Ny blog sværter Hirsi Ali

Godheds-industrien, Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on July 8, 2007 at 5:43 am

Jeg faldt over en anmeldelse på Raapil af en ny blog ved navn Kommentar, som Raapil, uden nogen tydelig ironi, beskriver med ordene “kvalitetsblog med både indsigt og fornuft“. Og det måtte jeg jo se. Raapil henviser til en postering om Ayaan Hirsi Ali’s kronik i Berlingske Tidende, som så er et eksempel på, hvad Raapil forstår ved indsigt og fornuft. Raapil har selv fremhævet dette citat fra bloggen

Hirsi Ali er et slags spejlbillede af islamisterne, for hvem alle problemerne skyldes manglen på islam. Deres islam, altså. Hvad den så end er. For det er der ingen, der kan blive enige om. Og det gennemhuller jo idéen om en verdensomspændende bevægelse. Islam er og bliver en distraktion fra de muslimske regioners virkelige problemer. Både Vesten og Østen gør bedst i at sætte den i baggrunden, hvis problemerne nogensinde skal løses.

Hirsi Ali er altså et spejlbillede på islamisterne? Som en røgalarm er et spejlbillede på ildebrand! Det er en trist tradition den nye blog Kommentar lægger sig ind i, karaktermordet på dissidenten. Det er en traditionel venstredrejet diciplin, hvor man bevidst sværtede afhoppere fra den anden side af Jerntæppet fordi de legemligt var afvisningen af venstrefløjens egne løgne. Den har fundet solidt fodfæste i de kulturradikale kredse herhjemme og blandt dem, der i den angelsaxiske verden kalder sig liberals.

Dissidenten er farlig for de der har dyrket modsætningen til deres eget, de der dyrker utopien om det ikke vestlige samfund som frelsens komme, hvor de i deres drømme skal regere over alle deres foragtelige landsmænd, der så længe har underkendt deres geni. For med dissidenten fratages muligheden for evendelige løgne, relativering og defamering. Sandheden står her nemlig foran os alle i egen høje person.

Derfor skal denne dissident fratages sin værdighed, sit etos og angrebet indledes først i det små, så stadigt mere intensivt indtil dissidenten står vanæret. Men det er i høj grad et angreb der er motiveret af afmagt for, hvem vil se i øjnene, at man har fejlet og fejlet spektakulært? Ved at sværte dissidenten renser de sig selv og undslipper den dom deres egen moral tilsiger. Og derfor er angrebet styret af de enkelte forfatteres egen idiosynkrasi, motivet er ikke så meget ideologi som det er personligt.

Ayaan Hirsi Ali minder os om at negeren ikke er født, som offer for sin egen farve, at vi ikke er de eneste der kan gøre fortræd, at det at skulle dømme mellem godt og ondt er en evig og meget krævende intellektuel process uden kendskab til facitlisten.

I Weekendavisen’s bogsektion fra d. 1/6 2007 var der en meget interessant artikel af Klaus Wivel om opgøret mellem Tariq Ramadan’s støtter i Vesten og Hirsi Ali’s. Her gives der et konkret eksempel, men de findes ad legio

Buruma [Hollansk apologet] kalder hende [Hirsi Ali] arrogant og en sekulær fundamentalist, som er lige så fanatisk som den marokkanske muslim, der myrdede den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Med sine stødende udtalelser om islams tilbageståenhed vil hun aldrig nå ud til almindelige europæiske muslimer i de belastede kvarterer, men kun finde tilhængere blandt ikke-muslimer, skriver han. I modsætning til Ramadan, forstår man. Angrebene gentager Buruma i flere artikler.

»Hvorfor har Buruma gjort det og gjort det så omfattende og så mange gange,« spørger Berman: »Salman Rushdie har heller ikke gjort sig populær i visse kvarterer, men det er da aldrig blevet brugt imod ham.«

Og Berman fortsætter: »Det, der ligner en kampagne mod Hirsi Ali , kunne aldrig have fundet sted for blot få år siden. Et vedvarende angreb på en autentisk liberal dissident, som råber op om uretfærdigheder i fjerne egne af kloden, ja selv i de vest-europæiske gyder; et vedvarende angreb, som næsten synes helt at have borttvættet bare antydningen af hendes diskussion om kvindeundertrykkelse og kampen for kvinders rettigheder. Nej, det kunne ikke være sket i går - udover på den ekstreme højrefløj. Det er nyt.«

Sammenlign ordene arrogant, fundamentalist og fanatisk om personen Ayaan Hirsi Ali der har stødende udtalelser med Kommentar’s indledning på posteringen

Hvor skal man begynde? Det er sørgeligt at se et menneske opslugt af had. Hirsi Ali har god grund til at hade. Men hvor er det trist. For jeg synes hun er sympatisk. Hun har været gennem meget, og kæmpet for et anstændigt liv. Men at høre hende spy sit had, at høre hende kaste sin angst og galde op i tale og skrift, det får hjertet til at synke ned i maven. Det er et eksempel på hvordan hård modgang radikaliserer.Så hvor begynder man? Hendes budskab er, at vi skal være glade for vores civilisation. Jeg er skam helt enig. Men hvordan udtrykker hun det? Ved at tale om islams barbari. Hvor intolerant, aggressiv, fanatisk og voldelig den er. Ved at være imod, er man for. Definition ved opposition:

Opslugt af had, spy sit had, kaste angst og galde op i tale og skrift. Sådan opfatter Kommentar altså Ayaan Hirsi Ali. At Kommentar deltager i den kampagne er sørgeligt og de af os, der har oplevet Hirsi Ali har i de ord svært ved at genkende den værdige og intelligente Hirsi Ali med den næsten adelige fremtoning, et karaktertræk Nelson Mandela af den selv samme fløj blev dyrket for. Hvad er det for noget? Hirsi Ali spyr ikke had, hun spyr slet ikke. Hun beskriver præcist, roligt og velafbalanceret det hun ved og hvis det forekommer voldsomt så er det ikke Hirsi Ali, der er voldsom, men virkeligheden.

Det samme fænomen kunne man opleve tidligere i Weekendavisen (som jeg refererer her fordi jeg skrev en postering om det) da Birthe Røhnn Hornbæk anmeldte den labre Chardott Djavann’s Kast sløret. Også Djavann fik kastet ordet fanatiker efter sig. I morgen bringer Monokultur en fyldig gennemgang af resten af Kommentar’s postering.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress