Halvgod Sørlander

islam — Drokles on August 25, 2007 at 12:56 pm

Kai Sørlander er altid interessant at læse og skam også i dagens kronik i Jyllands-Posten, selv om han halter. Sørlander mener, at tidens religionskritik er for mangelfuld i sin blinde modstilling mellem religion og rationalitet. Sørlander er bange for alternativet hvis religionskritikerne får udhulet, ikke al religion, men kristendommen. Man ved, hvad man har, men ikke, hvad man får. I Sørlanders optik er kristendommen nemlig ingen hindring for rationalitet, men en historisk betingelse for rationalitet og demokrati i Vesten, som han afslutter sin kronik med

Der er mange forskellige faktorer, der spiller sammen i den endelige forklaring. Men én af disse faktorer må være den herskende religion og dens eget forhold til sekulariseringen af det politiske. Som bekendt har den herskende religion været kristendommen. Og når vi analyserer den nærmere - i Jesu eget fuldstændige afkald på jordisk magt og hans forkyndelse af nogle bud, der ikke kan gøres til politik - så kan vi konstatere, at den har et væsentligt potentiale for at kunne sekularisere det politiske. Et potentiale, som blev brugt i Reformationens opgør med pavemagten.

Ganske modsat for islams vedkommende. I Muhammeds liv og forkyndelse er der intet potentiale for at kunne sekularisere det politiske. Muhammed var selv både religiøs og politisk leder, og han forkyndte nogle bud, der også var bestemt til at være politisk lovgivning. Der er al mulig grund til at se dette som en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor den sekulære demokratiske samfundsorden voksede frem i den europæiske kultur, mens den islamiske verden stod stille i sin binding til deres religiøse lovgivning.

Dette perspektiv mangler helt hos Sam Harris og de øvrige radikale religionsfornægtere.

De ser ganske rigtigt, at kristendommen også har været brugt til meget ondt; men de ser ikke, at dybere nede har den været en medvirkende årsag til fremvæksten af det sekulære demokrati i den europæiske kultur. Her er de blinde. Og i erkendelse af den blindhed må vi bedømme deres generelle religionsfjendtlighed som irrationel.

For vi ved ikke, hvad der kommer i stedet, hvis vi aktivt nedbryder den kristendom, der har gødet jorden for det sekulære demokrati, som det faktisk eksisterer.

Det kan være, at tomrummet fyldes af en større irrationalitet.

Så i stedet for at dømme al religiøsitet som lige farlig må det mest rationelle være at stå ved den historiske arv: Den symbiose af kristendom og rationalitet, som har virkeliggjort den sekulære demokratiske samfundsorden i europæisk kultur.

Og det er jo fint nok. Artiklen skal jo være et opgør med religionsfornægterne og Sørlanders argument ender med at man ikke skal sparke stolen væk under kristendommen, der på den ene side ikke hindrer rationalitet og på den andenside virker som bolværk mod det der er værre. Det er underforstået at tomrummet skal fyldes med noget. Og det er jo rigtigt. Men når Sørlander selv går ind på den præmis at rationalitet er en særskilt størrelse der kan være sin egen forudsætning hvorfor så frygte islam?

Der skal være forudsætninger for rationalitet, men sørlander viser ikke dette. Om noget er rationelt afhænger af hvad målet er for samfundet og det er ikke med i Sørlanders univers. Tværtimod giver han sig ud i et håbløst forsøg på at tegne det rationelle samfund uden værdiforudsætning som ud af den blå luft

Det grundlæggende krav må være, at de enkelte individer som minimum får de nødvendige betingelser for at kunne udøve deres rationalitet. Det betyder helt elementært, at de skal lære at bruge sproget mundtligt og skriftligt, så de kan udforme deres egne tanker og forstå andres. Og de skal have den viden, der er nødvendig for, at de som rationelle væsner kan handle ansvarligt. Så vidt det er realistisk muligt bør de konfronteres med den bedst mulige videnskabelige erkendelse om, hvorledes verden og samfundet er indrettet.

På dette grundlag kommer så det næste krav til en rationel samfundsorden. For så kan det ikke begrundes, at nogen har særlig ret til at tage de overordnede politiske beslutninger. Så må der fundamentalt kræves politisk ligeværdighed og en form for demokrati. Det betyder, at politisk lovgivning skal diskuteres og vedtages gennem en demokratisk procedure, som i sit udgangspunkt skal bygge på politisk ligeværdighed og i sin afslutning på en flertalsafgørelse - måske taget af politiske repræsentanter i et parlament.

Dette er kravene til et politisk system, som sætter rationaliteten og den rationelle politiske diskussion i centrum. Og det er vor fornemste politiske opgave at forsvare dette åbne demokratiske system og sikre dets fortsatte beståen. På dette punkt er jeg fuldstændig enig med Sam Harris og de øvrige radikale religionskritikere. Det gælder om, at vi inden for demokratiet fortsat kan sikre, at de opvoksende generationer får den ballast, der gør dem bedst egnede til at videreføre den rationelle demokratiske samfundsorden.

Her forudsætter Sørlander en række præmisser som værende rationelle, men som i virkeligheden er kulturelle og trosmæssige dogmer. Jeg antager at Sørlander mener at mænd og kvinder er ligeværdige, men er det rationelt når de ikke er ens? Er alle mennekser lige rationelle og er det derfor ikke irrationelt, hvis man giver lige muligheder til uens størrelser? Vi foretrækker læger udvalgt på meritter, hvor skal samfundet styring afhænge af mange dumme menneskers manglende evne til rationalitet - mennesker der ikke består deres eksamner, tjener for lidt, ikke kan forsørge sig selv eller bare er idioter osv? Er det rationelt at man bruger ressourcer på handikappede? Behøver alle at stemme og behøver hver enkelt stemme at vægtes lige? Er det rationelt et beskytte individet eller opvejer flertallets behov altid den enkeltes? Er slavehold rationelt (alle dummernikker og dovendidrikkerne skulle da nok få fejet nogle gader hvis alternativet var en grundig piskning)? Hvorfor ikke den stærkes ret? Hvorfor beskæftige sig med ting der ikke giver mening? Det sidste skal jeg komme tilbage til til slut.

Tanken om at det er rationelt at være demokratisk har sin argumentation i hvad vi ved om demokratiet, fordi vi er født ind i dets konsekvenser. Men da man gradvist indførte demokratiet havde man jo ikke den viden og den forekom ganske irrationel for mange forstandige mennesker der i skrift og tale modsatte sig ideen. De tabte i det lange løb dikussionen fordi de ikke kunne forsvare deres position moralsk! Demokratiet er kun et blandt mange rationelle samfundmodeller. Marxismen var en anden rationel styreform. Demokratiet er kun rationelt, hvis man forudsætter et bestemt syn på indivedet og i vores optik, alle individer.

Menneskesynet er derfor af afgørende betydning og det er i høj grad subjektivt. Når Sørlander taler om det enkelte individ, forudsætter han noget grundlæggende værdifuldt i det enkelte individ uden skelen, og det er ganske afgørende, til det enkelte individs kvalitet. Demokratiet i vores historie afspejler ideen om at menneskene er frit tænkende individer, der alle er stillet lige overfor Gud. Derfor kan mennesker ikke værdisættes ud fra talenter eller bestemte bidrag til samfundet eller gøren sig til overfor Gud. Men det er en præmis der ikke er rationel, men bunder i opfattelsen forholdet mellem menneske og Gud. Og derfra opstår et rationale der tilsiger at der ikke er nogen der har særlig ret til magt. Den frie vilje er ligeledes et dogmatisk program, som man i et samfund være enig om at det forholder sig sådan. Og den overbevisning har vi jo fået ind med modermælken. Det er sådan fordi vi tror det er sådan.

Sørlander skilder rationale og religion ad således

Rationaliteten kræver, at vi ikke hævder mere, end vi kan begrunde. Og i sidste instans må vi kunne begrunde det på vore simple erfaringer i forening med begrebslogiske sammenhænge.

I modsætning hertil hævder religionen sandheden af noget, som ikke kan begrundes rationelt, og som alene må godtages på tro. Således kan der skelnes mellem tro og viden - mellem religion og videnskab.

Da de gamle ghyptere begyndte at studere stjernerne nøje var det fordi de mente at guderne talte til dem ved at rulle stjerne hen over himlen i en kode eller sprog. Det galt derfor om at kunne tyde stjernerne. Hvad man fandt var en rutine der fulgte årets gang og man kunne derfor begynde at tidsætte begivenheder mere præcist, end hvis man bare fulgte vejrets omslag. Man blev i stand til at sige hvornår Nilens vand ville stige og dermed sikre optimal høst, hvert år. Det betød et overskud i fødevareproduktion og derfor frigivelse af arbejdstyrke som betød arbejdsdeling, specialisering, kunnen, viden og forfining af primitiv kultur til civilisation. Da Nilens vand for ghypterne afhænger af forhold tusinder kilometer sydpå, som man ikke havde kinamands chance for at gennemskue ellers, danner den på papiret komplet idiotiske ide om en enorm skarabæ der skubber rundt på solen og lignende himmelegemer basis for civilisationen. Fordsætningen var ude i hampen, men den rationelle udnyttelse …..ohlala.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress