Manu Sareen - der som bekendt er en stor fan af hykleribeskyldninger, som oftest falder tilbage på ham selv - har aldrig i sin tid i Københavns Borgerrepræsentation foreslået at Københavns Kommune burde støtte en heteropride parade i ligestillingens navn. Men han vil nu melde sig ud af Folkekirken fordi han er “frustreret og pinligt berørt over, at vi i Danmark fortsat forskelsbehandler homoseksuelle” ved at vi ikke giver dem “retten til at blive ‘erklæret for ægtefolk’” så de “hverken [kan] få en borgerlig eller kirkelig vielse.”

Jeg mener, at vi hurtigst muligt efter det kommende folketingsvalg bør ændre loven, så homoseksuelle får ret til at blive viet både på rådhuset og i kirkerne som rette ægtefolk. Mange politikere ønsker ikke at blande sig i kirkens anliggender, men så længe kirke og stat ikke er adskilt i Danmark, så er det en anden sag. Så er det netop politikernes pligt at garantere mod statslig diskriminering. Den danske stat skal være et forbillede for ligestilling, og det er den ikke nu. Derfor melder jeg mig ud af folkekirken.

Men Sareen forstår ikke, som så mange selvindbildt kritisk tænkende, at ægteskabet ikke handler om den personlige romantiske kærlighed og gensidig seksuel dragelse. Hvis det gjorde, ville dyrkelsen af parløb jo blot diskriminere større erotiske fællesskaber. Derimod er ægteskabet fællesskabets fejring af slægtens videreførelse, som det kun kan lade sig gøre imellem de to køn. Og en bøsse kan sagtens blive viet i Kirken, blot ikke med en anden mand for ingen slægt føres videre gennem nougatpløjning.

Men Sareens hovedanke er selvfølgelig ikke bundet i en forståelse af, hvad et ægteskab men i en indigneret dyrkelse af at forskellighed automatisk er diskrimination og at Folkekirken skal være et spejl af tidens flygtige værdier. Politikken skal bestemme over religionen, når denne i hvert fald er kristen.

Omvendt med Zenia Stampe, der ikke går op i religioners konkrete indhold, så længe de blot er repræsentanter for det udanske. Hun slår til lyd for, som modig modvægt til “de skingre hyl fra [højre]fløjen“, at gøre ramadanmiddagen til en officiel begivenhed på Christiansborg

Både i respekt for de muslimske mindretal i de forskellige lande, men også fordi det er en anledning til at skabe samtale og sammenhæng - også på tværs af tro. Fuldstændig som vi i øvrigt bruger jul og påske, som hvert år danner ramme om en masse dialog mellem mennesker med forskellig religiøs observans. Tænk for eksempel på hvordan den muslimske Yasser Arafat hver juleaften deltog i gudstjenesten i Fødselskirken i Betlehem.

At det netop er dialogen og ikke religiøs dogmatisme, der er i centrum, er vel også grunden til, at muslimske danske politikere vælger at invitere ikke-muslimer til ramadan-middag på Christiansborg i stedet for at holde en lukket fest i moskeen på Dortheasvej?

Det er selvfølgelig en bevægende brug af terroristen Arafats eksempel og vi venter i spænding på hvornår Breiviks gestus med ikke at myrde løs på de aller yngste fremkalder lignende rørte tårer næste gang man vil revidere en børnekonvention eller frede et lille dyr. Det er også rørende at Stampe vil “skabe samtale” og “dialog” netop på et Ting! Men hun overser pointen i at ønsket om at islamisk festligholdelse partout skal ske i demokratiets hjerte og ikke på restaurant Noma eller Appenæs Forsamlingshus i sig selv er en religiøs manifestering. Og den slags overseelser kommer man tit ud for når læreren igennem et for langt skoleliv ikke har rettet den ivrige Stampes manglende sammenhæng i glæde over at hendes meninger var gode nok.

Dialog er en forudsætning for demokrati, og der er brug for at alle grupper i det danske samfund oplever at være inkluderede i folkestyret. Derfor bør vi gøre det årlige arrangement på Christiansborg til en officiel begivenhed.

Selv om vi også kunne fejre Hitlers fødselsdag i dialogens navn styrker det ikke Stampes kunstgreb at gøre hvad som helst til en forudsætning for demokratiet blot man hægter bon-ord på. Hvor Sareen vil have sin overfladeiske og meget lidt gennemtænkte opfattelse af sekulære værdier trukket ned over Folkekirken, vil Stampe fremme islamisk repræsentation i Folketinget. Fælles er de dog om at Kristendommen skal vige og islam nyde fremme.

Et andet og mere kuriøst fælles træk for Stampe og Sareen og for godere mennesker i det hele taget er det absurde moralistiske kapløb på nationalt plan de befinder sig i, som ventede der en pris for enden. For stampe udtrykkes det aktuelt således

USA afholder en række officielle middage i forbindelse med ramadanen, blandt andet i Det hvide hus. Selv har jeg fået en invitation fra den amerikanske ambassade i København til Eid-middag. I Tyskland holder de forskellige partier en lang række arrangementer. I Sverige har Rigsdagen gennem flere år haft et arrangement. Og i England kom både premiereministeren og udenrigsministeren med officielle udtalelser i forbindelse med ramadanens begyndelse. Der er mange flere eksempler.

Og Sareen ligeledes

I 1989 lagde Danmark ellers flot ud, da Axel og Eigil som de første mænd, der ved en borgerlig ceremoni indgik et registreret parforhold. Siden er vi dog blevet overhalet inden om af lande som Norge, Sverige, Holland, Belgien, Canada og Spanien. I disse lande er ægteskabet nu også for par af samme køn. Her kan vi i Danmark lære af de andre.

Fortællingen om Danmark som et foregangsland med frigivelse af porno, fri abort, registrerede partnerskaber ligger som en værdiladet national stolthed, som de gode mennesker Stampe og Sareen og mange andre anstændige med dem bliver berøvet for når Danmark sakker agterud i kapløbet. Det er snart mere pinligt end når negerintense lande i Afrika har bedre læsefærdigheder end Folkeskolens 3. klasses elever. Der slår man det blot hen med at danske børn til gengæld er verdensmestre i samarbejde og scorer højt på en fiktiv liste over sociale kompetencer.