Nyt politisk parti ser dagen, og det er med fed streg under politisk, da islam jo ikke kan eller vil skelne mellem politik og religion. Dermed mener jeg på sin vis, at partiet har ret når det på sin Facebook side: http://www.facebook.com/group.php?gid=149513552209 skriver at det er et politisk parti. Men kun ud fra den anskuelse, at islam ikke er en religion, men en ideologisk bevægelse. Lidt besynderligt er dog påstanden; at partiet ikke er islamisk, ud fra devisen om at der ikke er nogen religion der hedder “muslim”.

Som græsrodsbevægelse er vi en folkelig bevægelse, og ikke et religiøst parti. Der er ingen religion der hedder “muslim”, men der er en masse mennesker der på baggrund af deres tro er muslimer.

Det ville svare til at lave et parti: Danmarks kommunister - men stædigt fastholde at partiet intet har med kommunismen at gøre. Noget barokt synes jeg…

I preamblen til deres partiprogram får vi at vide, at danskerne, og DF i særdeleshed, har ekskluderet muslimerne og at alle problemer bunder i diskrimination og måden vi omtaler muslimer på. Lige præcis denne måde at iscenesætte problemerne på går under betegnelsen “campusradikalisme”, dvs. en universitets-subkultur der udspringer fra multikulturalismen og hvis sprog er “politisk korrekthed”. Disse muslimer har hørt godt efter, da den akademiske venstrefløj udråbte dem til offergruppe numero uno.

MISSION:

1)
At sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse i dansk politik

2)
At skabe en tydelig, reel og samlet opposition der evner at vinde næste valg.

DET ER VORES KRAV AT EN SAMLET OPPOSITION KOMMER MED:

A)
Et udspil der sikrer at udgangspunktet for fremtidens politik i Danmark er respekt for det enkelte menneske og omsorg for menneskets trivsel.

B)
Et udspil der sikrer medindflydelse for ALLE borgere i Danmark og ikke går på at ramme minoriteter for at fiske stemmer fra majoriteter i samfundet.

C)
Et udspil der garanterer en reel ligestilling for alle hvad angår socialpolitikken, uddannelsespolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, retspolitikken og udlændingepolitikken.

Hvad menes der med reel ligestilling? Det eneste man kan stræbe efter er formel ligestilling. Selve menneskets natur afviser den reelle ligestilling. Danmarks muslimer går det totalitæres ærinde.

Vi forlanger samtidig at en samlet opposition erkender og respekterer at nutidens Danmark er et multikulturelt land, hvilket kræver at man tilrettelægger og gennemfører en politik der tager sit udgangspunkt i rummelighed og beskytter minoriteters interesser.

Vi vil generelt forholde os særdeles kritiske over for den tiltagende diskrimination der finder sted i Danmark og samtidig forlange at forskelsbehandling erstattes med ligestilling. Følelsen af ligeværd er en vigtig nøgle hvis man ønsker et velfungerende samfund hvor alle vil tage medansvar for at samfundet udvikler sig positivt. Vi skal alle kunne være glade for at bo i Danmark og vi skal alle kunne føle os inkluderede.

Av for satan! Sikke en ordentlig en på føleren. Når jeg hører den slags præk er det som om nogen hamrer mig i ansigtet med en jernstang.

Vi vil kunne se en tydelig forskel på den politik VKO fører i dag i forhold til det politiske udspil en samlet opposition melder ud.

S og SF kan godt ophæve deres “forlovelse” og gå ind arbejdet med at udarbejde et SAMLET udspil fra HELE oppositionen. Vi har ikke brug for at 2 partier fører blokpolitik internt i oppositionen.

Vi vil også gerne sende alle partier en hilsen og sige at det er slut med at muslimske medborgere leverer stemmer til partier som i løbet af en valgperiode medvirker til at gennemføre love der diskriminerer os eller etniske minoriteter.

Vi vil som sagt se tydelige forskelle på den politik der føres i dag og den politik oppositionen ønsker at føre.

Er forskellen ikke tydelig nok stiller vi selv op til et kommende folketingsvalg, og det skal ikke opfattes som en tom trussel fra vores side. Der er allerede for 1 uge siden afsendt en anmodning om godkendelse af partinavn og vælgererklæring, og denne er af Indenrigs- og Socialministeriet videresendt til behandling i Valgnævnet.

Gør det klart at “vores stemmer har en pris” - vi garanterer for at det kan betale sig at lære den sætning udenad!!

Den der hverken tager stilling eller melder ud får heller ingen medindflydelse - regn med at Danmarks Muslimer både tager stilling og melder ud.

Første stillingtagen og udmelding er et krav om at oppositionen samler sig og arbejder på et fælles alternativ til VKO-blokken. Vi har tænkt at invitere os selv til kaffe og en fornuftig snak på Christiansborg

ERKLÆRING OM STØTTE: Vi vil samtidig gerne helt klart melde ud at vi helhjertet påskønner og støtter op om det store arbejde som Danmarks Løver udfører for at sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse

Jeg undskylder for grammatikken, men det er altså ren copy/paste. Lad mig oversætte denne omgang paranoids sludder, socialistiske paroler, og mafioso-snak:

På gebrokkent dansk: Det er samfundets skuld!

Bemærk partinavnet; det hedder ikke “Danske muslimer”, og det er ikke nogen tilfældighed. Ummaen tager ikke udgangspunkt i noget geografisk lokale.

Dette er en fotodokument og et øjebliksbillede i valgkampen op til kommunalvalget 2009 på det gamle Københavns Universitet Amager. Objektet for denne fotoundersøgelse er valgplakater fra de forskellige partier. Metoden består i at fotografere alle plakater som jeg passerede.

Socialdemokratiets kandidat Anette er pænt repræsenteret. Der har været nogle flittige DSU’ere ude i sidste øjeblik. Det er måske også sidste øjeblik for det gamle parti, der kun har en vis moderlig omfavnelse at byde på. “Kom til mor!”

SF er stærkt repræsenteret med noget flere kandidater end Soc. dem. Naturligt går tendensen fra Socialdemokratisk metaltræthed over i en mere radikal udlægning af new labour, som også er mere ungdommelig og har “feel good” vibes. I stedet for det store partis absolutte pampervælde sættes i stedet det absolutte intelligensiavælde.

Den historiske videnskabelige fremmarch mod det socialistiske samfund befinder sig i terminalstadiet og er derfor afløst af en dyrkelse af forskelligheden og tolerancen som det absolutte toppunkt af rationalitet og menneskelig stræben. Radikal tolerance betyder implicit forkastelsen af alle absolutte værdier, og må qua sin egen logik føre til…

NIHILISMEN!

Den sande konsekvens af denne må man jo som rationelt menneske frygte.

Ok, nu er næsten 50% af befolkningen repræsenteret ude hos humanisterne, men hvad så med antallet af VKO valgplakater? Lad mig blot citere fra en eller anden film:

“A BIG FAT FUCKING ZERO!”

God valgaften.

Villy Søvndals og Helle Thornings stærke alliance har selvsikkert fremsat hoverende ultimata til Radikale Venstre om underkastelse af en hård kurs mod indvandrere og en mere marxistisk styring af statens finanser. Det har de kunnet gøre i overmodig forvisning om at udsigten fra tinderne af den Radikale moralske hest viser et endnu værre alternativ i det kryptofascistiske VKO. Men realiten er at de er tvunget af deres parlamentariske grundlags direkte fjendtlighed overfor de væsentlige mærkesager, som økonomi og indvandring til at stille ultimative krav for at stive troværdigehden af hos en opposition, der ligger underdrejet tidens realiteter. Og tvangshandlinger kan være en svær lidelse at leve et konstruktivt liv med.

Hvis man ser isoleret på Helle og Villy ser det umiddelbart ud, som en stærk genfødsel af oppositionen med en slagkraftig politik, der vil videreføre de gode sider af den siddende regeringspolitik blot mere sympatisk. Måske endda en politik, som vi kan være bekendt at vise i udlandet. De to partiledere passer endda ind i en Hollywood skabelon med en ældre erfaren herre, hvis furede ansigt er en skarp kontrast til den yngre flotte og selvstændige kvinde.

Men politik er ikke en Hollywoodfilm med en klar historie og en happy end og Villy er ingen Spencer Tracy. Snarere er politik en uendelig sæbeopera med vekslende seertal, hvor karakterer bliver skrevet ud og ind af historien alt efter deres bidrag til menagerierne. Elskede eller hadede skal karaktererne være tilstrækkeligt interssante, hvis man skal holde på seerne. Men de skal også være tro mod deres arketyper så den almindelige balance kan opretholdes i det samlede billede. Den altid gode Crystle kunne ikke bare hoppe i sengen med en hvilken som helst gammel mand uden at blive antaget for usympatisk golddigger eller en seksuel afviger (den rolle blev hurtigt optaget). Og Helle kan heller ikke uproblematisk hoppe ned i sengen til Villy, hvis hun skal tages alvorligt, som de første meningsmålinger også antyder. Men det kan man måske arbejde på med nogle stærke replikker og følelsesladede scener. Men selv om Helle og Villy fremstår sympatiske, folkelige og frem for alt forpligtede på deres genfødsel af en slagkraftig opposition ændrer det ikke ved fundamentet for deres magt.

Problemerne for Socialdemokratiet er de samme, som de længe har været, nemlig at det er to partier med en fælles identitet. Det ene parti er marxistisk og nymoralistisk med sværmerier til det, der populært betegnes kulturradikalisme. Det andet finder sit fæste i en mere diffus folkelighed, som Stauning i sin tid lancerede med Danmark for Folket (DF) samlet om et fromt ønske om at gå fremad i sang og fællesskab. Selv om ledelsen i Socialdemokratiet har lagt sin kurs efter det sidste er partiet på bagsmækken helt uregerlig og demostrerer noget nær kaotiske tilstande i det samlede parti, hver gang en ny omgang værdipolitik diskuteres. Overborgmesterkandidat i København Frank Jensen hilser Irans moske i København velkommen mens ungdomspartiet mener at skatteyderne skal betale for den kvindeundertrykkende propaganda og Folketingsmedlemmer vil skjule irakere i protest mod den lov Socialdemokraterne selv har lavet osv, osv. For slet ikke at tale om ledelsens egen slingrekurs i forhold til burkaer.

Socialistisk Folkeparti har grundlæggende samme problem med en udefineret vælgerskare, der for en dels vedkommende kan svinge mellem det socialistiske og det liberale. Men indtil videre har den finurlige Villy formået at blænde vælgerne i sin succes og valgt blot at tie stille om sin mening både til at flere i hans Folketingsgruppe ville lade hånt om lovgivningen og skjule irakere uden sagligt opholdsgrundlag og til burkaforbud.

Ægteskabet mellem Helle og Villy er altså problematiseret af især den socialdemokratiske families interne splittelse, som hænger, som en klods om benet når man skal overbevise vælgerne om sin flyvedygtighed. Hvornår modsætningerne viser sig i Villys familie er ikke til at sige.  Helle og Villys bedste samarbejdspartnere i økonomi og indvandring vil ironisk være at hente på den anden side af midten, hvilket i sig selv underminerer argumentet for et regeringsskifte. Og skønt nogle måske vil besynge et farvel til blok-politikken, som vi har lært den at kende (også tilbage under Nyrup for de der ikke har fortrængt det) vil det også betyde en svag og inkonsekvent regering og det er også svært at overbevise vælgerne om nødvendigheden af. Ved at gå Dansk Folkeparti i bedene understreger man at de er det nye midterparti.

Principielt kan Dansk Folkeparti støtte en Socialdemokratisk regering, hvis det skulle komme dertil, men det er for tiden ikke realistisk. Og især ikke med Socialistisk Folkeparti i sin nye rolle. Det vil give indentitetsproblemer at have tre partier, hvis slagnumre alle er stram indvandring og sikring af velfærd og føre til en kanibalisering af hinandens vælgere. Og for skatteyderne ville det blive ekstremt dyrt. Men mpske kunne man holde dem fast på den repatriering, som de alle har luftet tanker om? Dansk Folkeparti er i en nærmest perfekt symbiose med det liberale Venstre, som ganske vist ser ud til at være faldet helt i søvn under Løkke Rasmussens ledelse. Hvor Venstre kan slå på at liberalisere folks økonomi og handlefrihed kan Dansks Folkeparti garantere minimale konsekvenser for den lille mand på risten. Og begge partier kan overfor deres vælgere og de potentielle af slagsen pege på værre alternativer til venstre for midten og Dansk Folkeparti tillige til højre for midten, hvilket understreger deres rolle, som midterparti, som stopklods for en borgerlig slagtning af velfærdsstaten.

Problemerne i Helles og Villys økonomiske politik har endda også hurtigt vist sig. Forbundet af Offentligt Ansatte skød i ugens løb finanslovsudspillet ned og så kan man, som socialist ikke stå tilbage med færre venner. Men det er ikke det største problem. Ved valget skal Helle og Villy overbevise vælgerne om det ønskelige i at skatten kan og meget sandsynligt vil stige væsentligt. Men mere vigtigt især i en krisetid at overbevise om det fornuftige i det og her løber de to partier ind i et gevaldigt troværdighedsproblem, som Venstre og Konservative vil forstå at udnytte. Ved det seneste valg var socialisternes slagnummer en voldsom forøgelse af den offfentlige sektor ud fra devisen om at gode tider skulle kunne mærkes for den enkelte her og nu gennem velfærd. Udsynet var altså dengang, at opgang ikke blev afløst af noget i overskuelig fremtid. Selv om regeringen ganske vist ikke forudså krisen, som de er blevet bebrejdet at de burde slog de allerede dengang fast at alt, der går op også går ned og manede til rettidig omhu. Pengene kunne vi tidsnok få brug for. Da krisen kom har socialisterne svar været enorme hjælpepakker af penge, der ikke ville være til rådighed havde de vundet valget og som der nu endda ikke ser ud til at have været behov for. Nationalisering af banksektoren og beløning af virksomheder og erhvervssektorer uden levedygtighed er ikke en ønskelig fremtid for de ansvarligt tænkende vælgere. Det stærke angreb på regeringens økonomiske politik har således været ganske uovervejet og har båret præg af desperation over ikke at være et dueligt alternativ.

Den manglende økonomiske realisme har givet Radikale Venstre en tiltrængt ro og Vestager er da heller ikke gået i panik over de kradse ultimata fra Helle og Villy. Her ser man udover de umiddelbart store ord og istedet frem mod valget om et par år og har sindigt satset på at formulere en saglig økonomisk politik, der tager danskernes bekymringer om Danmarks fremtidige økonomiske sundhed alvorligt. Den linie vil i den kommende tid udhule fornuften i Helles og Villys økonomiske ultimatum, hvilket vil undergrave tilliden til den del af projektet. Men hvis det ultimatum droppes for at købe lidt tillid tilbage og Radikale Venstre bliver indviteret indenfor på det økonomiske område, der er selve kernen i socialistisk tænkning vil mistanken også opstå om at de efter et valg også vil blive indviteret indenfor når det gælder indvandringpolitikken. Den stramme indvandringskurs er jo ikke traditionel mærkesag for de to socialistiske partier, men sur parlamentarisk nødvendighed, der tydeligt for de fleste har aftvunget især Socialistisk Folkeparti en anden kurs. Og en sådan mistanke, som et ultimatum jo netop skulle mane i jorden vil tabe valget for dem. Danmark er ikke landet, der belønner ultimata.

Mehdi Motzafari advarer om det omtalte moskebyggeri i København i Jyllands-Posten

»Københavns Kommune og deres politikere er ualmindeligt naive og blåøjede, hvis de tror, at der er tale om 8bidrag fra private personer. Den iranske ambassade har været inde over processen, og derfor bliver resultatet 8ikke bare en moské, men et stort center under religiøst dække, hvor man vil se en masse aktiviteter, der kan knyttes direkte til Hizbollah i Libanon og det iranske styre. Det er i virkeligheden en gave til de folk, selv om de selv er med til at betale. København bliver et springbræt til andre steder i Europa, og jeg er overbevist om, at vi får både Hizbollah-folk, revolutionsgardister og iranske efterretningsfolk rendende rundt i centeret under dække af konferencer, kurser m.m.,« siger Mehdi Mozaffari.

»Det bliver en kæmpe opgave for de danske myndigheder at finde ud af, hvad der foregår. Hvad bliver der f.eks. undervist i? Og prøv at forestille dig, hvilken ballade det vil udløse, hvis man f.eks. siger nej til en konference?«

Alligevel fortsætter 180 Grader med at angribe Naser Khader for at være antidemokrat i deres leder under den uforskammede overskrift “Khader er en pinlig plet på det Konservative Folkepartis omdømme“, hvor

De lokale politikeres opgave er alene at tage stilling til, om der i henhold til planloven kan være indvendinger mod byggeriet, og planloven nævner intet om finansieringsgrundlag.

De Konservatives standpunkt, som formuleret af deres ordfører, er derfor - som også partiets københavnerformand, René Offersen, pointerer - at Københavns Borgerrepræsentation skal begå magtmisbrug og sige nej til et byggeri uden ringeste grundlag i de love, som politikerne er underlagt. Og i strid med landets grundlov, som i paragraf 67 garanterer borgernes “ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning”.

180 Grader overser i deres ideologiske rus at Byrådet først og fremmest skal varetage byens og borgernes interesser og derfor har rigeligt med hjemmel til at afslå fremmede magters propagandavirksomhed for så vidt, der er tale om det. Ellers ville det være en embedsmandafgørelse, der kun så på formalia. 180 Graders påstand om at man ved en afstemning i byrådet for eller imod et projekt kan stemme udemokratisk er helt ude i hampen.

At financieringen ikke står i planloven er jo uinteressant da Khader ikke har beskyldt dem for svigt, men for at være naive. Og der står Khader ualmindeligt stærkt for det Byråd, der burde kende sin by burde også undre sig over, hvorledes en religiøs minoritet med en virkelig antidemokratisk dagsorden pludselig stiller med en formue. Denne naivitet understreges ud i det absurde når Byrådet i lighed med 180 Grader fejrer denne gruppes antidemokratiske og kvindeundertrykkende propaganda, som et udtryk på mangfoldighed.

180 Grader kører altså linen ud og som med venstrefløjens hysterikere skrues, der blot op for perfiditeterne når nederlaget står for døren. Men det er ikke Khader, der er pinlig eller sunket dybt for han angriber ikke religionsfriheden, men forsvarer demokratiet mod diktatoriske staters propaganda. 180 Grader kan selv være pinlige.

En artikel i den svenske avis Afton Bladet har skabt en mindre krise mellem Sverige og Israel. Artiklen påstår uden nærmere dokumentation at Israel plyndrer tilfangetagne palæstinensere for organer og det har vakt så megen vrede i den israelske regering at den har krævet et indgreb og en undskyldning fra den svenske regering. Det er herhjemme overvejende udlagt som en svensk Muhammedkrise og følgeligt gjort til et spørgsmål om ytringsfrihed. Ingen af delene er helt præcist da det ikke drejer sig om meninger, men om påstande om israelsk subsidiært jødisk modus oprandi. Altså at en nation grundlæggende er udgjort af vampyrer.

Det drejer sig dog stadig om pressefrihed og uden større kendskab til svensk lov er der derfor næppe noget, som den svenske regering kan gøre, hverken fra eller til (Vi ser bort fra den svenske regerings ageren under Muhammedkrisen, hvor bl.a. en hjemmeside blev lukket for ikke at støde den islamiske verden). Og som med den danske Muhammedkrise kan den svenske regering i udgangspunktet heller ikke så godt melde ud om sine holdninger til artiklen da det vil danne præcedens for alle andre artikler, der ikke måtte hue denne eller hin regering eller interessegruppe.

Tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overvejer på sin blog Verden Omkring Danmark om bevæggrundene for den iltre israelske reaktion og finder frem til en presset regering, der forsøger at flytte fokus udadtil. Den israelske regering er fanget mellem Obamas krav om israelske indrømmelser i fredsprocessen på den ene side og et parlamentarisk grundlag af religiøse højrefløjsnationalister på den anden. Det får være, hvad det er, men Ellemann-Jensen er alligevel et besynderligt bekendtskab.

Artiklen virker tåbelig og urimelig – men det samme gør den israelske reaktion. Statsminister Benjamin Netanyahu forlanger officiel svensk fordømmelse af artiklen – og det har den svenske regering naturligvis afvist. Statsminister Reinfeldt minder om, at der er pressefrihed i Sverige – og udenrigsminister Carl Bildt forstår israelernes vrede, men peger på, at det ikke er hans opgave at anmelde artikler i svenske aviser. Og dermed burde der ikke være mere at sige i den sag – på regeringsplan.

(…)

Men det er nu engang en konsekvens af presse- og ytringsfrihed, at aviserne kan bringe de mest idiotiske artikler (og tegninger) inden for de meget vide rammer, der sættes af lovgivningen. Trykkefriheden er jo ikke ubegrænset, men det domstolene og ikke regeringerne, der skal afgøre, om disse rammer er overskredet. Sådan er det i Sverige, i Danmark – og i Israel.

Tåbelig og idiotisk var også Muhammedtegningerne i Ellemanns optik både dengang og nu, men de var ikke på nogen måde noget, der kunne betegnes, som defamerende overfor et folk, som de heller ikke bragte løgne til torvs. I Ellemann-Jensens verden er meninger og løgne åbenbart et fedt. Til gengæld er der klare linier når det drejer sig om en regerings kompetencer, som højst kan udstrække sig til at oplyse om det simple forhold, at det, hverken kan eller vil man røre ved. Det ville have været rart med den udmelding for et par år siden i stedet for at kræve redaktører fyret.

Men den israelske regerings vrede er måske ikke kun knytttet til interne politiske forviklinger, som Ellemann-Jensen med sit store og ikke-provisielle udsyn måske vil have os til at forstå. Myten om jødernes blodinjurier har gennem tusind år givet grobund for pogromer og er den dag i dag ganske udbredt i den arabiske verden. Det sidste Israel har brug for er vestlige aviser, der bekræfter disse afsindige påstande og giver en falsk validitet til det allerede voldsomme had mød jøder. Fra EISCA

The Blood Libel is one of the oldest antisemitic charges against Jews: the accusation that Jewish people conspire to kill non-Jews for nefarious purposes. The most common formulation of this lie is that Jews kill a Christian boy in order to use their blood for a ritual of some kind.

(…)

750 years later, this particular varient of the Blood Libel lives on. On the 17th of August, Swedish newspaper Aftonbladet published an article by Donald Boström under the title “Palestinians accuse the Israeli army of stealing body parts from its victims”. The article strongly suggested that Israel has been stealing organs from Palestinians and both using them to supply Israeli transplant patients and selling them internationally.

The piece presents lots of facts: Many sick people in Israel need organ transplants. In 1992, then-health Minister Ehud Olmert led a drive to encourage Israelis to become organ donors. Some New Jersey Jews are being investigated for their role in an organised crime syndicate, which allegedly includes the buying of human organs from voluntary donors. Palestinians who are killed by the IDF are often autopsied.

From these facts, Boström suggests a massive and macabre international conspiracy in which Israelis and Jews harvest organs from Palestinian victims for gain and profit.

(…)

Perhaps one reason for these rumours is the Iranian TV series Zahra’s Blue Eyes, broadcast in late 2004 and later dubbed for an Arabic audience. The plot involves the IDF conspiring to harvest Palestinians’ eyes for transplant into blind Israelis.

But Aftonbladet is a mainstream left-wing newspaper, not an Iranian propaganda outlet. It has the largest daily circulation of any paper in the Nordic Countries. Nearly one in six of the Swedish population reads it. It is majority-owned by the Swedish Trade Union Confederation, which has input into its editorial line. The paper’s editorial staff read this article, and felt that it was appropriate to run it anyway. Asa Linderborg, an editor on the relevant section of Aftonblade, told Ha’aretz that the newspaper “stands behind the demand for an international inquiry” of Boström’s claims. She also said:

“We had many discussions on whether to publish the article or not, and to the best of my knowledge, there are no facts there that are incorrect.”

Israelernes bekymringer handler altså således ikke om krænkede følelser og tankepoliti, men om regulær defamering af et folk, der i forvejen ønskes bort fra denne jord af millioner af mennesker. Og deres henvendelse til den svenske regering skal ses i lyset af det svenske politiske systems hegemoni, der slører adskillelsen af de demokratiske institutioner. Det er jo et godt spørgsmål om Sverige taler med to tunger, som de andre islamiske lande.

———————————————————————————-

Påstanden om at Ellemann-Jensen skulle have krævet en redaktør fyret er ikke rigtig. Han opfordrede en redaktør til selv at træde tilbage. Vi undskylder over for læseren og Ellemann-Jensen.

Socialisterne Maria Helleberg og Mogens Jensen (soc. dem.) mener selv at de har åbnet ny flanke mod Dansk Folkeparti. I et læserbrev i JP tager de nemlig udgangspunkt i en opinionsundersøgelse foretaget for DR, hvor i det efter forfatternes betonindfattede mening i alt sin klarhed træder frem, at DF er det mest udanske parti.
Tallene der bortdømmer DF’s vælgere - A ha, det er vælgerne der er noget galt med! - er baseret på nogle spørgsmål:

Læg mærke til præmissen for de individuelle spørgsmål: Andel der er enige i udsagnet, eller mener at det pågældende er acceptabelt.

Brug af revselsesret, lussing/endefuld i opdragelsen:
DF 42% - Befolkningen generelt 13%

Kvinder bør passe børnene og hjemmet i stedet for at arbejde:
DF 10% - Befolkningen generelt 1%

Jeg vil tilføje, at ingen af disse spørgsmål er kontroverielle eller intellektuelt uforsvarlige. Er det acceptabelt at bruge revselsesretten, og at kvinder passer børnene og hjemmet? Ja, og ja.

Men her er det de socialistiske skribenter går fejl, fordi intet i disse spørgsmål og deres præambel kan lede til en konklusion om danskhed eller ej. Men det hindrer dem ikke i selv at stille kriterier for danskheden. Ja, forestil dem det. Et par internationalister, som alle socialdemokrater i virkeligheden er, pludselig går ind og opstiller positive definitioner for det nationale. Magen til frækhed. Og hør hvad de har høstet i deres frodige fantasi: … det kunne vel ret beset være værdier som bl. a. ligestilling mellem kønnene, almen respekt for landets love, accept af principperne bag et solidarisk velfærdssamfund, nej til vold mod børn, nej til dødsstraf og respekt for andre mennesker.

Nej, nu er bægeret fuldt. “Accept af principperne bag et solidarisk vældfærdssamfund”, at gøre et socialdemokratisk programpunkt til selve grundstenen i danskheden, det er topmålet.

Heldigvis formår Peter Skaarup formået at sige det bedre end de fleste:
JP 13-06-2009:

Socialdemokratisk nedrakning af vælgerne

Forfatteren Maria Helleberg og den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen har i en uskøn alliance kastet sig ud i det projekt, som det er at definere, hvad danskhed er (JP 11/6), og i den forbindelse når de ikke overraskende frem til, at Dansk Folkeparti er noget af det mest udanske, som man kan forestille sig.

Men de begår i den forbindelse adskillige fejl, som det er nødvendigt at beskrive nærmere. For det første begiver de sig ud i den klassiske socialdemokratiske vildfarelse, at de tror, at alt kan sættes på formler.

Med baggrund i en enkeltstående undersøgelse om DF’s vælgeres holdning til f.eks. revselsesret, dødsstraf og sort arbejde konkluderer de, at vi ganske enkelt ikke er danske.

Men hvad har disse holdninger - ret beset - med danskhed at gøre? Har DF nogen sinde taget patent på danskheden, sådan som Maria Helleberg og Mogens Jensen nu prøver på Socialdemokratiets vegne?

Nej, vi har aldrig udtalt os specifikt om, hvad danskhed går ud på. Det er vore modstandere, der har skabt myten om Morten Korch, stokroseidyl og kolonihaver, og det er grunden til, at vi - lidt selvironisk - slår på disse myter. Hvilket i øvrigt er meget dansk.

Det er med danskheden som med evnen til at kunne gå. Så længe man går, skænker man det ikke en tanke, men brækker man et ben, bliver man pludselig opmærksom på det.

Danskheden lader sig uendeligt vanskeligt definere.

Til gengæld er det meget nemt at pege på ting, der ikke er særligt danske: nemlig mangel på humor, selvhøjtidelighed og ideologiske skoleridt. Samt Maria Hellebergs og Mogens Jensens konsekvente og elitære, men også typisk socialdemokratiske, nedrakning af de mere end 479.000 danskere, som stemte på Dansk Folkeparti ved sidste folketingsvalg.

Sådan. Danskheden er det du ikke tænker over til hverdag. Det du ikke lægger mærke til.

Jyllands-Posten gennemgik forleden historien og læren af palæstinenserloven fra 1993, hvor en gruppe afviste palæstinensere besatte Blågaards Kirke og blev belønnet med ophold.

Ud af de 321 personer, som loven gav opholdstilladelse, er 135 siden enten blevet dømt for kriminalitet eller har fået en bøde på over 1.500 kr. svarende til 42 procent.

238 ud af de 321 svarende til 74 procent var i 2003 på en eller anden form for overførselsindkomst.

(…)

Det viste sig nemlig, at flere hundrede palæstinensere med flygtningestatus i en årrække var rejst hjem på ferie i Libanon uden de store problemer, og borgerlige politikere fastslog, at særloven var blevet vedtaget på et helt forkert grundlag.

Året efter - i marts 1993 - fortalte PLO’s politiske leder, Salah Salah, Jyllands-Posten, at “eksporten” af statsløse palæstinensere til vestlige lande var resultatet af en international og arabisk planlagt bosættelsesaftale, fordi palæstinenserne aldrig ville kunne blive ordentligt integreret i det libanesiske samfund.

Ifølge PLO-lederen var det lykkedes at få sikret asyl til næsten 100.000 palæstinensere fra Libanon i vestlige lande med blandt andet Danmark, Sverige, Norge, Canada og det daværende Vesttyskland i spidsen.

Samfundsdebattøren og tidligere formand for Den Rejsende Højskole, Carsten Ringsmose, lægger ikke fingrene imellem, når han skal karakterisere den danske humanisme i begyndelsen af 1990′erne.

»Vi - og det inkluderer såmænd også mig selv - har været hamrende naive, når vi i vores tossegodhed via en særlov giver asyl til en flok halvforbrydere. PLO indrømmer jo selv, at der var tale om et planlagt genbosættelsesprogram, så man bedre selv kunne komme af med disse folk,« siger Carsten Ringsmose og tilføjer:

(…)

»Særloven var noget skidt og bestemt ikke det rigtige at gøre i den situation. Det er meget betænkeligt at underkende myndigheder, som vi i virkeligheden har stor tillid til, og vi ville næppe gøre det samme i dag. Desuden opfordrer en sådan praksis asylansøgere til at protestere og måske sultestrejke, hvis de får afslag. Samtidig må vi
erkende, at integrationen i forhold til denne gruppe er slået helt fejl,« siger hun. [Anne-Marie Melgaard (S)]

Derfor ryger irakerne ud! Og det nytter ikke at venstrefløjen endnu engang prøver at en mellemvej ved at forslå en genoptagelse af irakernes sager, som man kunne læse på Altinget

“Vi skal gå bunken igennem igen for at se, om der er sket nyt, siden disse mennesker fik afslag på asyl. Undersøgelsen skal vise, om der er grundlag for, at de alligevel ikke skal sendes hjem, selv om det nu er muligt. Det ville være dybt urimeligt bare at sende disse mennesker på en flyver til Irak uden at undersøge nærmere, om de egentlig er i stand til at klare sig der. Det ville være umenneskeligt”, siger Meta Fuglsang, SF’s udlændinge- og integrationsordfører til Kristeligt Dagblad.

Socialdemokraterne er enige med SF
“Når vi sender nogen herfra, så skal det selvfølgelig også være på det grundlag, der er nu og her. Men jeg går da også ud fra, at sagerne bliver set på én efter én i forbindelse med proceduren for hjemsendelsen,” siger Henrik Dam Kristensen, Socialdemokraternes udlændingeordfører.

Venstrefløjen taber først og fremmest atter troværdighed i spørgsmålet om deres vilje til at holde den stramme indvandringskurs de nødtvunget er er slået ind på. Hvis man ikke vil belønne for besættelse og aftalebrud skal man ikke imødekomme noget, som helst og heri tæller logisk nok også genovervejelse af sager, hvis procedurer man selv har været med til at udforme og bag hvilket står et ubeklikket embedsværk. Men der er heller ikke mening i deres argumentation for den udvikling, der måttet have været i sagerne er kommet efter deres afslag er således deres eget valg, hvorfor de må tage skade for hjemgæld.

Birthe Rønn lader sig da heller ikke intimidere af venstrefløjens krav om ekstra behandling og siger til Kristeligt Dagblad

- Det er Flygtningenævnets afgørelse. Vi har heldigvis et helt uafhængigt, domstolslignende organ til at klare det. Det er en utilstedelig politisering, og det er en integritetskrænkelse at komme på den tanke, at vi som politikere skulle kræve sagerne behandlet igen, siger Birthe Rønn Hornbech.

og vånder sig i samme forbindelse om det sædvanlige muslimske hykleri

- Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. Jeg forstår ikke, hvorfor menighedsrådet i Brorsons Kirke ikke spørger, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhører et folk, der forfølger kristne, og søger ly i den kristne kirke, siger Birthe Rønn Hornbech.

Netop forfølgelsen af kristne i Irak er en af årsagerne til, at kirkefolk herhjemme har engageret sig i de irakiske asylsøgeres sag, men ifølge Birthe Rønn Hornbech har kristne asylsøgere allerede i vid udstrækning fået opholdstilladelse.

- Vi er i en situation, hvor de fleste af de kristne asylsøgere, der kommer til Danmark fra Irak, får asyl, fordi irakerne forfølgerne dem, siger hun.

Det er den slags, der giver regeringens kurs styrke og den har da også allerede en folkelig opbakning ifølge Politiken

Hvis formålet med de irakiske flygtninges aktion i Vor Frue og Brorsons Kirke var at rejse sympati til deres sag blandt danskerne, så har den slået fejl.

66 procent af danskerne mener nemlig, at de afviste irakiske asylansøgere skal sendes tilbage til Irak.

Det viser en ny meningsmåling som Megafon har foretaget blandt 1.396 danske for TV 2 og Politiken.

Kun 25 procent af de adspurgte mener, at de afviste irakiske asylansøgere skal have lov til at blive i Danmark. De resterende cirka 10 procent er i tvivl.

Og helt galt går det for socialdemokraterne, der endnu engang leflede for den stadigt mere sekteriske hest

Blandt Socialdemokratiske vælgere, mener 53 procent, at irakerne skal hjemsendes, mens 34 procent mener, de skal blive.

Disse meningsmålinger er endda foretaget før de store uafhængige blogs (Uriasposten, Snaphanen og Hodja) har dokumenteret kriminelle forhold hos flere af kirkebesætterne. Det generer ikke den samling bisser og bøller i og omkring det autonome miljø, hvis interesse ikke er danskernes land, men en hvilken som helst destruktion af vesten. Det burde dog genere de venstrefløjspartier, der bejler til danskernes tillid især når de ikke engang kan honorere deres egne vælgere.

Kun de, der var skeptiske. Overskriften i Politiken

Eksperter: Løkkes fremgang er overraskende

Fordi

Kun 27 procent af danskerne tror på, at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, er bedre til at håndtere den økonomiske krise end statsministeren.

Efter kun to uger på tronen trækker Lars Løkke Rasmussen (V) derimod hele 48 procent vælgere i land samtidig med, at et stort flertal tror mere på hans skatte-, rets- og udlændingepolitik end på Thornings.

Så hvorfor var de skeptiske? Løkke er en dygtig politiker, meget erfaren og er grundigt inde i sit stof. En ægte professionel kunne man sige og i en krise er det nok et sikrere kort end den mere sympatiske, men også usikre Helle Thorning. Regeringens falmende popularitet havde mest rod i, at den manglede en statsminister for vinderformularen for dansk politik er stram indvandring og økonomisk sikkerhed.

Geert Wilders optræder som ufrivillig gæsteblogger på Monokultur med sin ikke holdte tale

Ladies and gentlemen, thank you very much.

Thank you for inviting me. Thank you Lord Pearson and Lady Cox for showing Fitna, and for your gracious invitation. While others look away, you, seem to understand the true tradition of your country, and a flag that still stands for freedom.
This is no ordinary place. This is not just one of England’s tourist attractions. This is a sacred place. This is the mother of all Parliaments, and I am deeply humbled to speak before you.

The Houses of Parliament is where Winston Churchill stood firm, and warned – all throughout the 1930’s – for the dangers looming. Most of the time he stood alone.

In 1982 President Reagan came to the House of Commons, where he did a speech very few people liked. Reagan called upon the West to reject communism and defend freedom. He introduced a phrase: ‘evil empire’. Reagan’s speech stands out as a clarion call to preserve our liberties. I quote: If history teaches anything, it teaches self-delusion in the face of unpleasant facts is folly.

What Reagan meant is that you cannot run away from history, you cannot escape the dangers of ideologies that are out to destroy you. Denial is no option.

Communism was indeed left on the ash heap of history, just as Reagan predicted in his speech in the House of Commons. He lived to see the Berlin Wall coming down, just as Churchill witnessed the implosion of national-socialism.

Today, I come before you to warn of another great threat. It is called Islam. It poses as a religion, but its goals are very worldly: world domination, holy war, sharia law, the end of the separation of church and state, the end of democracy. It is not a religion, it is a political ideology. It demands your respect, but has no respect for you.

There might be moderate Muslims, but there is no moderate Islam. Islam will never change, because it is build on two rocks that are forever, two fundamental beliefs that will never change, and will never go away. First, there is Quran, Allah’s personal word, uncreated, forever, with orders that need to be fulfilled regardless of place or time. And second, there is al-insal al-kamil, the perfect man, Muhammad the role model, whose deeds are to be imitated by all Muslims. And since Muhammad was a warlord and a conqueror we know what to expect.

Islam means submission, so there cannot be any mistake about it’s goal. That’s a given. The question is whether the British people, with its glorious past, is longing for that submission.

We see Islam taking off in the West at an incredible speed. The United Kingdom has seen a rapid growth of the number of Muslims. Over the last ten years, the Muslim population has grown ten times as fast as the rest of society. This has put an enormous pressure on society. Thanks to British politicians who have forgotten about Winston Churchill, the English now have taken the path of least resistance. They give up. They give in.

Thank you very much for letting me into the country. I received a letter from the Secretary of State for the Home Department, kindly disinviting me. I would threaten community relations, and therefore public security in the UK, the letter stated. For a moment I feared that I would be refused entrance. But I was confident the British government would never sacrifice free speech because of fear of Islam. Britannia rules the waves, and Islam will never rule Britain, so I was confident the Border Agency would let me through. And after all, you have invited stranger creatures than me. Two years ago the House of Commons welcomed Mahmoud Suliman Ahmed Abu Rideh, linked to Al Qaeda. He was invited to Westminster by Lord Ahmed, who met him at Regent’s Park mosque three weeks before. Mr. Rideh, suspected of being a money man for terror groups, was given a SECURITY sticker for his Parliamentary visit.

Well, if you let in this man, than an elected politician from a fellow EU country surely is welcome here too. By letting me speak today you show that Mr Churchill’s spirit is still very much alive. And you prove that the European Union truly is working; the free movement of persons is still one of the pillars of the European project.

But there is still much work to be done. Britain seems to have become a country ruled by fear. A country where civil servants cancel Christmas celebrations to please Muslims. A country where Sharia Courts are part of the legal system. A country where Islamic organizations asked to stop the commemoration of the Holocaust. A country where a primary school cancels a Christmas nativity play because it interfered with an Islamic festival. A country where a school removes the words Christmas and Easter from their calendar so as not to offend Muslims. A country where a teacher punishes two students for refusing to pray to Allah as part of their religious education class. A country where elected members of a town council are told not to eat during daylight hours in town hall meetings during the Ramadan. A country that excels in its hatred of Israel, still the only democracy in the Middle-East. A country whose capitol is becoming ‘Londonistan’.

I would not qualify myself as a free man. Four and a half years ago I lost my freedom. I am under guard permanently, courtesy to those who prefer violence to debate. But for the leftist fan club of islam, that is not enough. They started a legal procedure against me. Three weeks ago the Amsterdam Court of Appeal ordered my criminal prosecution for making ‘Fitna’ and for my views on Islam. I committed what George Orwell called a ‘thought crime’.

You might have seen my name on Fitna’s credit role, but I am not really responsible for that movie. It was made for me. It was actually produced by Muslim extremists, the Quran and Islam itself. If Fitna is considered ‘hate speech’, then how would the Court qualify the Quran, with all it’s calls for violence, and hatred against women and Jews? Mr. Churchill himself compared the Quran to Adolf Hitler’s Mein Kampf. Well, I did exactly the same, and that is what they are prosecuting me for.

I wonder if the UK ever put Mr. Churchill on trial.

The Court’s decision and the letter I received form the Secretary of State for the Home Department are two major victories for all those who detest freedom of speech. They are doing Islam’s dirty work. Sharia by proxy. The differences between Saudi-Arabia and Jordan on one hand and Holland and Britain are blurring. Europe is now on the fast track of becoming Eurabia. That is apparently the price we have to pay for the project of mass immigration, and the multicultural project.

Ladies and gentlemen, the dearest of our many freedoms is under attack. In Europe, freedom of speech is no longer a given. What we once considered a natural component of our existence is now something we again have to fight for. That is what is at stake. Whether or not I end up in jail is not the most pressing issue. The question is: Will free speech be put behind bars?

We have to defend freedom of speech.

For the generation of my parents the word ‘London’ is synonymous with hope and freedom. When my country was occupied by the national-socialists the BBC offered a daily glimpse of hope, in the darkness of Nazi tyranny. Millions of my country men listened to it, illegally. The words ‘This Is London’ were a symbol for a better world coming soon. If only the British and Canadian and American soldiers were here.

What will be transmitted forty years from now? Will it still be ‘This Is London’? Or will it be ‘this is Londonistan’? Will it bring us hope, or will it signal the values of Mecca and Medina? Will Britain offer submission or perseverance? Freedom or slavery?

The choice is ours.

Ladies and gentlemen,

We will never apologize for being free. We will never give in. We will never surrender.

Freedom must prevail, and freedom will prevail.

Thank you very much.

Det er sikkert ikke undsluppet manges opmærksomhed at velfærdsminister Karen Jespersen har været ude med riven overfor Københavns Kommunes brug i integrationsspørgsmål og udfærdigelse af undervisningsmaterialer af det hun betegner som ekstremister. Jespersen siger ifølge Jyllands-Posten

»Folk som Abdul Wahid Pedersen har i mine øjne ekstremistiske holdninger. Det betyder ikke, at jeg ikke vil tale med ham og så sørge for, at hans ekstremistiske holdninger kommer frem, men vi skal ikke give hans holdninger anerkendelse,«

Til det svarer integrationsborgmester i Københavns Kommune Jakob Hougaard

»Vi har taget det upfront med ham, og det svar han gav os, gav ikke anledning til bekymringer. Derfor ser vi ingen grund til ikke at inddrage Muslimernes Fællesråd i vores arbejde. Vi kan ikke blive ved med at tro, at alle taler med to tunger, og at vi bare bliver manipuleret med, sådan som nogen går rundt og siger hele tiden. Jeg har den opfattelse, at den brede gruppe skal have lov at være her, og at den ikke hele tiden skal forfølges af Karen Jespersen og Dansk Folkeparti,«

At bekæmpe islamisk dogmatik med mere islam, som er Københavns Kommunes taktik er venstrefløjens logik i fin form. Politiken har selvfølgelig fundet en professor, der skoser regeringen for at dens meninger skader der overordnede projekt nemlig integrationen. Eksperten dømmer nemlig Jespersens betegnelse af Wahid ude med følgende argumenter

»Ministerens hetz mod muslimer marginaliserer en hel gruppe af mennesker, og skubber dem over i armene på ekstreme grupper. Hendes udsagn risikerer at blive en selvopfyldende profeti«, siger islamforsker Jørgen Schøler Nielsen.

Han er professor ved Teologisk Institut på Københavns Universitet, leder af Center for Europæisk Islamisk Tænkning og er en international kapacitet inden for forskning i islam og religionsmøde i Europa.

(…)

»Ministerens kritik rammer helt ved siden af. Ud fra en helt nøgtern og videnskabelig definition af islam kan jeg konstatere, at hverken imam Abdul Wahid Pedersen eller fællesrådets formand, Zubair Butt Hussain, er ekstremister«.

Heller ikke Muslimernes Fællesråd er ekstreme, vurderer professor Jørgen Schøler Nielsen.

»Muslimernes Fællesråd repræsenterer 14 forskellige grupper af muslimer. At udråbe dem alle til ekstremister er helt forkert. Hvis man vil opnå integration og forhindre radikalisering, skal man tale med mange forskellige grupper af muslimer, hvilket Integrationsministeriet netop har fastslået i flere rapporter.«

(…)

»Sharia er alle mulige forskellige ting og er ikke nødvendigvis afhugning af hænder og stening. Det er kun en et lille ekstremt mindretal af muslimer i Europa, som går ind for den slags, og det har imam Abdul Wahid Pedersen taget afstand fra flere gange. Men desværre vælger Karen Jespersens fløj at blive ved med at beskylde muslimer for ekstremisme, selv om det ikke har hold i virkeligheden«.

Man skulle tro, at der også fandtes professorer, der er enige med regeringen. I så fald kunne man jo sætte professorernes argumenter op imod hinanden og få en mere interessant artikel med flere lærde argumenter overfor hinanden. Så ville man samtidig undgå den utilsigtede konsekvens at man forledes til at tro at, der på Politiken opereres med ideen om et objektivt synspunkt, hvorefter alt kan måles og at Politiken med fuldt overløg skulle kunne finde på at postulere at regeringens holdninger skulle være direkte videnskabeligt forkerte.

Men alligevel har professoren ret i at Wahid Petersen ikke er ekstremist og som Hougaard rigtigt siger taler Petersen heller ikke med to tunger - hvilket ingen i øvrigt har påstået, men sådan tjener stråmændene de røde. Abdul taler lige ud af posen men i mnodsætning til Karen Jespersens opfattelse repræsenterer han en meget moderat islam. Abdul har faktisk bøjet sine holdninger ud over rimelighedens grænser, som et af de famøse citater viser fra Kristeligt Dagblad

Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme.

De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik, vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer, og ville dermed have stillet os selv udenfor Islam.

Det får du naturligvis ikke nogen muslim til at gøre.

Når Allah har foreskrevet en så voldsom og uhyggelig straf, skal det forstås på rette måde. For det første er det meningen, at folk ikke skal begå hor, og Allah har derfor stillet en straf i udsigt, som kan få de fleste til at holde sig fra det.

Du skriver, at denne handling almindeligvis ikke opfattes som en forbrydelse. Det er for så vidt rigtigt nok, set ud fra en moderne vestlig tankegang, hvor selv det kristne forbud mod hor bliver ignoreret blandt kristne.

Men det er sandelig ikke rigtigt set i en global sammenhæng. Og i Islam forbliver hor og utugt forbudt, uagtet hvilken vej vinden blæser.

(…)

Så hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den.

Det er klar tale og en meget præcis indføring i islamisk tankegang, som jeg vil opfordre alle apologeter til at læse og især islamforsker Jørgen Schøler Nielsen. Abdul er nærmest skræmt over Allahs påbud og prøver endda at nedtone konsekvenserne så det ikke skal blive virkelighed, hvilket strider noget imod meningen for hvis Gud har sagt det kan det vel ikke være så farligt?

Wahids monolitiske udlægning er banal islamisk historie og logik. Da shariaen blev skrevet færdig efter de første århundreder af islams grundlæggelse blev det fra de lærde ganske logisk sagt at fortolkningens porte var lukket. Der er nemlig ikke så meget at diskutere når den almægtige selv har formuleret sig og tiden er intet for den Evige og det er, hvad Wahid pointerer på sin underdrevne jyske facon. Sharia er, som han rystet bemærker grusom og uhyggelig og forfærdelig og ikke til diskussion, hvor formen er utvetydig (man kan undre sig over at Skaberen taler tvetydigt. Var han fuld eller er det i realiteten Ham, der taler med to tunger?). Wahid Petersen leverer en sober analyse af islamisk tænkning der underkender Schøler Nielsens forskning og han er selvfølgelig tilhænger af sharia fordi man ikke kan andet, som muslim.

Hvorfor Hougaard ikke har problemer med Wahid Petersens syn på grusomme og uhyggelige straffe over kvinder der praktiserer deres ret til egen krop og seksualitet står hen i det uvisse. Men at Hougaard dermed betragter Wahids tilslutning til stening og grusomme og uhyggelige straffe, som noget der er repræsentativt for den brede gruppe burde han tage upfront med Schøler Nielsen, der jo mener, at den shariatænkning Wahid repræsenterer kun genkendes hos “et lille ekstremt mindretal“.

Den megen forvirring mellem politikerne og eksperterne bunder i det ubehagelige faktum at islam er en ekstrem religion i sig selv, hvorfor Wahid Petersen ikke kan betegnes som en ekstrem muslim blot han påpeger de mest banale trossætninger. Man kan heller ikke underkende hans holdninger i forhold til ekstremisme da man ville udelukke alle imamer og størstedelen af de muslimske borgere, hvilket jo ville være meningsløst, hvis man ville have dem i tale. Forskellen på Wahid Petersens islam og de unge brushoveders han ifølge Hougaard skulle opdrage på er at Petersen vil gennemføre grusomme, uhyggelige og forfærlige straffe for at være menneske og især kvinde - i god ro og orden! Det logiske er selvfølgelig at underkende islam som trossamfund i Danmark og behandle tankegodset på linie med nazismen fra Folkeskolen til Danmarks Radio, hvor programmer, som Hitlers Henchmen blev vist sammen med Muhammeds Madmen med protrætter af en 1400 år lang serie af mullaher, sheiker, imamer osv. i båndsløjfe.
Det skal i øvrigt lige med til Wahid Petersens udlægning af kristendommen at kristendommen kun har to bud; at elske henholdsvis Herren og Næsten og at forvaltningen af disse bud er op til den enkeltes samvittighed. Begrebet næstekærlighed kan måske endda indflettes i en eller anden lummergøjs scorereplikker, skønt Gud ser ind i hjertet på den enkelte. Men hor er altså ikke en del af et lovkompleks. Noget andet er at hor repræsenterer et svigt af ægtefællen og dermed et svigt af næsten, men her er der tale om sex ved siden af ægteskabet og ikke sex udenfor ægteskabet. Wahid blander tingene sammen, men det er nok fordi at han er lidt smådum.

De Radikales verdensbillede er i dyb krise. Ude af stand til at formulere relevant politik savner partiet tillige og måske overaskende nok talentmasse. I Weekendavisen i sidste uge gav Hans Mortensen og Arne Hardis en sober analyse af de interne forhold i Det Radikale Venstre, hvor Vestager er kommet under pres for de manglende resultater under hendes ledelse. Problemet for partiet er for Mortensen og Hardis ikke blot de dårlige meningsmålinger for det Radikale Venstre, der ligger sløjt, men også at VKO stadig ser ud til at kunne svinge taktstokken efter næste valg. Partiets gryende krise viser sig forudsigeligt nok ved at de internt er begyndt at tale om en efterfølger til Vestager.

Hvad de to kommentatorer er for pæne mennesker til at nævne vil jeg uden skam gerne træde i, nemlig det manglende talent i og omkring landets højest uddannede, mest vidende og suverænt pæneste parti med den bedste smag og en fuldendt moralsk habitus. Man skulle ellers tro at formandskandidater var en decideret overskudsvare siden radikale har måttet oprette ekstra partier for at finde plads til alle disse ledertalenter så vi udover Vestager selv også har radikale partiledere i Simon Emil Ammitzbøl og Anders Samuelsen siddende i Folketinget sammen med de tre tidligere partiformænd af radikalt tilsnit Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved og Naser Khader. En hidtil uset stjerneparade af ledererfaring samlet i Folketinget. Men ak for de Radikale, der er ikke flere skud i bøsserne, hvis vi skal tro Mortensen og Hardis mulige emner fra den næste generation.

Hvis jeg skal vurdere Vestager, som leder vil jeg i korte træk mene at hun er en anonym, men rimelig partileder. Hun gør en udmærket figur på TV, hvor hendes bedrevidende holdning kun generer ikke-radikale vælgere. Hun er vidende og god til at sætte sig ind i meget stof, som akademikere jo er generelt. Hun er heller ikke bage for at bruge magt, som hun også forstår nødvendigheden af at knytte alliancer.

Men Vestager er ikke en leder i tiden. De Radikales situation kræver visioner og krisestyring og det magter hun slet ikke. Hvis hun havde været formand i 80′erne eller 90′erne var der nok næppe nogen, der ville have bemærket hendes svaghed - og man kan spørge sig selv om ikke alle radikale ledere ikke har lidt under de samme skavanker, som Vestager uden at blive opdaget fordi situationen ikke krævede noget af dem? Men situationen i dag er væsensforskellig. Der er ikke brug for et midterparti til at balancere fløjenes dårligdomme af mod hinanden og sikre en bro for samarbejde. Både Venstre og Socialdemokraterne og endda i nogen grad Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti søger at være brede midterpartier for den almindelige dansker, kun med nuanceforskelle i de segmenter de tager udgangspunkt i og det ideologiske arvegods de slæber rundt på og i varierende grad forsøger at gemme væk. Vestager skal i modsætning til hendes forgængere og som den første radikale leder måske nogensinde selv gøre sig fortjent til indflydelse på basis af en relevant politik. Og intet i den radikale politik er relevant eller en berigelse for den politiske debat eller nødvendigt for samfundet. Alligevel er man ikke i tvivl om at skønt hun absolut ikke er nogen stor politiker er hun en seriøs politiker. Man kunne beskrive hende som en professionel politiker, der kan sit håndværk. Det er, som sagt blot ikke nok.

Hardis og Mortensen nævner, som mulige efterfølgere til Vestager - og hold nu fast - Morten Helveg Petersen, Morten Østergaard, Manu Sareen og den noget ukendte Camilla Hersom. Og her er katastrofen for Radikale Venstre da denne næste generation end ikke rummer seriøsitet. Her er kun, hvad man må betegne som amatører og dilletanter. Det Radikale Venstre står overfor en større identitetskrise, hvis nogen fra det hold skal videreføre illusionen om deres intellektuelle overlegenhed. Hvis de nævnte kandidater havde stillet op for Dansk Folkeparti ville ingen være i tvivl om at de var den slags landsbytosser partiet havde for mange af. Der ser altså ikke ud til at være et parti, der vil kunne formulere det radikale verdensbillede. Men hvem kan så?

For nogle år siden udnævnte Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden sig selv til Oppositionens leder, som en syrlig kommentar til den manglende styring og det klare alternativ til VKO. Han var ikke helt ved siden af og demonstrerede da også en stor evne til at udfordre regeringen og dens verdenssyn med sit polemiske talent og sin omfangsrige viden. Men Politiken lider af det samme problem, som Radikale Venstre for ud over Tøger selv består de politiske kommentatorer af folk, som Anita Bay Bundegaard, Peter Mogensen og Rune Engelbrecth Larsen. De tre limhjerner er objektivt set Danmarks suverænt dårligste hold af analytikere - på et af landets største dagblade! Og, der er ingen hjælp at hente fra de sludrende kulturskribenter, som Carsten Jensen eller Bettina Heltberg eller hvad pokker, der ellers rumsterer på de stadig mere forkrampede avissider.

Hvis vi antager at Tøger er det nærmeste man kan komme på det radikale verdenssyns Last Man Standing så er det interessant at se på hans intellektuelle gods, hvis man skal danne sig et indblik i størrelsen af den radikale elendighed. Han udtrykker sit intellektuelle format i sin klumme Signatur i Politiken og under jubeloverskriften “Obama I Værdikampen” afslører Tøger Seidenfaden pinagtigt de radikales og for den sags skyld også hele venstrefløjens krise. Her er man gået helt bort fra at stille alternativer op eller at argumentere imod det herskende paradigme og forfaldet til en drøm om en eller anden prins på en, hvis ikke hvid så en passende farvet hest, der kommer det moralsk underdrejede Danmark til hjælp. Som en alkoholiker, der blot kigger endnu dybere i flasken når misbruget efterhånden fratager ham hans evne til at håndtere det daglige pres kigger venstrefløjen længere efter en frelser fra den store verden. Der er tale om flugt, men som flygtningen, der krydser sit spor findes fortrædelighederne og løsningerne ikke ude i verden, men i ens egen manglende evne til at forstå den. Ens problemer er de dårligdomme man selv slæber rundt på. Hverken Obama eller Bush har indflydelse på at danskerne har stemt VKO siden 2001.

I Tøgers optik ser værdikampen ud således, at den kan stilles op i tre arenaer nemlig krigen mod terror, krigene i Irak og Afghanistan og den hjemlige kulturkamp, der tilsammen udgør en fælles dagsorden, som Tøger mener er en “giftig og helt usaglig cocktail“. “Virkelig politisk potente løgne rummer for det meste halve og kvarte sandheder” oplyser Tøger os om uden at fortælle hvilken halvdel, der er sand i sammenstødet mellem Vesten og Islam, hvilket ellers kunne være interessant og måske føre til en lidt anden linie i nyhedsdækningen på Politiken. Og denne fornægtelse af virkeligheden er farlig for Tøgers og såmænd resten af venstrefløjens intellektuelle muligheder.

For at virkeligheden ikke skal ødelægge illusionen fremstiller Tøger regeringens kulturkamp, som en parodi på tidligere præsident George Bush verdenssyn. Tøger beskriver ikke kulturkampen som opgøret med et ekspertvælde, der i stigende grad plæderede for ophævelse af den demokratiske debat fordi folket ikke kunne gennemskue de relevante paragraffer konventioner og socioøkonomiske/psykologiske mekanismer og han taler ikke om opgøret med en opfattelse pligt og ret mellem borger og samfund og han taler ikke om opgøret med en bevægelse, der truede danskerne med at tage landet fra dem ved et udvande deres flertal gennem masseindvandring osv. Kun den nationale hævdelse tager han fat i, men som ren antimuslimsk dagsorden baseret på virkelighedsfornægtende fantasier - deraf parodien.

Når kulturkampen således fejlagtigt er blevet gjort til en parodi på Bush-æraen mangler man blot at fremstille Obama, som modsætningen. Men ikke engang den illusion holder uden at Tøger også der manipulerer med virkeligheden.

Men hvad vil der ske, nu hvor USA’s nye præsident er ved at trække tæppet væk under alle værdikampens præmisser?

Obama bruger ikke udtrykket ‘krigen mod terror’, men taler derimod om en langt mere præcist defineret kamp mod et bestemt, morderisk terrornetværk, der på ingen måde kobles sammen med hverken Mellemøsten som helhed eller verdensreligionen islam som sådan.

Kan Tøger virkeligt alvorligt mene at en præcisering trækker tæppet væk? Udsagnet er vrøvl thi for at “trække tæppet væk” under præmisser må man opstille en modsætning men, hvis der er tale om en præcisering er det snarere at sømme tæppet fast.

Tøger konkluderer helt surrealistisk at det generelle begreb “Krigen Mod Terror” er mere antiislamisk end krigen mod et “bestemt, morderisk netværk” når dette netværk er klart defineret, som muslimsk. Af alle verdens terrornetværk er det kun et muslimsk, der skal bekæmpes er den konklusion, der ligger lige for. Og det er vel kun i Tøgers kredse at man kan komme udenom et problematisk ideologisk indhold i islam ved blot at kalde det en verdensreligion, som om et prædikat ophævede kritik.

Desuden er det en grov manipulation af Obamas ord og den form for citatfusk er desværre noget, som Tøger ekselerer stadigt mere i siden Muhammedkrisen. Når manipulation og citatfusk danner forudsætningerne for ens verdensbillede kan ens tale kun være en giftig og helt usaglig cocktail af løgne og halve sandheder. Obama var nemlig rimelig klar i spyttet da han i sin indsættelsestale talte om forholdet til det bestemte og morderiske netværk: “Our nation is at war, against a far-reaching network of violence and hatred.” (…) “Today I say to you that the challenges we face are real. They are serious and they are many. They will not be met easily or in a short span of time. But know this, America - they will be met.” Netop det at føre krig mod en diffus fjende som terrorisme eller, som her et bestemt morderisk terrornetværk blev i de glade Bush-dage opfattet meningsløst og endnu et bevis på den tidligere administrations afgrundsdybe uvidenhed netop hos Politiken. Men nok om det midtvejs i klummen giver Tøger eksempler på at Obama “vender Bush på hovedet“.

Han insisterer på, at USA ikke er den muslimske verdens fjende. Han taler varmt om respekt og fælles interesser.

Han fremhæver sine egne muslimske familiemedlemmer.

Igen en farlig usaglig cocktail af løgne og halve sandheder for Bush talte jo aldrig om at islam er fjenden, men adskilte tværtimod ved alle lejligheder de morderiske netværk fra islam, som ifølge ham var “…a religion of peace” der bringer “….hope and comfort to more than a billion people around the world“. Om det var varmt eller ej skal jeg lade gamle tanter, som Tøger om at afgøre.

Og at George Bush ikke fremhævede sine muslimske familiemedlemmer skyldes vel nok det faktum, at han ikke havde nogen. Det ignorerer Tøger og kommer derved uforvarende til i realiteten at plædere for en etnisk sortering af præsidentkandidater. Det vil jeg for lidt illustrativ sjov lige dvæle lidt ved for, hvis det i denne tid er en kvalitet i sig selv at præsidentens baggrund er muslimsk er det jo netop fordi det er den islamiske verden, der udgør udfordringen. I en globaliseret verden skulle man mene, at det var at gå i vel små sko kun at fokusere på de muslimske rødder fordi hverken hinduister, shintoister, shamanister, okkultister, buddhister eller ateister er repræsenteret i Obamas familie, så vidt vi da ved, som de heller ikke virker repræsenteret i Tøgers verdensbillede. Komisk nok er det at fremhæve Obamas islamiske forbindelser, som en særlig kvalitet en inddirekte indrømmelse fra Tøger om, hvor vores udfordring ligger. Eller rettere; Tøger udpeger islam, som vores modstandere. Vi kan i alt fald lægge en ny betydning i Obamas ord: “Today I say to you that the challenges we face are real. They are serious and they are many. They will not be met easily or in a short span of time. But know this, America - they will be met.” Hvorledes det bliver til “…kort sagt [at vende] Bush på hovedet” må man nok kigge endnu dybere i flasken efter. Ellers står vrøvlet i kø når han udlægger værdikampens essens

Den muslimske verden gøres til modpart i krigen mod terror, selv om langt de fleste af terrorismens ofre er muslimer, og selv om de færreste regimer i den muslimske verden har overlappende værdier med terroristgrupperne, endsige støtter dem i praksis.

Jeg skal ærligt vedstå at for mit vedkommende er islam hovedfjenden, men noget andet er om den borgerlig regering overhovedet har givet et sådant indtryk, med de mange besværgelser over, hvor god en religion islam er og de mange dialogprojekter, der sættes i søen i dyre domme så islamiske prædikanter kan udtrykke deres had mod Danmark og affyre slet skjulte trusler mod vores sikkerhed og Kurt Westergaards eller andre, der måttet have givet deres mening til kende.

Og det bliver ikke mindre dumt af at Tøger tror at man kan finde frem til årsagssammenhænge ved simpelthen at tælle ofre. Kommunismen var skam også vores fjende i sin tid selv om - og hold nu godt fast - de fleste ofre var kinesere og sovjetborgere. Det er jo netop det morderiske, der er en trussel mod os. Så selv om vi er bedre til at beskytte os end civile muslimer i den muslimske verden, der blot tilhører én gren af islam frem for en anden eller som blot gik på markedet den forkerte dag er fjenden de, der myrder løs for at fremme deres utopiske formål - uagtet, hvem de myrder flest af - og deres ideologiske tankegods.

Han [Obama] er ved at redefinere krigen i Afghanistan til en målrettet indsats mod en konkret terrortrussel, snarere end en form for demokratisk imperialisme med urealistiske mål.

Hvorledes demokrati bliver imperialistisk har altid undret mig og på hvis vegne afgør man om kvinderne i afghanistan ikke vil have medbestemmelse over det samfund de er undertrytkt-lagt? Og selv om den islamiske kultur ikke står til at redde og man må overlade de afghanske kvinder til deres muslimske helvede på jord ved at skrinlægge de urealistiske mål om at helbrede en verden, der allerede er i terminalstadiet er, der for det første ikke tale om andet end justering af en taktik. For det andet har det intet at gøre med værdikampen, som om erfaringerne i Afghanistan har vist vores danske virkelighed at stening og afbrænding af kvinder er glimrende alternativ til vores fladskærme og samtalekøkkener.

I det hele taget ligger der i øvrigt en sær national chauvanisme i sammenkædningen af Bush administration og VKO’s valgsejre for på den måde fratages Danmark skylden for det påståede syndefald ved at den onde tid under VKO ikke er et udslag af noget ægte dansk, men en udefra kommende anomali. Men sådan ligger landet for de radikale, hvis nationale forfængelighed har drevet dem ud i at hade alt, hvad nationen står for og helst ser den opløst. De er nu i så elendig en forfatning at der ikke engang er mening i deres farlige cocktails og halve sandheder og løgne. Når Tøger på baggrund af frelseren Obama spørger “Hvad vil de hjemlige værdikæmpere stille op med den udfordring?” kan man roligt læne sig tilbage i stolen og tage sig en stille morfar.

Bent Jensens kronik i dagens Jyllands-Posten er et herligt opgør med den fordrejede fremstilling af Israel og deres konflikt med araberne, der trives i medierne og angriber i samme anledning venstrefløjens antisemitisme.

De 20 år, da Gaza var besat af Egypten og administreret med hård hånd af en egyptisk militærguvernør, er glemt. Det er kun jøderne, der besætter, undertrykker og udsulter - også når de ikke besætter, og folk fra Gaza i titusindvis arbejder og tjener penge i Israel. A propos udsultning: Det har altid slået mig, hvor velnærede og velklædte indbyggerne i Gaza er. Hvornår bliver vi fri for klicheerne i medierne (også i denne avis) om, at gazanerne hensmægter i flygtningelejre? Jødiske flygtninge fra arabiske lande boede i sin tid i teltlejre i Israel i en overgangsperiode, før de blev integreret. Palæstinenserne bor i rigtige huse. Deres officielle flygtningestatus giver dem privilegier, som verdens rigtige flygtninge misunder dem.

(…)

Islam, som den praktiseres i Gaza, i Iran, i Saudi-Arabien og i mange andre lande, hvor islam er den herskende ideologi, er en syg kultur. Den lever af ophidselse og had og dødskult. Den er i enestående grad destruktiv og uproduktiv både økonomisk og i andre henseender. Den er uforenelig med demokratiske retsstatsprincipper. Den avler anarki og lovløshed og terror. Den er det nærmeste vi kommer nazisme i vor tid.

Selv uden de onde, perverse og blodtørstige jøder kan islamisterne i Gaza, på Vestbredden, i Iran osv. sagtens selv finde ud af at slå ihjel. Da den udskældte israelske statsminister Ariel Sharon i 2005 besluttede, at Israel skulle rømme Gaza som led i den såkaldte fredsproces, brød helvede straks løs. Hvor? I Gaza. Blodig borgerkrig mellem Fatah og Hamas brød ud. Alene i 2006 kostede denne krig mere end 300 palæstinensere livet, de fleste af ofrene var fra Gaza. 33 var børn. Der var angreb på medier, universiteter, boghandler, hospitaler og andre civile institutioner. Tallene stammer fra en uafhængig palæstinensisk komité for menneskerettigheder. Men vi hører ikke et ord om det - hvorfor? Fordi vore venstreorienterede journalister ikke vil høre om det.

Året før var det ”kun” 176 dødsofre. Selv under den israelske besættelse af Gaza mistede mange flere mennesker livet i Gaza i indre opgør, bandekrige og kriminalitet end i kampen mod den jødiske fjende. I sommeren 2007 havde Hamas opnået den totale sejr efter talrige likvideringer, snigmord og blodige opgør. Selv under israelske angreb på udvalgte mål i Gaza på grund af uophørlige bombardementer af israelske byer med raketter fra Gaza, fortsatte de interne palæstinensiske myrderier, også på hospitaler og i private boliger. Myrderierne kostede omkring 650 palæstinensere livet. I de seneste dage er det fortsat. Var venstrefløjen og alle ”anstændige” danskere optaget af disse myrderier? Gik de i fakkeltog og skrev rasende indlæg i aviserne mod disse blodige begivenheder - eller hvordan var det nu, det var? Svar: Der var dødelig tavshed på gader og stræder og på avisernes debatsider!

En tysk folkemordsforsker har gjort opmærksom på, at i det tidsrum, Israel har eksisteret, er 40.000 arabere og 22.000 jøder blevet dræbt i samtlige arabisk-israelske krige og under palæstinensiske terrorangreb. I samme periode er 11 millioner muslimer blevet dræbt i krige og terrorhandlinger, langt de fleste som ofre for andre muslimer. Men vore medier er ligesom de arabiske medier besatte af ofrene for israelske handlinger - og totalt ligeglade med ofrene for arabisk-muslimske krige og islamisk terror.

(…)

Hvem tror dog på de palæstinensiske fantasital og andre eventyr? Ja, det gør ukritiske journalister og venstrefløjen, som næsten er det samme. Husker man slet ikke sidste gang, vi blev udsat for en organiseret løgnekampagne fra Palæstina? Kæmpeoverskrifter og skingre stemmer på tv og i radio om, at jøderne havde dræbt 500-600 palæstinensere. Stupide fantasihistorier - også gengivet i denne avis - om, at jøderne for at skjule ofrene for deres blodtørst kørte rundt med hundreder hvis ikke flere palæstinensiske lig i lastbiler med fryserum, for så i nattens mulm og mørke at grave dem ned på afsides steder! Da ophidselsen havde lagt sig, viste det sig, at der i alt var tale om 55 palæstinensiske og 23 jødiske ofre.

Vi hører hele tiden, at Gazastriben er det tættest befolkede område i verden. Ganske vist er befolkningen dér de sidste 15 år blevet fordoblet ved egen kraft, hvilket jo ikke ligefrem tyder på armod og sult. Men lande som Belgien, Japan for slet ikke at tale om Holland er tættere befolket, og Israel - som også kun er en lille stribe land - har næsten lige så mange indbyggere pr. kvadratkilometer som Gaza. Palæstinenserne kunne leve i et rigt samfund som Israel. Men de stemmer på formørkede og blodtørstige demagoger, som kun bringer dem død og elendighed.

Ork, der er meget mere. Læs det!

Hvor man for nogle år siden kunne udskamme anderledes tænkene ved beskyldninger om racisme har virkelighedens erfaringer  i dag gjort det til et adelsmærke. Fra Jyllands-Posten (set hos Snaphanen)

Fremgangen kommer, efter at en hollandsk domstol i Amsterdam for to uger siden bad anklagemyndigheden om at retsforfølge den stærkt islam-kritiske politiker for ”at have opildnet til had og diskrimination” mod muslimer ved at sammenligne deres religion med nazisme.

Udsigten til en retssag har givet Wilders Frihedsparti kraftig medvind hos vælgerne: Hvis der blev udskrevet valg nu, ville Geert Wilders vinde hele 23 pladser i det hollandske parlament, hvilket er en fremgang på 14 mandater i forhold til de ni pladser, som partiet har i dag. Det hollandske parlament tæller ialt 150 medlemmer.

Det viser en dugfrisk meningsmåling fra den anerkendte hollandske valgforsker, Maurice de Hond, der selv har udpeget retssagen som en af årsagerne til fremgangen.

Hvis, der er nogle svenskere, der læser dette her så vid at I lever i en illusion. Der er intet i vejen med jer! I er gode nok! I har ret til jeres eget land! Alle europærere tænker, som I gør! Men der er nogle, der ikke vil indrømme at de tænker som jer andre - Skid på dem og stem efter jeres overbevisning!

Politikens politiske kommentator Peter Mogensen har skrevet en form for politisk dagbog, hvor han delagtiggør de forbløffede masser i sine tanker. Det er en dårlig ide med hans niveau, der endegyldigt underminerer resterne af hans autoritet, som politisk ekspert han byggede op da han i 90′erne gav Nyrup dårlige råd endnu inden nogen vidste, hvad man skulle forvente af de nyligt opfundne spindoktorer.

Den ellers sobre Hans Mortensen valgte sarkasmen som stil i sin anmeldelse i Weekendavisen og foragten emmer i hver en sætning.

Søndag den 23. november 2008 - Mogensen og Messerschmidt igen. B.T. har påstået, at den unge mand har heilet og sunget nazi-sange i Tivoli. På Politiken er der folk, der mener, at man ikke bør ødelægge mandens karriere uden beviser. Men ikke Mogensen : »Jeg ved ikke, om jeg er enig i tilfældet Morten Messerschmidt.« Og videre: »Kommer det til en retssag vil Messerschmidt tabe den stort. Med hans tidligere generalieblad in mente er det højst tvivlsomt, om han pludselig er ren som nyfalden sne?«

Normalt ville essensen i en sag være, at B.T. skulle bevise, at Messerschmidt har heilet. Det er ikke ham, der skal bevise, at han lever op til Politikens moralske mindstemål. Så enten er injurieloven lavet om, eller også ved Mogensen ikke noget om det, han skriver om. Undersøger sagen - loven er ikke lavet om.

Mandag den 24. november 2008 - Mogensen er flov over at være dansker. Håber ikke, at nogen fra bladet The Economist har fulgt Messerschmidt-sagen. De skriver i forvejen grimt om vort lille indadvendte racistiske land, hvor svinehunden konstant glammer. »Det er usmageligt at være dansker,« skrives der sørme. Blandt andet på grund af den »forskruede Flemming Rose« og hans insisteren på ytringsfriheden. Mogensen er træt af det. »Nu må tiden være kommet til at markere, at man godt kan gå ind for ytringsfriheden uden at provokere den muslimske verden med konstant at genoptrykke tegningerne som en af Flemming Roses nyttige idioter. Så meget rygrad kræver det standpunkt vel heller ikke.«

Nej, Mogensens kræver slet ingen - det er faktisk bedst uden.

Niels Lillelund var endnu hårdere i Jyllands-Posten

Bogen hedder Dødvande , og det er en fantastisk rammende titel, en mental tilstand ramt i et enkelt ord, og egentlig havde bogen måske ikke behøvet været længere.

(…)

Tanker tænkes ikke i bund i bogen, men hvad han savner i filosofisk dybde, kompenserer han for med selvsikre sammenligninger.

Når Pia Kjærsgaard kræver forbud mod muslimske tørklæder i det offentlige rum, sammenligner han det med Hitlers jødestjerner, og hvad man end mener om Pia Kjærsgaard, så er det jo sådan cirka det omvendte, hun plæderer for. Men den slags chevalereske associationer er bogen fyldt med, så Mogensen må vel være vant til, at de vækker jubel, hvor han kommer frem.

(…)

Bortset fra de deciderede fejl, som en redaktør burde have rettet, og lag på lag af dybt fladtrådte action-klicheer (»melder ud,« »kører butikken,« »spiller ind med ideer,« etc.) hæfter man sig ved, at Mogensen - ligesom usikre læserbrevsskribenter - hele tiden sætter ord i gåseøjne. Som var han nervøs for at blive taget på ordet.

(…)

Normalitetsbegrebet er ret snævert. Anders Samuelsen er »fanatisk«, fordi han vil lave skattesystemet om, og politikere beskyldes ind ad en kant for at være »skingre«, og »gå amok«, hvis de siger noget bare en anelse kontroversielt.

(…)

»Det er ikke den slags ytringsfrihed, vi har brug for,« slår han fast, da en person har sagt noget, han ikke bryder sig om. Og trods de ganske mange klægt moraliserende passager er det egentlig den fuldstændige mangel på etik, der er mest slående i teksten. Det gælder magten, først og sidst.

(…)

Tæt på valgdagen kommer historien om den unge pige, der er blevet holdt som gidsel af sin kæreste, der har anden etnisk baggrund end dansk. Hun er blevet tortureret på det grusomste og ligger nu, efter sin flugt, på hospitalet og kæmper for at vende tilbage.

»En katastrofe for venstrefløjen,« konstaterer den stedvist grublende Mogensen .

Ser man det.

Erik Meier Carlsen konkluderer i Politiken

Forfatterens selvglæde, den monomane placering af ansvaret for den »demokratiske krise« hos Sass og hans partis »ufrivillige uformåen«, manglen på konsistens og dybde i analysen og de iøjnefaldende selvmodsigelser gør ‘Dødvande ‘ til trættende læsning, der dertil hæmmes af forfatterens særprægede, grammatikalsk besynderlige og stærkt floskelprægede sprogbrug.

Henrik Jensen skriver i det ellers så forsigtige Kristeligt Dagblad

Det personlige består mest i, at vi får forfatterens subjektive vinkler på stort og småt i dansk politik, og hans selviscenesættelse som politisk spiller: “Var til en af de nyttige kaffesnakke (sic) med Fogh på Marienborg i dag. Manden er ganske sympatisk, og det er godt at få hans version af diverse forhold.” Det kan man sige. Og videre: “Han kritiserer også mig for, at jeg i Politiken har gjort det til et problem for hans internationale ambitioner, at han baserer sin regering på det yderste højre - Dansk Folkeparti.” Mon dog Fogh ville formulere sig på den måde? “Det er fair nok, at han indtager det standpunkt. Det ville jeg også gøre i hans sted. Jeg var imidlertid i Bruxelles den anden dag og spiste frokost med en EU-topfunktionær. Han nævnte Foghs udfordringer med tranedansen med Pia, før jeg kom ind på det selv. Det fortalte jeg Fogh og foreslog ham at tjekke lidt efter i systemerne.”

Forfatteren læser også teksten for oppositionen: “Jeg holdt oplæg for Socialdemokraterne i Gentofte. Blandt andet var Karl Hjortnæs (tidligere skatteminister) og Peter Valenius til stede. Jeg sagde det ligeud, at S efter min mening er i krise. De var alle enige.” Sådan.

(…)

Bogen gennemsyres af et dybt ønske om at komme den siddende regering til livs, og det gælder også - og ikke mindst - for det afsluttende essay om, hvad der er galt med dansk parlamentarisme, anno 2008. Efter forfatterens mening er der det galt, at oppositionen er for svag, for adspredt og for inkompetent. Sandt nok, men er det et parlamentarisk problem? Næppe.

Ikke desto mindre synes Mogensen , at parlamentarismen i Danmark må “videreudvikles”, og han foreslår konkret, at oppositionen sikres en ret til at gennemføre offentlige høringer, at der fremover skal tre fjerdedeles folketingsflertal til at bringe Danmark ind i en krig, at valgperioderne til Folketinget skal sætte gradvis ned, jo længere en regering sidder (første periode fem år, anden fire år, tredje tre år, og så videre), samt at den økonomiske subvention af de politiske partier skal forbedres.

En lettere tilgang til offentlige høringer ville være gefundenes Fressen for medierne, men ville det være godt for parlamentarismen?

“Demokratiet er menneskeskabt,” belæres vi om til sidst i bogen. “Det er os selv, der udvikler og tilpasser det, som vi finder bedst.” Jovel. Men os er heldigvis ikke dem på Politiken.

Mogensen er især kommet under beskydning fordi han han i bogen kraftigt antyder, at Dansk Folkepartis unge Morten Messerschmidt ville have valgt nazisternes side under Besættelsen. Det er så meget under det uskrevne bæltested at selv de Radikales unge Morten Østergård er fortørnet. På sin blog på Politiken forsøger Mogensen at bakke sig selv op.

For det første er det ganske svært at skrive en politisk dagbog for et år, hvor samme Messerschmidt må forlade sit parti på mistanken om, at han har sunget naziudgaven af den tyske nationalmelodi i Tivolis restaurant Grøften.

For det andet er det ikke begivenheden i Tivoli, som begrunder min tvivl om hvor Messerschmidt ville have befundet sig under krigen. Men snarere nogle af de udtalelser, som han gennem tiden har lagt navn til. Et par af dem kommer her:

Hvis ikke mistanken om nazisang i Tivoli begrunder Mogensens tvivl, hvorfor medtager han den så “for det første” som forklaring? “Det andet” er, som han siger de udtalelser Messerschmidt er kommet med, som Mogensen finder tvivlsomme for Messerschmidts moralske habitus

Messerschmidts udtalelser kom i Nyhedsavisen 20. april 2007:

»Jeg mener, at alle muslimske samfund per definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk. Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund med hungersnød, undertrykkelse og brud på de mest elementære frihedsrettigheder«, siger EU-ordfører Morten Messerschmidt (DF).

Alle muslimer , der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker.

eller

Fra et læserbrev af Messerschmidt i JP Århus 30. marts 2007:

Der findes ikke et muslimsk samfund, hvor det er værd at leve som almindelig gennemsnitsborger. Alle samfund, hvor det muslimske befolkningsantal er for højt, går til i arbejdsløshed, ekstremisme, ungdomskriminalitet, håbløshed og vold.

Nu kan vi hver især lægge i disse aktuelle udtalelser hvad vi vil. Men Dødvande problematiserer hvor vidt det er hensigtsmæssigt, at vi i Danmark har en debatkultur, hvor respekten for andre mennesker med en anden religion, er lidt for lav.

Er vi gået for langt? Min personlige holdning er mindre relevant - det er spørgsmålet, som er det centrale.

Men for langt i forhold til hvad? Spørgsmålet skal jo sættes i forhold til virkeligheden og her fejler Mogensen i to omgange. Den ene ved at han sætter respekt eller mangel på samme for et værdisæt - i dette tilfælde religionen islam - i stedet for mennesker. Den anden ved, at han ikke forholder sig til om Messerschmidts udtalelser er rigtige eller forkerte.

Mogensen beskæftiger sig ikke med virkeligheden men med sprogets gloser, hvilket betyder at harske ord om f.eks. nazismen vil placere en som potentiel nazist, fordi nazisterne sprog også kunne være harsk. Men det var nu ikke gloserne, der i sig selv karakteriserede nazismen, men ideologien og konsekvenserne, netop hvad Messerschmidt rigtigt eller forkert advarer om ved islam. Måske kan man tvivle på om Messerschmidt ville vælge modstandskamp eller den illegale presse.

I bogen påstår han ifølge en af anmelderne at han stod bag Nyrups stempling af Dansk Folkeparti, som værende ikke-stuerene. Måske eksisterer, der en lille kerne af Politikenlæsere, der godter sig ved klare værdiudmeldinger, men for den almindelige vælger var denne blot en dum bemærkning, der næsten vidste sig at være skæbnesvanger for Nyrups regering.

For Nyrups stempling indskrænkede ikke blot Socialdemokratiets manøvererum i flere år til at indgå politiske alliancer og aftaler i en tid, hvor man i forvejen var trængt i defensiven. Den vanskeliggjorde også Nyrups opgør med den hovedløse indvandringspolitik og det sværmeriske multietniske projekt, som socialdemokratiet havde underkastet sig da den moralske venstrefløj i partiet mente at have formandens ord for at emnet i sig selv ikke var stuerent. Og vølgerne kunne forsikre sig selv om at Socialdemokratiet ikke ville tage folkets voksende bekymring alvorligt. Hvis Mogensen har haft så stor indflydelse, som han praler med er det som et søm i kisten.

En fremragende ældre artikel på Tidehverv af Lars Hedegaard, som bør læses i sin helhed. Hedegaard demonstrerer i overlegen stil at han er andet end en skarp satiriker - han er en af landets fineste analytikere af Danmarks nyere åndshistorie.

Det, der undrer allermest ved udviklingen, er den ringe modstand, som imamernes ideologi mødes med. Man kunne forvente, at modstanden ville komme fra i hvert fald to sider: fra det, man engang kaldte borgerskabet - altså det, som Marx kaldte bourgeoisiet, den samfundsklasse, der er bærer af den kapitalistiske produktionsmåde - der vil gå til grunde i et samfund, hvor den islamiske lov, shariaen, vinder frem. Og man kunne ligeledes have forventet, at talsmænd for de såkaldte arbejderpartier energisk ville have sat sig til modværge mod udbredelse af imamernes tankegods.

Intet af dette er sket. Venstrefløjen har opgivet at være venstrefløj. Den kæmper ikke længere for en økonomisk samfundsomvæltning. Det ville ikke længere være noget fremgangsrigt projekt, efter at den realeksisterende socialisme i Europa måtte pakke sammen for femten år siden. I samme åndedrag har de såkaldte venstrefløjspartier også skaffet sig af med de sidste rester af marxismen. D.v.s. at de er holdt op med at beflitte sig med klasseanalysen, ideologikritikken og materialismen - kort sagt med den samfundsmæssige virkelighed. I stedet står vi over for en ren ressentimentsideologi - en ideologi, der hader den bestående orden, men ikke har noget at sætte i stedet - bortset fra en maksimalt voksende offentlig sektor.

Vi har ikke længere nogen borgerlig opinion i Danmark. Jeg mener borgerlig i den marxistiske forstand som en ideologi, der på den ene side forsvarer den private ejendomsret, men som sandelig også betragter sig som en progressiv kraft og en forsvarer af de vestlige friheder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så var det præcis sådan, Karl Marx betragtede kapitalismen og i øvrigt også den vestlige imperialisme. Som progressive fænomener, hvis udbredelse indebar enorme fremskridt sammenlignet med de tilstande, som menneskeheden hidtil havde levet under.

Intelligentsiaens tid
Jeg tror, der skete noget afgørende i 1956 og årene derefter. Mens den danske storstrejke - efter at regeringen havde besluttet at ophøje det forkastede mælingsforslag til lov - røbede et vist klassekampspotentiale hos arbejderne, fejede nedkæmpelsen af Ungarn-opstanden senere samme år alle revolutionære muligheder af bordet. Et par år senere begyndte Danmark at nyde godt af kapitalismens Gyldne Periode, som den engelske historiker Eric Hobsbawm har kaldt kapitalismens storhedstid. Som det snart skulle vise sig, blev kapitalismen fra og med 1960erne stort set i stand til at opfylde arbejdernes materielle krav, og det var ikke længere nødvendigt for arbejderklassen at kæmpe for ændringer i ejendomsforholdene eller at antaste arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Dermed ophørte klassekampen mellem lønarbejde og kapital forstået som en kamp om magten over produktionsmidlerne og privatejendommen. SF og DKP blev i stigende grad kulturbevægelser (eller hvad man nu skal kalde dem), der havde opgivet at omvælte kapitalismen, skønt de stadig betragtede produktionsmåden med afsky.

Efter nogen tøven indså danske kapitalister, at hverken fagbevægelsen eller de socialistiske partier truede deres kontrol med produktionsmidlerne, og dermed mistede borgerskabet sin interesse for ideologi. Da ejendomsretten ikke længere var truet, opgav man forsvaret for frihedsrettighederne og trak sig i stigende grad ud af den principielle politiske kamp. LOs afgående formand Thomas Nielsen kunne ganske vist i 1973 proklamere, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til godt. Men det samme havde arbejdsgiverne. Og som det snart skulle vise sig, havde de tilsammen sejret over skatteyderne.

De gamle industrielle klassemodsætninger (som Marx mente ville tilspidse sig mere og mere) forsvandt ikke, men mistede efterhånden betydning. Ingen forestiller sig længere, at det socialistiske samfund er en sandsynlig eller uafvendelig afløser for den bestående økonomiske orden.

Kapitalismens uhyre produktionskraft skaber ikke bare nok overskud til at give de forhenværende proletarer en levestandard, som kun grever kunne håbe på i generationerne før. Der bliver tilmed overskud, der er stort nok til, at såvel præindustrielle som postmoderne klasser kan vokse op.

De nye klassers materielle forankring er ikke i produktionssfæren, men i den offentlige økonomi, som de konstant kræver udvidet. Iøvrigt har udviklingen af klasserne slet ikke været, som Marx og langt de fleste marxister i hvert fald indtil 2. Verdenskrig forudså.

Den ellers dødsdømte bondeklasse er mægtigere end nogensinde, fordi den har fået magten over op mod halvdelen af EUs budget foruden beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. (Det er i øvrigt interessant, at forestillingen om det ønskværdige i at skattebetale for en bondeklasse, som markedet ikke vil betale for, ligner de førmoderne idéer i nazisternes partiprogram og propaganda om nødvendigheden af at bevare bondestanden af hensyn til dens kulturelle og racemæssige betydning. Nu skal vi bevare bønderne af hen syn til landskabets pleje. Bønderne har altså fået en erklæret kulturel, nærmest æstetisk betydning.)

Der er derudover opstået en klasse, som man som en første tilnærmelse kan kalde intelligentsiaen (idet jeg her bruger et udtryk, som den danske marxist Gustav Bang formulerede allerede i 1915), og hvis missionsbevidsthed er overtaget fra den gamle og nye venstrefløj, der i løbet af 1970erne begyndte at penetrere statsapparatet, som bliver det virkelige sæde for den nye klasses magt. Via statsapparatet og den politiske propaganda, der udgår derfra, kan man kontrollere sine egne allokeringer, og tilmed forøge dem, hvis de kan motiveres med nye udækkede behov.

Efterhånden er der sket en sammensmeltning af det centrale statsbureaukrati og andre eliter: pressen, kirken, hele kulturlivet, forskellige antiimperialistiske og militant-humanistiske bevægelser, universiteterne, alle vigtige organisationer (LO, DA etc.) og domstolene. På et tidspunkt, der formentlig ligger engang i 1980erne, er der opstået en slags fællesideologi, der holder sammen på hele klassen og begrunder dens magt, og som bl.a. med EU-støtte forsøges udbredt til hele folket.

I løbet af 1990erne blev intelligentsiaen opmærksom en ny allieret i de lokale repræsentanter for islams herskende klasse, imamerne og ulema. Deres disintegrationsvirksomhed blev hurtigt til en uudtømmelig kilde til nye bevillinger. Fordelen for intelligentsiaen ved at alliere sig med ummaens ledere er, at ummaen ikke forsvinder på samme måde, som arbejderklassen gjorde. Læg mærke til, at ingen af de såkaldte arbejderpartier - det kalder de sig knapt nok mere - længere taler om arbejderklassens berettigede krav. Nu taler de om indvandrernes, d.v.s. muslimernes krav, der i modsætning til arbejderklassens aldrig kan indfries. Interessant nok har intelligentsiaen hermed inviteret den klasse indenfor, der med tiden vil blive dens egen banemand.

Ummaen omfatter som bekendt en meget hurtigt voksende befolkning på 1,3 milliarder, og under intelligentsiaens herredømme har vestlige nationer ingen virksomme midler til at begrænse ummaens formering og f.eks. heller ingen lovlige midler til at diskriminere inden for de sociale ydelser. Intelligentsiaen har dermed pånødet befolkningen et system, der nødvendigvis må indebære velfærdsstatens sammenbrud. Vi ser allerede i dag, at statsinstitutionerne bryder sammen: folkeskolen, de sociale sys temer, ordenshåndhævelsen etc. Hurtigt vil vi ende i en situation med et konstant højt skattetryk ledsaget af en stadig dårligere service og en hastig nedbrydning af retsstaten. Hvis denne skæbne skal undgås, må man enten bryde imamernes ideologiske indflydelse (og det er det sidste, intelligentsiaen vil gøre), eller man må sætte sin lid til så store tekniske fremskridt inden for den kapitalistiske produktion, at man når frem til en slags kommunistisk samfund, hvor enhver dansker knokler efter evne, og enhver muslim nyder efter behov. Det sidste er lige så usandsynligt som det første.

Tolerance som herskabsideologi
Hvordan kan vi nærmere karakterisere intelligentsiaens ideologi? Den er først og fremmest præmoderne og har i virkeligheden været det lige siden, venstrefløjen begyndte at tvivle på revolutionsfortællingens holdbarhed. Da intelligentsiaens krav på ideologisk førerskab ikke længere kunne begrundes med den videnskabelige indsigt i den historiske nødvendighed, måtte man finde andre måder at legitimere magten på.

I første omgang søgte man historisk fodfæste ved at alliere sig med forskellige voldsbevægelser i fattige og helst fjerne lande. Således var støtten til Kina, Albanien, Kampuchea, Vietnam o.s.v. fundamentalt set en regression fra moderniteten. Men antiimperialismen blev præsenteret som både teoretisk velforankret og eminent gennemførlig, selv om den intet havde med den klassiske marxisme at gøre.

Den antiimperialistiske legitimering kunne imidlertid heller ikke opretholdes, fordi det hurtigt blev klart, at de bevæbnede revolutionære intetsteds havde opnået noget, som ikke hurtigere og lettere kunne have været sikret uden voldshandlinger. Et strålende eksempel er den panegyrik, der i 1980erne ombølgede Zimbabwes frihedshelt Robert Mugabe, som siden har ødelagt hele landet. Det samme er sket - eller er på vej til at ske - i mange andre lande fra Bolivia til Etiopien, Iran og Korea.

Det nye legitimeringsgrundlag, der afløste den voldelige antiimperialisme, blev en syndsbevidsthed, som man systematisk fremelskede ved at kontrastere den danske befolknings reserverede modtagelse af indvandrere fra fremmede kulturer med det ideelle krav, man burde leve op til: nemlig ubegrænset tolerance. Vi er endt med en slags statssanktioneret bjergprædiken, som ingen kan leve op til, medmindre de vil springe i havnen, og som derfor kan begrunde endeløse fordømmelser af den almindelige befolkning i pressen, kirken, på læreanstalterne og for domstolene. Efterhånden foregår dette i voksende alliance med det europæiske meningspoliti.

Intelligentsiaens eller, om man vil, skyld-mafiaens, tolerance-ideologi afslører sig netop som ideologi derved, at den savner enhver materiel eller praktisk begrundelse. I et forsøg på at dølge ideologiens karakter af ideologi insisterer intelligentsiaens talsmænd på at blive betegnet som eksperter også, når de udtaler sig om rent moralske anliggender, eller når de blot udtrykker egne fremtidsdrømme.

I modsætning til det omgivende samfunds konsekvensetik bygger skyld-mafiaens ideologi på en hensigtsetik. Den rette hensigt og den alene afgør, om et udsagn overhovedet kan fremføres.

For at opretholde facaden er intelligentsiaen nødt til at gå til angreb på videnskaberne. Universiteterne bliver omdannet til repositorier for den knæsatte og moralsk acceptable viden, mens man ligesom imamerne bekæmper ny viden, der ikke tjener den herskende klasses interesser, f.eks. empirisk funderede oplysninger om islam. I voksende grad må intelligentsiaen tage sin tilflugt til førmoderne og i en vis udstrækning obskurantistiske antagelser, der breder sig som en løbeild i de udviklede kapitalistiske samfund. Derfor er historiestudiet forsvundet fra skolevæsenet. Fortiden betragtes som en forbrydelse, som vi ikke har behov for at forstå, men som blot skal fordømmes. Da det samfund, der bekoster skyldmafiaen, fortsat er struktureret som et nationalt fællesskab med en øvrighed, der udgår af den almindelige stemmeret, gælder det især om at udslette den del af historien, der omhandler folkesuverænitetens og demokratiets fremkomst.

Og hvis man gerne vil have et humoristisk eksempel på fænomenet ressentimentsideologi er her komiker, skuespiller og entertainer Hugh Laurie

———————————————————

Af en eller anden grund er henvisningsfunktionen slået fra på den nævnte Hugh Laurie video og man kan derfor ikke se den direkte Monokultur. Men den kan ses på Youtube på nedenstående link.

http://www.youtube.com/watch?v=Q8chs2ncYIw

Jeg kan kun tolke denne artikels billedsprog, som et forsøg på humor. Men i virkeligheden udtrykker valget en generel desorientering. Fra Politikens News in English

 At his weekly news conference yesterday, Prime Minister Anders Fogh Rasmussen issued a fatwa to his Integration and Welfare ministers Birthe Rønn Hornbech and Karen Jespersen, laying down the law as to what is acceptable or not in government.

Politiken er på vej ud i mental opløsning og det er ikke noget at grine af.

Københavns Kommune planlægger at lukke et par udflytterbørnehaver på Nørrebro til forældrenes store fortrydelse, der anser børnehaverne, som den sidste grund til at blive boende i det skyderieamte kvarter. Politiken lægger vægt på forældrernes harme, men en anden historie afspejler sig alligevel.

Stik imod Københavns Kommunes intentioner om at fremme integrationen på Nørrebro føler velfungerende, ressourcestærke familier sig presset ud af bydelen.

(…)

»Hvis man vil fastholde ressourcestærke mennesker her, er man nødt til at nurse os lidt. Det gør rent faktisk en forskel, om vi bliver boende i området. Hvis bare 10 af de 50 børn i vores børnehave flytter ud af byen på grund af lukningen, vil de mangle ovre på Rådmandsgades Skole om nogle år. De bidrager meget positivt i den befolkningssammensætning, her er. Hvis man vil have, at integrationen skal lykkes på Nørrebro, skal der være plads til familier som vores«, siger hun [Sofie Plenge, forælder].

(…)

»Forleden var der møde i børnehaven, hvor folk sad med tårer i øjnene og sagde, at børnehaven er det eneste, der holder dem i bydelen. Denne her plan gør kun, at Nørrebro bliver endnu mere belastet, så vi samler os nu og håber, politikerne vil lytte«, siger Sofie Plenge.

Nørrebro holdes sammen af de “ressourcestærke mennesker”, der har strukket sig så langt, som de kan. Hvis Sofies antagelse af at 10 børns udflytning får mærkbare negative konsekvenser er rigtig vil man kunne frygte at man har passeret den kritiske masse og startet en spiral, der får flere til at følge efter. Trods de mange investeringer, den massive sociale omfordeling, de mange integrationsprojekter, de mange kulturtilbud, Folkeskolens kraftanstrengelser, de mange frivillige ildsjæle hviler det multietniske projekt på en knivsæg.

Det er med en vis undren og skuffelse at jeg ser DF’s Søren Espersen bevæge sig ud i eulogiens usikre farvand for at, af omveje, sende en sidste hyldest til Jörg Haider. Uanset et slags begrænset politisk slægtsskab med Haiders frihedsparti, så ville DF gøre klogt i at distancere sig fra den uhumske kæltring, hvis familiemæssige og kulturelle baggrund peger direkte ned i det nazistiske dyb.

Fra DR radioavisen:

Søren Espersen: “Det er jo trist for en sådan forholdsvis ung mand at komme af dage, og trist selvfølgelig for hans familie, og også for det østrigske folk for man kan sige at det jo flere gange har givet Jörg Haider stort folkeligt mandat.“

Østrig har stemt på en apologet for det Tredje rige, en antisemit, og en holocaust- benægter som nu heldigvis er død. Hans udtalelser står som et testamente over hans egen og Østrigs generelle patologi.
Uanset den rationelle restriktive immigrationspolitik som Frihedspartiet har været eksponent for, er der ingen grund til at DF skal have et “naturligt” bånd til Haider, lige så lidt som at der skal være et naturligt bånd til Saudiarabien eller Japan (som har en meget streng statsborgerskabspolitik) eller Sveriges Nationaldemokraterna for den sags skyld. Derfor har DF ingen pligt til at udtale sig til DR (eller andre medier) i Jörg Haiders favør. Det er ikke kun hvad man tænker, men lige så vigtigt hvordan man tænker. Skulle Haider have fået magt til at gennemføre sine mål ville det med garanti ske på en modbydelig måde. Vi har ingen grund til at tro, ud fra Haiders politiske baggrund og udtalelser, at det forholder sig anderledes.
Dansk Folkeparti skal derimod tage afstand fra Haider og hans slags, netop for at udbygge deres politiske og intellektuelle kapital, og derved fastholde presset på lyserøde borgerlige og kulturradikale.

Som Christopher Hitchens har sagt, “Østrig har begået to store bedrifter: De overbeviste verden om at Hitler var tysker og at Beethoven var østriger.”

Fra Kristeligt Dagblad

 

De fleste medlemmer af folkekirken bruger alligevel ikke store bededag til andet end at holde fri og gå i haven og måske spise en enkelt varm hvede. Så hvorfor ikke flytte den særlige danske helligdag, så den passer sammen med datoen for den muslimske afslutning på ramadan-måneden, den såkaldte eid-fest, siger Socialdemokraternes kirkeordfører Karen Kirk til Kristeligt Dagblad.     

Det kunne blive en fælles helligdag og fridag for kristne og muslimer, og for den sags skyld kunne jøder og buddhister også bruge den i deres religiøse traditioner.

 

Se, det var en god ide. En endnu bedre ide kunne være at rykke eid-festen til 1. maj, der i forvejen er en stærkt ekskluderende festligholdelse af totalitære tanker og grusomme fyrster. Så kunne man spise kulturberigende maj til alle sine øl, mens man hørte på imamer og socialister tilsvine det frie menneske. Man kunne synge eller brøle - alt efter religiøs tilgang til den syndige musik - om blod, kamp og faner og se for sig morgenrøden bringe død over kulakker, kapitalister, jøder og andre vantro. Og man kunne bedre koordinere indvandreres og autonomes optøjer så timingen passer bedre i forhold til fagbevægelsens demo’er.

Dansk Folkepartis folkelighed har fra staten været en grundlæggende samklang med størstedelen af den danske befolkning i sine helt basale værdier nemlig en omend diffus konservatisme, modstand mod EU og modstand mod indvandring. Dette er intet andet end logiske slutninger på en enkelt og indlysende forudsætning, nemlig at Danmark er et suverænt land og danskerne er et suverænt folk og at det skal vedblive med at være sådan. Derfor er Dansk Folkeparti imod alt, der truer dansk suverænitet, som befolkningsudskiftning og overnationale organisationer og for alt, der kan styrke båndene til vores forfædre.

Rodfæstet i det danske folks suverænitet afviste man helt logisk og forudsigeligt internationalisme og idealisme. Og som en en helt logisk konsekvens af den bærende præmis om danskernes suverænitet har Dansk Folkeparti med den største, ja nærmest instinktive selvfølgelighed ikke blot forsvaret idealet om ytringsfrihed, mens andre kløjs i forvirret teoretiseren og manipulerende idealer, men er selve indbegrebet af den danske bramfrihed, der i årtier var udskammet af den småborgerlige elite, der havde sat sig på det offentlige liv. Den bramfrihed der i Dronningens mund var dumsmarte bemærkninger og for den akademisk aspirerende elite tonen i debatten og udtryk for et ulækkert menneskesyn. Ytringsfriheden truede nemlig renheden i de mange idealer om menneskehedens bedste - klar tale er ikke stuerent.

Men Dansk Folkeparti overvandt ikke blot den systematiske propaganda imod partiet fra hele det toneangivende liv - uddannelsesystemet, medierne, det politiske, interesseorganisationer og fagforeninger, kunstnere, akademikerne, ja hele det overDanmark, der burde være en afspejling af vores bedste formåen. De forvanskede Dansk Folkepartis udtryk og præsenterede det i en forkvaklet form for den befolkning de skyldte deres tillid. Alligevel stemte flere og flere DF og ikke nok med det, de andre partier inddrog efterhånden større og større dele af Dansk Folkepartis grundlæggende præmisser for deres egne værdier. Dansk Folkeparti overvandt karaktermordet og vandt dagsordenen fordi de havde ret og stod på fast på den ret. De var et nødvendigt parti.

Det er måske slut nu. Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?

Hvad bliver fremtiden så for Dansk Folkeparti? Med åbningen for at EUs afgørelser er øverste myndighed skifter Dansk Folkeparti ikke blot ved præmisserne for deres tilbageværende politik, som efterlader dem politisk skizofrene, men de skal også til at tillægge sig et nyt politisk sprog, der skal kunne forklare deres holdninger i en EU-sammenhæng. Slut er det med grundargumenter, som; det vil vi ikke have, sådan gør vi ikke hos os og det skal de ikke bestemme. Istedet er det begyndelsen på argumenter som; det skal vi overholde og det må vi ikke. Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.

Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….

Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre. Et parti, der skal sælge sig selv for at overleve, et parti hvis succes vil afhænge af deres organisation, mærkesager, kandidaternes talent, evne til at ramme trenden. Til det skal de bruge fokusgrupper, konsulenter og reklamefolk og nogle mennesker vil stemme på dem fordi de synes det passer dem mere end andre og andre vil vælge dem fra. Men de vil ikke være et nødvendigt parti, som folk stemmer på fordi intet andet er realistisk. Det var netop det at være et nødvendigt parti, der skaffede dem den bemærkelsesværdige fremgang ved det seneste valg, hvor temaerne ikke passede Dansk Folkeparti og hvor medierne var enige om en hyldest til håbet om en bedre verden enten ved oppositionens sejr eller et bedre grundlag for den siddende regering i form af Ny Alliance.

Hvis dansk Folkeparti ville lytte til de salmer, der ønsker sunget i Folkeskolen kunne de måske lære noget. Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder.