskraft i den brede befolkning. Så den marokkanske løsning - en familielov baseret på islam , men med inddragelse af nye fortolkninger - kan meget vel blive vejen frem,” siger hun.

Se selv og den tankegang er ingenlunde en nedvurdering af kvinder eller vantro.

Police and social services have been accused of fuelling a culture of silence which has allowed hundreds of young white girls to be exploited by Asian men for sex.

Agencies have identified a long-term pattern of offending by gangs of men, predominantly from the British Pakistani community, who have befriended and abused hundreds of vulnerable girls aged 11 to 16.

Experts claim the statistics represent a mere fraction of a ‘tidal wave’ of offending in counties across the Midlands and the north of England which has been going on for more than a decade.

On-street grooming: CCTV footage shows Mohammed Romaan Liaqat and Abid Mohammed Saddique, who were jailed last year for a string of sexual offences in Derby, cruising the streets in a BMW

A senior officer at West Mercia police has called for an end to the ‘damaging taboo’ connecting on-street grooming with race.

Detective Chief Inspector Alan Edwards said: ‘These girls are being passed around and used as meat.

‘To stop this type of crime you need to start everyone talking about it but everyone’s been too scared to address the ethnicity factor.

‘No one wants to stand up and say that Pakistani guys in some parts of the country are recruiting young white girls and passing them around their relatives for sex, but we need to stop being worried about the racial complication.’

In a briefing paper, researchers at University College London’s Jill Dando Institute of Security and Crime Science concurred that victims were typically white girls while ‘most central offenders are Pakistani’.

The offenders were not viewed as paedophiles but had picked the girls ‘because of their malleability’.

Joeh, men de hvide konstruerer jo også de fremmede i et negativt modbillede. Islamisk lære, som vi måske kunne lære meget af opererer jo ud fra en præmis om at alle er muslimer og følger de samme frigørende forskrifter. Fra Avisen.dk

En alvorlig mangel på ligestilling mellem drenge og piger på den somaliske privatskole Calamus i København bekymrer Undervisningsministeriet i en sådan grad, at skolen sandsynligvis bliver lukket.

(…)

“Relationen mellem eleverne bar i alle de observerede lektioner præg af modvilje mod at samarbejde med det andet køn,” afslører Skolestyrelsen, der også dokumenterer, at undervisningen i flere fag sker kønsopdelt, og at eleverne ikke er vant til at samarbejde på tværs af køn.

Ubehag ved sport med modsatte køn

“Lærerne oplevede, at det var naturligt for børn at vise afsky for det andet køn, og at de værgede sig ved at arbejdesammen,” lyder det i rapporten.

“Drenge og piger udviste stor modstand overfor at skulle samarbejde,” står der videre.

Altså helt ærligt, det kommer til at lyde så negativt og stereotypt, man glemmer helt at der ingen tvang er i religion når man bare sidder og drikker. Fra Kristeligt Dagblad

En herboende kristen irakisk familie har i to uger modtaget truende telefonopkald om at konvertere til islam. Familien lever i frygt og aner ikke, hvem der står bag chikanen. Religiøse trusler har længe været kendt blandt konvertitter

(…)

Det er dog langtfra ukendt, at der kan trækkes tråde hele vejen fra Danmark til flygtningenes hjemlande, når det handler om religiøse trusler. Specielt for muslimer, der er konverteret til kristendommen efter deres ankomst til Danmark, kan det skabe fatale konflikter, fortæller både Mogen S. Mogensen, ekspert i konversion, Birthe Muck-Fairwood, leder af Tværkulturelt Center, og Massoud Fouroozandeh, tidligere muslim og nu leder af den kristne frimenighed Church of Love.

“Vi har flere medlemmer af menigheden, som er konverteret og efterfølgende er blevet truet. De personer, der er konverteret, kan også opleve, at deres familier i hjemlandet ringer og beder dem lade være med at konvertere, fordi familien er blevet opsøgt af personer, der truer dem med konsekvenser, hvis deres slægtning her i Danmark konverterer,” siger Massoud Fouroozandeh.

Arh, men det betyder jo ikke noget. Alt udjævner sig jo og det er jo blot i deres egne rækker det måske er således. Fra Daily Mail

The number of Muslim converts in Britain has passed 100,000, fuelled by a surge in young white women adopting the Islamic faith.

The figure has almost doubled in ten years – with the average convert now a 27-year-old white woman fed up with British consumerism and immorality.

The numbers, revealed in a study by multi-faith group Faith Matters, have led to claims that the country is undergoing a process of ‘Islamification’.

Der er vel næppe tale om en islamificering. 100.000 er da ikke så mange i så stort et land. Ellers burde man kunne regne på en fremtidig udvikling. Fra Gates of Vienna

Other annual changes to the population come from immigration and emigration. According to the latest estimates, more than 600,000 immigrants enter the UK every year. Figures for emigration vary, but seem to indicate that about 180,000 to 200,000 British citizens leave the country permanently every year. Both of these rates have been increasing over the past decade.

The big question here is how many of the immigrants are Muslims, and how many of the emigrant citizens are natives. One would assume that a large portion of the immigrants are Muslims: 50% seems a reasonable approximation. And it seems likely that most of the emigrants would be native Britons, escaping the conditions created in part by the massive influx of immigrants.

My scenarios employ a fairly cautious range of parameters for migration: between 250,000 and 350,000 Muslim immigrants every year, and 100,000 to 200,000 annual native emigrants.

Utilizing the above assumptions, I have devised three scenarios employing the following parameters to model future trends:

(…)

All three scenarios demonstrate that trouble is coming to the UK quite soon, even in the most optimistic scenario. In a generation or less Britain will see the kind of fiscal deterioration, civil unrest, and sectarian violence that one normally associates with countries such as Bosnia and Lebanon.

The fact that the natives will retain their voting majority for another forty years is not enough to prevent catastrophe, unless they begin voting as a bloc, and relatively soon. The main political parties are already thoroughly dhimmified, and this tendency can only be expected to intensify as the Muslim portion of the electorate grows.

Men England er jo, som gammelt koloniland i en helt anden situation. Fra Stockholm News

The Swedish population is increasing. At New Year there where 9 417 000 Swedes. This is an increase with 76 000 during 2010.

The increase is both due to high birth rates and a high immigration. During the whole last decade the birth rates went up and last year 116 000 children were born, a three percent increase compared with 2009.

Måske man alligevel trænger sig til lidt at styrke sig på? Mens alkohol endnu er tilladt.

Next Page »

without prescription online viagra
Monokultur kører på WordPress