Acts of Badassery

Diverse — Drokles on May 22, 2012 at 4:39 pm

Act of Valor er historien om en enhed i den amerikanske elitestyrke Navy SEAL og deres antiterroraktioner. Filmen er vokset ud af en reklamefilm for de amerikanske specialstyrker efter at man så billedpotentialet i de dramatiske øvelser. Et løst manuskript med nogle tilføjede scener blev det kit der binder de næsten to timers underholdning sammen. Det er ægte SEAL’s der spiller SEAL’s, mens alle andre er ægte skuespillere. Som da Nils Malmros ikke betroede sine skuespillere at føre skalpellen i At Kende Sandheden og i stedet filmede sine egne gamle forhenværende doktorhænder.

Act of Valor har fået en blandet modtagelse blandt anmelderne. Selvom der er udbredt forståelse for ideen i at fremme realismen i kampscenerne på bekostning af personkarakterisk er det plottet og skuespillet, som stort set alle anmeldere med rette kaster sig over. Og sandt er det at Ken Loach nok havde trukket mere ud af det talent der var at arbejde med. Bill Janson, en tidligere ‘Marine’, har dog ingen fine fornemmelser. Han respekterer SEAL’sne for deres professionelle metier frem for at være “monkeys on stage!” og anbefaler at se filmen “for some badassery“.

Men anmelderne også foruroligede ved hovedbudskabet i denne tour de force i badassery. I deres opgør med filmens ideologiske undertone afslører de dog blot deres egen forsimplede og misantropiske ideologi. Deres misantropi går dels på at de afviser filmens præmis om at soldater kan opnå ære ved at føre krig. Krig er nemlig beskidt og soldaten bliver automatisk besudlet og tager sine traumer med hjem og ødelægger sin familie. Det ved vi fra utallige antikrigsfilm, der har fået gode anmeldelser for netop denne vinkel. Misantropien viser sig også i at de ikke tiltror publikum evnen til at abstrahere. Vi her på Monokultur er uenige i begge disse betragtninger

Nothing wrong with a little shooting as long as the right people get shot!” siger Clint Eastwoods Dirty Harry i Magnum Force fra 1973. Og der skydes rigtig mange af de rigtige mennesker i Act of Valor. Og det er badassery anmelderne ikke tiltror publikum at abstrahere fra. Tag f.eks. The Strangers Paul Constants ufrivillige anbefaling af filmen

Never mind that the good guys aren’t even written to have personalities (the black Navy SEAL’s sole personality trait, for instance, is that he has gold teeth). The bad guys are a multicultural assembly of evil, kind of a Down with People. We have suicide-bombing Filipina Muslims led by a white Muslim who may as well be a Soviet scenery-gnasher from a 1970s James Bond movie (only his violence is of course on steroids, for this ramped-up, War on Terror era; in the beginning of the film, he blows up an ice cream truck, surrounded by a bunch of children, because he is eeeeevil). The malevolent non-Arab Muslims are assisted by a greasy Jewish drug-runner (who informs the SEALs, when he is captured, that the bad guys are planning something that will “make 9/11 look like a walk in the park!”) and Mexican drug lords who help undocumented Mexicans get inside the United States.

Og Guardians Phillip French tilføjer “there’s no room for any sort of respect for the enemy or any understanding of his motives“, mens Rodel Rodis på Global Nation argumenterer for at det ville være mindre racistisk, hvis filippinske muslimske terrorister blev betegnet som muslimer frem for filippinere. Ja, den film skal da bare ses. Men også kritikken af filmens æstetik afslører, kritikernes eget ideologiske skabte verdensbillede for det er som vi skal se en og samme sag. MetroXpress skriver f.eks

Mange kampscener opleves, som var filmen et first-person shooter-spil, hvor man ser verden fra hovedpersonens synsvinkel med våbnet foran sig og åndedrættet i baggrunden. Information om karakterernes alder, navn og militærrang klares med et pop-up vindue, og solen indhyller konstant soldaterne i eftermiddagslækkert heltelys.

Men giver det ikke god mening at lade billedæstetikken fortælle historien? Når de gamle film noir gjorde god brug af dramstiske lys- og skygge virkninger for at udtrykke den fordækthed der indhyllede plottet og protagonisterne er det så ikke logisk passende at en film der vil portrættere “acts of valor” gør brug af heltelys? I begge tilfælde ligger æstetikken ligefor. Det provokerende for anmelderne er selvfølgelig at Act of Valor ikke skammer sig over at fremstille det ophøjede i mennesket og ophøjethed endda ved rene krigshandlinger.

First-person shooter vinklen er ikke på nogen måde anderledes end den Spielberg fik stor ros for i Saving Private Ryan. Her kunne vi få en fornemmelse af hvad krig er fortalte anmelderne os overstrømmende af begejstring. Og det var velfortjent. Men i Act og Valor er det fornemmelsen af et computerspil. Hvorfor denne denne forskel på udtrykket? Den tidligere Navy SEAL Bob Schoultz konstaterer på baggrund af egne erfaringer tørt: “I thought the movie captured pretty well the intensity of close-quarters combat. Some of the shots give an excellent “you are there” sense” i San Diego News. Mens anmelderne generelt refererer til andre film søger Act of Valor, som også Saving Private Ryan at afspejle virkeligheden og i virkeligheden er krig ikke bare krig, som man blot kan tage afstand fra. Krige, soldater, våben og taktik er forskellige.

For Tom Hanks og hans deling af tilfældigt sammensatte unge rekrutter gælder det i åbningsscenen med fuld oppakning at tilbagelægge afstanden fra bræmmingen, i tungt sand, henover døde kammerater, forbi diverse pigtrådsforhindringer og under kraftig fjendtlig beskydning, hen til den sparsomme dækning for foden af klinten. Alt er kaos og ingen taktik eller slagplan andet end at kunne løbe så stærk som muligt med sit udstyr og undgå panik kan redde nogen fra vilkårligheden. Angst og meningsløshed i helvedes forgård, den enkelte soldat er et Government Issue, et nummer i tabsstatistik generalstaben på forhånd har udregnet som en pris man vil betale for indtagelsen af de vigtige fæstningsværker. Man kunne måske kalde det en first-person shot-at vinkel, hvis det letter forståelsen.

Helt anderledes er det selvfølgelig med specialstyrker som SEAL. De vælger tid og sted og de slår til når og hvor fjenden ikke venter det. Disse mænd er ikke blot en given mængde masset sammen til lejligheden. De er hver især et unikt og svært erstatteligt højt specialiseret stykke isenkram. De er mænd af den rette støbning for hvem krig er en metier. Når vi ser ud gennem deres øjne er det ikke en et spejl af den panik vi givetvis selv ville blive grebet af havde vi befundet os midt i blodbadet, som Spielberg brillant viste os. Det er derimod den professionelle soldat der agerer og reagerer professionelt. I forhold til Superligaens brave kamp for små momenter af sammenhængende spil ligner FC Barcelona jo også EA Sport’s FIFA 12. Det er altså anmeldernes egne ideologisk indvendinger blottet for reflektion over indholdet.

‘Act of Valor’ er provokerende krigsforherligende. Den reducerer en mands villighed til at gå i krig til et spørgsmål om, hvorvidt han elsker sin familie. Denne misforståede heltemodighed står i absurd kontrast til, hvordan amerikanerne tager hævn over deres fjender, som tilsyneladende tæller hele verden, ved at gøre brug af al deres overlegne militærkraft mod sagesløse junglebander og fattige jihadister.

De sagesløse junglebander, som der medfølende refereres til er syd- og mellemamerikanske narkokarteller, hvis håndlangere blot befinder sig i junglen som de nedkæmpes. Og jihadisternes privatøkonomi er vel ret beset underordnet den tilsyneladende rigelige sponsering af deres organisationers terroristiske aktiviteter.

Anmelderen synes sig heller ikke forpligtet til at forklare, hvorfor heltemodet er misforstået og man får ingen ledetråd til, hvad rigtigt forstået heltemod er. Som de fleste anmeldere ved han åbenbart bare hvordan det virkelige soldaterliv er, hvad kammeratskabet betyder og kender soldatens psyke - og ikke mindst det derhjemme. Hmm…  SEAL-Bob derimod finder at; ”The level of comfort and intimacy between the men reflects the best units in the SEAL Teams. Not all SEAL units are that tight, but many are.” og “It showed the SEALs as family men, which most are, and fairly depicted the divided loyalty these men struggle with, between their family and their unit/mission.”

Soldaterne skal nemlig ikke have bekymringer om hjemmelivet, hvis de skal bevare fokus i skarpe situationer, noget som filmen gør et lille og fint nummer ud af at fremstille. Og de skal ikke sendes på mission splittet af en bunke Paradise Hotel konflikter eller, om vil vil, håndholdte køkkenbordsdramaer. Ægte kammeratskab og betingelsesløs kærlighed er netop nødvendige kvalifikationer og en del af den disciplin der skal opøves, hvis man skal være af den rette støbning. Og det er ikke så langt fra fantasien at der rent faktisk findes kvinder, der finder den form for maskulinitet umådelig sexet.

Anmelderne foretrækker derimod instinktivt at se på gængs filmskolekliche, hvor der skal være et drama mellem hovedpersonerne for at der er drama i filmen overhovedet. Filmskoleklicheer får dog alt for mange film til at fortælle den samme historie med det samme udsyn og hvis ikke Act of Valor skal ende i endnu en forudsigelig antikrigsfilm vil dens oplæg blot føre til anstrengende og tidsspildende trakasserier som man finder i Tom Cruises plagede maverick i Top Gun eller Charlie Sheen’s ditto i Navy Seal’s. Og det er tid der tages af ens liv, hvor man i stedet kunne se fremmede nationaliter og religioner få deres bekomst.

Film-nyt havde denne overordnede betragtning

Underholdningen fungerer fint, men den er voldsomt glorificerende overfor den amerikanske hær og stiller stort set ikke spørgsmål ved noget som helst af det de gør.

SEAL-Bob mener derimod af egen erfaring at “The movie gave us a look at the face of the evil and zealotry we are fighting, and hopefully makes it clear how important it is that we aggressively fight these people.” Ja, for der er i forvejen en overdådighed af film, der vånder sig over fortænkte spørgsmål ved det ikke bare den amerikanske hær gør, men os alle sammen her i Vesten. Som f.eks. Blood Diamond, hvor det er dig og din livsstil, der er skyld i at Afrika altid har været et grusomt kontinent. Eller i Traffic, hvor det er dine børn der holder negerpusheren i gang. Og i Syriana, hvor din rigdom er skyld i at et par fattige arabere til slut i filmen selvfølgelig prøver at tjene lidt skillinger ved at deltage i en selvmordsaktion. Denne type films postulater om virkelighedens sammenhænge tager filmkritikere som objektive og sande betragtninger og det er det der leder Paul Constants, som ovenfor citeret, til at ironisere over at en terrorist “…blows up an ice cream truck, surrounded by a bunch of children, because he is eeeeevil“. I Constants verden er der åbenbart mange forståelige og sympatiske motiver til at nogen ville myrde løs børn (dog næppe hvis det foregik på en norsk ø må man tro). Anmeldere benægter som Constants chikt “the evil and zealotry we are fighting“.

Og dog er der en undtagelse. “De er nok gode at have, men udmattende at glo på.” konkluderer Jyllands-Posten således befriende og minder os ganske relevant om hvorfor

Det var dem, der gik lige ind i løvens hule og plaffede Osama bin Laden ned, og det var dem, der for et par måneder siden befriede et dansk og et amerikansk gidsel fra somaliske kidnappere, der var totalt stenede af det narkotiske stof kat.

Politikens Kim Skotte lægger selvfølgelig også mærke til det udmattende skuespil, men finder det befriende at propaganda’en er så utilsløret

At man får et overraskende omfattende smugkik på alt det spændende grej, den amerikanske hær har til rådighed, gør det altså heller ikke mindre interessant.

Men propaganda er det altså og derfor, fristes man til at sige, kommer der en Politiken sammenligning

Leni Riefenstahl satsede på medrivende æstetik. At dømme efter ’Act of Valor’ er det vore dage nådesløs action og benhård klippeteknik, der skal få propagandaen til at virke.

Act of Valor leverer ligefrem og utilsløret badassery for alle pengene blottet for fortænkte problematiseringer. Men man kan ikke skjule alle kvalitetsmangler bag sådan en forventningsafstemning (som i det offentlige hvor ‘forventningsafstemning’ derfor er tidens store løsen). For selvom der skydes rigtig mange af de de rigtige minoriteter har Act of Valor dog også sine svagheder. Og her er jeg enig med Bob Schoultz, der ironisk nok kritiserer at noget af realismen går tabt i fortælleformen

• The tactical capabilities were somewhat over the top — on very short notice, no SEAL platoon that I’ve ever seen can do ALL that this platoon did.

• There was no indication of the intense staff support and oversight that would accompany each of these operations. The movie gave the false impression that a SEAL platoon is given a critical mission of strategic importance, then plans and executes it, with little oversight or staff support.

Og realismen var jo netop en bærende kvalitet. Filmen kan nemlig ikke bestemme sig for om vi skal følge et generisk hold, som i TV serien Law And Order, eller et konkret hold og derfor begynder at dufte lidt af Team America. Men bortset fra det skal man unde sig selv noget seriøs badassery.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

viagra online cheap
Monokultur kører på WordPress