Det var en flot fredag til at starte med, senere blev det regn. Hvis det var en dag, som statistisk lignede alle andre dage ville 2 danskere blive udsat for gaderøveri af muslimske mænd oveni at hver muslim via staten allerede ville modtage 100,- fra danskerne. Og da det var fredag ville der tillige blive spredt muslimsk had fra enhver moske mod danskere, jøder, vesterlændinge, ytringsfrihed, kvinder, vantro, tanker osv. Det var dog en særlig dag, hvor sagen mod Lars Hedegaard så sit sidste slag i højesteret for tanker han havde ytret. En sag af principiel betydning for ytringsfriheden, så principiel at det tager hele syv dommere, har kostet vel over 10 millioner kroner for en potentiel bødestraf for Lars Hedegaard på 5.000,- for noget som han har sagt og som andre ikke kunne lide. Da jeg hilste på Lars Hedegaard før showet startede var det mig svært at forbinde det smilende og rare ansigt med den Lars Hadegaard man med systemets hjælp forsøger at tegne.

På en stor skærm blev der afspillet to sekvenser fra Lars Hedegaards julefrokostinterview med Asger Trier Engberg. Her kunne de syv dommere se en lettere snaldret Lars Hedegaard dele billede med en ølflaske i forgrunden og mellem sunde slurke (af glas skal det siges) tale frit om virkelighedens islam  i Danmark og om de mulige konsekvenser efterhånden som spændingerne i samfundet stiger. Jeg har senere ladet mig fortælle at Hedegaard slet ikke var påpvirket af alkohol da det var hans første øl inden julefrokosten overhovedet kom i gang, men den oplysning ødelægger en del af magien ved interviewet.

Anklageren var mødt velforberedt op, belært af de pinlige episoder ved By- og Landsretten og gennemgik grundigt hele sagen, som den så ud fra hendes side. Vi fik at vide at der stod to menneskeretsprincipper overfor hinanden, hensynet til ytringsfriheden og hensynet til beskyttelse af minoriteter mod hadefuld tale - eller hvad det ævl kalder sig selv. Grundloven blev dog ikke trukket frem denne dag i Danmarks højeste ret. Anklageren refererede flittigt til foregående sager af forskellig relevans og i nogle opløftende minutter i den kedelige procedure (Langballe, der sammen med andre af landets intellektuelle var mødt frem i solidaritet faldt i søvn og måtte vækkes til pausen) citerede hun den ene mindeværdige udtalelse efter den anden, som ved forskellige lejligheder var dømt som racistiske efter paragraf 266b. Det var som en helt lille tour de force i gode blogindlæg - gode for deres sproglige opfindsomhed og gode for deres overvejende sande indhold.

Der var intet nyt i anklagerens argumenter om den specifikke sag, som man ikke allerede kendte fra den til tider hidsige offentlige debat da sagen startede for tre år siden. Hedegaards generaliserende ordvalg, at han burde have vidst, at det var et interview til offentliggørelse, hans forudgående e-mailkorrespondance med Trier Engberg osv. Og der blev lagt vægt på at det som bekendt ikke var relevant med en eventuel sandhedsværdi af disse ytringer i henhold paragraf 266b’s beskaffenhed. Intet nyt altså andet end det uhyggelige i at sidde midt i Danmark og overvære en rigtig og virkelig rettergang i fulde alvor og uden et ord om Grundlov overveje om en mand skal dømmes for sine ytringer og meninger uden sammenhæng til den virkelighed disse ytringer ellers beskriver og uden hensyn til den enkeltes gudgivne frihed: Dømmes rent for selve sandhedens æstetik. Politiken kunne ikke have ønsket sig mere.

Forsvaret gjorde gældende at dommene i By- og Landsret byggede på de fejlcitater af Hedegaard, som 180 Grader havde kreeret og som Politiken efterfølgende og sandsynligvis med fortsæt havde kolporteret og at anklageren således ikke havde argumenter for at stadfæste Landsrettens dom via de nu fremdragne korrekte citater. Forsvaret bestred også anklagerens fortolkning af Hedegaards udtalelser og satte dem dels ind i den situation, som de var fremkommet i og dels ind i at de var en del af en samlet analyse, der indeholdt forbehold mod det generaliserende, som enkelte sætninger som de stod alene ellers antød.

Forsvarets helt stor slagnummer var at afvise at Hedegaard med fortsæt havde talt til et offentligt rum og refererede i en juridisk semantisk argumentationsrække at i og med at landsretten slog fast at Hedegaard “burde” have haft kendskab til udbredelse og således beviseligt, for det tilkommer ikke Højesteret at betvivle Landsrettens bevisførelse, så havde Hedegaard ikke haft kendskab til udbredelsen. Til yderligere grund for det nævnte forsvaret at der ikke blev aftalt noget om lydfiler, at der var tale om et løst interview umiddelbart før en julefrokost så Hedegaard derfor naturligt antog at et redigeret manuskript ville blive sendt til hans godkendelse inden eventuel offentliggørelse og satte som et udtryk for den uformelle stemning i et intimt rum netop Hedegaards bajren den igennem interviewet. Det var et stærkt forsvar, som efterlod anklageren med ingenting.

Hedegaard burde have en god chance for at blive frikendt og det håber vi her på Monokultur. Hedegaard sagde intet, som ikke var sandt i det rodede interview og han sagde intet man endda kan betragte som nedværdigende eller hadefuldt. Hedegaard havde klare forbehold for generaliseringer over den enkelte muslim og beskrev kun den muslimske psykologi og indre logik vi ser udfolde sig overalt i verden, hvor der er muslimer samlet. Men tilbage står paragraf 266b og truer enhver god danskers frie mening. En paragraf som som lader æstetik kvæle sandhed således at det kan være racisme at kalde koranen for morderisk fordi det støder en masse muslimer, som det ligeledes vil være racisme at forsvare sig ved at bringe citater fra koranen fordi citaternes morderiske indhold konstituerer trusler om folkemord. Så Lars Hedegaard går muligvis fri, andet vil efter denne lægmands betragtning være en juridisk skandale, men fri på en juridisk teknikalitet.