Under overskriften “Det var en fejltagelse at fjerne Saddam” skriver RUC professor Brian Patrick McQuire bl.a. i Politiken

Det var en fejltagelse at fjerne Saddam Hussein. Dermed fjernede amerikanerne og deres allierede den person, som havde sikret en intern fred i Irak. Selv om Saddams metoder var afskyelige, kan en sammenligning mellem hverdagen i Irak i 2002 og 2006 kun tale til fordel for det gamle regime. Sunni og shia undgik at bekrige hinanden, som de nu gør.

Der står meget vrøvl på lidt plads. Jeg aner ikke ikke hvilke irakere han har spurgt, for at komme frem til, at livet under Saddam var bedre end nu, men hvis det er gamle Baath-medlemmer, så har han helt sikkert ret. Men den fred mellem de etniske grupper, som professoren påpeger, skal ses i lyset af sunniernes herredømme, et herredømme der bestemte sig for at gasse 10.000-vis af kurdere og ellers myrde og torturere fjender og de andre etniske grupper i hobetal. Fordelen med den igangværende borgerkrig er, at døden og grusomhederne rammer mere ligeligt. Irak er i den forstand blevet et mindre skævvredet samfund.

Der er dog nogle gode ideer i mandens rablen. Han vil have landet delt efter etniske grænser. Det vil jeg også, men jeg erkender trods alt, at det ikke er så let som det lyder. For udover at resten af mellemøsten er nervøs for hvad der skal fylde tomrummet ud, hvis Irak sådan ophørte med at eksistere, her tænkes især på Iran og en eventuel alliance med shia’erne i Irak, så er de etniske grupper heller ikke så skarpt adskilt, som man kunne ønske sig, så en del udrensning kommer det jo nok til. Ydermere er der ikke olieforekomster i de sunnibaserede områder, hvilket man må regne for en kilde til fremtidig misundelse.

Dette er ikke med i professoren overvejelser, men de er med i mine. Forskellen er at jeg er skide ligeglad. Del lortet og lad os komme hjem.