Forfængeligheden

Godheds-industrien — Drokles on October 15, 2007 at 3:16 am

Fra Jyllands-Postens leder forleden

Senest vidner PEN’s krampagtige forsøg på for enhver pris at undgå at tage den somalisk-hollandske forfatter og kvindeaktivist Ayaan Hirsi Alis oprørende skæbne på sig om foreningens intellektuelle og moralske deroute.

At Hirsi Ali - sammen med Salman Rushdie - hører til denne verdens mest truede forfattere, kan der da umuligt herske to meninger om.Alligevel hedder det fra PEN, at når hun næppe kan komme i betragtning til regeringens flot anlagte fribyordning, som skal give forfulgte forfattere et tilholdssted, skyldes det, at hun ikke står på en bestemt liste over forfulgte forfattere - og at hun først i de senere år er blevet kendt som forfatter.

Drømmer man - eller er det et mareridt i fuldt dagslys? En grotesk teknikalitet bliver PEN’s alibi for ikke at gøre sig til ét med Hirsi Alis skæbne. At Hirsi Ali ikke skulle være en eminent forfatter er simpelt hen et propagandafif fra PEN’s side, lanceret til lejligheden. De, der har læst hendes dybt bevægende bøger, alle udkommet på dansk på Jyllands-Postens Forlag, vil tage sig til hovedet.

For Dansk PÆN handler det tydeligvis om ikke at støde an; ikke at risikere en for hård dialog med dem, der vil Hirsi Ali og ytringsfriheden det ondt. Ytringsfriheden skal omgås med pli og ynde, og tonen skal være dannet og afdæmpet som blandt søde hattedamer. Civiliseret samtale foregår mellem dem, der i forvejen er enige.

Sådan var det under Muhammed-krisen, og det er åbenbart fortsat foreningens svar på udfordringen fra formørkede kræfter. Det nærmer sig en parodi.

Det er i hvert fald oprørende, at sådanne signaler kommer fra en forening, som blev grundlagt for at hjælpe forfattere, der sætter livet på spil for det frie ord. Er der da ingen grænser for, hvor meget man vil lade sig intimidere?

Det er et ganske udbredt fænomen med mennesker, der bliver fanget i en modsigelse mellem deres principper og deres verdensbillede. De forfægter i det her tilfælde utvetydigt princippet om ytringsfriheden og ville kunne forsvare den med den største selvfølgelighed hvis de blev revet ud af sengen midt om natten. Det er for dem helt uproblematisk og det er sikkert noget de har fået ind med modersmælken og man kunne forestille sig at de i deres ungdom trættekært har påberåbt sig netop  den rettighed i diverse debatter med deres forældre eller andre voksne reaktionære i en eller anden forkælet opfattelse at nogen ville tage den fra dem.

Samtidig har de et skabt sig et verdensbillede i deres sene barndom eller tidlige ungdom, som de desværre ikke har reflekteret over siden hen. I dette verdensbillede er helte- og skurkeroller fordelt ganske fast uden egentlig sammenhæng med deres principper.

Krigen i Vietnam har på den måde haft stor betydning for en generations oplevelse af USA f.eks. og således findes skurke blandt borgerlige, nationaltsindede, konservative præster, kristne, cowboy’dere osv mens Che, Mao og hippier måske stod for drømmen om en bedre verden i deres unge og letpåvirkelige sind. Men det er først og fremmest et oplevet sammenfald mellem principper og de helte og skurke der udgøer deres verdenbillede, som både er et udtryk for den tid hvori rollerne blev fordelt og for deres ungdommelige sind.

Det sammenfald som disse mennesker oplevede mellem helte- og skurkeroller skaber forvirring, fordi de aldrig har reflekteret over hvad de mener eller hvordan verden fungerer. Det er således både et eklatant udtryk for åndelig dovenskab, som det også er et udtryk for arrogant selvovervurdering. Når deres skurke så pludselig forsvarer deres principper kan deres holdninger kan ikke forenes  med deres principper nægter de at tage det nødvendige opgør, enten med deres principper eller med deres verdensbillede.

I stedet prøver de på forskellige måde enten at lande problemet imellem eller udenfor modsætningen mellem deres verdensbillede og deres principper. Det gøres ved at godkende principperne og tilføje et “men”, hvor allehånde særregler bliver opfundet som forsøg på at dække over selvmodsigelsen eller indrage tilsyneladende større perspektiver i en eller anden global sammenhæng. Eller også forskydes problemet ved at underkende at det drejer sig om principper og at de fremdragne tilfælde er noget særligt eller man kommer med beskyldninger mod sine modstandere om at de taler om problemer, der ikke eksisterer sideløbende med beskyldninger om at det er deres fjender, der har skabt problemet alene ved at tale om det.

Alt dette fordi disse mennesker ikke vil se i øjnene at de er politisk umodne. Fordi disse mennesker i deres eget billede er intelligentsiaen og har den moralske etos behøver de ikke at anstrenge sig eller sætte deres tanker på prøve. De er eliten og at de skulle kunne tage fundamentalt fejl oven i købet i en diskussion der både er intellektuelt udfordrerne og et spørgsmål om moral er utænkeligt og hensætter dem i angst. Men de reflekterer ikke over og anerkender ikke deres nederlag og i trods foregøjler de stadig verden af igår - Og dét er forfængelighed!

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress