Systemskiftets endeligt?

Diverse — Drokles on September 17, 2011 at 3:54 pm

Så kom Radikale tilbage i bestemmerollen i dansk politik. På vejen fik de ydmyget de konservative, hvor Lars Barfoed - i fortvivlelse over at være ydmyget gennem ti år af Dansk Folkeparti - krøb for tilgivelse over egen ført politik og tryglede om fornyet respekt. Han havde håbet at hente nogle tabte anstændige borgerlige stemmer tilbage i folden, men han kom blot til at fremstå svag og utroværdig. Samtidig undsagde han jo de borgerlige stemmer han allerede havde i sin fold, som ikke syntes at havde noget at undskylde for og således kom han tillige til at ligne et svigt. Alle andre morede sig ved dette pinlige optrin, dog undtagen Dansk Folkeparti, der ved endnu et valg blev behandlet som et billigt knald af sine tidligere partnere, man kun havde været sammen med i svaghed og som fik skylden for de ægteskabelige konflikter henover den gamle og naturlige midte.

En epoke er dermed slut, VKO eksisterer ikke mere i sin dominerende form og med den dynamik, der gennem ti år var en vinderformel i dansk politik. Men den kommende periode er indtil videre et udtryk for en post-VKO periode, hvor spillets regler ganske vist er ændret natten over, men hvor identitetspolitikken stadig lever i de gamle skel, der blev under VKO. Bortset fra venstrefløjens forvirrede og fortabte grupper, der snart flokkes om Villyeffekten, snart om Johanneeffekten så er intet skel og ingen grøft gravet så dybt af de anstændige borgerlige. Uafhængigt af politik har de anset Dansk Folkeparti, som en moralsk besudling af deres eget væren og deres stemmer og virke er lagt efter forsmåede følelser og en bitterhed over ikke længere at have definitionsret på ret og vrang og god smag.

Radikale Venstres valg af S-SF er selvfølgelig en sådan ren identitetspolitik, som har opsuget de anstændige borgerlige, men uden den moralistiske skyttegrav som begravede deres indflydelse i de tidligere berusende phyrrussejre. Det er arven fra den bitre krig med VKO, der umuliggør at være i en blok med Dansk Folkeparti. De anstændige borgerlige har i raseri løbet stormløb mod  VKO og tabt. Da Marianne Jelved forgæves havde svunget sit overlegne menneskesyn rundt i håndtasken blev et nyt forsøg gjort med Ny Alliance’s Nok er Nok, som disintegrerede på imponerende vis i løbet af valgkampen. Men tredie gang er så lykkens gang for de anstændige borgerlige?

Ikke helt. Nok er Pia Kjærsgaard stødt fra tronen - i denne omgang - men det er sket på at sælge sig selv til en ustabil rød blok, med en utroværdig økonomisk politik. Tillige skal mani Radikale Venstre konkurrere med den direkte uansvarlige Enhedsliste og skal samtidig forklare ved hver eventuel hårknude hvorfor man støtter partier med en kontraproduktiv økonomisk politik når de borgerlige står og venter med åbenlys fornuft. I længden vil Vestager ikke blive skånet for dette skisma, som hun blev det i valgkampen.

Rød blok har kun vundet valget ved at lægge udlændingedebatten død eller tæt derved gennem accept af den bærende præmis og som således har det ikke været et valg hvor folket har stemt Pia Kjærsgaard fra tronen. Dansk Folkeparti mistede tre mandater på et valg, som ikke havde en eneste af deres mærkesager som tema, mens S-SFs mistede 8 mandater på deres Fair Løsning. Ikke nogen mistillidserklæring til Dansk Folkeparti og ikke nogen tillidserklæring til den kommende regeringskerne. Altså et lidt besynderligt valg, hvor Radikale Venstre har høstet succes på at kritisere den kommende regerings økonomiske politik som hun vil stå fadder til. At anstændige borgerlige har slugt denne selvmodsigelse fortæller hvor stor en rolle identiteten spiller. Dansk Folkeparti er stødt fra tronen og det var det, det handlede om, så alt andet så som politisk indhold, er detaljer.

Men valget er også en begmand til rød blok, som ikke kan mønstre et flertal for sin politik, men kun vinde på at de ikke er VKO, eller rettere at de ikke er en træt og nedslidt VK regering som de konservative egenhændigt sørgede for at den fremstod som, men Løkke viste sig som den landsfader han ikke blev - i denne omgang. Og det har krævet en usædvanlig diskret valgkamp fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti så det ville gå op for så få som muligt, hvor lidt påklædte kejserparret er. For gennem hele valgkampen er oppositionens kernepartier og det bærende alternativ blevet stadigt svækket til fordel for Enhedslistens limhjernepolitik forklædt, som yndig elevrådsformand og Margrethe Vestagers genfødte radikale politik. Og her skal det da også blive skægt at se Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti blive klemt i udlændingedebatten af deres egne støttepartier, som sprutter af selvtillid. Forenet om intet andet end ikke at være Dansk Folkeparti skal Socialdemokratiet nu føre økonomisk politik mellem Enhedslisten og Radikale Venstre og overholde løftet om at videreføre udlændingepolitikken, stort set som den blev formuleret af Dansk Folkeparti. Alt dette uden at Socialistisk Folkeparti ikke går i panik over at beskue de frygtelige konsekvenser af rent faktisk at tage et ansvar.

Dansk Folkeparti er stødt fra tronen og det var det mere end noget som det drejede sig om i denne valgkamp.Man ånder lettet op over at udlændingepolitikken ikke har domineret og håber på at det er et tegn på at tiderne er skiftet og nu er modne til at blive rullet tilbage til de gode gamle dage. Det er de nu ikke. Udlændingepolitikken har ikke fyldt så meget fordi den grundlæggende er afgjort. Kun Radikale Venstre, smådele af de konservative og selvfølgelig Enhedslisten, der scorede mellem hver fjerde og hver tredie vælger på Nørre-, og Vesterbro i København nægter at antal og kultur har betydning for indvandringsudfordringerne. De Radikale vil dog godt indrømme at uddannelse har betydning for således ser de nemlig også sig selv. Men for alle andre partier har man fundet et sprog for at forholde sig pragmatisk til virkeligheden frem for sværmerisk og idealistisk - Plads til os alle og plads andre der vil. Og så går de politiske markeringer ellers mest på, om det er nok at ville det danske samfund, eller om man virkeligt skal ville Danmark.

Så selv om Dansk Folkeparti nu skal sidde udenfor og være i rollen som persona non grata får vi ingen svensk model og ingen tilbagevenden til de gode gamle dage. Katten er for længst ude af sækken, folket mener grundlæggende at udlændingeloven ligger nogenlunde, hvor den hører hjemme og i alle partier har for alt for mange kandidater fundet ud af, hvorledes man profilerer sig mere fast end fair i ly af Dansk Folkeparti, hvis man vil sikre sig de stemmer, som andre holder sig for fine til at ville repræsentere. Dansk Folkeparti har ændret det politiske sprog og den medfølgende politiske tænkning, der mere end nogen bogstavkombination var systemskiftet. Radikale Venstre har ikke længere en selvfølgelig ret til midten af dansk politik og dermed ikke et selvfølgeligt overdømme over den politiske debats indhold eller form. Det er den radikale illusion, der er brudt og som det tager mange år at bygge op igen. Og det vil ske i direkte modstrid med den virkelighed som allerede er i landet, hvor indvandrerkandidater fra de godes egne partier chikaneres af de gode partiers egne gæster.

Efter ti år med VKO prøver vælgerne et diffust alternativ, som på en gang har lovet at behold og forandre indvandringspolitikken og samtidig er i dyb uenighed om den økonomiske kurs. Det er mere end noget bogstavkombinationen VKOs epoke, som er slut. Den politiske dagsorden er intakt og kan få fornyet kraft alene gennem splittende smerte den forvolder rød blok. Radikale Venstre og de anstændige borgerlige er ganske vist kommet til magten men de har ikke erobret dagsordenen. De kan få lov til under svære betingelser at forvalte eller misforvalte statens finanser de næste par år, men de vil kun udhule deres egne politiske projekter. Systemskiftet

2 Kommentarer »

  1. Systemskiftet…venter spændt på fortsættelsen.

    Comment by Peter Buch — September 17, 2011 @ 9:49 pm
  2. Systemskiftet var aldrig noget værd.

    DF har fået som det fortjente.

    Partiet ekskluderede for et godt ord og medvirkede til at dække over regeringens svigt.

    Morten Uhrskov har i flere indlæg begrundet, at partiet var medskyldigt i at bedrage befolkningen.

    Når man i et årti lader som om at man retter op på udlændingepolitikken men samtidig freder en regering som ingen intention nærer om at lukke hullet er man selv med til at bestyrke befolkningen i en falsk tryghed.

    DF kunne have vundet på værdipolitikken, men kun hvis de var villige til at fortælle sandheden.

    Comment by Hans — September 22, 2011 @ 10:45 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress