Read the small print

Diverse — Drokles on October 18, 2011 at 3:48 am

På vej ind i Folketingssalen for at holde åbningstalen blev Thornings Schmidt spurgt af en TV2 journalist om ikke hendes regering byggede sin økonomiske politik på den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik. Nej, svarede hun, for så ville der jo ikke være grund til at skifte regering. Nej vel? Men, hvad er grunden til at lede en regering, der fører et andet partis politik? Regeringsgrundlaget er så Radikalt at Morten Olsen endda havde iklædt sig en grim lilla pullover for at fejre den nye regering da hans gode danske drenge overbevisende bankede portugisernes skimlede hold af kælderspillere for nu at udtrykke mig lidt Carsten Jensen’sk. Kun få og små symbolske lunser er smidt af til S-SF. Og det skal jo bortforklares. Jyllands-Posten

Alle andre udspil - som millionærskat, to-lærerordning, straksafskrivninger, boligpakke og en forkortet dagpengeperiode - var ikke løfter, men hensigter, fastslår Helle Thorning-Schmidt.

»Der er ikke tale om nogen som helst form for løftebrud. Jeg har givet to klokkeklare løfter i valgkampen. Det ene er, at vi vil fastholde 24-årsreglen og tilknytningskravet, det andet er, at der ikke vil blive rørt ved boligskatterne. Og det fastholder vi fuldstændigt.«

Dansk Folkeparti ville også bevare 24-årsreglen og tilknytningskravet, men udråber sig jo ikke ligefrem som valgets vindere. Men Marianne Jelved skyder den undsigelse ned ifølge Berlingske Tidende

- Til min overraskelse agerede de (S-SF, red.), som om de havde et fasttømret flertal. Vi blev ved med at minde om, at der skal 90 mandater til.

Hvad der er tydeligt for de Radikale er selvfølgelig også tydeligt for folket der ikke er i tvivl om at Thorning-Søvndal har stået rød løftebrud i ægteskabet med Vestager. Det er jo ikke blot det, at man efter en regeringsperiode eller to ikke har kunnet nedbringe ventelister eller forbedret behandlingen af cancer i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Alle ved at sygehusvæsenet er uoverskueligt kompliceret og forventer ingen mirakler så det gælder blot om at gøre en stor indsats og en masse ståhej og så ellers at få oppositionen bud på løsninger til at fremstå endnu mere umulig. Det samme med finanserne. Og for Folkeskolen er det alligevel håbløst at lære børn noget som helst med en lærerstab der stemmer SF-Ø.

Den nye regerings løftebrud er brud på banale beslutninger, som f.eks. undersøgelse af CIA’s dødsfly, som Trier Mogensen overspændt kalder dem. Det var de fly, der fløj terrorister til andre omgivelser for at kunnet føre de samtaler i god ro og mag med folk med insiderviden om diverse alternative netværk af religiøse entusiaster, der kunne give vestlige efterretningstjenester bedre overblik over kommende terrormål. Et bedre ord for de fly ville altså være informationsfly. Eller oplysningsfly. Eller vidensfly måske.

Men disse fly, der fløj over dansk territorium skal ikke undersøges alligevel skønt det blev regnet for et kardinalpunkt for den tidligere regerings moralske habitus, jvf ordet dødsfly. Man har flertallet og kan blot beslutte at sætte undersøgelsen i gang uanset, hvad der kommer ud af det. Det er en simpel beslutning, som man kan stemme igennem med et flertal. Men det gør man ikke. Man har selvfølgelig nok erkendt at forholdet til USA er en nødvendighed, en national interesse uanset den danske regerings politiske farve - og uanset den amerikanske præsidents farve. Man har nok erkendt at det er praktisk at kunne samarbejde med fremmede efterretningsvæsener, som, for at tage et helt tilfældigt eksempel, CIA, hvis man skal have en chance for fortsat at kunne afværge terrorangreb på danske jord, som man allerede har gjort det 3-4 gange - det er svært at følge med.

Måske skyldes dette simple, men symbolske svigt af et valgløfte at andre svigt har trukket veksler på den i forvejen belastede social profil, som regeringen hurtigt og konsekvent har tegnet. At det ville se for komisk ud, når man indfører en betalingsring om København, som tvinger de laveste indkomster til at besvære sig gennem den kollektive trafik for så blot at blive bombet bedst som de stod der mest tætpakket på Nørreport Station, fordi de godeste af de gode mennesker var for fine til at drage fordel af at CIA giver terrorister en ekstra tur i badekarret. Efter et større blodbad på Dansk jord ville det nok kræve mere end to spindoktorer pr. minister at forklare at terrorister rettigheder altid går forud for fattige danskeres liv.

Betalingsringen er en hensigt om at det er finere at opsætte bomme der skal holde de fattige bilister ude af København end at sætte bomme ved landets grænser, der skal holde kriminelle ude af Danmark. Hvem gavner det egentlig andet end de, der som Thorning selv bor bag ringen og kun bruger bilen når de skal i Irma eller på Borgen. Det er detaljer, som at den mindre indtjening til statskassen man ender mednår man hæver topskatteniveauet for de rige hentes på ekstrabeskatning af de lavtlønnedes kost. De er alligevel så fede i forvejen så det virker kun rimeligt at lette pungen for dem. Men hvem stemte Socialdemokratisk eller Socialistisk Folkeparti for at fremme den logik? Anita Bay Bundegaard kommer regeringen til undsætning med denne flotte bemærkning i Politiken

Så dybt har kontraktpolitikken åbenbart lejret sig i os, at ingen længere kan se forskel på løftebrud og kompromiser.

Ikke som i de gode gamle dage, hvor brudte løfter og kompromisser var et fedt. Eller Mette Frederiksens gyldne svar til BT, der spørger om ikke Socialdemokratiet har lovet lidt for meget i valgkampen

- Nej, jeg synes, der er forskel på at sige, at der er noget, man gerne vil, til når man så er i regering, hvor man også skal have pengene til at nå sammen.

Der er med andre ord forskel på at sige, hvad der skal til for at komme i regering og så til at skide det hele en lang march når først man sidder i ministerbilerne. Men det er formelt rigtigt, hvad Frederiksen siger, hvis ikke blot man havde foregøglet af der skam var penge nok. Og det var hvad man havde skønt små figenblade var lagt ind såsom det mystiske pressemøde, hvor Søvndal og Thorning med alvorlig mine kungjorde til pressen at alle deres mange, mange valgløfter kun blev til noget hvis der var råd. Det vidste alle jo at der ikke var, så hvorfor love alt til alle hele tiden alligevel, hvis ikke man havde tænkt sig at ignorere finanserne? Eller som Thorning konstant formanede, “der er mennesker bag tallene!” X ved S-SF og bar røv at trutte i.

Uanset gradbøjningen af “et løfte” er det tydeligt at S-SF ikke har fået deres vilje. Og uanset hvilke figenblade de måtte dække sig under så var det en slagkraftig rød profil som de præsenterede vælgerne for og som der ikke stod til diskussion uanset, hvor meget de blev udspurgt om, hvilken indflydelse Radikale og Enhedslisten ville kræve. Tilfældigvis foretog jeg noget så sjældent, som et lille systematisk arbejde da jeg under valkampen besøgte de de politiske partiers valgkampssider. Her er et screendump fra Socialdemokratiet, som også er S-SF’s samlede projekt.

billede-192

Fair Løsning, der skulle få “styr på økonomien igen, skaber nye job og udvikler vores velfærd” var intet mindre end kernen, der retfærdiggjorde Thornings statsministerpost. Og den er besluttet aflivet i regeringsgrundlaget. Det er intet tilbage. Heller ikke af de mange ting som Villys magelige SF’ere ville knokle for at opnå skulle de komme i regering, som de jo altså gjorde. Pyh, så slap de da for en ærlig dags arbejde. Og det har nok set således ud da Radikale tog den røde plan

Villy har forsøgt at gøre et nummer ud af klimaløfternes indfrielse, som var det en sejr. Men ak, som man kan se af min banebrydende research ragede det S-SF-R, eller vælgerne med for den sags skyld, en hujende fis. For Sossernes scrollbar forneden kom klimaet ind som det trettende punkt og hos Socialistisk folkeparti lå klimaet under det de kaldte “øvrige politikområder“.  Man har på klimakontoen blot leveret ordflom og lovet ekstra forsuring af danskernes privatøkonomi kun til glæde for en sekterisk gruppe, der har fået indskrevet deres moralistiske dommedagsvokabular i tidens zeitgeist.

At bortfoklare Fair Løsnings død ved at fremhæve klimagejlet som en sejr er som at benægte at Titanic er sunket så længe der stadig er redningsbåd i vandet. Jamenøh, redningsbådende var jo sår’n set også Titanic bedyrer man og i og for sig har man ret, men det var jo ikke ligefrem den kolde oplevelse, som havde solgt billeterne til de stakkels optimister på vej mod en bedre verden.

Men måske handlede det i sidste ende blot om ikke at skulle se på Dansk Folkepartis transtøvler som Holger K Nielsen udtrykte det ifølge Jyllands-Posten

»Vi har befriet Venstre for Dansk Folkepartis klamme hånd. Det burde I da være glade for,«

Måske var man når det kom til stykket så ligeglad med hvilken økonomisk politik man skulle føre, som ny regering blot Dansk Folkepartis klamme hånd ikke fik indflydelse?

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress