Jeg var ellers godt igang, med et harmdirrende indlæg, men lad en professionel komme til. Det handler om den Augsburgske bekendelse, der virker politisk ukorrekt fordi den udelukker islam fra den rette tro og alt sådan noget. Fra Kristeligt Dagblad

Derfor tilsluttede de sig de oldkirkelige bekendelser og fordømte de retninger, der tog afstand fra de oldkirkelige bekendelser. Det er formodentlig Johannes af Damaskus, der er ophavsmand til det kætterkatalog, som reformatorerne viderebringer her i artikel 1.HAN FORSTOD ikke islam, kan Drejergaard fortælle os. Jo, Johannes, der levede som dhimmi under islamisk overherredømme, forstod islam særdeles godt. Han har leveret skarpsindige analyser af islam, der langt overgår notatet fra den fynske velærværdighed, der afviser middelalderteologernes forståelse af islam som ”klicheer”. Sikke dog en provinsiel skråsikkerhed.

Drejergaard bryder sig ikke om artikel 1, fordi den rummer ”rester af middelalderlig sammenblanding af tro og tvang”. Rent og skært sludder. Der står ikke et ord i bekendelsen om, at fordømmelserne af kætterierne skal have politiske følger. Tværtimod tager bekendelsen klart afstand fra kirkens verdslige magt i artikel 28, hvor det forbilledlig klart udfoldes, at den kirkelige magt alene udøves ved at lære og forkynde evangeliet, og at evangeliet ikke bemyndiger biskopper til at have nogen ”sværdets magt”. Bekendelsens første artikel gør det krystalklart, at den kristne Gud er treenig. Drejergaards notat gør det totalt uklart. Drejergaards arbejdsgruppe har rent ud sagt leveret et teologisk makværk, som fortjener at blive skubbet langt, langt ind under gulvtæppet.

Læs den hele for man bliver klog af den.