Ole Hyltoft!

Diverse — Drokles on November 14, 2006 at 1:21 pm

Altid god at læse og her en kronik fra mandagens Berlingske Tidende. Hyltoft går i kødet på de kulturradikale og beskylder dem for, at svigte egne idealer. Efter en yderst herlig og selektiv gennemgang af det historiske forløb - og det skal man ikke snyde sig for at læse, især ikke fordi hans sprog er fuld af gode detaljer, såsom det radikale broderskab - når Hyltoft frem til denne grumme observation:

Så kom den store prøvelse: islams indtog i landet. Islams indhold er strenge leveregler, begrænsning af livsudfoldelsen, beordret ulighed, undertrykkelse - værdier, der går stik imod kulturradikalismens. Gik de kulturradikale nu til modangreb mod islam? Nej. De sagde: Hvor eksotisk, hvor charmant, hvor kulørt! Velkommen i vort hus! Find jer en god plads med mulighed for ubegrænset udvidelse. Jaså, I tror på Allah. Det lyder pikant. Vi er sådan set imod overtro her på Bjerget. Men hvis Allahs profet ikke må tegnes hjemme hos jer, må vi nok også forbyde at han tegnes her. Og hvis denne Muhammed ikke kan lide, at drenge og piger bader sammen, så forbyder vi da fællesbadning. Osv.

Fra Tøger Seidenfaden til Klaus Rifbjerg, fra Uffe Ellemann-Jensen til Svend Auken tog de kulturradikale ufrihedens, censurens parti. De forrådte deres idé.

Henrik Stangerup havde sagt: »Kulturradikalismen er snæversynet og i strid med ægte frisind«. Det blev nu bekræftet. Og Hirsi Ali har ret i, at »venstrefløjen ikke vover at kritisere islam. Kvinder som mig får støtte fra højre side, de venstreorienterede lader os i stikken«.

Ja, sådan er det blevet. Dagbladet Politiken, der engang havde en chef, der gik i fængsel for ytringsfriheden, vender sig nu mod den. Formanden for Europas socialdemokrater, Poul Nyrup, lægger sig på knæ for en arabisk oliesheik og undskylder Jyllands-Postens uanstændige tegninger.

Den ytringsfrihed, de kulturradikale burde være forrest til at forsvare, er der minsandten en del af kirken, Tidehverv, der kæmper for ved at forlange blasfemi- og racismeforbuddene afskaffet. Og islams kvinde- og seksualundertrykkelse, som burde være de kulturradikales mærkesag, er det først og fremmest Dansk Folkeparti, der bekæmper.

Man mister sin barnetro i disse år. I dag er de kulturradikale kun radikale i deres arrogante forsvar for undertrykkelsen.

Jeg tror at grunden til Hyltofts barnetro har lidt skade er falsk varebetegnelse. Kulturradikalismens kan ses, enten som et sæt værdier, der bunder i en liberal opfattelse af frihed eller som et opgør med indgroet og forstokket vanetænkning (jeg er ikke bange for pleunasmer, thi jeg har læst koranen og det er stor litteratur) og som et opgør hører den historien til, da kulturradikalismen vandt over den gamle konservative forestillingsverden. Men der er en ting det ikke er: en klub man kan melde sig ind i og på den måde få lod og del i gamle historiske bedrifter. Det er den samme følelse jeg får, når jeg hører unge socialdemokrater sige at de har bygget velfærdssamfundet. Gu har du ej, kammerat, du har fået S.U til du var 28!

Og det er hvad Metz og Rifbjerg og parnasserne tror, at de kan. Ryge lidt fed på en trappe eller være underfundigt perfid klummeskriver og straks er man med hos PH og skriver “Man binder os på mund og hånd” eller hvad ved jeg, men gu har man ej! Man har lært af de gamle og i samme øjeblik, at man gør som sine idoler, har man allerede forladt deres eksempel.

Sagen er, at hvor de gamle kulturradikalister tænkte selv, på godt og ondt, prøver dagens kulturradikale at følge den, af de gamle, slagne vej, for de er grundlæggende en anden type mennesker. De er den type mennesker, der altid vil prøve at indynde sig hos det herskende kleresi og derfra moralisere og dømme andre, for intet andet end gæden ved dommen selv. De næres af at dømme andre mennesker.
Og måske er det netop denne spejling i Islam de kan se: et totalt system bygget på dommen over mennesket. Hvor magten i samfundet, er givet til mennesker der med den største ildhu, dømmer de der falder udenfor den af Allah givne moral eller træder skævt i forhold de strenge sociale kodeks.Her får man oven i købet lov til at uddele stokkeprygl, eller hvad der er endnu mere fint, få andre til det at uddele stokkeprygl.
Her har Hyltoft meget præcist formuleret præmissen for et demokrati, eller et frit samfund, som han kalder det.

For at vi tør vove os ind i frihedens og fællesskabets gyldne og sårbare verden, må vi føle os trygge. Trygge mod repressalier, hvis vi går omkring og siger, hvad vi finder rigtigt. Trygge mod at blive straffet af ortodokse rettroende som islams helte med bombebælter om livet og knald i låget. Trygge mod statsmagt, arbejdsgivere eller hvem der ellers er vores overhoveder.

Det er jo dét! Sæt ikke dit lys under en skæppe, hedder det hos Kritus, fordi vi alle får glæde af det.

1 Kommentar »

  1. [...] Ha, ha, ha, ha, det kommer aldrig til at ske, for den type mennesker er så skide dovne og selvoptagede, at den eneste gavn de gør er deres egen. For mere viden om denne type mennesker henviser jeg til Ole Hyltoft!. [...]

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress