Hvorfor et valg nu?

Politik — Drokles on October 24, 2007 at 9:07 am

Uriaspostens Kim Møller kolporterer valgrygter. Statsministeren skulle ifølge hans kilder udskrive det senere idag onsdag. Men hvorfor nu?

Tidligere mente de fleste kommentatorer, at der ville blive udskrevet valg i september, men at dette blev forpurret (for det var ikke fordi de tog fejl) af de konservatives barnlige opgør med Dansk Folkeparti om skattelettelser. Man opregnede en lang liste med sager der kunne tale for et valg. Først og fremmest var en del problemer ryddet af vejen, ikke mindst Irak-krigen og tolkesagen. Dernæst skulle valget overstås før en lang række nye problemer ville tære på regeringen, såsom budgetforhandlinger med kommunerne og kvalitetsreformen. Det blev også nævnt at meningsmålingerne var forholdsvis gunstige.

Få påpegede, at der ikke var en oplagt grund til at udskrive valg og at vælgerne dermed nemt kunne straffe Fogh for at spekulere taktisk. Og det taktiske element ville også være spektakulært med dannelsen af Ny Alliance. Et hurtigt valg kunne tage det nye parti med bukserne nede inden det nåede at blive opstillingsberettiget og det ville nok virke kynisk hældene mod det direkte usympatiske. At lade Ny Alliance komme lidt igang ville derimod være at tage en chance da ingen viste hvor stor gennemslagskraft det ny parti ville få.

Det medførte en hel del bogstav-kombinationer, der alle nok gav Fogh 4 år mere, men samtidig sendte Dansk Folkeparti ud, som eneste støtte og dermed brød VKO-alliancen. Under alle omstændigheder ville Fogh ikke have noget valg, hvis flere medlemmer af regeringspartierne begyndte at melde sig ind i det nye parti og dermed forrykke den parlamentariske balance. Om det ville være godt for Fogh at opgive det faste ægteskab frem for flere genstridige elskere blev ivrigt diskuteret, men mange øjnede krytofascismens snarlige sammenbrud.

Der er altid problemer forude for en regering og der er altid problemer man har overstået. Nu venter lønfohandlinger med de offentligt ansatte og afstemning om EU. Men man udskriver ikke valg hvis ikke man er helt sikker på at det bringer noget bedre end det man har og hvad er bedre end at have flertallet? Alligevel kan man godt argumentere for at det vil være en god ide for Fogh med et valg.

På sin vis er det nemlig en gratis omgang for Fogh, der bevarer sin regering fordi, der intet altinativ er til den. Om andre partier vil dele støtterollen kan være et stort minus fordi det dermed vil skabe en masse konflikt imellem dem, men det indeholder samtidig muligheder for at kunne formulere en anden politik end hvad Dansk Folkeparti kan overskue. Foghs temperament foretrækker måske det stabile, men hans bagland foretrækker forandring. Uanset hvad er pladsen ved roret sikret.

Oppositionen er ikke stærk. Asmaa’s tørklæde handler om mere end Enhedslistens mandater. Det er en principiel debat på venstrefløjen mellem offergørelsen af invandrerkulturer og universielle idealer og den vil med sandsynlighed kunne mærkes i de to andre socialistiske partier SF og Socialdemokratiet. Den fløjs moralske selvsikkerhed vil være undermineret i hele debatten om indvandring.

Ny Alliance har alt for tidligt og meget klodset afskrevet sig mystikken om hvem de vil pege på og udgør derfor ikke en fare for Foghs magt, han kan regne med dem. Deres klodsethed har bevist, at de ikke er partiet, der i den nærmeste fremtid kommer til at definere de nye borgerlige og efterhånden, som deres umiddelbare fremgang eroderer står det stadig mere klart, at de kun holdes oppe af en velvilje til deres ædle motiver om at stække Dansk Folkepartis indflydelse og på den sympati som især Khader nyder bredt i befolkningen. Partiets eksistens er mere en måde for en del borgerlige at komme lidt væk fra den hørm af underdanmark som Pia Kjærsgaard repræsenterer, men det rykker ikke for alvor ved VKO’s interessefællesskab. Ny Alliance har fået tid nok til at samle sig, så meget tid faktisk at deres partiprograms udfærdigelse blev til en stående joke. De vil få det svært i en valgkamp, hvor man ikke bare kan affærdige kritiske spørgsmål med et “vent og se”.

Og hvad siger meningsmålingerne? De siger at regeringen og VKO flukturerer omkring et flertal, oftest manglende et par mandater og det uanset hvilken politisk dagsorden, der har præget medierne. Og det er faktisk meget stærkt i midten af en regeringsperiode, et tegn på at danskerne alt i alt stoler mere på VKO en alternativet. For selv om man kan være utilfreds med regeringen, hvad er så alterntivet?

Det er nemlig lykkedes Fogh at skabe en midterregering uagtet oppositionens anklager om fløjpolitik. Det eneste afgørende politikområde hvor VKO udgør en decideret fløj er udlændingepolitiken, men den har ganske solid støtte i befolkning. Sandt er det at der er flere der synes at den er for stram end der er der synes at den er for slap, men der er flest der synes at den er tilpas, hvilket lander den førte politk nogenlunde i midten af danskernes ønske, med en lille fordel til strammerne.

På skatte og velfærdsområdet (It’s the economy, stupid!) udfordres Fogh at to modsatrettede bevægelser. Radikale og Ny Alliance vil have på skattelettelser (de radikale kalder det bare reformer) mens Socialdemokratiet og SF satser på velfærd. Så selv om alt fremstilles som et grundlæggende opgør med den siddende regerings politik - om det så er 50.000 på slotspladsen der kræver et eller andet eller Ny Alliances skattepolitik der viser vejen for fremtidens globaliserede Danmark - er der ikke et samlet alternativ. Fogh er en mediator mellem de uansvarlige og de ufølsomme og udfylder dermed den praktiske rolle som landsfader - skønt han ikke har udstrålingen.

Det handler altså om på, hvilket grundlag Fogh skal regere og følgelig for oppositionen, mere deprimerende, i hvilken retning man vil trække Fogh. Socialdemokratiske vælgere vil her have en interesse i at holde deres tidlige Radikale samarbejdspartnere og dets udbryderparti Ny Alliance fra fadet og det kan faktisk kun gøres ved at stemme enten Dansk Folkeparti eller Venstre - for Helle vinder ikke. Og det ved hun godt, hvorfor hun må redde hvad der reddes kan. Alle partier der ikke kan vinde magten må kompensere med flotte resultater gennem stærke markeringer og det giver Fogh særdeles gode muligheder for at splitte oppositionen. Jo stærkere oppositionen slår på deres politik jo tydeligere bliver modsætningen. Fogh vil her have en stor fordel i at få en valgkamp til at dreje sig om emner der kan udstille oppositionens indre stridigheder frem for at det kommer til at handle om personer. Hvilken ironi.

Valgkampe er uforudsigelige og aktuelle politiske stridigheder kan få uforholdmæssig megen betydning, men Fogh har ramt en nerve i danskerne sentiment. Fogh er den eneste der kan præsentere en sammenhængende løsning, ikke blot at han kan skabe enighed, men også logisk og det vil appelere til et flertal af danskere. Hvorfor valg nu? For det siger Pia.

Hvis VKO vinder valget (der altså ikke er udskrevet) vil det tage luften ud af de nærmeste par års velfærdsprotester og de salonfæhiges kritik af udlæningepolitikken. Den senere tids pres på regeringen har været selvsupplerende, man har brugt sin egen stigende kritik af regeringen, som et argument i sig selv, hvilket har været med til at øge presset og udstille regeringen som værende træt og ude af trit med folket og så fremdeles. Et folkeligt mandat vil tage luften ud af den ballon.

2 Kommentarer »

  1. Jeg skal forslå dig som afløser for Qvortrup i Jersild og spin. Det er ikke fair det altid er de samme der får de fede jobs..

    Comment by Balder — October 24, 2007 @ 11:59 am
  2. God analyse.

    Anders Fogh Rasmussen er et pragmatisk magtmenneske. Han har lagt kalenderen på bordet, og set hvor valget skulle lægges for at få de bedste chancer for fire år mere.

    En bonusgevinst bliver at få ryddet ud i løsgængerne. Både de erklærede, og de facto løsgængerne Birthe Rønn Hornbech og Eyvind Vesselbo.

    Comment by Mallebrok — October 24, 2007 @ 8:49 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress