De nye orientalister

Orientalisme, islam — Drokles on October 17, 2007 at 5:21 am

Hedder en glimrende artikel i Weekendavisens sektion Ideer af Thomas Hoffmann. Han anmelder en bog af Ian Almond  med navnet The New Orientalists, hvor postmodernistiske tænkere som Foucault, Baudrillard og Derrida sættes under lup i deres forhold til islam.

Ét skridt frem og to tilbage! Sådan tænkte jeg efter at have læst litteraten og islamkenderen Ian Almonds nye bog The New Orientalists – postmodern representations of Islam from Foucault to Baudrillard.

Bag denne titel gemmer sig et ærkeædrueligt og gennemkritisk, men altid fair arbejde med nogle af postmodernismens mest celebre og forkætrede kunstnere og tænkere. Med Nietzsche som fadderen til et broget kuld af forfattere og tænkere. På forfattersiden metafiktionens lille gud, J.L. Borges, sprogkalejdoskopet Rushdie og den melankolske Nobelpris-sufi Orhan Pamuk. På tænkersiden diskursanalysens udtænker og galskabsarkæolog Michel Foucault, dekonstruktionismens ikon Jacques Derrida og femi-poststrukturalisten Julia Kristeva. Sidst de to enfants terribles: Jean Baudrillard, manden bag teorien om uvirkelighedens virkelighed (simulakrene og hyperrealiteten), og det sidste nye skrig, den utilregnelige slovenske moralfilosof Slavoj Zizek.

Inden for humaniora udgør de en prominent del af panteon – ikke så få forskere har løbet storm på deres postmoderne kolleger ud fra den begrundelse, at de kolporterer pseudo-videnskab, obskurantistisk retorik og ekstremistisk kritik.

Det er en stor mundfuld at skulle levere en loyal karakteristik af disse folk. Teorierne og den prosa, de udfolder sig i, kører på de høje nagler, men fælles for dem er, at de er særdeles skeptiske over for størrelser som erkendelse og fornuft og over for muligheden for at repræsentere og gengive noget objektivt og adækvat. For fornuft er også magt, ikke sjældent en undertrykkende overmagt, der knap nok bemærkes af nogen, men alligevel gennemsyrer tankeformer og institutioner. Ligesom menneskets evne til at gengive et sagsforhold præcist og virksomt er endnu en slange i Paradiset.

Et andet fællestræk er deres behandling og brug af islam og muslimer. Her er det med Almond ved roret dybt interessant at erfare, hvordan de med næsten usvigelig sikkerhed svigter deres eget kritiske opdrag for at forfalde til ret bastante generaliseringer af muslimer og arabere eller slet og ret forbigår den islamiske Anden, som deres blik for det marginale og fordølgede ellers burde have tunet dem til.

I stedet for at være genuint interesserede i den islamiske verden iscenesætter de blot islam og muslimer som rekvisitter i en modernitetskritik, der både er moralsk tvivlsom og egentlig ganske eurocentrisk. Med andre ord: i stedet for at udøve den kritik, selvkritik og kompleksitetsdyrkelse, som netop deres teorier og tidsånd gjorde en dyd af (og som de naturligvis skosede andre for ikke at leve op til), synes de at forfalde til det stik modsatte i lige præcis tilfældet islam – trods goodwill over for muslimer og islam og trods det faktum, at de befandt sig i de øverste lag af ofte prominente universiteter og her kunne trække på egentlige islameksperter. Her må det tilføjes, at det mindre er forfatterne end tænkerne, jeg tænker på.

(…)

En sidste vigtig iagttagelse hos Almond er hans påvisning af den næsten incestuøse læsning, de omtalte tænkere har af hinandens værker. Selvom der efterhånden er produceret ganske store mængder forskningslitteratur om islam, muslimer og Mellemøsten, synes de fleste af tænkerne at være tilfredse med at læse og genlæse hinanden. Indrømmet, det kommer der mange stimulerende iagttagelser ud af, men eftersom det forbliver – med filosoffen Levinas’ ord – »en udvidelse af Det Sammes Imperium,« reelt en indadvendt europæisk debat, er min fornemmelse stadig, at disse tænkere repræsenterer ét skridt frem og to tilbage.

Læs den hele, hvis du har mulighed for det.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress