Krigskællingen med det kontroversielle flertal

Diverse — Drokles on February 24, 2012 at 5:55 am

Således beskrives Englands tidligere statsminister Margaret Thatcher i en anmeldelse af filmen ‘Jernladyen’

»Meryl Streep er lynende præcis (med mere) som Englands kolde krigskælling, Margaret Thatcher. Men at Jernladyens menneskelighed tillægges hendes senildemente hallucinationer af sin rare, afdøde husbond, gør det principielt provokerende politiske biodrama om hende til en flad filmoplevelse«, skriver Christian Monggaard i sin anmeldelse i Information.

Når Informations Monggaard frejdigt og i underforstået sympati med Thatchers politiske modstandere bruger deres ord til at beskrive Thatcher forventer jeg ingen indsigelser fra den kant mod min kommende Obamafilm ‘Niggerpræsidenten og hans abefamilie’. For lige så potentielt provokerende Jernladyens menneskelighed er for venstrefløjen ligeså provokerende er Obamas farve det for hvide supremachister. Det er Politiken der giver et sammenkog af en række filmanmeldelser for at trække et par generelle tråde. En af trådene er at filmen mangler struktur og fokus, som når den hæfter sig ved det ligegyldige

Som nævnt tager filmen udgangspunkt i Margaret Thatchers 52 år lange ægteskab. Ifølge Bo Tao Michaëlis er det dog et kedeligt udgangspunkt, der ikke gør meget godt for filmen.

»Jernladyen koncentrerer sig mestendels om hr. og fru Thatchers 52-årige ægteskab, der fremstår som et langt, idyllisk guldbryllup. Hun har hang til whisky, han til tandsmør på toast. Men ellers er der intet kontroversielt. Ingen sidespring, ingen skænderier, ingen skilsmisse«, skriver han.

Man skulle jo ellers nok mene at et lykkeligt ægteskab var unikt i den danske køkkenbordsfilmverden’s maniske optagethed med at vise at ægteskabet ikke er andet end en stor løgn af bedrag, konflikt og sammenbrud.

Ligesom køkkenbordsfilm kræver offentlig støtte grundet manglende interesse fra folket, så gjorde den nationaliserede engelske industri før Thatcher.Så at en anmelder kalder en legitim statsleder, valgt og genvalgt og genvalgt en gang til af det engelske folk, for en kold krigskælling undrer ikke fordi, som Politikens anmelder skriver længere nede, Margaret Thatcher var

…på alle måder en kontroversiel statsleder. Hun stod bag nogle store strukturelle ændringer i Storbritannien i sin regeringstid. Blandt andet blev fagbevægelsens magt kraftigt beskåret, mens hun indførte privatiseringer i store dele af den offentlige sektor.

Dog ikke mere kontroversiel end at hun fik et flertal af englændere bag sig i tre omgange og blev på den måde den længst siddende engelske statsminister i det tyvende århundrede. Kontroversen bestod i at gøre op med et mindretals strukturelle ødelæggelse af englændernes fælles økonomi gennem udemokratiske magtbastioner. Og en stor del af den offentlige sektor var industri, som tidligere var blevet nationaliseret.

Det var i øvrigt en russer ved navn Yuri Gavrilov, som i avisen Den Røde Stjerne opfandt det lettere mandschauvanistiske øgenavn Iron Lady, som en hån af hendes antikommunisme. For venstrefløjen var udtrykket kærlighed ved første blik for alle dets konotationer gik rent ind.

 

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress