Fordrukne Politiken

Diverse — Drokles on November 1, 2011 at 4:55 am

Mere EU, som svar på EU’s krise er en alkoholikerløsning. Politikens ledere råber efter mere EU, som svar på EU’s krise. “Trods tumulten er euroen stadig den bedste vej.” slår deres leder fra forleden fast, men det er værd at holde sig for øje at hvis EU ikke var i en krise ville Politikens og alle andre eurotilhængeres konklusion være den samme.

Nu, hvor krisen har bidt sig fast, har vi ikke råd til at ignorere, at vores indflydelse på Europas økonomi nærmer sig nulpunktet.

For alkoholikeren er alle lejligheder en lejlighed til at drikke. Og for EU tilhængeren bekræfter alt EU’s nødvendighed, selv dens egen krise.

Regeringscheferne i eurozonen nåede natten til torsdag frem til endnu en ’helhedsløsning’ på de mange indbyrdes sammenhængende økonomiske problemer i Europa.

Aftalen blev bedre og mere omfattende, end de fleste forventede, takket være det robuste politiske lederskab, som især den tyske kansler Merkel har udvist.

Gad vide hvor mange hjælpepakker man skal igennem før at man ser at man smider gode penge efter dårlige. Hjælpepakken over dem alle, som salige Saddam sikkert ville have kaldt alle hjælpepakkers moder er ikke nok ifølge professor Kenneth Rogoff

“Som jeg ser det, jubler markederne blot over fortsat at være i live. I løbet af ret kort tid vil usikkerheden begynde at vokse igen,” sagde Kenneth Rogoff, da han leverede åbningstalen ved en investor-konference arrangeret af medievirksomheden Bloomberg i New York.

(…)

“Helt grundlæggende ligner dette blot mere af det samme, hvor de har fundet en opskrift på at købe et par ekstra måneder. Det må være indlysende for alle, at euroen ikke fungerer, at den ikke er en stabil konstruktion,” sagde Kenneth Rogoff ifølge Bloomberg News.

Det er en bankerot - og der kommer flere

Gældssaneringen skal nedbringe Grækenlands bruttostatsgæld til 120 pct. af landets BNP i 2020. Og det er under alle omstændigheder ikke en tilstrækkeligt stor reduktion, lyder det fra Kenneth Rogoff, som henviser til, at lande historisk set kommer i problemer, når statsgælden overstiger 90 pct. af BNP.

Selvom den planlagte nedskrivning af værdien af græske statsobligationer rent juridisk formentlig ikke vil betragtet som en statsbankerot, så er det ifølge Kenneth Rogoff netop det, det er. Og Grækenland vil ikke blive det eneste euroland, der får eftergivet gæld.

“Jeg mener ikke, at der nogen tvivl om, at vi vil se flere bankerotter ud over Grækenland. Det interessante spørgsmål er, om alle landene i euroen vil forblive i euroen? Mit svar på det er nej,” sagde Kenneth Rogoff ved investorkonferencen.

Og Jyllands-Postens leder forholder sig da også mere skeptisk

EU’s præsident, Herman Van Rompuy, udtrykker stor begejstring over, at det dermed vil lykkes at reducere Grækenlands offentlige bruttogæld til 120 pct. af bruttonationalproduktet i 2020 - det dobbelte af, hvad der er tilladt for eurolandene. Dermed vil Grækenlands gældsbyrde til den tid være af samme dimensioner, som Italiens er i dag, og den betegnes som uacceptabelt stor.

Pudsig logik

At det kan udlægges som en sejr, at statsobligationer nu ved en politisk beslutning ikke længere kan betragtes som klippefaste investeringer, kan kun være udtryk for den særegne logik, der med stedse større hyppighed udgår fra Bruxelles.

EU’s redningsfond - den Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet - styrkes yderligere og vil fremover kunne disponere over 1.000.000.000.000 euro. En meget stor sum, men slet ikke nok, hvis tillidskrisen fortsætter, og Italien får brug for hjælp fra sine eurokollegaer.

Men den slags detaljer skal ikke ødelægge den gode stemning om det store projekt. I en ny leder skruer Politiken stemningen i vejret, nu polstret med nationalforagt

Det er, som om Danmark er på vej tilbage til en historisk misforståelse: at et stormvejr kan gå over Europa, uden at det behøver berøre os.

Aldrig har Jensenius’ berømte satire fra 1937 om Danmark som en lille plimsoller, der ubekymret vugger blidt på Europas oprørte hav, passet bedre på landets aktuelle stemning.

Vi hygger os i smug og glæder os over, at vi aldrig kom med ved det bord, som nu forpligter. Og vi gyser, når Tyskland insisterer på nødvendigheden af en tættere økonomisk koordination.

Historisk er det europæiske samarbejde et resultat af krise og krig. Nødvendigheden har tvunget selvbevidste og egoistiske nationalstater ind i et forpligtende samarbejde, som til gengæld har vist sig at danne grundlag for en enestående dynamisk økonomi og velfærdsudvikling.

Således blev dansk hygge umærkbart sat i forbindelse med krige, som Tyskland har startet, ikke ud af nationale, men imperiale drømme. Disse drømme knyttede sig snævert til totalitarismen og ikke demokratiet og frygten for gentagelse af fortidens krige hviler altså på et mærkværdigt grundlag. Realistisk kræver det et sammenbrud for europæiske demokratier, men dette ser ikke ud til at ske med mindre selvfølgelig som et resultat af et større politisk, økonomisk og socialt sammenbrud. Og her er EU mere problemet end løsningen, hvorfor netop det hele er bundet op på nationen Tysklands styrke og velvillighed. Så derfor konkluderer Politiken logisk at det vil være bedst hvis Tyskland fører os ud af krisen

Angela Merkel har omsider skåret igennem i den sydeuropæiske gældskrise.

Oven i købet på en måde, der viser konkret solidaritet med Grækenland og andre udsatte eurolande.

(…)

Merkel viser retning på en slagmark, hvor de fleste – og det gælder i lige mål politikere og spekulanter – for længst har tabt orienteringen. Hvis ikke Merkel, hvem så?

Storbritannien er kun modvilligt medlem af EU og holder sig ligesom Danmark uden for møntunionen – uanset at både briterne og vi høster alle dens fordele.

Lederskab skal der til. Gennem det hele advokeres selvfølgelig for traktatændringer efter devisen “Et stærkt EU er Danmarks bedste garanti for at kunne forblive sig selv.” Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Og hvis man virkeligt hader det man har kan det selvfølgelig også være lige meget, hvad man får. Men hvis ikke tysk hånd og halsret over vores økonomi er tilstrækkeligt er der heldigvis andre og ikke-danske muligheder, som BBC fortæller

The head of the eurozone’s bailout fund is beginning attempts to persuade China to invest in a scheme to help rescue member countries facing debt crises.

After meeting Chinese leaders, Klaus Regling said there were no formal negotiations and would be no deal now.

It is thought China may pay about 70bn euros ($100bn) into the fund, which is expected to be boosted to 1tn euros.

(…)

Beijing has made it clear that it will demand strong guarantees on the safety of any contribution it might make.

With more than $3tn in foreign reserves there are European hopes that China could ride to the rescue.

As the EU’s biggest trade partner Beijing would also be hard hit by any downturn in Europe.

But like other investors, China will want guarantees.

And Beijing may push for other concessions, such as market economy status - a move that would make it harder for European companies to press trade complaints against Chinese rivals.

(…)

“From China’s point of view, it’s cheap foreign aid. They’ll buy goodwill. I guess they’ll put up some money,” he said on BBC Radio 4’s Today programme.

“Me so horny. Me love you long time.” som en god ven tørt kommenterede Europas nye rolle i verdenssamfundet.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress