Der skyller en bølge af ævl ind over debatsiderne i øjeblikket, fra en venstrefløj sulten efter at revanchere sine nederlag. Og her kom massemorderen Breivik som sendt fra himlen, som med en enkelt massakre forhåbentlig kan neutralisere opfattelsen af islamiske terror. For hvert nyt islamisk terroranslag kan man som venstrefløjser nu sige, “hvad med Breivik?” og læne sig tilbage i rolig overbevisning af at have afstemt bøgerne. Det er som at have fået “amerikanerne i Vietnam” tilbage. At man nærmest kan samtlige navne på “terror den anden vej” i Breivik og Timothy McVeigh, mens den overvældende mængde da global islamisk terror må være navnløs bortset fra de store ledere, som Bin Laden og Arafat eller huskes efter noget, der nærmest komisk skiller sig ud, som skobomberen er en pointe i sig selv og vil nok ikke have jord at gro i den første tid.

Garbi Schmidt forsøger i en kronik i Berlingske på den bagrund at slå en form for handel af, som går ud på at få religion helt ud af ligningen når vi taler terror, ud fra en underforstået logik om at vi nu - endelig! - befinder os i en situation, hvor den ene, som f.eks. kristendommen, ikke har noget at lade den anden, som f.eks. islam, at høre.

For at forstå Garbi Schmidt’s tankegang er det vigtigt at nævne at hun tilhører den linie indenfor religionsforskningen, hvor grundteksterne i en religion “ikke siger noget selv”, som hun demonstrerede under et debatmøde i Trykkefrihedsselskabet med bl.a Uriaspostens Kim Møller ved at holde en koran op for øret(!). Og nej, det var ikke som lydbog. Religion er i stedet kun noget der sker mellem de troende tilsyneladende uafhængigt af om det er Kama Sutra man tilbeder eller Mein Kampf.

Men det efterlader selvfølgelig stadig spørgsmålet så meget desto mere presserende, hvorfor der er en overvægt at muslimer blandt terrorister. Er den gruppe mennesker bare blöndt? Men sådan tænker Garbi Schmidt og som vi skal se danner grundtekstens manglende indflydelse på sit eget budskab en bisar præmis for hendes konklusioner.

Ikke mindst af den grund - for at huske og for at mindske risikoen for, at det sker igen - er det vigtigt at tage diskussionen om, hvad det er vi vil lære af begivenheden.

Hvad vil vi lære? Hvad vil vi lære af Garbi Schmidt, der lige så vel forkaster meningen med overhovedet at henvende sig på skrift for at gøre sig forståelig når vi blot kan fremdrage en hvilken som helst konklusion efter vort behag. Læren af begivenheden er i Garbi Schmidt forunderlige univers valgfri fremfor dikteret af om det giver nogen mening. Det er på denne grund Schmidt vil foretage en byttehandel, hvor Breivik ikke vil blive konkluderet som udtryk for kristen terror mod at islam heller ikke sættes i forbindelse med den bølge af muslimske terrorisme, som, råbende Allahu Akbar helt ind i retslokalerne i de tilfælde de altså når så langt, vil udslette de vantro og indføre kalifatet

Det korte afsnit i Breiviks manifest understreger betydningen af tro. Der er allerede talt meget om Breivik som en »kristen terrorist«, men at henfalde til et fokus på religion alene vil holde os på en sti, som vi må væk fra: ideen om terror som fastlåst i en religiøs konflikt, og kun der. 22. juli må - som andre lignende begivenheder - kræve af os, at vi udvider perspektivet. Breivik taler om »terrorangrebets ideologiske betydning« - ’ideologi’ kan sagtens fortolkes bredt og giver genklang i forhold til andre terrorsager: Der kan være tale om religiøs tro, men også nationalisme eller andre ismer.

Det er kun en god ide at komme væk fra religionens sti, hvis vi vil skjule islams rolle i islamisk terror. Og stierne ligger der ikke for os at finde mod det, som må være sandt, men er stier vi selv vælger at anlægge så vi kommer frem til det utopia, der i forvejen kører i båndsløjfe på vor indre nethinde. Og denne utopi indeholder i Garbi Scmidts drømme selvfølgelig ikke hendes elskede studieobjekt i skurkerollen, med et fiktivt underliggende krav om at hun skulle stå på mål for alle anklager. Derfor indføres ‘ideologi’, som en samlebetegnelse. Og den dækker over følgende

22. juli må få os til at reflektere over, hvilke rettigheder vi påberåber os på baggrund af vores opfattelse af gruppetilhørighed: dette være sig religiøs, politisk, national. Her må vi huske på, at ideologier i deres mangfoldighed ikke behøver at afspejle virkeligheden. Som den tyske filosof Eric Voegelin skrev for 70 år siden, så er ideologiens (han talte om den politiske idé, jeg vil tillade mig at tale bredere) formål at skabe symboler, der samler folk, og at forme virkeligheden. Akkurat som vi må erkende, at vi alle har brug for at have ideer, som vi kan samles om, ideer som kan være skabende og kraftfulde, så kan de selvsamme ideer i deres yderste konsekvens være dæmoniske og destruktive.

Netop. Religion falder perfekt ind her og ikke mindst islam, som samler folk om symboler og ideer der i høj grad ikke afspejler virkeligheden, men tværtimod dæmonisk prøver at destruere den for at berede vejen for efterlivet. Og der handles efterfølgende derpå af muslimske entusiaster. Vi kan da sagtens kalde islam for en ideologi, hvis det passer Garbi Schmidt’s akademiske semantik bedre, men det ændrer ikke ved at islam, om vi kalder det religion eller ideologi er destruktiv. Liberalisme er også en ideologi og er helt fraværende på terrorbarometeret. Det handler derfor ikke om at ophæve samlebetegnelser, men om at se på kvaliteten af den enkelte religion eller ideologi. Liberalisme er også en ideologi og er helt fraværende på terrorbarometeret, mens marxismen udslettede 100 mill. mennesker fordi den underkendte mennesket for sine ophøjede idealer. Så om vi kalder islam for en ideologi eller en religion er det stadig islam. Eller i Garbi Schidts mere deprimerende optik

Vi gør ting med ord. Vi former virkeligheden med ideer: religiøse, nationale, politiske.

Sådan har vi valgt at opdele og forstå verden. Men vi har et arbejde at gøre for at modvirke forståelser af, at ideologier er mennesker, og nogle gange selv benytte os af sådanne sprogbilleder, som når vi taler om ’islam’, ’marxisme’ eller andre ideologier som handlende politiske, entydige, ansigtsløse subjekter.

Via sådanne billeder bekræfter debatten, utilsigtet, ekstremisternes verdensopfattelse og forståelse af sig selv. At gøre det umenneskelige kræver nemlig to ting: at man tilsidesætter det menneskelige i den anden (gør ham/hende til en isme), og tilsidesætter det menneskelige i sig selv.

Altså har muslimer i hobetal valgt at forme virkeligheden således. Og således former Garbi Schmidt sin egen virkelighed med ord, som inde i hendes hoved virker mere tryg. Garbi Scmidt vælger at overse hvor stort et mysterium hendes sti leder til at muslimer mere end liberalister vælger terror. Hvorfor insisterer muslimer på at læse koranen så morderisk når de blot kan lade være?  Hvis læseren kan få fat i en kopi af Garbi Schmidts indlæg kan De prøve at holde det op for øret og høre hvad Schmidt selv siger og hvis indlægget ikke siger noget så selv vælge en sti efter for godt befindende. 

Måske skulle Garbi Schmidt foreslå venstrefløjen ikke at italesætte dele af befolkningen, som fattige og ressourcesvage, men som fritidsrige. Så kunne det være at de sociale optøjer, som venstrefløjen tror de ser i England ikke vil gentages.