Europæisk hykleri

Israel, Satire, islam — Drokles on January 20, 2013 at 1:31 pm

Ron Agam skriver i Algemeiner om hykleriet i europæernes syn på Israel

France is now going to war in Mali because it says “we cannot have a terrorist state at the door of Europe,” but when Israel launches a defensive operation to protect its citizens from missile attacks from terrorists in Gaza, all the French newspapers and television commentators scream about Israeli aggression.

The distance between Bamako and Paris: 6266km. The distance between Gaza and Israel: 1km.

This situation starkly exposes the hypocrisy of the Europeans in their attitudes toward Israel, which drives me insane.

I samme ånd fortæller denne satiretegning af en impotent Hollande, der med utilstrækkelige midler forsøger at slukke en regulære brandtrussel også en anden historie, end vi er vant til når Israel forsvarer sine grænser

3 Kommentarer »

  1. Problemet med araberne er, at de har været modstandere af Balfour-erklæringen og den europæiske beslutning om at give de europæiske jøder et hjemland i Mellemøsten i det område, de stammer fra - helt fra begyndelsen. Den beslutning troede de allierede, at man ret roligt kunne tage som sejrende magter, da der kun boede ret få og fattige arabere uden indflydelse på Verdens gang, og hvem andre ville have noget ud af at bosætte sig i deres forsumpede, temmeligt uvejsomme og elendigt opdyrkede område. Men man gjorde regning uden den arabiske politiske modvilje og dybe religiøst og kulturelt betingede had. Stormuftien var allerede under 2. Verdenskrig rørende enig med Hitler om at udrydde jøderne, og han heppede og fulgte under sine ophold i Berlin levende med i opførelsen af Hitlers udryddelseslejre. Hjemme i Jordan ventede han med længsel på, at Rommels sejrrige tropper skulle løbe briterne overende ved El Alamein, så han kunne gøre Hitlers udryddelsesarbejde færdigt i det britiske mandatområde. Da Israel udråbte sig selv som stat i 1948, angreb de forenede arabiske hære i det, der skulle blive den første israelsk-arabiske krig. Dels blev de derboende jordanere advaret af deres egne om, hvad der skulle ske, og de flygtede derfor frivilligt i stort tal (man anslår, at ca. 300.000 jordanere levede i området). Dels blev mange truet til at forlade området af israelerne. Resten af historien - for araberne tre tabte krige mere og i dag et Iran, der atombevæbner sig og åbent truer Israel med udslettelse, er mere end nok til, at Israel stadig lægger mere vægt på overlevelse og realpolitik i sikkerhedspolitiske spørgsmål, end de gør på europæiske og amerikanske skønmalerier og ideale fordringer på Israels vegne.
    Især Europas klamme indvendinger over for Israel er åbenlyst absurde i realiteternes klare lys. Ghaza er tilmed en kunstigt skabt, kæmpestor flygtningelejr, hovedsageligt financieret af EU-midler, de samme midler administreret og udbetalt af israelerne. Palæstinenserne, egentlig jordanere og egentlig arabere, har hverken måttet flytte sig fra Ghaza i syd eller fra Sydlibanon i nord. Araberne har ikke villet integrere flygtningene og deres efterkommere, men villet, at det demografiske tryk med tiden skal skubbe israel i havet, hvis ikke krige kan. Nu kan persernes kommende atomarsenal blive en hurtigere mulighed.
    Imens sidder fromme mullaher og religiøse hadprædikanter og håber på, at hverken Hitler eller Muhamed har levet forgæves. Og Israel kan sagtens have en terrorrede liggende både ved sin nordre og søndre port.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — January 23, 2013 @ 12:56 pm
  2. Et nota bene…
    At israelerne i 1948 kunne finde på at true de arabere, der havde boet hele deres liv i Det hellige Land til at flygte, kan synes hjerteløst og uretfærdigt og noget snavs, hvad det jo ret beset også var. Nogle vil oven i købet gå så vidt som til at kalde det forsøg på etnisk udrensning. - Og dog, udfordringen taget i betragtning giver det god, militær- og realpolitisk mening i situationen, at jøderne, der kæmpede for et sted at være, som de kunne kalde deres (i øvrigt med henvisning til diasporaen) - at de ikke ønskede at blive faldet i ryggen af arabere, som levede iblandt dem, bedst som de kæmpede for livet mod overvældende ydre fjender. Man ville minimere risikoen for nederlag mest muligt. I Europa har vi tærsket langhalm på alle detaljer lige siden og er alt efter ståsted kommet til noget forskelligt. Det kan heller ikke nægtes, at Europa med Balfour-erklæringen bærer et medansvar for de spændinger, der opstod i Mellemøsten i kølvandet på den erklæring. Da tingene ikke udviklede sig, som man havde forestillet sig, har Europa lige siden ment sig berettiget til at blande sig på måder, som enhver europæisk nation fornærmet ville opfatte som utidig indblanding i interne anliggender. Drokles citat: “we cannot have a terrorist state at the door of Europe,” er et glimrende eksempel på europæisk dobbeltmoral. For når vi taler Israel-Palæstinakonflikten og europæisk indblanding er der selvfølgelig altid tale om noget andet, om det gode, som vi ved mest om og om at få parterne til at tale sammen og komme i dialog og bla, bla, bla…mange israelere synes lige som os bla, bla, bla…

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — January 23, 2013 @ 3:20 pm
  3. Nu var og er områder hvor islam er en faktor af betydning, ikke i min og en del andres tolkning et ideal med hensyn til fred eller retfærdighed, eller …, som jeg forstår begreberne, at prøve andet i områder hvor islam er en faktor af betydning, kunne derfor være begrundet alene med henvisning til nævnte begreber.

    Comment by Peter Buch — January 24, 2013 @ 8:12 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress