Tænk hvad en skideballe kan føre med sig. Fra Ekstrabladet:

Lærer sparket ned af elevs far

Noget så banalt som en irettesættelse af, hvordan man opfører sig i en kø, fik fredag en 6. klasseelev på en skole i Greve til at ringe efter familien for at få hævn.

Drengen, der går på Tjørnelystskolen i Greve, blev i spisefrikvarteret hevet ud af køen til mælkeudleveringen, da han ikke makkede ret. Han blev trukket i armen med på kontoret, hvor han fik en skideballe og en lektion i at opføre sig ordentligt.

Få minutter efter stod hans familie på skolen og ifølge Ekstra Bladets kilder råbte og skreg de.

Viceinspektøren og læreren forsøgte at tale dem til rette. Det mislykkedes og læreren gik. Drengens far løb dog efter og sparkede læreren i ryggen.

Der er ingen varige men, men både han og de elever, der så optrinnet er blevet tilbudt psykologhjælp, siger Greves skolechef, Niels Nørbo til Ekstra Bladet.

Nu er det ikke Monokulturs stil at gætte minoritetsgruppe, men jeg undrer mig såre over hvem der kan mønstre en hel familie tidlig eftermiddag på en hverdag…

Psykologhjælp er desværre blevet et standard tilbud til danskerne ved den mindste krise. En ret uheldig tendens, idet enhver ubehagelig situation gøres til et forhold mellem dig og dit indre. Nu er det sådan at man eksisterer som individ i forhold til nogle omgivelser bestående af andre individer - dette er et politisk forhold der sjældent egner sig til psykologiske løsninger. Eleverne på skolen i Greve er blevet sat i en konkret konflikt. En konflikt om skolens sociale rum, og om almindelig anstændig opførsel. Hvorfor skal disse elever udsættes for psykologer når de ikke har gjort noget? Konflikten er politisk og skal diskuteres af elever, lærere og forældre i en fri debat. Problemet skal ikke bortforklares af den terapeutiske klasse.

Der er næppe noget mere kvalmende end den type invasiv psykoterapi, som kaospiloter og andre charlataner praktiserer overfor uheldigt udvalgte personer fra den arbejdende almue. Dette coaching, psykodrama, teambuilding nonsens er åbenbart helt blottet for etik, i det der skaltes og valtes med menneskers sjæleliv, på slap line og uden sikkerhedsnet. Man for blotlagt og ommøbleret sit indre, men det er småt med hjælp når skaderne skal genoprettes.
Her følger et eksempel på den slags coaching-lort. En tidligere studerende ved kaospiloterne (og det er “tidligere” med fed streg under) har henledt min opmærksom på bitter-blog’s historie, med den følgebemærkning, at det kursusforløb som omtales i indlægget præcist beskriver noget essentielt i kaospilotuddannelsen. Her er teksten i sin helhed (fra Bitter Blog):

Værdiløshed

Jeg klager ofte over ressourcespild i det offentlige system. Man bør dog heller ikke glemme, at det også eksisterer i det private erhvervsliv, selvom man her har mulighed for at fravælge de firmaer, som skyller sine og dermed engang kundernes penge ud i lokummet. Et godt eksempel er et firma, jeg arbejdede i for nogle år siden, hvis produkter jeg aldrig vil drømme om at købe, da jeg ved, de ville koste det halve, hvis vi ikke havde været på værdiseminar. Ja, lige præcis, netop som folk begynder at opdage den rustne og gennemhullede bund i teambuilding-vognen, så har man bare fundet på værdiseminarer i stedet.

Vi blev udstationeret på hotel i tre uger, og vi var naturligvis blot det første hold. Da vi ankom til hotellet, hængte der en fin planche med hotellets værdier. Personalet havde tydeligvis været igennem det samme helvede som os, hvilket forklarede værelsespriserne og manglen på erfarent personale. Jeg påpegede for mine kollegaer, at vi burde kopiere hotellets værdier og tage på arbejde i stedet, hvilket naturligvis kun affødte hånlige fnys fra den flok af Politiken-abonnenter, de var.

Da min hjerne har en forsvarsmekanisme mod sindssyge, husker jeg kun få dage af seminaret. Vi mødtes første dag i en stor sal, og den samlede mængde af inkompetence var enorm. Efter et tre timers foredrag fra direktøren om, hvor vigtigt et arbejde, der stod foran os, forlod han etablissementet, kørte hjem i sin Audi og vi hørte ham aldrig igen nævne et ord om værdier. Så begyndte mareridtet. Firmaet havde hyret nogle skuespillere og en kaospilot til at køre seancerne, og derefter gik det kun ned af bakke. Det var som at være i børnehave igen bortset fra, at det var skægt første gang.

De nærmere detaljer i udskejelserne på seminaret skåner jeg jer for, men jeg kan nævne, at vi bl. a. var fugle en dag og skulle løbe rundt og pippe. Vi kæmpede også med værdi-skjold og værdi-sværd og spillede nøgenteater, der blandt andet inkluderede en frustrations-ballet. Alt for at komme frem til en bruttoliste af ord, som var potentielle værdier for firmaet. Det var jo et herligt resultat, som næsten fik en til at glemme de kompetente kollegaer, der blev fyret derhjemme på samme tid. Firmaet fyrede nemlig omkring tyve medarbejdere per måned, og så gav det rigtig god mening, at vi brugte noget, der nærmede sig 100.000 om dagen på at finde frem til værdiord, som alle med rette er komplet ligeglade med bagefter. Der var måske en af kollegaerne, som omtalte værdierne en uges tid efter seminaret, og derefter blev de totalt glemt, for ingen kan bruge sådan en gang varm luft til noget som helst. I løbet af fjorten dage var alt tilbage ved det gamle, på nær at en masse af de kvindelige kollegaer kastede op på toilettet om morgenen.

Jeg lærer aldrig at forstå sådan en disposition, for jeg har aldrig oplevet noget som helst af mening opstå ud af det psykologiske sidestykke til swinger-klubber, som værdiseminarer er. Det er ren CV-opbygning og beskæftigelsesterapi for HR-folk og latterlige kaospiloter, som åbenbart skal genere arbejdsomme mennesker med deres respektløse, påtrængende og invaderende udadvendthed. Men det må jo være fordi, de ikke kan andet. De skulle have en ordentlig lussing, afskediges, tvinges til at holde gaderne rene, og så må de for min skyld diskutere værdier, så tosset de vil bagefter. Men så kan de selvfølgelig ikke vedligeholde en indkomst, som dækker udgifterne til latterlige, grimme samtalekøkkener og tåbeligt retromodetøj til deres stupide afkom, der hjælper dem til at glemme, at de absolut intet kan udrette i en virkelig verden.

Åh ja, og jeg behøver vel ikke at nævne, at de fem ord, som tre hold kom frem til efter i alt ni ugers brutal nedslagtning af sund fornuft var nøjagtig magen til dem, som hotellet havde på den liste, jeg læste den første dag? Bortset fra, at kaospiloten havde skrevet ”trykhed” på vores liste.

Mere om kaospiloterne: Kaospiloternes ny rektor på P1

Man hører ofte at vi allerede lever i et multietnisk samfund. Men hvorledes ser sådan et egentligt ud?

Jeg tror jeg beholder mit Morten Korch-samfund thank you very much.

Denne rejsebeskrivelse begået af en Aarhusiansk buspassager skal nok få jer kære læsere op af sæderne.
Tak til Uriasposten for linket:

Århus Stiftstidende 23 november, Alice Krøger:

Jeg havde aldrig troet, at nogen ville råbe danskersvin efter mig. Eller spytte efter mig, hamre truende på vinduet eller synge smædesange. Slet ikke, når min eneste brøde var, at jeg en eftermiddag tog bus nummer 52 fra Næshøjskolen i Harlev til Århus.
Allerede ved busstoppestedet fik jeg en anelse om, at turen ikke ville blive helt almindelig.
»Fuck dig!« hvæser en 12-årig knægt til sidemanden, som får et skub, så han tumler ind i mig og flokken af ventende passagerer. En lille frysende flok Harlev-borgere og 30-40 børn, der går på Næshøjskolen, men bor i Gellerup.
Efter slag, voldsomme skub og benspænd får børnene mast sig ind i bussen, hvor et større slagsmål om sæderne starter.
Vi midaldrende opgiver kampen på forhånd. Inden vi er nået ud af Harlev, har flokken af 10-12 årige skolebørn forvandlet sig en skrigende hob, der står på sæderne, slår på hinanden og synger smædesange på arabisk. Chaufføren forsøger at få ørenlyd, men højtaleranlægget rækker kun til de første sæder.
En passager, der har sit forskrækkede barnebarn med, forsøger at få ballademagerne til at dæmpe sig. Uden held. De arabiske drenge styrer bussen. Det skal ingen være i tvivl om. Heller ikke jeg, da jeg opdager, at en af drengene stjæler en nød-hammer og putter den i lommen.
»Den kan du godt sætte på plads igen,« ryger det ud af munden på mig.
Straks udløser det en ny smædesang, denne gang rettet mod mig. Og på dansk. »Gamle menneske, gamle menneske, gamle menneske,« galer de, mens de udfordrer mine mange års erfaring i at omgås børn og unge. Jeg har været lærer og mangeårig leder i idrætsforeninger. Jeg har set masser af børn i flok. Men jeg har aldrig set noget lignende.
Nu har chaufføren også fået nok. Han stopper bussen og råber i højtaleranlægget, at han ikke kører videre, så længe børnene ter sig, som de gør.
Det hjælper i to minutter, så sætter de små Gellerup-drenge igen trykluft på stemmebåndet. Chaufføren hamrer foden i bremsen. Der bliver stille i bussen. Men i samme sekund chaufføren igen starter bussen, skriger en dreng af sine lungers fulde kraft og gejler medløberne op til en ny runde.
Nu med teksten: »Kommunen betaler, ha,ha, kommunen betaler,«
Det er vi almindelige passagerer ikke et sekund i tvivl om. Der er gratis månedskort i alle lommer, men vi har altså også betalt billet og vil bare gerne til Århus.
Bussen stopper så brat, at passagerne letter fra sæderne.
En yngre mand har mistet tålmodigheden. Han rejser sig op og råber.
»Så hold da kæft, vi er nogle, der ikke har tid til at holde her. Vi skal til Århus,«
Han bliver mødt med en byge af trusler om tæsk.
»Jeg er ikke bange for jer,« råber han, men sætter sig så ned. Med så mange øretæver i luften, gør man klogest i at holde sig i ro.
Den somaliske chauffør marcherer ned gennem bussen og får kun hånlige blikke og tilråb fra den arabiske fraktion. Truslen om, at de bliver sat af, hjælper ikke. Chaufføren ved, at det med det samme medfører klager, hvis han efterlader 10-12- årige drenge på Silkeborgvej. Først da han truer med at ringe til politiet, bliver der så megen ro, at bussen kan fortsætte. Men allerede da bussen når til det gamle Brabrand, er den gal igen. Chaufføren har givet op. Han kører så hurtigt han kan til ­City Vest, hvor Gellerup-drengene lægger kræfterne i og skubber så hårdt til pigerne og de stille somaliske drenge, at de vælter ud af bussen. Under en byge af spytklatter, tilråb om danskersvin og hamren på ruderne, kører vi ind mod byen.
Herregud! Eller måske rettere Herre Allah. Er det her virkelig resultatet af mange års forsøg på integration? Jeg kæmper en hård kamp med min indre vrede og forsøger at forklare, hvordan det kan gå så galt. Det lykkes ikke.
Frustreret står jeg af på Banegårdspladsen og kigger hen på Rådhuset. En dag vil jeg invitere by­rådet med på en tur i bussen.

Ja en trist historie i alt sin enkelthed, og hvis nogle sidder tilbage med en knold af vrede i mellemgulvet, så er det nok et tegn på at I ikke har boet i nærheden af multikulturelt belastede områder. For sandheden er, at undertegnede finder denne historie nærmest prosaisk, og det har bl.a at gøre med min færden på Vesterbro og især Nørrebro i København, nærmere betegnet en SFO/kulturhus hvor muslimsk bandeuvæsen og hadefulde udfald mod danskere er hverdag. Sikke et dejligt samfund de radikale tosser har skaffet os på halsen.

Fra Berlingske Tidende

Københavns Kommune vil nu tage ved lære af de ellers så udskældte muslimske friskoler. Det sker i erkendelse af, at friskolerne opnår bedre karakterer end de københavnske folkeskoler med mange tosprogede børn.

»Vi vil tage kontakt til friskolerne for at blive klogere på, hvad de kan, og hvad de gør. Jeg har ført tilsyn med en del af de muslimske skoler og har blandt andet konstateret, at der øjensynligt stilles meget høje forventninger til elevernes faglige indsats og opførsel,« siger Søren Hegnby, der leder kontoret for integration og mangfoldighed i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

(…)

»Jeg tror, at vi bliver nødt til at overveje, om den mest progressive pædagogik i folkeskolen overhovedet passer til børn fra de etniske minoriteter og til den danske arbejderklasses børn. Noget moderne pædagogik passer derimod rigtig godt til det danske »Café Latte Segment«, fordi den tager udgangspunkt i middelklassens verdensbillede,« siger Søren Hegnby.

Da regeringen med deres skolepolitik ville lægge vægt på faligheden lød der - og det kan stadig høres - et ramaskrig fra det venstredrejede kulturradikale segment. De argumenterede med at man vidste, hvilken undervisning, der var den bedste, nemlig en der lagde vægt på kreativ tænkning og selvstændighed og den slags. Og det havde de ret i for deres egne og mange andres børns vedkommende. Men samfundet består desværre også af børn, der ikke har en boglig og velstimuleret baggrund.

Og de børn’s behov er der ikke plads til i de kulturadikales Folkeskole. Enten bliver Folkeskolen derfor på deres krative og selvstændige børns betingelser, hvilket resulterer i at 15-20% af en årgang (taberne, føj hvor de stinker) hverken kan læse eller skrive eller også rykkes børnene simpelthen over i en privatskole, der har det rette læringsmiljø, som man har set det så mange gange især i København, hvor selv skoleborgmester Per Bregengaard havde opgivet sit eget projekt. Men det politiske krav om en bestemt Folkeskole, som man absolut ikke er solidarisk forfægtes lige nidkært - for det var jo hele tiden meningen at det ikke var deres skole, men middelklassens.

Hvilket projekt for alle andre er det disse kulturradikale venstrefløjsere insisterer på? Hvad er det for et fællesskab de vil have andre skal leve i? De kulturradikale venstrefløjsere er lavet af det stof farisærer er gjort af.

Så nu får piben en anden lyd fordi de tabere vi ser her er etniske og eksotiske. Nu er man lydhøre for det nye og eksotiske, her skal der tages ved lære. For der ligger en lille lummer logik og venter i baggrunden; det etnisk opdelte Danmarks logik. Det Danmark, der kan være selvforsynende med små lommer af østlig mystik, hvis forretningers dufte man kan gå forbi for intet andet end oplevsens egen skyld, et Danmark, hvis indhold af fremmedartede vaner man hele tiden kan rive de plumpe danske tabere i næsen med; hvad vi dog kan lære? Et Danmark, hvor man lærer de andre, at leve fredeligt sammen og skoser danskerne for deres vulgariteter når det ikke lykkes, hvor man peger på de ambitiøse overklassepakistanere og sammenligner dem med de samspildsramte danskeres børn og siger; se en gang, hvor er de meget bedre, det er også fordi de er muslimer - fremtidens religion! Et Danmark med en konstant andethed, der virker som et spejl for ens egen tomme kulturelle tilknytning så de kulturradikale vensrtrefløjsere kan få et lille sus af, at også deres overvurderede og selvhævdende ego besidder en eftertragtet kollektiv identitet, om det så er som en negation i ikke at tilhøre den gruppe danskere, man det til selvmodsigende alligevel skammer sig over - for udskamningen af det vulgære er jo netop en del af renselsen af sit selv, de mest aggressive homofober der er drevet ud i volden af deres uerkendte seksualitet er analoge til oikofoberne. Man vil nu være en del af den gruppe, af det kollektiv, som har evnen til at dyrke det fremmede og man vil være bedre end andre mennesker. Så god vil man være, at man i sin unikke indsigt og med sit overlegne menneskesyn vil være forpligtet, som en åndelig adel til at beskytte det fremmede, der nødvendigvis er det svage, mod den virkelighed man selv insisterer på at kreere for den og man vil have et Danmark - oh lykke - med faste forsyninger af nye ofre, der - halleluja - også er ofre for fortidens synder i al evighed: Amen!

Men hvordan bærer den tyrkiske Piaget og den arabiske Vygotsky sig ad?

På den tyrkiske Sjællands Privatskole fortæller skoleleder Durmus Bilge, at skolen balancerer mellem danske og tyrkiske skoletraditioner. Nogle af metoderne er bestemt ikke gængs praksis i den danske folkeskole. Blandt andet får eleverne pengepræmier og diplomer for at klare sig godt fagligt og socialt.

God fornøjelse med de nye erfaringer.

Aia Fog skiftede fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti fordi Socialdemokratiet hverken forstod islam eller social nød. Men den fremadstormende politiker kan ikke unslippe idiotien ved at melde sig ud af et idiotisk parti, som hun måtte sande da hun kom til at læse i det materiale der undervises efter i Folkeskolen. Fra Jyllands-Posten

JEG TILHØRER den store gruppe af forældre, der er glad for mit barns folkeskole, hvor han lærer en masse, og hvor jeg får alle muligheder for at indgå i et positivt samarbejde med skolen.

Af samme grund har jeg i de otte år, jeg har haft barn i folkeskolen, haft stor tillid til undervisningsmaterialet, som jeg har antaget har været i top, og som jeg derfor aldrig har nærlæst.

Stor var overraskelsen derfor, da jeg forleden kiggede i arvingens historiebog ”Korset og Halvmånen - kulturmøde og konflikt” af Claus Buttenschøn og Olaf Ries: Hele bogen er en skævvredet fremstilling af forholdet mellem den vestlige og den islamiske verden, med Vesten i rollen som udbytter og aggressor og islam i rollen som offer og hovedleverandør til verdenscivilisationen.

Bogens kapitelinddeling illustrerer det bagvedliggende tankesæt: Kapitlerne om islam og den arabiske verden hedder f.eks.: ”Et verdensrige i støbeskeen”, ”Paladset og minareten”, ”Kulturens korsveje” og ”Det lykkelige Arabien”, mens kapitlerne om Vesten har overskrifter som ”I kløerne på Europa”, ”Jagt på kolonier”, ”Byttet deles”, ”De stærkes ret” og ”Den hvide mands byrde”.

Symptomatisk
Det er symptomatisk for den historiske gennemgang, at forfatterne, når det drejer sig om den islamiske ekspansion i Mellemøsten og dele af Sydeuropa, ikke nævner, at islam breder sig på bekostning af allerede eksisterende kulturer og religioner. Tværtimod fremstilles islam som en form for befrielsesstrømning, mens den vestlige ekspansion konsekvent fremstilles som brutal kolonisering og undertrykkelse. Dette på trods af (eller fordi?), at ingen andre kulturer har overlevet, hvor islam har vundet permanent fodfæste, mens den vestlige kolonisering i vidt omfang har ladet de oprindelige folk bevare deres identitet.

(…)

Værst er dog, når bogens forfattere i deres samtidsbeskrivelse af forholdet mellem Vesten og islam fuldstændigt negligerer den massive undertrykkelse og udnyttelse, som er hverdag for millioner af kvinder i den islamiske verden. Og det virker helt grotesk, når forfatterne som tekst til et billede af fem kvinder i burka skriver, at der er »?forskellige holdninger til, om kvinder må bære tørklæde og slør i det offentlige rum.« Om de må?

Jeg har kigget lidt i bogen og der vil komme en udførlig gennemgang af den i løbet af ugen, men Aia Fog’s indvendinger kan der intet siges om. Bogen er grotesk.

Den, efter min velbegrundede overbevisning, farlige sekt Kaospiloterne fra det metroseksuelle Aarhus har fået en ny rektor. Jytte Wikkelsø er i den anledning blevet salvet af DR P1 i programmet sommergæsten. Jeg må her advare fædrelandskærlige læsere med sarte nerver mod den tsunami af kulturradikal oikofobi der bliver frigjort i omtalte udsendelse. Marie Antoinette er ankommet til Danmark.

Efter et 17 år langt ophold i USA er konen kommet hjem for at redde os fra Janteloven:

“Janteloven, altså jeg var så bange for at komme tilbage til den, og jeg bliver nødt til hele tiden til også at holde mig vågen omkring den og ved ikke at tænke på mig selv som dansker, men tænke mig selv som et internationalt menneske. De oplevelser jeg har haft ude i verdenen, det er nogen jeg vil komme og bringe tilbage og vil gerne være med til at gifte med det bedste af det danske”

Hvad er et internationalt menneske? Er det én man kan bortvise til det internationale? Har du et svar så kontakt os.

“Janteloven gør at vi bliver ligesom mere tilfredse på det jævne, på det jævne. Ikke altid giver den hele armen med hvad vi kunne gøre som danskere. Vi har det meget med så også at være hyggelige og have et hyggeligt liv istedet for at tænke på hvor meget kreativ innovation [sic.] der kan komme fra Danmark.”

Madamme Wikkelsø slår her fast at hun intet kender til Aksel Sandemoses jantelov og de sande implikationer af den. Et hvert samfund har deres version af janteloven, og kun for folk der har hængt i metropolernes saloner alt for længe forbliver dette faktum uerkendt. I australien har de begrebet “tall puppy” for den hundevalp der var lidt højere end de andre og derfor fik alle tæskene.
“Kreativ innovation”, nu har jeg aldrig skidt så tyndt. Vi har en vinder i bullshit-bingo’en.

“Men en af de ting det også var svært at komme tilbage til, det er den der enorme rascisme der også er kommet i Danmark. At det var været virkelig, virkelig svært for mig at komme tilbage og opleve det… … alt det man siger at de kommer for at udnytte os osv., der glemmer man helt at tænke på, hvad det er for nogle helte og heltinder der også forlader deres egen verden, hvor de måske er påskyndede og anerkendt, og så kommer de ind i en verden hvor de bliver set ned på, hvor de ikke bliver modtaget med den inspiration de kommer med [?]. For mig er de nogle af de sande helte og heltinder der går ud i verdenen for at søge efter et bedre liv, nøjeagtig ligesom amerika blev grundlagt af en masse europæere der havde modet til at gå ud og søge efter noget bedre end det der ikke havde gjort dem lykkelige, og så fik vi skabt amerika. Alle de her mennesker som vi har alle de her rascistiske tilbøjeligheder imod, vi ser ikke hvor meget de har at give til os som en kultur, de er nogle enorme relationelle mennesker hvor grupper, og communities og relationer står i forgrunden [og det finder du intet problematisk i, hva'?]. Samhørighed er en enorm stor værdi for de fleste af dem. Plus de kommer med alle de her fantastiske ting fra deres kultur, nye spisevaner og nye eksotiske ting som vi med glæde betaler store beløb for at rejse ud og opleve, men ligeså snart det kommer ind og vil leve sammen med os på almindelige menneskelig vis, så begynder vi at have alle de her frygt symptomer og somme tider tænker jeg også på hvor meget janteloven spiller ind i det, altså om det at vi ikke tør at gøre os selv store nok er med til at vi skal gøre andre mindre end de er.”

Man skulle forvente at en universitetsuddannet psykolog havde sat sig ind i de hjemlige forhold inden hun kom med udtalelser som disse: “Men en af de ting det også var svært at komme tilbage til det er den der enorme rascisme der også er kommet i Danmark.” Nye undersøgelser viser faktisk at Danmark er et af de lande i EU hvor borgerne er mest tolerante overfor invandrere. At man så ikke kan skille skæg fra snot, jf. danskernes intolerance overfor ekstremistiske ideologier, er vel hvad man kunne forvente af en sådan “verdensborger”.
Den aarhusianske mirakelmager taler også om “helte og heltinder”, helt uden forbehold!, “der også forlader deres egen verden hvor de måske er påskyndede og anerkendt, og så kommer de ind i en verden hvor de bliver set ned på, hvor de ikke bliver modtaget med den inspiration de kommer med”. Et kritisk øje ville blandt disse “helte og heltinder” kunne spotte krigsforbrydere, tortur bødler, mafiosoer, voldtægtsforbrydere, terrorister, polygamister, drabsmænd etc. etc. Lad os tage f.eks den irakiske hærchef Nizar al-Khazraji som en krigsforbryder af rang; han fik ophold i Danmark i 1999. En sand helt.
USA kommer vanligt også på banen som et succesfuldt invandrerland. Gad vide om de nordamerikanske indianere også diskutterede nybyggernes “inspiration”?

Wikkelsø lader os allernådigst få at vide at “vi ser ikke hvor meget de har at give til os som en kultur, de er nogle enorme relationelle mennesker hvor grupper, og communities og relationer står i forgrunden. Samhørighed er en enorm stor værdi for de fleste af dem. Plus de kommer med alle de her fantastiske ting fra deres kultur, nye spisevaner og nye eksotiske ting som vi med glæde betaler store beløb for at rejse ud og opleve”. Ved I hvad venner, vi kan sgu’ ikke lære noget af muslimen, nu må det stoppe. Jeg er ligeglad med islamisk kultur, jeg vil skide på islam. Jeg vil skide den lige ind i fjæset! Menneskeskæbner, mildhed, etik, og frihed og kunst blev knust under halvmånen. Og rockerne de er fandenme også relationelle mennesker, du! Et relationelt menneske er et umådelig skidt menneske. Se bare på det afghanske klanstyre. Og ååh ja, spisevanerne - et bidrag til junkfood kulturen. De kunne erstattes på et øjeblik. I øvrigt har jeg også engang betalt et stort beløb for at komme på safari i Tanzania, men jeg vil altså ikke have vandbøffelerne trampende rundt på Vesterbro. Når man lægger op til at remse en hel masse gode ting op, som indvandringen har bibragt og går i stå efter “nye spisevaner og nye eksotiske ting” så har man spillet tordnende fallit.

Hør resten af udsendelsen (hvis i gider), David Koresh og pastor Moon ville kunne nikke genkendende til de kult agtige aspekter ved fup-uddannelsen Kaospiloterne. Og tro ikke et sekund Uffe Elbæk vil slippe tøjlerne på Kaosidioterne, kære Jytte.

Jeg kunne skrive side op og side ned om blålyset fra Aarhus, men det bliver en anden gang. Undertegnede har indgående kendskab til Kaospiloterne og vil jævnligt postere om hvad der rører sig på den front.

For at skabe det nye samfund og det nye menneske må forudsætningen for det gamle slettes, altså historien. Og det er lige hvad man har haft succes med i folkeskolen siger Anders Holm Thomsen i en dh.d ifølge Berlingske Tidende

Han anklager det »undervisningsindustrielle kompleks« af lærere, udvalgsmedlemmer og ministeriets folk for at ligge under for gamle marxistiske og nutidige multikulturelle holdninger, hvor national historie er ildeset, og han kalder undervisningsminister Bertel Haarder for en »ceremonimester«, der ikke har vovet at tage et opgør og bringe historieundervisningen tilbage på rette nationale spor.

Anders Holm Thomsen, hvorfor er det gået så galt?

»Vi fik et udmærket fagformål i 1975, da Ritt Bjerregaard var undervisningsminister. Men i 1994, da den radikale Ole Vig Jensen var minister, skete der en markant svækkelse af historiefaget. I 1975 hed det direkte, at eleverne skulle være fortrolige med den tradition det danske samfund og kulturliv bygger på, og der var i princippet lagt op til at give sammenhæng i elevernes historieviden. I 1994-fagformålet svækkedes undervisningen, og man lagde vægt på at styrke elevens historiebevidsthed og identitet. Det vil sige, at man definitivt gik fra konkret viden til elevcentreret undervisning og dertil kom, at der intet var nævnt om konkret dansk historie.«

Der er dog nævnt i 1994-fagformålet, at de skal erhverve viden om »deres egen kultur«. Er det ikke lige så godt som konkret at nævne dansk historie?

»Næh, for deres egen kultur kan være hvad som helst. Det kan være lokalhistorie eller tyrkisk indvandrerkultur. For første gang nogensinde står der intet om, at eleverne skal lære om vor danske historie, og det fagformål er bindende for undervisningen den dag i dag. Det passer som fod i hose til den multikulturelle samfundsvision.«

(….)

»Det kan jeg jo se i deres udtalelser om danske læseplaner, og jeg har citeret dem i min afhandling. Lad mig da citere fra et udkast til læseplan fra 1974, hvor der står, at »arbejder man med emner som Cuba under Fidel Castro eller den kinesiske folke republik vil det være naturligt at klargøre, at der er tale om styreformer, som på de fleste punkter adskiller sig fra det, som de fleste her i landet vil forstå ved demokrati. Men udviklingen i disse lande vil være aldeles uforståelig, hvis man ikke samtidig prøver at sætte sig ind i den brede befolknings sted og prøver at forstå, hvordan den ser på tingene.«

Videnskaben dokumenterer som regel det vi ved i forvejen. Nu vil der helt sikkert stå det sædvanlige hylekor, men jeg må med udgangspunkt i min dagligdag give manden ret.

En skolelærer kommer med følgende fortælling. Fra Raapil

Hvilket minder mig om en sludder, jeg i dag havde med en af eleverne i en 8. klasse, jeg har til samfundsfag. Han er af arabisk herkomst og medlem af SFU. Han var meget interesseret i at få opklaret, om man med rimelighed kan kalde DFerne for ‘nationalsocialister’.

Jo, sagde jeg, på den ene side er DFerne strengt taget ‘nationalsocialister’, idet partiet bekender sig til nationen og til en slags velfærdssocialisme. På den anden side - og her løftede jeg pegefingeren - skal man passe på med at stemple alt til højre for Anders Fogh som nazi-agtigt.

Dels selvfølgelig fordi DF ikke er et naziparti, men dels også fordi strategien simpelthen er dårlig. Thi jo flere falske nazianklager, de bliver udsat for, jo mere vinder DF i opbakning og sympati. Og dét argument kunne knægten vist godt se lidt fornuft i.

Den allerbedste strategi er - tror jeg - at betragte DF’s muslimjægere som folk, der har brug for lidt hjælp til at blive klogere. Brug for oplysning, en smule medfølelse og en håndfuld næstekærlighed - evt. taktisk fulgt op af en kop te og en baklava.

Sand historie da det er bloggeren Raapil selv der er læreren, der så præcist instruerer sine elever i, hvilke partier der skal bekæmpes og hvordan.

Jeg beskæmmet over denne uprofessionalisme man åbenbart finder indenfor min stand. Jeg har selv oplevet kollegaer jeg har måttet stoppe midt i en undervisning fordi de sammenblandede deres egne idiosynkrasier med deres fag (skønt langt de fleste lærere er seriøse og ikke fortjener Dansk Folkeparti nuværende uddannelsesordførers angreb). At være lærer er at være sig sit ansvar bevidst.

Raapil du er ikke en god lærer. Du har en blog, hvor du kan udtrykke dig, du kan skrive læserbreve eller deltage aktivt i et parti men katederet et ikke din politiske platform. De børn der sidder i din klasse er ikke dit eget lille parti, det er dine elever og du er deres lærer. Vær dig dit fag og dit ansvar bevidst. Skam dig!

180 Grader fortæller noget meget sigende fra vores broderland og deres virkelighedsopfattelse.

Det er snart 18 år siden, at berlinmuren faldt. Åbningen af arkiver i det tidligere sovjetunionen og flere andre østlande har givet historieforskere øget viden om de kommunistiske regimers rædsler og historie. En viden der tilsyneladende ikke er slået igennem blandt svenske skolebørn.

For år tilbage have svenskerne tilsvarende problemer med de unges viden om 2. verdenskrig og særligt holocaust. Men takket være en massiv oplysningskampagne kender 95 % af svenske skolebørn nu til Auschwitz, mens 90 % aldrig har hørt om Gulag.

- en ud af hundrede vidste hvad en bolsjevik var
- 40 % mener, at kommunismen har bidraget til verdens velstand
- 99 % kender ikke til begrebet kollektivisering
- 43 % tror, at det samlede antal ofre for kommunismen er én million eller færre
- 18 % tror, at det er færre end 10.000, i hele verden, i hele det 20. århundrede

Det forklarer jo en hel del.

Uddrag af Carsten Breengaards kronik i Jyllandsposten. Stor tak til Hodjas blog.

Jeg var i en årrække ansat ved samme institut som Mikael Rothstein og har derfor påhørt mange glødende - som sagt rødglødende - taler om den frie forskning. Men jeg har også været vidne, ja, vel nærmest kronvidne til hans endeløse forsøg på faglig beklikkelse og mistænkeliggørelse af universitetspersoner, som Rothstein mente at være forpligtet på at frelse verden for. Nemlig især for sådanne, der på et tidspunkt har haft et eller andet positivt forhold til teologiske fakulteter eller til Folkekirken.

Mikael Rothsteins - og med ham Tim Jensens - grundlæggende opfattelse er, at personer med nævnte teologiske eller kirkelige pletter i deres fortid simpelthen har diskvalificeret sig som forskere. Hvorfor de ikke bør have nogen som helst forbindelse til de rene (!) religionsvidenskabelige institutter. Enhver forbindelse vil nemlig besmitte renheden, i hvert fald Rothsteins. Dette syn på, hvad kvalificeret forskning er, svarer ganske vist ikke til det virkelige liv, hvor det uden vanskelighed kan dokumenteres, at disse institutters urene forskere i den sidste menneskealder har præsteret hovedparten af fagområdets anerkendte forskning.

Læs resten på Hodjas blog, det er guldkorn på guldkorn.

Nogle mennesker kender ikke forskellen på anvendt videnskab, forskning, og håndværk. Et sådant eksempel er Lars Wahlun som begår et læserbrev i seneste Weekendavis under titlen “Bryd vidensmonopolet” [sic!]. Han harcelerer over Anna Libaks artikel ”Hermeneutisk Svinemørbrad” fra den d. 26/1 der omhandler akademisering af erhvervsuddannelserne, og de ganske mange problemer der opstår når man prøver at blande universitetet ind steder det ikke hører hjemme.

…[den] nu herostratisk berømte sygeplejestuderende, der ikke har lært at lægge en forbinding, [er] blevet et symbol på en problematik, der i bedste fald er overdrevet, i værste fald misforstået. Jeg kunne således godt tænke mig at stille spørgsmålet, om ikke det i virkeligheden er det mest naturlige i verden, at sygeplejersken netop lærer at lægge en forbinding på praktikstedet, altså på sygehuset? Dér kan de lære det af praktikere, der lægger forbindinger dagligt. Alternativet er vel, at vi begynder at indlægge patienter på sygeplejeskolen, så de studerende kan få praksiserfaring, inden de slippes løs på sygehusene!? Nej vel?

Lars Wahlun kan, som den akademiker han selv er, selvfølgelig ikke forestille sig at der kan foregå andet end teoretisk undervisning på en skole. Dette synspunkt ligger i forlængelse af tanken om kundskabernes fortrængning fra skolen til fordel for projektorienteret selvanskuelse, kritisk teoretisk reflektion, og andre strømninger som er udtryk for intellektuel forfænglighed fra ledelseshold, snarere end forbedring af elevernes faglige kompetence. Kunne man forestille sig en smedelærling blive sendt i praktik uden at kunne svejse to stykker stål sammen? Skulle arbejdspladsen nu til at bruge ressourcer på at lære eleven de helt grundlæggende færdigheder? Kunne man ikke lige så godt gå tilbage til mesterlære?

I mit daglige arbejde på seminariet møder jeg en række såvel pædagogstuderende som pædagoger på efteruddannelse, der med stor motivation kaster sig over både videnskabsteori, Foucault og meget andet.

Min påstand er at man ikke kan bruge Foucault til en tøddel som pædagog, sygeplejerske, folkeskolelærer, eller lign. Det er en intellektuel kortslutning og en projicering af underviseren selv over på de stakkels elever.
Angående videnskabsteori så giver det ikke mening at undervise i det på erhvervsskolerne, da begrebet knytter sig til forskning. Deraf vigtigheden af at kunne skelne mellem anvendt videnskab og forskning, en disciplin som vores videnskabsminister, geni-uden-portefølje, Helge Sander endnu ikke har lært jf. “Fra forskning til faktura”. Videnskabsteori og kritisk teoretisk reflektion fordrer også at eleven besidder begrebsapparatet og evnerne til at forholde sig kritisk til det teoretiske materiale eleven præsenteres for, og det er ikke noget erhvervsskolerne er gearet til. Dette kan man empirisk konstatere ved at se den mængde venstre orienteret propaganda som kolporteres ude på lærerseminarierne og som ikke bliver gendrevet/falsificeret/gennemgået af ligeværdige kolleger, fordi disse ikke er ligeværdige!

Professionsbachelor - Ordner er noget man hænger på idioter, som vi plejer at sige her i slyngelstuen. Helge Sander må have en hel skuffe fuld. Jeg tror f.eks ikke at en sygeplejerske eller blikkenslager søger ind på uddannelsen for at lære at citere Bordieu eller Habermas, de ville nok snarere blive intimiderede, ikke fordi de er dumme, men fordi der skal være en sammenhæng mellem forventning og virkeligheden.

”Kritisk-teoretisk pissepot-tømning”, jeg elsker at sige det. “Kristisk teoretisk pissepot-tømning” er iøvrigt et fejlcitat, men det bliver det bestemt ikke dårligere af.

Hvem vil du helst behandles af: Florence Nightingale eller Michel Foucault?

Fra BT

Opbremsningen [på antallet af to-sprogede elever i folkeskolen] er et markant brud på en ellers støt stigende udvikling i andelen af tosprogede elever. Fra skoleåret 2004/2005 til 2005/2006 er andelen faldet fra 9,91 procent til 9,87 procent. Selv om der er tale om et minimalt fald, kan opbremsningen ses som et symbolsk vendepunkt, mener flere politikere.

Udlændingeordfører Simon Emil Ammitzbøll (R) peger på, at opbremsningen står i kontrast til det scenarium, der tidligere er blevet malet om, at tosprogede ville udgøre en konstant voksende del af folkeskolens elever og dermed true integrationen.

- Der har nærmest været en konspirationsteori om, at etniske minoriteter ville oversvømme skolerne. Det her viser, at folk tilpasser sig det samfund de bor i -
også i forhold til hvor mange børn de får, siger han til 24timer. 

Herre du milde! Siden Holland byggede digerne er antallet af oversvømmelser faldet dramatisk. Hvis man følger boldmongolen og den erklærede bøsse Ammitzbøls logik, er hollændernes anstrengelser spildt.

Jeg er rystet over den totale mangel på erkendelse af, at stramningerne virker mens han selv peger på effekten af stramningerne. Hvor letkøbt kan man få sit mandat for de Radikale?

Gehttoer fungerer som politiske slagmarker på samme måde som Israel. Den der vinder “fortællingen” om den specifikke slagmark vinder fordelen i det generelle ideologiske opgør. Som logisk følge fyger det med påstande om de faktiske forhold fra alle sider. Jeg kan huske en ung teatertrup (med offentlige penge i ryggen) rapportere fra Vollsmose, at der virkelig ikke var alle de problemer der var kørt op i medierne. Nu havde de været der i tre dage og havde ikke set skyggen af kriminalitet.

Derfor mener jeg at kronikken i Politiken onsdag er så interessant. Den er skrevet af en lærer der arbejder på Nordgårsskolen i Gellerup og den er et langt opråb til politikerne om ikke at glemme en gruppe børn, der ikke har de bedste muligheder i livet. Hendes konklusioner er ikke mine, men den verden hun beskriver stemmer meget overens med min. Defor er hun sådan et godt sandhedsvidne.

Nordgårdskolen brillerer med landets dårligste resultater ved afgangsprøven. Mange elever er faldet fra allerede inden eksamen og får således aldrig deres 9.-klasses afgangsprøve. Dette vil selvfølgelig ændre sig med de nye regler, som gør det obligatorisk at gå til prøve, men det vil nok ikke højne karaktergennemsnittet. ELeverne på Nordgårdskolen er på forhånd dømt til et liv i uvidenhed, stigmatiseret, uden kontakt og indflydelse på det danske samfund. Mange vil defilere ind og ud af voldelige ægteskaber, krisecentre, fængsler, terroristceller … whatever! Og resten vil bare leve et uværdigt liv på bistandshjælp. Selvfølgelig vil enkelte klare sig tåleligt, måske endda godt – nogle elever er simpelthen så begavede, at selv ikke Nordgårdskolen kan knække dem!(…)

Jeg har haft en elev i 4. klasse, som ikke havde et hjem. Hun vidste ikke, hvor hun boede – hos mormor, farmor, mosteren, det kom an på så meget.Moren boede i udlandet, og faren havde fået ny kone, så der var ikke længere plads til hende derhjemme.

Ikke nogen dans på roser i ghettoen. Det er vel det vi har sagt længe. Det fungerer skide dårligt.

Hvorfor bliver vores vilkår mere og mere umulige? Tja … jeg kender vel svaret til dels: store sociale og psykiske problemer i familierne i Gellerupparken. Uansvarlige politikere og skattestop. Berøringsangst i forhold til denne befolkningsgruppes specielle problemer – manglende viden og redskaber til at gøre noget, især hvis det koster penge. En skabsracistisk folkestemning.

Ja, som sagt konkluderer hun hen i vejret. Problemerne i Gellerup går længere tilbage end skattestoppet, der således ikke kan tilskrives skylden. Så fik vi set hendes politiske ståsted og man må selv læse hele kronikke, hvis man vil læse mere af det.

En af folkeskolens fornemmeste opgaver i forhold til flygtninge-/indvandrerbørn må være at understøtte integrationsprocessen. Men det er en meget vanskelig opgave, når vores elever praktisk taget lever isoleret fra det danske samfund. De møder ganske vist danske lærere, danske socialrådgivere, læger, bibliotekarer og kassedamer. Men de er alle professionelle. Der er ingen personlige relationer. Ingen relationer, hvor det er lysten, sympatien og det mellemmenneskelige der er det bærende.

Dette er faktisk en god pointe. Fornægtelsen af lærerens autoritet skaber en forløjet ligeværdighed med barnet. Ydermere stiller Folkeskoleloven af 1993 (heldigvis er den nye bedre, men ting tager tid) forventninger til lærerens rolle som pædagog og socialpædagog som læreren ikke kan løfte. Læreren er lærer og kan lære fra sig. Læreren kan ikke løfte sociale problemer og er ikke elevernes forældre eller en ven. Venner er og forældre er altid til rådighed, læreren går hjem klokken fem. Det socialdemokratisk-kulturradikale skole paradigme er urealistisk. Det er også nederdrægtigt i sin løgn, men det er en anden sag.

Når mine teenagebørn går på diskotek i Århus, møder de en gruppe af dem [børn af beboerne i Gellerup]. De er provokerende, usympatiske, truende og grænseoverskridende. Vi andre mærker det, når vi på en bustur gennem det vestlige Århus må lægge øre og ryg til utilpassede unges desperate forsøg på at skabe sig en identitet ved at signalere magt. Men det er kun toppen af isbjerget. Gennem længere tid har vi været vidne til en række påsatte brande i Gellerupplanen. Endnu er ingen døde, men det er kun et spørgsmål om tid, før det går rigtigt galt, og det vil ikke stoppe ved det. Jeg møder ofte mennesker, som påpeger, at forældrene i vores skoledistrikt også selv bærer et ansvar. Dertil er der kun at sige – det gør de nogle gange.(…)

Det kan være vanskeligt at definere, hvad rimelige ressourcer er – og dog. Igennem de år, jeg har været ansat på Nordgårdskolen, har ikke én elev modtaget den undervisning, som vi er forpligtet af Undervisningsministeriet til at levere. Så må man vel erkende, at der ikke er ressourcer til stede i rimeligt omfang. Det handler om økonomiske, menneskelige og faglige ressourcer, så der er nok at tage fat på.

Jeg ved ikke hvorledes pengene bliver brugt på de Århusianske skoler, men i København er de indvandrer-tunge skoler de dyreste. Det er fordi behovet dér, er størst. Hvis pengene ikke slår til, og det kan hun jo meget vel have ret i, er det måske et udtryk for problemernes massive omfang, og for mig at se endnu et søm i den multietniske kiste.

Hendes beskrivelse af hvorledes virkeligheden tager sig ud, tegner et modsat billede end den lyksaglighed som multikulten foregøjler os.

Eller orkanens øje som de sikkert selv føler sig placeret i. For den brede fornuftsprægede befolkning er det nok bare en intellektuel fims.
Weekend Avisen bragte før jul en artikel vedrørende en konference om “Islam og terrorisme og CNA” på Carsten Niebuhr afdelingen under KU. Den viser heldigvis at der er dissidenter blandt forskerne på det umådeligt politisk korrekte CNA, så som Thomas Hoffmann og Jean Butler som begge er unge forskere. Grunden til at jeg tager WA artikel for gode varer er at jeg selv har haft en del undervisning på Carsten Niebuhr og godt kan genkende nogle af personerne og den generelle stemning på stedet.Og meget apropos den generelle stemning på stedet hvad angår undervisningen; den lader ikke meget plads tilbage for fri og saglig debat. Nu skulle man tro, at islam var et felt hvor der i en undervisningssituation ville være rig mulighed for at tage nogle af denne ‘religions’ tæmmelig mange kontroversielle dogmer op. Det er ikke tilfældet, så langt fra endda, og det er egentlig ikke så underligt. Lad os sige du er underviseren og klassen består af ca. 2/3 dele troende muslimer, hvad gør du? Mon ikke det bliver som at forsøge at gennemføre en kritisk dialog om jomfrufødsel, kristelig mystik, og pædofili på et seminar for unge katolske præster…

Det kræver i hverfald at du har kolleger som vil bakke dig op når emnet bliver dhimmi kontrakten (anden-rangs borgere i muslimske samfund), jihad, kvindesyn, massakrene på hinduer i indien, det betændte forhold til USA og Israel og lignende. Så skal man desværre også gøre op med den institutionelle paranoia der forhindrer unge forskere i at sige de gamle koryfæer imod, af hensyn til den fremtidige akademiske karriere.
Nå ja, i øvrigt så har demagogerne på Carsten Niebuhr gode muligheder for at indoktrinere; jeg husker fra min tid på CNA, at der var horder af kvinder først i 20′erne hvor naiviteten strålede dem ud af øjnene.

Fri diskussion?

En skolebog om kristendom er desværre blevet afsløret af Politiken, fordi den gik for langt. Jeg vil nu mene at den ikke gik langt nok, men at den bare var for upræcis. De to forfattere, den ene præst den anden skolelærer, har ikke gjort sig klart hvad de talte om og derfor er de heller ikke i stand til at forsvare sig mod Politikens både indlysende og dumme spørgsmål.

Først skal 5. klasses elever læse en side om muslimske separatisters massakre på en skole i den nordossetiske by Beslan. Så skal de igennem historien om 11. september 2001 og terroristen Osama bin Laden. Først da får eleverne en introduktion til islam, inden der igen kommer mere om muslimer og terror.

Til sidst forventes de at kunne løse den afsluttende opgave: Hvorfor er der terror i verden?

Sådan får folkeskolens elever deres første alvorlige introduktion til islam, hvis de følger grundbogen ’Os og Kristendom’ for 5. klasse. I samme serie har de allerede snuset lidt til fundamentalisme i 4. klasse, og de vender tilbage til islam på senere klassetrin.

Men i 5. klasse møder eleverne udelukkende islam og muslimer som repræsentanter for skræk og rædsel i kapitlet, der hedder Terrorisme. Til gengæld møder de slet ikke terrorister, der ikke er muslimer.

Så langt er der intet at udsætte på bogen.

For »selv om ikke alle muslimer er terrorister, så er alle terrorister muslimer«, kan eleverne læse i bogen. Sætningen er ganske vist et citat fra generaldirektøren for den arabiske tv-station al-Arabiya, men den får lov at stå alene og ukommenteret.

Her påpeger Hodja’s Blog at der er tale om citatfusk. Godt set, Hodja!

Det samme gør sætningen: »Det, mange spørger sig selv om, er, hvorfor er de muslimske lande de mindst udviklede og mest tilbagestående i verden?«.

Det er ikke helt galt at stille de spørgsmål, men det er upræcist! Der er faktisk lande der er lige så rædderlige som de muslimske. Et “blandt” i teksten og de ville være in the clear.

’Os og Kristendom’ er et af de fire lærebogssystemer, der benyttes i faget kristendomsundervisning i folkeskolen fra 3. til 9. klasse. Et tjek i flere kommuner viser, at grundbøgerne bruges bredt, men også, at de møder skepsis. På flere seminarer advares der ligefrem mod dem.

»Serien har ry for at være lidt for ’søren krarupsk’, forstået på den måde, at den kæder danskhed og kristendom nøje sammen. Andre lærebogssystemer lægger mere vægt på livsfilosofi, etik og tolerance«, siger Heidi Friborg Christophersen, der er religionslærer og i sin anmeldelse af ’Os og Kristendom 5’ på folkeskolens hjemmeside undrer sig over fraværet af perspektivering til andre religioner.

Hvad fanden er det med skolelæreres foragt for Søren Krarup? Den bande idioter der mener at K. E. Løgstrup og hans etiske fordring, er værd at studere. I linket Til Løgstrup kan man høre Søren Krarup kalde Løgstrup for dum! Ubetaleligt!

(…)Hvorfor behandles islam under kapitlet Terrorisme?

»Når vi behandler islam i grundbog 5, er det selvfølgelig, fordi den fundamentalisme, vi tager op, er begået af muslimer«.

Men hvorfor optræder kun muslimske grupper i et afsnit om terror. Der findes da også andre terrorister?

»Jamen, dem har vi jo nævnt i vejledningen til lærerne, og man kan ikke se grundbogen isoleret fra vejledningen, for der siger vi klart, at der var terror i Sovjetunionen og i Nazi-tiden. Der står også om flybortførelser, ETA, De Røde Brigader, Tamilske Tigre, Baader-Meinhof og antiterrorkonventionen. Det er jo et problem i vores samfund med den terror.

Alt det står jo ikke i den bog, eleverne sidder med i hånden.

»Nej, for mens vi sad og skrev, så skete tragedien i Beslan, og det virkede meget stærkt på os«.

De var påvirkede af deres følelser, mens de skrev en lærebog? Båtnakker!

Men den tragedie var jo først og fremmest politisk [?] og I vælger at lade den indgå i en religiøs sammenhæng?

»Vi beslutter os for at sige, at det er muslimer, der står bag, og skal eleverne overhovedet vide, hvad islam er, så må de også kende fundamentalismen«.

I skriver, at terrorgruppen menes at være muslimsk. I er ikke helt sikre …?

»Nej, det kan man jo ikke være. Men det må læreren så sige«.

Man siger jo ikke om baskiske ETA, at det er en katolsk terrorgruppe?

»Nej, det kan da godt ske. Jeg vil ikke afvise, at vi ikke har formuleret os hårfint. Vi prøver bare at se på, hvad der sker rundt omkring i verden. Vi siger, at fundamentalisme findes, og at der sker afskyelige ting. Måske er det lidt tilfældigt, men terror udføres altså af bestemte mennesker, og vel er terror ikke islam, men terror kan godt indgå som en del af islam«.

Det irriterer mig grænseløst når folk ikke aner, hvordan man definerer en terror-gruppe, men insisterer på at fremture med alskens sammenligninger, der kun tjener til at sløre reelle problemer. En terrorgruppe defineres ved sin målsætning!

… Og som en del af andre religioner?

»Ja«.

Men jeres oplæg mere end antyder, at islam og terror bør siges i samme åndedrag?

»Men så må læreren finde andet materiale, der kan supplere bogen. Og vi kan jo se, at det, der lige var sket. Det var jo islam«.I fastslår også, at muslimske lande er de mindst udviklede og mest tilbagestående i verden. Er det et rimeligt udsagn?

»Det er svært at sige. Når du nu spørger sådan, så kan det nok lyde lidt provokatorisk. Men man jo ikke komme uden om, at de med deres fantastiske rigdomme ikke har formået at komme op. Der er selvfølgelig også muslimske lande, der lægger vægt på uddannelse og den slags«.

Men det kommer I ikke ind på …?

»Næh. Men der er jo altid en voksen til stede, så eleverne kan stille de samme spørgsmål til læreren, som du her stiller til mig«.

I 5. klasse?

»Ja, hvorfor ikke?«

Og derfor skete det uundgåelige. EB

Skolebog om islam trækkes tilbage

En bekendt af redaktionen har sendt dette indlæg:

Deadline 2 sektion i går aftes - Det handlede om det nye mammutværk om den vestlige tanke. Det udviklede sig desværre til en tragikomisk forestilling, hvor Jes Stein flere gange forsøgte at få de to indbudte akademikere til at tale om hvilke trusler der var mod de vestlige ideer i dag, men det var meget svært at få dem til at sige ordet islam. I stedet blev det til nogle halvkvæde formuleringer om fundamentalisme og så blev Dansk Folkeparti på et clue fra Jes Stein trukket i samtalen - deres tidehvervsideologi var et eksempel på modstand mod oplysningen som professor Sigsgaard sagde (tænk hvis bare tidehverv var den eneste trussel mod oplysningen!). Til sidst faldt talen dog på den næsten unævnelige trussel, men det blev så udvandet at man endnu en gang sad forundret tilbage over denne uvilje til at tale bare en smule rent fra posen (den kendte antropolog Kirsten Hastrup vævede løs om at der jo var stor diversitet også i de muslimske lande). Til hendes fordel skal dog siges, at hun faktisk nogle positive ting om det nationalstatslige fællesskab - bare hun ikke fortryder det.

Se det hvis det bliver genudsendt og oplev den mærkværdige dans om den varme grød.

Jeg siger tak til vores hemmelige gæste skribent. Mere følger…

Af en eller anden grund, startede jeg denne uges læsning af Weekendavisen med sektionen Ideer. Her var der en bizar historie om et islamisk universitet i England. Heri hed det blandt andet;

“Hvad er det at tænke kritisk?” Spørger underviseren Mehmet Asutay og ser ud på de godt 50 studerende, som lytter opmærksomt. En smuk afrikansk pige rækker hånden op. “Man kan for eksempel se kritisk på forholdet mellem Vesten og Østen. Jeg mener at Vesten udnytter Østen,” Svarer hun. Hendes sidekammerater nikker. De kvindelige studerende er de eneste, som afslører at Markfield Institute ikke er helt som andre britiske universiteter: Alle pigerne sidder sammen på de to bageste rækker og de er alle iført slør.

Så er scenen sat og resten af artiklen går sobert med at beskrive dette fænomen. Det jeg hæftede mig ved var, at alt foregik ud fra Koranen.

“Vi opfatter Koranen som Guds ord og vi sætter ikke spørgsmålstegn ved Guds eksistens. Islam betyder underkastelse og vi bliver nødt til at tage for givet at Koranen er sandheden, men derfor kan man godt se kritisk på tolkningerne,” siger dr. Farid El-shayyal…..

Jeg tror alle fundamentalister vil være enig i den betragtning. For at parafrasere over den smukke afrikanske pige i det første citat, med doktorens klare logik: Jeg mener godt at man kan se kritisk for fortolkninger af islam, alle andre end min er forkert!

Det var det jeg umiddelbart troede var sjovt indtil jeg nåede til Weekendavisens 1. sektion. Her var den altid gode Arne Hardis, med en artikel om Naser Khader. Khader så i dagene under Muhammedkrisen ud til at stå med hele verden i sin hule hånd. En mand der var mere end svær at komme udenom, som kommende formand for de Radikale og en vaskeægte folkehelt, der med stort mod og velgørende visioner stiftede foreningen Demokratiske Muslimer. Siden er hans position blevet noget forbistret. Han har ikke den magtbase i det Radikale Venstre og Demokratiske Muslimer er ikke den succes, alle ønskede det skulle blive. Og problemerne i Demokratiske Muslimer er da også til at tage og føle på:

I August forlod Amina Ahmed bestyrelsen efter en artikel, hvoraf det fremgik, at islam og koranen skal kunne kritiseres. Foreningen præciserede efterfølgende , at det var fortolkningerne af islam og koranen, som skulle kunne kritiseres…….

Ja, der er lang vej igen, hvis disse svære spørgsmål optager sindene. Det virker som om alt med islam aldrig handler om andet end islam. Det islamiske universitet er ikke et universitet, men blot islamlæsning, demokratiske muslimer er ikke demokrater, men blot muslimer og man kunne tilføje talrige sådanne eksempler, som Kritiske Muslimer der ikke er spor kritiske, men blot kritiserer alt andet end islam, eller Muslimer i Dialog……

For at blive folkeskolelærer i Danmark, skal man bestå faget Kristendom og Livskundskab. I en lærebog af samme navn, der er meget benyttet på landets seminarier, har Mikael Rothstein skrevet en af artiklerne. Og det er en lang gang politiseren. Jeg skal her komme med et par eksempler.

“Man bemærker således, at det kun er bestemte aspekter ved globaliseringen, der fører til konflikt. (…) Problemet viser sig først, når levende mennesker, som ser anderledes ud, og som har et andet socialt mønster, gør deres entré i vores land.”

Igennem hele teksten er ovenstående logik styrende for Mikael Rothstein. De mennesker der er kommet til vores land, beriger det med deres kulturer og deres religion. Dette er for Rothstein en uafvendelig udvikling, som vi burde omfavne i stedet for at frygte. Det er klart at fejlslagen integration ikke har noget at gøre med de tilkomne, men kun med vores indstilling. Os og dem logikken er bærende hele teksten igennem. Det er ellers ikke en logik der passer særlig godt ind i hans argumentation, eller det vil sige; det gør den nogen gange. Der er et os når der skal placeres skyld og et dem når man skal se mangfoldighed. Dette lader ikke til at genere Mikael Rothstein når han samtidig diverter med ideen om flydende kulturer uden faste referencer.

“Kultur er ikke bestemt ved sustans, men ved forskellighed fra noget andet. Det er netop derfor det er så vanskeligt at definere den eftertragtede danskhed, og det er derfor, det er så let at opfinde kategorien “muslim”.”

Anden del af citatet er direkte absurd. At danskhed er svært at definere (som mange ting i livet) betyder jo ikke at danskhed ikke eksisterer. Endnu værre at kategorien “muslim” er opfundet. Muslim er definitionen på et menneske der tror at der Muhammed er Allahs profet!

I den første del, siger Rothstein at kulturer ikke er faste størrelser. Det er måske lidt rigtigt, skønt den muhammedanske “kultur” tager udgangspunkt i en tekst der aldrig forandres. Derfor vil jeg mene at eventuelle forskelle ikke er udtryk for udvikling men variationer over et tema. Ydermere er udvikling af en kultur ikke noget der gør den mindre væsentlig. En pointe der overses konsekvent i Rothsteins univers og leder ham til denne mærkelige konstatering.

“Det er ikke islam, som fører unge arabere eller pakistanere ind i gadebander.”

Tjah, jeg ved nu ikke…det er vel næppe rene tilfældigheder. Rothstei er dog klar over at der er visse problemer med islam, såsom fundamentalister. Så i den gængse logik kommet til at lyde

“Der er næppe tvivl om, at den neonationalistiske propaganda fra den politiske højrefløj er med til at skabe denne ideologi blandt unge mennesker med alvorlige sociale problemer. Man kan derfor sige, at den politiske højrefløjs angst for islam er angsten for et monster, man selv er med til at skabe og holde i live.”

Der er intet galt og det der er galt er højrefløjens skyld. Så lad os da blive ved danskheden (det gør Rothstein):

“For naturligvis har vi alle et kulturelt særpræg; det er f. eks. helt oplagt, at man kan tale om “europæisk kultur” i en eller anden forstand i langt højere grad, end man kan tale meningsfuldt om “danskhed”.”

Hvorfor det er sådan, får vi aldrig at vide. Det minder mig om mine dage på universitetet, hvor en af mine medstuderende, under et oplæg, får lyst til at lefle for stemningen og siger, at der jo (vi var vel alle enige) ikke eksisterer noget der er særligt dansk, måske bortset fra at drikke sig fuld og kaste op i havnen. Altså dansk eksisterer ikke med mindre det er noget negativt. En logik Rothstein kan tilslutte sig.

En eller anden nar ved navn Paden har gjort et stort indtryk på Rothstein og han henviser til hans tanker om et multietnisk samfund.

“Padens ide er grundlæggende, at mennesker kan leve i den samme fysiske verden - i det samme samfund - men alligevel befinde sig i forskellige reliogiøse verdener.”

“Der findes så at sige ingen religioner. Det, der findes, er religiøse mennesker, som organiserer sig ud fra bestemte kriterier.”

Her illustrerer Rothstein de to sidste citaters grundpointe med et eksempel på tre husmødre med forskellig religion, der køber ind i det samme supermarked, blot undgår muslimen svinekød og hinduen oksekød osv. At dette eksempels succes, hviler på en præmis om at religion er en privatsag undgår Rothstein at fortælle. Man kunne tilføre indkøbs-eventyret med en Kali-kultist, der var i færd med at kvæle flaskedrengen ude på lageret. Jeg selv ville have lagt den lille fortælling hos materialisten, hvor en ung muslimsk mand er i færd med at handle ind til sit trotylundertøj.

“En tekst er intet i sig selv, men får den betydning, som dens brugere tillægger den,”

Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha! Det er der sikkert en del dansklærere der er uenige i. Tænk at en mand der sidder og forfatter en længere artikel til en lærebog kan lukke den slags ud. Men måske er det forklaringen på at han skriver hvad han gør. Teksten har ikke mening og det kan m,an jo give ham ret i. Derfor er det vel helt i sin orden at han slutter af mad at svigte de muslimske piger hvis seksualitet gennem sløret skal regnes som en uren andethed.

“De [muslimske piger, der bære tærklæde] nægter at lade omgivelserne diktere normerne for deres seksualitet, som reserveres strengt til privatlivet.”

Herefter følger en muslimsk piges fortælling om velsignelserne ved tørklædet. At vold mod kvinder stiger i takt med tilhyldningen af dem, bliver ikke nævnt.