Jeg, en profet
Nogen gange bliver man revet med af sine egne tanker fordi de uimodsagt fremstår så langt mere brillante. Om Margrethe Vestager skrev jeg i så sent som i februar 2009
Hvis jeg skal vurdere Vestager, som leder vil jeg i korte træk mene at hun er en anonym, men rimelig partileder. Hun gør en udmærket figur på TV, hvor hendes bedrevidende holdning kun generer ikke-radikale vælgere. Hun er vidende og god til at sætte sig ind i meget stof, som akademikere jo er generelt. Hun er heller ikke bange for at bruge magt, som hun også forstår nødvendigheden af at knytte alliancer.
Men Vestager er ikke en leder i tiden. De Radikales situation kræver visioner og krisestyring og det magter hun slet ikke. Hvis hun havde været formand i 80′erne eller 90′erne var der nok næppe nogen, der ville have bemærket hendes svaghed - og man kan spørge sig selv, om ikke alle radikale ledere ikke har lidt under de samme skavanker som Vestager uden at blive opdaget, fordi situationen ikke krævede noget af dem? Men situationen i dag er væsensforskellig. Der er ikke brug for et midterparti til at balancere fløjenes dårligdomme af mod hinanden og sikre en bro for samarbejde.
Men, men…det lignede hun også….dengang. Og der står jo også “i dag”, prøver jeg febrilsk at sige. Men ak, politik er blot alt for foranderligt til skråsikre forudsigelser. Vestager har lagt en klog langsigtet politik, hvor politisk realisme og økonomi er i højsædet. Desværre, for det var uligt meget lettere dengang de dyrkede deres selvretfærdighed som Gud.
2 Kommentarer »
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI
Det havde jo været nemmere blot ikke at kommentere sine egne dårlige profetier …. Det ville Peter Mogensen have gjort… Eller også kan han bare ikke huske hvad han selv har sagt.:-) Men du slipper så for at spise en stråhat …
Men mon dog at de ikke fortsat har deres selvretfærdighed i behold…lidt træls at skulle ligge sine håb for stabilitet og ansvarlighed i 3-4 år lige netop hos det parti.
Tak for ordene Polyla og det var faktisk netop Peter Mogensen, som jeg havde i tankerne. En anden analyse, som jeg er lidt mere stolt af er fra september samme år.
http://monokultur.dk/?p=2587
“Villy Søvndals og Helle Thornings stærke alliance har selvsikkert fremsat hoverende ultimata til Radikale Venstre om underkastelse af en hård kurs mod indvandrere og en mere marxistisk styring af statens finanser. Det har de kunnet gøre i overmodig forvisning om at udsigten fra tinderne af den Radikale moralske hest viser et endnu værre alternativ i det kryptofascistiske VKO. Men realiten er at de er tvunget af deres parlamentariske grundlags direkte fjendtlighed overfor de væsentlige mærkesager, som økonomi og indvandring til at stille ultimative krav for at stive troværdigehden af hos en opposition, der ligger underdrejet tidens realiteter. Og tvangshandlinger kan være en svær lidelse at leve et konstruktivt liv med.
(…)
Socialistisk Folkeparti har grundlæggende samme problem med en udefineret vælgerskare, der for en dels vedkommende kan svinge mellem det socialistiske og det liberale. Men indtil videre har den finurlige Villy formået at blænde vælgerne i sin succes og valgt blot at tie stille om sin mening både til at flere i hans Folketingsgruppe ville lade hånt om lovgivningen og skjule irakere uden sagligt opholdsgrundlag og til burkaforbud.
Ægteskabet mellem Helle og Villy er altså problematiseret af især den socialdemokratiske families interne splittelse, som hænger, som en klods om benet når man skal overbevise vælgerne om sin flyvedygtighed. Hvornår modsætningerne viser sig i Villys familie er ikke til at sige. Helle og Villys bedste samarbejdspartnere i økonomi og indvandring vil ironisk være at hente på den anden side af midten, hvilket i sig selv underminerer argumentet for et regeringsskifte.
(…)
Den manglende økonomiske realisme har givet Radikale Venstre en tiltrængt ro og Vestager er da heller ikke gået i panik over de kradse ultimata fra Helle og Villy. Her ser man udover de umiddelbart store ord og istedet frem mod valget om et par år og har sindigt satset på at formulere en saglig økonomisk politik, der tager danskernes bekymringer om Danmarks fremtidige økonomiske sundhed alvorligt. Den linie vil i den kommende tid udhule fornuften i Helles og Villys økonomiske ultimatum, hvilket vil undergrave tilliden til den del af projektet. Men hvis det ultimatum droppes for at købe lidt tillid tilbage og Radikale Venstre bliver indviteret indenfor på det økonomiske område, der er selve kernen i socialistisk tænkning vil mistanken også opstå om at de efter et valg også vil blive indviteret indenfor når det gælder indvandringpolitikken. Den stramme indvandringskurs er jo ikke traditionel mærkesag for de to socialistiske partier, men sur parlamentarisk nødvendighed, der tydeligt for de fleste har aftvunget især Socialistisk Folkeparti en anden kurs. Og en sådan mistanke, som et ultimatum jo netop skulle mane i jorden vil tabe valget for dem. Danmark er ikke landet, der belønner ultimata.
“