Hvis man er god tager man aldrig helt fejl. En tidligere kommunist kommer med et meget sigende defensorat i dagens Politiken. Anledningen til dette forsvar var en glimrende kronik også i Politiken, hvor historiker Jørgen Grimstrup gyser ved tanken om de mange unge studerende mennesker og deres lemfældige omgang med friheden når de sætter deres kryds ved Ø. Den kan det selvsagt anbefales at læse. Men til den gamle kommunist, tidligere medlem af DKP, historiker Lars K Christensen og hans forsvar

Manglen på demokrati og overgreb på menneskerettigheder var ikke bare beklagelige fejl ved et ufuldkomment, men i grunden rigtigt system. Vi skulle have lyttet til marxisten Rosa Luxemburg, der allerede i 1919 skrev kritisk om den russiske revolution: »Frihed kun for regeringens tilhængere, kun for medlemmerne af ét parti (…) er ingen frihed. Frihed er altid frihed for de anderledes tænkende«.

Er der noget, vi kan lære af Murens fald, så er det, at socialisme uden frihed og demokrati er en umulig konstruktion.

Nej. Læren allerede før Murens fald, allerede før eksperimentet, der skulle koste 100.000.000 millioner mennesker livet og over 1.500.000.000 mennesker et liv i elendighed var at socialismen, marxismen, kommunismen var en antitese til frihed og demokrati.

Men vi havde også ret i en hel del. Vi havde ret i støtten til dem, der kæmpede mod diktaturer i Latinamerika og mod apartheid i Sydafrika. Vi havde ret, da vi var med til at arrangere 80’ernes store bevægelser mod atomoprustning i Europa.

Og vi havde ret i den grundlæggende holdning, at uddannelsessøgende, lærlinge og almindelige arbejdere er mennesker med rettigheder, som de bedst forsvarer ved at stå sammen.

(…)

Det, der drev os, var naturligvis den iagttagelse, at verden var fuld af ting, der trængte til at blive gjort op med og lavet om på.

Det er formentlig grundlæggende det samme, der driver dem, som i stort tal sympatiserer med Enhedslisten. Det giver Grimstrup koldsved. Personligt glæder jeg mig over det.

Som om kritik af noget der trængtes til at blive lavet om retfærdiggør at man holdt på en hvilken som helst anden hest. Vil han da også retfærdiggøre Hitler og hans sympatisørers bevægelse i tyskernes ydmygelse efter 1. Verdenskrig og den efterfølgende økonomiske og politiske krise? Der var jo også meget der trængtes til at blive lavet om. At en hjemløs alkoholiker har et dårligt liv giver lige så lidt ret til at sparke ham ihjel, sammen med afstumpede venner, som eksistensen af apartheid giver ret i at undergrave nationen, folket og det liberale demokrati.

Lars K Christiansen og hans rødfascister kæmpede ikke mod diktaturer i Latinamerika, de kæmpede imod alt der ikke var et kommunistisk diktatur og startede med dem, der var lettest at angribe. Et kommunistisk diktatur, som han først i bagklogskabens lys kan se var en fejl, så langt vi ellers tror ham på hans ord, var nemlig hans og konsorters endemål. Derfor bliver man lidt foruroliget når han slutter sit indlæg med at længes at hans og hans ligesindedes kroniske selvretfærdighed finder et nyt ideologisk slagord

Jeg tror ikke, at hverken Karl Marx eller Johanne Schmidt-Nielsen sidder inde med den endelige sandhed. Men man skal være et skarn, hvis ikke man kan se, at verden stadigvæk trænger til forandring.

Den dag, de unge benægter det, ville der først for alvor være grund til at blive bange.

Intet har de lært.