Indvandrerkvinder undertrykkes

Multikultur, islam, venstrefløjen — Drokles on September 30, 2007 at 6:47 am

Venstrefløjen er for alvor på vej med et opgør over egne værdier. Sagen om Asmaa Abdol Hamisd har sat selvmodsigelserne på venstrefløjen på spidsen, som man kan læse om på Islamofascisme. Spændingen mellem at være socialist og samtidig dyrke manglende traditions-, kultur- og religionskritik, blot man ikke taler om hvide mennekser, er bygget op over tid og der er gradvist ved at udvikle sig et sprog, hvor man kan udtrykke sin tro på social sammenhæng og retfærdighed uden nødvendigvis at skulle dyrke alt, der ikke er USA. Venstrefløjen kan i stigende grad tale om problemer i og med indvandrerkulturer selv om man stadig er forbeholden over for en lang række oplagte konklusioner og stadig lider under en frygt for hvilke negative konsekvenser der følger af viden (en venstredrejet studiekammerat udbrød engang, som konklusion på en ophedet debat at viden skaber fordomme).

I Information Fredag kunne man læse om den stigende tendens til at muslimske piger får “genoprettet” deres mødom. I Artiklen hed det blandt andet

“Jeg får to til tre henvendelser om måneden, nogle gange langt flere, fra piger, der har dårlig samvittighed over, at de lever som danskere. De er født her og taler dansk, men de vil meget nødig have problemer før et bryllup. De tager det helt cool. Siger, det er det nemmeste, og giver udtryk for, at sådan er deres tradition, og det må de finde sig i,” siger Christine Felding.

Hun oplever, at kvinderne ofte er veluddannede og ikke på anden vis undertrykte i deres livsudfoldelse.

“De, der har det slemt, er ofte kvinder, der er født og opvokset i Danmark og skal giftes med en fra hjemmelandet. En, de som regel ikke selv har valgt,” siger Christine Felding, der mener, at kvinderne ville få operationerne udført i deres oprindelsesland, hvis de ikke kunne få lavet dem hos hende og hendes kolleger.

Ifølge forfatteren til en ny bog, Mødom på mode, sygeplejerske og socialrådgiver Kristina Aamand, er det et mørketal, hvor mange kvinder der faktisk får lavet rekonstruktioner af deres mødom.

“Vi ser flere og flere kvinder med anden etnisk baggrund, der dyrker sex før ægteskabet, og aborttallet er skyhøjt blandt de etniske minoriteter. Det er altså mere reglen end undtagelsen, at der bliver dyrket sex. Så jo mere sjælden mødommen er, jo mere eftertragtet bliver den. Den bliver en sjælden blomst. Derfor ser vi også kvinder, der får lavet en ny mødom. Men det handler om, at der er nogle kvinder i Danmark, der ikke har den mest fundamentale rettighed i et demokratisk samfund, nemlig retten til at bestemme over deres egen krop,” siger Kristina Aamand.

Sundhedsstyrelsens tal viser, at kvinder blandt de etniske minoriteter vælger en provokeret abort dobbelt så hyppigt som etnisk danske kvinder.

Kristina Aamand mener, at operationer, også selvom det er et lille indgreb, som kun tager ti minutter, er med til at fastholde de unge kvinder - og mænd - i en undertrykkende kultur.

“Det gør kvinderne klar til at fortsætte og opretholde traditioner og forventninger, de for manges vedkommende føler sig pressede af,” siger hun.

Leder af foreningen Sex og Samfunds Præventions- og rådgivningsklinik, overlæge Charlotte Wilken Jensen, der også er ansat på Roskilde Sygehus, bekræfter kvindernes halve revolution.

“De kommer på klinikken for at få kontrolleret, om deres mødom er intakt. Nogle af dem fortæller frit, at de dyrker f.eks. analsex og mundsex og gør alt for at bevare mødommen. Og så er de alligevel blevet nervøse. Vi får ikke henvendelser om genetablering af mødommen på klinikken, men vi oplever det på det sygehus, hvor jeg er ansat. Men der udfører vi det ikke,” siger Charlotte Wilken Jensen, der anser det for et kæmpeproblem, at nogle kvinder blandt de etniske minoriteter ikke har selvbestemmelse over deres egen krop.

“Man kan godt synes, at de har brudt med deres familietraditioner og lever som danske unge piger. Men det er meget svært, at det følger med, at man ikke er værdifuld for sin familie mere, når man lever sådan et liv. Ved at udføre operationerne forsinker vi udviklingen og fastholder vi dem i traditioner, de på et eller andet tidspunkt er nødt til at gøre op med. Det er bare ikke så enkelt, når man sidder med en af pigerne, for de er i en meget vanskelig situation, ” siger hun.

Og i en opfølgende artikel ligeledes i Information hedder det

Som en kvinde siger i bogen:

“I min familie er alle ægteskaber til alle tider arrangerede, med mere eller mindre tvang involveret. For arrangerede ægteskaber handler om tvang, det er der ingen tvivl om.(…) Hvis vi ser bort fra de klassiske metoder såsom vold og isolation, så er tvang nemlig en temmelig snu størrelse med mange ansigter. “

Og de arrangerede ægteskaber er udbredt. Den traditionelle tankegang er ikke et underklassefænomen, men også udbredt blandt veluddannede og velintegrerede indvandrerfamilier. Kvinden fortsætter:

“Skik og brug, når det gælder familiens døtre, er den sidste bastion, som alle forsvarer krampagtigt. Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg ser politikere og indvandrereksperter med vigtig mine proklamere, at nu har de udviklet en værktøjskasse, som skal redde de unge fra tvangsægteskaber, eller indført en lovændring, som altid er bedre og mere effektiv end den tidligere regerings. Mon de ved, at vi griner ad dem og deres ubehjælpsomme indsatser?”

Er det bare gammel kultur, som ingen er skyld i?

“Ellers pacificerer og offergør man os. Vi er selvfølgelig glade for den hjælp, vi kan få fra danske kvindeorganisationer f.eks., men det nytter ikke noget, hvis indvandrerkvinder ikke står frem og taler deres egen sag. Der er tiltag i det små, men det er ikke en stærk stemme. De stærke stemmer kommer fra imamerne, og Asmaa (Abdol-Hamid, opstillet til Folketinget for Enhedslisten, red.), der sidder tildækket og påstår, at et tørklæde er lig med ligestilling. Men det er ikke ligestilling, når en kvinde er nødt til at tage et tørklæde på for at gå ud, for at tage en uddannelse og ikke kan bestemme over sin egen krop, den mest fundamentale rettighed i et demokratisk samfund. Og den er der nogen i Danmark, der ikke har. De stærke stemmer får for meget taletid. Men det er jo nemt at sidde og påstå hjemme i dagligstuen. Derfor har vi lavet bogen,” siger Kristina Aamand.

Det er en venstrefløj i en selvrangsagelse. Endelig er man ved at blive tryg ved at stå fast på de principper man tror på. Og det er vigtigt, for denne diskurs kan ikke rulles tilbage da den slår principperne fast og cementerer almen viden. Skødet er skrevet Brotgaard, gælden står i deres navn!

Hvad skal man for eksempel mene om socialt svage indvandrerkvinder

“Hvis man vil nå nogle af de her mennesker, er man er nødt til at tale deres sprog. Danskerne ser en ældre kvinde i den laveste socialgruppe. Men i hendes verden er hun top of the pops. Hendes afdøde mand var hårdtarbejdende, og hun passer sit hjem, døtrene går i koranskole, og hun er anset som en dygtig formidler af gode, holdbare ægteskaber. Det eneste sted, det ikke går så godt, er oppe hos socialrådgiveren. At stå op klokken fem om morgenen til et rengøringsjob og lære at tale dansk kan hun ikke bruge til noget. Hendes søn arbejder i et verdenskendt forsikringsfirma, så det behøver hun heller ikke. Man kan godt tale om at yde og nyde, men det betyder ingenting for hende. Hvis folk ikke kan se nogen fordel i at blive integreret, hvorfor så lade sig integrere? “

Her er ingen argumentation for at give disse kvinder kontanthjælp mulig og ingen undskyldning for ikke at presse disse kvinder ud i job og betale den skat der driver den danske velfærd. Her er ingen argumentation der understøtter teorien om at det er danskerne der stigmatiserer de fremmede. Tværtimod er det eksempler på en grundlæggende ligegyldighed overfor værtslandet. Hvor længe kan offermyten opretholdes?

Og så til en klassisk misforståelse og den irrationelle trang til at friholde islam fra skyld.

- Den somaliskfødte forfatter og debattør Ayann Hirsi Ali mener, at kvindeundertrykkelsen hænger uløseligt sammen med islam, og man derfor må gøre op med religionen. Hænger kultur og religion ikke tæt sammen?

“I det miljø, jeg færdes i, er det ikke islam, der er problemet. Jeg er heller ikke inde i den hårde kerne af radikalisering, men i den brede middelgruppe. Der lever folk stille og roligt med deres religion. Men er man vokset op med en meget stærk religiøs baggrund som f.eks. Hirsi Ali, er ens forudsætninger anderledes. Jeg er opvokset i Danmark, min mor er dansker, min far palæstinenser, min mand er også født i Danmark. Ingen af os har f.eks. oplevet kvindelig omskæring. Desuden er mange af de traditioner, vi berører i bogen, præislamiske traditioner. Men selvfølgelig hænger religion og traditioner sammen, vi forsøger bare at skille tingene ad, fordi mange af de mennesker, det drejer sig om, slet ikke har læst Koranen.”

Der er muligvis præislamiske traditioner, men det friholder ikke islam som et problem. Pakistan hedder ikke de renes land for ingenting og islam hierakiserer (er det overhovedet et ord?) køn. Kvinden er underordnet manden og er genstand for familiens ære - hvis overhoved er patriarken - hendes seksualitet er forbundet med skam og hun hører ikke til i det offentlig rum. Grundlæggende er det islamiske menneskesyn og den afledte samfundsmæssige logik i nøje overensstemmelse med, hvad man her kalder førislamiske traditioner. Kritik af disse traditioner er derfor kritik af islam og mit gæt er derfor også at såfremt Kristina Aamands bog medfører en større debat, vil muslimske organisationer prøve at “nuancere” debatten om kvindeundertrykkende minoriteter iblandet slet skjulte beskyldninger om racisme og fremmedfrygt fordi de er truffet lige i sylten.

Hvis det ikke handler om islam savner man en rigtig god forklaring på, hvorfor den slags traditionener har overlevet over 1000 år i islamiske - rettelse ALLE islamiske - samfund, når nu islam er så gennemgribende i menneskets liv, som selv Jørgen Bæk Simonsen mener. At idiotien har eksisteret før islam slukkede ethvert håb for menneskelig værdighed er ingen undskyldning og har næsten kun historisk og antropologisk interesse. Man er stadig langt fra i mål på venstrefløjen, men man er i gang og standpunktet om islams uskyld kan ikke opretholdes logisk.

I Ugen På Spidsen havde Claus Hagen Petersen forfatteren til bogen Mødom På Mode i studiet og i et næsten perverst nedtonet sprog oprullede hun en barsk virkelighed for mange kvinder og unge piger i det danske samfund, hvis ulykke her i livet er at tilhøre den islamiske kultursfære. Som foreksempel

Man vil gerne have [mødommen] som en slags bryllupsassesorie….som noget det er blåt, noget der er gammelt og noger der er nyt og her så har vi bare en mødom.

[Mødommen] signalerer at du er en god pige, at du har passet godt på dig selv og at du har passet godt på familiens ansigt og ære og anseelse.

Kun forvirrede kulturradikale vil dølles af det tilforladelige sprog, her er jo ingen tone at forarges over, men for gamle socialister og alle os andre isner det ned ad ryggen.

Venstrefløjen har - efter at have forsøgt at opløse familien i Danmark og lagt selv ideen om den for had - hyldet indvandrerfamiliernes stærke strukturer. Men der er altid en regning der skal betales. Den sociale kontrol er bastant og må virke afskyelig for ethvert frit menneske. Drenge skal holde øje med deres søstre ved f.eks. at følge dem til og fra arrangementer, tjekke deres mobiltelefon og forhøre sig i omgangskredsen. Aamand kalder indvandrermiljøernes netværk for social kontrol for “ekstremt udbredt”.

Det er jo så smart det her. Det er en kollektiv familiestuktur, men hvert medlem har en funktion, som gør at hele denne her struktur hele tiden opretholdes, så selvom brormand er dødtræt af at holde holde øje med sin søster, jamen så er han ligesom nødt itl at gøre det for, hvis han ikke gør det og hun kommer galt asted så falder tilbage på ham selv.

I alle totalitære systemer vogter alle på alle og alle frygter hvad andre ved og hvem man kan stole på. Det er en struktur der forkvakler mennesker forhold til hinanden med en vis grad af paranoia. Ikke mærkeligt at netop despotier har så gode kår i den muslimske verden, hele kulturen er redt op til diktatur.

Vi ser en oprustning af den del af venstrefløjen, der tror på deres værdier frem for salonfæhige floskler. De vil trække flere indvandrere med ind og det vil betyde en ophævelse af racismekortet. Racismekortet kan nemlig kun spilles når, der er tale om “hvide” og meget få modige “sorte” der kan afskrives som kokosnødder, fanatikere eller psykisk syge.

2 Kommentarer »

  1. Drokles -

    du er en knag!

    For det er ganske enkelt en fremragen fremstilling du her har fået skruet sammen.

    Comment by Vivi Andersen (Islamofob) — September 30, 2007 @ 1:56 pm
  2. Tak skal du have Vivi, du får mig helt til at rødme.

    Comment by Drokles — October 9, 2007 @ 7:54 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress