Demokraterne blev ikke hacket af russerne

Diverse — Drokles on August 16, 2017 at 2:52 am

Ifølge nogle tidligere analytikere fra efterretningstjenester fik det amerikanske parti Demokraterne ikke hacket deres servere med deres e-mails, skriver det venstreorienterede tidskrift The Nation. Der var tale om et læk…

Forensicator’s first decisive findings, made public in the paper dated July 9, concerned the volume of the supposedly hacked material and what is called the transfer rate—the time a remote hack would require. The metadata established several facts in this regard with granular precision: On the evening of July 5, 2016, 1,976 megabytes of data were downloaded from the DNC’s server. The operation took 87 seconds. This yields a transfer rate of 22.7 megabytes per second.

These statistics are matters of record and essential to disproving the hack theory. No Internet service provider, such as a hacker would have had to use in mid-2016, was capable of downloading data at this speed. Compounding this contradiction, Guccifer claimed to have run his hack from Romania, which, for numerous reasons technically called delivery overheads, would slow down the speed of a hack even further from maximum achievable speeds.

Time stamps in the metadata indicate the download occurred somewhere on the East Coast of the United States—not Russia, Romania, or anywhere else outside the EDT zone.

What is the maximum achievable speed? Forensicator recently ran a test download of a comparable data volume (and using a server speed not available in 2016) 40 miles from his computer via a server 20 miles away and came up with a speed of 11.8 megabytes per second—half what the DNC operation would need were it a hack. Other investigators have built on this finding. Folden and Edward Loomis say a survey published August 3, 2016, by is highly reliable and use it as their thumbnail index. It indicated that the highest average ISP speeds of first-half 2016 were achieved by Xfinity and Cox Communications. These speeds averaged 15.6 megabytes per second and 14.7 megabytes per second, respectively. Peak speeds at higher rates were recorded intermittently but still did not reach the required 22.7 megabytes per second.

“A speed of 22.7 megabytes is simply unobtainable, especially if we are talking about a transoceanic data transfer,” Folden said. “Based on the data we now have, what we’ve been calling a hack is impossible.” Last week Forensicator reported on a speed test he conducted more recently. It tightens the case considerably. “Transfer rates of 23 MB/s (Mega Bytes per second) are not just highly unlikely, but effectively impossible to accomplish when communicating over the Internet at any significant distance,” he wrote. “Further, local copy speeds are measured, demonstrating that 23 MB/s is a typical transfer rate when using a USB–2 flash device (thumb drive).”

Time stamps in the metadata provide further evidence of what happened on July 5. The stamps recording the download indicate that it occurred in the Eastern Daylight Time Zone at approximately 6:45 pm. This confirms that the person entering the DNC system was working somewhere on the East Coast of the United States. In theory the operation could have been conducted from Bangor or Miami or anywhere in between—but not Russia, Romania, or anywhere else outside the EDT zone. Combined with Forensicator’s findings on the transfer rate, the time stamps constitute more evidence that the download was conducted locally, since delivery overheads—conversion of data into packets, addressing, sequencing times, error checks, and the like—degrade all data transfers conducted via the Internet, more or less according to the distance involved.

Fortællingen om ‘Russiagate’, at russerne har hacket Demokraternes servere og undermineret deres kandidat Hillary Clintons valgkamp og grundlæggende kuppet Donald Trump til præsidentposten er ikke blot blevet brugt til at delegitimere Trumps præsidentskab og indlede allehånde efterforskninger om urent trav imod flere personer i hans stab, samt en undersøgelse af Trump selv for angiveligt forhindre slige efterforskninger, den har forværret forholdet mellem Rusland og USA, da flere medier og politikere har anset den russiske indblanding, så langt man har ment at den var reel, som ‘an act of war’. Senest har USA skærpet sine sanktioner imod Rusland, der har svaret igen ved at udvise 2/3 af af de amerikanske diplomater.

Kim har ingen grund til at forhandle

Diverse — Drokles on August 14, 2017 at 8:07 am

“As Kim believes the ability to hit America with a nuclear weapon is the only certain way he has of deterring us from killing his regime and him, he will not be talked out of his ICBM.” skriver Pat Buchanan i Town Hall

Does anyone believe that, given his youth, his determination to drive us off the peninsula, and his belief that only an ICBM can deter us, this deal will last and he will abandon his nuclear program?

Given concessions, Kim might suspend missile and nuclear tests. But again, we deceive ourselves if we believe he will give up the idea of acquiring the one weapon that might ensure regime survival.

Hence, assuming this crisis is resolved, what does the future of U.S.-North Korean relations look like?

To answer that question, consider the past.

In 1968, North Korea hijacked the USS Pueblo on the high seas and interned its crew. LBJ did nothing. In April 1969, North Korea shot down an EC-121, 100 miles of its coast, killing the crew. Nixon did nothing.

Under Jimmy Carter, North Koreans axe-murdered U.S. soldiers at Panmunjom. We defiantly cut down a nearby tree.

Her er et, eller rettere 3 af 10 perspektiver, hvis man venter eller accepterer Nordkorea, som en atomvåbenmagt, som Ryan Mouro ridser op for Clarion Project

1.The Iranian and North Korean WMD programs should be seen as a single entity.

We must now assume that Iran likewise has the ability to miniaturize nuclear warheads onto ICBMs.

Iran and North Korea have shared virtually everything when it comes to ballistic missile and nuclear technology. One Iranian opposition group claimed that Iran continued its nuclear program in spite of the nuclear deal by simply outsourcing it to North Korea. The nuclear and missile tests are widely seen as being on done on behalf of Iran with Iranian scientists on the scene for their occurrences.

Both North Korea and Iran helped the Syrian regime pursue nuclear weapons, resulting in the Israeli airstrike on Bashar Assad’s nuclear reactor in 2007. Various reports indicate that Syria’s nuclear program continued thereafter, albeit on a smaller scale.

2.North Korea’s Links to Hamas, Hezbollah and reportedly Al-Qaeda-tied terrorists in the Philippines.

In 2003, the government of the Philippines said that it captured documents showing that the Moro Islamic Liberation Front, an Islamist group that has had a relationship with Al-Qaeda in the past, paid $2 million to North Korea for guns, ammunition and grenades and was looking to buy mini-submarines. Another sale was reported in 2005 of 10,000 rifles.

In 2006, a federal judge ruled that North Korea is liable for damages caused to American-Israeli citizens due to its material support for Hezbollah. Iran sponsored North Korean assistance to help the terrorist group by providing rockets and missiles and guidance on building its sophisticated network of tunnels and bunkers. It said that Hezbollah terrorists have been traveling to North Korea for advanced training since the late 1980s.

In 2009, the UAE intercepted over 2,000 detonators for Hamas’ 122mm Grad rockets and associated equipment. Later that year, Israel intercepted 35 tons of rockets, RPGs, shoulder-fired missiles and equipment for surface-to-air missiles from North Korea to Iran for delivery to the Hamas and Hezbollah terrorist groups in Thailand.

In 2014, it was reported that Hamas was negotiating an arms deal with North Korea worth hundreds of thousands of dollars for missiles and communications equipment and a down payment had already been made. It is strongly suspected that North Korea helped Hamas build its sophisticated tunnel system that was used to attack Israeli civilians and wage war in 2014 against the Israeli military.

The Hamas terrorist group openly thanked North Korea for its political support against Israel this year. The North Korean regime (DPRK) pledged to “mercilessly punish” Israel for its leaders’ accurate description of the ruling leader as a “crazy.” The DPRK said it “fully supports” the Palestinian jihad to have an independent country and to seize Jerusalem, a vague statement that seems to imply material support.

We should expect such sales to increase as sanctions force the North Korean regime to look for more revenue, as well as ways to retaliate against the U.S. and its allies. The North Korean regime has no problem selling arms to Islamists and is not a target of the jihadists, so we shouldn’t be surprised if North Korea goes so far as to directly sell weapons and expertise to groups like ISIS and Al-Qaeda.

3.North Korea has threatened to sell nuclear weapons to other countries and even international terrorist groups. It now has up to 60 nuclear weapons, a number that could grow to 100 by 2020.

In 2005, North Korea threatened to sell its nuclear weapons to terrorist groups “if driven into a corner.”

North Korea has a surplus of nuclear weapons. It can afford to sell off a few if it feels confident that U.S. intelligence will be unable to identify and intercept the shipment; a fair assumption given our recent underestimations of their capabilities.

Past customers for Iranian missiles and arms include Iran and its puppet Assad regime in Syria; Yemen, which is now working with Salafists and the Muslim Brotherhood; Pakistan; Eritrea, which has supported Al-Qaeda’s branch in Somalia; the Somali government; Cuba and possibly Venezuela. There are suspicions that Turkey is looking to build nuclear weapons, as an imam close to President Erdogan is encouraging this.

“As for the “military option,”", advarer Buchanen “U.S. strikes on Kim’s missile sites could cause him to unleash his artillery on Seoul” og “scores of thousands could be dead” indenfor den første uge. Og det vil tvinge USA til at benytte taktiske atomvåben, der måske igen vil udløse “the suicidal order to launch [Kim]s nukes”. Men dette scenario, at Norkorea med deres konventionelle artilleri, kan udslette Seoul, bygger på en række fejlslutninger, som streiff fra Redstate oplister. Her 3 af 8.

Fallacy #1. Seoul is within easy artillery range of North Korea.

This is simply not true. Thirty miles is extreme range for tube or rocket artillery. The entire North Korean Army has, at a high end estimate, a max of 500 artillery systems and 200 rocket systems that can range Seoul’s northern suburbs and Seoul from what is now North Korea. Only one-third of Seoul can be hit by any type of tube artillery. The drawing of a 44-mile circle and implying that there are hundreds of artillery pieces which can range as far as the heaviest North Korean rocket systems is just dishonest in the extreme.

Fallacy #2. All of these long range pieces are within range of Seoul.

Dispersion between artillery systems is going to be at least 50 meters. Math alone tells you once you start dispersing that you quickly run out of usable real estate. Why disperse? The blast radius for a 500-lb bomb (the B-2 carries 80 of these) is 50 meters. That means it will kill 50% of everyone within that zone. Even troops in bunkers will be killed or injured by the combination of overpressure and vacuum rupturing hollow organs. If you drop 1000-lb bombs, increasingly the weapon of choice, the 50% lethality radius exceeds 200 meters. If you want your artillery to survive more than the first air strike you will want them dispersed and in hardened positions. While the 44 mile radius on the map is cute, many of these weapons will be out of range of Seoul because clustering dozens of pieces up on the DMZ within easy range of ROK infantry and armor doesn’t make sense.

One intrepid soul used Google Earth to identify likely artillery positions by type, this is what he got:


Fallacy #3. North Korea will use all of its artillery to target Seoul.

This is probably the crux of the issue. Why would the North Koreans concentrate all of their artillery close to the border to bombard Seoul. If they level Seoul it doesn’t mean they win the war. And if the guns are aimed at Seoul they can’t aim at Allied troops. Likewise it will use its missiles to hit Osan and Pusan, the airfield and seaport, respectively, through which US forces will flow. If a war breaks out, North Korea will have to use its artillery in the conventional role of providing support to the infantry and armor units it sends south. You have to achieve a 3:1 power (troops, equipment, firepower) ratio to have a 50-50 chance of taking a defended position. You need at least a 5:1 ratio if you want to achieve a breakthrough attack. The only way the North Koreans can achieve that force ratio is to throw 100% of their artillery at the Allied units holding the line closest to the DMZ. They aren’t going to screw around shooting several months of ammunition production at Seoul.


The stories of an Armageddon in South Korea are simply not true. The ROK Air Force and ROK Army are not going to sit on their thumbs and allow Seoul to be pulverized. Neither will American forces. Just like we spent a lot of effort hunting SCUDs in both Gulf wars, the artillery that can shoot at Seoul will be quickly and ruthlessly hunted down and silenced.

Det afhænger af frygten for deres atomvåben. Jo større grund der er til at frygte dem, jo større grund er der til at handle. Risikoen afspejler det utålelige. Og hvis Kim slipper af sted med at beholde sine bomber, vil resten af Vestens diktator fjender se, at det er deres bedste livsforsikring.

The can can be kicked no further

Diverse — Drokles on August 11, 2017 at 8:09 am

I 1938 kom daværende britiske premierminister Neville Chamberlain hjem fra sit tredie besøg hos Herr Hitler og erklærede at han havde indgået en aftale, som hvis den var blevet honoreret, ville sikre “fred i vor tid” for den ubetydelige sum af Tjekkoslovakiet. Chamberlain så problemet som “a quarrel in a far-away country between people of whom we know nothing” og så var det jo billigt sluppet. Wikipedia beskriver glimrende de euforiske reaktioner, inden folk havde gjort op med sig selv om man nu også kunne stole på aftalepartneren Herr Hitler

Chamberlain returned to London in triumph. Large crowds mobbed Heston, where he was met by the Lord Chamberlain, the Earl of Clarendon, who gave him a letter from King George VI assuring him of the Empire’s lasting gratitude and urging him to come straight to Buckingham Palace to report.[133] The streets were so packed with cheering people that it took Chamberlain an hour and a half to journey the nine miles (14 km) from Heston to the Palace. After reporting to the King, Chamberlain and his wife appeared on the Palace balcony with the King and Queen. He then went to Downing Street; both the street and the front hall of Number 10 were packed.[134] As he headed upstairs to address the crowd from a first-floor window, someone called to him, “Neville, go up to the window and say ‘peace for our time’.”[c] Chamberlain turned around and responded, “No, I don’t do that sort of thing.”[134] Nevertheless, Chamberlain recalled the words of his predecessor, Benjamin Disraeli and his return from the Congress of Berlin[d] in his statement to the crowd:

My good friends, this is the second time there has come back from Germany to Downing Street peace with honour. I believe it is peace for our time. We thank you from the bottom of our hearts. Now I recommend you go home, and sleep quietly in your beds.[134]

King George issued a statement to his people, “After the magnificent efforts of the Prime Minister in the cause of peace it is my fervent hope that a new era of friendship and prosperity may be dawning among the peoples of the world.”[135] When the King met Duff Cooper, who resigned as First Lord of the Admiralty over the Munich Agreement, he told Cooper that he respected people who had the courage of their convictions, but could not agree with him.[135] He wrote to his mother, Queen Mary, that “the Prime Minister was delighted with the results of his mission, as are we all”.[136] The dowager queen responded to her son with anger against those who spoke against the Prime Minister: “He brought home peace, why can’t they be grateful?”[135] Most newspapers supported Chamberlain uncritically, and he received thousands of gifts, from a silver dinner service to many of his trademark umbrellas.[137]

I 1994 indgik den daværende amerikanske præsident Bill Clinton en aftale med Nordkorea, i håbet om at folk kunne sove trygt.

Så nu står vi med udsigten til “Fire and fury” som verden ikke har set magen til. Tidligere præsident Obama havde betroet Trump, at Nordkorea ville blive hans største problem, som han kom til at løse i sin præsidentperiode. Obamas tidligere sikkerhedsrådgiver Susan Rice mener at man bare må leve med Nordkorea som en atomvåbenmagt, der kan true det amerikanske fastland. I Japan er man begyndt at træne civilbefolkning i at gå i dækning bag den nærmest mur, skulle uheldet være ude, selvom en skeptisk japaner funderede “Will that really protect us if a missile really falls here, I wonder?”

Dåsen kan ikke sparkes længere ned af vejen og man må vælge blandt en serie af dårlige beslutninger. Et begrænset luftangreb, som Clinton overvejede i 1994, med risiko for et kontraangreb på land mod Sydkorea og total krig til følge. En invasion, som man kender fra 2. Verdenskrig, med risiko for Kina reaktion og med tanke på de 60 atombomber, man mener Nordkorea er i besidelse af. Et “decapitation strike” mod ikke blot deres raket faciliteter, hvor mange er mobile, men også mod den politiske ledelse, der ingen garanti giver for succes, men som vil have et umiddelbart modangreb som automatisk reaktion. Et atomangreb? Lægge pres på Kina og håbe at de kan gøre noget? Forlade sig på det internationale samfund?

Og hvad hvis det ikke kommer der til, men at situationen blot eskalerer, som min ven indvendte. At det blev så klart, at amerikanerne ville gøre noget drastisk, så kineserne indvaderede for at beskytte egne interesser. I så fald vil USA være ude af til at handle uden risiko for at starte 3. Verdenskrig.

Man kunne ikke stole på Herr Hitler. “Ja! Ja!” havde Hitler svaret, som Chamberlain læste gyldne hensigter op af et dokument, the Anglo–German Agreement, der var “symbolic of the desire of our two people never to go to war again”. Chamberlain vendte tilbage til hotellet og fortalte sin delegation “I got it!”, mens Hitler skødesløst beroligede en skuffet Ribbentrop med ikke at ‘tage det så seriøst, det dokument har ingen betydning’.

Hitler er så meget Vestens svøbe at hans dårlige eksempel nærmest blænder os fra at lære. Hans navn kan ruinere en hvilken som helst debat på Facebook, som var han al ondskabs moder. Men desværre er læren om Hitler ikke knyttet så meget til hans person, som det megen Hitlerguf der sendes på Discovery, BBC, History Channel, National Geographic og DR3 antyder. Dette fokus tjener nok, som måde at begribe det civilisatoriske traume som nazismen med sit Holocaust og krigeriske forsøg på at bygge et storrige har påført Vesten. Men det overser at Hitler blot er en blandt mange tyranner, som tyranner bare er.

Det Kejserlige Japan forsøgte samtidigt med Hitlers Tyskland at realisere lignende drømme om et empirium i Asien, inspireret af og sært retfærdiggjort i, hvad Frankrig, Sovjet og især England allerede havde skaffet sig. Deres drive var ikke så ideologisk specifikt, som det var kulturelt. Men det var tyrannisk, de havde deres egen dagsorden, der som Nazitysklands og Nordkoreas ikke var en ambition om at leve i fordragelighed med sine naboer, men at tage noget fra dem. Der var ingen gensidighed i forholdet til omverden, de var ikke interesseret i nogen aftale, kun respit. “Hitler seemed agreeable”, men der er ingen Herr noget som helst man kan tale med. At forære dem sudetentyskere eller kontanter løser intet. Stalin, Ho Chi Mihn, Castro, Saddam, Assad - they are either at your feet or at your throat.

“I’m convinced that if this framework leads to a final comprehensive deal, it will make our country, our allies and our world safer,” sagde den tidligere amerikanske præsident Barak Obama i 2015 om den aftale, der skulle begrænse Irans adgang til atomvåben. End ikke Washington Post var så optimistiske

THE “KEY parameters” for an agreement on Iran’s nuclear program released Thursday fall well short of the goals originally set by the Obama administration. None of Iran’s nuclear facilities — including the Fordow center buried under a mountain — will be closed. Not one of the country’s 19,000 centrifuges will be dismantled. Tehran’s existing stockpile of enriched uranium will be “reduced” but not necessarily shipped out of the country. In effect, Iran’s nuclear infrastructure will remain intact, though some of it will be mothballed for 10 years. When the accord lapses, the Islamic republic will instantly become a threshold nuclear state.

“Just because iranian hardliner chant “Death to America!” does not mean that that’s what all iranians mean” ræsonerede Obama, mens han så bort fra tyranniet og sammenlignede nævnte hardlinere med republikanernes modstand mod aftalen. Og så lovede han “We vil have amble ability to respond!” når den tid kommer. Den dåse kan snart heller ikke sparkes længere.
“He’s been pushing the world around for a long time” sagde Trump om Nordkoreas leder Kim Jung-Un. Iran venter derefter - hvis der er et derefter.

Hands Off Venezuela

Diverse — Drokles on August 10, 2017 at 11:15 am

Der findes nogle mennesker, der ikke reagere på hverken evidens eller erfaring. Jeg læste engang om en mand, der var gået til den samme numerolog mere end tredive gange. En sådan mand er fortabt, som hans penge. Men han er harmløs. Med venstrefløjen er det anderledes for der er det altid andre folks penge.

I 2015, søndag 21. juni helt præcist, inviterede Verdensakadamiet “til en aften med film og oplæg om Venezuela -  revolutionen og venstredrejningen.” i Folkets Cafe i Stengade i København, som Modkraft annoncerede

Ved du hvad der skete og sker i Venezuela?
Hvem var Hugo Chavez?
Har du hørt om revolutionen?
Ku´ du tænke dig at se optagelser fra et kupforsøg?

Så kom og bliv klogere på Venezuela sammen med os.

Vi viser filmen ”The revolution will not be televised” og får besøg af Hands Off Venezuela, som vil fortælle om situationen i Venezuela i dag.

Filmen ”The revolution will not be televised”, der passende for ens fjollede fordomme starter med sambamusik, “viser en anden virkelighed end den, som blev fremstillet af oppositionen, de private medier og det amerikanske udenrigsministerium”. Men filmen holder, hvad den lover, der er virkeligt tale om en parallel virkelighed. Sidste år skrev Zero Hedge i sin situationsrapport om Venezuela, at “Venezuela had officially run out of money to print new money.”

Modkraft talte før parlamentsvalget den 26. september 2010 med en (lidt for) ung mand, Venezuela-aktivisten Andreas Bülow i anledning af udgivelsen af hans nye bog »Den Venezuelanske Revolution«, ved bogens præsentation på Venezuelas ambassade i København. Bülow frygtede “at højrefløjen vil rulle de sociale fremskridt i landet tilbage, hvis de får vind i sejlene ved valget”

Arrangementet starter med en kort film. I 2002 var der et kupforsøg i Venezuela, hvor den højreorienterede opposition og dele af hæren forsøgte at afsætte Chávez med magt. Kupforsøget mislykkedes, da Chávez støtter blandt den fattige befolkning gik på gaden.

Efter filmen rejser Roger Corbacho, ambassadens leder og Charge d’Affaires sig op. Han er ikke i jakkesæt, men i en rød polo med venezuelansk flag på.

– Som I ved, er det valgår i Venezuela i år og det bliver et svært valg for os, siger han.

Roger Corbacho fortsætter med at sætte tal på udviklingen i Venezuela i løbet af Chavez’s 10 år lange regeringstid. Ifølge diplomaten levede 50 procent af befolkningen i Venezuelas befolkning i fattigdom for 10 år siden. I dag er det færre end 20 procent.

»En benhård politisk kamp«

Roger Corbacho træder tilbage og giver ordet til den danske Venezuela-aktivist og nybagte forfatter Andreas Bülow. Med engagement i stemmen fortæller han: ­ – Der er en speciel stemning i landet for tiden, en polariseret stemning. Der foregår en benhård politisk kamp. Folk der aldrig har deltaget i politik før begynder at deltage.

– Medierne i Vesten kritiserer Hugo Chávez og Venezuela for ikke at have ytringsfrihed, for at Chávez holder modstanderne ude af mediebilledet. Jeg vil faktisk sige at det modsatte er tilfældet.

– I Venezuela er én tv-station Chávez-venlig og syv er imod ham. Et andet eksempel er, at jeg for et par dage siden så et billede på en avis, hvor der var en artikel med overskriften »Hej Hugo«. Som illustration var der en tegning af Chávez, der gør det forbudte tegn, fortæller Andreas Bülow, mens han strækker højre arm i vejret som til en nazihilsen og fortsætter:

– Jeg tror ikke den var gået i Danmark.

Samfundet er på kogepunktet

Næste formiddag sætter jeg mig ned med Andreas Bülow til en snak om valg og revolution i Venezuela. Andreas er 25 år gammel og oprindeligt fra Tølløse.

Din bog har titlen »Den Venezuelanske Revolution« og Hugo Chavez blev valgt demokratisk tilbage i 1998. Hvad mener du så når du siger »Venezuelas Revolution«?

– Min tese er, at en revolution sker, når samfundet er på kogepunktet. Normalt interesserer den store del af befolkningen sig ikke for politik, de læser sportssektionen og er godt tilfredse med det. De overlader politik til en lille politisk elite, men under en revolution ændrer det sig.

– For at forstå hvad der sker i Venezuela nu, må man gå lidt tilbage i historien. I 1989 var der en opstand, »Caracazo« kalder man den. Den blev udløst af at prisen på busbilletter steg til det dobbelte. Det var, som da man ryddede Ungdomshuset i Danmark, bare gange tyve. Politiet blev sat ind og 300 mennesker blev dræbt på få dage.

– Opstanden blev cuttet blodigt, og det har sat dybe sår i befolkningen. Det har ført til, at den brede befolkning nu interesserer sig for politik og derfor befinder Venezuela sig i en revolution.

Rød polo betyder revolution

Hvordan kom bogreceptionen på ambassaden i stand? Det er et lidt usædvanligt sted at præsentere en bog og en lidt usædvanlig ambassadør i øvrigt.

– Ambassadøren Roger Corbacho er faktisk ikke ambassadør, men Charge d’Affaires, han er ikke diplomatuddannet, han kommer fra universitetsverdenen. Jeg har samarbejdet med ham gennem årene i Hands Off Venezuela (en politisk gruppe, hvor Andreas Bülow er aktiv. red.)

– Det kom i stand på mit initiativ, jeg spurgte, om ambassaden havde lyst hjælpe mig, det havde de, og sådan kom det i stand. At Roger går rundt i rød polo er forresten et andet eksempel på, at du kan se at Venezuela er i revolution.

Venezuelas økonomi er grotesk

Vil revolutionen fortsætte i fremtiden?

– Godt spørgsmål. Mine forældre var meget aktive i Mellemamerika i 80’erne, og se hvad der er tilbage af det i dag. Altså, Daniel Ortega er retsforfulgt for incest. Jeg tror, at et forbud mod fri valutaoverførsel kunne være vejen frem. Man skal også ekspropriere de vigtigste virksomheder. Ikke alt, små kiosker og sådan noget er ok, men de virksomheder der styrer andre menneskers liv, skal eksproprieres. Venezuela er i dag en udpræget havneøkonomi. Man sælger olien og importerer så alt andet. Det er en grotesk situation.

Det næste valg ser ud til at blive bliver svært for Chavez. Kan du fortælle lidt om hvorfor?

– Ti år er lang tid og folk kan ikke bare leve af gode ideer. Venezuela har også store sociale problemer, uro i gaderne, kriminalitet og så videre. Jeg er selv blevet røvet et par gange, og politiet er gennemkorrupt.

– Hvis højrefløjen får flertal, kan de gå ind og lave »legalt statskup« og rulle de sociale fremskridt tilbage. På mange områder er nogen ting ikke ændret i Venezuela. Oligarkiet sidder stadigvæk på 70 procent af den private sektor. I Venezuela er der et oligarki på 5-6 familier, der i praksis styrer hele landets økonomi. De ejer f.eks. Pepsi, TV-kanalerne, fødevaredistributionen, skønhedskonkurrencer og baseballholdene, men dog ikke olien.

Meningsmålinger ser ikke så gode ud for Chávez?

– Meningsmålingerne kan du ikke bruge til noget. Jeg tror at oppositionen går frem ved valget, men også fordi at de sidste gang boykottede valget.

»Den venezuelanske revolution - øjenvidneberetning og analyse« af Andreas Bülow, 309 sider, udgivet af Hands Off Venezuela, kan købes for 200 kr.

Læs kapitlet »Mit møde med en revolution« på Modkrafts magasin Kontradoxa

Ak ja, minder, minder.

Hands off Venezuela II

Diverse — Drokles on August 10, 2017 at 11:05 am

Det er lidt sjovt at besøge den nære fortid, som den tog sig ud, dengang det allerede var helt tydeligt, hvilken vej hønsene skrabede i Venezuela. Så sent som 18. november 2015, kunne man på Modkraft læse en artikel af Andreas Bülow forfatter til  Den venezuelanske revolution – øjenvidneberetning og analyse og aktivist i Hands Off Venezuela, om “den særegne nationalprogressive strømning” (ahem, nationalprogressiv) “opkaldt efter den karismatiske, nu afdøde præsident Hugo Chávez”.

På dette tidspunkt, altså for 19 måneder, siden kunne man godt se problemer: “Situationen er i løbet af de sidste to og et halvt år siden Chávez død blevet så alarmerende, at selv prominente stemmer indenfor den revolutionære bevægelse er begyndt at råbe vagt i gevær.” Blandt forklaringerne var en grænsekonflikt med Bolivia om bl.a en livlig smuglertrafik, grundet “[d]e enormt favorable vekselkurser på det sorte marked i Venezuela, som betyder at folk med dollars kan købe varer i de statssubsidierede butikker (som er beregnet til fattige mennesker) til priser langt, langt under standardprisen.”.

I de vestlige medier blev grænselukningen fremstillet som et tyrannisk regimes afmagtshandling. Men i realiteten var lukningen snarere en defensiv handling. Et udtryk for Venezuelas smertelige økonomiske situation.

Årsag eller virkning, vi prøver lykken hos numerologen for et eventuelt farvel til chavismen er “måske også er det bedste, fordi at der vil komme en ny generation af unge, som ikke er påvirket af nederlagsstemning.” Eller erfaring. Eller evidens. For enhver god numerolog siger at smuglertrafikken ikke er et symptom på den smertelige økonomisk situation, afstedkommet af ideer om statssubsidierede butikker i en økonomi hvor…

….den officielle vekselkurs er fastfrosset til 13,5 bolívares for en dollar, så er sortmarkedskursen nu på 848. Og da de fleste varer i butikkerne (med undtagelse af statsejede kæder som Mercal, Pdval og Abasto Bicentenario), regulerer deres priser efter sortmarkedskursen for dollars, har det betydet en skyhøj inflation.

Ifølge Venezuelas præsident Nicolás Maduro kan inflationen i 2015 slutte på omtrent 80% (IMF vurderer at den ligger på over 159%), sidste år sluttede den på 63%.

Regeringen har forsøgt at dæmme op for inflationen ved at indføre priskontroller og har desuden hævet mindstelønnen med 30%, men alle disse reguleringer har indtil nu slået fejl.

Situationen er bl.a. afstedkommet af kapitalflugt, får vi at vi, og “en af hovedårsagerne til kapitalflugten er, at regeringen er afhængig af det private erhvervsliv til at importere forbrugsvarer”. Fordømt, hvis blot man kunne komme af med dem.

Truslen er højrefløjen, der ikke blot kunne finde på at anstifte “nye optøjer, maskerede fascister og brændende barrikader” og den slags er ugleset på Modkraft, men også tilrane sig flertal

Dette kræver at de indsamler 20 procent af vælgernes underskrifter, men det kan ifølge López også udmøntes igennem »konstitutionelle« ændringer, hvilket implicit vil sige, at oppositionen bruger et evt. flertal i parlamentet til at gennemtvinge det.

Skulle højrefløjen få tilranet sig magten, ser det ud til at der ligger en hel skuffe af neo-liberale tiltag klar.


Det er derfor at der står så meget på spil ved valget den 6. december og i månederne fremover.

Fra den bolivariske bevægelses synspunkt ligger muligheden for at komme ud af den nuværende krise i at radikalisere revolutionen. I sin 1. maj tale nævnte Nicolás Maduro, at han ville begynde at indføre statskontrol over import og eksport, men siden da har han ikke taget yderligere skridt i den retning.

I sin seneste artikel  skitserer den marxistiske økonom Manuel Sutherland hvordan krisen kan overkommes:

»Lad os ikke diskutere det enorme omfang af de midler, som må tages i brug, men indse at det, som er i spil, er hvorhen disse justeringer peger. Det vil sige, om justeringen af økonomien går imod kapitalistklassen (eksproprieringer af de store virksomheder, stop for betaling af udlands- og indlandsgælden, statsovertagelse af banker og af udenrigshandlen, etc.) eller imod arbejderklassen (dollariseringen, ultra devaluering, massive fyringer, reduktion af pensioner og lønninger, omfattende privatiseringer, repression fra militær og politi, etc.). Det er dét, som er på spil i dette øjeblik«.

At landet, selv for en socialist, ser ud til at bryde sammen er ikke problemet. Problemet er heller ikke, hvad kollapset betyder for landets borgere, almindelige mennesker, hvoraf de fleste sikkert kvalificerer som undertrykte proletarer. Næh, problemet er drømmen om chavismen, den nationalprogressive bevægelse og at alle de rigtige mennesker nu ikke sidder og har hånd og halsret over andre menneskers skæbne.


6. december skete det så, højrefløjen vandt valget. Bülow måtte igen på Modkraft se realiteterne i øjnene

Oppositionen har ofte anklaget regeringen for at være diktatorisk og ligefrem for at ville fuske med valget.

I midlertidig gik præsident Nicolás Maduro hurtigt ud søndag nat og anerkendte nederlaget, som han tilskrev »en økonomisk krig«, som regeringen mener at det private erhvervsliv fører mod landet.

Venezuela har i den seneste periode oplevet store økonomiske problemer med en inflation, som af flere observatører beregnes til over 100% og med delvis mangel på forbrugsvarer i supermarkederne.

Anderkendelse? Det husker jeg ikke og som det kører dernede var det vist ikke

Samtidig nægtede Maduro at stoppe landets »bolivariske revolution«. I en tale mandag aften sagde han, at hans regering vil tage »presserende forholdsregler« og at han vil aktivere chavismens bagland ved at indkalde folkelige råd, som skal diskutere og ligge en plan for fremtiden.

Ah, den anderkendelse, den særlige socialistiske anderkendelse, hvor et nederlag accepteres og ignoreres for endnu et besøg hos numerologen. Eller som aktivisten Luigino Bracci Roa citeres for at sige, så bør valgnederlaget “være et wake-up call for regeringen”. Jeg savner Modkraft.

Danmarks Radios mangfoldige propaganda

Diverse — Drokles on August 10, 2017 at 10:54 am

2 millioner kroner til en konsulent eller ej, så leverer Danmarks Radio en mangfoldighed af propaganda, fra det islam-promoverende til det antisemitiske. Et eksempel som set hos Uriasposten, så har Danmarks Radios Dicte Tester serie, set på hijabmode i Iran. MADE BY US, der står bag Dicte og hendes familieslæng, skriver om programmet på Facebook

11-årige Dicte er træt af danskernes kedelige H&M-tøj og er taget til Iran for at blive inspireret af smarte hijabistaer.

Made by Us har produceret serien “Dicte tester Mode i Iran”, som kan ses på DR Ultra under modeugen i København. Se det første afsnit på Ultra nu på linket herunder.

Jeg ved ikke hvorfor det er et barn, det mindste oven i købet, der taler for . Er hun virkeligt familiens skarpeste hoved? Eller skriver nogen hendes replikker, som man regner med får en bedre, øhm, ‘effekt’? Der er heldigvis alternativer til det som Danmarks Radio Dicter

Et andet eksempel kan man høre i det journalistiske flagskib Orientering på Danmarks Radios P1, 15. juni 2017. Dan Harder, der er redaktør for skriver i Berlingske Tidende at her “foregiver DR-journalisterne Louise Windfeld-Høeberg og Mia Ulgraven at »undersøge«, hvordan had til palæstinensere »systematisk« indpodes i israelske børn gennem landets skolebøger”.

»Hadlæringen« sker angiveligt med henblik på at skabe gode israelske soldater, som er villige til at dræbe palæstinensere »uden at blinke,« som det formuleres.

De uhyrlige anklager fremføres som uomtvistelige fakta. Og som om det ikke var rigeligt, skærpes de yderligere med påstanden om, at »palæstinenserne skildres i de israelske skolebøger som et problem, der skal løses på samme måde som jøderne blev fremstillet i Europa under Nazityskland.«

Tak for kaffe.

Hele indslagets præmis om israelsk hadlæring hviler på blot én enkelt kilde, en israelsk professor ved navn Nurit Peled-Elhanan, som angiveligt har forsket i israelske skolebøgers fremstilling af palæstinensere. Elhanan er dog ikke kun professor, hun er også »menneskerettighedsforkæmper« og kendt for at »tale for de palæstinensiske menneskerettigheder,« som det forklares. Vi forstår desuden, at forskeren selv har mistet sin 13-årige datter i et palæstinensisk selvmordsbombeangreb. Studieværten bemærker, med slet skjult beundring, at »til trods for at hun har oplevet det, så kæmper hun palæstinensernes sag.«

Peled-Elhanan kæmper nu ikke blot palæstinensernes sag trods tabet af sin 13-årige datter Smadar i et palæstinensisk selvmordsangreb, men bebrejder direkte Israel for angrebet. “This is the fruit of [Israel's] misdoings (…) They want to kill the peace process and blame it on the Arabs.” fortalte hun ifølge Los Angeles Times offentligheden få dage efter terrorangrebet, hvor hun også beskriver sit politiske syn som “left to far-left”.

Harder pointere videre, at manglende kildekritik ikke er de to journalisters eneste synd

For efterfølgende beder studieværten, Louise Windfeld-Høeberg, om sin kollega, Mia Ulgravens, personlige mening: »Det er jo skarpe ord, det her. Igen sammenligner hun med jøderne i Nazityskland … Men det kan vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne i alle israelske skolebøger?« hvortil Mia Ulgraven svarer: »Nej, ikke i alle, men faktisk i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne.«

Studieværten beder sin kollega uddybe: »Og hele det her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulgraven, kan du genkende det, hun siger?«

Mia Ulgraven: »Ja, det kan jeg godt. Altså, jeg har læst i Israel, og jeg har studeret de her psykosociale mekanismer, som er med til at fastholde konflikten … Man kan simpelthen ikke udsætte de andre for den mishandling, man udsætter de andre for, hvis ikke man har den her fortælling.«

Nu er anklagerne om systematisk hadlæring i Israel ikke længere kun baseret på en dybt kontroversiel professors overfladiske »forskning« i skolebøger, men også på Mia Ulgravens egne erfaringer fra Israel. Nu er det DR-journalisten, der står inde for dem. Peled-Elhanans nazi-anklage er således ophøjet til sandhed.

Mia Ulgraven har casestudiet “Israelere og palæstinensere i den internationale nyhedsstrøm: et casestudie af nyhedsproduktionen hos verdens største tv-nyhedsbureau“, så hun kan ikke være’ekstremt naiv’, som Haarder funderer og derfor snarere gerådet udi “bevidst at kolportere en infam, antisemitisk løgn om jødisk ondskab”.

The Center for Near East Policy Research engaged a team of senior journalists who have produced a new short film on the incitement taking place in UNRWA facilities in Jerusalem and Bethlehem.

We flew over a top U.S. film director to direct the film. We engaged a team of experts to translate new PA school books used in the UNRWA schools…after the Obama administration issued falsified reports that the PA school system has been reformed:…

Snippets of the war PA education curriculum now used in UNRWA schools:…

We intend to screen this film at selected legislative bodies which fund UNRWA.

The U.S. Congress, The Canadian Parliament, The Swedish Parliament, The Danish Parliament, & The Australian Parliament.

Afrika, det land som ingen børn kender

Diverse — Drokles on August 7, 2017 at 9:47 am

Lad os køre ned af de nære minders boulevard fra en sommer præget af negre der tager anstød af at opholde sig i Danmark. Forrest, alene og på det eneste sæde i bussen, der endda afgår kun for ham, har jeg dog, hvad der bør være skik og brug, placeret en danskers (sådan da) klagen over danskernes ubevidste/behøvlede/soignerede racerasen. Negrene, som vi kommer til senere, må stuves stående sammen bagerst i en senere afgang i en grimmere bus.

I Fyens Stifttidende skrev Mads Soares de Cunha Vestergaard (puha, sikke et mellemnavn hva’?) om hvorledes et open by night-arrangement med Afrika-tema missede chancen for vise “et nutidigt billede af Afrika (…) langt væk fra det fordomsfulde og racistiske billede, vi ellers så længe har portrætteret med lerhytter og sultne børn omringet af fluer”

(…) fordi der sker så meget på det afrikanske kontinent lige nu. Kunstnere fra otte forskellige afrikanske lande spillede på Roskilde Festivalen i år. Navne som Imbolo Mbue og Chimamanda Adichie er brandvarme på den litterære verdensscene. Lande som Etiopien, Angola og Ghana laver mad på et højt niveau, som det for nylig blev vist i en serie på DR K om Afrikas nye køkken.

Det er rart at Læger Uden Hæmninger, nu kan lægge kursen om, der kommer ingen flygtning over Middelhavet; Afrika har ingen sag.

Man tror måske at man kan spørge sig om Soares de Cunhas brug af ordet “brandvarm” om kunstnere som Imbolo Mbue og Chimamanda Adichie ikke giver racistiske associationer blot fordi Afrika har bedre vejr? Eller spørge om Soares de Cunhas mener at Imbolo Mbue og Chimamanda Adichie måske endda er brændt på?

Men det kan man ikke.

Og det er i hvert fald ikke så ligeud og utilsløret så racistisk som “blackface”, traditionen fra minstrel shows, hvor hvide malede sig selv sorte og optrådte med at fremstille negre “som dumme, dovne, overtroiske klovne, som havde bedst af at være slave i plantagerne”.


Det var lige præcis Bogenses bøvede brøde “Hvad lærer borgerne i Bogense om Afrika ved det?”

Kan vi ikke holde op med at portrættere et helt kontinent med over en milliard indbyggere på denne fordomsfulde og dybt racistiske og stereotypiske måde? Det er pinligt som dansker, men især også som fynbo at være vidne til. Prøv dog med noget oplysning og viden. Prøv dog at vis kontinentet, som det er, i stedet for som hvide racister ville have, vi skulle tro, det var.

Fyn, hvornår kommer du ud af din bonderøvsmentalitet. Hvornår begynder du at bruge din forstand?

Ja, helt ærligt! Du gav ikke en hånd til det blev bedre dag for dag, men var racistisk, fordomsfuld på en stereotypisk måde.

Edward, min fine bonderøv, der går rundt i din egen lille verden og drømmer om guld og grønne skove, er faktisk stopmæt med det Afrikanske Nye Køkken. Og fluerne er ren CGI.

Og når UNICEF skriver at “Mange lande i Afrika syd for Sahara kæmper med fattigdom, konflikter og naturkatastrofer, og det bringer millioner af børns liv i fare” så er det racistisk løgn. Og det må betegnes som en veritabel krig, når de blankt indrømmer at de “bruger mere end halvdelen af sine midler i denne region”, optaget at ting de kan eje, som de er.

For slet ikke de danskere, sikkert mange fra Fyn, som vil eje små afrikanske børn til et liv på plantagerne, baseret på deres fordomsfulde racisme af stereotypier.

Så sæt jer ned for sundhed og liv!

Når han blev ophidset, blev han altid til troende muslim

Diverse — Drokles on August 5, 2017 at 5:21 am

Overskriften er et citat ifølge Berlingske Tidende fra en beboer på et asylcenter, der beskriver en anden beboer, palæstinensiske Ahmad A.fra Forenede Arabiske Emirater, der i et meget muslimsk anfald, med en køkkenkniv dræbte en 50-årig mand og sårede syv andre personer, der var på indkøb i bydelen Barmbek i Hamborg. Og det er et eksempel på, hvor meget der siges om islam og muslimer, som man er holdt helt op med at studse over. Måske er man overvældet af den stigende mængde af nye muslimske anfald?

En muslimsk folkemængde i Yemen var for en gangs skyld i sin gode ret til at stille dens blodtørst, da en mand blev offentligt henrettet på et gedemarked for at have voldtaget og myrdet en 3 årig pige. Jeg vil ikke gå ind i, at straffen havde været anderledes, havde offeret været ikke-muslim eller var fyldt sexede 9 år, hvis yemenitterne vil tage sharia seriøst. Steffen Jensen forklarede til BT, at det er for nemt for os, der har “en meget analytisk civilisation”at kalde folkemængden “en flok bestialske barbarer”. Det ville også være sandt, men så uddybede Jensen “Vores forsøg på at afkode dét, der foregår, sker ofte efter europæisk sund fornuft, som overhovedet ikke passer til Mellemøsten”. Det er ganske vist, men som en ven pointerede, så er den forståelse af den mellemøstlige muslims umulige sind aldrig udstrakt til analyserne af Israels situation.

Og når Jensen taler om den manglende civilisation i Mellemøsten, taler han ikke om islam eller Muhammed, men om “nogle ultra-reaktionære, superkonservative og meget religiøse samfund, som er forankret, ja nærmest forstokkede og forstenede i gamle traditioner”.

Det burde vel være opsigtsvækkende når amerikanske NBC skriver, at der er mennesker, der flygter til Syrien, for at slippe ud af Venezuela. Socialisme anses som værre end en borgerkrig af mennesker, der har prøvet begge dele. I hvert fald er det et indlæg i debatten om hvorledes velfærdsstatens gyldne løfter ser ud til at tiltrække borgerkrigen.

Man burde vel studse over historien i Algemeiner om et byråd i Australien, der har givet det jødiske samfund afslag på at tillade byggeriet af en synagoge fordi, og hold nu godt fast, den vil udgøre et terrormål til fare for jøderne selv og deres omgivelser. Med den logik må vi antage at myndighederne anser hatecrimes og backlash mod muslimer som en myte, så meget som de skubber på oprettelsen af stadigt flere moskeer. (Nyt muslimsk skyderi foran moske idag)

En ’slow clap’ historie, ligeledes i Algeminer, fortalte at et nyt studie fra PEW dokumenterede, at der var et afgørende flertal på 76% blandt muslimer i USA, der var modstandere af vold mod civile. Jacob McHangama fandt glæde i samme undersøgelse, der også viste, at der på tre år var sket en stigning fra 45% til 52% blandt muslimer, der fandt homosexualitet acceptabelt. Måske kan vi lære noget, funderede han og ironiserede over at accepten af homosexuelle kun er på 34% blandt evangeliske kristne. Sidste sommers terror i Orlando kun et svagt minde.

En sommerklassiker er selvfølgelig den københavnske bøsseparade, der i år vælger at gå udenom Nørrebro. En initiativtager til “Regnbuen tilbage til Nørrebro“, mener med udgangspunkt i bydelens særlige diversitet, at “Der er en reel fare” i mixet af diverse og påstår at han har talt med flere jødiske homoseksuelle (alle tre?), der mener at Nørrebro er “for risikabelt” for dem. Men den slags risiko er svært at tale om og bortset fra journalistens spørgsmål, hør vi intet om islam eller muslimer.

Vi hører i stedet pressetalsmand for Copenhagen Pride Thomas K. Rasmussen, der betror Berlingske Tidende, at det er på grund af ‘vejarbejde’ og “Vesterbrogade er bedre af praktiske grunde (…) kortere rute og bedre trafikalt. Og vi skal jo tænke på paradedeltagerne…”. Rasmussen afviser at ledelsen i Copenhagen Pride er “bange for noget“, slår tidligere problemer hen som “ubetydelig ballade”, “nogle unge drenge, der kastede med flasker” og siger til det muslimske spørgsmål at “en parade på Nørrebro vil ikke have nogen positiv effekt” og peger istedet på en igangværende”oplysningsarbejde i bl.a. skoler om LGBTQ“.

Kulturborgmester Anna Mee Allerslev fra Radikale Venstre peger Nørrebro “selve symbolet på Københavns mangfoldighed” og advokerer for at Priden netop derfor skal gå derigennem (og ikke hvor der er en faretruende mangel på mangfoldighed). Den samme fejlslutning drager Caroline Stage Olsen, der er Folketingsmedlem for Venstre, når hun peger på at der på Nørrebro erstor mangfoldighed, og det ville være væsentligt at vise, at der også her er plads til alle“. Ingen indrømmer at problemet netop er en overbelastning af mangfoldighed.

Men det er Folketingsmedlemmet Lars Aslan Rsmussen fra Socialdemokratiet, der ufrivilligt udtrykker fornægtelsen bedst, når han peger på “religiøse prædikanter”, som årsagen til problemerne og utrygheden og uddyber “at man gerne vil undgå at tale om det betændte problem, nemlig at der i en minoritet hersker had til en anden minoritet” - og undgår selv at tale om det betændte problem, som er islam og de mange muslimer.

Medier som Berlingske Tidende, for lige at komme tilbage til et udgangspunkt, morede sig istedet over, at nogle norske islam-kritikere var så optaget af deres fokus, at de forvekslede et billede af tomme bussæder med burkaer. En Sindre Beyer havde oploadet billedet til den ‘rasende’ facebookgruppe, der “blev helt til grin” med deres fordomsfulde kommentarer skrev avisen. Beyer anede nok hvorledes reaktionen ville værre sådanne “mørke afkroge af internettet”, hvor “fordomme trodser klogskab”, men var alligevel overrasket over hans ’succes’.

Og ja, nogen mennesker farer til tasterne inden de får set ordentligt efter om det de ser nu også er det de ser. Men hvad man også kan lære er at Beyer selv har set at disse tomme bussæder lignede burkaer i skyndingen. Og i stedet for at tænke på, hvor dehumaniserende burkaer er, at de reducerer kvinder så meget til objekter at vi ikke kan skelne i farten, hvad man kan sætte sig på, og hvad man kan kommandere over, lader han og Berlingske deres dydsparadering trodse klogskab.


Propaganda i hverdagen

Diverse — Drokles on August 2, 2017 at 7:48 am

Man skulle ikke tro at der var et behov for at liste venstrefløjens budskaber ind i al underholdning, siden Hollywood er hensunket i absolut diversitet, som Gavin McInnes forklarer. Men alligevel er formålet med en kommende børnefilm The Emoji Movie “ target a younger demographic and try and help them understand and adopt progressive values” ifølge en af skuespillerne, skriver Daily Wire. Det er værdier, som et par amerikanske lebber udlevede, da de gennemførte et kønsskifte på et barn de havde adopteret. Jep, de første ord der rullede ud af de talehandicappede drengs fingre var nemlig; “Jeg er en pige!” og hvad kan kærlige forældre ellers gøre end at efterkomme, hvad naturen har modsat sig?

I Sverige anses det for fint at opdrage børn til at være psykisk syge. I Raised Without Gender fra VICE ses det som en bedre fremtid, som jeg dog anbefaler man ser gennem et filter herunder

Procter & Gambleder er indehaver af kendte mærkevarer såsom Pantene, Pringles, Ariel, Gillette, Pampers, Head & Shoulders og Duracell“, ser markedsinteresser i den progressive fortælling og lader en serie sorte mødre (den sorte far mangler på nær een(!)) fortælle deres håbefulde afkom, at de skal kæmpe imod hvidhedens diskremminerende bånd

Den tyske stat har bekostet følgende video der gør sig kostelig på det tyske folks uddøen og plæderer for, at det er nazistisk racelære at kere sig om sit folks fremtid.

På engelske BBC minder nogle burkaklædte muslimer i videoen “‘Things Not To Say To Someone Who Wears A Burqa” om at man ikke kan se dem som en homogen gruppe, mens de belærer os om, hvad man ikke skal sige til dem - som gruppe.

Det er i sådan et åndsklima, Danmarks Radio sikrer sig en ‘mangfoldigheds-konsulent‘. Og den eneste forargelse i kræmmerlandet er hendes(!) mere end 2 millioner kroners årsløn.

Et lille minde om Enhedslisten om Venezuela

Diverse — Drokles on August 1, 2017 at 5:01 am

I 2014 hed det på Enhedslisten Internationalt Udvalg at “The European Left Party Supports Venezuelan Government Against Violent Onslaught”. Altså for 3 - TRE! - år siden.

For a couple of weeks still more violent manifestations have been taking place in Venezuela, several persons have been killed and widespread destruction has followed. According to declarations from the most extreme opposition the intention is to overthrow the government, either directly through the manifestations of by creating a level of chaos and confrontation where outside assistance to the opposition could be claimed. Already the UN High Commissioner for Human Rights has been asking for an inquiry of the government.

The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US. Similar events like the last days preceded the coup in 2002 – successive electoral defeats of the right wing within a strong democratic tradition since then do not satisfy their aspirations. The government of Venezuela has pointed both to the similarities of 2002 and to a continuous US support to overthrow the legitimate government. Most recently, from 2010-12 within the plan of fiesta Mexicana, groups have been trained to generate chaos and confrontation.

The Government of Venezuela calls for an end to this violence and hate, promises to defend the Bolivarian revolution and maintain the institutionality. As part of this Nicolás Maduro has called for a huge manifestation in Caracas for peace and against intolerance the 15th of February.

The European Left Party strongly condemns these violent and destabilizing efforts. We wish to draw the attention both to the level of international coordination of the efforts of right wing groups in Venezuela as well as systematic distortions of the events in the international press. Also we wish to express our support and solidarity with the people and government of Venezuela.

February 15, 2014.

Det var Enhedslistens Jonathan Simmel der sagde at Enhedslisten godt kan “acceptere en væbnet revolution i Danmark, så længe vi holder fast i, at der skal være massiv folkelig opbakning“. Jeg mindes svagt at indvendingen dengang gik på at massiv folkelig opbakning til en væbnet revolution er redundant i et demokrati. Så er det bedre i Venezuela, hvor man kan gøre dissens redundant ved at køre hen over oppositionens argumenterende

Collusion and obstruction of justice

Diverse — Drokles on August 1, 2017 at 4:14 am

Historien om at russerne, om det er den russiske mafia, russiske pengeinteresser, Putin eller dem alle, hvis ikke de er et og det samme, på den ene eller anden måde har indsat Trump på præsidentposten skygger for andre historier i medierne. For eksempel historien om hvorledes det gik til, at Demokraternes forhenværende formand Debbie Wasserman Schultzs it-ansvarlige blev anholdt i lufthavnen, anklaget for banksvindel og mistænkt for at have kompromiteret følsomme oplysninger om staten og politikere i Kongressen, som man kan læse et sammendrag af fra Andrew McCarthys hånd i National Review

Awan and his family cabal of fraudsters had access for years to the e-mails and other electronic files of members of the House’s Intelligence and Foreign Affairs Committees. It turns out they were accessing members’ computers without their knowledge, transferring files to remote servers, and stealing computer equipment — including hard drives that Awan & Co. smashed to bits of bytes before making tracks.

They were fired in February. All except Awan, that is. He continued in the employ of Wasserman Schultz, the Florida Democrat, former DNC chairwoman, and Clinton crony. She kept him in place at the United States Congress right up until he was nabbed at the airport on Monday.

This is not about bank fraud. The Awan family swindles are plentiful, but they are just window-dressing. This appears to be a real conspiracy, aimed at undermining American national security.

At the time of his arrest, the 37-year-old Imran Awan had been working for Democrats as an information technologist for 13 years.


They were fired in February. All except Awan, that is. He continued in the employ of Wasserman Schultz, the Florida Democrat, former DNC chairwoman, and Clinton crony. She kept him in place at the United States Congress right up until he was nabbed at the airport on Monday. This is not about bank fraud. The Awan family swindles are plentiful, but they are just window-dressing. This appears to be a real conspiracy, aimed at undermining American national security.

At the time of his arrest, the 37-year-old Imran Awan had been working for Democrats as an information technologist for 13 years.


Democrats now say that any access to sensitive information was “unauthorized.” But how hard could it have been to get “unauthorized” access when House Intelligence Committee Dems wanted their staffers to have unbounded access? In 2016, they wrote a letter to an appropriations subcommittee seeking funding so their staffers could obtain “Top Secret — Sensitive Compartmented Information” clearances. TS/SCI is the highest-level security classification. Awan family members were working for a number of the letter’s signatories.

Democratic members, of course, would not make such a request without coordination with leadership. Did I mention that the ranking member on the appropriations subcommittee to whom the letter was addressed was Debbie Wasserman Schultz?

Why has the investigation taken so long? Why so little enforcement action until this week? Why, most of all, were Wasserman Schultz and her fellow Democrats so indulgent of the Awans?

Det er en fantastisk historie om ‘collusion’ med en fremmed magt og indædt forsøg på ‘obstruction of justice‘. Men “As evidence has mounted, the scores of Democrats for whom the Awans worked have expressed no alarm” skriver McCarthy.

Imens ser Trump-Rusland sagen ud til at falde fra hinanden, argumenterer Mark Levin

Things have changed, circumstances… force majeure, acts of… Allah?

Diverse — Drokles on July 28, 2017 at 4:46 pm

Alle kan lave fejl og det sker at politibetjente kommer til at skyde de forkerte. Statistikkerne støtter ikke Black Lives Matters påstande om en særlig racefordeling, sorte er bare særligt kriminelle og som sådan i den gruppe man udviser større agtpågivenhed for. Unge er mere kriminelle end gamle. Mænd er mere kriminelle end kvinder. Hvide kvinder er meget lidt kriminelle, så de bliver sjældent skudt ned af politiet. Især ikke, hvis de står i en pyjamas.

En australsk kvinde i sin bedste alder, ringer til politiet, fordi hun mener at høre råb på hjælp. Som hun står udenfor sit hjem i Minneapolis, ankommer politiet og skyder hende. Jack Dunphy er tidligere betjent fra Los Angeles, han forklarer det bedre i Pajamas Media, men historien forbliver bizar (min fremhævning)

“I’m not sure if she’s having sex or being raped,” Damond told the 911 operator. “I think she just yelled out ‘help,’ but it’s difficult the sound has been going on for a while, but I think, I don’t think she’s enjoying it.”

As the officers reached the south end of the alley, presumably after finding no sign of trouble, they heard a loud noise as Damond approach their car on the driver’s side. Noor fired his pistol across the car and in front of Harrity, striking Damond through the open window. She died at the scene.

The likely explanation Noor will offer is that, upon hearing the noise and seeing Damond, perhaps mistaking her cellphone for a weapon (the phone was found near her), he believed she presented a deadly threat and fired. But remember, under the rules established by the U.S. Supreme Court in Graham v. Connor, an officer may use force only when it is reasonably necessary to defend himself or another from death or serious injury. And, said the court, a use of force must be judged “from the perspective of a reasonable officer on the scene, rather than with the 20/20 vision of hindsight.” If an officer fires at someone whom he reasonably believes is a threat, even if that belief proves to be mistaken, the shooting will be deemed lawful.

And now the question: Would a reasonable officer have acted as Noor did? This is not merely a theoretical question, for as it happened there was an officer (whom we may presume to be reasonable) seated right next to Noor. Officer Harrity, who was in a position to see and hear the same things Noor did, did not fire his weapon. I would argue that no reasonable officer would have.

“Noor is headed to prison, and deserves it” konkluderer Dunphy rimeligt nok på baggrund af hvad vi ved. Vi finder det ikke så interessant med bizarre historier for deres egen bizarheds skyld på Monokultur, og vi vil ikke svælge i at Noor var neger og pointer løsrevet et statistisk materiale. Men Noor var også fra Somalia, som 100.000 andre nytilflyttede, og Ann Coulter fik en email fra en muslimsk bekendt, som mente at have noget inside viden om den muslimske psyke, som Noor var rundet af

You cannot place these people in a position of authority (for example with a gun in their hands). They will always shoot as a default reaction to anything that is instant. Neither training nor thinking can change their natures.

And that is why he shot. He had a gun.

Og som Ann Coulter ligeledes pointerer på Breitbart, så er Minnesota, hvor Minneapolis er hovedstaden, i høj grad efterkommere af skandinavere. I så høj grad at en mor ikke kunne forhindre sin ikke myndige datter i at få en kønsskifteoperation - Darn tootin’, yah. Så det er et lille socialt eksperiment om os selv i et amerikansk laboratorium

Noor’s African-American neighbor, Chris Miller, said he was shocked when he heard about Damond’s shooting — until he found out it was Noor. Miller told The Daily Telegraph (Australia) that his Somali neighbor was quick to anger and was always going off on women and children. “He is extremely nervous,” Miller said, “a little jumpy … he doesn’t really respect women, the least thing you say to him can set him off.”

Sounds perfect for a police officer!

May we see Officer Noor’s cadet exam? His training reports? Does anyone believe there is the slightest possibility that Noor was not rushed through the Police Academy so that the nice people of Minneapolis could feel good about themselves for having a real Somali on the police force?

Minnesota’s importation of these stone-age people is a completely self-inflicted wound. It’s as if the state decided to inject itself with Hepatitis C. Hey, you know what? We’re too white and pure. Everyone tie a vein off and give yourself a shot of hep C. We could learn from that!

With Somalis, you get all the social pathologies of Muslims and the American underclass rolled into one package. There’s the terrorism and pederasty — but also the criminality and joblessness!

For et par år siden talte Ami Horowitz med somaliere i Minniapolis

Der er “absolutely no benefit to the more than 100,000 Somalis brought in by Minnesota, except to feed the Scandinavian ethnomasochism” konkluderer Coulter nøgternt.

Sommerens israelhad

Diverse — Drokles on July 27, 2017 at 2:34 am

Metaldetektorer og andre sikkerhedsforanstaltninger er ganske normalt, hvor der kan samles muslimer, men når det indføres af jøder går muslimerne amok. Nogle pal-arabere havde smuglet skydevåben via Al-Aqsa moskeen, som de brugte til at myrde to israelske sikkerhedsvagter, begge drusere, på Tempelbjerget 14. juli. Bassam Tawil skrev for Gatestone Institute

I virkeligheden er det palæstinenserne selv, der vanhelliger Tempelbjergets ukrænkelighed ved at bruge området til at udløse voldelige angreb på jøder og ved at kaste sten mod jøder, som beder ved den tilstødende Vestmur [også kaldet Grædemuren, overs.].

De har også smuglet forskellige typer af våben ind på Tempelbjerget for at kaste brandbomber og sten mod jødiske besøgende og politifolk. Embedsmænd fra den palæstinensiske ledelse og den religiøse Waqf har tillige opfordret muslimer til at chikanere jødiske besøgende og politibetjente ved at råbe fornærmelser efter dem.

Sidste år forpurrede palæstinenserne en jordansk plan om at sætte snesevis af videokameraer op på Tempelbjerget. Kameraerne skulle enten gendrive eller bekræfte de palæstinensiske påstande om, at Israel planlagde at udslette Al-Aqsa Moskeen. Jordanerne trak planen tilbage efter palæstinensiske trusler, bl.a. om at ødelægge kameraerne.

Hvorfor protestere imod denne plan? Palæstinenserne var bange for, at deres vold, chikane og oplagring af våben til angreb på jødiske besøgende og politifolk ville blive indfanget af kameraerne.

Altså: Palæstinenserne fordrejer på ny virkeligheden, denne gang blot med metaldetektorer. De er bange for, at metaldetektorerne skal forhindre dem i at smugle knive og skydevåben ind på Tempelbjerget.

Den 21. juli kulminerede muslimernes vrede foreløbigt, da en 19-årig pal-araber trængte ind i familien Solomons og myrdede alle tre med sin kniv.


Mellemfolkeligt Samvirke fik fantastiske minder om “Musik mod besættelsen


I Istanbul angreb Erdogans bøller en synagoge. Der var også jødehad i Jordan, hvor den muslimske masse skreg “Hvor er det smukt at dræbe soldater fra Jerusalem” Og sådan debatterede de rimeligheden af at en israelsk sikkerhedsvagt havde forsvaret ambassaden

Abbas, der er den moderate, har tidligere har sagt at jøder med deres beskidte fødder besudler Jerusalems hellige steder og og som belønner Solomons morders familie med 3.120 dollars om måneden, ægger massernes blodtørst

Palestinian Authority (PA) head Mahmoud Abbas’ Fatah Movement encouraged Palestinians to express “rage,” while glorifying death.

On its official Facebook page, Fatah posted a violent image of a Palestinian rioting, with the text “If I fall I will not be the first to die, and not the last to die. O my brothers, I write my will with my blood, please guard my revolution with your blood. Through Fatah’s masses sweeping to attack, I am Fatah, I am a revolution, I am a storm.”

Tidligere udenrigsminister for Israel Tzipi Livni frygtede ligefrem en religionskrig med islam (konflikten mellem israel og naboerne fylder ikke meget i den globale statistik). Som om den ikke allerede var igang, som en imam bosat i Californien mindede sin menighed om islams lære til alle tider

The Prophet Muhammad said: ‘Judgment Day will not come until the Muslims fight the Jews, and the Jews hide behind stones and trees, and the stones and the trees say: Oh Muslim, oh servant of Allah …’ They will not say: Oh Egyptian, oh Palestinian, oh Jordanian, oh Syrian, oh Afghan, oh Pakistani. The Prophet Muhammad says that the time will come, the Last Hour will not take place until the Muslims fight the Jews. …

We don’t say if it is in Palestine or another place. Until they fight … When that war breaks out, they will run and hide behind every rock, and house, and wall, and trees. The house, the wall, and the tress will call upon the Muslims. It will say: Oh Muslim … It will not say: Oh Palestinian, oh Egyptian, oh Syrian, oh Afghan, oh Pakistani, oh Indian … No, it will say: Oh Muslim. Muslim. When Muslims come back … ‘Come, there is someone behind me — except for the Gharqad tree, which is the tree of the Jews. Except for a certain tree that they are growing today in Palestine, in that area, except this form of tree, which they are growing today … That’s the tree that will not speak to the Muslims …

Oh Allah, support the Al-Aqsa Mosque and the rest of the Muslim lands. Oh Allah, liberate the Al-Aqsa Mosque from the filth of the Jews. Oh Allah, destroy those who closed the Al-Aqsa Mosque. Oh Allah, show us the black day that You inflict upon them, and the wonders of Your ability. Oh Allah, count them one by one and annihilate them down to the very last one. Do not spare any of them. …

Oh Allah, liberate the Al-Aqsa Mosque. Oh Allah, make this happen by our hands. Let us play a part in this. Oh Allah, let us support them in words and in deeds. Oh Allah, let us support them in words and in deeds. Oh Allah, let us support them in words and in deeds.

Der bliver ingen fred med disse mennesker.


Diverse — Drokles on July 26, 2017 at 9:53 am

Mens det ser ud til at Trump og hans kampagne ikke har samarbejdet med russerNE, så ser det anderledes ud for Clinton, skriver Investor’s Business Daily i sin leder

The legal investigative think tank Judicial Watch recently released 448 pages of documents that it dug up from the U.S. State Department, the fruit of months of Freedom of Information Act requests and document-digging. The documents are damning, showing even more instances of Hillary Clinton performing official favors for those who donated to the Clinton Foundation and certain political campaigns.

To put it even more bluntly, the emails make a prima facie case for a criminal prosecution of Clinton. As Judicial Watch notes:

“In July 2009, in reference to the U.S.-China Strategic and Economic Dialogue, Clinton Global Initiative head Doug Band told (Huma) Abedin that she “Need(s) to show love” to Andrew Liveris, the CEO of Dow Chemical (DOW). Band also asked for Liveris to be introduced to Hillary, “and have her mention both me and wjc.” Dow gave between $1 million and $5 million to the Clinton Foundation and Clinton Global Initiative. Band also pushes for Clinton to do a favor for Karlheinz Koegel, a major Clinton Foundation contributor, who wanted Hillary Clinton to give the ‘honor speech’ for his media prize to ‘Merkel.’ ”

Further, “The emails reveal that on June 19, 2009, Clinton’s brother, Tony Rodham, passed a long a letter for Hillary Clinton for Clinton donor Richard Park. Park donated $100,000 to Bill Clinton as far back as 1993 and is listed by the Clinton Foundation as a $100,000 to $250,000 donor.”

This wasn’t all, not by a long shot.


Collusion? There’s plenty of it. As we’ve noted repeatedly in the last year, the conflicts of interest and criminal collusion between Hillary Clinton’s State Department, the Clinton Foundation and the Russians, among others, are numerous and profound. They warrant a thorough investigation. Why Special Counsel Robert Mueller has been tasked to look into the pathetically trivial meetings between the Trump camp and a handful of Russians — not a violation of any law we’re aware of — is inexplicable.

Trump indrømmer ufrivilligt sin uskyld

Diverse — Drokles on July 25, 2017 at 1:00 pm

3. juni 2016 modtager Donald Trump junior en email fra en impresario ved navn Rob Goldstone, der skriver at en af hans klienter, den russiske popmusiker Emin Agalarov, har noget interessant at fortælle

The Crown prosecutor of Russia met with his father Aras this morning and in their meeting offered to provide the Trump campaign with some official documents and information that would incriminate Hillary and her dealings with Russia and would be very useful to your father. This is obviously very high level and sensitive information but is part of Russia and its government’s support for Mr. Trump — helped along by Aras and Emin

Der eksisterer ingen “Crown prosecutor of Russia” titel. Men Emin Agalarov har tidligere samarbejdet med Trump i forbindelse med Miss Universe konkurrencer og hans far Aras kaldes den russiske Trump (pas på, Putin). Så Junior svarer “[I]f it’s what you say I love it especially later in the summer”.

7. juni aftaler Junior og Goldstone at mødes 9. juni og samme dag (7/6) vinder Daddy Trump primærvalget i New Jersey og lover i sin high on energy sejrstale følgende:

“I am going to give a major speech on probably Monday of next week [June 13] and we’re going to be discussing all of the things that have taken place with the Clintons!”

Men mødet 9. juni afslørede intet andet end at den russiske kontakt var en advokat med stor interesse for en adoptionslovgivning fanget af sanktioner mellem USA og USS… Rusland. Daddy Trump leverede ingen tale om Bill og Hillary Clinton mandag i den følgende uge. Eller nogen anden dag. Så kan disse ’sammenfald’ forklares som andet end uskyldigheder? I et interview i forrige uge gjorde Trump et ikke overbevisende hvis overhovedet helhjertet forsøg, da han i knækkede og ufuldstændige sætninger forklarede New York Times udsendte

SCHMIDT: Did you know at the time that they had the meeting?

TRUMP: No, I didn’t know anything about the meeting.

SCHMIDT: But you didn’t——

TRUMP: It must have been a very important — must have been a very unimportant meeting, because I never even heard about it.

HABERMAN: No one told you a word, nothing? I know we talked about this on the plane a little bit.

TRUMP: No, nobody told me. I didn’t know noth—— It’s a very unimportant — sounded like a very unimportant meeting.

BAKER: But on the date you clinched the nominations with New Jersey and California and the primaries, when you give the speech that night, saying you’re going to give a speech about Hillary Clinton’s corrupt dealings with Russia and other countries, and that comes just three hours after Don Jr. —

TRUMP: Number one, remember, I made many of those speeches.

BAKER: People wondered about the timing.

TRUMP: Many of those speeches. I’d go after her all the time.

BAKER: Yeah, I know, but——

TRUMP: But there was something about the book, “Clinton Cash,” came out.

BAKER: Yeah, a year earlier, though. But you were talking about——

TRUMP: But we were developing a whole thing. There was something about “Clinton Cash.”

Oh, he knew all right. Sønnike havde kontaktet Daddy om sit spændende møde med russerne. Sandheden om Hillarys uranske forbindelser til russerne stod for at blive lækket. Men ak, mødet handlede om handel med babyer, så Sønnike måtte skuffe Daddy, som alligevel havde nok at kritisere Hillary for.

Så Trump løj! Trump vidste at hans søn prøvede at samle snavs på Hillary (om hendes russiske forbindelser(!)) gennem russerne. Trump havde kontakt til russer…

Øjeblik. Hvis Trump havde kontakt til russerNE, hvorfor troede han så at Junior kunne være behjælpelig med sin ubehjælpelige kontaktomvej? Hvorfor advarede han ikke sin søn om at forfølge dette latterlige spor ved at forsikre ham om at de eneste russere, der kunne bære en NE-endelse var dem han have kontakt til. Og hvis der var noget som helst med Hillary så ville han få det at vide - hvad handler en god collusion ellers om?

Fordi Trump, ifølge den logisk slutning af hændelsesforløbets kronologi, som medierne vil slå hårdt på, troede at Junior modsat ham selv havde opnået kontakt med russerne. Så han har ventet dirrende af spænding på, hvad der kunne lukke valgkampen ned definitivt allerede i juni. Så ivrig var han efter at have fundet guld at han tirrede sin base og medierne med spændende afsløringer der aldrig materialiserede sig - for der var ingen kontakt til nogen russere værdige til en god Clintonsk collusion.

Trumps umodne uhæderlighed frikender ham fra skyld i collusion with the russians.

Kantei Kessen USA

Diverse — Drokles on July 23, 2017 at 10:52 am

Imponerende er de, de nye amerikanske hangarskibe. 13 mia.$ stykket og Donald Trump vil have 12 af slagsen. “American craftsmanship at its biggest, at its best, at its finest” sagde han, “It represents the future of naval aviation”. Med sine 100.000 ton fordelt på knap 340 meter er Gerald Ford klassen marginalt større end forgængeren Nimitz klassen, der stod klar i 1975. Ford har dog to nye reaktorer, der kan generere 600MW, hvilket er en tredobling i forhold til forgængeren, vil kunne forsvare sig selv med laser. Ford har en elektromagnetisk katapult, der dels er mere skånsom ved flyene og have en hurtigere frekvens end det tidligere damptryk. Dette sparer både plads og mandskab og gør Ford klassen mere rationel, hvilket vil spare nogle af de voldsomme udgifter. Det betyder også at Fordklassen kan udvide sortimentet af flytyper. Hangarskibet går en ny tid imøde.

Den Kejserlige Japanske Flådes angreb på Pearl Harbor 7 december 1941, var et forsøg på med et slag, at sætte den amerikanske flåde ud af spillet om magten i Asien. Japan antog at amerikanerne ikke ville mønstre den del af deres anseelige flåde, der var allokeret i Atlanterhavet og at de derfor ville få tid nok til at færdiggøre deres væsentligste forehavener på det asiatiske fastland og således stå styrket og afskrækkende når amerikanerne havde mobiliseret en ny Stillehavsflåde.

Ideen byggede på en teori om ‘det afgørende søslag’, eller Kantai Kessen som japserne kaldte det, som den amerikanske kaptajn Alfred Thayer Mahan havde præsenteret i bogen The Influence of Seapower Upon History,1660-1783 fra 1890. Mahan mente med det engelske imperium in mente, at dominans på Verdenshavene var afgørende for en nations velstand. Og den bedste måde at sikre sig imod sine rivaler var ved at kunne tilføje dem et afgørende slag.

Som man kan se af Mahans studie, bygger teorien på den logik som datidens krigsskibe, nemlig udviklingen af linjeskibet og den følgende taktik med at kunne koncentrere sin ildkraft uimodståeligt mod en mindre fjende. Den teknologiske udvikling gjorde dreadnoughts og senere slagskibet, til flådens hovedskib i Mahans teori. I 1905 vandt Den Kejserlige Japanske Flåde en storslået sejr over Ruslands ditto og det bekræftede konservative kræfter i admiralitetet at flådens primære fartøj var slagskibet. Sammenhængen mellem Japans geopolitiske interesser i Asien og den militære strategi overfor USA overlevede også udviklingen af hangarskibet og enorme ressourcer blev sat af til at udbygge en slagskibsstyrke der kunne matche den amerikanske.

I 1937 blev kølen lagt til, hvad der skulle blive det største slagskib nogensinde bygget, nemlig Yamato, som fik en søster i Musashi. Hver var de bevæbnet med 9 21 meter lange 46cm kanoner, der kunne sende en halvanden ton tung granat mere end 40 kilometer ud i horisonten. De imponerende 260 meter lange skibe vejede 70.000 tons og panseret sine steder med 60cm tykt stål.

Men det blev ikke dem eller noget andet slagskib som angreb Pearl Habor i, hvad der skulle være det afgørende slag. Det blev istedet fly fra 6 hangarskibe, der formåede at sænke 4 af de 8 amerikanske slagskibe, der lå opankret i Battleship Row og beskadige de sidste 4. De amerikanske hangarskibe var på patrulje og slap uskadt. Det afgørende slag var givet udfra den japanske admiralitets fortolkning af Mahans 50 år gamle teori. Men i realiteten havde de blot vække en sovende kæmpe (selv om det ikke blev sagt), der ikke mere end 6 måneder senere vandt det afgørende slag i Stillehavet ved atollen Midway, hvor fly fra tre amerikanske hangarskibe sænkede de 4 japanske hangarskibe. Hangarskibet herskede over bølgen blå.


I 2015 skrev en anden amerikanske flådekaptajn, den pensionerede Jerry Hendrix i National Review, at den amerikanske flåde “needs to stop building aircraft carriers”. Hans ræsonnement var at man aldrig skal stase på våben man ikke har råd til at tabe; “There can be no indispensable person or platform in war, for as soon as that element is identified, the enemy will risk everything to destroy it, and in that moment a war can be lost”

The carrier has been operating in low-threat, permissive environments almost continuously since World War II. At no time since 1946 has a carrier had to fend off attacks by enemy aircraft, surface ships, or submarines. No carrier has had to establish a sanctuary for operations and then defend it. More often than not, carriers have recently found themselves operating unmolested closer to enemy shores than previous Cold War–era doctrine permitted, secure in the knowledge that the chance of an attack ranged between unlikely and impossible.

Such confidence in the dominance of the carrier encouraged naval architects to put more capabilities into their design, going from the 30,000-ton Essex-class carrier in 1942 to the 94,000-ton Nimitz-class carrier in 1975. Crew size of a typical carrier went from 3,000 to 5,200 over the same period, a 73 percent increase. Costs similarly burgeoned, from $1.1 billion for the Essex to $5 billion for the Nimitz (all in adjusted 2014 dollars), owing to the increased technical complexity and sheer physical growth of the platforms in order to host the larger aircraft that operated at longer ranges during the Cold War. The lessons of World War II, in which several large fleet carriers were lost or badly damaged, convinced Navy leaders to pursue a goal of a 100,000-ton carrier that could support a 100,000-pound aircraft capable of carrying larger bomb payloads, including nuclear weapons, 2,000 miles or more to hit strategic targets, making the platform larger, more expensive, and manned with more of the Navy’s most valuable assets, its people. Today’s new class of carrier, the Ford, which will be placed into commission next year, displaces 100,000 tons of water, and has a crew of 4,800 and a price of $14 billion. The great cost of the Cold War–era “super-carriers” has resulted in a reduction of the carrier force, from over 30 fleet carriers in World War II to just ten carriers today. While the carrier of today is more capable, each of the ten can be in only one place at a time, limiting the Navy’s range of effectiveness.

This points to the first reason the U.S. should stop building carriers: They are too valuable to lose. At $14 billion apiece, one of them can cost the equivalent of nearly an entire year’s shipbuilding budget. (Carriers are in fact funded and built over a five-year period.) And the cost of losing a carrier would not be only monetary. Each carrier holds the population of a small town. Americans are willing to risk their lives for important reasons, but they have also become increasingly averse to casualties. Losing a platform with nearly 5,000 American souls onboard would not just raise an outcry, but would undermine public faith in elected officials — and the officials know it. It would take an existential threat to the homeland to convince leaders to introduce carriers into a high-threat environment.

Yet any hesitance to do so would create a cascading failure. Carriers are the central cogs in the U.S. war-fighting machine. They don’t just launch planes for air strikes: They also provide airborne command and control, host the staffs of strike-group and fleet-commanding admirals, and provide underway refueling and resupply of other ships in their strike group. In addition, they house much of the fleet’s ordnance in their cavernous magazines. If they were removed from the arena as a result of a political decision not to risk their damage or loss, current plans to defend U.S. interests would collapse.

Musashi blev sænket af 19 torpedoer og 17 bomber leveret af fly fra amerikanske hangarskibe i Slaget om Leyte Gulf i 1944. Yamato kunne have fået en hovedrolle i samme slag, da hendes flådegruppe angreb en tilbageværende amerikansk flådegruppe, men trak sig under falsk indtryk af at være under et større angreb. Kaptajnen turde ikke løbe an med risikoen for at miste så væsentlig en del af flåden, som Yamato var. Resten af krigen blev Yamato rykket rundt mellem forskellige flådebaser indtil situationen blev så desperat at hun blev brugt i et selvmordsangreb. Planen var at hun skulle gå på grund ved Okinawa og som et stationært fort, kæmpe til det sidste mod den amerikanske invasion. Yamato blev sænket 7. april 1945 af amerikanske hangarbaserede torpedo-, og bombefly inden hun nåede frem.

Syreangreb - typisk mænd…

Diverse — Drokles on July 21, 2017 at 8:49 am

Det er så dejligt med Danmarks Radio for man bliver så meget klogere på den verden der omslutter os. P1 Morgen fortalte 19/7 historien om en af de mange ‘parts and parcels’ der naturligt følger livet i en storby, nemlig den voldsomme stigning af syreangreb i London. London, viser det sig, er faktisk så stor en storby at det er hovedstaden for syreangreb. Blandt andre parts and parcels udover terror er slaveriomskæring af piger og negre i machettekampe også noget der naturligt for storbyer som London.

Forfatter og tidligere journalist og korrespondent i London Lone Theils, der prøvede at improvisere en ekspertise, var i studie

Vært: Hvorfor ser vi sådan en markant stigning i antallet af syreangreb i Storbritannien?

Theils: Ja, hvis vi kigger på traditionelt, hvordan man har brugt og opfattet syreangreb, så har det jo tit været jalousi angreb. Det har været tidligere kærester, typisk mænd, der angriber kvinder for at vansire dem fordi de ikke må finde en ny eller for at sætte sig i respekt eller for at skade dem på den her måde. Den her tendens vi ser i London, det er noget helt andet. Og helt exceptionelt så er det faktisk mænd, der har højere risiko for at blive angrebet med syre på den her måde. Og det mener politiet er fordi det simpelthen er et våben som banderne er begyndt at bruge imod hinanden.

Vært: Altså, istedet for at skyde hinanden ned med pistoler eller noget?

Theils: Ja, og det giver jo på mange måder god mening, hvis man er bandemedlem eller wannabe bandemedlem. Det er svært at få fat i en pistol, det kan være dyrt. Hvis man bruger den så kan det nemmere spores. Det samme med en kniv, det er måske ikke så svær at få fat i en kniv, kan man sige, det kan man få i mors køkkenskuffe, men man kan også risikere at blive stoppet af politiet. Og hvis man har en kniv på sig, så er det altså strafbart. Hvis man angriber nogen med en kniv, så risikerer de at dø og så står man med en sigtelse for mord. Men der er faktisk ikke lige nu nogen straf for at gå rundt med syre på kroppen

Vært: Næh, for det kan man jo bruge til at rense sin køkkenvask med eller hvad man nu kan påstå det skal bruges til. Hvad er det for nogle mennesker, ved myndighederne det, hvad er det fornogle mennesker der udfører de der angreb?

Theils: Ja altså, vi ved at der var tale, eller der var i hvert fald arresteret - vi hørte den her 16-årige at han blev sigtet, der blev så også arresteret en 15-årig dreng samtidig med det her. Og alt tyder på at de er ikke hævnmotiverede, de er ikke engang, hvad skal man sige, målrettede angreb mod en bestemt person - som de har foretaget i al fald. Det har været helt tilfældigt, hvem der lige var. Men meget tyder i al fald på at motivet har været røveri. Man har villet tage en knallert fra den her leveringskører, som kører ud med mad. Altså det er jo sådan en, Übereats det er jo et sted hvor folk ringer ind og bestiller mad eller bestiller mad over nettet og så bliver det leveret af de mennesker, de her folk, der kommer typisk ud på knallert og suser frem og tilbage. Og der er det altså blevet sådan i London, at der er nogle kvarterer hvor de nu ikke længere tør at køre ud efter klokken otte om aftenen, fordi de risikerer altså at få stjålet deres knallert, de risikerer at få stjålet deres mobiltelefon. Altså, det er jo småting, kan man sige, som de egentlig går efter at stjæle, fordi, hvor meget kan man stjæle fra sådan en mand der kommer ud på knallert med en pizza?

Vært: Men er det også banderelateret?

Theils: Ja! Ja, det er det typisk.

Vært: Så det er ikke fordi banden skal hævne sig, det er simpelt røveri.

Theils: Jah. Altså det kan være man gør sådan for at imponere banden, fordi man gerne vil optages eller ligesom skal vise at man tør det her. Og det er jo meget voldsomt at hælde syre på nogen, men lige nu så er det også en forbrydelse, som er relativ ufarlig for den der begår den, kan man sige. For det første så er der altså ikke den store fængselsstraf i det fordi man kan ikke sigte dem for mordforsøg f.eks. Men det bliver den her sigtelse, som vi også hørte den 16-årige har fået, altså for meget grov vold.

Vært: Hvorfor er det især mænd der bliver ramt?

Theils: Jamen det tror jeg hænger meget sammen med at det er banderelateret. Det er jo typisk mænd der er i bander.

Vært: Jo, men ofrene er også mænd?

Theils: Ja! Jamen lige præcis, det er jo også, det er mænd der tør at bevæge sig ind i de her kvarterer om aftenen. Altså det er jo ikke kun røveri, men også angreb mod andre bandemedlemmer eller andre bander.

Vært: Som hævn simpelthen?

Theils: Ja.

Vært: Hvad gør myndighederne for at dæmme op for de her angreb?

Theils: Jamen altså, lige nu så er de her, hvad skal man sige, madleverandører, dem der kører ud med pizzaer og hvad de nu ellers skal ud med, de er i alt fald meget utilfredse, de synes ikke der bliver gjort nok. Så de har lige demonstreret igår, foran Downingstreet og sagt at nu må der skrides ind. Og de vil selvfølgelig gerne have, at der kommer mere politi på gaderne i de her områder, hvor det risikerer at finde sted. Så har man sådan på politisk hold også diskuteret netop, altså for det første; kan man ændre loven, sådan at det også bliver strafbart at gå rundt med syre. Med mindre altså at man har en god forklaring. Altså lad os sige; en blikkenslager der skal ud at rense nogle rør, han har selvfølgelig en god forklaring på hvorfor han har sådan noget med. Men hvis man ser en 15-årig dreng, der kommer gående i sit eget kvarter med en flaske på sig, så er der måske ikke så god en grund. Så det er noget man arbejder med, at ændre lovgivningen på den her måde, for det bliver meget svært at gøre det umuligt at få fat i de her ting, som jo er, som du også nævnte, en del af en almindelig husholdning, når man skal have renset sine afløb eller et eller andet, så har man sådan noget stående under køkkenvasken.

Vært: Ligesom man har forbudt knive, selvom knive jo også er noget man bruger i et almindeligt køkken. Lone Theils, tak fordi du kom ind til os.

Theils: Velbekommen.

Om ikke andet, fik vi forklaret sælsomme fænomener, som madudbringning, husholdning og husholdningsartikler. Og så gør det ikke så meget at vi aldrig fik at vide om der var nogle mænd, der var mere tilbøjelige til at ‘joine’ bander end andre. Eller hvad der kendetegnede disse kvarterer hvor der var forøget risiko for at få smidt syre i krydderen. Eller hvilken morallære der ligger bag denne udbredte opfattelse af respekt. Man kan kun gætte når man i Daily Mail læser “A college student sprayed a heavily pregnant woman and her partner with acid hours after they ‘argued with a group of Somali men’”.

Fod under eget bord

Diverse — Drokles on July 20, 2017 at 9:57 am

Berlingske skrev at forskere ved Aalborg Universitet har fået “fem millioner fra Det Frie Forskningsråd til et projekt, som skal undersøge »politisk lighed og retfærdig stemmeafgørelse ved demokratiske valg«”. Princippet om at hver borger har en stemme fordi vi er i et fællesskab og at det er det fællesskab demokratiet skal afspejle er altså i spil. Man aner nok, hvor forskerne vil hen med med deres fem millioner kroners spørgsmål om “dem, der har brugt tid på at sætte sig ind partiernes programmer og ved, hvordan folkestyret og samfundet fungerer, [skal] have en mere vægtig stemme ved folketingsvalg?”

Debatten om demokratiets tilstand har fået masser af næring i kølvandet på valget af Donald Trump og efter, at det sidste år var de ældre vælgere, der stemte briterne ud af EU, mens de unge stemte remain.

Ah, fællesskabet tog fejl, de stemte forkert, fordi der er en politik, der er den rigtige og alt skal helst arrangeres så således at man i højere grad stemmer rigtigt fordi rigtigt er rigtigere end forkert og når det er forkert er verden af lave. Med mindre man har fem millioner kroner at muntre sig med sammen med vennerne til at spekulere i hvorledes man måske kan få et Trumpxit. Og ifølge en filosof (en ubeskyttet titel) må man derfor spørge om man “bør stemme uden at være klædt på til det”.

Det eneste rationelle alternativ til hver borger een stemme er, at man skal have fod under eget bord, altså egen indkomst og fast ejendom. Men man får ikke fem millioner fra Det Frie Forskningsråd for at være rationel, så lad os se, hvad der er på tegnebrættet af dyre alternativer

Så måske skal vi ikke bare give alle ret til at stemme, måske skal man gøre noget for at spille sig på holdet.

(…) Man kunne forestille sig en test som den man skal igennem for at få statsborgerskab.

Så de unge skal alligevel slet ikke stemme. At klynke sig selvretfærdigt igennem deres skoletid er ikke at spille sig på holdet. Og en test vil de følgeligt dumpe. Så fod under eget bord. Næste problem

Nogen kunne sætte sig for at købe alle vælgere i Esbjerg for 10.000 kroner per styk og så tjekke det bagefter. Men jeg synes ikke, at den type argumenter er tungtvejende længere. Det vil for det første være meget dyrt.

Det er et godt argument og det er faktisk noget der allerede er en realitet. De uformuende kan stemme sig til andre folks penge. Det er end ikke dyrt da de røde har alle vores penge at give af. Løsningen er fod under eget bord.

Er det ikke mere retfærdigt, at unges stemmer tæller mere? Og at de, der har forstand på samfund og politik, har mere at skulle sige end vælgere, der ikke gider sætte sig ind i sagerne?

Igen, dem der har fod under eget bord har demonstreret deres forstand på samfund, politik og økonomi samt deres levende deltagelse. Men lads os dvæle ved ungdomspointen og se, hvorfor Hitler-jugend og Rødgardister er instrumentelle for hver modstand mod det frie samfund, nemlig at ungdommen er en fåreflok.

De, der har forstand på samfund og politik udelukker, som man kan se ovenfor, også akademikerstanden, den eneste stand som vedholdende har bakket op om, ja selv opfundet, alle de store dårlige ideer: Socialisme, klimafrygt, multietniske samfund, udvidelse af antallet af akademikere (metastasen) osv. Igen, ingen har har gidet at sætte sig mere ind i sagerne end dem med fod under eget bord.

Og er det rimeligt, at det er hemmeligt, hvor vi sætter vores kryds, når det at stemme faktisk er en form for udøvelse af magt, som man bør kunne stå til ansvar for?

(…) Når vælgere udøver magt ved at stemme, kan man argumentere for, at de også skal stilles til ansvar for magten. Hvorfor var den kandidat bedre end de andre? Hvis du kan slå op på en hjemmeside og se, at Jørn har stemt på parti X, så kan vi mødes, og du kan sige: Jeg kan se, at du har stemt på X. Hvorfor det? Og det vil jeg gerne kunne give dig et nogenlunde fornuftigt svar på. Det vil være en falliterklæring, hvis jeg sagde: -Det ved jeg ikke,- eller at jeg slog plat og krone om det, for det interesserer mig ikke

Offentlig udskamning ER magt og hvem skal i givet fald stå til ansvar for den? Og uden at komme in på ANTIFA så skal man have fem millioner fra Det Frie Forskningsråd for at tænke, at offentlig udskamning et udtryk for ansvar, når den grundlæggende kun straffer dissens. Men lad os fortsætte deliberationerne

En måde at se på det, kunne være at lade vægten af ens stemme afhænge af, hvor meget man er berørt af de politiske beslutninger, der bliver truffet

Så hvem bliver berørt af en fordelingspolitik, yderen eller nyderen? Tænker de at indvandrings- og integrationspolitik bliver afgjort af de kasserede proletardanskere i de hensygnende boligområder? Økonomi bliver afgjort af erhvervslivet og skatten af de formuende og arbejdsomme. Svaret er fod under eget bord!

When nothing happened…

Diverse — Drokles on July 17, 2017 at 6:54 pm

Den russiske regering skulle have været meget interesseret i at Trump bliver præsident, fordi Putin, træt af sin dominatrixrolle gennem de seneste knap 8 år, gerne vil have et ægte forhold med en ligeværdig modstander. Så træt har Putin været af at vinde, at han åbner et samarbejde med Trump for, hvad ekspertisen siger er mod alle odds, at få den politisk uerfarne entertainer, forretningsmogul og pussy-connaisseur i Det Hvide Hus. Men hvornår i forløbet?

Okay, så en impresario emailer unge Trump jr og fortæller, at han kender nogen, der ligger inde “with some official documents and information that would incriminate Hillary and her dealings with Russia”. Altså noget, der kan bekræfte, hvad alle synes at vide, at Hillary Clinton må have foretaget et eller andet lyssky sammen med ‘russerNE’ så de kunne få uran og Bill og Hillary en masse penge til deres fond. Under de betingelser elskede unge Trump Jr. udsigterne, skrev han tilbage.

Så impressarioen arrangerer det her møde med en russisk advokat, der tidligere har arbejdet sammen med Demokraterne og har fået forlænget sit amerikanske ophold ud over reglernes bæreevne (hvilket åbner for en ny spekulation om russisk-amerikansk samarbejde). 9. juni 2016 møder unge Trump Jr. op med et endnu ukendt antal Trump-folk inklusiv to top-figurer i Trump-kampagnen. De keder sig bravt, den russiske advokat er ikke og har aldrig været repræsentant for den russiske regering, og hun taler om adoptionsregler. Det er en fuser for de som gerne vil have det afgørende bevis mod Hillary.

Unge Trump Jr. og Trump kampagnens ledende figurers møde med, hvad der kunne have været en repræsentant for Putins ‘russere’ viser at man som et absolut minimum forsøgte ‘collusion’. Siger pressen. Men i så fald er der indtil 9. juni 2016 ikke noget samarbejde mellem team Trump og ‘russerNE’. Og den angivelige hackning af Demokratenes server (og de tilsvarende forsøg på at rode i Republikanernes ditto) skete tilbage i april. Med andre ord har ‘russerne’ hacket Demokraterne (hvilket der ikke er skyggen af bevis for) FØR de tog kontakt med team Trump.

Så hvad skulle de overhovedet bruge Trump til?

Ingen ved det og det er også meningen, skriver Jack Kerwick i Townhall

What exactly does “collusion” even mean? Notice, of the gazillion hours that fake journalists, pundits, politicians, and Deep State bureaucrats have expended in pushing the RCCT, not a few minutes have been spent by any of them in explaining what precisely they mean in referencing “collusion” between Trump’s people and “the Russians.”

The reason for this should be clear: The architects of the RCCT do not want specificity. It’s the last thing that they’ve ever wanted. “Collusion” functions in this context in much the same way as “racism” has come to function in contemporary Western politics. The idea is to trade as much as possible in abstractions. As the great 18th century philosopher David Hume remarked: “It is easy for a false hypothesis to maintain some appearance of truth, while it keeps wholly in generals” and “makes use of undefined terms [.]”

Moreover, “collusion” has negative connotations associated with it. And when it is used in connection with “the Russians”—another deliberately ambiguous term that, by design, is meant to invoke in the collective American consciousness images from the height of the Cold War era and Russian spy stories—it is expected to have a particularly sinister ring to it.

The employment of “the Russians” is especially telling. Which Russians? Who are these Russians? That the anti-Trumpers have seized upon Jr.’s meeting with a Russian citizen who happens to be a private sector attorney as proof of the RCCT shows just how fraudulent the latter has always been.

Kønsbalance i den demografiske udvikling

Diverse — Drokles on July 16, 2017 at 6:48 pm

Kristeligt Dagblad har talt med “den amerikanske forsker Valerie Hudson, der er professor i statskundskab ved Texas A&M University og internationalt kendt for sin forskning i sammenhængen mellem kvinders sikkerhed og den nationale sikkerhed”

Med udgangspunkt i begivenhederne i den tyske by Köln nytårsnat, hvor større grupper af primært nordafrikanske og arabiske mænd omringede, forulempede og bestjal hundredvis af kvinder, advarer hun om, at Vesteuropa ignorerer de langsigtede konsekvenser af en mandsdomineret migrationsbølge.

”Al forskning viser, at jo større overvægt af mænd i et samfund, des større er forekomsten af vold, kriminalitet, bandeaktivitet, overgreb på kvinder og andre sociale dårligdomme. Disse følgevirkninger er bredt anerkendt, og det er mig en gåde, hvorfor de er næsten usynlige i den europæiske debat. En ligelig balance mellem antallet af mænd og kvinder i et samfund er et offentligt gode, som staten har et ansvar for at værne om. Hvis ikke den gør det, svigter den sit grundlæggende ansvar over for både sine kvindelige og sine mandlige borgere,” siger Valerie Hudson, der igen-nem to årtier har forsket i konsekvenserne af kønsubalancen i lande som Indien og Kina.

Hun fremhæver Sverige som et eksempel på et land, som bør tage konsekvensen af tilstrømningen af mænd langt mere alvorligt, end det er tilfældet nu. Ifølge de svenske myndigheders opgørelse fra slutningen af november udgjorde drenge og mænd 71 procent af alle asylsøgere i 2015, og flere end 21 procent af samtlige tilrejsende flygtninge og migranter var uledsagede mindreårige drenge.

Sammenlægges antallet af 16- og 17-årige drenge og piger, der rejste ind i Sverige i 2015, med antallet af 16- og 17-årige svenskere, så bliver resultatet ifølge Valerie Hudsons udregninger, at der ved udgangen af 2015 var 123 drenge i denne aldersgruppe i Sverige for hver 100 piger.

I Sverige har kun 0,3% af migranter fundet arbejde. København har for mange penge, skrev Berlingske Tidende og fortalte at 4 ud af 5 ægtepar, hvor begge er på overførselsindkomst er af anden etnisk baggrund end dansk. BT præsenterer, hvad der har været almindeligt kendt i årtier, som “chok-tal”, nemlig at “Udviklingen blandt 2.- og 3.-generationsindvandrere i Danmark er intet mindre end katastrofal.” både hvad angår skolegang, kriminalitet og islamitet. I forrige måned havde Morten Uhrskov Jensen betalt 5.000,- for tal fra Danmarks statistik, der tillod ham at konkludere

Vi – Danmark – er i gang med det største samfundseksperiment i Danmarks 1.500 år lange historie. Alle lamper lyser rødt. For en stribe ikke-vestlige grupper er kriminaliteten forfærdende høj i især 2. generation – og snart også i 3. generation? – karaktererne i folkeskolen er fortvivlende lave (også i 3. generation), og niveauet for uddannelse og efterfølgende deltagelse på arbejdsmarkedet er tilsvarende ringe.

Det er rigtigt, at mange i 2. generation indskriver sig på uddannelser, og antallet, der fuldfører disse uddannelser, har også været stigende de seneste år. Men den samlede andel, der bliver produktive, ligger markant efter danskerne, og vi ved nu, at det skyldes, at de ikke-vestlige fra begyndelsen klarer sig langt dårligere end danskere, også i 3. generation.

Most of the assaults were being committed by refugees of one particular nationality: by Afghans.” skriver Cheryl Benard om “begivenhederne” i Köln nytårsnat i National Interest. Cheryl..

…have worked on issues related to refugees for much of my professional life, from the Pakistani camps during the Soviet occupation of Afghanistan to Yemen, Sudan, Thailand, Ethiopia, Djibouti, Lebanon, Bosnia, Nicaragua and Iraq, and have deep sympathy for their plight. But nowhere had I encountered a phenomenon like this one. I had seen refugees trapped in circumstances that made them vulnerable to rape, by camp guards or soldiers. But for refugees to become perpetrators of this crime in the place that had given them asylum? That was something new. Further, my personal and professional life has endowed me with many Afghan and Afghan American friends, and there is nothing collectively psychopathic about them. They are doctors, shopkeepers, owners of Japanese restaurants, airport sedan drivers, entrepreneurs, IT experts, salesladies at Macy’s—they’re like everyone else. The parent generation tends to be a bit stiff, formal and etiquette conscious. It is impossible to imagine any of them engaging in the sort of outlandish, bizarre and primitive sexual aggression their young compatriots are becoming infamous for. Yet here we are.

Og efter en række eksempler på afghaneres overfald på kvinder

Can these men possibly expect that their attempts will be successful? Do they actually think they will be able to rape a woman on the main street of a town in the middle of the day? On a train filled with other passengers? In a frequented public park in the early afternoon? Are they incapable of logical thought—or is that not even their aim? Do they merely want to cause momentary female hysteria and touch some forbidden places of a stranger’s body? Is that so gratifying that it’s worth jeopardizing their future and being hauled off to jail by scornful and disgusted Europeans? What is going on here? And why, why, why the Afghans? According to Austrian police statistics, Syrian refugees cause fewer than 10 percent of sexual assault cases. Afghans, whose numbers are comparable, are responsible for a stunning half of all cases.

Og efter grundigt at have aflivet teorier om at de blot var uvante med at være berusede eller troede at europæiske kvinder var glade for massevoldtægt, erkender hun en bekendts tese om, hvorfor afghanere opfører sig så muslismsk

On the basis of his hundreds of interactions with these young men in his professional capacity over the past several years, he believes to have discovered that they are motivated by a deep and abiding contempt for Western civilization. To them, Europeans are the enemy, and their women are legitimate spoils, as are all the other things one can take from them: housing, money, passports. Their laws don’t matter, their culture is uninteresting and, ultimately, their civilization is going to fall anyway to the horde of which one is the spearhead. No need to assimilate, or work hard, or try to build a decent life here for yourself—these Europeans are too soft to seriously punish you for a transgression, and their days are numbered.

And it’s not just the sex crimes, my friend notes. Those may agitate public sentiment the most, but the deliberate, insidious abuse of the welfare system is just as consequential. Afghan refugees, he says, have a particular proclivity to play the system: to lie about their age, to lie about their circumstances, to pretend to be younger, to be handicapped, to belong to an ethnic minority when even the tired eye of an Austrian judge can distinguish the delicate features of a Hazara from those of a Pashtun.

Alt vil finde en balance og naturen er grusom mod underklassens danske mænd; hver tredie af os ufaglærte får ikke børn.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress