Hvad Breivik skulle bruges til

Diverse — Drokles on April 26, 2012 at 10:08 pm

30/9 2010 skrev den nu døde Tøger Seidenfaden bl.a. følgende i Politiken

Hvis vi føler en vis afmagt over for truslerne, er den dog for intet at regne i forhold til terroristernes. Slår man mennesker ihjel, fordi de har karikeret profeten som en voldsmand, gør man sig selv til gemen morder.

Men som muslim scorer man samtidig et etisk selvmål af groteske dimensioner. Intet er bedre egnet til at bekræfte de massive fordomme om muslimer og islam, der desværre trives i den offentlige debat, end den islamisk inspirerede terrorisme.

(…)

Danmark er ikke bare blevet et mål for terrorister. Vi har også fået et dårligt ry hos millioner af fredelige muslimer, der ikke forstår, hvorfor vi – som de ser det – insisterer på at håne og spotte deres profet. Dialog bider ikke på terrorister, men forsoning svækker deres propagandamuligheder og langsigtede rekrutteringsgrundlag.

(…)

Men som samfund er der meget mere, vi kunne gøre. Fra kulturel udveksling til støtte af moskebyggeri, fra diplomatisk dialog til en tydeligere fordømmelse af de muslimfjendske toner i vores hjemlige debat.

(…)

Vi har ingen illusioner om, at der under de nuværende politiske vilkår er et forsoningsgennembrud på vej. Reparation af en symbolsk krænkelse i så stor en skala tager under alle omstændigheder tid.

Klassisk Seidenfaden og klassisk Politiken. Den muslimske terror bekræfter ikke sandheden, men fordomme om islam, der desværre trives i den offentlige debat og således er muslimerne alligevel de sande ofre for muslimsk terror. Virkeligheden er ikke et emne der belyses, hvor man kender træet på dets frugter. Løsningen på muslimernes etiske selvmål skal overraskende ikke findes hos muslimerne selv, som et selvmål ellers mere end antyder, men hos os; at vi ikke yder nok. Vi skal fra institutionelt hold indskrænke ytringsfriheden, for det er hvad der menes med at “vi som samfund”! og vi skal støtte islam. Islamisk terror skal svares med mere islam indtil muslimerne lærer at terror i islam navn kun fører til endnu mere støtte til islam og så holder de nok op. Den slags kan man aftale i München.

Det var før Anders Breivik myrderier på 77 fortrinsvis unge og børn på en socialdemokratisk indoktrineringslejr lidt uden for Oslo. Breivik ændrede debatten og opfattelsen af terror. Med et så venstrefløjen og borgerlige islamapologeter en udligning af terrorbalancen, at højrefløjen under et, nu kunne sidestilles med islamisk terrorisme. 1-1 mellem al islamisk terror kontra Breivik.

Da Sørine Gotfredsen i en kronik i Berlingske Tidende opfordrede til at “bruge Anders Breivik rigtigt” var hendes ærinde nogenlunde det samme som Seidenfadens og de mange apologeter han talte på vegne af. At se terror som et symptom på et underliggende problem, på at noget i samfundet var ramt af en sygdom.

Gotfredsen var måske lidt vel hurtigt ude med karske betragtninger i forhold til den almindelige sørgeperiode. Men modsat Seidenfaden og konsorter holdt hun sig nøgternt til virkeligheden i sin analyse; at det multietniske samfund bragte modsætninger frem, som for mange mennesker ikke kunne løses på anden måde end ved gennem vold. For muslimernes vedkommende var det vold mod os for at få os til at underkaste os islam. For Breiviks vedkommende var det vold imod os fordi vi ikke ville forstå at muslimernes vold var et led til at underkaste os islam.

Men da Gotfredsen ikke abonnerede på venstrefløjens paradigme om at muslimerne per definition er ofre haglede kritikken ned over hende for overhovedet at ville acceptere terroristens præmis, overhovedet at ville forstå hans bevæggrunde. Breivik lavede nemlig ikke et etisk selvmål. Lars Trier Mogensen skrev f.eks. oprørt i Politiken

Hendes afstumpede forståelse for Breiviks krig mod ’kulturmarxisterne’ – i form af unge norske socialdemokrater, der koldt blev likvideret – minder om den franske ultranationalist Jean-Marie Le Pen, der har udbredt en lignende syg undskyldning for Breivik:

»Den norske regering og det norske samfund, som har sovet i timen, har efter min mening det største ansvar. De har ikke taget hensyn til den massive immigrations globale fare, som er hovedårsagen til denne dødelige, skøre mands ideer,« lyder det fra Le Pen.

Fælles for Sørine Gotfredsen og Jean-Marie Le Pen er, at de hidtil er blevet betragtet som repræsentanter for legitime synspunkter.

Men tragedien viser, at vi må blive endnu bedre til at værne om vores åbne demokrati. Revolutionsromantik, trusler og sværmeri for udenomsparlamentariske voldsmetoder kan og skal ikke accepteres, under nogen form.

Det er fra samme avis, hvor Seidenfaden afstumpet skrev at terror skulle imødegås gennem byggeri af terrorudklækningsanstalter og indskrænkelse af ytringsfriheden - altså ved at indskrænke det “åbne demokrati” som Mogensen i dette tilfælde mener at vi skal værne om. Med Breivik er læren pludselig at der ingen eftergivenhed skal være overfor terror. Analysen er vendt helt på hovedet, kun fjendebilledet og selvretfærdigheden er det samme. Og Gotfredsen havde endda ikke gjort sig tanker om, hvilket byggeri vi skulle sætte igang til ære for Breivik ved siden af de muslimske terroristers minareter som Tøger mente samfundet skulle bygge. Og hun havde heller ikke slået til lyd for at man ikke måtte kritisere Breivik og hans forskruede univers af hensyn til hans og eventuelle ligesindedes følelser. Det stod klart at den eneste rigtige måde at bruge Breivik på var til at shame højrefløjen.

Seidenfaden gik ikke bare længere end Sørine Godtfredsen i forsøget på at forstå en årsag til en udåd, han gik langt ud i direkte terrorapologese for ikke at sige terrorstøtte; ikke blot fordi han ville belønne terroren med økonomisk støtte til terrorudklægningsanstalter, men fordi han vil give køb på sine egne idealer og vores allesammens forbandede ret til at sige, hvad vi mener og hvad vi vil. Men det er som sagt ikke et spørgsmål om hvad vi kan lære om noget som helst når vi allerede ved det vi gerne vil vide nemlig hvem fjenden er - altid.

Christian Braad Thomsen mente i Politiken at “Krarup gødede jorden for terror

[Breivik] har fremhævet danske politikere som forbilleder, og det er da også i Danmark, og specielt i Søren Krarups skriverier, man finder en anbefaling af religiøst motiverede massakrer.

Breivik har fremhævet danske politikere, men da der bor andre mennesker i Danmark følger at hvem som helst af dem er de egentligt skyldige! Så hvorfor ikke bare tage sit gamle nemesis Krarup og hænge alt op på hans knage? Det er da en smuk slutning! Og Thomsen fortsatte

Da Krarup udgav Martin Luthers antisemitiske ’Jøderne og deres løgne’ (1999), trådte han på det mest bogstavelige i nazisternes fodspor, idet Luther her anbefaler de jødemassakrer, som siden blev sat i værk af Hitler.

Den historiske fejlkobling af Luther og Hitler til side, er der for Braad Thomsen en logisk linie fra et smædeskrift mod jødedommen skrevet mere end 400 år forinden til Hitler, Breivik og Krarup. Men ingen forbindelse mellem islamisk terror og islam. Thomsen fortsætter derimod i afsnit for afsnit ved at dynge beviser på Krarups ondskab og terrorstøtte, som at Krarup var imod bombningen af Serbien (ligesom FN var det), at krarup ikke mener at islam er en religion og at Krarup er i parti med mennesker der har fået injurie/racismedomme.

Breivik var alene om sin udåd, ikke en del af et miljø og kunne derfor i fred for alt planlægge sine uhyrligheder isoleret i selskab med sit eget vanvid. Alligevel blev lyset automatisk rettet mod højrefløjen, som var dette et enestående eksempel på et modus operandi. Information gik ned af den sti bevæbnet med den yderste venstrefløjs eksperter:

»Breiviks manifest viser meget klart, at han er en del af denne idéverden. Derfor er det fuldstændig forkert at beskrive ham som en ensom galning. Det betyder ikke, at de mennesker, hvis politiske opfattelser han deler, sympatiserer med hans handlinger, men det betyder, at den form for politisk miljø, som de skaber, kan inspirere mennesker som Breivik,« siger Daniel Poohl, chefredaktør for det svenske tidsskrift Expo, der kortlægger højreekstremistiske tendenser.

Men, hvis en ensom galning ikke er en ensom galning når blot vedkommende er en del af en ideverden, hvor efterlader det så alle muslimer? Hvor efterlader det venstrefløjen, der deler fjendebilleder med nazismen og islam (Israel/jøder, USA, demokrati, marked, almindelig menneskelig værdighed)? Når Breivik handlede alene, som han gjorde, falder allehånde ”bevægelser” netop ud af ligningen. Der findes givet mange bevægelser, der deler dele af Breiviks meninger, ikke mindst islamiske terrororganisationer, men Breivik kunne ikke få en eneste til at hjælpe sig med sit forehavende. Modsat islamisk terror, hvor man tilsyneladende blot behøver at råbe død og jøderne eller knus korsfarerne før der er kø af frivillige entusiaster. Da således kun Breivik har set en logik i at myrde løs på ubevæbnede teenagere, som del af en samfundskritik skal den kolde lodning skal altså ikke findes i det ideologiske gods, men i Breiviks hoved. Men så ville man ikke bruge Breivik rigtigt.

Politikens Anders Jerichow leverede et pragteksempel på det-er-altid-de-andre-der-genereliserer i sin “Vi har en rem af Breiviks hud”. Her var det selvfølgelig noget mere overordnet, nemlig tonen

Men problemet begynder ikke med ’andre’. Det begynder med os selv. Hvis vi ser hinanden som grupper – som ’muslimer’, som ’kristne’, som ’jøder’ eller som ’romaer’, og ikke som enkelte medborgere, er det første skridt taget til konflikter, hvor enkelte mennesker hurtigt bliver et gidsel eller en brik i konflikter, som de ikke nødvendigvis har andel i.

Og så fortsatte Jerichow med at udpege de grupper som er skyld i problemerne

I den aktuelle norske tragedie har den ekstreme højrefløj – også i Danmark – i årevis gjort ’indvandring’ og ’islam’ til kommende konflikters omdrejningspunkt. Sociale og økonomiske problemer er fortolket som kulturelle udtryk. Og højrefløjen er ikke ene om det.

Med ganske få undtagelser – de radikale og Enhedslisten – har liberale, centrum, venstrefløjen og også medierne overtaget den ekstreme højrefløjs begreber.

Jerichow endte med at udpege intet mindre end 28 grupper som er dumme og genereliserende. Typisk tankegang hos dem på Politiken!

Lars Von Trier fik kolde fødder over at have lavet filmen Dogville, som indeholder en lang scene, hvor en landsby udslettes i stil med Breviks og typiske skolemassakrer, som hævn over at den ikke har taget så godt imod en flygtning, som flygtningen havde forventet. Men Bjælken i Triers øje kan selvfølgelig aldrig skygge for splinten i Pia Kjærsgaards, som det fremgik af Politiken

Forleden spurgte en belgisk journalist Lars von Trier, hvordan han som dansker har det med, at Breivik i sit manifest flere gange fremhæver Danmark som det eneste anstændige land på grund af den danske politik over for muslimer.

»Det gør mig virkelig ondt, men jeg forstår det godt«, siger Lars von Trier.

»For man må jo gribe i egen barm og sige: Hold kæft, ja! Vi skulle have gjort meget mere vrøvl i tide. Så kunne vi måske have reddet de børn og unge på den ø. Vi skulle have gjort meget mere op med Dansk Folkeparti. For det er den holdningsændring, som de har fremprovokeret, og som vi andre bare har ladet ske, vi betaler prisen for nu«.

(…)

»Jeg synes, at der går en direkte linje fra Pia Kjærsgaards menneskesyn og til Utøya. Man må kræve, at Pia Kjærsgaard træder frem og tager sin del af ansvaret for det, der er sket i Norge. For det er en holdningsændring, som hun og hendes parti med stor succes har repræsenteret«.

Det er klart som blæk. Måske kan Trier nu istedet sætte sig for at forstå Breikvik, som han i Cannes gav udtryk for at han forstod Hitler. Trier selv var og er svær at forstå.

Også EkstraBladet mente at tonen i debatten havde taget overhånd

Danskerne er godt og grundigt trætte af den hårde tone i den danske udlændingedebat, og selv langt ind i regeringspartierne er vælgerne kritiske over for den barske retorik.

Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4.

Her mener 42 procent af danskerne, at tonen i den danske udlændingedebat generelt er alt for hård eller for hård. Et mindretal på 15 procent af danskerne mener, at udlændingedebatten generelt er alt for blød eller for blød.

EkstraBladet medtog ikke den midte, som hverken mener at tonen er for hård eller for blød i deres opgørelse. Tager man midten med mener et flertal af danskerne altså ikke at tonen er for hård. I stedet konfronterede Ekstra Bladet selvfølgelig Pia Kjærsgaard  thi det var hendes tone og ikke dem, som kaldte hende nazist, der var for hård og henviste til deres egen artikel, som  smagfuldt hed “Pia holder fast i tonen efter massakre“.

Også Carsten Jensen holdt mere end godt fast i tonen efter massakren. I Politiken rasede han mod “Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker” og hendes “infame tankegang og menneskesyn” og påstod at “En tredjedel af alle danskere venter på fuldstændig irrationel vis et terrorangreb i den nærmeste fremtid. Det er hendes fortjeneste…” uden hensyn til, hvad Jensen selv ud fra sin egen logik opfordrer til. Og Jensen fortsatte

Danmark blev en nation, hvor den konstante chikane af mennesker med muslimsk baggrund havde højeste politiske prioritet, og hvor intet af det, den norske massemorder Anders Breivik tænkte og sagde, kunne komme bag på nogen dansker, bortset fra det beklagelige faktum, at han tog konsekvensen af sine egne hadprædikener og gik ud og dræbte, for ellers så taler og tænker en betragtelig del af vore politikere nøjagtig som den forstyrrede korsfarer, og Breivik citerer da også entusiastisk prominente danske intellektuelle og roser vores nu forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for at have haft »rygrad«, når det kom til muslimer.

Ikke et ord om de legioner af massemyrdende muslimer, samt dem in spe, der tager konsekvensen af muslimernes hellige bogs hadprædikener. Og ikke et ord om hvorledes et produkt af den norske velfærds- og multikultistat var en logisk følge af Dansk debat.

Andre forsøgte mere forsonligt blot at fritage islam fra sammenhængen til islamisk terror og det mes underholdende forsøg leverede den altid høflige Per Clausen på sin blog til dan han appelerede til at…

...DF ikke fremover insisterede på, at islamistisk terrorisme vokser naturligt ud af islam

Hvis ikke islamistisk terror vokser ud af islam, hvor vokser det ellers? Islamistisk terror er faktisk så unikt og enestående knyttet til islam at det ville være unaturligt, hvis det voksede ud af noget som helst andet.

Garbi Schmidt forsøgte i samme ånd i en kronik i Berlingske Tidende at slå en form for handel af. Den gik ud på at få religion helt ud af ligningen når vi taler terror, ud fra en underforstået logik om at vi nu - endelig! - befinder os i en situation, hvor den ene, som f.eks. kristendommen, ikke har noget at lade den anden, som f.eks. islam, at høre. Men det efterlader selvfølgelig stadig spørgsmålet så meget desto mere presserende, hvorfor der er en overvægt af muslimer blandt terrorister. Scmidt lagde dog først en interessant præmis for sine konklusioner.

Ikke mindst af den grund - for at huske og for at mindske risikoen for, at det sker igen - er det vigtigt at tage diskussionen om, hvad det er vi vil lære af begivenheden.

I modsætning til eksemplet Sørine Godtfredsen vakte det intet postyr at Garbi Scmidt spurgte: Hvad vil vi lære? Og for Scmidt var det sigende nok ikke et spørgsmål om, hvad vi kan lære, om noget overhovedet, men hvad vi vil lære. Læren af begivenheden er i Garbi Schmidts forunderlige univers valgfri fremfor dikteret af om det giver nogen mening. Og i så tilfælde er den ene begivenhed vel så god som den anden. Det er på denne grund Schmidt vil foretage en byttehandel, hvor Breivik ikke vil blive konkluderet som udtryk for kristen terror mod at islam heller ikke sættes i forbindelse med den bølge af muslimske terrorisme, som, råbende Allahu Akbar helt ind i retslokalerne, i de tilfælde de altså når så langt, vil udslette de vantro og indføre kalifatet

Det korte afsnit i Breiviks manifest understreger betydningen af tro. Der er allerede talt meget om Breivik som en »kristen terrorist«, men at henfalde til et fokus på religion alene vil holde os på en sti, som vi må væk fra: ideen om terror som fastlåst i en religiøs konflikt, og kun der. 22. juli må - som andre lignende begivenheder - kræve af os, at vi udvider perspektivet. Breivik taler om »terrorangrebets ideologiske betydning« - ’ideologi’ kan sagtens fortolkes bredt og giver genklang i forhold til andre terrorsager: Der kan være tale om religiøs tro, men også nationalisme eller andre ismer.

At stierne direkte fører til religion, og det er selvfølgelig islam vi alle tænker på, ophæves ved at anlægge nogle andre efter vores eget valg.. Derfor indføres ‘ideologi’, som en samlebetegnelse uden hensyn til de ideologiske følelser i øvrigt. Og ideologi dækker over følgende

22. juli må få os til at reflektere over, hvilke rettigheder vi påberåber os på baggrund af vores opfattelse af gruppetilhørighed: dette være sig religiøs, politisk, national. Her må vi huske på, at ideologier i deres mangfoldighed ikke behøver at afspejle virkeligheden. Som den tyske filosof Eric Voegelin skrev for 70 år siden, så er ideologiens (han talte om den politiske idé, jeg vil tillade mig at tale bredere) formål at skabe symboler, der samler folk, og at forme virkeligheden. Akkurat som vi må erkende, at vi alle har brug for at have ideer, som vi kan samles om, ideer som kan være skabende og kraftfulde, så kan de selvsamme ideer i deres yderste konsekvens være dæmoniske og destruktive.

Islam samler folk om symboler og ideer der i høj grad ikke afspejler virkeligheden, men tværtimod dæmonisk prøver at destruere den for at berede vejen for efterlivet. Garbi Scmidts forslag om at samle alt i en hat under betegnelsen ideologi var kun et forsøg på at slette islam i debatten. Sammen med shamingen af højrefløjen var det det, som Breivik skulle bruges til.

2 Kommentarer »

  1. Eminent og klar analyse, desværre er det netop ikke de akademikere fra udklægningsanstalten, der har tilkæmpet sig en form for indflydelse, der læser disse linier. Fars UG drenge & piger følger den af universitet udstukne linie,dermed basta.

    Comment by Pbr. — April 28, 2012 @ 1:29 pm
  2. Fremragende analyse!

    Comment by Den Slimede Prins — April 29, 2012 @ 6:14 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress