Da Politiken havde ret

Historie, Orientalisme, Pressen, islam — Drokles on August 3, 2007 at 9:50 am

Interessant artikel i dagens Weekendavisen af den fremragende Arne Hardis. Hardis gennemgår nogle danske avisers reaktion på den iranske revolution i 1979. Her et uddrag fra et par aviser

Dagbladet Aktuelt fattede ingenting, eller næsten ingenting. Da bladet dagen efter gidseldramaet på ambassaden i København skulle gøre boet op, skete det med årtiets egen målestok, og den var social:

»Det større perspektiv i denne affære er, at kun i det omfang, vi selv bidrager til at mindske verdens sociale spændinger, kan vi beskytte os mod vold og blodsudgydelser (…) Voldshandlinger – så afskyelige de er – er et råb fra afmagten til de privilegerede.«

(…)

Aktuelt bekymrede sig om de døde og sårede og om »ødelæggelser og produktionstab«.

Lettest ved at se gennem sløret havde Politiken. Endnu inden Khomeini satte sine hellige fødder på iransk jord efter 16 års eksil, skrev bladet en advarende leder, som udover et rutinemæssigt udfald mod Begins Israel loddede dybden i den iranske revolution ved at kikke ud over hele den islamiske verden: »Der blæser en ilde vind af religiøs ortodoksi over Asiens lande. Fra Malajsia til Nordafrika. Muslimske prædikanter, der tordner mod vestlig indflydelse og sædernes forfald, får mere og mere tag i ungdommen.«

Lederen – mon ikke den er skrevet af Herbert Pundik – omtaler naturligvis urolighedene i Iran og sharia-straffene i Saudi-Arabien, »den muslimske ortodoksis højborg«. Men den registrerer også, at man for første gang i årtier oplever tilslørede kvinder i Kairos gader, mens de egyptiske universiteter præges af »den fanatiske bevægelse Muslim Brotherhood«, som demonstrerer for adskillelse af kønnene.
»Denne fundamentalistiske bølge er ikke blot rettet imod den vestlige verden i politisk henseende. Den vender sig også i protest mod vestlige livsvaner, mod forbrug af vestlige industriprodukter. Den er puritansk orienteret og er præget af en romantisk stræben tilbage mod en mere simpel livsform, der er foreskrevet i den muslimske religion (…) Vækkelsesbevægelsen er selvfølgelig præget af lokale omstændigheder i de forskellige lande, men fælles for alle er dens resultater. Fremmedhad. National fanatisme og en tilbøjelighed til autoritære styreformer. Der er grund til uro.«

Også Informations Børge Outze så gennem forvirringen og spurgte efter ambassadebesættelsen i et frisprog, som allerede virker gammeldags: »Hvordan går det til, at unge mennesker ønsker udviklingen i deres land skruet hundreder af år tilbage? (…) Man skulle tro, opholdet i vestlige lande havde givet dem smag for andet end det strengeste strenge fra en fanatisk fortid, da islam bredte sig som en steppebrand og nåede til Spanien og til Wiens porte«. Lederen slutter med, hvad Outze selv kalder en grov sammenligning:

»Ville dansk ungdom begejstret slutte op om den sorteste afart af Indre Mission, der krævede Danmark regeret efter Bibelens strengeste krav og forbød alle fornøjelser som syndige? Det ville ikke blive nær så slemt, som det kan blive i Iran.«

Og så er der et længere afsnit om Politikens Jan Stage, i ved, ham vrøvlehovedet. At dømme efter det fremdragne har han altid været fuld af vrøvl. Hardis hæfter sig ved en revolutionsromantik sammenblandet saglig reportage. Her et lille eksempel

»Jødiske forretninger i rygende ruiner. Islams grønne faner på sokler, hvor før shah Reza Pahlavi stod i bronze eller granit. Forvirrede soldater. Det muslimske politis trillefløjter. Maskinpistolsalver i Teheran (…) Det er Iran i den muslimske revolutions gennembrudsdage. Alt er forbi. Alt er ved at begynde. Som zarens Rusland fik Iran også den time, hvor ’skuddet fra Aurora’ lød.«

(…)

»Bydelens ungdom er allerede organiseret i ’aktionsgrupper’. De fejer gaderne og holder rent og viser vej. Ethvert spor af fremmedhad er forsvundet. Det eksisterede her i bydelen, for blot tre uger siden, men efter Khomeinis hjemkomst til Teheran er fremmede ’brødre’, denne muslimske ånd, der mestrer at tilgive som ingen anden religion.«

(…)

»Er det kimen til et idealsamfund? Måske, måske ikke,« funderer Stage. »Hvorom alt er, så er noget ved at fødes i Iran. Kimen er sået her i denne bydel, der allerede lever livet som en muslimsk republik.«

Men tilbage til fordums Politiken

Igen var Politiken hurtig til – endnu før revolutionen var ført til sejr – på lederplads at advare venstreorienterede kredse mod at »hylde tyranners banemænd, som om de var frihedens apostle«. Snart ville man nok, ironiserede lederskribenten, se moderigtige venstrefløjsfolk antage Khomeinis sorte præstehat som korrekt hovedbeklædning, ligesom »det en overgang var på mode at pakke ansigtet ind i den røde og hvide hovedklud, som den ærkereaktionære Yasser Arafats Fatah-folk ofte fotograferes med«. Men Irans befolkning er på vej fra gløderne i ilden, hed det i lederen, som mindede om, hvad Khomeini selv skrev i en traktat ti år før: Vi ønsker en leder, som er parat til at hugge hånden af sin egen søn, hvis han fanger ham i tyveri.

»…de venstreorienterede kredse, som hidtil har forholdt sig tavse med hensyn til Khomeinis fortidsfantasier, bør i tide sunde sig oven på deres begejstring for shahens fald. For kommer Khomeini til magten, bliver det i første række deres egne meningsfæller i Iran, der kommer til at undgælde.«

Og Land og Folk?

En lille måned senere, 13. marts, var man nået frem til en positiv analyse. Revolutionen i Iran var ikke Khomeinis, og han kunne ikke standse den, for det var »en dybtgående samfundsproces«, som måtte give »imperialisterne myrekryb«. Lederen sluttede:

»For demokratiets og socialismens kræfter er det en opmuntring. Det er ikke den socialistiske revolution, der er brudt ud i Iran, og hvor dybt ændringerne i Iran vil gå er det umuligt at sige på nuværende tidspunkt. Men udviklingen i Iran viser frem mod en bedre verden.«

Det kommunistiske håb var grønt i de dage, men allerede da Khomeini ankom til Teheran fra Paris, var Adolh Rastén som gæsteskribent i Berlingske Tidende vist noget mere præcis i sin forudsigelse end de hjemlige kommunister:

»Er det en islamisk verdensbrand, denne Ayatollah har udløst med sit opråb ’Tilbage til Islam’? Er revolten, som har fordrevet shahen fra tronen og udløst en borgerkrigslignende tilstand i Iran, begyndelsen til en konfrontation med ikke alene Israel, men også de vestlige demokratier?«

Læs den endelig for det her citerede er kun en smagsprøve.

2 Kommentarer »

  1. Ja, det er en udmærket artikel - og for mange intellektuelles vedkommende en forbavsende vilje til at ville finde noget godt selv i en så åbenlyst diktaturisk omvæltning.
    Af udenlandske intellektuelle kunne tilsvarende nævnes Foucault, der skrev begejstret om, hvorledes den islamiske revolution burde få Vesten til at genfinde troen på en “‘politisk spiritualitet’”. Irakere søgte ihærdigt at belære ham om substansen af denne ‘politiske spiritualitet’ - men det kunne naturligvis ikke anfægte åndsmennesket.
    Foucault har fortsat ry af at være en anti-autoritær tænker - ganske ufortjent, thi man vægrer sig ved at kalde ham tænker, og anti-autoritær er han under ingen omstændigheder.
    Men autoritære tankegange øver øjensynlig en uimodståelig tiltrækning på visse intellektuelle.
    Se Roger Garaudy, tidligere hoffilosof i det franske kommunistparti. Først forsvarede han Stalin længe efter, at de kommunistiske partier selv havde fordømt stalinismen. Derefter lancerede han en “marxistisk humanisme” - og blev smidt ud af partiet. Nu har han konverteret til islam og arbejder især med holocaust-benægtelse.
    Uden at ryste på hånden har Garaudy hver gang grebet fejl i sin bedømmelse af situationen - og dog kan man måske finde en rød tråd i hans udvikling i den gennemgående fascination af autoritær tænkning.

    Comment by Boel Tammes — August 3, 2007 @ 7:40 pm
  2. Foucault er et interessant lærestykke i hvorledes en intellektuel tænker kan fejle i mødet med realiteterne. Først opg fremmest siger tilfældet Foucault, at evnen til abstraktioner og evnen til at tolke virkeligheden ikke er det samme.

    Foucaults modstykke kunne være Reagan, der selv om han konstant referede til sine gamle film, og nogle mener endda at han havde svært ved at skelne sit liv fra disse, alligevel vidste hvordan totalitære kræfter skulle håndteres.

    Comment by Drokles — August 3, 2007 @ 10:38 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress