Seje skridt

Diverse — Drokles on January 2, 2012 at 3:54 pm

Post skrevet til Snaphanen

————————————–

Og jeg vil sig det meget klart i aften.” sagde Thorning med en af sine karakteristiske formuleringer i sin første nytårastale, som Statsminister. “Den kommende tid vil kræve meget af os“. Meget klarere hvad det gik ud på blev det dog ikke og vi kunne derfor føle os helt trygge ved at den Thorning der “gjorde det” da hun blev statsminister er som vi forventer, mere optaget af hendes karriere som politiker end politisk indhold. For den kommende tids krav til os var ikke de investeringer ud af krisen, som hun havde stillet alle - der var naive nok til at tro på enten hende eller, og det er måske endnu værre, hendes politik - i udsigt, men derimod besparelser og Thorning så sig ikke det mindste generet ved denne kovending, som ikke engang kræver uddybning. “Regningen er ikke betalt” varslede hun senere i sin tale. Nu er der ikke længere mennesker bag tallene.

I de kommende år får vi endnu strammere budgetter, og vi må stille endnu hårdere krav til os selv. (…)

Mange vil opleve forandringer. Mange vil blive bedt at tage en tørn ekstra.

Og ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser.

Selv om regeringen stadig vil “kickstarte dansk økonomi” og “investere milliarder i børnehaver, veje og arbejdspladser” stod det klart at regeringen vil spare sig ud af krisen frem for at investere sig ud af krisen. Ja Thorning mente endda at den tidligere regering “førte en kortsigtet og slap økonomisk politik“. Det har hun også ret i, men i sammmenligning med Socialdemokraternes lancering af Trivselssamfundet i 2007, som med Thornings egne ord ville bliver dyr - men der var råd til det grundet den daværende gode økonomi, som hverken skulle bruges af borgerne selv eller som afbetaling på udlandsgælden - så virkede den tidligere regering uhæmmet liberalistisk. Så det var ikke hendes egne røde planer, som de er kommet og gået i årenes løb hun sigtede til da hun sagde

Også herhjemme var der et vist overmod. Mange handlede, som om de gode tider bare ville fortsætte og fortsætte.

Nej, nu hvor man har placeret sig på taburetterne - for det var det de gjorde, da Helle på valgaftenen sagde “Vi gjorde det!”, satte sig på taburetterne - er erkendelsen af økonomisk ansvarlighed mere naturlig.

Underskuddet betyder, at vi betaler velfærd med penge, vi ikke har.

Det går ikke i længden. Det siger sig selv.

Det sagde strengt taget også sig selv før valget. Men alt det er vand under broen, magten er opnået og ministerbiler har aircondition. Men Thorning lagde mere sentimentalt ud ved at placere sine slægters led (på mødrene side) i Danmarkshistorien efter at have sagt godaften og kort konstateret at Danmark har fået en ny regering og at Danmark (”og derfor” får man lyst til at indskyde) står overfor en alvorlig krise. Thorning ridsede det tyvende århundredes sociale landvindinger op: Økonomisk fremgang og relativ lighed, kvinderne ind i stemmeboksene og videre ud på arbejdsmarkedet og det, mente statsministeren, pegede direkte frem til de kommende generationer

Når jeg i dag ser på vores unge, ser jeg en generation, som - hvis de får lov - til fulde forstår at bruge mulighederne. I griber verden. Og ja, I kommer også fra alle dele af verden. Unge med en anden etnisk baggrund er med til at skabe et samfund, hvor mangfoldigheden bliver større, uden at Danmark bliver mindre.

Alt der bygget op ned gennem degenerationerne, som Dirch Passer kaldte det i en gammel sketch, fører frem til de unge og særligt dem, med anden etnisk baggrund, som gør Danmark større alene ved deres etniskhed. Ifølge statistikken gør de også Danmark fattigere og mere voldeligt. Men diffuse udtryk vinder altid over hårde fakta i skåltaler især mens tømmermændene fra 1982 støt stiger i intensitet. Og så blev anden etnisk baggrund ikke nævnt mere eller for andet i talen - måske fordi Thorning ikke regnede med at eventuelle unge lyttere med anden etnisk baggrund end dansk havde koncentrationsevne nok til at lytte hele talen igennem og således skulle de klappes af så tidligt som muligt. Man skal jo tænke på de svage.

Der blev heller ikke talt om betalingsring, klima eller miljø og sammenholdt med talens indhold af ubetalte regninger, som man ikke kunne se bort fra var Socialistisk Folkepartis verdensbillede således slet ikke repræsenteret. Faktisk blev det til et direkte nederlag til SFs sociale profil og en sejr til Joachim B Olsen, som venstrefløjen ikke har forsømt en eneste lejlighed til at benævne “kuglestøder” eller “tidligere kuglestøder”, som var det et skældsord. Thorning sagde nemlig det meget klart

Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Eller ligefrem snyder.

Balancen mellem tryghed for den enkelte og forpligtigelsen til at bidrage er selve grundlaget for vores velfærdssamfund.

Og den balance er truet, når unge, raske mennesker kan være på offentlig forsørgelse år efter år. Så har bare den enkelte og samfundet svigtet. Det er ikke rimeligt.

Værsgod, for det var præcis, hvad debatten om Karina handlede om - personligt ansvar og at den enkeltes forpligtelse på sig selv også er en forpligtelse på samfundet. Kuglestøderen har sat en dagsorden for den socialdemokratisk ledede regering, som Socialistisk Folkeparti blot har at følge, så langt som man nu tør håbe på det. Men en sejr er en sejr og denne er på den lange bane, som det hedder på politikersprog, da det er kampen om præmissen for debatten.

Thorning gjorde sig glædeligt særligt omhyggelig med at ære faldne danske soldaters minde og kædede den humanitære bistand sammen med vores militære indsats

De danske soldater i Afghanistan. Jeg har besøgt jer og set, hvor flot I løfter jeres opgave. Det er jeg stolt af. Det er hele Danmark stolt af.

(…)

Når jeg møder folk i udlandet, så nævner de meget ofte Danmarks indsats i Afghanistan og vores indsats for at beskytte befolkningen i Libyen. Den indsats vil blive husket i mange år.

De skarpe missioner er vigtige. (…)

Danmark er anerkendt for vores brede indsats og for at påtage os et ansvar, der rækker langt ud over vores grænser og langt ud over vores størrelse. Og det giver respekt ude i verden. Danmark nyder høj anseelse. Og den anseelse har vi alle lod og del i.

Danmarks positive anseelse i verdenssamfundet som følge af vores krigsindsats er igen nye toner.

Der blev også plads til sjove formuleringer som: “Det næste halve år har vi en mulighed for at skubbe Europa et lille, men vigtigt, skridt i den rigtige retning” - jo tak, klamphuggerne i EU ser rigtig ud til at nosse i det, men vores indflydelse er vist begrænset, hvis de tunge drenge blot mener at vi, med Sarkozy’s ord, skal holde vores kæft. Og nytårstalens tiltro til egen storhed blev matchet af følelsen af at stå ved historiens skillevej: ”I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.” Mon dog. Det er jo altså blot en nedsættelse af Karinas rådighedsbeløb der er i spil. Men også en overraskende alarmisme kunne man finde: ”Balancen er truet, hver gang nogen får bygget en garage eller lagt nyt tag på huset uden regning og moms.” Vi skal alle betale regning, men det er lige friskt nok.

Thorning brugte også et udtryk, der er så typisk for hendes generation af politikere - og det gælder desværre dem alle hele raden rundt

Når vi skal træffe svære beslutninger, er det netop for at fastholde, og ikke afvikle, det Danmark, vi holder af.

Dét Danmark“, ikke blot Danmark, men et bestemt Danmark, som er afgjort af den mindste variation af et politisk konsensus. En mindre ønskværdig politik er ikke blot en gene, men tærer direkte på kærligheden til Fædrelandet. Kærligheden er betinget af, hvor meget af sin vilje man får og en rentesats kan tære lidt. Man forestiller sig hvorledes følelserne for de grønne lunde, de blanke sunde og sejlernes tusindtal pludselig vendes til renlivet foragt blandt socialdemokrater hvis Joachim B Olsen skulle blive statsminister.

Helle trak udover sine egne formuleringer med at sige tingene meget klart før hun lancerer ukonkrete hensigterklæringer i alle retninger også på traditionelt socialdemokratisk vokabular når “alle forstår, at vi skal yde det, vi kan til fællesskabet” og på den socialdemokratiske forgænger Poul Nyrup: “Vi kommer til at (…) spørge, om vi kan gøre det bedre.” Og på Obama ”Kan det lade sig gøre? Ja, naturligvis.” Og på Kennedy: “Enhver må spørge sig selv. Hvad kan jeg gøre?” skønt omformuleringerne trods deres originale forlæg forekom mindre mundrette, uklare og ukonkrete. Til slut ønskede Helle et godt nytår. Vi kan da håbe.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress