Politiken i ny hårfin balancegang på principper

Diverse — Drokles on January 30, 2012 at 8:08 am

Under Tøger Seidenfadens ledelse tog Politiken det interessante standpunkt at man forsvarede Salman Rushdie for hans ret til at ytre sig, mens man angreb Jyllands-Posten for at krænke muslimernes følelser for deres pædofile idol. Distinktionen var rent æstetisk da Rushdie’s værk ‘De Sataniske Vers’ var kunst mens Kurt Westegaard og de andre tegneres værker ikke var kunst. Sådan! Friheden tilhører eliten sådan som Politiken definerer eliten, allemandseje er den i hvert fald ikke. Nu kommer så en opfølger i ægte Politikenstil

Allerede lovgivningen imod benægtelse af holocaust var problematisk, og dét til trods for at der var og er brug for at bremse en antisemitisme, der bruger benægtelse af nazisternes forbrydelser som et af sine instrumenter.

Men det har vist sig, at almindelig lovgivning mod racisme har kunnet ramme denne form for giftig brug af historien, mens egentlig lovgivning om, hvordan historien skal forstås, huskes og beskrives, og med hvilke specifikke ord, kun fører ud i ahistorisk politisk polemik, der slet ikke handler om fortiden, men om nutiden.

Det er ikke statens anliggende, hverken i Tyrkiet, Frankrig eller Danmark, at lovgive om synet på historien. (…)

Og fornægter nogen, hvad der er sket, skal de imødegås med forskning, dokumentation og argumenter. Ikke med lov og magt.

Man må gerne benægte folkemord, men ikke ytre sig racistisk. Om Politiken kan finde en æstetisk forskel mellem folkemordsbenægtelse og racisme er nok ganske tvivlsomt. Så ind til videre holder de sig til en pragmatisk distinktion, nemlig at lovgivningen skal gavne et forudbestemt slutresultat. Både racisme og folkemordsbenægtelse er slemt men mens man gennem forskning, dokumentation og argumenter kan imødegå folkemordsbenægtelse så skal der altså lovgivning til mod racisme. Virkeligheden er fri, mens meninger er strafbare.

Et af argumenterne for en almindelig lovgivning mod racisme er at racisme fører til dehumanisering, som bereder vejen for et folkemord. Men ved at tillade folkemordsbenægtelse falder forskning, dokumentation og argumenter  jo til jorden for racisme fører i så fald ikke noget med sig.

Åh, som en lille bonus et lille eksempel på det, der vist med et fint ord hedder moralsk ækvivalens

Det absurde er, at mens Frankrig nu forbyder benægtelse af det armenske folkedrab, forbyder Tyrkiet anerkendelse af det. Begge dele er lige forkerte.

For Politiken er det altså ikke mere forkert at forbyde sandheden end det er at forbyde løgnen. Måske er Politikens balance blot dette; hvis man tillader det ene skal man forbyde det andet?

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress