Islamifisering og fordummelse

islam — Drokles on October 10, 2007 at 4:56 am

Et interessant i Weekendavisen af Hanna Ziadeh om den stigende islamifisering i de islamiske samfund.

Inshallah, svarede den høflige egypter med fast stemme og et smil, tilfreds med det smukke svar han gav mig. Jeg studsede. Inshallah, om Gud vil , er en typisk og korrekt måde at svare på for en muslim, når man vil lave en aftale. I gamle dage sagde de fleste det for at holde en dør åben for at kunne aflyse eller komme sent. Nu melder man systematisk et inshallah ud for at understrege, at det kun er Gud, der bestemmer enhver lille detalje i fremtiden.

Problemet er, at mit spørgsmål var: »Ligger Café Costas ikke i denne retning?« Det typiske svar, man ville få ethvert andet sted i den arabiske verden, ville være »ja«, »nej« eller »ved ikke«. Men at bruge inshallah i stedet for ja, for at vise, at det kun er med Guds vilje, at et bestemt sted ligger der, hvor det ligger, er et symptom på, hvor langt islamiseringen er nået til i Egypten.

Islamisering holder sig ikke til retorik, men omfatter bogstaveligt talt alt. Både det private og det offentlige rum er overfyldt med tegn på denne omsiggribende religiøsitet. Religiøsitet på egyptisk facon er kendetegnet med overdrivelse og ligefremhed. At de fleste kvinder og piger går med tørklæde er en selvfølgelighed, som Cairo mere eller mindre deler med resten af Mellemøsten.

Men egypterne slår rekorder udi andre måder at udvise religiøsitet på. Bønnetegnet på mændenes pande er nok den mest sigende. Denne mørke plet, der dannes som følge af, at den troende under de fem obligatoriske daglige bønner gnider panden mod bønnetæppet, begrænser sig til en lille plet på panden hos ældre muslimske lærde og få ivrige troende i de fleste muslimske lande.

I Egypten pryder troende sig med enorme bønnetegn. Endda dobbelte bønnetegn kan ses på panden af unge egyptere, som ikke kan påstå at have de mange års bønnepraksis, der skal til, før formørkningen af huden opstår. I Yemen og efterhånden selv i Libanon har mange bilister en kopi af Koranen i bilen. Egyptiske bilister har to kopier. En foran og en bagved. Mere er bare bedre i Egypten.

Egypternes religiøse hengivelse påvirker også deres forhold til andre. Ikke-praktiserende muslimske landsmænd, det kristne mindretal og fremmede turister oplever den stigende religiøsitet som en barriere. Stærkt troende egyptere nægter at spise eller drikke i restauranter eller juice-barer ejet af kristne. Selv alment socialt samvær afhænger af religiøse tilhørsforhold.

Som besøgende araber har jeg lagt mærke til det stigende antal gange, jeg får spørgsmålet »er broderen muslim?« Et spørgsmål som de fleste engang ville have betragtet som uforskammet og sekterisk. For var man muslim, er det uforskammet ikke at kunne indse det, og var man kristen, er spørgsmålet malplaceret og diskriminerende.

Til disse religiøse manifestationer føjes – lidt mere krydret – praksiser, såsom en tiltagende begrænsning af omgangen mellem kønnene. Senest har der kørt en diskussion i medierne om , hvorvidt et uovervåget samvær mellem to kolleger af forskellige køn på et kontor, kan betragtes som »khilwa«, det vil sige et ulovligt privat samvær, der kan sammenlignes med sex uden for ægteskab. Den diskussion er et klart eksempel på hysteriet.

Artiklen ender i en apologese, hvor, der med udgangspunkt i særtilfældet Tyrkiet argumenteres for at man sagtens kan have islamister på magtaparatet blot det er nogle moderne nogle af slagsen og forbigår derved at Atatürks forvandling af det Tyrkiske Samfund har været ganske vellykket og kræver mere end et par år at nedbryde. Men errosionen er igang.

Hanna Ziadeh mener at politikere i den muslimske verden, især i den arabiske del, udnytter religionen, hvilket kan give bagslag, men overser at der skal være en klangbund (ingen ikke-muslimske lande spiller på den islamiske vækkelse) og kommenterer heller ikke på, hvorfor det er så let at “udnytte” islam politisk og hvorfor det er så effektivt. Men ellers en ganske god beskrivelse af den fordummelse menneskers samfund gennemsyres af når den fælles referenceramme hedder islam. Som han slutter med; “Trods over 25 år ved magten er han [Hosni Mubarak] ikke mæt og som 79-årig nægter han at udpege en vice-præsident, som det ellers kræves af konstitutionen. Og når han bliver spurgt om det, lyder svaret »inshallah«. ” Her lades alt håb ude.

1 Kommentar »

  1. Beskrivelsen når Monty Python’ske dimensioner. Hvor er de dog ufatteligt meget på røven, inshallah.

    Comment by Sobieski — October 11, 2007 @ 3:56 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress