Idiosynkraten Carsten Jensen

Diverse — Drokles on September 20, 2011 at 9:35 am

Det er en tom fornemmelse at læse forfatteren Carsten Jensens ordgyderier. Den foragt han har for sine politiske modstandere - hvilket er et flertal af befolkningen - er selve pointen han fremfører istedet for at lade det fremgå underforstået af en substantiel kritik som det senest fremgår i Politiken. Foragten for flertallet af befolkningen først, i dette uforståelige vrøvl om ytringsfrihed

Margrethe og Johanne var fornyelsen. De repræsenterede nærhed og menneskelig varme, en overensstemmelse mellem ord og handling, midt i dansk politiks frosne isslot. I et land, der manisk hylder ytringsfriheden, var de to de eneste, der benyttede sig af den.

Hm. Tilsammen fik de to partier Radikale Venstre Og Enhedslisten med de mange terrorstøtter 16% af stemmerne. De resterende 84% foretrak i Jensens forstemmende verdensbillede et isslot af fremmedgørelse og kulde, uoverensetemmelse mellem ord og handling (overensstemmelse mellem ord og handling fra Johanne og Margrethe er nu en påstand på efterkrav kære Jensen, valget er trods alt lige overstået).

Jensens definition af at benytte sig af ytringsfriheden snævret ind til Johanne og Margrethe efterlades man at gætte sig til, men efter de konventionelle god-tone normer, som ellers har præget debatten især i Politiken trækker Jensen selv maksimalt for ikke at sige manisk på sin ret til det frie ord. “Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker” og hendes “infame tankegang og menneskesyn” hedder det således om en af Carsten Jensens landsmænd - eller skulle man sige medmennesker for at respektere forfatterens humanistiske udsyn.

Valgdagen falder kun fire dage efter tiårsdagen for terrorangrebet på New York. Det var i murbrokkerne fra de sammenstyrtede tvillingetårne, at den borgerlige regering kom til, og det er i murbrokkerne, den lige siden er forblevet, som om ruiner var dens naturlige element. Det er da også et stort nedrivningsarbejde, den borgerlige regering har stået for.

Hvis Jensen havde fokuseret på en meningsfuld kritik af sit objekt ville hans foragt afspejles proportionalt i hans pointe, men fordi han kun leverer sin foragt tabes eventuel kritik i ren vås. Den borgerlige regering kom ganske rigtigt til magten kort tid efter terrorangrebet 11. september, men det var jo fordi den siddende Socialdemokratisk ledede regering valgte at udskrive valget i håbet om at høste en politisk gevinst oven på det nye trusselsbillede, hvor vælgerne altså burde foretrække de erfarne røde kræfter fremfor novicerne fra blå blok. Kritikken af den timing kan kun rettes til Poul Nyrup Rasmussen og kritikken af valget af ny regering kan kun rettes mod flertallet af danskere - de svin!

At valget ikke handlede så fandens meget om terrorangrebet på World Trade Center er vi nogle der på en gang er gamle nok til at huske, som vi stadig har vores fakulteters fulde brug. Det handlede om skattestop, ny regering i almindelighed og udlændinge/integration ligeledes i almindelighed. Det sidste var en debat, som endeligt eksploderede fordi trykket var blevet for stort - 11. september eller ej - efter mange års tabuisering.

Og efter at Jensen med sin egen “infame tankegang” således har kædet en dansk folkevalgt regering, som endda blev genvalgt to gange, sammen med et grotesk terrorangreb underminerer han med bravour  i selv samme tekst pinagtigt sin egen pointe

En tredjedel af alle danskere venter på fuldstændig irrationel vis et terrorangreb i den nærmeste fremtid. Det er hendes fortjeneste…

Pludselig har Dansk Folkeparti og den borgerlige regering alligevel ikke rejst sig i ruinerne af et virkeligt og reelt terrorangreb. Terror er ved Pia Kjærsgaards “infame tankegang og menneskesyn“ blevet til noget imaginært og efterfølgende. Denne forbløffende mangel på sammenhæng helt ud i den mest banale kronologi kommer af at Jensen har reduceret sig selv til kun at udtrykke sine idiosynkrasier fremfor mere elegangt at lade foragten for objektet fremgå af det fremhævede - som jeg gør med denne postering for nu at tage helt tilfældigt eksempel. Syrligheder kan man så sprede henover teksten for at skabe lidt kulør.

En enkelt sætning fanger godt den stemning af vækkelsesprædikantens svovlformular der præger Jensens skriverier de seneste år når hans idiosykrasier dikterer hans pointer

Danmark blev en nation, hvor den konstante chikane af mennesker med muslimsk baggrund havde højeste politiske prioritet, og hvor intet af det, den norske massemorder Anders Breivik tænkte og sagde, kunne komme bag på nogen dansker, bortset fra det beklagelige faktum, at han tog konsekvensen af sine egne hadprædikener og gik ud og dræbte, for ellers så taler og tænker en betragtelig del af vore politikere nøjagtig som den forstyrrede korsfarer, og Breivik citerer da også entusiastisk prominente danske intellektuelle og roser vores nu forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for at have haft »rygrad«, når det kom til muslimer.

Huskede de at trække vejret? Jensen glemmer i sit opgør med sin hjerne at det 11. september angreb, der skulle have bragt Dansk Folkeparti og den borgerlige regering til magten var begået af massemyrdende muslimer, der tog konsekvensen af muslimernes hellige bogs hadprædikener. Koranen og andre prominente muslimske skrifter og skriftkloge bliver da også citeret entusiatisk af legioner af muslimske terrorister verden over. Imens venter vi og ser på om Jensen eller hans læsere også tager konsekvensen overfor den “skimlede sekt af klamme kældermennesker“.

I’m a creator, you monsters!“ rasede Barton Fink mod de soldater, der var på vej i kamp mod totalitarismen. De “common men” han havde isoleret sig fra at forstå i samspil med sit snævre publikum af pludrende bedsteborgere. Hans uniform var hans hjerne betroede han de simple almindelige unge mænd der nu satte deres liv ind på spil for hans frihed - og imens  havde han gjort sig til bedste venner med totalitarismens massemorder, hvis forbrydelser han endda dækkede for at sløre sin medskyld og kompromitere sit renome. You’re a sick fuck, Jensen!

3 Kommentarer »

  1. Jeg kan kun udtrykke min dybeste respekt for skribenten bag denne demaskerende og analyserende spidning.
    Det der gør mig sørgmodig (med al respekt) er at det ikke er en “stor” avis der bringer det.
    Claes Castholm kunne ikke ha skrevet det bedre, eller, det må han nok ikke.

    Efter, undtagelsesvis, at have overværet dele af en tv-avis, hvor repræsentanter for den kommende politiske ledelse af danmark, kommenterede om håbet om en kommende “palæstinænsisk stat”, sekunderet af klip fra det europæiske galehus, legemeliggjort af eu’s ,såkaldte “udenrigsminister, Aston ,er det nok Kvium’s billeder, Fools, der bedst beskriver oplevelsen.

    Jeg tror Mozart’s requiem ville være passende underlægnings musik, om ikke andet for renselsen.

    Comment by PBr — September 20, 2011 @ 7:13 pm
  2. Tak, PBr, nu bliver jeg helt flov.

    Hvis jeg skule vælge underlægningsmusik ville jeg måske foreslå lidt munter bluegrass.

    http://www.youtube.com/watch?v=zDgYN5qeG4Y&feature=related

    http://www.youtube.com/watch?v=QIKdswTJ2vY&feature=related

    http://www.youtube.com/watch?v=0K1i0vSD188

    Comment by Drokles — September 21, 2011 @ 9:09 am
  3. Ha ha, ja det er fin musik, med godt humør.

    Comment by PBr — September 21, 2011 @ 10:06 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress