Absurd målestok for principper

Globalisering, Multikultur, Pressen, islam — Drokles on September 29, 2007 at 6:08 am

Berlingske Tidende har en lille statusopgørelse over Muhammedkrisen. Heri lyder spørgsmålet

Var karikaturerne et tåbeligt teenage- agtigt stunt, et slag for ytringsfriheden, som vil bære frugt på sigt? Eller udhulede de den ytringsfrihed, vi allerede har? Berlingske har i interviews og møder i Mellemøsten forsøgt at spore, hvad effekten af Muhammed-krisen er i regionen her to år senere.

For det første handler en principiel kamp ikke om nytte på sigt, men om en kamp man er nødt til at tage uanset om den vindes. Hvis vi vil have ytringsfrihed må vi kæmpe for det uagtet risikoen for at tabe. For det andet kan en ytring ikke udhule den ytringsfrihed vi allerede har! I så fald måtte man afstå fra at ytre sig og så har man jo ikke friheden til det. Det var jo netop det geniale ved Jyllands-Postens tegninger, at det demonstrerede hvor vi stod. Man bliver således ikke syg af at gå til læge selv om det er af ham man får diagnosen.

Men således vælger man altså at gøre værdier op i en form for brugsværdi for eventuelt at kunne falcifisere Jyllands-Postens tegninger. Berlingske har valgt at fokusere på effekten i Mellemøsten trods det at tegningerne handlede om vores principper i vores land. Jyllands-Posten gøres ansvarlig for situationen i andre lande, hvor kun de færreste har tegnet abonnement på JP.

Der er ifølge artiklen gode og dårlige udviklinger at spore. I nogle lande har man således valgt at indskærpe den allerede stramme kontrol med menneskets ædleste egenskab, egenskaben at kunne tænke. Andre steder har det sat gang i en debat.

Jeg er grundlæggende ligeglad med, hvad Mordor går og roder med internt for, der er ingen forskel på nu og dengang. Det at man strammer reglerne for ytringsfrihed er kun en formalisering af, hvad man før mente kunne hvile i det underforståede nemlig, at man ikke sætter spørgsmålstegn ved hadets religion. Det er altså ikke en tradition for satiretegninger af den pædofile kretiner, der er endt med Muhammedkarikaturerne det var en tradition der aldrig ville blive.

»I Egypten er fire avisredaktører blevet arresteret for at kritisere præsident Mubarak og hans søn. Det handler om ytringsfrihed – de danske tegninger gør ikke. Ved at kæde tegningerne sammen med ytringsfriheden har man givet mellemøstlige regimer ammunition til at slå ned på ytringsfrihed. De siger selvfølgelig: ‘Se dette er, hvad ytringsfrihed fører til: forhånelse af profeten’.«

Jakob Skovgaard-Petersen, leder af det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i Cairo, er enig. Han kommenterede krisen i en række talkshows, mens den stod på. I dag siger han: »Adskillige liberale røster i Mellemøsten har forbandet tegningesagen, fordi den gjorde ytringsfrihed mere suspekt i Mellemøsten. Hvilket bliver brugt som et argument for censur.«

Skovgaard-Petersen betoner, at diskussionen om ytringsfrihed i Mellemøsten har ændret karakter.

»Tidligere diskuterede man, hvordan staten indskrænker ytringsfriheden. Nu går diskussionen mere i retning af, hvorledes man bør begrænse ytringsfrihed, så ingen kan føle sig krænket.«

Den diskussion man måtte have haft, og man kan forstå at den må have været særdeles fladpandet, er forgået uden refleksion over hvad ytringsfrihed er, nemlig frihed. At man er bange for at blive krænket og at krænkelser kan medføre uro og optøjer beviser kun at ytringsfrihed ikke har sin gang på jorden i den tilbagestående islamiske verden.

Det ligger dybt i islams natur at man ikke kan tillade mennesker at tænke fordi modsætningerne ville vælte frem af skabet og underminere troens fundament. En religion der baserer hele sin autoritet på at være den perfekte sandhed og Guds eget ufejlbarlig ord tåler ikke indre modsigelser. Derfor er den ureflekterede underkastelse og den evige angst selve troens indhold, selvbevarelse og drivkraft. Hvis man vil bevare mennesket i det åndelige fængsel kan man ikke lege med ideen om en lysere verden udenfor.

Muhammedtegningerne handlede om vores værdier og om hvorvidt vi er villige til at give køb på den logiske og naturlige konsekvens af vores kultur, tro og menneskesyn. De handlede om vores afklaring og vores valg. De handlede ikke om et resultat af nytteværdi eller om at frelse slaverne af islam. Derfor var Jyllands-Postens tegninger uanset “effekten” en stor succes.

1 Kommentar »

  1. Amen.

    Comment by Kimpo — September 29, 2007 @ 12:41 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress