Søren Pind forlader den barnagtige liberalisme

Diverse, Historie, Politik — Drokles on July 31, 2007 at 2:14 am

Det er en glæde at følge Søren Pinds modning fra lallende liberalist til noget, der begynder at tegne konturerne af et intellektuelt menneske. Pind er nemlig begyndt at erkende, at liberalisme er et produkt af kultur og tro og ikke en frit svævende tilstand der opnås automatisk, bare vi alle slår hjernen fra. Fra kronik i Jyllands-Posten

Da Muhammed-krisen kom, splittede den liberale i Danmark dybt. Helt fundamentale frihedsrettigheder stod overfor hinanden. Ytringsfriheden – var den afgrænset eller ubetinget?

Uffe Ellemann-Jensen gjorde sig til talsmand for et krav om respekt for religiøse følelser; ytringsret, ikke -pligt. Venstres daværende politiske ordfører tilkendegav, at ytringsfriheden var grænseløs. Mens statsministeren stod fast på ytringsfriheden, som den er formuleret i den danske grundlov; »enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.«

Som for venstrefløjen, der ikke ved hvad den skal mene efter Murens fald, rager de liberale også forvirrede rundt i et desperat forsøg på at lade deres ideologi give en løsning på den aktuelle trussel mod vores civilisation. Mennesket er ikke Homo Økonomikus - en fejlantagelse som marxisterne deler - og der skal andet til at binde os sammen end forventningen om personlig gevinst. Pind er begyndt at interessere sig for forudsætningerne for det frie samfund.

Og nu udfordres vi atter. Af en hætteklædt pige af fremmed herkomst, opstillet for et venstreekstremistisk parti, der lader kundgøre, at danske tropper i Irak er lovlige mål. Og sådan har det også været fremstillet i danske medier.

(…)

Men udtalelserne gik videre. Langt videre. Og er med til at tegne et billede af femtekolonne-virksomhed, ikke set siden Den Kolde Krig, kun antydningsvis mødt. Efter den 11. september. Under Muhammedkrisen.

Det var en direkte og utvetydig tilkendegivelse om støtte til fjender af Danmark og danske soldater. Det korrekte citat lyder: »Jeg støtter den irakiske folkebevægelses kamp imod besættelsesmagten« og videre »Det er også nødvendigt, at vi støtter … irakernes kamp mod besætterne«. Hun citeres direkte for, at de danske tropper er en del af ”besættelsesmagten”, og tilføjer specifikt, at hun »ikke er imod væbnet kamp«?

Den slags udtalelser skræmmer Pind, som “…finder den syg, fremsat som den er af danske borgere.“. Det er altså vigtigere at være dansk end liberal kan man forstå og dermed siger Pind, at det er det nationale, der forudsætter det liberale. Man er nemlig ikke fri til at true nationen. Kampen om værdier og menneskersyn, kampen mellem kulturer og tro passer ikke bare sig selv i en fri harmoni, men skal kæmpes af os alle og i kampen må vi gøre op, hvor vi står. Hvis man vil det liberale må man derfor forkaste liberalismen. Pind er i allerede igang

For en liberal giver sådanne undergravende agitative tilkendegivelser anledning til dyb selvransagelse?

Netop undergravende! Liberalismen dyrker en barnagtig tese om en selvopretholdende naturkraft der forkaster historien, men Pind har fået større respekt for vores forgængeres erfaringer

Mennesker før os, der prøvede at leve i konfliktfyldte og smertelige tider, har, siden den borgerlige straffelov af 1866, adskillige gange forholdt sig til disse spørgsmål.

Resultatet blev det, der i dag udgør straffelovens § 100, hvis relevante del lyder »Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil seks år«.

Adskillige gange i forrige århundrede har lovgiver overvejet at fjerne paragraffen – fordi man overvejede, om gerningsbeskrivelsen var for bred.

Alligevel er den materielt fastholdt af folketing efter folketing gennem alle revisioner – fordi noget nagede. Fordi man havde oplevet stikkere. Kollaboratører. Samfundsomstyrtere. Landsforrædere.

Og derefter gør Pind rede for hvilke forudsætninger der er til stede for at knalde Asmaa for landsforædderi og ender med en tvivl på skrømt

Og hvad siger det liberale hjerte i denne sag? Svaret er svært. Men det danske er ikke i tvivl.

Og Pinds hjerte er dansk, først og fremmest! Velkommen ud af de studentikose tåger Søren!

3 Kommentarer »

  1. Liberalisme og nationalisme ser jeg ikke som to umulige størelser at kombinere medmindre man er ultraliberalist.
    fhv grisehandler

    Comment by fhv grisehandler — July 31, 2007 @ 11:36 am
  2. Det er det for så vidt ikke og manm tænker på det gamle ord nationalliberal. Men det ene går forud for det andet. Hvis man er national, bliver det liberale et udstrakt, men dog begrænset/betinget frisind. Derfor forstår liberalister, og de behøver slet ikke at være ultra, ikke 24-års reglen.

    Comment by Drokles — July 31, 2007 @ 8:13 pm
  3. Tja, så må jeg hellere være nationallibertiner.
    fhv grisehandler

    Comment by fhv grisehandler — August 1, 2007 @ 3:19 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress