Euro

Diverse — Drokles on June 23, 2012 at 4:39 pm

Euroens kollaps er snublende nær, skriver Politikens Lars Trier Mogensen og han læser det i at investorer er villige til at betale en rente (o,08%) for at eje danske obligationer i stedet for at forlade sig på sydens sirenesange om højere renter. Men det er ikke Euro’ens skyld, men politikerne, mener Margrethe Vestager ifølge Danmarks Radio

Det er politikernes skyld, at Europa er i krise - og ikke euroen.

Sådan lyder det fra økonomiminister Margrethe Vestager, efter at tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer har langet hårdt ud efter euroen.

- Spørgsmålet er, om det er euroen man skal skyde på eller om det er den økonomiske politik som sådan. Jeg er alvorligt bange for, at jeg selv og kollegerne bærer et stort ansvar for, at Europa er i krise, siger Margrethe Vestager til P1 Morgen.

(…)- Der er ingen der siger, at Grækenland ville have været i en bedre situation i dag uden euroen, for de har haft en politik som har haft meget svært ved at understøtte beskæftigelse og opbygning af solide offentlige budgetter.

Du kan tro, kære Margrethe, at vi også skyder på politikerne, ikke mindst for at indføre Euro’en. Men, hvis det er politikernes skyld at det går dårligt ville det så også samtidigt betyde at det ville være deres fortjeneste, hvis det - blot for at lege med tanken - gik godt? Eller er Euro’en blot et godt projekt uagtet virkelighedens nådesløse udvikling?

Det samme spørgsmål som også kunne rettes til den forfængelige Lykketoft-Ellemann duo og til alle mulige andre eurotilhængere for den sags skyld. Ellemann gør det nærmest til at dyd at skyde skylden på den virkelighed euroen er en del af; populistiske politikere, nationer og hysteriske markeder. Havde vi blot været alt det foruden, foruden politikere, der vulgært skulle tage hensyn til de simple folk de gerne skulle repræsentere, og kunne vi blot afskaffe markedet eller i det mindste styre det efter hensigtsmæssige EU-regulativer…

Thatchers vittige og skarpe diagnose af at socialismens problem var at man i sidste ende løb tør for andre folks penge blev understreget i den forgangne uge, da den nye franske regering appellerede til de velstilledes patriotisme når nye skatteforhøjelser skulle bæres igennem.

Tyskerne ser nu også ud til ikke længere at have råd til at solde med patriotismen, som det har været standard siden de lod sig rive med af patriotisme for snart 80 år siden. Men mon ikke snart tyskerne siger javohl igen (og hvem ved, måske vinder deres landshold endda EM?) Imens arbejder politikerne pligtskyldigt på at fortsætte kursen med mere EU som løsning på EU’s problemer, som Morten Messerschmidt skitserer

For her er, hvad Guido Westerwelle og andre supereuropæere i den kommende tid vil bruge deres kræfter på at få indført:

1) En EU-præsident og en EU-finansminister valgt delvist af Europa-Parlamentet.
2) En fælles EU-hær.
3) Et to-kammersystem for EU, hvor EU’s regeringsledere bliver det ene kammer og EU-parlamentet det andet.
4) Flere flertalsbeslutninger, så mindretal kan tromles.
5) Fælles EU-repræsentation i organisationer som FN.
6) Valg til EU-Parlamentet i alle lande på samme tid; faste pladser i parlamentet til EU-partier på tværs af landegrænserne.
7) Fælles EU-visum for alle EU-borgere og meget mere.

Ja, lad os få folket længere væk fra beslutningerne end de allerede er. Det var jo trods alt folket der gav de uduelige politikere mandat i første omgang. Og så skal patriotismen ellers betale de overnationale idealer.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress