Nedenstående tegning begået af WulffMorgenthaler kunne i sidste uge ses i Politiken

Den groteske Abu Ghraib situation har fået mange Politikenlæsere op af stolen, her iblandt Niels Barfoed, som i Politiken kommer med denne litterære misforståelse

Platheden viste et klart nyt ansigt, nemlig den rene og skære menneskeforagts ansigt – hvis budskab er, at intet er helligt. Eller sagt på newspeak: Alle ytringer er tilladt. Kun straffeloven sætter grænser. Et mantra, der bliver slået fast og fast og fast, overalt og altid.

Som en ven pointerede for mig er Newspeak statens reduktion af sproget til at undgå frie ytringer fordi disse fører til tankeforbrydelser. Men Barfoeds oprørte sind over smagløshed stiller spørgsmålet om hvor grænsen går for Politiken?

Politiken mener med trykningen af denne tegning at man gerne må krænke mennesker i deres elendighed. Man kan godt grine ad torturofrenes situation. Også mens de stadig lever. Også uden at man ved om nogle af fangerne senere forlod Irak og måske kom til Danmark og fik opholdstilladelse. Måske forsøgte de endda at integrere sig og begyndte at læse danske aviser, måske abonnerer en endda på Politiken? Måske spurgte denne enes lille datter, som han havde fået sammen med socialrådgiveren Birgitte allerede året efter han kom til Sandholmlejren og som havde introduceret ham for organet for den højere opløsning og altid stemte SF, om hvad tegningen betød lige ved morgenbordet, hvor de sad og fik croissanter med bulgur og kaffe skænket fra en afstand af halvanden meter over koppen? Og så blev denne ene måske en lille smule ked?

Måske, men sådan er satire. Det er grænseoverskridende for nogle, det er krænkende, det sårer følelser. Det vigtigste og helt afgørende er dog for Politiken at tegninger ikke sårer de muslimske følelser for deres religion. Som denne stærkt stødende tegning

Det er klart at denne tegning er tusinde gange værre!