Klassisk venstrefløjssatire ved Arne Würgler

Diverse — Drokles on September 7, 2011 at 5:01 am

Som bekendt er venstrefløjen i sit væsen ikke stort andet end barnagtigt vrængende og at deres vræng mest er en projektion. Alt det beskidte de beskylder andre for kommer fra deres eget mørke indre og ud af deres egen mund. Her er Arne Wügler, distingveret grå (i modsætning til skaldet og viril), i en munter Folketingsvalgsang om tidens fjender i det politiske

Pia Kjærsgaards vers var som følger

Nu vokser skidtet op i lange baner

Forureningen er værre end De aner

Når Pia lufter hunden og den sviner

Så’ det ikke helt de samme - men det ligner!

Det var måske forventeligt, den fløjs generelle niveau og horisont taget i betragtning. Sammenstillingen af fæces og Pia Kjærsgaard kommer fra samme mørke indre, som nazisternes sammenstilling af jøder og fæces ud af Würgler mund. Og det gør den endda efter at denne konkrete sammenstilling er gået af mode (undtagen på Politiken selvfølgelig hvor Roal Als holder traditionen flot i hævd).

Også Naser Khader får et fur fra Würglers dyb

Onkel Tom han var en rigtig hyggelig fætter

En kokosnød, der endte som en kætter

Når Khader jagter burka-abeniner

Er det ikke helt det sammen - men det ligner!

Khader svigter kulør. Han er ikke Khader, et individ, men en kulør, som han skal være tro imod. Burka-abeninerne (mit gæt på at det er, hvad Würgler synger. Rimet gav nok mere mening da den blev skrevet sent aftenen før mens rødvinen stadig flød tykt i årerne) er tro imod deres kulør (sikkert relativt bleg kulør må man formode, med mindre de har hjemmesolarium). Da de ikke er individder kan de jo heller ikke være undertrykte, som Khader kættersk mener.

Onkel Tom’s Hytte er historien om et ualmindeligt anstændigt menneske i en ualmindelig urimelig verden. Tom er som slave magtesløs til at ændre på den verden han er fanget i (det krævede, som det blev, en borgerkrig der efterlod en million døde), men viljen til at være et menneske kan ingen tage fra ham og konfrontationen mellem anstændigheden og ondskaben kulminerer da Tom tæskes ihjel af sin ejer fordi han ikke vil angive nogle negerkvinder, det er lykkedes flygtet.

Onkel Toms Hytte er altså historien om en kristen martyr, et tema der går igen i Clint Eastwoods fine Gran Torino. Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner, som Bibelens Johannes bedyrede. Omrejsende racistiske teatergrupper med hvide sortsværtede skuespillere fremstillede senere Onkel Tom som en latterlig servil figur og det er fra den tradition Würgler har hentet sin litterære indsigt.

Onkel Tom og Naser Khader passer ikke ind i Würglers revolutionsromantik, som den ser ud gennem designerbrillerne fra lænestolen. De er gennem deres egen anstændighed de hvides lakajer - kokosnødder. White nigger blev borgerretsforkæmpere engang kaldt af Sydens good-ole’-boys fordi også de svigtede deres kulør da de handlede efter deres samvittighed.

Borset fra de to vers så sammenlignes Søren Espersen tanker med “en Amagerhylde med udtræk og gardiner“. En amagerhylde er noget slemt for den moderne venstrefløj. Espersen blev engang på P1 konfronteret med Morten Korch analogien til Dansk Folkepartis politiske univers og svarede - frit efter hukommelsen - “Hvad er der nu i vejen med Morten Korch? Det er et sted hvor solen altid skinner, de elskende får hinanden og de onde får deres bekomst!”. Og i samme tråd, hvad er der i vejen med Amagerhylden? Den er folkelig og populær blandt de lavere klasser til at fremvise det, som dee finder af særlig betydning, alt fra en piv-i-røv-hest man havde med hjem fra en tur i Østrig til barnebarnets mælketænder i et sølvskrin. Men den er dårlig smag for den herskende kulturelite, der vrænger af deres dummere og dermed ringere medborgere. Solidaritet kammerat!

Som en mindre kuriøsitet er Würgler jo også en mand - eller er det blot noget han ligner? - og som sådan synger han i en Konen I Muddergrøften sammenligning “Lene Espersen i liggestolen blondiner“. Ja, det har som sagt nok givet mere mening aftenen før, hvor rødvinen trillede lystigt iårerne men koblingen mellem intelligens og kvinders fremtoning ligger ham altså nær. Ikke for at stille mig op på et pidestal, men når jeg ser en lyshåret yngre politisk modstander, som f.eks. Johanne Schmidt-Nielsen tænker jeg ikke i bloondinestereotyper - næh, mine tanker er, som cigarhandler Madsens, helt andre steder henne - (de er inde i pigeværelset, kredsende som sultne spyfluer…). Nok om det. Lad os hellere få lidt nostalgi med denne sang fra starten af halvfjersene og se om vi kan finde ud af, hvor det gik galt

2 og 2 er ikke fire for en god forretningmand” vrænger Würgler og er dermed på sporet af det vi andre kender som økonomisk vækst. Og den vækst, som den forfærdelige forretningsmand altså genererer negerer Würglers senere vræng “Hvad de rige ejer, har de stjålet fra dig.” Niveauet var det samme, det var galt fra starten. Småt skåret vræng og vrøvl.

———-

Tilføjelse: En af mine venner mente at der manglede et vers om Würgler selv og skrev et i Würlers ånd:

Lille Adolf elsked Mengeles eksperimenter

Med skinger røst han kaldte folk for dyr og ekskrementer

Når Arne Würgler spiller slet til gode miner

Så’ det ikke helt det samme – men det ligner!

2 Kommentarer »

  1. Mens politikerne er i fuld gang med at gøre det lovligt for danskerne at kopiere

    digitalt til privat brug, frygter mange kunstnere, at den stadig mere udbredte
    private kopiering af musik, billeder og film fra internettet vil tage brødet ud af

    munden på dem.

    Derfor indtog omkring 20 kendte musikere, skuespillere og instruktører i går en

    uvant politisk scene, hvor de talte deres sag for Folketingets kulturudvalg
    på Christiansborg.

    Med sig havde kunstnerne et brev, hvor de for første gang åbner for en

    nedsættelse af den rekordhøje danske afgift på uindspillede CD’er og videobånd.

    »Vi er åbne overfor, at man nedsætter afgiften på blanke CD’er og videobånd. Men

    betingelsen er, at man breder afgiften ud til de nye medier, som kopieringen
    foretages med, f.eks. CD-brændere, DVD-afspillere og scannere,« siger Arne

    Würgler, formand for foreningen af danske komponister og sangskrivere, KODA.

    Danmark indfører pr. 1. april verdens højeste afgift på blanke CD’er - 3,86 kr. pr.

    styk. Afgiften på uindspillede kassettebånd er for øjeblikket på 4,80
    kr., mens afgiften på videobånd er 17,78 kr.

    Million-indtægterne fra denne såkaldte blankbåndsafgift fordeles via

    rettighedshaver-organisationen Copy-Dan til bl.a. musikere, skuespillere og

    forfattere
    som kompensation for, at private kopierer deres værker. Hidtil har kunstnerne holdt

    hårdt på at fastholde blankbåndsafgiften, men nu lyder der altså til
    dels nye toner:

    »Vi er villige til at diskutere, om afgifts-niveauet er det rigtige. Vi er ikke ude på at

    rage penge til os. Vi vil bare sikre, at det ikke kun er producenterne
    af CD-brændere, scannere og DVD-afspillere, der tjener penge på, at folk kopierer

    på livet løs, men at de kunstnere, der leverer indholdet, også får en
    rimelig betaling,« siger Arne Würgler.

    Med sig på Christiansborg havde han bl.a. musikerne Lars Hug, Frede Fup, Søs

    Fenger, Anne-Dorte Michelsen, Alberte og Ivan Pedersen, skuespillerne Morten
    Grunwald, Jesper Langberg og Margrethe Koyto samt filminstruktørne Jannik

    Hastrup og Per Fly.

    Kulturministeren nedsatte for nylig en arbejdsgruppe, der skal undersøge

    mulighederne for at lægge afgifter på kopierings-apparatur, sådan som man f.eks.
    har gjort det i Tyskland. 

    Kompensation for kopiering er et krav

    En af kunstnerne med hang til andres penge dengang var Arne Würgler.

    I 2001 talte han for et vederlag også på kopieringsudstyr.

    Er det mon blot et sammentræf, at de mest skingre kunstnertyper også vil have at andre finansierer deres livsstil?

    Comment by Anonym — September 12, 2011 @ 11:46 am
  2. De er jo når alt kom,mer til alt, og de selv bliver ramt på pengepungen, de allerværste former for pengepurende og grådige, hykleriske og dobbeltmoralske kapitalister der findes… Sjovt nok taler de oftest for at de rige i samfundet skal betale mere i skat og dermed dele ud af deres private formuer de har tjent på det de nu har slidt hårdt for, hvorimod kunstnere selv åbenbart er for fine til den slags, sådan at dele ud af deres eget til alles gavn og vel… Vi burde faktisk som folk, boycutte hver en af dem og deres såkaldte selvbestaltede kunst…

    Comment by Jacob Andersen — September 15, 2011 @ 9:29 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress