Således indleder Anita Bay Bundegaard den faste Politikenklumme Signatur.

På en ellers udmærket restaurant i det indre København måtte jeg forleden opgive at spise den ret, jeg havde bestilt.

Maden var alt, alt for salt.

Det er ikke første gang, det er sket. Stadig oftere oplever jeg at være tørstig i flere dage efter at have spist ude.

Da Bundegaard var udviklingsminister forslog hun i ramme alvor at FN konventionen skulle udvides til også at omfatte folk der flygter fra sult. Nu klager hun over at hendes mad er lidt for salt når hun går på restaurant. Hvad hun altså gør tit nok til at hun kan udlede en tendens af en empiri.

Herefter mistænkeliggør hun så kokkebranchen for at skjule fordærvet mad bag smagsforstærkeren salt. Og så kommer den fremragende overgang til klummens egentlige pointe-

Smag er noget meget centralt i enhver kultur, og mon ikke effektjaget inden for gastronomien afspejler en helt tilsvarende tendens på alle mulige andre områder.

Den aktuelle verdensomspændende krise er som bekendt en økonomisk eller finansiel krise, og udvejen af den er mere af noget.

Dette noget er her vækst, økonomierne må vokse, der skal produceres mere, forbruges mere, omsættes mere, for at vi kan bevæge os fra krise til ikke-krise.

Det er en tankegang, der er så dybt indgroet i vores civilisation, at den ofte omtales som en logik.

Fra salt til civilisationskritik. Så bliver det da ikke meget mere Politikensk. Det skulle da lige være lederen med overskriften “Fred er da vigtigere end hadskabende bosættelser“. Tænk, da lederskribent først havde fundet på den overskrift var det ligesom at resten bare skrev sig selv.