Tøvende erkendelse

Diverse — Drokles on October 16, 2011 at 6:38 pm

Åh dette arabiske forår, hvor løfterigt er det ikke. Men der er måske alligevel slanger i paradis. I hvert fald så er der en gryende erkendelse af at alt ikke går som man måske gik og drømte om. Men dette kan ikke være en systemfejl, som bekræfter en skepsis grundet i en antagelse om nogle dybere kulturelle og sociopolitiske strukturelle problemer i den arabiske verden. Det må være en mindre fejl, en sten i skoen, en anomali. Således var det  ifølge Berlingske Tidende for Jakob Skovgaard-Petersen “meget chokerende” da koptere blev angrebet af muslimer og siden ægyptisk militær, som efterlod 25 døde. Men Petersen tog den beklagelige udvikling, som et tegn på en manglende ledelse og manglende institutioner

- Valget begynder i slutningen af november i år, men det skal vare til januar, og så er der et øvre kammer, som man skal have valg til. Derefter skal man have en ny forfatning.

- Når den har været til folkeafstemning, skal man have præsidentvalg, og først da slipper militærrådet fuldstændig kontrollen. Så er de civile myndigheder på plads. Det er en meget lang transition, siger han.

Politikens Anders Jerichow har i sin analyse fundet en skurk, som han placerer i en for Politikenlæsere let forståelig dikotomi (ordet dikotomi kender og elsker mange Politikenlæsere. Det er et ord der bruges af gode mennesker til at beskrive, hvad onde mennesker gør - opstiller dikotomier. Og disse er som regel falske konstruktioner - but I digress)

Der er forskel på magthaverne og folket. Kritikerne på Tahrir har ingen magt. Juntaen har al magt.

Kritikerne kræver indflydelse. Juntaen vil tydeligvis ikke af med sin indflydelse.

Kritikerne kræver, at mordere stilles til ansvar. Juntaen har gjort alt for, at mordere går fri.

Alligevel vil vi snart opleve juntaen og dens venner advare mod, at det egyptiske oprør fortsætter. De vil advare imod, måske forbyde, at der demonstreres på Tahrir.

Phd og forsker ved Dansk Institut For Internationale Studier Rasmus Alenius Boserup skriver i en kronik i Politiken

Sidste søndags sammenstød mellem militær og demonstranter i Kairo er udtryk for den egyptiske hærs tilsidesættelse af borgernes grundlæggende rettigheder til fordel for at opretholde, hvad de forstår som ro og orden.

Det er ikke “tilsidesættelse af borgernes grundlæggende rettigheder“, men et udtryk for “tilsidesættelse af borgernes grundlæggende rettigheder“. Ved således at have indskudt en formulering til sløring af fakta ligner det, der for os andre er en banal beskrivelse af militærmagt, der brutalt knuser en demonstration, for det dumme øje en analyse. Det voldelige overfald var ikke bare vold, men et udtryk for vold. Hvor klogt tænkt. Og når man er så klog følger man op med denne absurde gardering, hvis nu verden skulle vise sig ikke at være som den tydeligvis er.

I dette tilfælde har militæret og dets overgangsregering fejlet i håndteringen af et banalt eksempel på den såkaldte sekteriske konflikt i Egypten – et begreb, der dækker over de tilbagevendende konflikter mellem Egyptens ca. 10 procent kristne koptere og landets muslimske majoritet.

Såkaldt sekterisk konflikt. Det er ikke en sekterisk konflikt selvom den er en fast tilbagevendende bestanddel af egyptisk folkelighed. Og som man således nu man har udvandet virkeligheden godt kan beskrive den sekteriske konflikt.

Den sekteriske konflikt er ellers ikke ny. Gennem de forgangne seks-syv år har egyptiske menneskerettighedsbevægelser beskrevet et stigende antal religiøst motiverede drab og voldsudbrud – størstedelen rettet imod koptere i provinsen og landområderne, men også en række sager, hvor koptere har angrebet muslimer. Ikke mindst fordi det vækker minder om volden mellem koptere og muslimer i 1990’erne, tager mange egyptere den sekteriske konflikt meget alvorligt. Det var f.eks. også frygt for en sekterisk konfliktoptrapning i kølvandet på det dødbringende bombeangreb imod en kristen kirke i Alexandria nytårsnat 2010, der var med til at skabe grobund for den brede nationale protestbevægelse, der dannedes imod Mubarak i slutningen af januar.

Disse eksempler er udtryk for en såkaldt sekterisk vold. Når således virkeligheden ikke længere er så virkelig, som den ellers kunne synes for de fleste der ikke har gået på universitetet bliver begivenheder også mere uforståelige

Sammenstødene mellem koptere og militæret denne uge i Kairo bundede omvendt i militærets og overgangsregeringens manglende håndtering af en månedlang, men ganske banal strid mellem en gruppe koptere i provinsbyen Merined i det sydlige Egypten, byens myndigheder og muslimske grupperinger.

Den ganske banale strid skulle blot håndteres. Men hvilken banal strid kan dog medføre al den ulykke?

I starten af september havde byens koptiske mindretal påbegyndt en omfattende renovering af en kirke, men efter protester fra muslimske grupper blev byggeriet stoppet af myndighederne, til trods for at kirkens byggepapirer var i orden.

Gennem september har der været stigende spændinger mellem de kristne og muslimske indbyggere, og i slutningen af september bemægtigede en større gruppe muslimske unge sig kirken og nedbrændte den. Egyptiske journalister har rapporteret, at den lokale guvernør både var med til at oppiske til ildspåsættelsen og efterfølgende har legitimeret nedbrændingen.

Begivenhederne i Merined førte i starten af oktober til...[og bla, bla, bla.]

Er vi blevet klogere? Uenighed over byggetilladelser og yadi, yadi, yada, som George forklarede, så er der en strid, som er blevet til fordi den ikke er blevet håndteret. Ja, vi tænkende mennesker er blevet klogere for vi kan læse mellem linierne og vi forstår at den banale strid ikke handler om byggetilladelser men noget så uchikt som sekterisk vold grundet i sekterisk had, hvis udspring er muslimsk suprematisme. Vi forstår der tænker forstår at så små strenge ikke giver stor lyd uden en god klangbund.

Derfor læser vi også at simple konstateringer som “angrebet af stenkastende civile” ikke er et udtryk for såkaldt sekterisk vold, men at denne sekteriske vold er sekterisk vold og som reel sekterisk et udtryk for de strukturelle problemer, som skeptikere til drømmene om det arabiske forår stille foreslog at medtænke. Men når man ikke tager de faktiske forhold i jernindustrien i betragtning konkluderer man således

Mens den stigende sekteriske vold mellem civile måske nok kan forklares med den generelle tendens til, at alle politisk engagerede egyptere har været på barrikaderne – og at kollektiv vold som oftest opstår af fredelige politiske protester, demonstrationer, sit-ins og strejker – peger den seneste sag eksplicit på, at militæret negligerer sin pligt til at beskytte det koptiske mindretal.

Derved bekræfter sagen også den generelle følelse hos mange koptere af, at den egyptiske stat også i tiden før Mubaraks fald systematisk har negligeret deres rettigheder og behandlet dem som andenrangsborgere.

Og på det får man en phd. Anders Jerichow udtrykker nok bedst hvorfor man er så tøvende i sin erkendelse af at det arabiske forår ikke blot er en dans på roser, da han slutter sit indlæg af med ordene

Optimisme er en moralsk pligt. Pessimisme er fristende.

Det lyder rigtig godt og bare rigtigt, men analyse skal alligevel altid være kølig. Ellers er det ikke optimisme, men blot at stikke sig selv blår i øjnene.

2 Kommentarer »

  1. Hvor muslimer hersker, kan al dårligdom trives uhindret i masser af år fremover, og vi kan intet stille op.
    Luk dørene for dem, og lad dem passe sig selv.

    falkeøje

    Comment by falkeøje — October 16, 2011 @ 9:30 pm
  2. Eller som vores nye statsminister engang så rigtigt sagde “Hvorfor skal de være her?”

    http://monokultur.dk/?p=1235

    Comment by Drokles — October 17, 2011 @ 6:13 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress