At læse Politiken

Diverse — Drokles on August 19, 2012 at 6:41 pm

Forleden skrev jeg om hvorledes Pia Kjærsgaard have rykket værdidebatten helt ind i Folketinget og gjort den om ikke stueren så i hvert fald uomgængelig. Det har tvunget en helt ny realisme frem i de fleste andre partier så indvandringsbekymring ikke blot kan luftes, men endda kræver lidt hensyn i ny og næ.

Men på Politiken er alt ved det gamle, hvilket på en gang er skræmmende og så også sært betryggende. Politikens førstesatanist Rune Engelbrecht Larsen er faret i flint over Ole Hyltofts fornuftige kritik af Danmarks Radios festligholdelse af muslimske højtider. Hyltoft drager en glimrende 30′er parallel, som venstrefløjen ellers synes at de har monopol på og Engelbrecht skyder sin fod af i rent raseri

Det er selvindlysende latterligt at parallellisere en fest af denne art for muslimer, der er lige så forskellige indbyrdes, som kristne er forskellige indbyrdes, med en totalitær partiorganisation, der er bygget op omkring et snævert og entydigt politisk program, som én og kun én fører dikterer uimodsagt.

Hyltofts parallel er netop mellem “en totalitær partiorganisation, der er bygget op omkring et snævert og entydigt politisk program, som én og kun én fører dikterer uimodsagt” og en totalitær religion, der er bygget op omkring et snævert og entydigt politisk program, som én og kun én profet allerede har dikteret uimodsagt. Realiteternes verden er ikke for satanister og Engelbrecht fortsætter sit udfald mod Hyltoft

Derpå skal vi kende den kyniske propagandist. På den dæmoniserende generalisering og den selektive foragt, der vil reducere individer til én ondsindet og forskelsløs masse.

Islam betyder underkastelse med det specifikke formål at “reducere individer til én ondsindet og forskelsløs masse“.

Politiken kan selvfølgelig ikke nøjes med een satanist og har derfor ansat Engelbrecht Larsens gamle kampfælde Herbener. Herbener er ikke bange for at gøre religion til årsag for menneskelige ugerninger og stiller i indlægget “Krig i kristendommens tjeneste“, ja det er jo Politiken, spørgsmålet “Hvorfor har mange kristne været så krigslystne og stridbare?” og nævner som eksempler alt fra Hiroshimabomben, ”totalitære ideologier som fascisme og nazisme” (men ikke kommunisme, som jo som nazismen og fascismen er ganske antikristelig, men det er altså niveauet) til samarbejdsproblemer i sognene. Ja, fandeme (!). Så er det hele vist med og meget mere til.

Så hvorfor skændes man så internt i danske sogne over hvem der skal atombombes og indvaderes, mens man bekender sig til antikristeligt tankegods?

Det kan der naturligvis ikke gives noget entydigt svar på af den simple grund, at der utvivlsomt ligger mange årsager bag. I øvrigt varierer det alt afhængigt af person, tid og sted.

Mine egne bud på tre af de mest basale religionsrelaterede årsager er følgende:

1) Bibelen er det normgivende grundlag for næsten al kristendom, og den er en meget kompleks, undertiden selvmodsigende størrelse. Derfor inviterer den også til forskellige tolkninger, emfaser og kristendomsformer.

Problemet er, at Bibelen langtfra kun indeholder bud om næstekærlighed og tilgivelse, men også om hellig krig, folkemord, stening og destruktion af ”gudløses” kult. Desuden kan den skarpt fordømme ikke-kristne, ”falske” kristne, homoseksuelle og jøder, tage slaveri for givet og diskriminere kvinder.

2) Med grundlag i Bibelen har kirkelige institutioner traditionelt været overbeviste om, at de repræsenterer den eneste Gud, Sandhed og Frelse. Kort sagt er den absolutte og ultimative Godhedsindustri.

Det har ikke blot været kilde til megen intolerance og vold over for ikke-kristne, der er blevet stemplet som afgudsdyrkere, djævletilbedere, overtroiske, uciviliserede og primitive. Det har også været kilde til mange interne, kristne stridigheder om, hvem der er de rettroende, og hvem der er kættere.

3) Der er mange farlige tænkere og rollemodeller i kirkens historie. Også nogle som holdes i hævd i dag. Martin Luther er her en af de værste.

Ikke blot slog han til lyd for dødsstraf og en stærkt patriarkalsk og autoritær familie- og samfundsopfattelse. Han var også mester i at nedsable, ja, undertiden smøre sine modstandere ind i verbalt lort og dæmonisere dem ned i det sorteste helvede.

Det sidste ser man nok især i slutningen af hans liv. Følgende eksempel er fra 1543:

”Salme 81 siger: Åbn munden, så skal jeg fylde den. Men jøderne kneb mund, øjne, ører og næse sammen af alle kræfter og af hele deres hjerte. Så kom djævelen, og for ham åbnede de på vid gab øjne, svælg, hjerte og alle sanser. Da sked og sprøjtede han dem så fulde, at de flød over af djævlelort overalt. Det får dem til at smaske af hjertens lyst, som svin. Sådan vil de have det.”

Velbekomme.

En væsentlig pointe er under alle vilkår, at de, der opfatter sig som eksklusive repræsentanter for en absolut godhed, også gerne er dem, der forårsager mest ondskab. Om de så er nidkære kristne, kommunister eller islamister. I sammenligning er erklærede satanister rene amatører.

Tænk at man på Politiken af alle steder, kan advare om at tage sig i agt for “de, der opfatter sig som eksklusive repræsentanter for en absolut godhed“. Jeg tror man i psykologiske kredse kalder den slags for en projektion. Herbeners udlægning af kristendommen og Luther til side, så er det forfriskende at han modsat Engelbrecht erkender at et åndeligt grundlag direkte kan spores i handling - når blot vi skifter islam ud med kristendom selvfølgelig.

Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik skriver mest om sit elskede Israel og det er netop hans oprigtige kærlighed til sit land der giver det gamle vrøvlehoved et formildende skær. Men vrøvl er vrøvl og Politiken er organet for det højeste vrøvl. I et ellers interessant indlæg, hvor Pundik forudser et snarligt Israelsk angreb på Irans atomvåbenprogram, med alle de komplicerede følger, skriver han

Og endeligt er det lykkedes Netanyahu at hypnotisere de israelske vælgere til at tro, at landets virkelige problem ikke er besættelsen af de palæstinensiske områder, men den iranske atombombe.

Klassisk Politiken er vælgerne helt passive agenter når de ikke abonnerer på Politikens univers. Ja de er måske ligefrem nødt til at være passive agenter helt i retorikerens vold, til falds for slesk tale og billig portvin eller, som hos Pundik, med en næsten patologisk svag karakter der lader sig hypnotisere.Hvis ikke vælgerne er uskyldige, men svage i ånden, vil det betyde at de er i direkte ond tro og det vil betyde at Politiken så må stille spørgsmålstegn ved selv den demokratiske tanke. Og det gør man nødig på Politiken for demokrati har sådan et godt ry omend det er skyld i alle konfrontationerne med totalitarismen. Nej, det er ikke let at kommentere virkelighedens verden på Politiken når man med Hørup og Koch tror på folkestyret men med Seidenfaden ved at folket netop er problemet.

Pundik mener videre at Netanyahu, der beskrives som en “rationel demagog”, “lider af en dyb neurose” fordi han “tror, at udslettelse af Israel er en mulighed”. Årsagen til denne neurose findes i Netanyahus opvækst med en far der skrev historiske bøger om jødernes historiske erfaringer med pogromer, uddrivelse og udslettelse, som helt hen i vejret har gjort Bibi ”overbevist om, at de iranske lederes trusler skal tages for pålydende“. Jeg ved ikke hvad Pundik lider af, men hvis han brugt sine voldsomme psykologiske indsigt til at analysere Ahmedinejad og de andre iranske ledere ville han se at også de tror at israels udslettelse ikke blot er mulig, men også ønskelig og at dette, med Herbeners ord, findes i ”det normgivende grundlag” der er islam.

Det bedste til sidst. Den socialdemokratiske blogger og viceborgmester i Lyngby-Taarbæk kommune, Simon Pihl Sørensen, mener at “Grotesk udlændingedebat har gjort danskerne kolde og instinktivt på mærkerne“, hvorfor den somalisk-engelske “Mo Farrah aldrig havde fået succes i Danmark“. Overraskende for en socialdemokrat peger Pihl Sørensen på at “Det ellers højtbesungne Foreningsdanmark er for lukket for dem, der ikke ligefrem er vokset op med det” og at Foreningsdanmark har “en meget fastlåst struktur“. Man skal i hvert fald tænke sig om før end man skifter fagforening forstår vi, men det mest overraskende ved denne socialdemokrats angreb på sit ideologiske kerneland er følgende

Med kontingenter, faste træningstider og fædre, der skal køre til kamp og alle mulige andre fastgroede traditioner, der faktisk fylder mere end det at dyrke talentet.

Men det kan der gøres noget ved, hvis viljen er til stede.

“Lille Farah”’s problem er altså alligevel ikke at danskerne har haft “20 års grotesk udlændingedebat “, men at somaliere hverken kan eller har viljen til at betale det kontingent, der betaler foreningens drift, møde til tiden eller give den mindste støtte til “Lille Farah”. Det groteske er at nå man netop har peget på at Lille Farahs far, med Helle Thornings Schmidts ord, “ikke vil Danmark”, så får man at vide at man er racist.

Vi ser bort fra Peter Schmeichel og Caroline Wozniacki og glemmer Wilson Kipketer, Ayob Kalule og Rasheed Lawal, som blev stukket ihjel af en gruppe palæstinensere og nøjes i stedet med at konstatere at alt har en pris, således også Englands olympiske medalje på 5.000 meter.

london-terror

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress