Fordrukne Politiken

Diverse — Drokles on November 1, 2011 at 4:55 am

Mere EU, som svar på EU’s krise er en alkoholikerløsning. Politikens ledere råber efter mere EU, som svar på EU’s krise. “Trods tumulten er euroen stadig den bedste vej.” slår deres leder fra forleden fast, men det er værd at holde sig for øje at hvis EU ikke var i en krise ville Politikens og alle andre eurotilhængeres konklusion være den samme.

Nu, hvor krisen har bidt sig fast, har vi ikke råd til at ignorere, at vores indflydelse på Europas økonomi nærmer sig nulpunktet.

For alkoholikeren er alle lejligheder en lejlighed til at drikke. Og for EU tilhængeren bekræfter alt EU’s nødvendighed, selv dens egen krise.

Regeringscheferne i eurozonen nåede natten til torsdag frem til endnu en ’helhedsløsning’ på de mange indbyrdes sammenhængende økonomiske problemer i Europa.

Aftalen blev bedre og mere omfattende, end de fleste forventede, takket være det robuste politiske lederskab, som især den tyske kansler Merkel har udvist.

Gad vide hvor mange hjælpepakker man skal igennem før at man ser at man smider gode penge efter dårlige. Hjælpepakken over dem alle, som salige Saddam sikkert ville have kaldt alle hjælpepakkers moder er ikke nok ifølge professor Kenneth Rogoff

“Som jeg ser det, jubler markederne blot over fortsat at være i live. I løbet af ret kort tid vil usikkerheden begynde at vokse igen,” sagde Kenneth Rogoff, da han leverede åbningstalen ved en investor-konference arrangeret af medievirksomheden Bloomberg i New York.

(…)

“Helt grundlæggende ligner dette blot mere af det samme, hvor de har fundet en opskrift på at købe et par ekstra måneder. Det må være indlysende for alle, at euroen ikke fungerer, at den ikke er en stabil konstruktion,” sagde Kenneth Rogoff ifølge Bloomberg News.

Det er en bankerot - og der kommer flere

Gældssaneringen skal nedbringe Grækenlands bruttostatsgæld til 120 pct. af landets BNP i 2020. Og det er under alle omstændigheder ikke en tilstrækkeligt stor reduktion, lyder det fra Kenneth Rogoff, som henviser til, at lande historisk set kommer i problemer, når statsgælden overstiger 90 pct. af BNP.

Selvom den planlagte nedskrivning af værdien af græske statsobligationer rent juridisk formentlig ikke vil betragtet som en statsbankerot, så er det ifølge Kenneth Rogoff netop det, det er. Og Grækenland vil ikke blive det eneste euroland, der får eftergivet gæld.

“Jeg mener ikke, at der nogen tvivl om, at vi vil se flere bankerotter ud over Grækenland. Det interessante spørgsmål er, om alle landene i euroen vil forblive i euroen? Mit svar på det er nej,” sagde Kenneth Rogoff ved investorkonferencen.

Og Jyllands-Postens leder forholder sig da også mere skeptisk

EU’s præsident, Herman Van Rompuy, udtrykker stor begejstring over, at det dermed vil lykkes at reducere Grækenlands offentlige bruttogæld til 120 pct. af bruttonationalproduktet i 2020 - det dobbelte af, hvad der er tilladt for eurolandene. Dermed vil Grækenlands gældsbyrde til den tid være af samme dimensioner, som Italiens er i dag, og den betegnes som uacceptabelt stor.

Pudsig logik

At det kan udlægges som en sejr, at statsobligationer nu ved en politisk beslutning ikke længere kan betragtes som klippefaste investeringer, kan kun være udtryk for den særegne logik, der med stedse større hyppighed udgår fra Bruxelles.

EU’s redningsfond - den Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet - styrkes yderligere og vil fremover kunne disponere over 1.000.000.000.000 euro. En meget stor sum, men slet ikke nok, hvis tillidskrisen fortsætter, og Italien får brug for hjælp fra sine eurokollegaer.

Men den slags detaljer skal ikke ødelægge den gode stemning om det store projekt. I en ny leder skruer Politiken stemningen i vejret, nu polstret med nationalforagt

Det er, som om Danmark er på vej tilbage til en historisk misforståelse: at et stormvejr kan gå over Europa, uden at det behøver berøre os.

Aldrig har Jensenius’ berømte satire fra 1937 om Danmark som en lille plimsoller, der ubekymret vugger blidt på Europas oprørte hav, passet bedre på landets aktuelle stemning.

Vi hygger os i smug og glæder os over, at vi aldrig kom med ved det bord, som nu forpligter. Og vi gyser, når Tyskland insisterer på nødvendigheden af en tættere økonomisk koordination.

Historisk er det europæiske samarbejde et resultat af krise og krig. Nødvendigheden har tvunget selvbevidste og egoistiske nationalstater ind i et forpligtende samarbejde, som til gengæld har vist sig at danne grundlag for en enestående dynamisk økonomi og velfærdsudvikling.

Således blev dansk hygge umærkbart sat i forbindelse med krige, som Tyskland har startet, ikke ud af nationale, men imperiale drømme. Disse drømme knyttede sig snævert til totalitarismen og ikke demokratiet og frygten for gentagelse af fortidens krige hviler altså på et mærkværdigt grundlag. Realistisk kræver det et sammenbrud for europæiske demokratier, men dette ser ikke ud til at ske med mindre selvfølgelig som et resultat af et større politisk, økonomisk og socialt sammenbrud. Og her er EU mere problemet end løsningen, hvorfor netop det hele er bundet op på nationen Tysklands styrke og velvillighed. Så derfor konkluderer Politiken logisk at det vil være bedst hvis Tyskland fører os ud af krisen

Angela Merkel har omsider skåret igennem i den sydeuropæiske gældskrise.

Oven i købet på en måde, der viser konkret solidaritet med Grækenland og andre udsatte eurolande.

(…)

Merkel viser retning på en slagmark, hvor de fleste – og det gælder i lige mål politikere og spekulanter – for længst har tabt orienteringen. Hvis ikke Merkel, hvem så?

Storbritannien er kun modvilligt medlem af EU og holder sig ligesom Danmark uden for møntunionen – uanset at både briterne og vi høster alle dens fordele.

Lederskab skal der til. Gennem det hele advokeres selvfølgelig for traktatændringer efter devisen “Et stærkt EU er Danmarks bedste garanti for at kunne forblive sig selv.” Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Og hvis man virkeligt hader det man har kan det selvfølgelig også være lige meget, hvad man får. Men hvis ikke tysk hånd og halsret over vores økonomi er tilstrækkeligt er der heldigvis andre og ikke-danske muligheder, som BBC fortæller

The head of the eurozone’s bailout fund is beginning attempts to persuade China to invest in a scheme to help rescue member countries facing debt crises.

After meeting Chinese leaders, Klaus Regling said there were no formal negotiations and would be no deal now.

It is thought China may pay about 70bn euros ($100bn) into the fund, which is expected to be boosted to 1tn euros.

(…)

Beijing has made it clear that it will demand strong guarantees on the safety of any contribution it might make.

With more than $3tn in foreign reserves there are European hopes that China could ride to the rescue.

As the EU’s biggest trade partner Beijing would also be hard hit by any downturn in Europe.

But like other investors, China will want guarantees.

And Beijing may push for other concessions, such as market economy status - a move that would make it harder for European companies to press trade complaints against Chinese rivals.

(…)

“From China’s point of view, it’s cheap foreign aid. They’ll buy goodwill. I guess they’ll put up some money,” he said on BBC Radio 4’s Today programme.

“Me so horny. Me love you long time.” som en god ven tørt kommenterede Europas nye rolle i verdenssamfundet.

Wiki-leaks to the rescue of George W Bush?

Diverse — Drokles on October 23, 2010 at 10:17 pm

Under og umiddelbart efter Irakkrigen mindes jeg at høre Frank Aaen med følge gentage at krigen i Irak havde kostet 1.000.000 døde, hvoraf de fleste selvfølgelig var civile. Måske overdrev han de oplysninger han fik gennem Socialistisk Arbejderavis

Tidsskriftet The Lancet offentliggjorde 11. oktober en ny undersøgelse over antallet af dræbte irakere siden Irak-krigens start. De når frem til, at dødeligheden er steget fra 5,5 pr. 1.000 indbyggere før krigen til 13,3 pr. 1.000 i juli 2006. Den samlede overdødelighed er beregnet til 654.965 fra krigens start til juli 2006.

Undersøgelsen har en ret stor fejlmargin (mellem 392.979 og 942.636), men selv det laveste tal er langt over de tal, der hidtil har været offentliggjort. Og George W. Bush var da heller ikke sen til at afskrive rapporten som “utroværdig“.

Besættelsesmagterne har hidtil nægtet at udtale sig om antal døde irakere som følge af krigen. “We don’t do body counts,“ som general Tommy Franks sagde. Efter offentliggørelsen af den første Lancet-rapport begyndte George W. Bush dog at henvise til Iraq Body Counts tal, som er baseret på presserapporter, og derfor helt sikkert er kraftigt underdrevne. Deres tal er i dag mellem 43.937 og 48.783.

Men nu er Wikileaks kommet Bush til undsætning ifølge Danmarks Radio

Wikileaks’ offentliggørelse af knap 400.000 hemmeligstemplede dokumenter om krigen i Irak giver et fingerpeg om voldsomme civile tab.

66.081 civile har ifølge dokumenterne mistet livet i perioden fra invasionens start i marts 2003 og frem til slutningen af 2009. Det skriver den britiske avis The Guardians netudgave.

Tjah, han var måske ikke så stort et monster alligevel. Men Wikileaks lækker jo præcis kun Pentagons opgørelse, som Bush jo altså støttede sig til. Dødstallet var ikke overraskende ganske højt ifølge Guardian

The US figure is far lower than another widely quoted estimate of more than 650,000 “excess deaths” extrapolated on a different basis and published in a 2006 study in the Lancet.

A key example of the failure by US forces to record civilian casualties they have inflicted comes in the two major urban battles against insurgents fought in 2004 in Falluja. Numerous buildings were reduced to rubble by air strikes, tank shells and howitzers, and there were well-attested deaths of hundreds of civilians. IBC has identified between 1,226 and 1,362 such deaths during April and November. But the leaked US internal field reports record no civilian casualties at all.

One of the most publicised allegations was that a clinic in central Falluja was shelled on 9 November. Doctors claimed to international media that two strikes on the roof had killed scores of patients and staff. The IBC puts the total number of civilian deaths at 59.

The US military maintained these claims were “unsubstantiated”, and the leaked database does not record any civilian deaths in the logs of these incidents.

Skrækkeligt, men ikke nyt. Og ikke ligefrem alt sammen resultatet af koalitionsstyrker der bare skyder løs.

The logs record a total of 109,032 violent deaths between 2004 and 2009. It is claimed that 66,081 of these were civilians. A further 23,984 deaths are classed as “enemy” and 15,196 as members of the Iraqi security forces. The logs also include the deaths of 3,771 US and allied soldiers.

No fewer than 31,780 of the total deaths are attributed to the improvised landmines laid around Iraq by insurgents. There were 65,439 successful “improvised explosive device” (IED) blasts in the period, according to the logs, with another 44,620 IEDs found in time and disarmed.

The other major recorded cause of death is the civil war that broke out during the US military occupation. There are 34,814 victims of sectarian killings recorded as murders in the logs. The worst single month was December 2006 when 2,566 Iraqis were found dead.

Mestendels er der tale om irakere der myrder og torterer irakere, som de havde gjort så længe. Men nu kan de i det mindste stemme om det efter en have diskuteret det i det offentlige rum.

Orientalisme

Orientalisme, Pressen, islam — Drokles on May 23, 2007 at 3:46 am

Denne uges Weekendavisen var lidt bemærkelsesværdig idet to artikler handlede om det iranske styres Gerner-kampagne. Den ene stod at læse i sektionen Ideer og var skrevet af klamphugger og cand mag. i iransk og religionsvidenskab Mette Hedemand Søltoft. Den anden af den glimrende Pernille Bramming på bagsiden af 1. Sektion.

Mette’s artikel ser på pressen’s vinkel på historien om den eklatante og absurde kvindeundertrykkelse i lyset af svindleren Edward Said og hans løgneværk Orientalisme.

For snart tyve år siden skrev den nu afdøde historiker og litterat Edward Said Orientalism. Dengang skabte den en hed debat blandt journalister og forskere om et århundrede gammelt syn på den »anden«. I begyndelsen var det forestillingerne om »orientaleren«, der blev diskuteret, men snart blev mange andre kategorier inddraget: afrikaneren, grønlænderen, kvinden og så videre. Bogen udkom på dansk for fem år siden, og lektien er læst og vel dermed lært - og alligevel.

Ja alligevel. Orientalisme er falcificeret med et brag og man afslører sig selv som en, der mildest talt ikke kan tænke selv og som ikke engang har fuldt de sidste 20 års akademisk debat indenfor sit eget felt. I den optik falder hun altså over den overfladiske presse med en gennemgang af løjerlige og udokumenterede eksempler på undertrykkelse og stor variation af tal på anholdelser. Pressen er altså ukritisk og derfor skal man ikke tage emnet alvorligt, skønt Mette indfører et patetisk alibi-forbehold.

Mit ærinde her er ikke at overveje, hvorvidt det iranske politi opførte sig uacceptabelt, eller om det ikke er dybt provokerende for den iranske befolkning at blive irettesat på gaden. Min interesse skyldes alene undren over, hvordan så udokumenteret en nyhed kan tordne ind på samtlige store, vestlige medier.

Nyheden havde selvfølgelig et bizart element. Politibetjente går almindeligvis ikke rundt og retter på folks tøj og hår. På den led havde nyheden indbygget denne i sig selv attraktivt »skæve« vinkel, som enhver god journalist vil dreje halsen af led for at finde. Men den skæve vinkel blev ikke brugt til noget. Den var ikke et springbræt til at fortælle om styret, unge i Teheran, mode, hvad som helst. I ingen af de omtalte medier, bortset fra Der Spiegel, var der tale om uddybende baggrundsartikler. I stedet var der tale om kolde og tørre »facts« om nogle politibetjente, der advarede nogle barberer. Hvordan kan sådan en nyhed få lov til at stå alene?

Fair nok, pressen har tendenser til at løbe med halve vinde. Iran er imidlertid et lukket land, som det hedengangne Sovjet, så en del rygter må man påregne. Men da det er en årligt tilbagevendende begivenhed og styret i sig selv er bizart kan man ikke bare forkaste den grundlæggende historie fordi den kommer i en sensationslysten form. Man kan heller ikke konkludere som hun gør

Edward Said ville nok ikke have været i tvivl. Nyheden var kun mulig at viderebringe i så ugennemarbejdet form, fordi der i forvejen eksisterer en kolossalt stor, oplagret informationsmasse om Iran og Mellemøsten. En viden, skriver han, som er »et konstrueret kompleks af teori og praksis, og som mange generationer har ydet et betragteligt bidrag til.«

Et filter af allerede accepteret information, der gør, at journalisten slet ikke behøver at forklare sig, men trygt kan læne sig op ad århundreders underforståede information om emnet. Indbygget i dette kompleks af teorier, skriver Said, er der et latent modsætningsforhold mellem Østen og Vesten, som gennem tiden er blevet så indforstået, at det ikke længere »uophørligt behøver at blive forklaret.«

Svagheden ved Said’s teori kommer her blæsende for fuld styrke i den totale mangel på at forholde sig til virkeligheden. Alt er bare noget vi tror fordi det er en konstruktion og det kan man forvisse sig om ved at se det som en konstruktion. At påpege at Hitler startede 2. Verdenskrig er således ikke et udsagn med anden værdi end at den stempler en som den der kommer med den slags udsagn er logikken. Lad os få lidt mere med, det er ganske lærerigt.

Ifølge denne teori vil det bizarre og voldelige i denne nyhed derfor usagt kunne tjene til at beskrive modsætningen, nemlig den rationelle og fredelige del af verden, den som vi bor i. Det er øjensynlig også derfor, at nyheden uden overvejelser blev rubriceret i den kategori, der hedder »Menneskerettigheder« (modsat despoti) på hjemmesiden Iran Focus.

Men hver dag bliver vi bombarderet med nyheder om vold og terror fra Mellemøsten, og vi har derfor rig lejlighed til at bade os i modsætningerne, hvis det er det, vi vil. Hvad var det så med den her nyhed, der gjorde, at det lige var den, der hittede? For nyheden var blandt de mest læste artikler i Politiken, og på BBC kunne den konkurrere med alle andre verdensnyheder og lå mellem de fem øverste den dag. Jeg læste den selv som en af de første.

Hvorfor var artiklen om, at opbygningen af Irak var ved at smuldre, ikke den mest læste den dag? Jeg ved det, så snart jeg skriver det. For nok giver de mange nyheder om krig og vold fra Mellemøsten os et billede og en fornemmelse af, at vi bor i et fredeligt smørhul; men til gengæld giver den slags nyheder også én en følelse af magtesløshed og dårlig samvittighed. Især hvad angår Irak.

Det gør den her artikel om slør, hår og afsavede bryster ikke. Den er voldelig, men alligevel morsom, og den er absurd og angår kroppen. Antonymerne: fredelig, seriøs, nyttig og åndrig spejler os venligt i møde. Gustave Flaubert fra 1800-tallet kunne ikke have gjort det bedre.

Mette er cand mag. i iransk og man må gå ud fra at hun står i position, hvor hun netop kan fortælle os lidt om de faktiske forhold og rydde nogle af disse fordomme af vejen, men hun vælger hovent at holde sit lys under skæppen. Der er Pernille Bramming mere fokuseret på de reelle problemer, frem for forkælet akademiseren.

DET store, tykke, sorte tørklæde er emblemet for den Islamiske Republik Irans magt. Så længe kvinderne bærer dette, så længe er de i regimets vold, underkastet, adlydende. Men det holder hårdt. Langsomt men sikkert har de iranske kvinder gennem årene tilkæmpet sig bidder af personlig frihed ved at sætte tørklæder og påbudte »frakker« på krymp og skrue op for farvepaletten.

Det er en torn i øjet på et regime, der mere og mere desperat kæmper for at holde sig ved magten. Derfor beordrede præsident Ahmadinejad i begyndelsen af april en »kampagne« for »korrekt islamisk påklædning«. Det er denne kampagne, fotografierne her på siden viser glimt fra.

Samtidig tager regimet også andre voldelige og undertrykkende midler i brug for at skræmme og true den mere og mere aktive kvindebevægelse til tavshed og passivitet.

Under retssager mod seks af landets mest fremtrædende kvindesagsaktivister i sidste måned besluttede dommerne, at de havde gjort sig skyldige i »handlinger mod staten«, »at true national sikkerhed« og »hemmelige aftaler og møder om at sætte den nationale sikkerhed i fare«. Selv siger de, at de havde arrangeret og deltaget i en lovlig og fredelig demonstration i Teheran for ligeret mellem mænd og kvinder i juni sidste år.

De seks kvinder blev idømt fængselsstraffe på mellem ét og fire år, heraf mellem et halvt og helt år ubetinget. Nu er de løsladt mod kaution og afventer udfaldet af appelsagerne.

De hårde domme afspejler hvor undergravende, regimet anser kvindekampen for at være, og hvor meget det frygter dens voksende appel - hos både kvinder og mænd.

Og efter eksempler der er velunderbyggede kommer Bramming med et større og meget interessant perspektiv

I samme periode er kvindernes gennemsnitlige alder ved indgåelse af første ægteskab vokset fra 14,4 år til 20,2 år, ligesom andelen af kvinder, der kan læse, er vokset dramatisk: I 1966 kunne 42,8 procent af kvinder i byerne læse, mens bare 3,1 procent på landet kunne. I 1996 var tallene henholdsvis 93,4 procent og 76,6.

Dertil kommer, at et voksende antal kvinder forbliver ugifte. Hvor det i 1966 kun var 1,7 procent af iranske kvinder i alderen 30-34 år, der aldrig havde været gift, er tallet i dag 9,3 procent, et tal der i praksis har større tyngde, fordi alderspyramiden har ændret sig, således at der i dag er forholdsvis flere kvinder i alderen 30-34 år, end der var i 1966.

Det er konsekvenserne af disse kolossale omvæltninger, vi i dag bevidner, når veluddannede og erhvervsaktive kvinder, der er blevet gift i en voksen alder og kun får to børn - eller slet ingen - går på gader og stræder og protesterer mod arkaiske love, der sikrer mændenes overherredømme.

Søndag var historien så i TV2 nyhederne og her kunne man se et par videoer fra U-tube, der mere end understregede alvoren såsom

DENNE HER

[youtube]0Kc4dTfC2dE&NR=1[/youtube]

Eller DENNE HER

Og der er flere links fra de sider. Fordi Iran er et lukket land bliver det lettere at negligere styrets grusomhed for de der forsvarer tyraniet af ingen anden grund end at det ikke er vestligt. Det samme gjorde sig gældene for Sovjet. Stalins ord om at et dødt menneske er en tragedie mens 1.000.000 døde er statistik er uhyggelige i sin sandhed, men flere billeder vil sætte apologeterne under pres. For det er alvor og det skal ses. Her er virkeligheden og ikke bare Saids ondskabsfulde teori om »et konstrueret kompleks af teori og praksis, og som mange generationer har ydet et betragteligt bidrag til.« De kvinder der sidder i mange år i de iranske fængsler er ikke vestlig forestilling.

Men lad mig slutte med en oprejsning for menneskets værdihed. Dette er angiveligt en kvinde der ikke vil finde sig i at blive irettesat af burkapolitiet.

BRAV KVINDE

You go girl! Og det kvindelige iranske politi skal man ikke spøge med. Klik nu på linkene, det er gode billeder.

Det er synd for muslimer

Diverse — Drokles on January 27, 2007 at 4:33 pm

I Kristeligt Dagblad kan man under overskriften “Muslimer er altid skurke i film” læse

Vestlige film fremmer negative stereotyper om muslimer. Alt for ofte optræder muslimerne som skurke, klager en muslimsk interesseorganisation nu.

– Muslimske good guys eksisterer simpelthen ikke på film i Vesten, siger Arzu Merali, der er medforfatter til en rapport, som den Islamiske Menneskerettighedskommision i Storbritannien har udsendt.

Ifølge rapporten spiller film en afgørende rolle i skabelsen af et grimt og overdrevet billede af muslimer. Kommissionen baserer sin konklusion på interview med næsten 1250 britiske muslimer. Af dem fandt 62 procent, at filmmediet generelt er “islamofobisk”, og 14 procent af dem kaldte filmbranchen for “racistisk”.

Lidt fascinerende at se hvordan 62% af 1250 britiske muslimers mening bliver til en sandhed i sin egen ret. På samme måde må sandheden om muslimers tilstedeværelse i de vestlige samfund også beviseligt være et problem for demokratiet fordi vi nu er mange der mener det.

– Film fra både Hollywood og Storbritannien har bidraget til en dæmonisering af muslimer. Vi bliver fremstillet som voldelige og tilbagestående, og det forstærker de eksisterende fordomme, siger Merali.

– Det går helt tilbage til før angrebene på USA den 11. september 2001, fortsætter han.

Rapporten retter en anklagende finger mod film fra så langt tilbage som 1981, for eksempel “Jagten på den forsvundne skat”. Her er eksempelvis “de kulturelle stereotyper og scenarier fuldstændigt åbenlyse”. Reuters

Man kan lære meget fra film. Sandheden er at skurke ofte også er muslimer i virkeligheden. 11. September var således et muslimsk angreb såsom 95% af al terror der begås i verden. Ydermere er muslimske lande rædselsfulde at bo i, selv for muslimerne der flygter fra dem i hobetal. 1.000.000 muslimske kvinder myrdes hvert år af muslimer og pædofili er ikke forbudt i noget muslimsk land. Sådan kunne man blive ved og det er næsten ubærligt, hvad statsinmstitutioner som DR og BBC også mener og derfor lyver, hvor de kan slippe afsted med det.

I øvrigt er skurkene i “Jagten på den forsvundne skat” ikke muslimer men tyskere og en arrogant franskmand ved navn Belloq. Heltens ven er den ægyptiske Sallah der repræsenterer anstændighed og gammeldags dannelse.

islam4kids.jpg

En dejlig kultur

Diverse — Drokles on December 16, 2006 at 2:34 am

De mennesker der mener at DF har et problematisk menneskesyn, hvad får de ud af en sådan nyhed? Fra DR (set via Polemiken):

Ti millioner pigebørn er blevet dræbt af deres forældre i Indien inden for de seneste 20 år. Det siger en indisk minister, som betegner det som en national krise.

Hver dag fødes der officielt 7000 færre piger, end drenge i Indien. Myndighederne mener, at pigerne bliver dræbt, når deres køn er fastslået enten i form af en abort eller umiddelbart efter fødslen.

Pigebørn ses som en belastning i mange familier, fordi det stadig er sædvane at betale brudepris til gommens familie.

Mænd ses desuden som dem, der får lønnen i hus og socialt er det ikke accepteret at kvinder uddanner sig og søger et job.

Indiens udviklingsminister, Renuka Chowdhury, fortæller til Reuters, at det er børnenes egne forældre, der slår pigerne ihjel.

- I nogle stater bliver nyfødte piger slået ihjel ved at hælde sand eller tobaksjuice ned i deres næsebor, siger hun.

Renuka Chowdhury forklarer, at det allerede sker i det øjeblik, hvor den nyfødte for første gang åbner munden for at skrige.
- De putter sand ind i deres næsebor så det kvæles og dør, siger hun.

Det gode ved inderne er, at de trods alt prøver at se deres egne mangler i øjnene. Denne trang til modernisering er en arv fra det engelske kolonistyre. Hos andre må man bare gisne og gisninger rejser ingen kritik. Fra det nedlagte Platform:

Kulturer er mange ting

Det muhammedanske menneskesyn er skam en alvorlig og meget virkelig ting. Ifølge FN magler der 200.000.000 (200 millioner) kvinder i denne verden. Når man har filtreret dødstal for alskens ting mennesker kan dø af, såsom krig, sult, epidemier, vuggedød, naturkatastrofer og så fremdeles, fra det antal kvinder, der ifølge fødselstallene burde være til stede i Verden, mangler der altså 200.000.000 kvinder. De er altså døde af noget som der kun rammer Kvinder. 80.000.000 kvinder kvinder, af de 200.000.000 er blevet sorteret fra på fosterstadiet for at undgå medgiftsudgifter og deslignende. Resten, 120.000.000 er døde efter fødslen og det er af vold, vold mod kvinder!

Ikke overraskende ser FN en klar sammenhæng mellem kvinders status i samfundet og så den vold der begås mod dem. Jo lavere rangerende (dvs, jo tættere deres status er på geders) jo mere vold bliver de udsat for. Jeg tror alle er med på den logik. Og ingen steder er kvinder dårligere stillet end i muhammedanland (se hvor jeg respekterer deres ide om Umma, det skal nemlig ikke hedde sig).

Denne vold er typisk medgiftsdrab (svigermor(d) hælder benzin ud over den unge kone der sidder ved ildstedet eller mændene i familien banker hende simpelthen ihjel med deres bare næver), æresdrab (her er kniven meget populær men kun fantasien sætter grænser) eller bare vold fordi man ikke ser kvinden som menneske og hvad skal man ellers lave når der ikke er Ramadan.

Lad os lave et lille regnestykke. Jeg kan godt lide runde tal, så der bliver rundet af i det følgende. Vi starter i det flinke hjørne; halvdelen af 120.000.000 kvinder, dem der blev myrdet efter fødslen, antager vi mangler i den muslimske verden; altså 60.000.000 kvinder. Det er i hvert fald ikke i Vesten de mangler, og mon ikke inderne og kineserne især bruger semiforebyggende teknologi (aborter) til at undgå de skrækkelige hunkønsvæsner.

Hvis vi er frække, sætter vi gennemsnitslevetiden i muhammeddanerland til 60 år (den kan ikke være meget højere, med den indstilling til menneskeliv) hvilket giver et årligt myrderi på 1.000.000 kvinder. Ja! en rund million.

Man kan også regne det ud på en anden måde. Vi ved at der er 1,5 mia muslimer i verden (det er et tal der er blevet repeteret en del i det forløbne år. Halvdelen af disse må være kvinder (nå ja, under halvdelen, men jeg er flink) altså 750 mio. Da der mangler 60 mio. er det tal 690 mio. Eller 8% af verdens muslimske kvinder . Eller hvis man stiller aller verden muslimske kvinder op på en række vil hver 15. plads være tom.

Men det stopper jo ikke engang der. For den vold der fører døden med sig dækker over en mere udbredt vold, der ikke fører døden med sig (på MEMRI er der et klip fra en udsendelse hvor den rare, og han virker virkelig rar, præsenterer forskellige stokke til at banke konen med). Og i tilgift er der alle de kvinder der frygter for deres liv og førlighed, hvis de ikke føjer sig. I det hele taget må det være forfærdeligt at fødes ind i en kultur hvor man som præmis er en belastning for familien.

http://www.jp.dk/login?url=udland/artikel:aid=3395070
http://memritv.org/Search.asp?ACT=S1

Fra østerland kom grusomme kulturer.

Arabiske kvinders trængsler - kultur! ikke religion

Diverse — Drokles on December 7, 2006 at 10:26 am

En gruppe mellemøstlige forskere har forfattet en diger rapport om arabiske kvinders situation. Det er selvfølgelig ikke opløftende eller overraskende læsning. Det er positivt at det overhovedet kunne lade sig gøre for arabere at rejse dette emne og man kan ikke fortænke forskerne i at tage en del politiske hensyn i deres arbejde, hvilket jeg synes at deres rapport bærer meget præg af, som jeg forstår den via Berlingske Tidende:

Et hav af både mandlige og kvindelige forskere og intellektuelle fra forskellige lande i den arabiske verden har bidraget til rapporten, der blandt andet konkluderer, at det ikke kun er et personligt problem for den arabiske kvinde, at hun må leve et liv i ufrihed. Kvindeundertrykkelsen er ganske enkelt »en hæmsko« for udvikling i det stagnerende Mellemøsten.

»Fuld deltagelse og sikrede rettigheder til kvinder - som borgere, forbrugere, mødre og søstre - er en måde, hvorpå vi kan styrke de arabiske lande, og en opgave, som vil medføre, at den arabiske verden opnår større velstand, større indflydelse og en højere grad af menneskelig udvikling,« siger Kemal Dervis, der som den øverste chef for FNs Udviklingsprogram UNDP, har støttet den ny rapport økonomisk.

Kemal Dervis er i øvrigt tyrker og landets tidligere, succesrige finansminister, og han har således en del erfaring med de problemer, som det kan give at kæmpe for kvindernes rettigheder i et muslimsk samfund.

Ifølge rapporten har kvindernes manglende ligestilling ganske vist ikke noget at gøre med islam som sådan, men derimod med bestemte fortolkninger af islam. Under alle omstændigheder kan det konstateres, at kvinderne i det ikke-arabiske Tyrkiet har større muligheder for et ordentlig liv end deres medsøstre i den arabiske verden.

Det undrer mig til stadighed, hvorfor man aldrig kan bebrejde islam noget som helst. Hvis der er noget galt i den islamiske verden, så skyder man først skylden på mennesker og hvis det ikke er tilstrækkeligt så må man skyde skylden på kulturen. Islam er altid fredet. Så meget for selvkritik, der er altid plads til den ydre faktor; Vesten.

Kravet om demokratiske reformer til fordel for den arabiske kvinde kommer ikke mindst udefra. Fra vestlige regeringer og fra menneskerettighedsorganisationerne. Og det virker ofte stik mod hensigten, forklarede en af rapportens hovedforfattere, Nader Fergany, da han for en uge siden var i København for at varme op til rapportens internationale offentliggørelse.

»Konservative kræfter har stemplet kvindekampen som noget, der påføres af Vesten. Kampen må føres indefra,« siger Nader Fergany, der er leder af en egyptisk tænketank.

Det udefrakommende pres fra Vesten har således i visse tilfælde ført til en svækkelse af lokale arabiske fortalere for kvinders rettigheder. De karakteriseres som vestlige sympatisører på et tidspunkt, hvor der i forvejen hersker stærke anti-vestlige holdninger i den arabiske verden.

Rapportens forfattere er dog ikke enige om, hvad de vestlige regeringer så skal stille op med det dilemma, det er, at deres pres for kvindernes ligestilling i den arabiske verden risikerer at virke mod hensigten.

Så lad dem for helvede sejle i deres egen sø af pis! Ikke nok med at Muhammedtegningerne kunne bruges af de reaktionære kræfter, der af diverse apologeter bliver betegnet som et mindretal skønt deres præk ser ud til at have en ualmindelig stærk klangbund, men også hjælp til reformister fra menneskeretsidioter kan bruges mod os. Endnu engang: Det er ikke noget vi gør der hidser dem op, det er hvem vi er: Vantro!

En simplere gennemgang af kvinders situation i den muslimske verden (for det er det der er tale om. Det er ikke blandt de kristne eller jøder man finder denne undertrykkelse).

http://monokultur.dk/index.php?s=1.000.000

Fra det lukkede Platform

Diverse — Drokles on November 10, 2006 at 4:44 pm

Ovre på Platform, er der en rystende postering. Blog’en er nedlagt og måske med god grund.

Kulturer er mange ting

Det muhammedanske menneskesyn er skam en alvorlig og meget virkelig ting. Ifølge FN magler der 200.000.000 (200 millioner) kvinder i denne verden. Når man har filtreret dødstal for alskens ting mennesker kan dø af, såsom krig, sult, epidemier, vuggedød, naturkatastrofer og så fremdeles, fra det antal kvinder, der ifølge fødselstallene burde være til stede i Verden, mangler der altså 200.000.000 kvinder. De er altså døde af noget som der kun rammer Kvinder. 80.000.000 kvinder kvinder, af de 200.000.000 er blevet sorteret fra på fosterstadiet for at undgå medgiftsudgifter og deslignende. Resten, 120.000.000 er døde efter fødslen og det er af vold, vold mod kvinder!

Ikke overraskende ser FN en klar sammenhæng mellem kvinders status i samfundet og så den vold der begås mod dem. Jo lavere rangerende (dvs, jo tættere deres status er på geders) jo mere vold bliver de udsat for. Jeg tror alle er med på den logik. Og ingen steder er kvinder dårligere stillet end i muhammedanland (se hvor jeg respekterer deres ide om Umma, det skal nemlig ikke hedde sig).

Denne vold er typisk medgiftsdrab (svigermor(d) hælder benzin ud over den unge kone der sidder ved ildstedet eller mændene i familien banker hende simpelthen ihjel med deres bare næver), æresdrab (her er kniven meget populær men kun fantasien sætter grænser) eller bare vold fordi man ikke ser kvinden som menneske og hvad skal man ellers lave når der ikke er Ramadan.

Lad os lave et lille regnestykke. Jeg kan godt lide runde tal, så der bliver rundet af i det følgende. Vi starter i det flinke hjørne; halvdelen af 120.000.000 kvinder, dem der blev myrdet efter fødslen, antager vi mangler i den muslimske verden; altså 60.000.000 kvinder. Det er i hvert fald ikke i Vesten de mangler, og mon ikke inderne og kineserne især bruger semiforebyggende teknologi (aborter) til at undgå de skrækkelige hunkønsvæsner.

Hvis vi er frække, sætter vi gennemsnitslevetiden i muhammeddanerland til 60 år (den kan ikke være meget højere, med den indstilling til menneskeliv) hvilket giver et årligt myrderi på 1.000.000 kvinder. Ja! en rund million.

Man kan også regne det ud på en anden måde. Vi ved at der er 1,5 mia muslimer i verden (det er et tal der er blevet repeteret en del i det forløbne år. Halvdelen af disse må være kvinder (nå ja, under halvdelen, men jeg er flink) altså 750 mio. Da der mangler 60 mio. er det tal 690 mio. Eller 8% af verdens muslimske kvinder . Eller hvis man stiller aller verden muslimske kvinder op på en række vil hver 15. plads være tom.

Men det stopper jo ikke engang der. For den vold der fører døden med sig dækker over en mere udbredt vold, der ikke fører døden med sig (på MEMRI er der et klip fra en udsendelse hvor den rare, og han virker virkelig rar, præsenterer forskellige stokke til at banke konen med). Og i tilgift er der alle de kvinder der frygter for deres liv og førlighed, hvis de ikke føjer sig. I det hele taget må det være forfærdeligt at fødes ind i en kultur hvor man som præmis er en belastning for familien.

http://www.jp.dk/login?url=udland/artikel:aid=3395070
http://memritv.org/Search.asp?ACT=S1

Monokultur kører på WordPress