Lone Nørgaard har en glimrende kronik i Jyllands-Posten om hvorledes det er lykkedes palæstinenserne at fremstille sig selv som ofre og Israel som skurken.

En af hovedgrundene er FN, hvis generalforsamling er styret af omkring 50 muslimske lande plus deres olieafhængige klienter.

FN har vedtaget, at Gaza og Vestbredden er “besatte områder”, men nøgternt set er Gaza og Vestbredden ikke mere besatte end de 210.000 kvadratkilometer, som Sovjetunionen erobrede under Anden Verdenskrig, hvoraf Rusland nu har arvet 108.000. Uden at blinke har FN besluttet, at disse områder er en del af Rusland, så de er ikke besatte. Hvorfor er de ikke det, når Vestbredden og Gaza er? Svaret finder man hos FN-organisationen UNRWA - The United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Selv om organisationen spiller en nøglerolle i konflikten, er den næsten ukendt for de fleste.

Hvilket er ikke så lidt ironisk, fordi det netop er denne organisation, der har store aktier i at holde heksekedlen i Mellemøsten i kog.

UNRWA blev oprettet i 1949 og var tænkt som en midlertidig foranstaltning til gavn for arabiske flygtninge. Men organisationen består endnu, og i stedet for at få de flygtede arabere integrerede i andre arabiske lande dyrker UNRWA dem som martyrer med ganske særlig status - som oftest i tæt parløb med de arabiske lande.

Palæstinenserne har nemlig fået rettigheder, som ingen anden flygtningegruppe har, og derfor vokser deres antal, mens alle andre flygtningegrupper efterhånden bliver mindre og mindre på grund af naturlig afgang og assimilation.

Ingen anden flygtningegruppe udover palæstinenserne har fået en “right of return” (hjemvendelsesret), som ifølge araberne selv inkluderer tilgiftede og ikke kun flygtninge og deres fælles efterkommere.

Kun én gruppe flygtninge i verden har af medierne og politikerne fået blåstemplet deres ret til tilbagevenden, og det er palæstinenserne.

Det gør dem til permanente flygtninge, mens alle andre flygtninge i verden integreres for at få et normalt liv.

Hundredtusinder af palæstinensere og deres efterkommere har nu jordansk statsborgerskab, men UNRWA betragter dem stadig som flygtninge. I stedet for at arbejde for deres optagelse, tilpasning og integration i de nye værtslande dyrker UNRWA de palæstinensiske flygtninges forurettethed, så det nedarvede had kan holdes i kog.

De fleste UNRWA-ansatte er selv palæstinensere, og i oktober 2004 indrømmede UNRWA-kommissær, den danske cand. scient. pol., professor Peter Hansen, for første gang, at han havde Hamas-medlemmer på sin lønningsliste -og ildevarslende nok især i undervisningssektoren.

Det mente han nu ikke var noget problem, for »ikke alle Hamas’ folk er militante«. Israel har også andre fjender. Så godt som alle non-governmental organisations i Mellemøsten er på konstant udkig efter overgreb begået af Israel, mens tilsvarende eller værre overgreb i den arabiske lejr ikke har deres opmærksomhed.

Medierne har som regel samme tilgang. I Danmark er de fleste hjælpeorganisationer israelkritiske med Folkekirkens Nødhjælp i spidsen.

Meget apropos er årets pressefoto et svensk billede af palæstinenseres usømmelige omgang med børnelig (muslimer er måske bare generelt fotogene?)

Det er et interessant billede for jo længere man stirrer på det jo mere kunstigt forekommer det. Hvor kommer lyset fra og hvor forsvinder skyggerne hen? Og ikke et ord om de manglende kvinder der ikke tager del i ’sorgen’.Som man kan se hos Daily Mail er der et godt fokus på Gaza blandt kandidaterne til årets fote i de forskellige kategorier.