Den socialdemokratiske trut Yildiz Akdogan havde i fredagens Weekendavisen et interview med den amerikanske forfatter Sherry Jones, der skrev bogen Medinas Juvel og nu fortsættelsen Arven Efter Muhammed. Akdogans troskyldige nysgerrighed afdækker noget underholdende, men også lidt foruroligende sludder

Ifølge Sherry er det aldersfikserede fokus på Muhammed og hans koner ret misforstået - især hvad angår ægteskabet med Aisha . Hun mener, at de, der beskylder Muhammed for at være pædofil tager fejl - ægteskabet var en politisk alliance mellem ham og hans bedste ven Abu Bekir, som er far til Aisha .

»Hvis han var pædofil, kunne han have giftet sig med mange andre små piger, men det gør han ikke. Han gifter sig også med nogle, han ikke engang har set - det er udelukkende et spørgsmål om politiske alliancer. Ifølge nogle lærde, gifter profeten sig jo også allerede med Aisha , da hun var seks år, men han fuldbyrder først ægteskabet, da hun er ni år.«

Det springende punkt for påstanden om Muhammeds pædofili er ikke indgåelsen af ægteskabet, hvis motiver man kan spekulere i så tosset man vil, men fuldbyrdelsen af ægteskabet. Hvad skulle det til for? Øjensynligt er svaret for ligetil, hvorfor historien skal ændres så Jones kan fortælle om Aishas ”..kamp for kærlighed, men også en kamp for kærligheden til islam”

- Men i din bog er hun ældre end ni…?

»Ja, hun er 14 år, og grunden til, at jeg lod hende være det, er blandt andet research og en samtale med min professor i arabisk. Her jeg fik at vide, at man ikke har samleje med pigerne, før de har fået deres menstruation.«

- Hævede du hendes alder for at gøre ægteskabet mere »legitimt« set med nutidens øjne?

»Nej, det er, fordi jeg ikke tror på, at Muhammed vil være sammen med en pige på ni år. Det passer ikke med den person, jeg havde lavet research på. Jeg forholder mig til argumenterne fra de muslimske lærde, som mener, hun må være mindst 15 år. Aisha var på slagmarken med Muhammed, og reglen sagde, at man skulle være 15 år for at deltage. Desuden har jeg læst, at inden for arabisk numerologi læses 6 som 16 og 9 som 19. Jeg valgte et mellemtal, og det blev så 14 år.«

Muhammed var ligesom ikke typen på en pædofil og ulemaen har givet taget fejl af tallene og nedskrevet hendes alder med drastiske ti år! Måske fordi de mente at det passede glimrende på den person, som de havde “lavet research på”?

I »Arven efter Muhammed« er Aisha omkring 19 år. Hun har mistet den, hun elsker, men samtidig er hun indblandet i magtkampen om, hvem der skal være profetens efterfølger. Hun spiller en afgørende rolle i opgøret mellem sin far og profetens fætter Ali. Valget bliver ikke svært for hende, hun hader Ali.

Her bliver det lidt forvirrende for Aisha var gift med Muhammed i 9 år (eller var det 19 år? For i så fald var Muhammed 72 år da han døde og ikke, som de fleste heriblandt Jones selv ellers har hævdet 62 år), men det stemmer dårligt overens med påstanden om af hun skulle være omkring 14 år da de blev gift. Hvis man læser Encyklopædien får man bekræftet den traditionelle opfattelse af Aishas alder da hun døde

‘Aisha bint Abi Bakr, 611-678, en af profeten Muhammeds hustruer. Hun blev enke som 18-årig og tog siden aktivt del i det religiøse og politiske liv. I arvefølgestriden efter mordet på Uthman, den tredje rettroende kalif, kæmpede hun mod Ali, som hun holdt ansvarlig for mordet, men blev i 656 besejret i et slag (Kamelslaget) nær Basra. Aisha menes at have haft stor indflydelse på Muhammeds liv.

Men ikke et ord om hendes alder ved indgåelse og fuldbyrdelse af ægteskabet med den aldrene Muhammed. Den danske udgave af Wikipedia lægger sig i tråd med Encyklopædiens udeladelse og beskriver Aisha således

Aisha bint Abu Bakr (Arabisk: ????? ???’isha, “hende som lever”, også transkriberet som A’ishah, Ayesha, ‘A’isha eller ‘Aisha, tyrkisk Ay?e, Ottomanisk tyrkisk Âi?e etc.) var en af den islamiske profeten Muhammeds koner. På islamisk skrift refereres hun ofte til ved titlen “De troendes moder” (arabisk: ??? ???????? umm-al-mu’min?n), efter beskrivelsen af Muhammeds koner som “De troendes moder” i koranen (33.6), og senere som “De trofastes moder” som i Qutb’s Ma’alim fi al-Tariq (pps6). Hun er citeret som kilde for mange hadither (traditioner omkring Muhammeds liv) med Muhammeds personlige liv som værende emne for de fleste fortællinger.

Aisha blev gift med Muhammed nogle måneder efter dennes første kones død. Hun er en kontroversiel karakter på grund af forskellige skildringer af hende i shia- og sunniudgaver af islams historie.

Det engelske Wikipedia er nu ikke i tvivl om Aishas alder da hun blev gift og ved hendes deflorering

According to the traditional sources, Aisha was six or seven years old when betrothed to Muhammad.^[1][3][4] American historian Denise Spellberg states that “these specific references to the bride’s age reinforce Aisha’s pre-menarcheal status and, implicitly, her virginity.”^[3] This issue of her virginity was of great importance to early historians who supported the Abbasid Caliphate. These historians considered that as Muhammad’s only virgin wife, Aisha was divinely intended for him, and therefore the most credible regarding the debate over the succession to Muhammad.^[3]

Aisha stayed in her parents’ home for several years until she joined Muhammad and the marriage was consummated.^{[1][3][4][5][6][7]} Most of the sources indicate that she was nine years old at the time, with the single exception of al-Tabari, who records that she was ten.^[3]

Og lidt mere udførligt fra Answering Islam, der citerer kilderne overvældende

From the hadith of Bukhari, volume 5, #234

“Narrated Aisha: The prophet engaged me when I was a girl of six. We went to Medina and stayed at the home of Harith Kharzraj. Then I got ill and my hair fell down. Later on my hair grew (again) and my mother, Um Ruman, came to me while I was playing in a swing with some of my girl friends. She called me, and I went to her, not knowing what she wanted to do to me. She caught me by the hand and made me stand at the door of the house. I was breathless then, and when my breathing became all right, she took some water and rubbed my face and head with it. Then she took me into the house. There in the house I saw some Ansari women who said, “Best wishes and Allah’s blessing and a good luck.” Then she entrusted me to them and they prepared me (for the marriage). Unexpectedly Allah’s messenger came to me in the forenoon and my mother handed me over to him, and at that time I was a girl of nine years of age.”

Bukhari vol. 7, #65:

“Narrated Aisha that the prophet wrote the marriage contract with her when she was six years old and he consummated his marriage when she was nine years old. Hisham said: “I have been informed that Aisha remained with the prophet for nine years (i.e. till his death).”"

Tilbage til Sherry Jones for lidt afslutningsvrøvl.

- Ja, men er det ikke lidt selvisk af Muhammed, at han forbyder sine enker at gifte sig på ny?

»Jo, det kan man godt sige. I den nye bog ser vi konsekvenserne af det. Kvinderne lider, de har hverken nogen til at beskytte sig eller nogen at elske. Muhammed gjorde det, tror jeg, for at undgå skandaler og sladder. For eksempel praler Aishas fætter Talha med, at han vil giftes med Aisha , når profeten dør. Jeg kan forestille mig, at de andre mænd i Muhammeds kreds har sagt noget lignende om de andre koner. Muhammed var jo en ældre mand, han døde som 62-årig, hvilket er en høj alder i forhold til tiden. Det var hans måde at stoppe sladderen på og beskytte sig selv politisk.«

(…)

- Betragter du hende som en rollemodel, når hun ikke er noget i kraft af sig selv?

»Igen må man forholde sig til tiden og de omstændigheder, hun levede under. For mig er hun klart en rollemodel.«

Og Muhammed selv fremstår i Arven Efter Muhammed ifølge Akdogan som “mr. Perfekt“. Arven efter Muhammed i lyset af Aisha ser nu noget anderledes ud når man læser, hvad Khomeni havde på hjertet

“A muslim man can have sexual pleasure with a little girl as young as a baby. But he should not penetrate her vaginally, however he can sodomize her”. (Tehriro vasyleh, fourth edition, Qom, Iran, 1990)

For det er jo en banal lære af eksemplet Muhammed, som Front Page Magazine gør opmærsom på

The Koran takes child marriage for granted in its directives about divorce. Discussing the waiting period required in order to determine if the woman is pregnant, it says: “If you are in doubt concerning those of your wives who have ceased menstruating, know that their waiting period shall be three months. The same shall apply to those who have not yet menstruated” (65:4, emphasis added). Allah thus gives directives for a situation in which a pre-pubescent woman is not only married, but is being divorced by her husband.

This behavior by the man whom hundreds of millions of people regard as the exemplary standard of conduct has brought suffering to untold numbers of women and girls.

One Islamic land where child marriage is common – in fact, more common than anywhere else in the world – is northern Nigeria, where Sharia is in force. The Nigerian government has tried to act against the practice, passing a law in 2003, the Child Rights Act, that set the minimum age for marriage at eighteen. Islamic clerics have been the fiercest opponents of this law: Imam Sani, a Nigerian cleric, explained: “Child marriage in Islam is permissible. In the Koran there is no specific age of marriage.” Consequently, “the Muslim clerics have a problem with this Child Rights Act and they decried it, they castigate it, they reject it and they don’t want it introduced in Nigeria.” If the government imposed the law, Sani said, “There will be violent conflict from the Muslims, saying that ‘no, we will not accept this, we’d rather die than accept something which is not a law from Allah.’”

Nigeria is made up of 36 states, of which 18 have passed the Child Rights Act; however, only one majority-Muslim Nigerian state has passed the law, and that with a change that set “puberty,” rather than the age of eighteen, as the minimum requirement for lawful marriage. The result? As many as 800,000 Nigerian women are afflicted with fistula, a disease resulting from early intercourse and pregnancy.

Nigeria is not alone, either in the prevalence of child marriage there or in attempts at reform the practice. In September 2008, Moroccan officials closed 60 Koranic schools operated by Sheikh Mohamed Ben Abderrahman Al-Maghraoui – because he issued a decree stating that marriage to girls as young as nine was justified by Muhammad’s example. “The sheikh,” according to Agence France-Presse, “said his decree was based on the fact that the Prophet Mohammed consummated his marriage to his favourite wife when she was that age.”

It should come as no surprise, then, given the words of the Koran about divorcing prepubescent women and Muhammad’s example in marrying Aisha, that in some areas of the Islamic world the practice of child marriage enjoys the blessing of the law. Time magazine reported in 2001 that “in Iran the legal age for marriage is nine for girls, fourteen for boys,” and notes that “the law has occasionally been exploited by pedophiles, who marry poor young girls from the provinces, use and then abandon them. In 2000 the Iranian Parliament voted to raise the minimum age for girls to fourteen, but this year, a legislative oversight body dominated by traditional clerics vetoed the move.” The New York Times reported in 2008 that in Yemen, “despite a rising tide of outrage, the fight against the practice is not easy. Hard-line Islamic conservatives, whose influence has grown enormously in the past two decades, defend it, pointing to the Prophet Muhammad’s marriage to a 9-year-old.” (The Times doesn’t seem fazed by the fact that “conservatives” in the U.S. are not generally advocates of child marriage.)

And so child marriage remains prevalent in many areas of the Islamic world. In 2007, photographer Stephanie Sinclair won the UNICEF Photo of the Year competition for a wedding photograph of an Afghani couple: the groom was said to be 40 years old but looked older; the bride was eleven. UNICEF Patroness Eva Luise Köhler explained: “The UNICEF Photo of the Year 2007 raises awareness about a worldwide problem. Millions of girls are married while they are still under age. Most of theses child brides are forever denied a self-determined life.” According to UNICEF, about half of the women in Afghanistan are married before they reach the age of eighteen.

Og til sidst giver vi ordet til en grådkvalt Wafa Sultan

Politiken skriver at “Ungdomskulturudvalget under Kultur- og Fritidsforvaltningen har givet Openhagen 20.000 kroner til afholdelse af festivalen ‘Undoing the city’.”, “You can unscrew a lightbulp!” siger amerikanerne om forskellen mellem en el-pære og en gravid kvinde. At omgøre det gjorte er netop også meningen med “Undoing the city”; at omgøre, hvad andre mennesker har gjort, nemlig skabt rammerne om en tilværelse - det en eufemisme for hærværk. Politiken har derfor konfronteret Lars Gaardsøe fra Openhagen, der selvfølgelig ikke kan “tage ansvar for festen“, som han heller ikke ved, hvem der så kan. Det er vanskeligt at tro at den ansvarlige ikke kan tage ansvar når nu Information kan fortælle at

Den hemmelige gadefest er ikke opstået tilfældigt. Den er nøje planlagt. En lille gruppe på to eller tre mennesker har udsøgt sig lige netop Hyskenstræde og tilrettelagt logistikken. Klokken præcis 11 har de sendt en besked ud om lokaliteten gennem en sms-kæde.

Festen er et led i festivalen Undoing the City. Den er støttet af Københavns Kommune og bliver arrangeret af Openhagen, et aktivistisk netværk som arbejder for at modvirke privatisering og kommercialisering af byrummet.

Tidligere på dagen har festivalen afholdt et seminar om ‘gentrificering’ i Folkets Hus på Nørrebro. Det sociologiske begreb betegner den proces, der sker, når den såkaldte kreative klasse indtager arbejderkvartererne i større byer og transformerer dem til hippe bydele med lækre cafeer, designertøjbutikker og tjekkede gallerier. Ejendomspriserne stiger, og det gør lejepriserne også, og til sidst er de mindre bemidlede borgere helt fortrængt fra området. En slags urban forædling, som samfundets svageste betaler prisen for.

(…)

I løbet af eftermiddagen har Information haft lejlighed til at tale kort med en af arrangørerne af den ulovlige gadefest. Han ønsker at være anonym, og efter festen vil han ikke udtale sig.

Og Politiken giver heller ikke meget for Gaardsøes forklaring

[Pol.] Når man læser inde på jeres hjemmeside, så skriver I blandt andet, at »vi kalder borgere, aktivister, kunstnere, intellektuelle og graffitimalere« og at »byen og byrummet er i stigende grad en kampzone«. Kan du så forstå, at folk måske har fået den opfattelse, at det var meningen?

[Gaardsøe] »Graffiti er jo mange ting, og at byen er en kampzone er en generel globaliseringstendens. Byen bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at for eksempel nationalstaten mister sit politiske råderum. Så byen bliver det rum, hvor de politiske kampe får et udtryk«.

Hærværket er ikke nogens skyld, men en generel globaliseringstendens. Der har altid været noget særligt over venstrefløjens vokabular, hvor man kaldte tyrannier for folkerepublikker og nu hærværk for globalisering. Men efterhånden, som den har mistet intelligentsiaen er man forfaldet til en billig anglificering, som man har set det i reklamer. “Openhagen” synes at være smartere end “Åbenhavn”, “Capitalism is boring” skal forstås på et dybere plan end “Kapitalisme er kedeligt”, “Street Dancing” er sjovere end “gadedans” og det er mere filosofisk at sige “There is no point, thats the point”, frem for det måske mere afslørende “Der er ingen mening det er meningen”. Man kommer til at savne slagere som “Ingen kønskamp uden klassekamp..”. Jeg er overbevidst om at Dansk Folkeparti kunne hente enorme pengedonationer fra den yderste venstrefløj, hvis de blot sendte girokort rundt med teksten “Stop imperialism, fascim, strife, submission, destruction of the peoples culture, oppression of women, invasion of small countries, demografic warfare…..: Support the PPD - 15.000,-” (Peoples Party of Denmark, forkortelser, som PFLP, DKP/ML, BUPL, FARC og DDR går rent ind). Endnu bedre ville det virke, hvis man truer med væbnet kamp. Nok om det.

Men Lars Gaardsøe kender ikke noget til noget. Fra indledningen af Informations artikel

Folk står og snakker stille i små grupper. Støvregn falder langsomt. Det er fredag aften på Strøget ud for Helligåndskirken. Klokken er fem minutter i 12.

Flere kommer til. Alle er mørkt klædt. Gennemsnitsalderen er lige under 20.

Lige så stille begynder folk at trække ned i Hyskenstræde. Så kommer en lastbil trillende ad Strøget og drejer ind i den korte gade.

Lastbilen parkerer på tværs mellem fortovene. Nu går alting pludselig stærkt. Fyre klædt i sorte jakker med hætterne spændt tæt om hovedet stiller stiger op af husene og spænder bannere ud over gaden, de kaster cykelkæder op på elledningerne, så gadelamperne slukker, mens andre tænder bål på hjørnet af Strøget, sprøjter graffiti ud over facader og butiksvinduer og klistrer plakater op med påskriften “Kulturkamp/Kampkultur”.

Folk jubler. En vild fest er begyndt.

Uha, hvem kan det være? Samme ideologi, som Ungerens unge, samme aldersgruppe, som Ungerens unge, samme aktivitet, som Ungerens unge, meget øvet i deres metier, som Ungerens unge og ja samme tøj, som Ungerens unge. Mennesker, der kender hinanden og kender til hinanden og hinandens omgangskreds eller sagt på nudansk - et netværk. Lars Gaardsøe, der skriver for Internationalt Forum, hvis nogen trænger til et grin, er helt udenfor det netværk og tænkte blot, ” at det lå godt i tråd med resten af festivalen” når sådan “en masse selvstændige grupper bød ind med aktiviteter, de havde lyst at lave.”

Kampen om Ungdomshuset handlede altså ikke om at de unge ville have et sted, hvor de kunne være sig selv. Det handlede om en flirt med fascisme, der havde besat offentlig ejendom, hvorfra det prøvede at tvinge sin ideologi om det rette liv nedover det åbne og frie samfund, der nærede dem ved sit bryst. Og det handler det stadig om.

“Byrummet i Indre by er så trimmet og pænt. Men vi vil lave noget uorden og ravage. Vi vil yde forædlingen modstand. Der skal være fest og graffiti,”

Normaliteten skal bekæmpes og, som vi så det på Nørrebro er alt, der ikke er de unge sortklædte aktivister et udtryk for normalitet og farlig pænhed. Almindelige mennesker med almindelige indkomster, der passer på og vedligeholder deres ejendele og respekterer det gamle håndværk, der er lagt i deres huse - nogle endda fredede er en trussel mod disse unge kommunalt støttede mennesker. Med 29 år på bagen er Gaardsøe og hans navneløse aktivister i en ideel position til at demonstrere overfor fremmede mennesker at de lever forkert. Ingen begrundelse; der SKAL være fest og grafitti og du bor i “kampzonen”!

Per Juul Carlsen anmelder for Danmarks Radio (hvis milliard-budget alle medieejere finansierer) Steven Soderbergs Che Guevara film ‘Che - Argentineren’. Allerede første afsnit afslører revisionismen når det handler om marxistiske forbrydere

Det er en mærkelig film, ‘Che - Argentineren’. Umiddelbart forekommer det indlysende at fortolke den gamle cubanske revolutionshelt, Ernesto ‘Che’ Rafael Guevara de la Serna - at bore i ham, pille myten om ham fra hinanden og sætte den sammen igen, føre ham op til nutiden, diskutere hans betydning, diskutere hans ikon-status eller diskutere forholdet Cuba og USA i en tid, hvor kommunismen slet ikke er så farlig for USA, som den har været.

Djævlen ligger i detaljen. “diskutere hans betydning” ville man nok sige, hvis det drejede sig om Darwin, men vel ikke Hitler? Og at kommunismen kun har været “farlig for USA” signalerer at det er USAs holdning til kommunismen, der er problemet. At 100.000.000 mennesker døde af kommunisme på under hundrede år rangerer ellers kommunismen blandt de helt store pandemier.

Vi får at vide at Soderberg har “….skabt en meget straight, meget underdramatiseret beretning om Che Guevaras udvikling ” som “… forsøger at give et sobert og nøgternt billede af Che Guevara, som hvis Guevara tørt og uden store armbevægelser selv havde genfortalt sine oplevelser. Der er en sober, jordnær seriøsitet over hele filmen” og hvorfor skulle en film om Che ikke have det når nu “Han holder sig til den medmenneskelige filosofi, han hele tiden har prædiket. Uden at bruge ordene prædiker han værdighed, ærlighed og moral, “?

Vi ser Guevara møde Fidel Castro til en lille komsammen i Havana, hvor de taler om perspektiverne ved en revolution, der giver jorden og landet til folket og fjerner den spanske og amerikanske imperialisme. Vi ser Castro og Guevara kæmpe med at stable en guerillabevægelse på benene i de fattige landdistrikter. Vi ser hvordan Guevara må kæmpe for at vinde Castros tillid som officer - formentlig fordi Guevara var argentiner og ikke cubaner. Og vi ser ham vokse som hærleder efterhånden som oprørerne nærmer sig Havana.

En billede FrontPage Magazine uddyber

Upon arriving in Havana Jan of 1959 after an utterly bogus guerrilla war, (The New York Times breathlessly reported of “thousands dead in single battles!” The official tally compiled by the U.S embassy after two years of ferocious “civil war” was 184 dead on BOTH sides, half New Orleans’ annual murder tally)–at any rate, upon entering the Cuban capitol, the gallant Che Guevara immediately recognized the moat around Havana’s La Cabana fortress as a handy-dandy execution pit. At Babi-Yar Hitler’s SS had to dig one. Here Che Guevara had one ready made.

Så når “Der bliver præsenteret kampscener og flotte slag, men uden på nogen måde at pumpe dramaet op.“, er vi så hensat til halvtredserne? for…

A ferocious guerrilla war certainly raged in Cuba. But it’s not the one you read about in the New York Times, college textbooks, biographies of Fidel and Che or see in History Channel Documentaries on Cuba. And you sure wont see it in the two Che biopics starring Benicio Del Toro as Che and directed by Oscar winning director Steven Soderbergh due out next year.

This war raged from 1960-66 and was waged by ten times the number of guerrillas who “fought” Batista. Soviet anti-insurgency as practiced from Hungary to Afghanistan to Chechnya crushed Cuba’s (genuine) guerrillas mercilessly. Che Guevara was second in Command of the Cuban regime and had an advisory role in this sickening slaughter of desperate freedom- fighters.

Per Juul Carlsen er begejstret for mine licenspenge

Vi ser Che Guevara føre en interimistisk retssag mod tre guerillasoldater, der er deserteret og har stjålet og voldtaget i Fidel Castros navn. Vi ser Guevara stå for henrettelsen af desertørerne. Og vi ser ham uddybe sine tanker og idéer, da han drager til New York efter revolutionen for at blive interviewet til amerikansk tv og tale ved FN.

Hvilket ikke er så lidt fra

The man who declared, “a revolutionary must become a cold killing machine motivated by pure hate,” (and set a spirited example,) who boasted that he executed from “revolutionary conviction” rather than from any “archaic bourgeois details” like judicial evidence, and who urged “atomic extermination” as the final solution for those American “hyenas,” (and came hearth-thumpingly close with Nuclear missiles in October 1962)…

Og

“My nostrils dilate while savoring the acrid odor of gunpowder and blood. Crazy with fury I will stain my rifle red while slaughtering any enemy that falls in my hands! With the deaths of my enemies I prepare my being for the sacred fight and join the triumphant proletariat with a bestial howl!”

(…)

“I have no home, no woman, no father, no mother, no brothers. My friends are friends only when they think as I do ideologically.”

og for, hvem

“hatred” was a constant in his writings: “Hatred as an element of struggle”; “hatred that is intransigent;” “hatred so violent that it propels a human being beyond his natural limitations, making him violent and cold- blooded killing machine.”

Det betyder dog ikke noget så længe det er”…sobert skruet sammen,” så Che fremstår som “…en soldat og politiker af en særlig moralsk støbning,” så Steven Soderbergs film står “fuldstændig åben for fortolkning“. Alligevel “er det meget nemt at se en politisk kommentar i filmene” når nu Che “…er sympatisk præsenteret af Soderbergh“, der “… forsøger at give et sobert og nøgternt billede af Che Guevara, som hvis Guevara tørt og uden store armbevægelser selv havde genfortalt sine oplevelser.” Ja, hvad er egentlig mere sobert og nøgternt end Che om Che?

Capacents undersøgelse, der konkluderer at muslimer generelt er imod ytringsfrihed søges landet af religionsforsker Tim Jensen ifølge DR

Blandt de 55 procent, der har svaret, at de mener at religionskritik bør være forbudt, vil der derfor efter hans kvalificerede gæt være mindst to grupper: Islamister der ønsker at sætte religionen over alt andet. Men især en stor gruppe af muslimer, hvis svar kan tolkes anderledes:

- Der var mange muslimer, der følte at de blev sårede unødvendigt under Muhammedkrisen. Det er det, de gerne vil undgå, og det spejler sig i svaret, forklarer han til dr.dk/nyheder.

Undersøgelse skaber debat
Og deres svar er i virkeligheden ikke meget anderledes end det en del ikke-muslimer og meningsdannere, var ude og sige under og efter Muhammedkrisen, mener han.

Og heldigvis behøver vi ikke Tim Jensens kvalificerede gæt for DR er gået direkte til kamelens mule og spurgt en af undersøgelsens deltagere den 32 årige sagsbehandler Ezma Ozkan

- Jeg mener, det skal være forbudt at kritisere religion, fordi man skal have respekt for hinanden. Og hvis det er krænkende, så synes jeg, der skal sættes en stopper for det, siger Ezma Ozkan til Radioavisen

(…)- Man ved det er ren provokation for det muslimske folkefærd, så det burde stoppe der, siger hun til Radioavisen.

(…)- Klart der er ytringsfrihed i Danmark, men religion er noget, man har indeni, så man bør tænke sig om en ekstra gang, før man kommer med krænkende udtalelser, siger hun til Radioavisen.

Vil det ikke være en fair antagelse at betragte hende, som almindelig muslim og ikke islamist og ud fra navnet at dømme sikkert med rødder i Tyrkiet.

Vestens nok væsentligste kulturelle bidrag er musikken og her påskedag er det måske på sin plads med lidt hyldest til Herren Jesus Kristus - hvis man overhovedet kan udtrykke sig sådan uden at lyde ironisk eller idiotisk

Det er en trivialitet at bemærke at ytringsfriheden giver plads til det spontane og det legende. Men det minder os om at de kreative og kunstneriske har derfor trange kår i krænkelseskulturer for det spontane kan sagtens være stødende. Fra Sappho

Mens aviserne de seneste uger er flydt over med artikler om Salman Rushdie i anledning af, at det i disse dage er tyve år siden, at det iranske præstestyre nedkaldte en fatwa over forfatteren, er en næsten identisk historie, der udspillede sig i Danmark nogle få uger senere, gået i historiens glemmebog.

De fleste kender historien om Jens Jørgen Thorsens Jesus-film og hans maleri på Birkerød Station af frelseren med erektion, men kun få har hørt om en dramatisk episode, der udspillede sig på Holstebro Gymnasium i marts 1989 og som mundede ud i overfald, bombetrusler og en fatwa fra tyrkiske islamister.

Afdøde Jens Jørgen Thorsen besad en gudbenådet evne til at provokere og igennem en periode på næsten 50 år, lykkedes det igen og igen Thorsen at lægge sig ud med allehånde religiøse autoriteter.

I foråret 1989 var det imidlertid ved at gå helt galt, da Jens Jørgen Thorsen kastede sig over islamiske dogmer.

(…)

“Mal nogle røde køer,” råber en af eleverne.

Thorsen griber penslen og maler en ko.

“Den ko kan være Khomeini,” siger Thorsen og fortsætter:

“Når Khomeini er der, skal Muhammed også være her.”

Efter Muhammed følger afbildninger af Jesus og Buddha, inden Thorsen beslutter at male Gud.

“Over det hele svæver Gud. Gud må jo ifølge den moderne videnskab nærmest være en snotklat,” forklarer Thorsen og klasker den gelemasse, der sidder på malerspandens låg op på lærredet, og maler Gud som en sol med et ansigt i.

Tolerence udvises ikke af den, der ytrer, men af den, der lytter. Islam er en maskine, der knuser alt liv. Herlige mennesker med skaberkraft, som Thorsen skal man værne om. Verden har brug for tryllekunstnere, som Buster vist fik formanet.

Trykkefrihedsselskabet har taget det glimrende alternativ at trykke, den bog om Muhammeds pædofili, som det amerikanske forlag Random House. TV2 indleder historien således

En kontroversiel bog om den muslimske profet Muhammeds koner - heriblandt en seks-årig pige - bliver nu sandsynlig vis trykt og udgivet i Danmark. Det sker efter at et af verdens største forlag har afvist at udgive bogen på grund af dens kontroversielle indhold. 

Hvorfor er denne bog kontroversiel og ikke Muhammed, der jo var manden der voldtog et lille barn. Jo det er bogen “The Jewel of Medina“s indhold, der er kontroversielt men ikke på  grund af Koranen eller Bukari eller en anden af de andre kanoniserede skrifter - den er bare kontroversiel i sig selv. Med denne brug af kontroversielt er det altså suspekt at omtale, hvad der prædikes i islam uden tanke på islam.

Det skulle i stedet have heddet noget i retning af: “Bog om den pædofile sektleder Muhammed udgives nu i Danmark.”

Jeg elsker den mand. Fra Jyllands-Posten

Kulturradikalerne har flere guder. Men den mest guddommelige af dem er Georg Brandes. Han var lidt af en oprører som ung. Han kæmpede for frie kvinder, for fri litteratur, for fri erotik, og for demokratiet mod Estrup. Men da det konservative demokrati havde forhindret ham i at blive professor ved Københavns Universitet - hvilket var en skandale - udskiftede han troen på demokratiet med troen på de store personligheder. Dem skrev han nu tykke bøger om: Cæsar, Shakespeare, Goethe, Voltaire, Michelangelo.

På et tidspunkt i vort lands historie, da Venstre og Socialdemokratiet kæmpede for, at den jævne mand skulle have del i landets styre, tilslutter Georg Brandes sig Søren Kierkegaards udsagn: »Mængden er usandheden«. Og han opfinder et begreb, han fra nu af lader sig lede af, aristokratisk radikalisme.

Georg Brandes har nu som politisk mål »en aristokratisk kultur, selv om såre få kan blive umiddelbart delagtige i den«.

Han siger, at selv om dansk skolevæsen er mere udviklet end fransk, står fransk kultur højere i kraft af den lille franske elites højere kvalitet. Han siger, at Firenze i renæssancen var mere kultiveret end Schweiz i dag, selv om kun få kunne læse og skrive i datidens Firenze, mens alle kan læse i skrive i dagens Schweiz.

Georg Brandes skriver, at det er godt at bønder lærer at læse. Men det er ”de store enkelte”, der er samfundets mål. Dette talte han så for, samtidig med at lillebror Edvard Brandes arbejdede på at udskille om ikke de store, så dog de veluddannede fra den brede Venstre-bevægelse. Udskillelsen endte med oprettelsen af Det Radikale Venstre i 1905.

Denne opfattelse af, at man som radikal venstremand tilhører et udvalgt aristokrati har aldrig forladt Det Radikale Venstre eller dets børn, kulturradikalerne.

Læs den hele og få lidt historisk dannelse. Det bliver man aldrig for klog til.

Kan de huske gamle Poul Smidt fra DR? Han har beriget Informations læsere med sine tanker

Der er dem og os. Og så er der dem, der er så naive, at de ikke er enige med os, og dermed ikke længere kan være en del af os.

Os er i første omgang danskerne og dem er derfor alle dem der ikke er os. Men i Pouls verden er der sket en udvikling, der har delt os i os og Poul med konsorter. Det betyder at da han og konsorter ikke tilhører os er det os der så definerer dem og dem, det er nemlig ikke dem, som Poul gik og sagde dem var da han også var os, men derimod begrænset til det muslimske mindretal. Så på denne præmis vil jeg forsøge, om ikke videnskabeligt så dog at svare på en række af Pouls spørgsmål, der skulle få os til at tænke os om.

Nu vil jeg så prøve at bevæge mig ind i spændingsfeltet med et par spørgsmål, som må kunne besvares efter en akademisk anerkendt metode, der efterlader os med viden om, hvordan os ville have det uden dem.

Et forandret Danmark

Hvem skal køre linje 18 ad Falkoner alle på Frederiksberg, hvis dem rejser hjem, tænkte jeg en dag, jeg havde været frem og tilbage med bussen nogle gange. Hvem skal gøre rent på hospitalerne tænkte jeg den uge, hvor vi havde besøgt en god ven på Hvidovre over en række dage. Og sygeplejersker og læger var der også, som så ud til at være nogle af dem, selv om de talte lige som os, hvad nu hvis? Bliver det gratis at gå i Føtex eller Netto eller Bilka, hvis dem af kassedamerne rejser fra os? Hvem skal hjælpe mig med mine computerspørgsmål, hvis Rashid bare siger farvel til os og rejser hjem til dem andre dem. Og skal jeg bare cykle derudaf, når taxaerne er holdt op med at køre? Servicesektoren, transportområdet og store dele af butikslivet giver et meget synligt billede af et Danmark, der har forandret sig, mens der i de mange fag med både mellemlange og lange uddannelser også er mange, der har rødder i et andet land, selv om billedet ikke er synlig på samme måde.

Altså, hvis dem rejste hjem - og her er Poul Smidt på linie med os i, at hjem for dem ikke er hos os - ville os først og fremmes holde en stor fest. Bagefter ville det så gå op for os, hvor stort omfanget ville være af problemerne. For der er nogle spørgsmål Poul har overset. Hvad skal vi gøre for at forhindre politifolk i at falde i søvn på arbejdet når der ikke nok at lave til dem alle sammen? Hvor hurtigt vil vores økonomi overophede, når vi ikke længere betaler til den muslimske nettoudgift på et sted mellem 10 og 30 mia. årligt, penge der så vil true med at sprøjte ud i samfundet? Og hvorfor tror gamle DR-journalister, at det er gratis at gå i Netto og Føtex og Bilka? Og Kan vi leve med at Linie 3 kører tom gennem Nørrebro? Hvad skal socialarbejderne, integrationskonsulenterne og alle de andre nassende samfundsnedbrydere stille op? Hvordan skal vi takle de bedre placeringer i PISA-undersøgelserne?

Poul Smidts spørgsmål, hviler på nogle meget barnagtige fejlantagelser, som det er for tåkrummende at gå videre ind i. Tilsyneladende har det undsluppet hans opmærksomhed at dem kom til os fordi os havde bygget velstand op, at velstand ikke følger befolkningens størrelse, men derimod dens relative produktion, hvorfor store lande ikke automatisk har højere velstand end små lande, at dem har en meget lav erhvervsfrekvens, at dem derfor ikke i nær så høj grad som os er producenter, men i højere grad end os forbrugere….øh nu begynder jeg alligevel.

Kan Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Dansk Industri og alle universiteterne og Det Økonomiske Råd og Vismændene og alle tænketanke og tanketænkere ikke lave et regnestykke, som i overskriftsformen hedder “os uden dem”. Hvor er Danmark og danskerne økonomisk henne, hvis dem bare forlader os. Hvad kører videre, hvad går i stå? Undervejs vil de måske finde ud af, at bruttonationalproduktet skal have navneforandring til bruttomultietniskproduktet.

Det kan man godt og dem er en nettoudgift for det danske samfund. Hvad vi skulle gøre hvis dem tog hjem?

Denne løsning er udover de produktive perspektiver ikke blot i stand til at berige os med eksotiske kulturelle indslag, men det er oven i købet en berigelse vi kan slukke for efter for godt befindende!

En roman om Muhammeds barnebrud Aisha er blevet trukket tilbage af forlaget af frygt for at støde muslimerne på manchetterne over, hvad deres religion fortæller dem er sund moral. Fra Telegraph

Random House deputy publisher Thomas Perry said in a statement the company received “cautionary advice not only that the publication of this book might be offensive to some in the Muslim community, but also that it could incite acts of violence by a small, radical segment.”He added: “In this instance we decided, after much deliberation, to postpone publication for the safety of the author, employees of Random House, booksellers and anyone else who would be involved in distribution and sale of the novel.”

Ja, alle der kommer i kontakt med bogen er satans agenter. Heldigvis er forfatteren en idiot:

“I have deliberately and consciously written respectfully about Islam and Mohammed … I envisioned that my book would be a bridge-builder,”

og denne respekt for pædofili har den absurde titel “The Jewel of Medina,” der vel er ligeså smagfuld som “Tønders Perle” om en lille pige, der giver et utal af mænd fjed i deres gang. Gad vide om det nogensinde går op for mennesker med hang til respekt for islam, at de højst kan håbe på at blive hængt dagen efter os andre?

For de, der ikke har set den eminente film Scarface med Al Pacino i den altdominerende hovedrolle er chancen her nu

Bloggens sommerferie slutter officielt i morgen.

Kurt Vestergaard kan støde på en 40-årig dansk-marrokaner, der hellere så ham død end levende, næste gang han er i Netto. Fra Jyllands-Posten

Der bliver alligevel ikke rejst nogen sag mod en 40-årig dansk-marokkaner, der i februar blev anholdt og sigtet for at have deltaget i planlægning af drab på muhammedtegner Kurt Westergaard. Det oplyser statsadvokaten for Nord- og Østjylland, Elsemette Cassøe.

Og hvorfor så det? Fra Jyllands-Posten

Jeg har i dag besluttet at opgive påtale i sagen mod en 40-årig mand, der har været anholdt og sigtet for deltagelse i planer om drab på tegneren Kurt Vestergaard i anledning af Vestergaards tegning af profeten Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. september 2005.

Anholdelse af den 40-årige mand, der er dansk statsborger, skete den 12. februar 2008, hvor politiet greb ind for at forhindre gennemførelsen af planerne om drab.

Efterforskningen i sagen har bl.a. vist, at personer med tilknytning til den 40-årige mand har indhentet materiale på Internettet om Muhammed-tegningerne og Jyllands-Posten og har gjort optegnelser om Vestergaard og hans bopælsforhold mv., ligesom der i personkredsen har været efterspørgsel efter våben og interesse for håndtering af sprængstoffer. I den anledning er også to tunesiske mænd frihedsberøvet med henblik på udvisning.

Selv om der foreligger oplysninger om en forbindelse mellem den 40-årige sigtede og planerne om drab på Kurt Vestergaard, er det ikke muligt under en retssag at fremlæg-ge tilstrækkelige beviser for den 40-åriges deltagelse i planlægningen.

Jeg har derfor efter indstilling fra Østjyllands Politi og inddragelse af Politiets Efterretningstjeneste besluttet, at der ikke skal rejses tiltale i sagen.

Min afgørelse er truffet efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, hvorefter påtale i en sag opgives, hvis videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig.

Der kan ikke gives yderligere oplysninger om sagen.

E. Cassøe

statsadvokat

Frikendt? Manden har muligvis ikke overtrådt loven, men at lege attentat mod andre mennesker….

Den nye film Gå Med Fred Jamal får en særlig modtagelse blandt landets anmeldere. For Gå Med Fred Jamal er lavet af en araber om arabere der taler arabisk - her i Danmark. Og så skulle man jo tro at de pæne kosmopolitter var glade og ville fejre denne denne danske araber og hans film om sit eget folk. For en araber skal lave film om arabere og ikke danske folkekomedier. Men en araber skal også præsentere arabisk kultur på en bestemt måde og her går Gå Med Fred Jamal galt i byen. Lad os give kultursociolog Birgitte Rahbek ordet i Information

…filmen kommer imod instruktørens udtalte (i interview i Information den 30. maj) hensigt til at virke direkte racistisk. Ganske vist påstår den ikke at være repræsentativ for det arabiske indvandrermiljø i Danmark, men i betragtning af at der hverken hver dag eller år kommer en film om det miljø, bliver den det. Og det billede filmen tegner af arabere passer lige ind i det billede, som mange danskere har af dem; tilmed er en af de mest fordomsfulde muslim- og palæstinenserfjendske danskere, Mogens Rukow, medforfatter til filmen. Det må i sandhed være en film efter hans hoved, og tænk at man selv kan få dem til at lave den - og spille med i den.

Ja at tale til folks fordomme er slemt. Eller rettere at tale til de forkerte folks fordomme er slemt. Eller endnu mere præcist at tale til hvad de fleste godt ved er forbryderisk for som anmeldelsen slutter

 Filmen havde premiere, samtidig med at Rockwool-fondens forskningsenhed offentliggjorde en undersøgelse, der peger på, at arabere er den eneste etniske gruppe der bliver ved med - op til 29-års alderen - at begå mere kriminalitet end danske unge. Det er sjældent, at der er så flotte billeder til Rockwoolfondens publikationer.

Hvem sagde fordomme? Måske den, der ikke læser teksten til ende for Rahbek skriver “Det er da rigtigt, at filmen slutter med et fredeligt korancitat, men det forbliver et postulat, efter alt hvad man har været igennem inden.” På Uriasposten ligger en nærmere gennemgang af dette fredelige Korancitat, der ikke er et fredeligt korancitat (alt er jo relativt), men derimod en advarsel til jøderne.

Inspireret satiresang om Lars Løkke. Set hos Skattetryk.dk

Det er ikke de to Kommunikations- og organisationskonsulenter, Lars Borgmann og Michael Ørbechs mening, men det er alligevel den sørgelige konklusion man må drage af deres feltbeskrivelser. Under overskriften “Tid til en undskyldning” - yes det er stadigvæk Muhammedkrisen - skriver de i deres indlæg i Weekendavisen

Vi er netop vendt hjem fra tre uger i Egypten, hvor vi har været nede og arbejde, ligesom vi igennem mere end 20 år har rejst og arbejdet i udlandet, blandt andet som konsulenter for Danida, EU, Verdensbanken og diverse nødhjælpsorganisationer.

Den rejse, vi lige er kommet hjem fra, har været en rystende oplevelse for os som danskere. For første gang i vores liv har vi bøjet hovedet undskyldende, når folk har spurgt, hvor vi kommer fra, for første gang har vi for vores egen sikkerheds skyld løjet om vores nationalitet.

For første gang har vi oplevet at være genstand for spørgsmål om Danmark og danskere, som var svære at svare troværdigt på. Næsten alle vores gamle trofaste kolleger og samarbejdspartnere i Egypten, vel at mærke lovlydige, sympatiske og velreflekterede mennesker med bred kontakt til den vestlige verden, har reageret uventet stærkt på os som danskere og på Danmarks rolle i forbindelse med den genopblussede Muhammed-bølge.

Det værste tilfælde var at opleve en gammel ven og forretningsforbindelse, som slet og ret ikke ønskede at se os mere, han var vred! Vores andre egyptiske samarbejdspartnere har undskyldende måtte forklare sig over for familie og venner om deres ønske om at fortsætte med at samarbejde med os.

Gadehandlere ønskede ikke at handle med os. Den menige mand på gaden i Cairo og mange af hans venner er holdt op med at handle danske varer. Det er nok også årsagen til , at danske mejeriprodukter nu i Egypten er renset for ordet Danmark og i stedet sælges under »A Greenland Group Product«!

(…)

Det oplevede vi blandt andet i Cairo, når flere folk sagde til os: »Hvorfor kan I danskere ikke lide Muhammed?« og »Hvorfor vil I i krig med os?« og »Hvorfor ønsker I at såre millioner af mennesker?« Grove fortolkninger, som kun er mulige, fordi der mangler en respektfuld dialog lige nu mellem Danmark og den muslimske verden. 

Her er altså tale om de mest dannede blandt egypterne, der ikke alene ikke kan abstrahere fra uskyldige tegninger frembragt et helt andet sted på kloden, fjernt fra de herrers - for man får unægtelig ikke på fornemmelsen af at der er så mange kvinder i de to Kommunikations- og organisationskonsulenters berøringsflade (er det ikke mærkeligt?) - åsyn. De straffer sågar også kollektivt ved at holde deres venner, nu ber’ jeg dem, ansvarlige for andres gerninger alene på grund af deres etniske ophav (er det ikke strafbart i Danmark?). Det må være omtrent topmålet af en ucharmerende nationalitet. Derfor bliver det også latterfremkaldende når de skriver længere nede

Vi har i Danmark valgt en vedvarende hård og afvisende retorik over for moderate muslimer, som har ønsket dialog.

Selvfølgelig er de unyttige konsulenter flove på Danmarks vegne fordi uchamerende mennesker fra den tilbagestående del af verden væmmes ved menneskets frie tanke og de deraf følgende ytringer. Deres fejlantagelse er selvfølgelig at undgå substansen i problemet og alene se på reaktionen, at nogen har tudefjæse. Oven på det lykkes det oven i købet at drage den skrup forkerte konklusion nemlig at de der optræder urimeligt er dem der har ret.

De to kommunikationseksperter kommer frem til  at der mangler en respektfuld dialog, hvor der nok er plads til at barsle med krig over et par tegninger, men ikke at tegne hvad man mener. Men nok om det, dette vrøv har jo et udgangspunkt.

Et tredje princip hentet fra kommunikationens univers er sætningen om, at kommunikationens mening er dens effekt. Det vil sige, at det, vi siger, ikke skal måles på, om det teoretisk eller akademisk set er rigtigt, men på den effekt, det har på dem, vi kommunikerer med.

Så ifølge kommunikationens univers var Galilei en gammel nar! For ikke at nævne Jesus, Martin Luther og King, Dalai Lama og alle politiske flygtninge (de skal lære at holde deres kæft) samt drengen der påpeger Kejserens manglende klæder. Kommunikationens univers er altså tabuisering af den frie tanke, selve grundlaget for at have noget at kommunikere.

Jeg vælger dog at tro at vores to eksperter fejlfortolker ordet effekt og indsætter det i ey snævert her-og-nu regnskab. For effekten af religionskritik og fri debat er nemlig stik modsat den, som vores to eksperter tegner, nemlig et samfund ude af mørket og inde i lyset, modsat den muslimske verdens dyrkelse af religiøs (i forståelsen muslimsk og kun muslimsk) sensitivitet og det må vel være det man skal have for øje i kommunikationens univers. Eller er det bare marxismens univers, hvor alt skal have et højere formål?

Til slut sammenlignes med et parforhold - der er en komplet elendig metafor, da vi jo netop ikke deler meget andet end grænser og i øvrigt ifølge islamisk tanke bor i hver vores hus. Men lad os blot lege med.

Hvad er det, der er brug for, hvis du er kommet til at såre eller krænke din samlever dybt?

Du har friheden til at gå mindst to veje: Du kan stå fast på din ret til at ytre dig, som du vil, uanset om det er krænkende eller ej. Men du kan også vælge at sige undskyld, selv om du ikke forstår, hvorfor din samlever føler sig krænket.

Den vej, du går, vil få stor indflydelse på dit parforhold.

Mit valg vil være at komme ud af det parforhold, hvor man ikke kan tale om det der ligger en på sinde. Andet vil jo være at leve på en løgn. Man vill jo leve med en samlever man ikke kendte og som man ikke kunne give sig til kende overfor, en fremmed samlever. Men det vil også hvile på en manglende respekt for sin modparts integritet ikke at tage vedkommenes rolle som voksen alvorlig og ikke at ville forholde sig til indholdet at modpartens følelsesliv. At give tomme undskyldninger er kun udtryk for manglende respekt. Måske meget forståelig opfordring fra konsulenterne når man i Egyptens åbenbart bliver behandlet så dårligt, som Borgmann og Ørbech åbenbart lider under.

Håneretten ligger hos venstrefløjen og kun hos venstrefløjen og den bliver godt gammeldags mopset hvis den får igen af samme mønt. Således truer boet efter sangerinden Natasja med at lægge sag an for Dansk Folkepartis brug af sætningen: Gi mig Danmark Tilbage“. i deres kampagne mod muslimsk tilhyldede dommere; “Giv os Danmark tilbage.” Fra Politiken

Sloganet er tyvstjålet fra et af de allerstørste hits i 2007, ‘Gi’ mig Danmark tilbage’.

Natasja ville tage afstand
Det mener både en ekspert i ophavsret og folkene omkring det afdøde ikon Natasja, der har skrevet nummeret. Natasjas mor, der har rettighederne til datterens værker, vil sammen med Natasjas manager kontakte deres advokat.

»Det her skal stoppes. Det er kritisabelt, at de lukrerer på en tekst, som har den stik modsatte agenda. Natasja ville ikke bryde sig om at blive taget til indtægt for sådan en form for politisk kommunikation. Det er fejt, for hun er død og kan ikke forsvare sig«, siger Natasjas manager, Peter Skovsted.

Hun er død og kan ikke forsvare sig og heller ikke udtale sig om hun synes at det er i orden at man i den politiske kamp søger at præge sproget til sin egen fordel. I sangen hedder det blandt andet “Når du strammer garnet, så ber’ du om ballade” og videre “Når du strammer garnet, så kvæler du jo barnet” og man kan have sin tvivl om den stærkt nationale Peter Faber, der netop skrev den udødelige “Højt fra tagets grønne top” ville bryde sig om at blive taget til indtægt for Natasjas form for politiske kommunikation. Men hvad giver Dansk Folkeparti anledning til at citere fra Natasja? Fra “Gi’ mig Danmark tilbage!”

Jeg kan se det ske, det’ ak det’ ve.
Det’ Satan og han lægger kræfterne i,
Det’ nat over dag. Det’ bæ over ble.
Det’ død over liv. Det’ træl over fri
Det’ kød på kniv. Det’ råb, det’ skrig.
Det ligner en krig, og det’ spild af politi.
Det’ dødeligt giftigt, min urtete,
Og det’ noget de kan li’ i det danske parti,
Helt f**ked up på sne. … [*]
Woow, sagde jeg det?

Det danske parti er jo selvfølgelig Dansk Folkeparti og hendes los i røven på hendes politiske fjender er helt sikkert blevet modtaget med begejstring på den ungdommelige del af venstrefløjen og sådan skal det være. Men los i røven kalder altid på genmæle

Natasjas form er den postmoderne eller eklektiske om man vil, hvor man tager brudstykker og citater fra andre værker, kunstnere, genrer osv og sammensætter dem i et nyt udtryk. Det er en leg med formen, der er ganske legitim og kan være mere end almindeligt inspirerende. Så meget mere hyklerisk bliver det når Natasja benytter citater og formsprog fra andre for eksempel selv det bærende guitar-riff Natasjas Video

Her er musikken fra Surfaris Wipe Out med det originale guitar-riff og samtidig et helt andet udtryk

Det gennemgående guitar-riff er måske brugt uden at man har sikret sig at Surfaris ville bryde sig om at blive taget til indtægt for Natasjas form for politisk kommunikation. I videoen optræder også dette billede

Billedsproget er en kopi af Dansk Folkparti enorme brug af rapsmarker mod knaldblå himmel og Dannebrog. Natasjas brug af politiske modstanderes udtryk virker kun til at forstærke sit eget og intet går af Dansk Folkeparti, som det ikke skal klare. Derfor må det omvendte jo også være tilfældet, hvis altså der ikke herskede en logik, hvor kun venstrefløjen har ret til firnurligt dril. Venstrefløjen har tillige den enestående evne at den kan være progressiv mens man begræder Danmark som det var engang. ”Jeg savner dig, jeg vil ha’ dig tilbage” er jo nærmest Dansk Folkepartis principprogram.

Men der er også et par ting der undrer mig ved Natasjas video. For eksempel har jeg svært ved at se disse mennesker, der i videon råber “Vi vil ha’ Ungeren igen!” rent faktisk bruge Ungeren.

Ikke blot er fraværet af sort tøj og uvasket hår markant, men der står sågar en somalineger og en forstadsbrian i mængden og skal gøre det ud for den mangfoldighed Ungdomshuset aldrig var, endsige søgte at være. Ungdomshuset var ikke andet end sekterisk overlejring af venstreradikal forbrugerisme. Budskabet er jo heller intet andet end “Vi vil ha’ og ha’ og ha’!”

[*] Sætningen “Helt fucked op på sne” Refererer højst sandsynligt til sagen om kokainrester fundet på et WC i Folketinget, hvor både Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten havde adgang. Natasja døde selv narkopåvirket i en bilulykke. Hov, skrev jeg virkelig det?

Set på Snaphanen

Jeg ved ikke om det er tilfældigt at den valgte musik er fra tresserne.

Ole Hyltoft starter sin kronik i Berlingske Tidende således

68erne er ved at gå på pension. Generationen efterlader sig to smukke broer samt et historieløst samfund med forfald inden for kulturen, sproget og arkitekturen. De efterlader sig også et ganske konservativt samfund. For tilbageslaget mod 68ernes hårde teorier og løse sæder er for længst indtruffet. Hvad man dog ofte glemmer, når man fordømmer 68erne, er, hvilket opstemmet behov for opbrud, der var i 60erne.

Og så skal man ellers være en kold skid, hvis man ikke læser videre. Gør det og kom i selskab med en af Danmarks absolut bedste forfattere, der her svinger pisken over sit ynglingsemne, den kulturradikale råddenskab i Socialdemokratiet. Men højst bemærkelsesværdigt har jeg indvendinger imod Hyltofts verdensbillede.

Der var kommet borgerlig regering i februar 68. Men stadig var der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet var dansk politiks admiralskib. Andelen af S-vælgere lå op imod de 40 pct. Den dygtige J.O. Krag og den formidable Per Hækkerup var partiets spidser. De var omgivet af solide og sympatiske fagforeningsfolk som HKs Erling Dinesen, SiDs Anker Jørgensen og LOs næstformand Kai Petersen. Og rundt om i vælgerforeninger og kommunalbestyrelser sad rodfæstede socialdemokrater med beskeden skolegang, men med pæren i orden. Alle havde de en klar forståelse af, hvad ideen med partiet var: en social og kulturel højnelse af samfundet.

Fra 1968 var denne indstilling bare ikke venstreorienteret nok. Ungdomsoprørerne trængte lynhurtigt ind i Socialdemokratiet for at borde admiralskibet. Ud af vagten skulle de gamle, kongelige socialdemokrater, kustoderne, som Ritt Bjerregaard kaldte dem.

I 70ernes begyndelse kom, for første gang i partiets historie, et helt hold af unge til tops, som ikke havde haft deres ungdom i DSU, men på universitetet eller seminariet. Spørgsmålet var, om de ikke var mere munkemarxister end socialdemokrater.

(…)

I løbet af 70erne – munkemarxisternes storhedstid – forandrer dansk politik sig radikalt. Der opstår spunshuller i det socialdemokratiske admiralskib.

Joeh, det kommer an på, hvad en socialdemokrat er og hvad en munkemarxist er. Ifølge Hyltoft er det ægte Socialdemokrati “... 30ernes Stauning-socialdemokrati og H.C. Hansens og Bomholts 50er socialdemokrati“. Da Socialdemokratiet blev stiftet i 1871 og i dag altså er 146 år er det lidt af en tolkning Hyltoft foretager, når han tilskriver deres sande identitet som liggende i de tre årtier omkring 2. Verdenskrig. Partiet fik altså først sin sande identitet efter 60 år levetid og mistede den igen omkring de 90 år. Den ægte socialdemokratiske periode har et sært sammenfald med Hyltofts egen barndom og ungdom.

Men det er dog ikke helt ved siden af forstået på den måde at i den periode, fra 30′erne til Jens Otto blev Socialdemokratiet det store folkelige parti. Stauning forfattede i 1934 programmet Danmark for Folket, der var et opgør med tidens totalitære bevægelser, som var “...i Strid med det danske Folks Væsen og i Strid med det arbejdende Folks Interesser.” Stauning lægger hermed socialismen på is for i stedet at favne folket på et nationalt fundament. Socialdemokratiet var blevet et folkeparti, frem for et arbejderparti, tvunget af den politiske nødvendighed.

Det var den totalitære trussel i form af nazisme, fascisme og Sovjetkommunisme, der gjorde partiet folkeligt. Det arbejdene folks interesser kunne nemlig ikke tjenes, hvis det danske folks væsen blev knægtet af diktaturet. Da det i løbet af 50′erne blev tydeligt at den totalitære trussel mod det danske system var forsvundet (truslen hang nu sammen med atomar udslettelse, som man ikke kun lovgive imod) holdt Socialdemokratiet kun fast i sin folkelighed fordi det var en succes. Men det var en succes der blev bygget på en løgn, løgnen om det folkelige projekt baseret på socialistisk tankegods.

For, hvordan kunne munkemarxisternes bording af den socialdemokratiske admiralsskib overhovedet lade sig gøre? Kunne kustoderne slet ikke forsvare sig? Var der ingen til at gennemhulle det nye kulds agitation? Hvorfor gik en folkekær og dygtig Erhard Jacobsen fra borde i stedet for at blive på sin post og kølhale de unge fløse? Var Bennedsen, Ritt, Auken, Nyrup, Espersen og Weiss, de eneste der trådt ind i partiet fra den generation? Var der virkelig ikke kloge unge mennesker, med talent og virkelyst der ville det samme som Hyltoft og Julius Bomholdt? Jo, det må der have været, men de blev ikke taget så godt imod som munkemarxisterne fra universiteterne. For den nye generation af socialdemokrater bar reformationen af det gamle arbejderparti med sig. De kunne deres Marx, de vidste hvad produktionsmidlerne var værd og hvorledes udbytningen af arbejderklassen havde antaget nye former og deres kapitalismekritik stoppede ikke ved grænsen. Det var det, der bjergtog partiet, det var det der bragt håb om det ægte Socialdemokratis genkomst. De gamle folkelige og nødvendige politikere havde ikke et fundament som de kunne stå fast på. Med den nye ideologiske strømning var Socialdemokratiets marxistiske kerne var genfødt og drømmen var nu at bruge den folkelige optjening til at realisere partiets mål. Socialdemokratiet var vendt hjem.

Tiden efter 68 har været en balancegang mellem den socialistiske del af partiet, ført an med de højtsvævende og verdensfjerne idealer og resterne af den nødvendighedens politik, der er nødvendig for at opfylde de magtens drømme, der er blevet en fast del af socialdemokraternes identitet. Men modsætningen mellem de to fløje er kun blevet tydeligere med årene og ført til naturlig handlingslammelse - socialisterne har forbudt de folkelige at føre den nødvendige politik men har selv ingen svar haft på samfundets problemer. Derfor er det efterhånden gået op for flere og flere socialdemokrater at de ikke er socialdemokrater, men blot identificerede sig med Staunings folkelige og almindelige nødvendighed. Socialdemokratiet er stadig ved at finde sit naturlige socialistiske selv og det er meget vanskeligt efter socialismens død.

Hyltoft er altså ikke fair, for når ret skal være ret, så var det ikke marxisterne, der ødelagde Socialdemokratiet, men derimod folkeligheden der i en svær tid overtog den politiske struktur, der hed Socialdemokratiet. Tiden skreg på en samling, et folkeligt fællespunkt og til det var det moderne Socialdemokrati velegnet, da de svedige masser kunne udvides til alle lønmodtagere og siden gøres synonym med hr. og fru Danmark. Stauning fjernede Socialdemokratiet fra det socialistiske forankring og gjorde partiet rodløst. Det var uomgængeligt at gå tilbage til kilderne og det var et tilfælde, at det blev generationen 68′ der kunne råbe ad fontes og reformere det gamle parti. Hvad Hyltoft begræder burde ikke være Socialdemokratiets reformation men tabet af et folkeligt projekt og det er skam slemt nok. Alligevel er Hyltoft altid værd at læse og blive klog af og i kronikker er få så morsomme som Hyltoft når han skriver

Ind kom marxisten og egoisten Ritt Bjerregaard og hendes påklæderske, den kønne Helle Degn. Formanden for Foreningen af Nulevende Danske Helte, den knastørre juraprofessor Ole Espersen. Bodil Kochs datter, teologen Dorte Bennedsen, og en lind strøm af cand.polit.er med Jens Kampmann og Mogens Lykketoft i spidsen.

Læs den hele.

Det kan være befriende at blive så gammel at man bliver ligeglad med, hvad folk tænker om en og ens meninger. Pittelkow er på sine gamle dage blevet stadig mere fanden i voldsk når han angriber politiske modstandere og ekspertkollegaers faglige niveau. Men desværre er han nu ved at være så gammel, at han tilsyneladende også er blevet ligeglad med at bruge hjernen.

I Jyllands-Posten har han således - blandt nogle gode pointer (som jeg vil nævne til sidst, for old times sake) - et par ualmindelig dumme kommentarer til Geert Wilders film Fitna.

Kritikerne påpeger med fuld ret, at filmen er groft generaliserende i sine anklager. Krigeriske Korancitater og islamistiske prædikanters hadefulde og voldsdyrkende budskaber bliver uden videre koblet sammen med de voksende muslimske befolkningsgrupper i Europa. Dertil kommer det helt uholdbare i, at Wilders i frihedens navn vil have Koranen forbudt.

(….) 

 ”Fitna” er uantageligt ensidig. Men mange af Wilders kritikere giver ham absolut intet efter i underlødig islamdebat.

(…)

 Hovedpunktet i kritikken af Wilders er og bliver dog, at han kobler muslimer som helhed sammen med de voldelige tendenser. Som sagt er denne kritik helt på sin plads.

Hvorledes kan Pittelkow dog tro at nogen kan tage ham alvorligt, når han på den ene side beskylde Wilders for at generalisere groft og koble antallet af muslimer sammen med hadprædikanter?

Koranen har hos mange muslimer status som en absolut sandhed, der ikke kan diskuteres. Små grupper tager denne sandhed så bogstaveligt, at de lader sig inspirere til terror, vold eller dødstrusler mod, hvad de opfatter som islams fjender. Der er brug for en kritisk tilgang til Koranen svarende til vores bibel-kritik. For muslimer kræver det stort mod at bevæge sig ind på dette terræn.

(…)

Islamisterne er mere end et forsvindende lille mindretal. Samtidig påvirker deres budskaber bredere grupper af muslimer, især unge. I Storbritannien ønsker 37 pct. af unge muslimer shariaen indført. 36 pct. af dem støtter dødsstraf for frafaldne muslimer.

Med en kraftigt voksende muslimsk andel af de europæiske befolkninger, bliver det stadig vigtigere at imødegå disse tendenser. Ikke med grove generaliseringer, men med erkendelse af virkeligheden. Debatten om Wilders viser, at det halter alvorligt.

når han samtidige slår fast at Koranen står som absolut sandhed hos mange, ikke nogen eller få, men mange muslimer og at det kræver et stort mod for muslimer at kritisere Koranen og så konkluderer at problemerne med islam og islamister hænger direkte sammen med antallet af muslimer?

Men mange af kritikerne havner et uholdbart sted, når de så skal give deres eget bud på, hvordan tingene hænger sammen.

Rigtigt, men det hænger heller ikke sammen for dig Pittelkow og du er derfor selv havnet et underligt sted. For eksempel er det mærkeligt at en politisk kommentator kalder en politikers partsindlæg for “uantageligt ensidig”. Hvad skulle en politiker da ellers være?

Det er også mærkeligt at en mand som Pittelkow, der normalt er skarp som en ragekniv, mener at Wilders er underlødig, når selve Wilders grundantagelse er den samme som Pittelkows egen.

Det er også mærkeligt at Pittelkow kobler Wilders film sammen med et lovforslag stillet af Wilders, som det er mærkeligt at Pittelkow ikke ved at Wilders ikke krævede Koranen forbudt i frihedens navn, men i henhold til den lov, der i forvejen forbyder Mein Kampf og lignende skrifter i Holland. Som han er citeret for at sige i Berlingske Tidende

»Koranen er en bog, der opfordrer til vold. Jeg minder parlamentet om, at distributionen af sådanne tekster er i strid med loven ifølge paragraf 132 i vores straffelov. Derudover opfordrer koranen til mord og ødelæggelse … Koranen er derfor en yderst farlig bog, en bog, der går aldeles imod vores lov og orden og demokratiske institutioner. Det er en absolut nødvendighed, at Koranen bliver forbudt for at forstærke og opretholde vores civilisation og forfatningsmæssige stat.«

Wilders krævede lighed for Loke som for Thor. Men jeg lovede at fremdrage gode pointer.

Men mange af kritikerne prøver helt at undgå en diskussion af forholdet mellem islam, Koranen, radikalisme og vold. Samtidig med at de ligesom Balkenende ryster i bukserne for voldelige reaktioner, når nogen åbent kritiserer islam. Frygt, politisk korrekthed og manglende viden løber endnu engang sammen og blokerer for en nødvendig afklaring.

(…)

Filmen har ganske vist passager, der leder tankerne hen på nazismen. Men det er muslimer og ikke Wilders, der skaber forbindelsen. En demonstrerende muslimsk kvinde går med en plakat, der hylder Hitler. En treårig muslimsk pige aflirer en lektie om, at jøderne er ”aber og svin”. En prædikant fortæller under forsamlingens jubel om, hvordan jøderne skal dræbes.

Disse passager afspejler det voldsomme jødehad, som trives i den muslimske verden og hjernevaskes videre til børnene. ”Mein Kampf” er meget populær. Det samme er det modbydelige antijødiske propagandamakværk ”Zions Vises Protokoller”.

(….)

 Sådan er Koranen ikke, sagde en muslim forleden på TV2. Men sådan er Koranen - også.

Islamforskeren Tina Magaard har påvist, at Koranen rummer klart flere voldelige vendinger end de andre verdensreligioners hellige skrifter. Religion, politik og krig var da også en uadskillelig enhed for profeten Muhammed.

Man skal passe på ikke at lade alderen tage en. I sidste ende er Pittelkow en gammel VS’er og måske oplever han blot et kort intellektuelt tilbagefald.