Thorning Scmidts seneste brud på socialdemokratisk etikette ved at lease sin bil i Tyskland og således slippe for de danske afgifter, en ordning, som hun og hendes parti ellers mener skal være ulovlig fordi den fratager statskassen endnu en mulighed for at lænse borgernes privatøkonomi, vakte ikke den helt store opstandelse. En venstremand sneg under Folketingets afslutningsdebat drillende en fortalelse ind og kaldte Socialdemokratiets økonomiske plan for fair leasing og det udløste kun et afvæbnende touche-smil fra Thorning.

Måske var den manglende opstandelse et resultat af at Thornings forseelse ikke er den største  i verden. Der var jo på ingen måde tale om noget ulovligt - endnu altså, Socialdemokratiet har jo endnu ikke fået magten. Måske fordi vi blot er blevet mætte af den slags sager ligesom endnu en Berlusconi sexskandale heller ikke rokker meget ved den mand vi vel alle er kommet til at holde af - alle os der ikke bor i Italien i hvert fald. Men sagen er alligevel interessant fordi den måske ikke blot siger noget om vores måske kommende statsminister, men også noget om os andre, der ligesom hende er rundet af velfærdsstaten.

Lars Trier Mogens gjorde en god observation i Politiken da han andmeldte den - efter alle anmeldelser at dømme - elendige, samtalebog mellem den mærkværdigvis legendariske interviewer Ninka og Helle Thorning-Schmidt, som måske kaster lidt lys over det fænomen.

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har en personlig historie, som er langt mere original og vedkommende end den sædvanlige bondesønfortælling, som tidligere generationers magtmænd har præsenteret på deres vej mod Statsministeriet.

Livet langs S-togs-nettet
I modsætning til f.eks. Anders Foghs fortidsfortælling om at stå tidligt op om morgenen for at hakke roer i det mørke Jylland, er Thorning-Schmidt rundet af en hypermoderne krønike om det usynlige liv langs S-togs-nettet.

(..)

Om sit ophavssted siger Helle Thorning-Schmidt henkastet: »Jeg er selv født i Rødovre ? faktisk i Rødovrecentret, som dengang havde sin egen fødeklinik«.

Tænk, Danmarks måske næste statsminister tilhører ikke blot velfærdsgenerationen, nej, hun er ligefrem kommet til verden i et indkøbscenter, der ? som Rødovre Centrum formulerer det ? »fra start og med største selvfølgelighed har været eksponent for tidens tendenser«.

Fødslen i indkøbstemplet er en fantastisk ramme for en fortælling om Socialdemokraternes forvandling gennem efterkrigstiden; fra at være et nøjsomt arbejderparti til at være et forbrugsorienteret middelklasseparti.

En manuskriptforfatter kunne ikke have tænkt det bedre.

Thorning er ikke en klassisk socialdemokratisk pamper, som prøver at kompensere for barndommens afsavn. Thorning er vokset op uden afsavn, som næsten alle danskere og ligger nu bedre end de fleste danskere fordi hun er dygtig og bliver belønnet derefter. Når Thorning og socialister, som hende ikke synes at Folkeskolen er god nok til hendes børn, tænker hun ikke et øjeblik på om den så er god nok til andres børn. Når Thorning synes at den danske skat er for høj for hendes mand i forhold til den i Schweiz tænker hun ikke et øjeblik på om den så måske også er for høj for os andre (mænd, som kvinder). Når Thorning synes at det er for dyrt for hende at lease en bil i Danmark tænker hun ikke et øjeblik på om ikke biler er for dyre i Danmark. Og hvorfor gør Thorningen og socialister som hende det? Det gør fordi de ikke kan skelne mellem deres erfarede oplevelse af samfundet, som privatpersoner og så den fortælling, der som professionelle politikere lever af. Velfærdsstaten og dens indbyggede moralske godhed er blevet til at tomt vokabular.