Anstændighedens skuffende tilbagekomst

Diverse — Drokles on November 6, 2011 at 6:19 am

For Politiken gælder det om at være anstændig og alene af den grund er der grund til at glæde sig over den nye regering, mener Anita Bay Bundegaard på politikens faste Politikenklumme Signatur. Hun lægger i “Anstændighedens tilbagekomst” vægt på at “VKO-flertallets mest infame beslutninger [er] sat ud af kraft.”

Indførelsen af fattigdomsydelserne skabte en de facto forskelsbehandling mellem indfødte og udlændinge, selv om det i juridisk forstand har set tilforladeligt ud. Kun ganske få med etnisk dansk baggrund er blevet ramt af fattigdomsydelserne.

Også straffeloven skaber en de facto forskelsbehandling mellem indfødte og udlændinge kunne man tilføje. Og skatten på arbejde ikke at forglemme. Og med det in mente var VKO måske ikke blot infam.

Det er muligt, at det på et overordnet plan ser ud til at det, som mange har påpeget, kun er småpenge, der skiller S-R-SF-regeringens og VK-regeringens finanslov. Men ser man på hvad man får for småpengene, er det ikke så lidt.

De småpenge er en anden Signatur klummeist Lars Trier Mogensen mindre imponeret af. Han mener at “Danmark har fået en grå regering” med tanke på at “’Djøf-partiet’ i forvejen er stort set enigt med embedsmændene. Alle cand.scient.pol.erne blandt de nye unge radikale tænker nogenlunde ens med cand.polit.-bureauerne i ministerierne.” og “Embedsmandsstyret vækker ingen begejstring og mobiliserer ingen følelser

Den nye S-R-SF-regering fremsatte i går en finanslov, der blev iscenesat med nogle få og små symbolske stunts, men som reelt viderefører de vigtigste økonomiske elementer fra VK-regimentet i 00’erne.

(…)

Kontrasten til den borgerlige regering er så marginal, at opmærksomheden søges rettet mod tilbagerulningen af en lang række værdipolitiske tiltag, som ikke betyder noget større rent finanspolitisk, men som til gengæld menes at have symbolsk betydning for kernevælgerne.

Og der er måske grund til at føle sig loren ved den nye regering, hvis man havde sat næsen op efter en fair løsning. I Mogensen & Kristiansen argumenterede den gamle kommunist Ole Sohn i et ukarakteristisk øjeblik med at det er vigtere for de fattigste at der kom gang i væksten, da de uanset velfærdsforøgelser var de første ofre for lavkonjuktur. Og i Jyllands-Posten kan man læse at Mette Frederiksen, af alle mennesker, mener at der er for mange dovendidrikker på offentlig forsørgelse. Hun svinger dog den røde fane stolt ved at det kommer til at koste ekstra 200.000.000 kroner af vores penge til at hale dem ud af det system, som i første omgang placerede dem der. 200.000.000 kroner er i øvrigt også det tal det kommer til at koste af få asylansøgerne i arbejde, mens de venter på at blive lukket de facto ind på kontanthjælp, hvis der skulle opstå huller efter Frederiksens nye plan. Alligevel insisteres der ivrigt på at man ikke vil bruge flere penge end man kan nå rage op af folks lommer. Og ikke et ord om vindmøller.

Heller ikke Herbert Pundik er i sit Signaturbidrag begejstret for den nye regerings foreløbige ageren, men undgår anstædigt af bruge ordet uanstændig om Villy Søvndals svigt af palæstinensernes stat.

Det kan Danmark ikke være bekendt.

Og så går moralens bølger ikke højere for den gamle mands hjerteblod og efter en længere, og typisk for Pundik, sober analyse konkluderes der sørgmodigt

Ved at stemme blankt i Unesco har den danske regering afsløret, at den totalt mangler forståelse for Mahmoud Abbas’ stædige kamp for at bevare sin politiske troværdighed blandt palæstinenserne i en situation, hvor den israelske regering kun viser ham utak og daglig underminerer ham ved sin bosættelsespolitik.

Ved at vælge harens diplomati har Danmark i virkeligheden kastet en stemme til fordel for de radikale palæstinensere, der vælger terror frem for diplomati, og som en dag kan tage magten på Vestbredden, som det skete i Gaza i 2007, hvis Israel og USA ikke besinder sig.

Frem for at række Mahmoud Abbas en hånd har dansk diplomati bidraget til (2007) at svække ham.

Enig eller ej, viser den gamle Politikenskribent Pundik et andet format i sin kritik end den nye klasse af uuddannet selvretfærdig skrivergalde ved Bundegaard.

Politikens leder er ligeledes skuffet og deres hjerteblod er bøssers ret til ikke at være bøsser.

Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R) har allerede efter en måned på posten ladet sig besnakke af biskopper til at udvande regeringsgrundlagets ord om seksuel ligestilling.

Homoseksuelle skal have mulighed for at blive gift i folkekirken.

Men ægtefæller må de fortsat ikke kalde sig. I stedet har Sareen overtaget sin forgænger, Per Stig Møllers (K), forslag om at kalde konstruktionen for ’livsfæller’

Og så fortsættes der

»Hvis nogen har forslag til andre betegnelser, så ring endelig – jeg lytter«, sagde Sareen forleden til Information. Hvad er der egentlig galt med ’ægtefæller’, hr. minister?

Jeg skal ikke kunne tale for, Manu Sareen, men jeg kan da godt svare på hvad der er galt med ægtefæller om to mænd. Der er det galt at bøsser ikke kan blive til et kød, da Gud har skabt mennesket som mand og som kvinde. Derfor er der ingen grund til at velsigne noget, som var menneske skabt som mand og som en anden mand. Derfor vil  jeg foreslå Politiken et kompromis og kalde det Uægtefæller.

Politikens bekymring for bøssernes tilstand er selvfølgelig først og fremmest æstetisk.

Man kan selvfølgelig sige, at ’livsfælle’ er et fremskridt fra det kønsløse ’registreret partnerskab’. At blive ’registreret partner’ lyder i bedste fald som et avancement i et advokatfirma eller i værste fald som noget, der kan få de involverede kørt væk på en ladvogn med bevæbnede vagter.

Det er ikke så væsentligt med arverettighederne for den efterladte, som navnet vi giver den rettighed. Jeg kommer til at tænke på et afsnit at Simpsons, hvor Homer etablerer sit eget internetfirma - hvis produkter han nægter at definere da markedet rykker sig så hurtigt - og skal finde en titel til sig selv. Det åbenlyse “direktør” bliver hurtigt opgraderet til “generaldirektør” for til slut at trumfe sin egen opfinsomhed med det endnu finere “vice-generaldirektør”. Man kan nærmest høre ham smage på ordet.

Lad dog to elskende gifte sig“ smager Politiken videre, med deres mere indfølte sans for de rette udtryk, og uddyber derved at de har misset pointen med den kristne kærlig, der ikke er en følelse, men en gerning. Derfor åbner udsagnet om at elske din næste som dig selv ikke for polygami. Derfor har de heller ikke regnet det ud når de betror os at

Bag modstanden mod at lade homoseksuelle gifte sig som alle andre ligger et samfundssyn, som den nye regering burde stå stærkt imod. En idé om, at det anderledes nok må accepteres, men holdes ud i strakt arm.

Og det er en infam insinuation.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress