Glædelig MAGA dag

Diverse — Drokles on November 9, 2017 at 8:46 am

I en serie Youtube posteringer forudser Scott Adams, skaberen af tegneseriestriben Dilbert, at Trumps bliver anerkendt som en god præsident for USA omkring årsskiftet. Der er god grund til at lytte til Adams, ikke blot fordi han var en af de første, der spåede at Trump ville vinde (Trump selv var endnu tidligere ude med den forudsigelse og Newt Gingrich så potentialet), men også fordi hans ‘argumentation er overbevisende(!)’.

Adams har tillige spået at Trump-hadet har ændret karakter, fra at han er Hitler henover ikke nødvendigvis Hitler, men storslem, til ikke så slem, men vi kan ikke lide hans politik, og vil ændre sig yderligere til det kommende, ‘han er faktisk ret effektiv’. Og grunden til, at den sidste erkendelse indtræder ved årsskiftet er, de traditionelle ‘året der gik’ revyer, som alle medier vil spamme tiden mellem Jule-, og Nytårsaften med. Her vil man fremdrage hvad Trump lovede, hvad han rent faktisk fik igennem, hvad der står til at komme igennem og hvad han arbejder på at få igennem.

Økonomien vil se rigtig god ud, konservative dommere bliver udpeget med en forventet lang levealder, der er prototyper på hans mur, den illegale indvandring er faldende osv. Imens falder Ruslandsfortællingen fra hinanden, mens Hillary Clintons skandaler afdækker hvor stor en sump ikke blot hun og Demokraterne repræsenterer, men hele det politiske etablissement i Washington komplet med medier, eksperter og lobbyister.

Adams funderer også over, at Trump er så populær i Kina, at han meget vel kan blive den mest populære amerikanske præsident nogensinde. Ved G20 mødet i Kina, udnyttede Xi hjemmebanen til offentligt at ydmyge daværende præsident Obama og USA, ved ikke at have et passende sæt trapper til Air Force One, således at præsidenten måtte ud af ‘bagtrappen’, en symbolik der ikke var spildt i Asien. Ovenikøbet skosede en kinesisk repræsentat et medlem af den amerikanske delegation ved vredt at minde om at det var deres lufthavn og dem der bestemte.

Udenfor Europa og den amerikanske venstrefløj, eksisterer der ingen berøringsangst for en statsleder, der fører sig frem til gavn for sit eget folk uanset hvad faktatjekkerne måtte finde af unøjagtigheder i braldret. Trumps Mellemøstbesøg var en succes hvor sheikerne kiggede beundrende på Trump, mens kan pålagde dem ansvaret for at luge ud i islamisk ekstremisme, hvis man fortsat skulle handle sammen. Saudi Arabien købte den største ladning amerikanske våben og er siden begyndt at anholde diverse prinser og tillader nu kvinder at køre bil. Selv i Europa klarede Trump det glimrende og franske Macron var nærmest forelsket, som han åbenbart har let ved at være når det drejer sig om ældre mennesker, da Republikken fejrede jubilæum.

Og lignende observationer begynder allerede at indfinde sig i den Trumpkritiske presse. The New Yorker, ingen ven at Trump, noterer sig således, at forholdet mellem Japan og USA ser ud til at være tøet op fra forgængeren

Abe’s personal relationship with Barack Obama verged on the prickly, driven by an American perception of the Prime Minister as a dangerously nationalistic historical revisionist. Abe had resigned himself to more of the same arm’s-length treatment under Hillary Clinton, but Trump’s surprise win, in 2016, upended plans like a box full of carp chow.

Det ændrede syn på Trump, som en reel og kompetent præsident, man måske blot er politisk uenig med, betyder også, at alle der har udlevet Trump derangement syndrome, komplet med katastrofetanker, magisk tænkning, Ruslandsfortællinger og Hitlerbeskyldninger vil have sat en større eller endnu større del af deres troværdighed over styr. For store mediehuse kan det være katastrofalt. Glædelig MAGA dag.

Shok! Uriasposten er stoppet!

Diverse — Drokles on November 7, 2017 at 6:03 am

Det er tungt at læse Kim Møllers “sværeste blogpost

Det er ikke nemt at finde passende formuleringer, men here goes.

Jeg har opdateret Uriasposten dagligt i mere end 14 år, og næsten umærkeligt er det blevet et ekstra-job, der gør det svært at finde tid til mit liv i øvrigt. Den økonomiske støtte er stærkt stigende, og timingen er i den henseende ikke fremragende, men jeg har altså kun et liv.

Jeg har ikke fået konstateret stress, har ikke fået dødstrusler eller lignende, men bloggen fylder ganske enkelt for meget i mit liv. I flere år har jeg forsøgt at drosle ned, men det ender altid med at styre det hele. Det er en brist i min karakter, at jeg ikke kan gøre noget halvt, og jeg bliver derfor nødt til at tage konsekvensen: Bloggen stopper som mit personlige projekt fra dags dato.

Uriaspostens tunge bagkatalog vil være online til evig tid, og jeg udelukker ikke, at jeg vender tilbage som blogger i en eller anden form på et senere tidspunkt. Skulle der være et par meningsfæller, der har mod på at overtage det daglige arbejde, så er jeg positiv, sålænge det holdes i Urias-stilen. Dvs. fokus på det faktuelle og den løbende dokumentation.

Hvad skal jeg så bruge min tid på? Det må tiden vise, men jeg tager en kold tyrker i forhold til alt der ‘trigger’ min indre blogger. Læse bøger (skrive en bog), vande blomster…

Tak for alt. Kim

Jeg kan heller ikke finde de rette ord, men Kim min gode ven, det er os der takker, !

The Livingstone formulation’ eskalerer

Diverse — Drokles on November 6, 2017 at 12:15 pm

Antismitismen er en indgroet del af venstrefløjens intellektuelle og emotionelle habitus i hele Europa, som den danser kinddans med islam. Især i det engelske parti Labour, hvor det er hvor det er stukket helt af, nu Jeremy Corbyn er leder. I sommer skrev Daily Mail at Corbyn, som enhver god socialist, “personally has spent a political lifetime courting mass murderers in the Middle East” mens han har angrebet alt engelsk og anstændigt i en lang læseværdig og informativ artikel, fyldt med research jeg ikke selv orker at lave. Om antisemitismen skriver avisen

After Radio 4’s Woman’s Hour presenter Emma Barnett last week exposed Corbyn’s inability to cost Labour’s childcare policy, his supporters targeted her with anti-Semitic abuse. One Twitter user called her a ‘Zionist shill [stooge]’.

Perhaps this is not surprising, considering that Corbyn himself has called Hamas, the terror group whose charter called on followers to kill Jews, his ‘friends’.

Over the years, Corbyn has visited Palestine courtesy of Interpal, a charity banned in the U.S. for alleged terror links. He’s attended events run by Paul Eisen, a convicted Holocaust denier.In 1982, Corbyn’s London Labour Briefing magazine compared Israel to Holocaust-era Germany, saying: ‘The parallels between Kristallnacht [a night of anti-Jewish violence in Germany in 1938] and the Holocaust now being visited on the Palestinians is all too clear.’

More recently, he wrote an article in Socialist Campaign News calling Israeli premier Ariel Sharon a ‘hated butcher’.

The following year, he visited the Middle East, writing that ‘Gaza was like entering an open prison’ and accused the Israeli army of ‘wanton destruction’.

On his return, Corbyn addressed an anti-Israel rally in London attended by hundreds of members of banned extremist group Al-Muhajiroun. An account of the event in the Weekly Worker noted that demonstrators clad in fake suicide vests chanted ‘gas, gas Tel Aviv’.

In 2013, he wrote to the Foreign Office criticising ‘Israel’s criminal politicians’ and the following year he wrote in the Morning Star of attending a ceremony in Tunisia where ‘wreaths were laid’ on the graves of terrorists responsible for the 1972 massacre of Israelis at the Munich Olympics.

Corbyn (der engang bebrejdede et Melodi Granprix nederlag for at være et resultat af alliancen med USA) har også doneret penge til ovennævnte Holocaust benægter Eisen, skriver Tablet Magazine i deres version af Corbyns synderegister, som han har inviteret en 9/11 konspirationsteoretiker til at holde et foredrag om, hvorledes jøderne stod bag angrebet.

George Galloway erklærede foran det palæstinensiske flag, den meget muslimske bydel Bradford West for “Israel-free zone“. Og under den seneste valgkamp paraderede Jeremy Corbin fans kæmpe plakater med premierminister Theresa without-its-Muslims,-Britain-would-not-be-BritainMays kontrafej med påtegnede Davidsstjerneøreringe. Alan Dershowitz beklagede derfor i Algemeiner, at Corbyn klarede sig så godt i valgkampen, om det var på truds eller grund af den galoperende antisemitisme og bemærkede

One of the biggest criticisms of what has been referred to as the “Corbynization” of British politics has been the mainstreaming of traditional antisemitism. The country’s Chief Rabbi, Ephraim Mirvis, has also chimed into the conversation, calling the Labour party’s antisemitic problem “severe.” Consider, the bigotry of Gerald Kaufman (now deceased), for example – a Labour veteran and close political associate of Corbyn – who touted conspiracies about Jews and Jewish money throughout his political career. When speaking at a pro-Palestinian event Kaufman said: “Jewish money, Jewish donations to the Conservative Party – as in the general election in May – support from the Jewish Chronicle, all of those things, bias the Conservatives.” While Corbyn condemned these remarks, he refused to yield to widespread demands for disciplinary action against Kaufman.

(…)

The hard left in Britain, especially among union activists and academics, include many knee jerk opponents of the nation state of the Jewish people and many supporters of academic and cultural boycotts of Israel. Many such supporters favor trade and engagement with such massive human rights offenders as Iran, Cuba, China, Russia, Belarus and Venezuela. Indeed, it is antisemitic to single out only the nation state of the Jewish people – the Middle East’s only democracy and a nation with one of the world’s best records of human rights, the rule of law and concern for enemy civilians — for boycotts.

Corbyn himself has called for boycotts of Israel. He has advocated for an arms embargo citing Israel’s supposed “breach” of the human rights clause of the EU-Israel trade agreement. Corbyn also supports academic boycotts in some instances, and when Israel’s national soccer team was travelling to Cardiff, Wales, for a qualifying game for the European Championship, Corbyn led calls for a boycott only of the soccer team representing the nation state of the Jewish people. (Ironically, Israel only plays in this league as it was expelled from the Asian Football Confederation due to the Arab League’s boycott.) Moreover, Corbyn has been a vocal supporter of the so-called Palestinian right of return stating that the Palestinians’ “right to return home” is “the key” to the solution. This would soon make Arabs the majority within Israel and Jews the ethnic minority, rendering the two-state solution completely obsolete.

En af Corbyns ‘rising stars’ muslimske Naz Shah, har sagt at “a ‘solution’ to the Middle East conflict is to ‘relocate Israel into the United States’” og mindede om ““Never forget that everything Hitler did in Germany was legal.”” (Det var samme Shah, der likede og retweetede et ironisk tweet, der lød “Those abused girls in Rotherham and elsewhere just need to shut their mouths. For the good of diversity”. De benævnte piger i Rotherham var ofre for en muslimsk, mestendels pakistansk pædofilring, der nåede at voldtage 1.400 teenage piger, mens myndighederne ikke ville gribe ind, for the good of diversity.). Men da hun var tvunget af partiets officielle politik, til at anerkende Israels ret til at eksistere på et vælgermøde, svarede basen igen med at råbe “Jew, Jew, Jew!“.

Ah, basen, som Brendal O’Niell beskrev i Telegraph, den som Corbyn fisker i

Just compare the huge 2003 Hyde Park demo against the Iraq War with the recent London demos against Israel’s attack on Gaza. The former had an air of resignation; it expressed a mild, middle-class sense of disappointment with Tony Blair, through safe, soft slogans like “Not In My Name”. The latter, by contrast, have been fiery and furious, with screeching about murder and mayhem and demands that the Israeli ambassador to the UK be booted out. Some attendees have held up placards claiming that Zionists control the British media while others have accused both London and Washington of “grovelling” before an apparently awesomely powerful Israeli Lobby.

This is a recurring theme in anti-Israel sentiment today: the idea that a powerful, sinister lobby of Israel lovers has warped our otherwise respectable leaders here in the West, basically winning control of Western foreign policy. You see it in cartoons depicting Israeli leaders as the puppet masters of politicians like William Hague and Tony Blair. You can hear it in Alexi Sayle’s much-tweeted claim that the “Western powers” kowtow to Israel because they are “frightened of it… frightened of the power that it wields”. You can see it in the arguments of John Mearsheimer and Stephen Walt in their popular book The Israel Lobby and US Foreign Policy, which holds an apparently super-powerful pro-Israel lobby in the heart of Washington responsible for the Iraq War and all other kinds of disasters. The claim is often made that Israel has corrupted Western officials, commanding them to carry out its dirty work.

Sound familiar? Yes, this has terrible echoes of the old racist idea that Jewish groups controlled Western politics and frequently propelled the world into chaos – an idea that was especially popular in the early to mid-20th-century Europe.

Londons tidligere borgmester Ken Livingstone “who had falsely claimed that Adolf Hitler was a Zionist and that the Zionist movement collaborated with the Nazis.” Det faldt 100 af Labours daværende 229 parlamentsmedlemmer så meget for brystet at de skrev under på “Not in Our Name”, en fordømmelse af deres eget parti, for ikke at straffe Livingstone nok. De 129 andre ville tilsyneladende gerne lægge navn til. I dag er Londons borgmester muslim, hvilket er ‘part and parcel‘ af Englands udvikling.

TV direktør i BBC Danny Cohn luftede for et par år siden derfor også sin ængstelse over jøders fremtid i England, kun uger forinden en BBC journalist sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med Holocaust - lige op i ansigtet på en Holocaustoverlevende. Og, som Josh Glancy skriver i Tablet Magazine, jøder “don’t feel comfortable sitting in a room where people applaud a call for Israel’s destruction”, hvorfor forholdet til venstrefløjen syntes mere og mere umuligt

When liberal British Jews see anti-Israel marchers holding signs saying “Jews back to the gas” and “Hitler was right” and they don’t hear loud and universal condemnation of such bile from the left, they begin to fear that there is another agenda there that is not about social justice. They sense anti-Semitism.

Yet for many British Jews, the vehemence of leftist anti-Zionism—minus the Nazi slogans—is a problem, too. When liberal British Jews hear of organizations like the PSC applauding a call to destroy Balfour’s damned legacy, that doesn’t feel like a constructive critique of Israel and its policies—the kind that could be justly leveled at both Britain and America in recent history; it feels like blind rage and deep loathing.

Because here’s the thing that is rarely said: If your anti-Zionism is such that you hate Israel’s very existence, then for most British Jews the effect of this is similar to anti-Semitism, because to a greater or lesser extent, most British Jews are Zionists, meaning that they believe that the project of collective Jewish existence is a legitimate one, or as legitimate as the existence and aspirations of any other nation, including the Palestinians. And because Israel is the Jewish state, British Jews take Israel-hatred personally. Asking them to disavow their affiliation to Israel in order to maintain their liberalism therefore presents an agonizing choice.

Og hvad taler de så om indbyrdes, Labourkammeraterne? Daily Mail afslører lidt af deres interne korrespondence

One member wrote: ‘I see the corrupt “master race” side-stepped into this graphic,’ to which another replied: ‘Lol [laugh out loud] be careful you might get accused of being anti-semitic.’

This led to a discussion about ‘paid disinfo agents’ and Blairites ‘running to the MSM [mainstream media]’ with mention of the Zionism ‘problem’. ‘Just look at who owns what,’ one said.

And another Labour member simply tweeted: ‘Every f****** Jew that died in the Holocaust was a blessing. Imagine how bad the world would be now if 6 million more of them had survived?’ Accompanying notes to the slides make the point that Labour members often end up sharing comments from the far-Right because they agree with their comments on Israel.

‘Labour people often end up tweeting proper Nazis either by ignorance or because they fall for their posts on Israel/Palestine. Holocaust denial and revisionism now also being seen on the Left,’ it said.

The notes also said that ‘denial of anti-semitism is known as the Livingstone formulation’ in a reference to comments by former London mayor Ken Livingstone in which he said that anyone critical of Israel was accused of anti-semitism.

Elder of Ziyon har fundet nogle af populære tegninger, de deler indbyrdes

skc3a6rmbillede-2017-11-06-kl-062220

skc3a6rmbillede-2017-11-06-kl-062240

skc3a6rmbillede-2017-11-06-kl-062253

skc3a6rmbillede-2017-11-06-kl-062309

Hillary Clinton købte partiet Demokraterne

Diverse — Drokles on November 4, 2017 at 3:45 am

Det vidner om sund forretningssans, at tjene nogle ekstra penge på skrive en bog om ens medvirken i valgsvindel. Men det er hvad Demokraternes Donna Brazile har gjort. Sammen med tidligere leder af partiet Debbie Wasserman Schultz, underløb hun Hillarys modkandidat til Demokraternes nominering til præsidentkandidat Bernie Sanders kampagne, så Hillarys valg kunne sikres. Det er ikke nogen nyhed, det ved man fra de lækkede interne emails Wikileaks offentliggjorde. Men Brazile fortæller også, at Hillary Clinton de facto købte det Demokratiske Parti året før, skriver hun i Politico

If I didn’t know about this, I assumed that none of the other officers knew about it, either. That was just Debbie’s way. In my experience she didn’t come to the officers of the DNC for advice and counsel. She seemed to make decisions on her own and let us know at the last minute what she had decided, as she had done when she told us about the hacking only minutes before the Washington Post broke the news.

On the phone Gary told me the DNC had needed a $2 million loan, which the campaign had arranged.

“No! That can’t be true!” I said. “The party cannot take out a loan without the unanimous agreement of all of the officers.”

“Gary, how did they do this without me knowing?” I asked. “I don’t know how Debbie relates to the officers,” Gary said. He described the party as fully under the control of Hillary’s campaign, which seemed to confirm the suspicions of the Bernie camp. The campaign had the DNC on life support, giving it money every month to meet its basic expenses, while the campaign was using the party as a fund-raising clearinghouse. Under FEC law, an individual can contribute a maximum of $2,700 directly to a presidential campaign. But the limits are much higher for contributions to state parties and a party’s national committee.

Individuals who had maxed out their $2,700 contribution limit to the campaign could write an additional check for $353,400 to the Hillary Victory Fund—that figure represented $10,000 to each of the 32 states’ parties who were part of the Victory Fund agreement—$320,000—and $33,400 to the DNC. The money would be deposited in the states first, and transferred to the DNC shortly after that. Money in the battleground states usually stayed in that state, but all the other states funneled that money directly to the DNC, which quickly transferred the money to Brooklyn.

“Wait,” I said. “That victory fund was supposed to be for whoever was the nominee, and the state party races. You’re telling me that Hillary has been controlling it since before she got the nomination?”

Sean “They-are-lieying-to-YOU!-The-american-people!” Hannity forklarer mere om sammenhængen

Hillary fik også hjælp af Twitter, der hæmmede udbredelsen af tweets, der var kritiske overfor Hillary og toppen af Demokraternes ledelse, skriver Milo Yiannopoulos. Og på Google bryster man sig af at diskriminere imod konservative meninger, skriver Breitbart.

Der er en mental nedsmeltning hos Demokraterne, som er så underholdende som foruroligende at overvære. Forleden argumenterede et Demokratisk medlem af Kongressen imod at efterforske Clintons rolle i salget af 20% af USA uran produktion til russiske interesser med at det ville føre til en masse splid og splid var lige hvad russerne var interesseret i - ud over uran altså.

Eller den uheldige valgvideo, der viser en truck, symboliserende republikanernes kandidats vælgertype, komplet med sydstatsflag og Tea Party symbol, der jagter nogle børn i et forsøg på at køre dem ihjel. Børnene er selvfølgelig af blandet etnisk oprindelse, bl.a er der en pige i hijab. I lyset af at der nogle dage senere var en uzbeker, der kørte 8 mennekser ihjel på en cykelsti i New York konkluderer Seth Barron i City Journal, at videoen havde været “more accurate if its pickup-truck driver had turned out to be the dad of the little hijabi girl running for her life”.

Den uzbekiske terrorist var kommet ind via ordningen “Diversity Lottery Program”, som har til hensigt at gøre USAs befolkning mere divers. Den ledende Demokrat Chuck Schumer havde tidligere kaldt systemet for en succes, fordi han på sine cykelture i New York, kunne se så mange immigranter.

Denne kognitive dissonans udtrykker New Yorks borgmester De Blasio også, når han som sin første prioritet lover at beskytte muslimerne mod et backlash. Tidligere på året erklærede han at “idag var han også muslim” (og apostat dagen efter) i protest mod at Trump ville indføre begrænsninger mod visse lande, fordi man ikke vidste, hvilke mennesker der ville rejse til USA.

Langt hen af vejen er Demokraterne, som resten af venstrefløjen, ægget af en afsindig presse, der, når de ikke begynder at græde over deres egne ord, kan vånde sig på lederplads over Trumps hykleri, i sit krav om at ovennævnte usbeker skal henrettes, når han ikke krævede det samme om (den hvide) massemorder fra Las Vegas. Efter at have tænkt sig lidt om måtte de indskyde “The discrepancy [Trump not calling for death penalty] is probably related to the fact that the Las Vegas Shooter is dead. We regret the error.” Et godt gæt.

There no business…

Diverse — Drokles on November 2, 2017 at 5:53 am

skuespilleren Anthony Rapp har beskyldt sin kollega Kevin Spacey for at have forgrebet sig på ham, for mere end 30 år siden da Rapp var 14 år. Danmarks Radios filmanmelder Per Juhl Carlsen mener, at medierne “lugter blod” og mener at det er “trist, at en mand som Kevin Spacey aldrig får en chance for at rense sig selv” fra “mediernes gabestok”. Men som man kan se af Spaceys egen beklagelse på Instagram, er der ikke så megen tvivl om rigtigheden af beskyldningerne

skc3a6rmbillede-2017-11-01-kl-213809

Spacey husker altså ikke lige dét overgreb, da det var mere end 30 år siden, men det lyder sandsynligt nok til at han gerne vil undskylde, hr Juhl Carlsen, der kan reservere sit forsvar til Roman Polansky.

Og så er der gerne en ketchup effekt med denne slags anklager, som filmskaberen Tony Montana, der efterfølgende beskylder Spacey for at have befamlet ham i 2003. Og den mexikanske skuespiller Roberto Cavazos skrev på Facebook om Spacey og deres tid på Old Vic teatret i London, hvor Spacey dengang var direktør, at det syntes at være “the only requirement was to be a male under the age of 30 for Mr Spacey to feel free to touch us”. Og han forventede mange flere historier ville vælte ud af skabene.

Hvilket Netflix måske også gør, siden de skyndte sig at aflyse den bøvede serie House of Cards, hvori Spacey var den altdominerende stjerne.

Spaceys forsøg på at forblive en stor kanon ved at indrømme at han er en lille bøsse er faldet bl.a Information for brystet, der skriver

En af de mest fortærskede stereotyper om homo- og biseksuelle mænd er, at de udgør en trussel imod børn – at de med andre ord er at sidestille med pædofile og pæderaster.

Gang på gang har denne hæslige løgn vist sig som et effektivt redskab til at legitimere systematisk forfølgelse af homo- og biseksuelle mænd. Hvilket præcis er grunden til, at Spaceys erklæring må kalde på dyb foragt.

Samme pointe d’herrer Yiannopoulos og Shapiro inde på, der sammenligner Spaceys brug af bøsse-kortet for lidt hurtig sympati, med Harvey Weinsteins løfte om at bekæmpe NRA (National Rifle Association), da han blev afsløret som sexualforbryder. Men alle overser de den pointe, der ligger i, at Spacey ikke blot selv finder det logisk at bøsser bare kaster sig over mindreårige, hvis de har fået lidt at drikke, men at han forventer at andre også gør det. Og det er et spørgsmål om kultur.

Det er  ikke blot i Hollywood, men også i teaterverdenen, at sexovergreb bliver en del af kulturen. De mange lever af de fås talent, der således bliver altdominerende ‘gatekeepers’ ind til drømmenes verden. Så den verden bliver fyldt uproportionalt med krænkere og “villige” ofre “taking advantage of the fact that he is this great icon”. Derfor er der ingen der fandt det mærkeligt, at en 14 årig dreng er alene til en voksen druk-fest til langt over midnat, til sidst alene med Spacey.

Men det er kun den ene normalisering af det foruroligende. Det andet er det homoseksuelle miljø.

Jeg har tidligere skrevet om det hysteri, der rejste sig, da troll-artisten Milo Yiannopoulos gjorde sig morsom over sin egen ungdom, hvor han var blevet misbrugt, eller forført, som Yiannopoulos efterrationaliserer det, allerede som 13 årig af en præst. Det lyder som en Hollywoodfilm, men Yiannopoulos beskrev også det homoseksuelle miljø indefra

You know, people are messy and complex, and actually, in the homosexual world particularly, some of those relationships between younger boys and older men, those kind of coming-of-age relationships, the relationships in which those older men help those young boys to discover who they are, and give them security and safety and provide them with love and a reliable — a sort of a rock for when they can’t talk to their parents.

Mennesker er ganske rigtigt rodede og komplekse og netop derfor er der tale om et overgreb når voksne benytter sig at børns sårbarhed til at forgribe sig på dem. Yiannopoulos kan skifte drengen ud med en lille pige og se, at den voksne mand ikke er der for at hjælpe nogen som helst til at finde sig selv. I stedet forkvakler krænkeren barnets sind, der ender med at rationalisere, som Yiannopoulos gør, at det var det rigtige fordi alternativet er et traume over at være blevet udnyttet og være hjælpeløs. Og konfrontationen med ondskab er traumatiserende fordi det nedbryder tilliden mellem mennesker og den kontrakt, der er mellem barn og voksen. Selv om der ikke skete så meget med den 14 årige dreng Spacey forsøgte sig med, føler han det vende i sig, hver gang han ser Spacey, selv som voksen 30 år senere.

I still to this day can’t wrap my head around so many aspects of it. It’s just deeply confusing to me.

For netop nogle børn og unge mennesker er mere rodede og komplekse end andre og derfor mere udsatte for, hvad andre forkvakler i deres sind til at tro at det er normalt. Børn fra hjem hvor faderen tæsker moderen vil oftere selv bygge tilsvarende hjem op, enten som voldsmanden eller som offeret. Det samme med druk og en lang række andre adfærdsmønstre, skriver Michael Brown i Stream og giver eksempler på, hvorledes den forkvakling ved en ‘mentor-ordning’, som Yiannopoulos beskriver ovenfor, normaliseres som noget positivt fordi det er så udbredt

In the words of Harry Hay, the gay icon and founder of the American gay movement:

If the parents and friends of gays are truly friends of gays, they would know from their gay kids that the relationship with an older man is precisely what thirteen-, fourteen-, and fifteen-year-old kids need more than anything else in the world.

You can be assured that such relationships would often become sexual, thereby providing the entry point into the larger homosexual “lifestyle.” (For other quotes from Hay, see here.)

Similarly, the renowned gay activist Larry Kramer opined,

In those cases where children do have sex with their homosexual elders … I submit that often, very often, the child desires the activity, and perhaps even solicits it, either because of a natural curiosity … or because he or she is homosexual and innately knows it. … And unlike girls or women forced into rape or traumatized, most gay men have warm memories of their earliest and early sexual encounters; when we share these stories with each other, they are invariably positive ones.

That’s why “man-boy love” has been celebrated in homosexual culture through the centuries, that’s why there’s a page listing “Historical pederastic couples” on a gay Wikipedia site, and that’s why George Takei could speak glowingly of his first sexual encounter at the age of 13 (with a 19-year-old male camp counselor), at a time when he admits he didn’t know he was gay.

In this light, the outrageous statement by philosopher Michael Foucalt, arguing for lowering the age of consent, doesn’t sound as outrageous: “It is quite difficult to lay down barriers [particularly since] it could be that the child, with his own sexuality, may have desired the adult.”

Ah yes, it was the child asking for it again. This too is sickening beyond words.

The reality is that children, especially pre-teens and young teens, are tremendously impressionable and malleable, as confirmed by this account shared by a Christian family activist (reflecting on his pre-Christian youth):

When I was about 14 or 15, I spent an afternoon smoking pot with a ‘gay’ guy in his 20’s who explained that young people during puberty have a very fluid sexual identity and how easy it had been for him to turn young teen boys into sex partners … A confirming study I later saw said 25% of young teens suffer same-sex confusion but most grow out of it naturally by the end of adolescence.

Ex-gay Robert Lopez, raised by his mother and her lesbian partner, had this to say:

In a society soaked in porn where sexual orientation is discussed openly in front of small children, there will certainly be 12- and 13-year-olds who think they want sex and think they are ready for it. When we discuss ‘gay identity’ with 6th graders, which is very common, what are we discussing? We are talking about sexual acts. Perhaps people need to stand up and resist the Human Rights Campaign’s recent push to force such curricula on elementary and middle schools.

It is truly distasteful to speak of such things, but speak about them we must, given the ever-increasing scope of gay activism, especially in our children’s schools. And with the terribly painful issue of childhood sexual abuse coming to the fore in recent days, let’s use this as a teachable moment.

Informations kvababbelse overfor Kevin Spaceys ud-af-skabet afledningsmanøvre rammer ved siden af målet. Uforholdsmæssigt mange homoseksuelle har fået deres debut som mindreårige med en voksen mand (se Ryan Sorbas deprimerende undercover interviews). Kevin Spacey er en af dem og hans forkvaklede logik tilsiger ham, at han kan forgribe sig på en mindreårig. Det har han lært af sin mentor, det ser han bekræftet i homomiljøerne og det tillader hans stjernestatus ham i showbusiness.

Sumpen dræner sig selv

Diverse — Drokles on November 1, 2017 at 4:21 am

Trumps tidligere kampagneleder og ivrig Washingtonlobbyist Paul Manafort er blevet sat i husarrest, som rygterne har svirret hele weekenden, og dette var overskrifterne på Danmarks Radio

skc3a6rmbillede-2017-10-31-kl-081747

Som man kan se, kan man ikke bruge Danmarks Radio til noget, hvis man vil forstå den politiske udvikling i USA. Der findes stadig ikke skyggen af bevis for at Trump har handlet med Rusland for at vinde præsidentvalget. Derimod findes der beviser for at Demokraterne har finansieret ‘the Trump Dossier’ med historierne om prostituerede tisselege i Moskva baseret på suspekte russiske kilder. Og det var Obamaregeringen med Hillary Clintons velsignelse, der overgav 20 af USA uran produktion til russiske interesser, mens Clinton Foundation modtog 145 mill dollars far de indvolverede firmaer og Bill Clinton modtog det dobbelte foredragsgebyr, for en tale han holdt for en af de indvolverede russiske banker, nemlig 50.000 dollars.

Der er intet nyt i anklagerne mod Trump tidligere kampagneleder Paul Manafort, hvidvaskning af penge, skatteundragelse, falsk vidneudsagn, samarbejde med udenlandske interesser, som han har hemmeligholdt og den slags, men intet om Trump og hans påståedesamarbejde med russerne. Men anklagerne mod Manafort, skal presse ham til at levere inkriminerende oplysninger om andre i Trumps kampagne, hvis ikke imod Trump selv, mod at undgå fængsel. Svagheden ved det system er, som Dershowitz udtrykker det, at begge parter kan blive så desperate efter at lave en aftale, at vidnet ikke blot synger, men komponerer.

Men selv om mange håber dominobrikkerne falder en efter en til det Hvide Hus, så er Washington med Tucker Carlsons opsummerende ord “awash with foreign money”, hvor det har vist sig så pikant af formanden for den ene præsidentkandidat kampagne samarbejdede med broderen til den anden præsidentkandidat kampagne for at berige sig selv i dølgsmål ved at fremme en fremme stats interesser

Trey Gowdy, formand for Committee on Oversight and Government Reform, kritiserer Mueller for at der er lækket oplysninger fra hans efterforskning, men udtrykker stor tiltro til hans hæderlighed og kompetence. Andre er ikke så sikre, som Mark Levin

“If these are serious charges, the statute of limitations would’ve legitimately run out on the earlier years that they’re talking about, with respect to the conspiracy charge.”

Listen:

Special counsel Robert Mueller was serving as FBI director while Manafort was allegedly engaged in this criminal activity. The question, Levin asks, is why wasn’t a case brought against Manafort when Mueller was in charge of the FBI and the statutes of limitations a non-issue?

“That means somebody dropped the ball,” Levin said.

“And furthermore, Donald Trump had nothing to do with any of this,” he added. “This predates his campaign. This predates his announcement that he’s running for president of the United States. There’s no Donald Trump world involved in anyof this.”

Forleden refererede jeg til Danield Greenfield, der konkluderede at fabrikationen af ‘the Trump Dossier’, blot var det seneste udtryk for magtmisbrug, som Demokraterne og især Clinton parret har opdyrket. Newt Gingrich er ind på samme logik og minder om, at intet ville være blevet afsløret, hvis ikke det var for Hillary Clintons nederlag til Trump, men at det nu er sandhedens time for Muellers renome

“Mueller’s strategy is clear” skriver Peter Flaherty direkte mistroisk i Daily Caller “He has to rescue himself, Comey, McCabe, Rosenstein and others from their complicity in Hillary’s dealings with the Russians.”

In July, Comey preemptively exonerated Hillary despite her maintenance of a private email server and mishandling of classified material. By accusing her of being “extremely careless,” he purposely distracted attention from the context of the emails. Hillary and Bill Clinton operated an aggressive shakedown operation of domestic and foreign interests, many of which are unsavory and criminal. Concealing the true nature of the operation was at least part of the Clintons’ motivation for the private server.

The outlines of the Uranium One deal were not a secret. Media outlets like the New York Times reported on the U.S. government approval of a partial sale of the Canadian mining company to Rosatom, a Russian firm, while those who benefitted donated to the Clinton Foundation and paid Bill Clinton $500,000 for a single speech in Moscow.

Then came more detailed reports about how the FBI cracked the case of a major Russian effort to penetrate the North American uranium industry through a host of illegal activities, but somehow the whole matter was slow-walked and kept from U.S. government officials who had to approve the Uranium One deal. Mueller and Comey ultimately supervised the probe.

Meanwhile, the FBI’s email investigation was supervised by now-FBI Deputy Director Andrew McCabe, who has significant connections to the Clintons through his wife Jill McCabe. Hillary headlined a fundraiser for a group supporting Jill McCabe’s campaign for the Virginia state senate, as first reported in the Wall Street Journal. The National Legal and Policy Center subsequently exposed more Clintonista support, including from then-Clinton Foundation operative Doug Band who wrote a personal check for $50,000.

The plot thickened last week when the bombshell hit that it was Hillary’s campaign and the Democratic National Committee that paid for the Fusion GPS dossier. Reporters were chagrined to realize that they had been lied to repeatedly for months and months. Hillary now claims that the first she heard of it was when the dossier memo was printed by BuzzFeed in January, a likely lie. As long as this “what did Hillary know and when did Hillary know it” question is of no interest to Mueller, his investigation has no credibility whatsoever. But therein lies the dilemma for Mueller. A real probe of Hillary would mean a review of his own actions and those of his colleagues. He’s cornered.

Korrupte politikere, lobbyister og udenlandske interesse blandet op i ‘deep state’. En slem stank emanerer fra sumpen, som man rører i den. De mange undersøgelser, der er sat i søen initialt imod Trump, vender sig nu mod Demokraterne og resten af sumpen. Imens kan Trump bruge tid på sin nye yndlingsbeskæftigelse, ‘bayonetting the survivors’.

Nogen må have bagtalt Donald T

Diverse — Drokles on October 28, 2017 at 4:15 am

Glem Watergate, det var for amatører, skriver Danield Greenfield i et ‘must read’, venstrefløjens revolutionære celle beflitter sig ikke med at hyre nogle klodsede cubanere til et natligt indbrud ide politiske modstanderes hovedkvarter, for at installere lytteudstyr. Demokraternes sofistikerede metode til at aflytte deres modstander og siden forsøge at delegitimere ham er en hyldest til deres intime indsigt i og kontrol over Washingtons magtmaskineri fortæller Greenfield.

De fleste vil nok huske den besynderlige rapport om Donald Trump, som blev lækket af BuzzFeed, efter at CNN havde rapporteret om dens eksistens. De ved, den med Trump og de pissende prostituerede på et hotelværelse i Moskva. Rapporten var oprindeligt bestilt af en republikaner, som ‘opposition research’, men blev efter Trumps nominering til præsidentkandidat overtaget af Demokraterne, der via firmaet Fusion GPS fik en tidligere britisk efterretningsagent Christoffer Steele, til at færdiggøre den. Steele fandt at Putin regering havde groomet Trump i fem år, med det formål at slå splid i USA som præsident.

The official story is that Steele was a dedicated whistleblower who decided to message an FBI pal for reasons “above party politics” while the Fusion GPS boss was so dedicated that he spent his own money on it after the election. Some figures in the FBI decided to take Steele’s material, offering to pay him for his work and reimbursing some of his expenses. Portions of the dossier were used to justify the FISA eavesdropping on Trump officials and were then rolled into the Mueller investigation.

That is how cells coordinate by breaking up a larger plot into a series of individual actions that just happen to produce the ideal result. Hillary and the DNC hire Fusion GPS. Fusion GPS hires Steele. Steele contacts an FBI pal. The FBI takes up the dossier. And then it’s turned into a pretext for eavesdropping.

But there isn’t supposed to be a link between the Democrats and the eavesdropping.

(…)

The first FISA request was filed in June. It was shot down by the Foreign Intelligence Surveillance Court. That was the same month we were told that Fusion GPS hired Steele. The second FISA request came through in October. That was the month, Steele did his first media interview with Mother Jones.

Two birds were being killed with one stone.

Obama’s Watergate depended on extensive compartmentalization. The process that led to the eavesdropping on Trump officials and their unmasking at the hands of his officials had to appear as ‘clean’ as possible. Susan Rice and Samantha Power could make unmasking requests to the NSA, but they couldn’t be involved in generating the investigation that led to those requests.

Seeding the media with an astroturf campaign through Fusion GPS created the appearance of an organic push to investigate Trump-Russia ties. Targeting the lefty fringe of the media, Mother Jones, The Guardian, would bake in the narrative among a demographic already prone to conspiracy theories.

(…)

Obama’s eavesdropping on Trump didn’t break the norms. They had already been thoroughly broken. The network that is being uncovered, the interfaces between media insiders, top government officials and private interests, demonstrates why Obama Inc. believed that it could get away with it.

It had gotten away with all its old abuses. There was no reason to doubt it could do so again.

Det var processen selv, der bagtalte Donald K.

Anna Mees positive motiver

Diverse — Drokles on October 27, 2017 at 7:53 am

Og så er alle forargede over Ann Mee Allerslevs dispositioner af offentlighedens ressoucer og benyttelse af embedsværkets tid i hendes ihærdige indsat for at mindske sine bryllupsomkostninger. Overforbrug og pamperi, det kan få danskerne, selv københavnerne op i selvretfærdig harme. Allerslev havde spurgt sine politiske kollegaer og fået ja til at låne Rådhuset weekenden over. Allerslevs afløser har også lånt Rådhusets lokaler til en fødselsdagsfest, men vil nu betale for en leje han ikke er blevet opkrævet da han i lyset af den seneste virak “også tænkt, at det var et underligt privilegie”, skriver Ekstra Bladet. Læren er at det var normal praksis blandt politikerne.

Som beskæftigelses- og integrationsminister spildte Allerslev 100 millioner kroner af kommunens skatteborgeres penge i beskæftigelsesprojektet Farvergade, som hun håbede staten ville dække. Men Arbejdsmarkedsstyrelsens regler for refusion krævede at de ledige mødte op på stedet 25 timer om ugen, frem for den halvanden time, som Farvergade-projektet krævede. Det ville være noget af en fest man kunne have holdt for de penge.

Samme sommer kunne man læse at kommunen knaldede 86 millioner kroner af på et bycykelprojekt. Og for de, der ikke ville benytte en af de 1860 by-cykler til 46.000,- stykket, fordi de var tilfredse med deres egen gamle havelåge, tilbød kommunen “at komme hjem til dig for at lappe din cykel kvit og frit, da afstanden til nærmeste cykelhandler ”kan opleves som en barriere”“. Skalten og valten af folks penge, sådan er den politiske kultur i Københavns kommune. Anna Mee blev blot fanget, men alle burde erkende deres del af pamperiet, måske i en #Meetoo bekendelseskampagne.

Den slags overlever vi nok, herregud, jeg ville blot drikke mig ihjel i finere varer end den type høkersnaps jeg smugler med på arbejde for de penge jeg kunne spare i skat. Hvad vi derimod ikke overlever er den skalten og valten med København, som har lagt sig over hele det politiske system, medierne og skræmmende store dele af den københavnske befolkning. Der er f.eks ikke de store overskrifter i den dominerende presse at terroristen Omar El-Hussein, der skød og dræbte to mennesker ved to forsøg på to massemord på hinanden følgende dage i København ved Krudttønden og synagogen “…var kendt af Københavns Kommune”. Men 24 Nyt skriver

”Det er jo blevet afsløret, at kommunen glimrende vidste, at terroristen var på vej ud i en kriminel karriere – og senere, at han blev dømt og fængslet. Han havde ekstreme holdninger og var yderst farlig. Alligevel hævdede man – ifølge medierne – længe i Københavns Kommune, at der ikke var “ikke var nogen sag” på terroristen – hvilket vel næppe kan siges at være i fuld overensstemmelse med sandheden”, siger Finn Rudaizky til 24NYT.

Det var Finn Rudaizky, der som kommunalpolitiker for Dansk Folkeparti, afslørede, at kommunen ikke foretog sig noget effektivt, der kunne forhindre Hussein i at blive terrorist. Papirer som Rudaizy sendte til journalister viste også, hvordan kommunen sendte store pengebeløb til familien.

Da offentligheden fik kendskab til terroristens sagsmappe hos kommunen reagerede kommunens borgmestre – den radikale Anne Mee Allerslev og den socialdemokratiske Jesper Christensen – ved at lade deres forvaltninger indgive politianmeldelse.

Poltianmeldelse mod whisttlebloweren Finn Rudaizky altså. SÅ ved man hvem man betragter som fjender og hvem man betragter som venner. Allerede i 2011 fortalte hun om en politisk sejr i Københavns “kamp mod islamister”

“Det er en sejr for inklusionen, at både Islamisk Trossamfund og Muslimernes Fællesråd tager afstand fra salafisterne. Jeg har inviteret dem, så vi sammen kan finde ud af, hvad vi kan gøre,” siger Anna Mee Allerslev, der også oplyser, at Københavns Kommune har kontakt med bl.a. myndighederne i London, der har årelang erfaring med ekstreme muslimer.

Som London præges bybilledet i København også stadigt mere af de erfaringer vi gør os med ‘parts and parcels’. Allerslev kæmpede i samme optimistiske ånd sammen med andre kendisser, for den store moske i Rovsinggade. Hun mente at der var “behov for et sted, hvor alle muslimer – både sunnier og shiaer – og ikke-muslimer er velkomne” (hvilket i sig selv er et besynderligt ønske, thi hvor er muslimer ikke velkomne i København?), men hun meldte pludseligt fra, til indvielseshøjtidelighederne efter virakken om det homofobiske miljø havde præget medierne, under påskud om at hun skulle noget andet og åbenbart mere vigtigt.

Hendes sidste aktion som borgmester var at sende “50 bestyrelsesmedlemmer på kursus i, hvordan de sikrer et sundt religiøst fællesskab” da “københavnske moskéer er vigtige samarbejdspartnere, når det kommer til at forebygge radikaliserede miljøer” som Danmarks Radio formulerede det. Alleslev selv mente at det er vigtigt, at vi klæder dem på til at være gode organisationsfolk“. Og så bliver efterforskningen også lettere for PET.

Målet er at få dem til at være mere aktive i byens idrætsforeninger - for det fremmer integrationen” var Allerslevs ord til TDCs sponsorering af særlige åbningstider i DGI-byen for muslimske kvinder, der væmmes ved at sætte deres ben i flok med vantro. Og om menuerne i børneinstitutioner skrev jeg i 2013

Begrænsning af svin fra Danmark, er ikke at begrænse fødevarer men mangfoldighed, en mangfoldighed, hvis præmisser Anna Mee Allerslev udtrykker i Jyllands-Posten

For nogle er ordentlig service at få lov til at undgå svinekød, for andre er det at få lov til at spise det

Allerslev er helt ærlig i sin uhæderlighed. Hvem skal integreres i hvis kultur og i hvis samfund når “børn, som ikke får frikadeller i institutioner, kan få dem derhjemme“? Alligevel betragter Allerslev indvendinger imod at dansk madkultur bliver censureret fra offentlige institutioner som “hetz” “rettet mod muslimer” og minder om at vi har “nok af reelle problemer i København“. Jovist, men de henregnes jo også som ”hetz” “rettet mod muslimer“.

Nej, venner og fjender og hvad pressen og offentligheden kerer sig om i København, det er ikke svært at gennemskue bag lyrikken. Anne Mee vakte ikke da heller den store forargelse, da hun om politisk vold mod Morten Messerschmidt sympatisører der var mødt op til debatarrengementet “Ordet fanger” sagde

- Jeg synes ikke, at man skal provokere for provokationens skyld, selv om det er folks ret, og det er da klart en provokation for mange, at de dukker op til sådan et arrangement. Men samtidig er civil ulydighed heller aldrig ok

I den forbindelse talte hun også om “meget store fremskridt”, “i de såkaldte udsatte boligområder”. Hvorfor der var behov for fremskridt i områder, der ikke var udsatte, men kun “såkaldte” - når de ikke ligefrem var “selve symbolet på Københavns mangfoldighed” - kræver en radikal logik at forstå. Samme logik, der mener tilstedeværelsen af jøder er en trussel mod mangfoldigheden.

Netop når man har en positiv tilgang til mangfoldigheden, er det lettere at gå til de problemer, der rent faktisk eksisterer, fordi man ikke bliver mistænkt for at have andre motiver” fortalte Anna Mee Allerslev Weekendavisens Søren Willemoes for nogle år tilbage. Fordi man mener sig bedre end andre, kan man tillade sig, hvad man ellers mener er utilladeligt. Ingen mistænker søde Allerslev for at gå hårdt til imamer og deres menighed af socialbedragere, ingen mistænker hende for eksklusion til mangfoldighedsfester, ingen mistænker hende for sympati med politisk vold og ingen mistænker hende for at være en pamper. Vejen til helvede er brolagt af Allerslevs intentioner og resten det politiske og offentlige miljø, der har avlet hende.

USA set fra Danmark

Diverse — Drokles on October 26, 2017 at 8:56 am

De store danske medier har ikke interesseret sig for den eksplosive udvikling i amerikansk politik i deres USA dækning. Der er ingen overskrifter på deres internet-forsider, og følgende er screendump af de øverste USA nyheder. Danmarks Radio fokuserer på afgående republikaneres kritik af Trump

forside-danmarks-radio

Det samme har Politiken

forside-politiken

Og Jyllands-Posten

forside-jp

Jyllands-Posten har dog historien om at det var Demokraterne (og en enkelt republikaner), der finansierede det besynderlige efterretningsdokument, hvor Trump bl.a blev beskyldt for at indleje sig på russiske hoteller daværende præsidentpar Obamas havde overnattet i for så at få prostituerede til at tisse i sengene, bare lidt længere nede. Berlingske Tidende følger de andre avisers fokus ppå de afgående senatorers kritik af Trump og ‘præsenterer’ “talen som hele verden taler om“.

Så danske medier fokuserer på altså på, hvilket kaos Trump skaber for det republikanske parti, hvis politiske og økonomiske vækst han er drivkraften bag. Nuvel, alting er en potentiel læringssituation. Selv om Trumps grove stil frastøder så mange som de tiltrækker er han kun et symptom på en splittelse, der er kronisk i det Republikanske parti, skriver Victor Davis Hansen i National Review

Both sides in the civil war favor increased investment in defense and especially missile defense. Both are mostly now foreign-policy realists in the sense that McMaster, Mattis, Kelly, Haley, Pompeo, Tillerson, and most of the cabinet could work in a Marco Rubio administration. Both factions are strong on the Second Amendment. Both favor bans on most forms of abortion. Both like Trump’s judicial appointments. Both oppose identity politics. On illegal immigration, the establishment opposes a wall and likely strict enforcement, but in any national election (see Romney’s 2012 positions), their view sounds no different from Trump’s. On Obamacare, the mainstream is a bit more reluctant to repeal rather than reform, but both sides may end up supporting either.

On security issues, there is not much Republican infighting over Trump’s withdrawal from the Paris Climate Accord or UNESCO, or referring DACA and the Iran deal back to Congress. Interventionists and even neocons are not damning Trump for not landing troops in Syria or not sending enough reinforcements to Afghanistan.

Trump’s views on deregulation, tax reform, and energy production are not controversial among Republicans and conservatives. Trump says he opposes optional wars, but he bombed Syria, empowered U.S. forces to emasculate ISIS, sent a few more troops to Afghanistan, and is not shy about confronting North Korea and Iran.

Immigration and trade are certainly the two chief divides, but in comparison with past Ford-Reagan, Bush-Reagan, or McCain-Bush fights, the differences are not all that great, at least in theory. Trump will probably end up staying in NAFTA and NATO and seek to renegotiate rather than reject most existing trade deals. So far, he has not been as eager to slap on tariffs as was George W. Bush. The wall will likely be built and with eventual establishment congressional support. Many Never Trumpers would privately concede that an honorable man like Jeb Bush would have lost handily to Hillary Clinton.

Hvis man skal skrive om amerikansk politik, kan man lige så godt skrive af fra de, der ved noget, frem for den gamle venstreorienterede garde af CNN, Washington Post, New York Times og den slags msm. Læs Hanson og ignorer gårdsdagens fortællinger.

Står sumpen til at blive drænet?

Diverse — Drokles on October 25, 2017 at 4:35 am

I sidste uge kunne The Hill afsløre, at FBI allerede i 2010 blev mistænksomme på om der lå korruption USAs salg af 20% af sin uran produktion til russiske firmaer. Det bemærkelsesværdige salg, der blev godkendt i dølgsmål er faldet sammen med pengeoverførelser til Bill og Hillary Clintons fond Clinton Foundation fra de involverede firmaer. 145 mill dollars skulle der være tale om. Og samtidig holdt Bill Clinton et foredrag i Moskva, for det dobbelte af hans sædvanlige hyre, nemlig 500.000 dollars.

Året før var FBI kommet på sporet af russiske agenter, der forsøgte at infiltrere Hillary Clintons politiske stab. Disse afsløringer er så meget mere pikante, fordi Hillary Clinton førte en kriminelt skødesløs omgang med fortroligt materiale, som det meste af hendes stab havde adgang til, skønt de færreste var sikkerhedsgodkendte. Hendes nærmeste rådgiver Huma Abedins mand Anthony Wiener blev opdaget med mange af disse dokumenter på sin private computer af en FBI ransagning i en urelateret sexchikanesag.

Fox News fortæller at Republikanske politikere nu har startet “new probes into several Obama-era controversies, covering both the Justice Department’s 2016 handling of the Clinton email case and the administration’s 2010 approval for the sale of a mining company that gave the Russians partial control over American uranium reserves.

Washington Post kan fortælle at det var Demokraterne og ‘Hillary Clintons Campaign’, der betalte for den bemærkelsesværdige rapport om Donald Trumps forbindelser til Rusland og hans interesse i tisselege med prostituerede i hotelsenge hvor daværende præsidentpar Obama havde overnattet.

Fusion GPS gave Steele’s reports and other research documents to Elias, the people familiar with the matter said. It is unclear how or how much of that information was shared with the campaign and the DNC and who in those organizations was aware of the roles of Fusion GPS and Steele. One person close to the matter said the campaign and the DNC were not informed by the law firm of Fusion GPS’s role.

The dossier has become a lightning rod amid the intensifying investigations into the Trump campaign’s possible connections to Russia.

(…)

When the Republican donor stopped paying for the research, Elias, acting on behalf of the Clinton campaign and the DNC, agreed to pay for the work to continue. The Democrats paid for research, including by Fusion GPS, because of concerns that little was known about Trump and his business interests, according to the people familiar with the matter.

The more we learn about Russia, the worse it looks for Clinton” skriver Katie Pavlich i TownhallNewt Gingrich mener at de seneste afsløringer kun er toppen af isbjerget af den korruption, der plager Washington og peger på at tidligere justitsminister i Obama årene Loretta Lynch, vil blive den næste, der er interessant for en undersøgelse.

Trump er Hitler og New York Times er i tovene

Diverse — Drokles on October 21, 2017 at 4:11 pm

En klummeskriver ved navn Charles Blow har i New York Times sammelignet Trump med Hitler, “Trump Isn’t Hitler. But the Lying…“, hvilket National Reviews Kyle Smith gjorde sig ganske lystig over

I can’t emphasize enough how fresh, how novel, how utterly without precedent this Hitler-Trump comparison is. Blow further clarifies that the first three words of the title of his column are something of a ruse, because in fact Trump is Hitler in important respects. Furthermore, to drop this knowledge on the public was to Blow a duty of such moment that it drove him to carry out a godlike act of slamming his truth-boot down through the firmament upon our benighted planet. If, Blow says, some might be shy about comparing Trump to Hitler, “I have neither time nor patience for such tiptoeing. I prefer the boot of truth to slam down to earth like thunder, no matter the shock of hearing its clap.”

I know I’m not the first to say this, but thank you, Charles Blow, and thank you to whatever celestial cobbler made your extraterrestrial boot of truth. Other, humbler writers may offer us, say, a sneaker of accuracy or a moccasin of factualness. Only you could deliver unto us the insight that Trump is the new Hitler with a truth-boot so colossal that it can “slam down to earth like thunder.”

As far as I’m concerned, what Blow has accomplished is not unlike the discovery of penicillin, or the theory of relativity. It is certainly, as he says, completely unheard-of — a “shock,” as he puts it — to hear someone compare Trump to Hitler. The intellectual history of our age must henceforth be divided into the period before and after Blow built the conceptual framework connecting Hitler to Trump for the very first time.

Jeg vil anbefale det i sin helhed. Men der var et par andre reaktioner på denne trættende idioti, som jeg vil citere fra, fordi de indeholder større og mere generelle analyser. I Pajamas Media erkender Tyler O’Neil, at Trump lyver med en bekymrende skødesløshed og bare forkaster korrektioner med “‘people think’ or ’some say.’”. Men løgne er hverken unikt for Trump eller Hitler

Many in the media have repeated the blatant falsehood that Barack Obama’s presidency was scandal free. When Obama himself denied any wiretapping of Donald Trump or members of his campaign (a claim now known to be false), he used an Orwellian twisting to claim innocence.

Similar massive lies have become mainstream background knowledge for the liberal press. Unscientific assertions about climate change being “100 percent” manmade, claims that one in five women will be sexually assaulted on college campuses, and of course the gender pay gap are often uncritically accepted, despite being just as false as Trump’s claims.

Og på samme Pajamas Media går Andrew Klavan videre med den pointe og vender sig mere direkte imod journalister og Blow selv

No, Trump is not not Hitler because he tells lies. Says Blow: “Just this week, Trump told the colossal lie that ‘President Obama and other presidents, most of them didn’t make calls’ to the families of fallen soldiers.” Wow. That really is not not Hitlerian! Unless, of course, what he meant (which seems to me probable) was that Obama and other presidents didn’t always make calls. In which case, the colossal lie would be something else. Like the truth.

But it’s hard to tell what Trump really meant because he’s kind of inarticulate. And because no reporters ever ask him what he meant because that would hamper their ability to take every unclear thing he says in the worst possible way. Like when Trump said that horrible thing he never said about there being very fine people among the white supremacists at Charlottesville. When you read the transcript, it’s quite clear that what Trump meant to say was that there are very fine people who don’t want statues to be torn down. “You also had some very fine people on both sides…. You had people in that group that were there to protest the taking down, of to them, a very, very important statue and the renaming of a park from Robert E. Lee to another name.”

“Now, of course, Charles Blow is not Hitler. But the lying…”. Ja, løgnene, de har en motivation, der stikker dybere end en dårlig vane. Veritas Visuals fortsætter med at afsløre det absurde had til alt Trump, der gennemsyrer arbejdskulturen på New York Times

Venstrefløjens ‘rape pass’

Diverse — Drokles on October 20, 2017 at 11:57 pm

Donald Trump fortalte at han havde kendt Weinstein i lang tid og han var “not at all surprised” til hvilket Jelani Cobb i The New Yorker “Game, as they says, recognizes game”. Det synes at være begrænsningen for venstrefløjen, at associere, hvad der ligner en sexforbryder ikke bare i egne rækker, men beskyttet igennem årtier af selvsamme rækker, med deres politiske modstandere.

Og beskyttet bliver det, helt instinktivt. “You’re damaging an entire industry!” afbrød mediepersonligheden Barbera Walters for et par år siden Corey Feldmans advarsel til børn og forældre, der havde stjernedrømme i Hollywood. Corey havde fortalt om pædofile netværk, “still working, they’re still out there, and that are some of the richest most powerful people in this business”. Så vi har et miljø i benægtelse.

Ethvert moralistisk foretagende korrumperes let, fordi moralisme er er aggressiv og tvinger kritik i defensiven på forhånd. Nogle moralistiske institutioner er lette at gennemskue fordi der med tiden er opbygget et sprog for kritik og fordi der er en historie af hykleri at pege på. Den Katolske Kirkes manglende handlekraft når det kommer til pædaraster i præstekjoler (ironisk er der en del Hollywoodfilm om netop dette emne), der har udnyttet lokalsamfundets tillid. Eller televangelister, der er usmageligt skinhellige helt ind i folks stuer indtil de er i nyhederne for at have vælte sig i prostituerede ‘cross the state line‘.

Venstrefløjen har sine egne kirker og sin egen moralisme, der dyrker identitetspolitik og, hvad Dennis Prager kalder, “The American Libel“, at USA undertrykker alle sine metastaserende minoriteter. Så længe man genfortæller the american libel og lefler for identitetspolitik, så længe er man i salveten og hævet over kritik. Vis en antisemitisk film til FNs Generalforsamling og alle bærer over med rygterne om hans udskejelser en stund endnu. Og det gjorde Weinstein. “[T]he women whom he abused were collateral damage in a culture war” skriver Daniel Greenfield i Frontpage Magazine og Weinsteins magt udsprang af, at han var en vigtig ‘kulturel kriger’ for venstrefløjen

Harvey ran an assembly line on which movies about the left’s latest social agenda were rolled out. If you wanted campus rapes, police brutality, transgender, gay rights, anti-Israel or anything from the Left “R” Us emporium, he made it happen. And the price was ignoring the screams coming from his hotel rooms and the office storage rooms that he allegedly brought women to.

The left paid that price. It paid it, until Harvey wasn’t good for it anymore. And then it came to collect.

Harvey Weinstein didn’t assault women ‘despite’ his leftist politics as the media alleges in its fumbling efforts to connect him to toxic masculinity. He assaulted women because of his leftist politics. It was his politics that made him feel safe assaulting women. And it was his politics that made them feel unsafe about turning him in. How do you take on a man who has Planned Parenthood in his back pocket?

And it was his cultural transgressiveness that won him a pass. The cultural pioneers of the left who break all sorts of sexual boundaries are expected to occasionally transgress boundaries like consent. That’s true across the entertainment industry. And it was true across the counterculture in general.

How many rapes were there at Occupy Wall Street camps and how much sexual harassment was there in the Bernie Sanders campaign? That’s how leftist political and culture wars have always worked.

(…)

The women whom Harvey allegedly abused knew that the media’s rule is that there are no enemies to the left. And Harvey had worked hard to always stay to the left of everyone else. Including his victims.

Jelani Cobb og resten af venstrefløjen genkender ikke deres egne lus på gangen så Weinstein “got the same “rape pass” that Ted Kennedy, Bill Clinton and other top lefties did”.

Hollywood mod USA

Diverse — Drokles on October 20, 2017 at 2:17 am

Det er blevet bemærket at Hollywood ikke er et sted for Konservative og med afsløringerne (de første) om den succesfulde filmproducent Harvey Weinsteins forulempelser af kvinder kan vi se, hvem det så er et sted for. Et sted hvor venstrefløjsere, der hader sit eget land, trives.

Mariel Hemmingway er nok mest kendt for sin rolle, som Woody Allens 17 årige kæreste i filmen Manhatten, Ed Begley Jr for en lang række mindre roller især på TV og Susan Sarandon behøver ingen kommentarer. Alle tre er interesseret i ting som miljø og klima og minoriteter  og alt andet end USA.

Det kommer frem i denne tre år gamle undercover dokumentar fra James O’Keefes Veritas Visuals. Her tror de at de bliver kontaktet af en arabisk oliebaron, der vil medfinansiere en anti-fracking film. Oliebaronen, der selv er en skuespiller, er meget klar i spyttet; han vil ødelægge USAs energiuafhængighed ved at underminere accepten af olie- og gasudvindingsmetoden ‘fracking’. Men da de har samme fjende, burde et samarbejde kunne lade sig gøre.

Set i backspejlet ville det have været mere morsomt, hvis det havde været en russisk oligark, der ville finansiere en anti-fraking film, frem for en arabisk prins.

New York Times med frygt og forudindtagethed

Diverse — Drokles on October 18, 2017 at 6:34 am

Der er sagt meget om CNNs arrangerede virkelighed men det er langt fra det eneste nyhedsmedie der driver politisk kampagne ved at redigere og sortere i virkeligheden.

New York Times har deres egne strukturelle problemer med objektiviteten, som Bent Blüdnikov kunne fortælle tilbage i april måned

Man blandede lystigt holdninger ind i nyhedsartikler for at skrive negativt om Trump og avisen støttede både i kommentarer og nyhedsartikler Hillary Clinton. Efter valget indrømmede avisens udgiverr Arthur Sulzberger Jr , at noget var galt:

»Efter et så uregelmæssigt og uforudsigeligt valg er det uundgåelige spørgsmål: Ledte Donald Trumps ukonventionelle stil os og andre nyhedsmedier til at undervurdere hans støtte blandt amerikanske vælgere?« Sulzberger påstod selvfølgelig, at avisen havde behandlet begge kandidater retfærdigt, men skrev så, at avisen ville »genoptage avisens fundamentale mission og det er at reportere om Amerika og ´verden uden frygt eller forudindtagethed.« Altså alligevel en indrømmelse.

At avisen havde manipuleret med nyheder og opinionsundersøgelser og således ikke bragt nogle, der var til fordel for Donald Trump, var åbenlyst for enhver. Avisen konkurrent New York Posts kommentator Michael Goodwin, skrev om Sultzbergers indrømmelse: »Fordi avisen dæmoniserede Trump fra start til slut forstod den ikke, at Trump havde fat i noget. Og fordi avisen besluttede, at Trumps vælgere var en værre samling racistiske bønder og homofober, anede den ikke, hvad der foregik blandt de amerikanere, der valgte den nye præsident.«

Michael Goodwin gjorde opmærksom på, at skævridningen i avisen ikke var nogen tilfældighed, men en bevidst redaktionel linje, som avisens medarbejder Jim Rutenberg allerede i august 2016 havde indrømmet, fordi avisens journalister så Trump som »en anormal og potentiel farlig kandidat.«

Og de problemer eksponeres i disse uger af Veritas Visuals

Dan Gainor bliver interviewet på Breitbart, om hvorledes mediernes click-bait journalisme synker dybere, hvad der er et lyt værd.

NB: TV stationen NBC sad ikke blot længe på historien om film producenten Harvey Weinsteins seksuelle forulempelser og potentielle voldtægter af kvinder i Hollywood, men arbejde aktivt på at kvæle historien i vuggen, skriver Hot Air. Og som om det ikke var nok, så var NBC også den eneste TV station der ikke nævnte Weinstein i deres aften nyheder og den følgende dag, rapporterede de blot kort, at Weinstein havde benægtet nogle anonyme og diffuse beskyldninger.

Men det er åbenbart kulturen hos NBC, der heller ikke ville rapportere den tidligere gymnast Dominique Moceanus sexanklager mod sine trænere. Dominique Moceanu er Olympisk guldvinder og NBC ejer rettighederne til OL, skriver Townhall.

Lock her up!

Diverse — Drokles on October 18, 2017 at 5:30 am

The Hill rapporterer, hvad der kan blive en ganske stor historie. En historie der nok vil glæde venstrefløjen og Demokraterne fordi Weinstein og hans Hollywood elite vil falde lidt ud af rampelyset, men sikker ærge selvsamme venstrefløj og Demokrater, fordi, skønt den handler om korrupte russiske forbindelser, så er de Hillarys og Obamaadministrationens. Det handler selvfølgelig om hvorfor USA lod Rusland få del i dets Uranbeholdning

Before the Obama administration approved a controversial deal in 2010 giving Moscow control of a large swath of American uranium, the FBI had gathered substantial evidence that Russian nuclear industry officials were engaged in bribery, kickbacks, extortion and money laundering designed to grow Vladimir Putin’s atomic energy business inside the United States, according to government documents and interviews.

Federal agents used a confidential U.S. witness working inside the Russian nuclear industry to gather extensive financial records, make secret recordings and intercept emails as early as 2009 that showed Moscow had compromised an American uranium trucking firm with bribes and kickbacks in violation of the Foreign Corrupt Practices Act, FBI and court documents show.

They also obtained an eyewitness account — backed by documents — indicating Russian nuclear officials had routed millions of dollars to the U.S. designed to benefit former President Bill Clinton’s charitable foundation during the time Secretary of State Hillary Clinton served on a government body that provided a favorable decision to Moscow, sources told The Hill.

The racketeering scheme was conducted “with the consent of higher level officials” in Russia who “shared the proceeds” from the kickbacks, one agent declared in an affidavit years later.

Hele den lange artikel kan med fordel læses, hvis man er til spion-krimier. Clinton Cash tåler vist et gensyn, her med forord af Steve Bannon og forfatteren bag Clinton Cash Peter Schweizer

Chok, dansk medie skriver om Weinstein uden af associere til Trump

Diverse — Drokles on October 17, 2017 at 2:53 am

Informations kulturskribent Christian Monggaard konkluderer i en ellers sober artikel artikel om Weinstein og den enablende tavshed i Hollywood “at realitystjernen over dem alle, Donald Trump, der synes, at det er i orden at rage kvinder i skridtet, stadig befinder sig i Det Hvide Hus”. Politik er showbiz for de grimme, kan man jo selvfølgelig minde sig selv om, men alt negativt associeres til Trump.

Men TV2 modstår faktisk fristelsen til at associere Trump til en Weinsteinlignende sag. Den islandske sangerinde Björk har beskyldt den modvilligt danske filminstruktør Lars von Trier for ’seksuel chikane’ under optagelserne til filmen Dancer In The Dark og istedet for at slippe en Trump kommentar skriver de

[Weinsteins] handlinger er desuden blevet fordømt af både forhenværende og nuværende amerikanske toppolitikere.

Blandt andre tidligere præsident Barack Obama og Demokraternes kandidat ved præsidentvalget i 2016, Hillary Clinton.

Der nævnes to forhenværende politikere men ingen nuværende. Begge er Demokrater og begge har de søgt præsidentposten, den ene succesfuldt to gange, den anden uden succes - to gange. Den siddende præsident Trump nævnes ikke, selv om han også har fordømt Weinsteins opførsel, endda væsentligt tidligere end Clinton.

Både Obamas og Hillary har kaldt Weinstein for deres ven og begge har modtaget “sizable donations” til deres valgkampagner. Obama har endda sendt sin datter Malia i praktikophold hos Weinstein.

weinstein-og-hillary

Hillary har selv haft sine sammenstød med netop Trump under deres intense valgkamp og beskyldt ham for at være “creepy” og have ’stalket’ og intimideret hende under en af deres TV debatter. Og i et interview med BBC sagde hun ifølge Hot Airs John Sexton ligeud “After all we have someone admitting to being a sexual assaulter in the oval office”. Konfronteret med at Trump havde inviteret nogle af Hillarys mand, Bill Clintons sex-ofre til en af debatterne, sagde hun af det ikke var sammenligneligt, “because that had all been litigated,” og ‘det lå i fortiden’.

Hold on a moment, did she just say that had been litigated as if a) all of this was settled in a court and b) Bill was exonerated? In fact, Paula Jones’ claim did go to court and Bill Clinton eventually settled out of court for $850,000. Hmmm, a settlement paid to an accuser in which the accused admits to no wrongdoing. Why does this sound so familiar? The judge in that case also held Bill in contempt saying his deposition in the case was “intentionally false.” She referred him to the Arkansas bar which later pulled his license. So yes, that accusation was litigated but not in a way that looks good for Bill Clinton.

As for the other accusations, Willey’s accusation, that she was groped in the White House by Bill, was undercut by a lie she told the FBI about a relationship with a boyfriend. A judge ruled in 2000 that Bill Clinton violated the Privacy Act in 1998 by releasing letters written by Willey one day after she appeared on 60 Minutes to level the accusation against Clinton.

Finally, the credible accusation of rape made by Juanita Broaddrick has never been litigated but stories published last year made the case that her claims appear plausible. When lawyers for Paula Jones came to her door in 1997, Broaddrick refused to talk to them about the assault but did tell them, “You can’t get to him, and I’m not going to ruin my good name to do it.”

Nu vi taler om fortiden, så donerede Weinstein 100.000 dollars til Bill Clintons forsvarere i Monika Levinsky sagen. ”Bill Clinton… Anthony Weiner… Harvey Weinstein… is Hillary “The Enabler”??” funderede Tucker Carlson.

Castingen af Demokraterne, der har modtaget store donationer fra Weinstein, som moralens vogtere i Weinstein affæren er besynderlig. Trump blev måske ikke nævnt, men træerne vokser ikke ligefrem ind i himlen.

Weinstein, Schmeinstein

Diverse — Drokles on October 15, 2017 at 7:54 am

Skal vi forarges over en gammel gris? Ja, det skal vi senere, fordi det handler om hykleri. Men først skal vi se på noget, som jeg længe har spekuleret over, nemlig hvem har taget dette billede af pop-sangeren Justin Bieber?

justin-bieber

Når du føler dig skidt til mode er det fordi du kan se at billedets seksuelle ladning, ikke er henvendt til småpigers drømme. De meget usmarte underbukser og den stumpede undertrøje (eller tank-top, som det nu skal hedde) fremdrager det barnlige, det uskyldige, der endnu ikke selv- og modebevidst og som vokser ud af sit tøj. Hvorfor er det taget? Til hvem? Hvordan ser resten af billederne ud fra den fotosession?

Og hvem var ellers til stede, udover fotografen selvfølgelig? Alle tilstedeværende har haft en eller anden interesse, i deres lille skabning. Som der var interesse for Elija Wood og Corey Feldman. Og ingen finder det grænseoverskridende.

“Everybody wants to be appreciated” sagde Jerry Lee Lewis og i showbusiness er der intet vigtigere. Derfor er Hollywood fyldt op med klammoer. De der kommer for at udnytte andre og alle de, der lader sig udnytte. Og tilsammen flytter de miljøets moralske tolerance, for alle leder de efter den chance, der kan skabe dem, eller holde dom på toppen. Det er en forurenet gensidig afhængighed midt i en benhård konkurrence og begrænsede ressourcer.

Husker nogen de stående ovationer da Roman Polanski fik en Oscar? Polanski var der dog ikke selv, han var i eksil. I 1977 fyldte han en 13-årig pige med stoffer og voldtog hende efterfølgende. Pigen var blevet lovet en foto-session. “Toward the end it got a little scary, and I realized he had other intentions and I knew I was not where I should be” vidnede pigen i retten.

I filmen Godfather kulminerer et sammenstød mellem to klammoer med et hestedrab. Den ene klammo er Johnny Fontaine, der er desperat efter af medvirke i en bestemt film, produceret af Jack Wolz, Fontaine mener kan genoplive hans skrantende sangerkarriere. Han er empowered af sin mafiafamilie, der straks sender consigliere Tom Hagan for at give Wolz et tilbud han ikke kan afslå. Den anden klammo er Wolz selv, der til Hagen forklarer hvorfor Fontaine ikke må medvirke i Herfra Til Evigheden

You don’t understand. Johnny Fontane never gets that movie. That part is perfect for him. It’ll make him a big star. I’m gonna run him out of the movies. And let me tell you why. Johnny Fontane ruined one of Woltz International’s most valuable proteges. For three years we had her under contract, singing lessons, dancing lessons, acting lessons. I spent hundreds of thousands of dollars. I was gonna make her a big star. And let me be even more frank, just to show you that I’m not a hard-hearted man, that it’s not all dollars and cents. She was beautiful! She was young, she was innocent. She was the greatest piece of ass I’ve ever had, and I’ve had ‘em all over the world. And then Johnny Fontaine comes along with his olive oil voice and guinea charm and she runs off. She threw it all away just to make me look ridiculous. And a man in my position can’t afford to be made to look ridiculous.

Wolzs forfængelighed er selvhenførende. I bogen har Fontane forgrebet sig så voldsomt på pigen, at den vordende stjerne, er flygtet helt ud af branchen, hjem til sin mor. Really not acting like a man.

Det første billede vi ser af Wolz, krammer han en vordende ung, lidt for ung, stjerne. Det sidste billede vi ser, skriger han med Khartoums afskårne hoved i sin seng.

img_0468

Hillary, Felter Rasmussen og Kübler-Ross

Diverse — Drokles on October 13, 2017 at 4:27 am

Der siges for meget om amerikansk politik i danske medier, ikke mindst her på Monokultur. Ret beset burde det rage mig en lang march, hvad Hillary, som jeg bare er på fornavn med, næsten uden at skamme mig, foretager sig, så længe den til enhver tid siddende præsident sætter verdens bøller på plads. Men man bliver let fanget i denne proxydebat, især når venstrefløjen insisterer på at spille deres værste kort på en dårlig måde.

Forleden følte jeg mig så overlegent befæstet i mine fordomme, at jeg nonchalant konkluderede, at Hillary ikke har indrømmet sine egne fejl i den bog hun skrevet - uden at jeg har læst en linje (jeg har dog hørt hende selv læse lidt op fra bogen, så desværre er jeg ikke purt uvidende, som det var min ambition). Enstemmigheden i anmeldelserne fra højre til venstre flugter fuldstændig med hendes egne udtalelser i de mange interviews hun giver på sin salgsturne gør at en diskrepans nok var blevet fanget. Og end ikke hendes tilhængere har løftet et eneste argument, der kunne understøtte ideen om selvkritik, endsige selverkendelse.

Så det er i samme triumferende humør jeg vil lyste mig over Anne Grethe Felter Rasmussens anmeldelse af Hillary Clinton, What Went Wrong, en bog hun faktisk har læst.

Og baseret på den anmeldelse kan jeg med sikkerhed konkludere, at mine fordomme, et andet ord for hendes egne udtalelser, om Hillary er blevet eftertrykkeligt  bekræftet: Hillary Clinton indrømmer ingen egne fejl i valgnederlaget. Lad os se på beviserne, som Felter Rasmussen selv fremlægger dem

Hun går over spørgsmålet igen og igen – og så en gang til, og som hun siger, ”You can blame the data, blame the message, blame anything you want – but I was the candidate. It was my campaign. Those were my decisions.”

For et par dage siden anholdte jeg selv det særlige sprog, der ikke består banalitetstesten (”mine fejl – (…) er mine og mine alene” - Ja, hvis ellers?). Hun indrømmer intet andet end at hun stillede op, og at det var hendes beslutning. Og hun siger ikke ‘Don’t blame the data etc, for den slags er gængse vilkår’. Det er ikke en indrømmelse at hun selv var medskyldig i nederlaget.

Og når vi læser lidt længere i Felter Rasmussens forsøg på at løfte bevisbyrden, citeres Hillary selv med en kvalificering af forskellen mellem “my decisions” og hvad du “can blame

Hun mener ikke, forståeligt nok, at hun var dømt til nederlag. Hun minder om, at hun vandt ’the popular vote’ med næsten tre millioner stemmer, men hun vil godt erkende, at der var ”a fundamental mismatch between how I approach politics and what a lot of the country wanted to hear in 2016. I’ve learned that even the best plans and proposals can land on deaf ears when people are disillusioned by a broken political system and disgusted with politicians. When people are angry and looking for someone to blam, they don’t want to hear your ten-point plan to create jobs and raise wages. They want you to be angry too.”

Det er hvad erkendelse er for Felter Rasmussen og resten af venstrefløjen, ikke blot når det drejer sig om Hillary. ‘Mismatched’ mellem hvad Hillarys tilgang og hvad Folket ville høre var, at hun havde ‘de bedste planer og forslag’, men at folk ikke ville lytte - det var Folket der ikke ville lytte, deres fejl! - fordi de var desillusionerede, systemet var ødelagt (drain the swamp?), politikerlede, vrede, ledte efter syndebukke. Og i denne tilstand kunne de altså ikke fatte Hillarys geni.

“Men som hun siger, så jo, hun har forstået, at millioner og millioner af mennesker ”bare ikke kan lide mig.””. Så lidt faktisk, at man troede det var løgn, da en tilfældig kvinde var glad for at rende ind i hende. ”Det virkede som om Trumps vælgere stemte imod mig snarere end de stemte for ham.” konkluderer Hillary uden åbenbart at komme videre med den tanke.

Resten af anmeldelsen går samme selvmodsigende vej. “Hun er en dygtig og en professionel wonk, men opbragt er hun ikke” skriver Felter Rasmussen og har glemt, at hun tidligere har skrevet “Hun har også både grædt, raset, smidt ting mod sit TV, drukket Chardonnay”. Nej, drunken rage er ikke at være opbragt for “er der noget, Clinton ikke kan mestre, er det vrede“.  (Felter Rasmussen skriver i samme moment, at Hillary har “forsøgt sig med vejrtrækning på yoga-måden, ud og ind ad hvert næsebor – ”prøv det, det hjælper faktisk”, betror hun læserne“. Det hjælper i hvert fald på humøret at se hende demonstrere det.)

Eller denne sætning: “En mand som ikke tager afstand fra teorier om hvidt overherredømme, før hans stabschef vrider armen om på ham, en mand der åbenlyst helst omgiver sig med psykofantiske beundrere”. Psykofantiske beundrere, der vrider armen om på deres idol i en og samme sætning, der endda lyver Trump en racisme på.

Men nu vi taler psykofantisk beundring

Og som Clinton siger, var det lidt svært for hende, når kvinder grædende eller alvorlige kom op og ”tilstod” overfor hende, at de ikke havde stemt eller havde glemt det og så videre. ”Hvordan skulle jeg være den, der ”tilgav” disse kvinder. Man må selv leve med konsekvensen af sit valg,” som hun korrekt skriver.

Ja, det må man, med mindre man ikke vil, og så er fortrængning vejen frem. Fortrængning, hjulpet at chardonnay leder måske til lidt knas med ægtefælden?

Fra at vi nu har set Felter Rasmussen føre bevis for, at Hillary ikke tager ansvaret for sit nederlag på sine egne skuldre, skal vi se på hvorledes Felter Rasmussen, omgår sandheden og realiteterne helt generelt. Som når Felter Rasmussen påstår at “Trump selv og hans støtter” fandt det utænkeligt at Trump kunne vinde valget. “Sandfærdighed er et andet ideal” er et klogt forbehold, som Felter Rasmussen tager, når man taler på en politiker som Hillary, mens Trump “lyver så stærkt som remmer og tøj kan holde“.

Længere ned læser vi sætningen “Men derudover anfører hun også – helt korrekt – at 90 procent af de registrerede republikanske vælgere endte med at stemme for Trump.” Det skal simpelhen fejres med et indskudt ‘helt korrekt’ i sætningen, når  man finder et eksempel, hvor Hillary omgår sandheden idealt.

Det, der interesserede mig mest som læser, var ikke optakten, historien om, hvorfor hun besluttede sig for at stille op, ej heller de fyldige beretninger om, hvordan hun endte i politik og hendes tidlige liv sammen med Bill Clinton eller selve valgkampen – hvor hun gør en del ud af, at hun rent faktisk var ude til valgmøder og at hun holdt møde efter møde og tale efter tale for vælgerne i det normalt sikre demokratiske rustbælte (hvor hun som bekendt tabte til Trump).

Her står beskrevet, uden nogen som helst erkendelse, at det lykkedes for Trump at overbevise normalt sikre Demokrater, at han var et bedre valg end deres egen kandidat. Efter at have hørt hende fremlægge “the best plans and proposals”.

Her står tillige beskrevet, hvorfor ‘the popular vote’ ikke ville have reddet Hillarys valgkamp. Trump kunne vinde Demokraterne, som hun knap kunne mobilisere. Og hun kunne slet ikke vinde Republikanere, hvis elite drev deres egen #NeverTrump kampagne imod Trump, han også besejrede. Den pointe bliver udbygget af Felter Rasmussen, der skriver at “mens masserne rasede mod Clinton ved vælgermøderne, var der ikke samme folkelige raseri mod Trump.” Netop.

Og det er ikke den eneste gang, Felter Rasmussen ikke ser valget som eliten mod folket, mens hun begræder hvorledes eliten svigtede Hillary ved ikke at holde folket i ave. “Clinton fik folkets foragt at føle mens Trump udelukkende følte elitens“. Ja. Og videre

Trump blev rigtig nok analyseret sønder og sammen af den liberale elite. Men æggehovederne har det med at udtrykke sin foragt på anden vis. Gennem alenlange artikler i The New Yorker, Washington Post eller New York Times. Eller i diskussioner på MSNBC eller i politiske programmer på TV-stationerne. (…) For eliten går ikke på gaden – det skete først til en vis grad med ’The Womens’ Marches’ efter valget, hvor både almindelige kvinder og en hær af berømtheder marcherede i USA’s og verdens storbyer.

Det sidste først, for hvad handlede den hær af berømtheder og almindelige menneskers march om? Pussyhats. Efter at Hillary havde præsenteret de bedste planer og forslag, så var det eneste man kunne samles om at Trumps er en entusiastisk fjabbeklapper. Mene, mene tekel ufarsi, Hillary.

Æggehovederne kaldte på en anden modstand, end den demokratiske fordi Trump var en anden type kandidat og så kunne politisk vold godt forsvares. På gadeplan blev den visdom cirkuleret som løbesedler hvor der bl.a stod “Fascism wants us to peacefully resist” - en ganske Felter Rasmussensk slutning.

Men Hillarys mere fladpandede tilhængere gik faktisk på gaden, hvor de overfaldt Trumps tilhængere igen og igen når ham holdt sine vælgermøder, hvilket medierne ignorerede - næsten lige så stædigt som Felter Rasmussen. Og straks Trump havde vundet kom Cher frem på gaden i Oakland i en demonstration, der hurtigt endte i hærværk og kampe med politiet.

Vold mod Trumps tilhængere og gadekampe med politiet, er den gennemgående march i gaderne. Og så læser man følgende til slut i Felter Rasmussens anmeldelse

Så bogen slutter med ”modstands-kapitlet”; hvor går demokraterne hen nu og hvordan vil den såkaldte modstandsbevægelse mod Trump tage form? Clinton er optimist.

Trump “omgiver sig med psykofantiske beundrere”, skriver Felter Rasmussen - helt uden ironi.

Zionisme: Islam approprierer jødedommen!

Diverse — Drokles on October 11, 2017 at 4:32 am

Det viser sig, at muslimer hader zionisme endnu mere end jøder. Jøder kan man nemlig dhimmificere og så går alt sin skæve gang i det muslimske samfund, med en voldelig opstand i ny og næ. Zionismen derimod hævder en historisk ret, der strider direkte imod den muslimske fortælling. “Zionism was vilified long before Israel controlled any Muslim holy sites in Palestine” skriver Rafael Castro i Ynet News og forklarer videre

Contemporary anti-Zionism in the Muslim world reflects fears that recognition of Zionism discredits Islam. Zionism cites memories of exile to claim Jewish rights to self-determination in the Land of Israel. Jewish descent from the exiled Israelites and continuity between Israelite and Jewish religious traditions undergird this narrative.

According to Islamic tradition, the biblical Abraham, Moses, David and Solomon were Muslim prophets. The Israelites were also originally Muslim. The corollary is Islamic supersession, namely the belief that Muslims—and not Jews—are the legitimate heirs to the Israelite faith and homeland. Muslim denial that a Jewish temple existed in Jerusalem reflects Islamic beliefs that the Muslim king and prophet Suleyman built a mosque on the Temple Mount. Islamic supersession is based on the Islamic doctrine of tahrif, which teaches that Jewish and Christian scriptures distort the Islamic message delivered by the prophets of antiquity.

As fanciful as tahrif and Islamic supersession may appear to non-Muslims, these teachings are fundamental in justifying the doctrinal superiority of Islam. These teachings also shed light on the fundamental reason most Muslim states refuse to recognize Jewish ties to Jerusalem and to accept Israel as the homeland of the Jewish people.

Recognizing Israel as the Jewish homeland involves accepting the Zionist narrative. For Muslims, this means engaging with Jewish history and Jewish scriptures on historical terms—not Islamic terms. Doing so leads to recognition that Judaism predates Islam and that Islam appropriated prophetic traditions from Judaism.

For Israel, making peace with Muslim nations is a diplomatic achievement. For Muslim nations, accepting Zionism concedes the precedence of Judaism over Islam. Understanding the theological implications of Zionism for Islam is crucial to realizing why peace eludes Israel. Without these theological implications, Israel would probably be tolerated as a minor nuisance. Due to these theological implications, the Muslim world tends to attribute demonic ambitions to Zionism.

Det forklarer Londonbaserede imam Sheikh Khalid Yasins tirade for nogle år tilbage

Now if you’re talking about the issue of Banu Qurayza, you know when he took hostages, these was people who was plotting and planning, and jumping between, and cutting between, and breaking the treaties, and acting treacherously, and doing all kinds of things, smiling in his face, stabbing him in his back, giving the piece of information, making loyalty with him and breaking it, making loyalty to somebody else, they were doing it then and they doing it now. They’re the same people that we call today, Zionists. We don’t say ‘Jews.’ We say ‘Zionists.’ So there were some Zionists among Banu Qurayza. The Zionists, those enemies, those pigs, those kilab [dogs], those dogs. That’s what they are. We don’t say ‘Jews.’ Muslims, get it straight. We don’t have no beef with Jews.

Our beef is with Zionists. Those are the kilab. Those is the poisoned people. Those is the treacherous people. Those is the ones who want to expand and take the whole world. They don’t care white, black, Christian, nobody. They want the world for themselves, and they believe that everybody’s blood is different than theirs. They are the dogs of the earth. And they was the same people at that time. And Allah subhanahu wa ta’ala [the most glorified, the most high] inspired the prophet sallallahu alaihi wasallam about their plots and their plans and he checked them, so they are going to be put in check again. Soon. But don’t be mixing it up like, you know like the prophet was chopping off heads and rolling in and raping women and taking babies and all that kind of stuff. No, you talking about the Vikings. Y’all understand the Vikings, right? Yeah you talking about the Vikings, you not talking about the prophet sallallahu alaihi wasallam. So don’t be believing the stuff that you be reading, because most of the paper that you’re reading it, it should be in the bathroom.

[...]

Well again let’s go back to this issue of Banu Qurayza, and see what kind of people they were. See how they was dealing with the prophet sallallahu alaihi wasallam before he fought them. See how they was dealing with him while he fought them. See what they was doing. See what they was doing behind his back. See what plotting they were doing. You see, they was cutting between. They was giving out messages. They was working with the enemy while smiling in his face. They had a treaty with him but they were violating the treaty and the prophet sallallahu alaihi wasallam was warned by Allah of what they were doing, even their plan was to kill the prophet sallallahu alaihi wasallam. Their plan was to kill the Muslims. Their plan was always to undermine Islam.

We don’t say ‘the Jews.’ And this is what I want Muslims to understand. We do not curse the Jews, and we do not have hatred for Jews. No. Jews are part of the people Allah calls ahlal kitaab [people of the book], and Allah subhanahu wa ta’ala mentions that among the ahlal kitaab, the people that are nearest to us in love is the people who call themselves nasarah [Christians], and the ones who is the most hatred towards us is the people that say that ‘we are yahud [Jews]‘ but not all the yahuds is like that. And what we should do is we should not cover them with one blanket. When you meet a yahud you don’t say ‘oh they the enemies of Allah.’ No, no, brother, this is wrong. Because there are many yahudis who will become Muslims, if the behavior of Muslims are correct. But the people who call themselves Zionist. Zionists, these is the pigs of the earth.

Muslimer, de lever på en løgn og deres hysteri er derefter.

Lavinformation om skydevåben

Diverse — Drokles on October 9, 2017 at 6:13 am

Det rager jo ikke mig, hvorledes amerikanerne indretter deres samfund, om de vil have guns og private hospitaler eller ej. Jeg kan bedre lide frihed end staten, så jeg har mine sympatier i den interne politiske kamp i USA. Men jeg kan ikke investere mig så meget som Dagbladet Information, der i en leder adresserer den amerikanske våbenkultur, som de dømmer skyldig i søndagens massakre på country-fans i Las Vegas. Faktisk er selve Amerika skyldigt allerede i overskriften.

Bevares, det er fint nok, men man kunne i det mindste sætte sig lidt ind i sagerne, førend man flyver til tasterne. Især når det gælder noget så komplekst, som kultur - og skyld

Der er en stærk og indflydelsesrig våbenlobby i USA, NRA, som i årtier har påvirket lovgivningen og præget befolkningen.

Nu lå det så heldigt, at jeg lige havde læst Kevin D Williamson i National Review, der gør opmærksom på at National Rifle Association er nummer 460 på listen over de største politiske bidragsydere i USA og har knapt doneret mere end 1 mill dollars i valgåret 2016. Ja, “gun-controllers tend to be low-information advocates”, som Rich Lowry gør opmærksom på. Og Information fortsætter da også i den ånd med lav-informative tal, som skal ægge læseren

USA er det land i verden med flest privatejede skydevåben pr. indbygger. Der er ifølge The Guardian 88 privatejede våben pr. 100 indbyggere i USA. Det land med næstflest våben pr. indbygger er ligeledes ifølge The Guardian Yemen med 54. Amerikanerne er således mere bevæbnede end borgerne i lande, som har været plaget af væbnede uroligheder og borgerkrig i årtier.

(…)

Las Vegas ligger i staten Nevada, hvor det er lovligt at bære våben på åben gade, og hvor man kan tage våben med på kasino, til valgsteder og på bar. Man skal nærmest ikke have nogen tilladelse for at kunne købe våben i Nevada. Stephen Paddock havde i alt 23 skydevåben med sig på sit værelse, hvorfra han udrettede sin massakre.

(…)

Ingen af dem var ifølge myndighedernes foreløbige vurdering erhvervet ulovligt.

Det er rigtigt, at antallet massemord med skydevåben korrelerer tilgængeligheden af skydevåben. Men alligevel er USA, landet der flyder med mælk og våben kun nr 94 på listen over flest mord pr capita, 5/100.000. Venezuela, der har meget stramme våbenlove, er nummer 3 med 57/100.000. Tilsyneladende er der ingen korrelation mellem tilgangen til våben og mord- og kriminalitetsraten, og det er da også, hvad et metastudie fandt frem til i 2014 og hvad man kan læse mere om her.

Ben Shapiro tweetede

skc3a6rmbillede-2017-10-09-kl-052459

Og det hænger sammen med, at skydevåben kan bruges til at forsvare sig med, hvad amerikanerne gør mere end 2 mill gange årligt. Peggy Noonan skriver i Wall Street Journal, at amerikanernes forhold til skydevåben er afgjort af deres mistro til myndighederne.

Et eksempel, der måske kendes af Informations læsere var, da latinoen George Zimmerman i selvforsvar skød og dræbte den sorte Trayvon Martin, der var godt igang med at myrde førnævnte Zimmerman, mens han tilstående råbte “I’ll kill you!”. Zimmerman var en del af et naboberedskab og havde dygtigt rapporteret Martins mistænkelige opførsel til politiet, men inden de nåede frem var Martin gået til angreb.

Det er fint at kunne ringe til politiet, men man skal også overleve indtil de når frem.

Fra en fløj, der ikke mener at kan kan stoppe migranter ved grænsen eller gøre noget ved narkosmugling (det sidste er jeg enig i), er det besynderligt at høre deres tyrtro på at man kan holde kriminelle fra at få skydevåben med USAs porøse grænser. Det eneste man kan er at afvæbne en allerede udsat befolkning - og det gælder også negrene!

Information mindes tillige tiden med Obama, den store heler af det amerikanske samfund

Vi har set ham græde over det, vi så ham benytte skyderierne som anledning til at indlede en national samtale om våbenlovgivningen i USA, og vi så ham til sidst give op. Han er blevet citeret for at have sagt til den amerikanske tv-vært Fareed Zakaria, at hans største fiasko som præsident var, at det ikke lykkedes ham at få gennemført en ny våbenlovgivning.

Obamas politiske karriere blev skabt i Chicago, hvor han blev valgt som senator. Chicago, “a gun control experiment gone wrong“, står for  10% af alle masseskyderier (hvor 4 mennesker bliver ramt i samme episode). 19% i juni måned, hvor skolerne holder lukket og skyderne bliver rastløse hjemme i ghettoen. 70 mennesker blev skudt til Thanks Giving og 40 mennesker Julen overDaily Wire skriver om byen

So far in Chicago, where Rahm Emanuel, former chief of staff for Barack Obama, is mayor, there have been 519 murders this year. And there’s still a quarter of the year to go. But the numbers get crazy when totaling “gun violence” victims: In 2015, 2,988 people were victims of gun violence, according to records kept by The Chicago Tribune.

That number soared in 2016. There were 4,368 shooting victims last year, the Tribune reported.

Chicago has some of the most restrictive gun laws in the country, right up there with New York and Los Angeles (lawmakers there bristle when anyone says they have the “most restrictive” in the country, but everyone agrees Chicago’s gun laws are at least “quite restrictive”).

(…)

In July of this year, there 115 people shot in the city — in a single week. And since Emanuel was elected in 2011, the murder rate has risen. In 2012: 509 killed; in 2013 that dropped to 442; in 2014, that rose slightly to 428; then in 2015, jumped to 495; and in 2016, the murder rate soared to 751. The city is on pace for about 700 murders again this year.

Information, low-information advocates. Sad.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress