Manden er veg grænsende til det forræderiske, uden kompetencer, uvidende om kristendommen, går ikke i kirke og tror ikke på Gud, men han er sød og rar og brun i huden så selvfølgelig skal han være kirkeminister. Sareens eneste forhold til kristendommen og Folkekirken er bøssers ret til at omdefinere ægteskabet til det meningsløse. Tag dén præstefætre! For kan præstedatteren Vestagers udnævnelse af en så ukristeligt svag person til Kirkeminister tolkes som andet end en barnlig hån af sine politiske modstanderes tro og engagement på hvad der ellers er en fælles interesse? Det er en slet fugl der søler egen rede.

Gud skabte mennesket som mand og som kvinde og det er i ægteskabet, mennesket skal blive blive et kød. Det betyder altså ikke at mennesket skal forfalde til kødelighed. Ægteskabet er at forpligte sig på noget, som går ud over en selv og derved underforstået ens lyst og eventuelle lyster. Men det vil det kulturradikale segment ikke. De vil fejre sig selv og angler manisk og uforståeligt efter velsignelse.

Det er dyrkelsen af selvet og intet større udtryk for selvet i denne optik er sex. Som den socialdemokratiske Lars Aslan Rasmussen formulerede det da han udtrykte skuffelse over at den nye regering i sin konsekvente politik med at bryde alle valgløfter ikke ville forbyde købesex “sex er ikke en handelsvare“. Sex er nemlig så ophøjet og helliggjort at der ikke kan handles med den, skønt det store prostitutionsmekka han frygter København bliver forvandlet til i realiteternes verden åbenbart modsiger hans påstand.

Sex er for den kulturradikale bevægelse ikke et privat anliggende, for i så fald er det op til den enkelte at administrere. Det er et fælles anliggende, hvor Lars Aslan bestemmer hvorvidt den kan sælges, hvor Manu Sareen vil samle fællesskabet for at overvære velsignelsen af mænds lyst til at stikke deres pikke ind i hinanden og hvor det offentlige sikrer økonomien i parader der bizart hævder stolthed i dyrkelsen af perversion. For det kulturradikale segment, hvor der intet er større indhold i livet end sexuel udfoldelse.

Homoseksuelle vielser er lighedsidealet om at anerkende og hylde disse perversioner. Om præstedatteren Vestager også abonnerer på det syn eller om udnævnelse af Sareen som kirkeminister er en snedig måde at holde status quo gennem Sareens manglende vilje til konsekvens samtidig med at man foregiver fallosdyrkende intentioner overfor den magtfulde kulturradikale menighed og gennem Sareens brunhed sikrer sig imod dens kritik af manglende resultater bliver spændende at følge. Kirkeminister Manu Sareen selv har kun givet udtryk for sympatier overfor bøsser og ikke overfor Folkekirken.